Tema om håb
Religionsfilosof: Håbet kan kaste lys gennem de nedrullede gardiner

Religionsfilosof: Håbet kan kaste lys gennem de nedrullede gardiner

Er håbet blot en illusion, som er med til at forlænge vores pinsler? Eller er det en positiv understrøm i livet, som giver os kraft til at leve videre, selv når alt ser mørkest ud? Det giver filosofien og teologien en række forskellige svar på, forklarer cand.mag. i filosofi og ph.d. i religionsfilosofi Bjørn Rabjerg.

Spørger man religionsfilosof Bjørn Rabjerg, hvad man filosofisk og teologisk set kan sige om håbet, er svaret, at man kan sige ganske meget, men ikke noget ret entydigt. Foto: Poul Ib Henriksen

Malene Fenger-Grøndahl

- Vi kender nok alle til at ligge for nedrullede gardiner og ikke orke mere, fordi vi synes, at alting ser håbløst ud. Vi er overvældet af fortvivlelse og har svært ved at forestille os en vej ud af mørket. Men så sker det, at noget alligevel bryder vores håbløshed. Det kan være en ven, der kommer forbi, eller en uventet begivenhed, der åbner vores blik for livet på en ny måde. Det kan filosofisk set være et argument for, at håbet findes – og at det ikke kun fører os på vildveje, men tværtimod er en vigtig drift i vores handlinger og i vores eksistens.

Det siger Bjørn Rabjerg, cand.mag. i filosofi med sidefag i dansk og ph.d. i religionsfilosofi. Siden 2010 har han været forsker ved afdeling for teologi ved Aarhus Universitet, hvor han især har beskæftiget sig med eksistenstænkning – især med de to danske teologer og filosoffer K.E. Løgstrup og Søren Kierkegaard. Og spørger man Bjørn Rabjerg, hvad man filosofisk og teologisk set kan sige om håbet, er svaret, at man kan sige ganske meget, men ikke noget ret entydigt. For gennem filosofihistorien og inden for teologiens verden er der langtfra enighed om, hvad håb er, hvor væsentligt det er, og hvorvidt håbet overhovedet er et positivt fænomen.

- Vi kender jo alle til begreberne tro, håb og kærlighed, men man kan godt sige, at håbet kan synes lidt overset eller klemt mellem troen og kærligheden inden for teologien, og inden for filosofien har håbet levet en ret omtumlet tilværelse, fordi det både er blevet opfattet negativt, neutralt og positivt, siger Bjørn Rabjerg.

LÆS MERE: Kristian Leth: Håb forudsætter handling

En dårlig erstatning for handling

Han nævner, at håbet af den tyske filosof Nietzsche blev beskrevet som det, der forlænger menneskets pine, dels fordi håbet er i stand til at bilde mennesket alverdens ting ind, dels fordi det kan blive en dårlig erstatning for handlingen.

- Nietzsche mente, at håbet holdt os for nar og forlængede pinen ved at være i live, fordi håbet kan vildlede os eller stå i vejen for, at vi handler i stedet for blot at håbe på bedre vejr. Hvor mange mennesker har ikke holdt ud og holdt fast i fortvivlende situationer, hvor de hellere skulle have handlet, siger Bjørn Rabjerg.

Den engelske digter Lord Byron var inde på noget af det samme, da han kaldte håbet ”en hulkindet skøge”. Håbet er altså ifølge Lord Byron blot ude på at narre og forblænde os, så det, vi et øjeblik tror kan gøre os lykkelige eller redde os, vil vise sig at være en illusion.

- Håbet trækker os ifølge den forestilling rundt i manegen og gør os ikke lykkelige, men trækker, som Nietzsche også mente, bare pinen ved livet ud, siger Bjørn Rabjerg.

LÆS MERE: Præster om håb

Håbet kan få os til at rulle gardinerne op

Over for den forestilling står imidlertid en række langt mere positive udlægninger af håbet både filosofisk og teologisk. For det, der kan hive os ud fra mørket bag de nedrullede gardiner og give os mod på at give både dagen og livet en chance mere, kan også opfattes som en grundlæggende drivkraft, der kan føre mennesket tættere på både glæden, sandheden og Gud.

Inden for filosofien står den tyske marxistiske tænker Ernst Bloch helt centralt, når det kommer til begrebet håb, forklarer Bjørn Rabjerg.

- Bloch skrev efter 2. verdenskrig en bog om håb, hvor han argumenterede for, at håbet er drivkraft i alle menneskets handlinger, og han ville mene, at når vi ruller gardinerne op og går ud, selv om vi er helt nedbøjede af fortvivlelse, er det håbet, der driver os, ligesom håbet også driver os til at udføre selv de mindste handlinger i hverdagen, fordi det giver os tiltro til, at vores handlinger vil føre til noget godt.

Ernst Blochs tænkning om håbet er verdslig, men kan på sin vis sammenlignes med kirkefaderen Augustins udlægning af håbet fra 300-400 tallet.

- Augustin taler om tro, håb og kærlighed som sammenhørende og grundlæggende fænomener. Han beskriver troen som det, der skal rense sjælens øje, så det ser rent, og så mennesket kan rette sin opmærksomhed mod Gud. Håbet består i en tro på det gode og en forhåbning om, at lidelsen ophører, og håbet er dermed afgørende for, at vi kan holde ud og udleve vores længsel efter Gud, som ifølge Augustin er det, kærligheden består i. Der skal altså med andre ord håb og kærlighed til for, at vi kan skue Gud. Håbet ledsager længslen efter Gud, og forsvinder håbet, er vi ikke længere i stand til at følge vores længsel, forklarer Bjørn Rabjerg.

