Fortsæt til hovedindholdet
BAG OM JULESALMEN

Barn Jesus i en krybbe lå

H.C. Andersen drømte om at komme væk fra sorgfulde oplevelser og ud på en lang rejse i Europa. Da han skrev en digtsamling, som den lille julesalme er med i, og dedikerede bogen til kongen, blev det hans billet væk.

 

Her kan du læse om H.C. Andersens liv omkring den tid, hvor han skrev julesalmen ’Barn Jesus i en krybbe lå’. Længere nede i artiklen kan du gå på opdagelse i salmen, og du kan lytte til den herunder.

Lyt ( 0:00 min )

Den 27-årige Hans Christian Andersen er i et mildest talt skidt humør, da han i december 1832 skriver et brev til malerinden Mariane Frederikke Stub og fortæller om sin kommende digtsamling.

- Mit Humeur er slet ikke godt! Ungdoms Lunet er forbi, ja selv mit poetiske Gemyt kommer kun, som lykkelige Drømme undertiden tilbage. Jeg har følt for mange Sorger, taalt for mange Bitterheder, til at jeg endnu barnagtig kan flagre med Phantasien, det er en prosaisk Virkelighed der omgiver mig.

I næste Uge kommer min sidste Bog ud: Aarets 12 Maaneder, jeg kalder den, min sidste, maaskee bliver den det ogsaa i en doppelt Betydning, jeg har i en underlig Forudfølelse, ladet den ende med mit eget Gjenfærd paa min Grav, den siger sin, just ikke trøstelige Tirade.

Dog gad jeg nok leve saa længe endnu, at jeg kunde levere Verden eet ordentligt Arbeide, kun eet, men som det var værd at have levet for.

Den unge forfatter står på tærsklen til at udgive digtsamlingen ’Aarets tolv Maaneder’, hvor ’Barn Jesus i en krybbe lå’ er med i. En salme, som 170 år senere får en fast plads i folkekirkens autoriserede salmebog.

Men som hans brev antyder, er hans humør helt nede i kulkælderen. På dette tidspunkt i sit liv drømmer han om at rejse væk fra det hele og glemme de seneste års ”for mange sorger” og ”for mange bitterheder”. 

For at forstå de sorger og bitterheder, han taler om, spoler vi tiden nogle år tilbage til 1830. Andersen er på dette tidspunkt 25 år og endnu langt fra at være en verdenskendt forfatter. 

Han har kun udgivet et par bøger, og til hverdag skriver han dramaer til Det Kongelige Teater og satiriske digte, artikler og mindre tekster til aviser.

Andersen bor i København og kommer meget i hjemmet hos Jonas Collin, der er finansembedsmand og direktør for Det Kongelige Teater. Han er desuden sekretær for en kongelig fond, som Andersen senere søger støtte fra. Andersen bliver kaldt et "barn af huset" af Jonas Collin, og forfatteren betragter også huset som sit eget hjem.

Den unge forfatter har mange bekendtskaber, og tre af hans bedste venner, som han ofte skriver breve til, er Edvard Collin, Henriette Hanck og Bernhard Severin Ingemann.

B.S. Ingemann er en landskendt digter og forfatter. Andersen besøgte ham tit, mens han gik i skole i Slagelse, der ligger tæt på Ingemanns bolig i Sorø. De er blevet nære venner og udveksler mange breve om poesi, tanker og følelser (mest Andersens).

I sommeren 1830 tager Andersen på en rejse til Jylland og Fyn. Et stop på rejsen er Fåborg, hvor Andersen besøger sin studiekammerat Christian Voigt. Her møder han imidlertid studiekammeratens lillesøster, Riborg Voigt, og forelsker sig hovedkulds i hende. 

Han og Riborg skriver sammen over sommeren og efteråret. Men desværre for den forelskede Andersen er hun allerede forlovet, og det bliver starten på en følelsesmæssig nedtur. Han betror vennen Ingemann, at han ikke er tilfreds med livet og er overbevist om, at han aldrig bliver lykkelig. Nytårsaften i 1830 skriver han:

- Med mit Helbred gaaer det godt, men, dog føler jeg mig ikke tilfreds, jeg er ikke længer den jeg var før jeg mærker jeg bliver ældre, jeg føler at Livet har noget langt dybere end jeg før har drømt, og at jeg aldrig, aldrig her vil blive ret lykkelig!

