Pernille Hornum
Påskens fortællinger afspejler livet, som det er: Fuldt af håb, glæde, forsoning, tilgivelse, fællesskab, tro på livet, men også svigt, lidelse og død.
Med afsæt i påskens temaer genfortæller forfatteren og digteren Benny Andersen her digte og scener fra sit liv, hvor højtidens temaer har været aktuelle.
GLÆDE:
- Min livsglæde har at gøre med at jeg har haft en lykkelig barndom. Jeg var et ønskebarn. Min storesøster var dødfødt og derfor, da jeg var på vej, håbede mine forældre jo stærkt, at jeg var levendefødt.
Jeg har fået fortalt, at mine forældre en dag sad og så den første officielle talefilm, ”The Jazzsinger”, hvor de hørte sangen ”Sonnyboy”. Den handler om en dreng, der hedder Sonnyboy, der er som sendt fra himlen og gør så megen lykke, at de grå skyer på himlen bliver blå ved hans blotte tilstedeværelse. Min mor var højgravid med mig og udbrød med grådkvalt stemme til min far: ”Skal vi ikke kalde ham Sonnyboy”. Min fars svar vidnede om den ulykkelige erfaring, de havde gjort ved tabet af min dødfødte storesøster; ”Det taler vi om senere”.
Når man bliver modtaget som et ønskebarn, får kærlighed i overflod og samtidig bliver forkælet, som jeg blev det på trods af, at det var et økonomisk fattigt hjem, så får man et mod og en nysgerrighed på livet og et overskud i sig selv at dele ud af.
LIDELSE:
- I sin tid var jeg i en periode af mit liv meget deprimeret. Jeg var så langt nede, at jeg var på randen af selvmord. Mens jeg overvejede at tage mit liv, læste jeg om valget hos teologen og filosoffen Søren Kierkegaard, og om hvor afgørende det er, at vi tager et valg, og ikke bare følger med strømmen.
For som Søren Kierkegaard beskriver det, træder man først i karakter som menneske, når man vælger. Først efter man har truffet valget, kan man finde ud af, om det er det rigtige eller forkerte valg.
Da jeg læste det, tænkte jeg: Hvis nu jeg begår selvmord, så finder jeg aldrig ud af, om det var det rigtige eller forkerte valg.
Så Søren Kierkegaard reddede mit liv.
LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: Langfredag skal vi fatte at døden findes
TILGIVELSE:
- Tilgivelse er en anden side af kærligheden, mere nøjagtigt næstekærligheden, som jeg udtrykker i digtet ’Kære venner’:
Kære venner:
Jeg har to venner
som er uvenner
og to uvenner
som er venner.
Min ene ven er ven med min anden uven.
Min anden ven er uven med min anden uvens ven.
Det er svært at holde rede på
hvem man skal passe på ikke at sige hvad til.
En forsoning ville forenkle forholdet betydeligt
Så jeg går stærkt ind for at vende den anden kind til
Men har i længden ikke kinder nok
prøver at mobilisere mine venners kinder.
Det har gjort min ene uven venlig
Og min ene ven uvenlig.
Min anden uven er blevet uven med sin ven
og min anden ven er blevet ven med min anden uvens tidligere ven
men til gengæld uven med sin egen tidligere ven.
Jeg overvejer kraftigt at slå en streg over det hele
trække kinderne til mig
og begynde på en frisk.
LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: Mister vi fællesskabet, mister vi os selv
DØD:
- Døden er livgivende i den forstand, at hvad enten der er et liv efter døden eller ej, så er det nu, det foregår. Det er nu vi skal leve. Men når man mister sin elskede til døden er det jo noget helt andet.
Da jeg mistede min tidligere hustru Cynthia blev jeg lammet af sorg og smerte. Længe før Cynthia døde, skrev jeg et digt om døden. Det handler om, at ens egen død bare kan komme an, men når det kommer til ens elskede, er det en helt anden sag:
Ode til døden:
Når jeg kun tænker på mig selv
tænker jeg: godt nok
du har slået nogle skæve
men også sat dig spor
har en hel del at fortryde
og en del at være stolt af
facit:
det ku ha gået meget værre
men det gik dog meget bedre
du fik rigeligt
du har bestået
du består
god dag at dø på
hvis det skulle være
om end mandag ville passe bedre.
Men når jeg tænker på min elskede
Tænker jeg:
Aldrig i livet!
Disse øjne dette smil denne stemme
Lukket og slukket
Dèn går ikke du gamle
Denne fine bløde hud dette varme hjerte denne
ømhed for andre disse skøre indfald for slet ikke
at tale om denne uforlignelige latter og hvert øre
er et lille mesterværk og glem ikke tæerne
og de uimodståelige knæhaser
Hallelunej
sådan leger vi ikke
når hun lider lider jeg
når hun er lykkelig fyldes jeg af glæde ved at være til
sådan er det bare
så kom ikke for godt i gang
gigt og andre skavanker
skal vi nok selv tage os af
men hold nallerne fra hende
Forstået?
Hvis du prøver på noget i den retning
Bliver det over mit lig!
HÅB
- Efter Cynthias død, hvor jeg var langt nede, hjalp det mig at spørge mig selv, hvad Cynthia ville have sagt og rådet mig til. For hun kendte mig bedre, end jeg selv gjorde.
Hun ville have sagt, at jeg skulle holde op med at sidde og have ondt af mig selv, rejse mig fra stolen, komme ud af huset og tage ud at spille med Povl Dissing. Og så var det, at jeg en dag skulle med toget tilbage til Sjælland efter at have været en tur i Århus. Her mødte jeg så Elisabeth, som kom ind i rygerkupeen og satte sig over for mig for at ryge en cigaret.
Så på den måde er det jo sandt at døden kan være livgivende, og at der på trods af døden, smerten og sorgen altid er håbet om nyt liv igen.