Tilgivelse
Jeg savner systemets tilgivelse

Jeg savner systemets tilgivelse

Jens er dømt for grov vold og mishandling og afsoner i Jyderup Statsfængsel. Han drømmer om en dag at blive tilgivet af systemet.

Foto: Rune Hansen

Bo Nygaard Larsen, Roskilde Stift 

Lyden af den brummende støvsuger fylder hele kirkekomplekset. Denne torsdag formiddag er kirketjeneren godt i gang med sin rytme, som han er det på ugens øvrige dag

For den sags skyld kunne det være en hvilken som helst kirke og en hvilken som helst kirketjener et sted i Roskilde Stift. Men det er det ikke. Jeg er i kirken i Jyderup Statsfængsel, og kirketjeneren er en af de indsatte

Han slukker støvsugeren, laver mere kaffe og kommer ind på præstekontoret. 

Jeg giver hånd, som man nu gør, og Jens sætter sig i sofaen. Jens er ikke hans rigtige navn, for en dag bliver han igen en fri mand og skal ikke have mere klinket om sin fortid end højst nødvendigt.

Han har fået sin dom for grov vold og mishandling af en pårørende.

- Jeg har dummet mig, siger han så og fortsætter:

- Jeg tænker meget over det, jeg har gjort, og det tror jeg aldrig, at jeg bliver færdig med at gøre. Ingen andre end jeg kan tage andel i min handling, siger 53-årige Jens.

Morfin og øl

Han påbegyndte sin afsoning i Vestre Fængsel og kom til Statsfængslet ved Horserød, inden han i sensommeren endte her i Jyderup. 


Han forventer at blive løsladt den 1. juli i år, og indtil da har han god tid til at tænke både frem og tilbage. Ikke mindst på, hvordan han kunne gå fra at være lønmodtager og familiefar med en pletfri straffeattest til en kriminel, der af systemet har fået prædikatet 'farlig'.

Det skete under en familiefest. Jens var på grund af en operation på morfin. Uden at vide hvorfor blandede han den stærke medicin med øl, og det fik med hans egne ord hjernen til at slå klik.

- Jeg begik min handling i en rus. Jeg bliver ved med at bebrejde mig selv, at jeg blandede morfin og øl, for jeg vidste jo godt, at det var farligt, siger han.
I retten blev han dømt skyldig og sendt i fængsel. En oplevelse, der var en stor omvæltning for ham.

- Da jeg begyndte min afsoning, gravede jeg mig ned. Jeg var så plaget af skyld, at jeg kravlede langs hegnet, fordi jeg var sikker på, at alle kunne se, hvad jeg havde gjort. Det var bestemt ikke morsomt, og det tog lang tid, før jeg fik samling på mig selv, siger Jens.

Tilgivelsen

Nu virker han afklaret og rolig. Alligevel udtryk-ker han det, der nager ham mest: ønsket om at blive tilgivet. Ikke så meget af Gud, men af andre mennesker.

- Min hustru og min søn har forlængst tilgivet mig. Det var vigtigt for mig, for på den måde kan jeg komme videre i mit liv. Derimod har jeg endnu ikke fået mit offers tilgivelse, selvom jeg har bedt om den, siger han og fortsætter:

- Jeg har altid troet på, at du var en fri mand, når du har fået din straf. Men nu må jeg erkende, at man altid vil være straffet, når man har fået en dom. Jeg vil gerne have systemets tilgivelse, men det bliver ved med at betegne mig som en farlig mand. Det er ikke opløftende, for en dag kommer jeg ud og skal begynde et nyt liv. Derfor har jeg også brug for, at systemet tilgiver mig, siger Jens.

Kirken giver fred

Han rejser sig og går ind i kirkesalen. Det er hans domæne. Hver morgen kommer han her, og først om aftenen går han tilbage til sin stue.

- Kirken giver mig fred i sjæl-en. Gudstjenesten sætter gang i mine tanker, og det sociale sammenhold, vi har i kirken, får mig til at føle mig som en del af et fællesskab. Derfor har jeg stor glæde af kirken, og hvis den ikke var her, ville livet her i fængslet være hårdere og mere spaltet. Kirken samler os og giver os troen på, at vi alle kan blive tilgivet, siger Jens.