Senere fortæller han også Ingemann, at hans tunge hjerte netop skyldes den ulykkelige forelskelse i Rigborg. I januar 1831 skriver Andersen:

- Jeg hænger med Sjæl og Tanke ved et eneste Væsen, et aandrigt, barnligt Væsen, som jeg endnu aldrig har seet det, hun elsker mig igjen, men, o det klinger saa hæsligt, føler jeg nok! hun er forlovet, skal giftes i næste Maaned.

Riborg Voigt er Andersens første store kærlighed, og han glemmer hende aldrig. Da han bliver fundet død i 1875 har han et gammelt afskedsbrev fra hende i en skindpung på sit bryst.

Måske er det for at flygte fra den ulykkelige kærlighed, at Andersen i foråret 1831 drager ud på sin første udlandrejse. Turen går til Tyskland, hvor han besøger forskellige byer.

På rejsen oplever han igen en bitterhed. Det går nemlig ikke, som han håber, da han med hjertebanken spørger vennen Edvard, om de skal være ”dus”, hvilket er et udtryk for at være meget nære venner. I maj 1831 skriver Andersen, mens han er på rejse i Hamborg:

- Jeg har ogsaa en Bøn til, De vil maaskee lee, men vil De engang ret glæde mig, ret give mig et Beviis paa Deres Agtelse – naar jeg fortjener den – saa – ja De maa ikke blive vred!

Siig Du til mig! mundtligt vil jeg aldrig kunde bede Dem derom, det maa skee nu, nu medens jeg er borte; har De noget derimod, saa tal aldrig til mig derom, jeg vil, naturligviis aldrig yttre det mere!

Men Edvard svarer, til Andersens store sorg, at han ikke vil være ”dus”:

- Men nei Andersen! De vil ikke misforstaae mig! Og hvortil skal denne Forandring i vort Forhold? Er det for at give Andre et Tegn paa vort venskabelige Forhold? Det vilde være overflødigt og os begge ligegyldigt; og er ikke nu vort Forhold saa behageligt og os begge saa nyttigt?

Edvard er søn af Jonas Collin og på alder med Andersen, der er hans nære ven. Han er embedsmand ligesom sin far og har en direktørstilling i Nationalbanken. 

Det er dog også på rejsen til Tyskland, at Andersen ser et maleri, som formodentlig bliver hans inspiration til ’Barn Jesus i en krybbe lå’. Mens han er i den tyske by Dresden, tager han på kunstmuseum. Her ser han et billede, der forestiller Jesu fødsel, som han bliver meget betaget af.

Turen gennem Tyskland varer seks uger. Da han kommer hjem, sætter han sig til at skrive om sine oplevelser, og i efteråret 1831 udgiver han sine rejseskildringer i bogen ’Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831’. I bogen fortæller han igen om maleriet, der forestiller Jesu fødsel:

- Lyset udstrømmer fra Jesus over alle de andre rundt om. Især frapperede mig en qvindelig Figur, der holder Haanden for Øiet, og vender sig halv bort fra det stærke, blændende Lys. De fleste sætte jo dette Stykke øverst blandt denne store Mesters Arbeider, men jeg foretrækker dog den hellige Sebastian, der ogsaa har Plads i dette Værelse. Hvilke herlige Grupper af Engle! de svæve ned, paa de lette Skyer, om den fromme Martyr med det rolige, begeistrede Blik. Endnu var her et Stykke, som jeg troer at turde kalde det fjerde, til hine gudsbesjælede Billeder: en Christus, af Carlo Dolci; Høihed og Lidelse vare sammensmeltede i det ædle, gudhengivne Ansigt. 

Efter sit besøg på kunstmuseet skriver Andersen et brev til studiekammeraten Christian Voigt og fortæller, at Corregios billede er værd at rejse til Dresden for.

