Fællesskab
Fællesskab på tro og trods

Fællesskab på tro og trods

I nadveren møder vi et fællesskab, hvor vi alle er lige, mener biskop Henrik Wigh-Poulsen

Biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen fortæller til folkekirken.dk, hvordan vi skal forstå skærtorsdag og den sidste nadver.

Helene Overgaard Krüger

- Der er en stor symbolkraft i måltidet og i at sætte sig ned og spise sammen med andre. Det ser vi både i Bibelen og i vores eget liv. Det er vores familie og venner, som vi inviterer til middag - dem, vi kan lide og er fortrolige med. Men Jesus spiste også sammen med landsforrædere og prostituerede og alle mulige andre, som ikke var en del af det gode selskab, fortæller Henrik Wigh-Poulsen. 

På den måde viste Jesus dem på en meget håndgribelig måde, at vi i Guds øjne alle er lige værdige trods alle vores fejl og skavanker og trods andre menneskers foragt.

- Jesus inviterer alle til et fællesskab med Gud, og det er en enorm provokation for dem, som før så sig selv som en del af det privilegerede fællesskab med Gud – de fromme og retfærdige. For nu, hvor alle er inviteret med, er det jo ikke noget ved længere – de er ikke længere noget særligt, uddyber biskoppen.

Tro er ikke en eksamen

Henrik Wigh-Poulsen forklarer, at når man i Guds fællesskab er sammen på lige fod betyder det helt konkret, at man her ikke skal skele til hinandens kvalifikationer eller bestemme over hinanden, men at man i stedet skal tjene hinanden. Han er helt på det rene med, at det måske godt kan være lidt svært at sluge for moderne mennesker i et konkurrencesamfund, men at ligheden til gengæld giver plads til dem, som ellers er udenfor. 

Det gælder også i fortællingen om skærtorsdag. Skærtorsdag vidste Jesus godt, at han ville blive svigtet og forrådt af nogle af sine bedste venner. Alligevel spiser han sit sidste måltid - den sidste nadver - sammen med dem.  

- Her kunne Jesus godt have rejst sig, så stolen væltede, og sagt, at nu har I brudt fællesskabet, så nu vil jeg ikke være sammen med jer længere. Men han ved, at mennesker er skrøbelige og fejler, og det diskvalificerer os ikke i hans verden. Vi kan godt bruges alligevel. Vi dumper ikke bare i den store eksamen, forklarer biskoppen. 

Nadver minder om menneskets værd

Under Jesus’ sidste måltid deler han brød og vin ud for at forklare disciplene, at selv om han dør, er han stadig hos dem. Det er det, man gentager ved nadveren i kirken om søndagen.  Ifølge Henrik Wigh-Poulsen er både den sidste nadver og nadveren i kirken et fællesskab af en anden verden, hvor man kan være den, man er, med alle sine fejl og svigt og mangler. 

- Uden for kirken handler alt, hvad vi foretager os, om, hvem der er den bedste, den klogeste, den smarteste og så videre. Men i nadverfællesskabet sidder vi side om side uanset, hvad vi stemmer på, eller hvor meget vi tjener. Når vi sidder der, er vi ligeværdige, og det minder os om, at der også er en anden virkelighed med en anden dagsorden, mener han.   

- De forskelle, vi normalt går og opererer med, gælder ikke her, og det kan vi bruge til at huske os selv på, hvad det egentligt er, der gælder. Her ser vi hinanden i et andet lys. Det kan vi også tage med os ud ad kirken.

Fællesskab