Tilgivelse
Man skal altid tilgive

Man skal altid tilgive

Skilsmisse er en begivenhed, hvor evnen til at tilgive bliver sat på en hård prøve, men tilgivelse betyder alt for helingen, siger Hella Joof, som er aktuel med tv-serien "Bedre skilt end aldrig".

Hella Joof

Tilgivelse er et redskab til at leve sammen. En måde at huske sig selv på, at man heller ikke selv er perfekt, og at man har brug for andres kærlighed og tilgivelse, siger Hella Joof. Foto: Lisbeth Holten Fotografi

 Af Jesper Svendsen

Tilgivelse er at gi’ slip, siger skuespiller, forfatter og filminstruktør Hella Joof.

- Det er at stoppe dæmoniseringen af den, der har gjort en ondt, og slippe sin vrede. Den allerdybeste tilgivelse går ud på at erkende, at det, din krænker har gjort mod dig, er noget, du selv indeholder. Noget du i princippet selv kunne ha' gjort. Og derfor er du ikke det rene offer, og han den sorte bøddel. Vi er fælles om det. Det er uendelig svært at praktisere. Og måske uladsiggørligt. Men man kan øve sig i det små. Ham idioten, der snuppede parkeringspladsen for næsen af dig, er han en du kender? Kunne det ha’ været dig? Har du aldrig parkeret på en handicap-parkeringsplads, selvom du er frisk og rask? Har du aldrig løjet, stjålet, bagtalt? Det er derfor, Jesus siger "lad den, der er ren, kaste den første sten."

Hvorfor er det svært at tilgive?

- Fordi vi hellere vil have ret, end vi vil have fred. Vi vil hellere samle en masse mennesker, der står med skilte inde på Christiansborg slotsplads, hvor der står, at vi har ret, end vi vil ha’ fred. Vi repeterer vores smerte, fordi den kender vi, den gør os tryg. Fraværet af smerte er skræmmende for mange mennesker. Vi kender alle sammen en sur nabo eller en bister dame på postkontoret. Ingen kan lide hende, hun snerrer og hvæser. Hun er opfyldt af vrede og smerte, som hun ikke kan slippe og den løber over og rammer sagesløse kunder. Den dag, der kommer et menneske og tager om hende og bliver ved med at holde fast, så brister smerten, og så kommer tårerne og helingen. Det er det, alle gode historier handler om.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: 'Bed jeg fast i vreden, ville den lukke mig inde'

Ifølge Hella Joof handler tilgivelse i bund og grund om at befri sig selv:

- At tilgive handler ikke om at man skænker en ‘synder’ sin nådige tilgivelse, så han kan stå med hatten i hånden og sige tak med spag stemme. Den, du tilgiver, kan være tusind mile væk. Eller vedkommende kan være død. Tilgivelsen handler alene om dig, og at du beslutter dig for at slippe dit sår, din vrede, dit had, din skam eller hvad det er, du føler du er blevet påført. Du kigger usentimentalt på det og tager afsked med det. Du har ikke længere brug for det. Det er tid til at gå videre uden at se dig tilbage.

Tilgivelse hjælper mennesker med at glemme, fortæller Hella Joof. Det har hun selv haft brug for mange gange:

- Gennem hele mit liv har jeg haft brug for at kunne tilgive. I forhold til dumme ting i barndommen. I ungdommen. Mennesker der har krænket mig. Mennesker der har misbrugt min tillid. Mennesker der har knust mit hjerte og slået mig. Jeg har ikke længere nogen, der sidder og niver I mit hjerte. Når man tilgiver, glemmer man. Men man kan selvfølgelig sagtens finde en grim historie frem og side og rase over et menneske, hvis det er det man vil. Men det vil jeg ikke.

LÆS OGSÅ: Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Tilgivelsen er en nødudgang

Er tilgivelse noget man selv kan beslutte?

- Ja, det er det i den grad! Det handler om en beslutning. Man skal ikke sidde og vente på, at tilgivelsen kommer af sig selv, nej, det er benhårdt arbejde. Ligesom det er benhårdt arbejde at ha’ et lykkeligt parforhold. Vi mennesker irriterer hinanden og sårer hinanden og driver hinanden til vanvid. Tilgivelse er et redskab til at leve sammen. En måde at huske sig selv på, at man heller ikke selv er perfekt, og at man har brug for andres kærlighed og tilgivelse.

Hvornår skal man tilgive?

- Man skal altid tilgive, siger Hella Joof, som er aktuel med tv-serien ”Bedre skilt end aldrig”. Den handler om et ungt succesfuldt par, der forsøger at realisere en lykkelig skilsmisse, mens de stadig kan holde hinanden ud. Netop en skilsmisse er begivenhed, hvor evnen til at tilgive bliver sat på en hård prøve, men hvor tilgivelse ifølge Helle Joof samtidig betyder alt:

- Tilgivelse betyder alt for helingen. Jeg har hørt folk sige, og jeg har selv sagt ”jeg tilgiver aldrig det her”. Og det gør man heller ikke, hvis man bliver ved med at pille såret af, så det bløder. Man må lade det få ro og hele nedefra. Og man må have et inderligt ønske om at kunne tilgive, og prøve at speede processen op. For man slipper aldrig for hinanden, hvis man har børn sammen.

Hvad kan børnene bruge tilgivelsen til?

- Hvis børnene kan mærke, at forældrene har et oprigtigt ønske om at sætte hinanden fri, og at alting foregår i en ordentlig tone, så kan de godt acceptere et brud. Vi må bare aldrig lade som om, det er for børnenes skyld, vi bliver skilt. Det er alene for vores egen. Børn vil ha’, at deres forældre elsker hinanden. 

SE OGSÅ: Anna Thygesen: 'Jeg tilgiver mine forældres selvmord'

Om Hella Joof:

Hella Joof er født i 1962 i Birkerød og har arbejdet som både skuespiller, forfatter og filminstruktør. Hun er blandt andet kendt fra satireprogrammerne ”Lex og Klatten” og ”Det Brune Punktum”, og hun har instrueret spillefilmene ”Oh Happy Day” fra 2004 samt ”Fidibus” fra 2006. Aktuelt er hun instruktør på drama-komedieserien ”Bedre skilt end aldrig”, der lige nu vises på TV2.