I februar 1832 har Andersen taget hul på arbejdet med en digtsamling, der skal tegne et billede af hvert af årets tolv måneder. Hver måned skal kredse om et tema, og for december bliver temaet en skildring af julens glæder i Danmark.

Mens Andersen arbejder på de tolv digte, bliver han endnu en gang såret. Denne gang af Ingemann, som har været i København uden at besøge ham. Andersen skriver til ham i maj 1932:

- De har været her i Byen med Deres Kone, fortæller man mig! De lod mig det ikke vide, skjøndt De har min Adresse, det var ikke Ret, det har virkeligt bedrøvet mig! jeg længes saa inderlig efter at tale med Dem begge, men det har De ikke tænkt paa. Hvor kunde De reent glemme mig?

Det er på denne tid, Andersen begynder at drømme om endnu en rejse. Han vil gerne langt væk og være væk i mindst et år. Både fordi en stor dannelsesrejse er et "must" for tidens malere og digtere, hvor man kan komme ud og lære nyt. Og måske også, fordi han føler sig ulykkelig og gerne vil væk fra de personlige nederlag, han har haft i de sidste år med Rigborg, Edvard og nu også Ingemann.

Han har dog ikke selv råd til rejsen, så han planlægger at søge om et rejsestipendium fra den kongelige fond, som Jonas Collin er sekretær for. Desværre har forfatteren Henrik Hertz allerede fået et rejsestipendium, og kun én bliver sendt af sted ad gangen. Hertz skal rejse først, så Andersen må stille sig op i køen og væbne sig med tålmodighed.

Han får en idé om at dedikere sin nye digtsamling om årets tolv måneder til kongen. Måske kan det øge hans chancer for at få rejsestipendiet. Han fortæller i oktober 1832 om sin plan til Jonas Collins datter, Louise, som er blevet hans veninde:

– Naar det nu gaaer godt med mit Stykke, paa Tirsdag, og jeg siden har sendt Kongen mine "Aarets 12 Maaneder, vil jeg tale med Deres Fader om at komme bort, komme ud i Verden, det lader sig vist gjøre, og det vil være godt for mig! troer De ikke det? Troer De ikke at min Sygelighed da tabes, at jeg kan blive et ordentlig Menneske. O Gud, kjære Frøken, jeg føler mig saa ulykkelig, – ja jeg maa bort, langt bort!

I december 1832 skriver han ansøgningen til den kongelige fond, og den bliver understøttet af anbefalinger fra anerkendte litterære personligheder. Oehlenschläger roser hans lyriske talent, og Ingemann tillægger ham ualmindelige evner til at gengive scener fra naturen og menneskelivet. Dramatikeren Johan Ludvig Heiberg finder en forestillingsevne beslægtet med den berømte digter Johan Herman Wessel. Med disse anbefalinger i ryggen håber Andersen på, at det bliver svært at give afslag på ansøgningen.

Den 18. december 1832 udkommer så ’Aarets tolv Maaneder. Tegnede med Blæk og Pen’ i København. Han dedikerer bogen til kong Frederik VI. 

Andersen får mulighed for at besøge slottet og overrække et eksemplar til kongen personligt. Her udnytter han lejligheden til at rette kongens opmærksomhed mod, at han har brug for økonomisk støtte til at tage ud på den traditionelle dannelsesrejse.

I selvbiografien ’Mit livs eventyr’ beskriver han øjeblikket:

- Højst komisk har vist min indtrædelse været. Mit hjerte slog af angst, og da Kongen på sin ejendommelige måde rask trådte hen imod mig og spurgte mig, hvad det var for en bog, jeg bragte, svarede jeg: ”en Cyklus af digte”, ”Cyklus, Cyklus”, hvad mener De? Da blev jeg aldeles forknyt og sagde: ”Det er nogle vers om Danmark”. Han smilede: ”Nå, nå, det kan jo være meget godt, tak, tak” og nu bukkede han til afsked. Men jeg, der slet ikke havde begyndt på mit egentlige ærinde, sagde, at jeg havde så meget endnu, jeg skulle sige, og uden videre fortalte jeg om mine studier, og hvorledes jeg havde slået mig igennem. ”Det er meget rosværdigt” sagde Kongen og da jeg kom til det, at jeg ønskede at få rejsestipendium, svarede han, som der var sagt mig: ”Nu, så bring en ansøgning. ”Ja, Deres Majestæt” udbrød jeg nu i hele min naturlighed, den har jeg allerede med og det er det, jeg finder selv så skrækkeligt, at jeg skal bringe den tilligemed bogen. Det har man sagt til mig, at jeg skulle, at det var måden; men jeg finder det så fælt, det er mig så imod. Tårerne kom mig i Øjnene. Den gode Konge lo ganske højt, nikkede venligt og tog ansøgningen; jeg bukkede og for af sted i største hast.

