Nærvær i døden
Når døden er ensom
NÆRVÆR I DØDEN

Når døden er ensom

Ældre mennesker, som lever livet på kanten af samfundet, taler ofte om døden. Mange af dem dør alene eller forsvinder. Dén afsked med livet accepterer sognepræst Jens Christian Raabjerg Larsen ikke uden videre.

'Folk forsvandt. Mange vidste, hvem de var, men ingen vidste, hvor de var, når de forsvandt. Og ofte varslede disse forsvindinger ulykke og død. De ældre forsvandt ligesom i et vakuum,' siger Jon Dag Rasmussen, der i sin ph.d. undersøgte hverdagsliv blandt ældre, ofte ensomme, mennesker i storbyen.

Mia Leth Frisch Hviid

Igennem fire årtier holdt Jørgen regnskab med døden. Fra år 1963 noterede han på en lille notesblok et navn, en dødsårsag og hans relation til alle dem i omgangskredsen, der gik bort. Ved Jørgens egen død talte listen 169 navne, hvor overdosis og alkohol var årsag til døden for de fleste.

Jørgen var én af de skæve eksistenser, som ph.d. Jon Dag Rasmussen mødte på sin vej igennem Københavns gader. I fire år dannede gaderne ramme om de observationer, som han foretog i forbindelse med sit projekt: 'En upåagtet verden af bevægelse – Et etnografisk studie af hverdagsliv blandt usædvanlige ældre mennesker storbyen'.

- Det er de ældre mennesker, som ikke vækker opsigt i bybilledet, men som bruger størstedelen af deres tid i det offentlige rum. De færdes fx på gadehjørner, i parker, på bænke og på værtshuse. Nogle bruger deres tid på kirkegården, hvor de fodrer dyr, fortæller Jon Dag Rasmussen om de ældre, han efterhånden lærte at kende.

Et liv og en død på samfundets underflade

Før projektets begyndelse havde Jon Dag Rasmussen lavet antropologisk arbejde på et værested for ældre mennesker. Og her bemærkede han, at de mennesker, som besøgte stedet, altid kom et sted fra og altid var på vej et sted hen. De ruter, som de ældre lagde til og fra værestedet, opsøgte Jon Dag Rasmussen. Han fortæller, at han ad disse veje gennem byen opdagede det, som han kalder for 'samfundets underflade'.

- Det er et liv, som ingen ser, hvis ikke man aktivt opsøger det. Det er et liv, der leves af nogle ældre mennesker, som ikke er synlige i bybilledet. Man skal have blik for dem.

Og det havde Jon Dag Rasmussen. Støttet af fonden Ensomme Gamles Værn krydsede han i fire år liv og veje med disse ældre mennesker, hvis liv var kendetegnet af økonomisk og social fattigdom. Men på trods af deres umiddelbare ensomhed dannede værtshuse og baglokaler rundt omkring i byen rammen om en form for socialt nærvær imellem disse mennesker. Jon Dag Rasmussen betegner lokaliteterne som steder, hvor livslinjer mødtes. De levede alle deres liv uden at vække opsigt og på samme måde tog de fleste også afsked med livet.   

- Folk forsvandt. Mange vidste, hvem de var, men ingen vidste, hvor de var, når de forsvandt. Og ofte varslede disse forsvindinger ulykke og død. De ældre forsvandt ligesom i et vakuum. Det var ret voldsomt. Og der måtte folk som jeg selv til at opsøge sporet af de forsvundne, siger Jon Dag Rasmussen.

Han fortæller, hvordan en af de ældre, som han plejede at følge, pludseligt forsvandt. Og først efter tre måneder fandt han en forklaring på fraværet. Det viste sig, at den ældre mand på tragisk vis var faldet ud af sit vindue og havde endt sine dage på den asfalt, som hidtil havde været fundamentet for hans liv og færden i storbyen. Men den besked havde ikke nået de ruter i byen, som han ellers færdedes på.

Når døden er ensom

Skilt på en parkbænk.