LÆS MERE: Hospitalspræst: Vi skal turde blive i håbløsheden

En dyd eller en gave

Som allerede nævnt har adskillige filosoffer sat spørgsmålstegn ved, om håbet er ubetinget godt eller snarere er en vildledelse, og det kan også diskuteres, om håbet befinder sig i en fornuftig midterposition mellem to yderpunkter, mener Bjørn Rabjerg.

- Man kan måske sige, at håbet ligger midt mellem den totale håbløshed, som vi kender det fra depression og udbrændthed, på den ene side og en megaloman tiltro til egne evner eller en fanatisk skæbnetro på, at verden vil skænke en alt, hvad man ønsker sig, på den anden side. Men om håbet er styret af fornuften, og om det er noget, der kan indøves, vil jeg nok – sammen med en del filosoffer og teologer – sætte spørgsmålstegn ved, siger forskeren.

Han påpeger, at inden for den lutherske-protestantiske tradition bliver håbet opfattet som noget, vi bliver givet som en gave fra Gud, ikke noget vi kan indgyde os selv eller træne.

- Håbet er i den tradition noget, der skal komme til os, ikke fra os. Men hvor håbet så kommer fra, er selvfølgelig ikke let at svare på. Er det et træk, som skænkes os fra fødslen eller qua gunstige livsomstændigheder? Måske har håbet samme karakter som kærlighed, der ikke er noget, vi kan besidde eller frembringe selv, men noget, som kommer til os, siger han.

LÆS MERE: Mor til handicappet pige: Kontrol opretholder håbet

Håbløsheden har ikke den største tyngde

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup, som Bjørn Rabjerg har forsket i, skriver meget om kærlighed og tillid, men meget lidt om håb. Alligevel kan man godt blive klogere på håbet ved at læse Løgstrup, mener Bjørn Rabjerg.

- I sin bog Den etiske fordring skriver Løgstrup om ”tilliden til livet i dets stadige fornyelse”. Han beskriver håbet som et træk ved selve livet, som vi erfarer på en tavs måde. Det manifesterer sig, når livet, selv når det ser vanskeligst ud, viser sig fra en ny side, eller et menneske viser noget nyt af sig selv, vi ikke på forhånd kunne forestille os, siger forskeren.

- Mennesket er nemlig ifølge Løgstrup ikke noget suverænt væsen, der kan løfte sig selv ud af fortvivlelsen. Men på trods af det har håbløsheden ikke den største tyngde. Livet i sig selv og andre mennesker kan have en fundamental påvirkning på os, når vi mindst venter det, uddyber han.

Her er vi tilbage ved de nedrullede gardiner, som det trods tilsyneladende håbløshed kan lykkes os – med livets og andre menneskers hjælp – at rulle op igen.

Og vi er på sin vis også tæt på Søren Kierkegaard, som ifølge Bjørn Rabjerg ville mene, at håbløsheden er en naturlig konsekvens af, at vi gang på gang må erkende, at det, vi sætter vores håb til i jagten efter lykke, blot er tomhed.

- Kierkegaard taler om det modne håb, som kan opstå i kraft af troen, når vi har indset denne verdens tomhed og er kommet ud på den anden side af fortvivlelsen og angsten. Og Kierkegaard ville nok endda mene, at den psykofarmaka, vi i dag benytter mod depression og angst, kan fastholde os på det trin, hvor vi endnu ikke har indset verdens tomhed, og at medicinen derfor kan forhindre os i at nå det modne håb, siger Bjørn Rabjerg.

- Men det synes jeg nok er et noget nedslående perspektiv. Så der vil jeg nok snarere pege på Løgstrup, der anser håbet for at være en form for understrøm i vores liv, som vi erfarer i de muligheder, vi ikke selv kan skabe, men som kommer uventet til os, ofte via andre mennesker.

Fakta

Om filosofferne i artiklen

Augustin (354-430) var den mest indflydelsesrige af alle latinske kirkefædre. Han har præget teologi og kirkeliv og har tillige haft stor betydning for vesteuropæisk åndstradition i bredere forstand.

 

K.E. Løgstrup (1905-1981), Knud Ejler Løgstrup, dansk teolog og religionsfilosof. Han udgav sit mest berømte værk, Den etiske fordring, i 1956. Heri beskriver han fordringen med det sproglige billede, at "vi holder et andet menneskes liv i vor hånd".

 

Søren Kierkegaard (1813-1855), Søren Aabye Kierkegaard, dansk teolog, filosof og forfatter, født i København som den yngste af en søskendeflok på syv.

 

Friedrich Nietzsche (1844-1900), tysk klassisk filolog og filosof, som også var ældste barn af en protestantisk præst. Efter faderens død i 1849 gik han 1858-64 på kostskole i Pforta; i denne periode fjernede han sig gradvis fra kristendommen.

 

George Gordon Byron (1788-1824), Lord Byron, britisk digter, som udtrykte det romantiske nybrud i en let genkendelig stil.

 

Ernst Bloch (1885-1977), tysk marxistisk filosof af jødisk afstamning. Ernst Bloch søgte i sin tænkning at forene marxismen med den jødisk-kristne messianisme. Fælles for begge disse anskuelser er det utopiske element: Håbet om og troen på, at verden engang vil blive bedre.


Kilde: Den Store Danske