Kong Frederik VI (tv.) og forfatteren Henrik Hertz (th.)

Selv med dedikationen til kongen og anbefalingerne fra de anerkendte digtere føler Andersen sig dog stadig usikker på, om hans ansøgning vil blive imødekommet. Han skriver til veninden Henriette og deler sin bekymring i januar 1833, hvor han i brevet omtaler Hertz som Gjengangeren:

- Jeg gaaer ellers med Hovede og Hjerte fuldt af Ideen om at reise til Udlandet; ja, men reise i dette Foraar; min Ansøgning er inde! men Gjengangeren skal reise, og det er ikke rimeligt at Danmark lader to Poeter flyve ud paa eengang, saa jeg tør ikke ret sikkert haabe det, før han om 2 Aar kommer tilbage, men det er jo en grusom Tid! nei, nei! jeg maa bort! bort i dette Foraar, jeg udholder det ikke længer.

Og så sker det lykkelige, næsten som et eventyr, at den unge forfatter med anstrengelse og besvær får medgang i livet. Ved at lægge pres på Jonas Collin, der er sekretær for den kongelige fond, og ved personligt at overrække kongen et eksemplar af ’Aarets tolv Maaneder’ lykkedes det endelig Andersen at få rejsestipendiet.

I april 1833, da han er 28 år, drager han ned gennem Europa på det, der bliver hans store dannelsesrejse, som varer næsten halvandet år. Resten er historie, for Andersen får de efterfølgende år skrevet mere end ét værk, der er ”værd at have levet for” – som han jo udtrykte ønske om i brevet til malerinden Mariane.

Han var ikke klar over det dengang, men da han skrev ’Aarets tolv Maaneder’, kunne han allerede ”levere Verden eet ordentligt Arbeide.” Nemlig 'Barn Jesus i en krybbe lå', julesalmen der senere endte i folkekirkens autoriserede salmebog, og som vi synger i hele landet ved juletid.

Salmen udgør kun en lille del af den store digtsamling. I ’Aarets tolv Maaneder’ er digtene én lang dialog mellem forskellige personer. Hver måned er sin egen fortælling, og ’December’ udspiller sig som en scene, der bliver beskrevet fra flere personers vinkler. Der er blandt andet en ungersvend, nogle nysgerrige børn og en gammel pebersvend. Selv Andersens eget genfærd har også en rolle i digtet.

Som en lille brik i den store skildring af december er der ude på gaden nogle fattige børn, som står og synger ’Barn Jesus i en krybbe lå’. Salmen er kort og beskriver fortællingen om julenat, da Jesus kom til verden. 

Selvom Jesus var Guds søn og ”ejede himlen”, blev han født under usle forhold og lagt i en krybbe, dyrets fodertrug. Der var mørkt i stalden, men på himlen over Betlehem lyste stjernen. Et håb lyste også inde i stalden, nemlig at Guds søn og menneskenes frelser var blevet født. Og med dén gode nyhed kan ”hver sorgfuld sjæl” godt blive ”karsk og glad” igen.

I billedet af salmebogen kan du gå opdagelse i H.C. Andersens julesalme. Hold musen over de markerede ord og læs en uddybning.

Salmen blev kendt, efter at Niels Wilhelm Gade komponerede melodien til den i 1859. Herefter kom salmen med i talrige sangbøger og blev udbredt, fordi børn sang den i skolen. Mange lærte den at kende og holdt af den, men alligevel fik den ikke en plads i salmebogen lige med det samme.