Døden var altid lige om hjørnet

På samme måde som Jørgens dødsliste vidner om et liv, hvor døden ofte banker på, kom livets afslutning altså også tæt på Jon Dag Rasmussen i de år, hvor han krydsede liv og veje blandt de ældre i byen.

- Døden er en referenceramme for det liv, der bliver levet på underfladen. Den er altid til stede i disse menneskers hverdag, og derfor lever de livet i tæt forhold til døden. De forstår livet gennem selve døden, fortæller Jon om de ældres forhold til det livsvilkår, som omgav deres hverdag.

Samtaler om døden fylder derfor ofte rummet i baglokaler eller på de værtshuse rundt om i byen, hvor Jon fulgte disse mennesker. Men kendetegnet for samtalerne er, at man taler implicit om døden. De taler om andres død og kun sjældent om deres egen. Og det viste sig, at Jon Dag Rasmussen flere gange blev den eneste til at tage afsked med disse ældre mennesker i kirken.

Den ensomme afsked

Den ensomme afsked med livet accepterer sognepræst i Kingos Kirke, Jens Christian Raabjerg Larsen, ikke uden videre. Jon Dag Rasmussen fulgte i en periode Jens Christian ad de ældres ruter gennem byen, hvor han aktivt og personligt forsøgte at kontakte mulige pårørende og bekendte til en afdød, der var medlem af folkekirken. Jens Christian ønsker at skabe opmærksomhed omkring det liv, som ikke er mere.

- Det er vigtigt, at vi tager livet alvorligt i døden og ikke går videre, som om intet var hændt. Vi skylder hinanden den respekt, fortæller Jens Christian Raabjerg Larsen.

Og når præsten ringer på døren eller sætter sedler op i opgangen med information om, at en af husets beboere er død, er det netop for at skabe opmærksomhed omkring den afdøde, for ofte ved folk ikke, at deres nabo er gået bort.

- Indimellem får jeg at vide af bedemanden, at de pårørende ikke vil vide noget af den afdøde. Det godtager jeg ikke. Jeg forsøger at tale med de pårørende alligevel. Om ikke andet er det vigtigt for mig at vide, at de har fået tilbuddet om at deltage i bisættelsen, for det kan ikke gøres om, understreger Jens Christian Raabjerg Larsen. 

Respekt for livet

Når sognepræsten bevæger sig rundt i byen for at opsøge pårørende og bekendte til den afdøde hænder det, at han stopper op og forsøger at se ind ad vinduerne til den lejlighed, hvor møbler, billeder og genstande vidner om et liv, der blev levet. Men alligevel kan det ske, at ingen kommer til den sidste afsked i kirken. I de situationer er det ekstra vigtigt at vise, at kirken er til stede.

- Vi kasserer ikke vores døde. Men ved kisten i kirken sætter vi tid af til at standse og få et Guds ord, en bøn og en salme med på vejen. Vi som kirke og kristne behandler ikke vores døde eller ensomme, som om de ikke var noget. I kirken tager vi os af vores døde, for kirken er livets hus, siger Jens Christian Raabjerg Larsen.

Hvis ingen møder op til bisættelsen, fungerer kirkebetjening eller eventuelt plejepersonale fra et lokalt plejehjem som pårørende. Men Jens Christian mærker også, at hans opsøgende arbejde bærer frugt:

-  En gang imellem bliver der sendt en blomst eller en enkelt eller flere bekendte dukker op i kirken for at tage afsked med det liv, der ikke er mere, fortæller han.

Nærvær i døden

I påsken sætter folkekirken fokus på nærvær i døden. Du kan læse om, hvordan vi taler med den døende, hvordan vi kan skabe nærvær til det sidste og om andres erfaringer med at sige farvel.

Deltag i samtalen på Facebook her.


Find alle artikler og videoer om nærvær i døden her.


LÆS MERE:

Leonora Christina Skov: Kæmpede for kærligheden til det sidste


At tale om døden gør sorgen mindre kompliceret


Bodil Jørgensen: Langfredag skal vi fatte, at døden findes