Lidelse
Døden er ikke et punktum

Døden er ikke et punktum

Langfredags lidelse viser, hvor langt ned i elendigheden Gud følger sit menneske. Det mener Henrik Wigh-Poulsen, der er biskop over Aarhus Stift 

Opstandelsen gør ikke døden til et punktum, men en tankestreg, mener biskop Henrik Wigh-Poulsen

Helene Overgaard Krüger

I biskoppens kontor på stiftet i Aarhus er der udsigt over Aarhusbugten. Der er langt fra det blide, blå vand til den lidelse, vi hører om fandt sted på langfredag for knapt 2000 år siden. Selv om vi har haft så lang tid til at forstå, hvad der skete, kan det stadig være svært at få til hænge sammen. Henrik Wigh-Poulsen har kaffe på kanden og sat tid af til at forklare meningen med langfredag, så moderne mennesker kan forstå det.

Hvorfor var det nødvendigt, at Jesus skulle dø på korset?

- Det er et ekstremt udtryk for, hvor nær Gud vil være ved sit menneske. Gud følger os helt derned, hvor alt er pillet fra hinanden og alt er taget fra os. Han er der ikke kun i menneskets mest strålende stunder, hvor det har allermest styrke og overskud. 

- Det er det samme, når vi fejrer jul. Jesus’ fødsel er jo en glædelig begivenhed fordi, Gud lod sig se i det her menneske. Men han valgte at vise sig i et lille barn i en krybbe i en fattig familie. Det er også et sted, hvor tingene ikke altid hænger sammen eller menneskerne er ovenpå. Der er han også, forklarer Henrik Wigh-Poulsen. 

- Korset er et billede på tilværelsens absolutte nulpunkt. Der, hvor alt er skrabet væk og der ikke er noget tilbage. Men det vigtige er det, der følger efter. Hvis fortællingen var sluttet ved korsfæstelsen, ville det bare bekræfte, at det hele ender med et stort, fedt punktum. Så havde det været døden og ondskaben, der havde fået det sidste ord, mener han og fortsætter:

- Men det er det, opstandelsen modsiger. Den dagsorden, Jesus bragte ind i verden, er ikke bare blevet jordet af den almindeligt menneskelige ondskab og død og ødelæggelse, som det ellers altid vil gøre. Lige præcis her er der en form for trods – det store, fede punktum er blevet til en tankestreg. Der er noget, der fortsætter. Det Jesus talte om: tilgivelse, næstekærlighed, barmhjertighed og nåde er ikke bare blevet opslugt af graven og mørket. Påskens historie om opstandelsen bekræfter, at det Jesus sagde og gjorde stadig gælder.  

Og hvad kan vi bruge det til i dag? 

- Kærligheden er stærkere end døden og mørket. Der vil altid være et håb og et lys et sted. Hvis vi har det syn på tingene, at det hele alligevel ender i det store, sorte hul, så kan det i grunden være lige meget. Så kan jeg ligeså godt begynde at tage af kassen. Men når der er noget andet, der er stærkere og vigtigere, det er så også det, der gør, at man stadig opfører sig ordentligt over for sine medmennesker og har forhåbninger for dagen i morgen.  

Er det ikke enormt provokerende at sige til folk, der er helt i knæ: Der er et lys. Du kan bare ikke se det? 

- Jo, men nogle gange er det dét, der skal til, så vi kan se tingene fra et andet perspektiv end før. Vi kender det i det små - et smil eller at en spørger, hvordan det går. Det er der, den der anden virkelighed pludseligt gør sig gældende og kalder os ud af det mørke, vi er fanget i, forklarer han. 

- Budskabet i fortællingen om Jesus og påsken er netop, at kærligheden, barmhjertigheden og nåden i det her liv er stærkere end det mørke, du sidder i lige nu. Den fortælling er med til at kalde dig ud af den fortælling, du måske går og fortæller dig selv ind i – jeg er også en idiot, mit liv er ad helvede til, og hvad ved jeg. Men der er altså også det andet perspektiv, som du måske ikke kan se lige nu.  

Henrik Wigh-Poulsen mener, at selv om mennesket viste sig fra sin allerværste side langfredag, så blev Gud der.  

- Det skal ikke forstås sådan, at Gud er med os i vores onde gerninger, men uanset hvad vi gør, så er han hos os og viser, at der også er en anden mulighed – muligheden for at træde ud af vores egen ondskab og ind i hans tilgivelse. For selv om vi mennesker nogle gange handle ondt, er vi stadig Guds børn og har stadig muligheden for at vende os mod ham. Det ændrer sig ikke, understreger han. 

Som mennesker er vi ikke just engle over for hinanden. Vi ser det gang på gang i medierne, hvor det kan gå hårdt ud over den, der nu er udråbt til syndebuk, fortæller Henrik Wigh-Poulsen. 

- Og vi ser det palmesøndag, hvor folk jubler, da Jesus rider ind i Jerusalem, men også langfredag, hvor det kollektive raseri mod Jesus får overtaget. Der skal han bare ned med nakken. Ondskaben ligger hele tiden og lurer i mennesket, og der skal ikke altid så meget til for at antænde den. Alligevel insisterer Gud på at være hos os, så han kan minde os om, at der er en anden mulighed i vores liv. At der er noget andet end det mørke, vi kan bygge op inden i os selv og ikke altid kan komme ud af igen. 

- Der er en dobbelthed imellem det gode og det onde. De onde er tit dem, der egentligt vil gøre det så godt, men hvor tingene bliver fordrejede, og så kan det hele også bare være lige meget, og man kun vil sin egen retfærdighed. Selv om man nogle gange ved, at det man gør, er forkert, kan ens egen stolthed gøre at man alligevel bare bliver ved.

- Det er lige som med Judas, som jo repræsenterer ondskaben i påskefortællingen. Han var egentligt en idealist, der blev skuffet undervejs, og så bliver han så fortabt i sin egen vrede, at han går hen og angiver Jesus.  

Er det derfor, vi skal tilgive hinanden – fordi vi bare er mennesker?

- Ja, for vi er alle sammen fælles om at være mennesker og at kunne tage fejl. Det er godt at huske på, hvis du er meget vred på en og så tænker: Hvis jeg nu havde været ham eller hende, så havde jeg måske gjort det samme… Så bliver tilgivelsen lige pludseligt en anden og mere oplagt mulighed. Jeg vil jo også selv gerne kunne tilgives. 

- Du kan blive så fortabt i din egen retfærdighed, at du ikke kan se, hvor stor en idiot, du selv er. Det er det, Jesus mener, da han siger, at du kan se splinten i din broder øje, men ikke bjælken i dit eget.                                     

Er det en kristen pligt at tilgive? 

- Tilgivelsen ligger i den kristne forkyndelse, men andre mennesker kan selvfølgelig også tilgive hinanden. Men det er en stor del af det kristne budskab og meget essentiel af det, Jesus siger, så tilgivelsen har en enormt fremtrædende plads i den kristne tro.  

- Ideelt set skal vi tilgive andre, fordi Gud har tilgivet os, og vi skal spejle hans tilgivelse i forhold til andre, men vi ved jo også godt, at vi ikke altid kan. Vi skal gøre det, men vi kan også fejle i dét. Men så har vi jo igen tilgivelsen at håbe på, så vi alligevel kan komme videre i vores liv.