Gud Fader og Skaber

"Himlen og jorden" er en anden måde at sige "alting" på. I 1. Mosebog kap. 1 og 2 læser vi om Gud som alle tings skaber. Alt det du kan se og alt det, du ikke kan se. Ligesom et menneske har sit helt eget fingeraftryk, sådan bærer alt levende Guds aftryk.

Skabelsestroen viser samtidig et kristent verdensbillede og menneskesyn. Mennesket kan ikke skabe sin egen tilværelse eller verden. Gud er Skaberen, mennesket og verden er Guds skaberværk. Det betyder også, at kristne ikke tror, at Gud er naturen eller menneskets sjæl. Naturen er ikke hellig. Den er en gave, mennesket har fået lov at dyrke og leve af. Samtidig får mennesket ansvar for den skabte verden og opgaven at vogte og værne om den.

Skabelse betyder ikke kun noget, som skete engang for længe siden. Skabelse forstås både som fortid, nutid og fremtid. Den kristne Gud kaldes "Gud fra evighed til evighed", det vil sige en levende Gud, som ikke er begrænset af eller bundet til tiden. Mennesket kan derfor ikke regne sig frem til, hvornår skabelsen fandt sted, eller hvor lang tid skabelsen tog. Skabelsen er heller ikke afsluttet.

At kalde Gud for fader er udtryk for troen på, at Gud har omsorg for mennesket, ligesom en god far har omsorg og kærlighed over for sit barn. Kirken tror på, at Gud er tæt på sin skabning. At Gud ikke er en fjern Gud, som har trukket sig tilbage, efter at have skabt alting for længe siden. Bibelen giver udtryk for en tro på, at Gud fortsat viser sig gennem sit skaberværk: ”Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger” (Romerbrevet 1, 20).

Anne Boye