Fællesskab
Vi har slået rødder i hinandens liv

Vi har slået rødder i hinandens liv

Gennem fem generationer er kirkeminister Mette Bocks familie kommet i sognepræst Gudmund Rask Pedersens kirke. De kender hinandens familier og de bump, familierne har mødt på deres vej. Med sådan et skæbnefællesskab står man fast i stormvejr, fortæller Mette Bock.

Selfie med præsten. Mette Bock har kendt Gudmund Rask Pedersen i snart tyve år. 

Lea Holtze

- Er det ikke fint? spørger Mette Bock og rækker sin mobiltelefon frem, så jeg kan se et selfiebillede af hende og sognepræst Gudmund Rask Pedersen. 

Hun sidder på sit kontor i kirkeministeriet, hvor der er taget hul på dagens hektiske ministerprogram, som skylles ned med sort kaffe – langt væk fra hjembyen Horsens, hvor hun er vokset op og stadig bor sammen med sin mand Hans Jørn. Det er dér, billedet er taget, for dér deler hun et helt særligt skæbnefællesskab med sognepræst Gudmund Rask Pedersen, som har været tilknyttet sognet siden 1988.

- For mig er en vigtig del af et venskab, at man ikke bare kender hinanden på overfladen, men kender til hinandens liv. Så begynder samtalen på et andet niveau, siger hun.

Og ikke nok med, at Mette Bock og Gudmund Rask Pedersen kender hinanden og har gjort det i snart tyve år. De kender også hinandens familier på tværs af generationer. Blandt indbyggerne i Horsens er nemlig også Mette Bocks mor, datter, tre børnebørn, to af hendes fire brødre, en svigerdatter og en nevø, ligesom hendes farmor og far også boede i byen, dengang Gudmund Rask Pedersen tiltrådte sin stilling i sognet.

- På samme måde kender jeg Gudmunds liv og børn og har gjort det, siden de var helt små. Det binder nogle særlige bånd og gør, at man virkelig har været vidne til medgang og modgang, siger Mette Bock, holder inde for at finde ordene og fortsætter:

- Det gør, at man på en måde er mere nøgne over for hinanden, og det nøgne menneske er i sig selv skrøbeligt og vil gerne have støtte.

Alle møder sten på vejen

Ministeren oplevede selv modgang tidligt i livet, da hun som ni-årig var vidne til, at hendes lillesøster blev dræbt i en trafikulykke. Senere blev hendes forældre skilt, faderen udviklede et alkoholmisbrug, og Mette Bock forsøgte at tage ansvar for den splittede familie.

- Alle familier har oplevet sten på vejen, og det har min og Gudmunds selvfølgelig også. Det at kende hinandens liv giver en nærhed og gør, at man ikke behøver skjule det, der ikke er så godt. Det er en befrielse, siger hun.

Fællesskabet mellem Mette Bock og Gudmund Rask Pedersen betyder ikke, at de render hinanden på døren i tide og utide. De hilser på hinanden efter gudstjenesten, hvor sognepræstens ord kan give den travle minister en åndelig vitaminindsprøjtning. Og er der brug for at vende stort og småt under fire øjne, går de en tur eller drikker en kop kaffe, fortæller hun.

- Det er de der mange små dryp, der opbygger relationen og giver de gode samtaler engang imellem. Gudmund er et meget læsende menneske. Det gør, at han har andre perspektiver på dagligdagsting end mig, fordi jeg lever et politikerliv, hvor jeg flyver og farer rundt, siger hun.

Fællesskaber gør os rodfæstet

Mette Bock og Gudmund Rask Pedersen deler samtidig den samme tilgang til livet – en form for åndsfællesskab, hvor der ikke altid behøver at blive sat ord på, fortæller Mette Bock. Og for eksempel er de enige om, at sorger og bekymringer ikke bør fylde for meget.

- Der er ting, man ikke kan ændre. De ting skal man selvfølgelig ikke fortrænge, men man kan måske finde en hylde at lægge dem på, så man ved, de er der, men ikke kører rundt i dem, siger hun.

Uanset hvilket værdigrundlag, man deler i et fællesskab, er fællesskaber vigtige at holde fast i, understreger Mette Bock.

- I en tid, hvor vi hopper meget fra job til job, ægteskab til ægteskab og bopæl til bopæl giver det en rodfæstethed at kende hinandens historie, værdier og liv. Det gør, at man kan stå fast i stormen, siger hun.

Fællesskab

I påsken sætter folkekirken fokus på fællesskab og #detvihartilfælles.

Du kan deltage i samtalen på Facebook, og finde alle artikler og videoer om fællesskab her.


Læs også:

Måltidet bekræfter fællesskabet

Fællesskab på tro og trods