Det kom flere gange på tale, men det var først, da den kom med i ’Gud ske tak og lov. Den danske salmebog for børn og unge’ i 1993, at der blev peget afgørende på den.

Samme år nedsatte Kirkeministeriet en ny salmebogskommission, der skulle vælge salmer til en ny og tidsvarende udgave af Den Danske Salmebog. Og det kom faktisk bag på mange, da de opdagede, at Andersen slet ikke var repræsenteret i salmebogen.

Efter kommissionens ni år lange arbejde endte Andersens med at få to salmer med i 2003-udgaven af salmebogen – og her var den ene ’Barn Jesus i en krybbe lå.

Hvordan læser vi H.C. Andersens julesalme i dag? Det kan du høre Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift, fortælle om i videoen.

Om H.C. Andersen

Hans Christian Andersen blev født i Odense i 1805. Som 14-årig tog han alene til København uden særligt mange penge på lommen og med et mål om at blive skuespiller. Han blev dog forfatter i stedet og udgav i 1829 sine første digte. Han skrev efterfølgende mange forskellige genrer, blandt andet skuespil, romaner, rejseskildringer og eventyr. Især sidstnævnte skaffede ham international berømmelse, og i dag er han kendt over hele verden for historierne om eksempelvis ’Den lille havfrue’, ’Kejserens nye klæder’ og ’Snedronningen’. Udover julesalmen har Andersen en enkelt salme mere i Den Danske Salmebog, nemlig nr. 502, ’Jeg har en angst som aldrig før’. Han døde den 4. august i 1875.

Kreditering

Tekst: Nanna Rønnov Johansen
Illustrationer: Sidsel Sørensen
Video: Casper Janning

Lyd: ’Barn Jesus i en krybbe lå', sunget af Skovlunde Kirkes Ungdomskor
Foto: David Monies, B.S. Ingemann, 1834, Statens Museum for Kunst, www.smk.dk, public domain. Riborg Voigt, Odense Bys Museer. Frederik Ferdinand Petersen, Edvard Collin, Det Kongelige Bibliotek, Creative Commons (CC BY-NC-ND 3.0). Antonio da Correggio, The Holy Night/Nativity, 1522-1530, Wikimedia Commons. 
Wilhelm Heuer, Frederik VI, 1834, Statens Museum for Kunst, www.smk.dk, public domain. David Monies, Henrik hertz, 1837, Statens Museum for Kunst, www.smk.dk, public domain.
Tilrettelæggelse: Nanna Rønnov Johansen og Sidsel Thorsteinsson
Kontakt: redaktion@folkekirken.dk

Kilder

H.C. Andersen: Mit livs eventyr, Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 1. e-bogsudgave, 2018

Frank Egholm Andersen: H.C. Andersen som ung, Bogforlaget HER&NU, 1. udgave, 1. oplag, 2003

Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008

Niels V. Kofoed: Et livsvarigt venskab. H.C. Andersen og B.S. Ingemann, Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 1. e-bogsudgave, 2016

Børge Leo Mikkelsen: Hvorfor skal vi synge den, Forlaget Cadeau, 1. udgave, 1. oplag, 2012

Arkiv for Dansk Litteratur: H. C. Andersen (link)

H.C. Andersen Centeret: Aarets tolv Maaneder (link)

H.C. Andersen Centeret: Brevbasen (link)

Breve i artiklen

Forelskelsen i Riborg Voigt
5. august 1830, fra Andersen til Edvard Collin (link)
31. december 1830, fra Andersen til Ingemann (link)
18. januar 1831, fra Andersen til Ingemann (link)

"Dus" med Edvard
19. maj 1831, fra Andersen til Edvard Collin (link)
28. maj 1831, fra Edvard Collin til Andersen (link)

Arbejdet med ’Maaneder’
26. maj 1832, fra Andersen til Ingemann (link)
27. oktober 1832, fra Andersen til Louise Collin (link)
14. december 1832, fra Andersen til Mariane Frederikke Stub (link)
14. januar 1833, fra Andersen til Henriette Hanck (link)