Tilgivelse
Tilgivelse er en beslutning

Tilgivelse er en beslutning

For forfatter og sprogofficer Anne-Cathrine Riebnitzsky hænger tro og tilgivelse sammen. Hun har haft brug for begge dele efter en utryg barndom og farlige missioner i Afghanistan. 

Anne-Cathrine Riebnitzsky

Anne-Cathrine Riebnitzsky nåede ikke at tilgive sin far, før han døde. 

Jesper Svendsen

Som officer har Anne-Cathrine Riebnitzsky mere end 200 gange været på patrulje i Afghanistans urohærgede Helmand-provins, hvor minefelter og selvmordbomber hører til hverdagens orden. Og så har hun skrevet flere romaner, blandt andet en fortælling om at vokse op i et dysfunktionelt hjem, noget hun selv kender til fra sin egen barndom.

- Tilgivelse har været et meget stort tema i mit liv, og det knytter sig meget specifikt til påsketiden. Jeg kom hjem fra Afghanistan første gang i februar 2008, da min far døde og skulle begraves. Han var en meget charmerende mand udadtil, men han var temmelig hård at leve sammen med og ikke altid noget særlig rart menneske. Jeg skulle nogen gange være yderst forsigtig, når jeg var omkring ham, eller bare holde mig helt væk. 

Så du havde brug for at tilgive?

- Ja. Jeg rejste hjem fra Afghanistan for at være med til begravelsen, men jeg nåede ikke at tilgive ham, for det var der hverken tid, plads eller rum til på det tidspunkt. Et stykke tid efter begravelsen sad jeg en dag i min lejlighed, der lå lige overfor Stefanskirken på Nørrebro. Jeg kunne høre kirkeklokkerne ringe, og jeg vidste, at nu skulle jeg tilgive min far og slippe ham for på den måde selv at blive løst fra en masse ting. Som et ritual tog jeg et billede af ham med ned i kirken, hvor jeg sad og tudbrølede. Folk har sikkert fået sig en forskrækkelse! 

Var tilgivelsen en beslutning du tog?

Tilgivelse er først og fremmest en beslutning man tager og holder fast i! Nogen gange må man så vente på, at følelserne modnes og indhenter beslutningen. 

Ifølge Anne-Cathrine Riebnitzsky, er der mange mennesker, som kommer frem til tilgivelsen den anden vej rundt: 

- De vil gerne føle, at de er kommet videre, og mærke at de har givet slip, før de kan tilgive, men som hovedregel tror jeg, at man må tage beslutningen først og sige: Jeg tilgiver for min egen skyld og for ikke længere at bruge tid og kræfter på at være bitter og sur. Der er ingen grund til at slæbe rundt på den slags, for det svarer til at tage gift! Jeg siger ofte, at man skal reagere, som om man holder en brændende pind: Smid den fra dig og tænk på noget andet! Mange mennesker, som måske har såret dig, er jo fløjtende ligeglade, om du tilgiver dem eller ej. De ved måske ikke engang, de har såret dig!

SE VIDEO MED ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY OM TILGIVELSE:

Forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky fortæller, hvad tilgivelse er for hende, hvem hun har måttet tilgive i sit liv, og hvornår hun har haft brug for at tilgive sig selv.

Det er sundt at tilgive

- Der var en periode, hvor mit forhold til min mor ikke var særlig godt. Dels på grund af min barndom, dels på grund af den roman jeg efterfølgende skrev (Forbandede yngel, red.), hvor der selvfølgelig kom nogle ting frem. Jeg var klar over, at konsekvensen kunne være, at jeg aldrig ville se hende igen. 

- Jeg ønskede i mange år, at min mor ville sige undskyld, men det har hun egentlig ikke gjort. Hun har til gengæld sagt: Det var godt, du skrev den bog! Og så må man jo se på underteksterne og lytte sig frem til, hvad det er, hun i virkeligheden siger. Ordet ”undskyld” kommer måske ikke altid frem på den måde, man lige havde regnet med. 

Anne-Cathrine Riebnitzsky
Født i 1974, uddannet fra Forfatterskolen i 1998 og som sprogofficer i russisk i 2003. Har modtaget De Gyldne Laurbær for de to romaner, Den stjålne vej og Forbandede yngel.
Modtog i 2010 Anders Lassen legatet for ”sit eksemplariske arbejde til stor gavn for den demokratiske udvikling i Helmand Provinsen.”

- Jeg tror Gud fortæller os, at det er sundt og meningsfuldt at tilgive. I lang tid var jeg vred over, at jeg i modsætning til andre børn ikke havde haft en tryg barndom, og det nu var blevet for sent at få det. Det savn bærer jeg ikke længere på. Det er noget af det, min tro har repareret. 

Jeg ved nu, at bare fordi jeg har haft et mindre heldigt udgangspunkt, betyder det ikke, at det går mig dårligt. Der er altid en mulighed for, at tingene kan blive anderledes. Og måske er virkeligheden bedre, end den plan man havde forestillet sig.


LÆS OGSÅ: Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Tilgivelsen er en nødudgang

Tro giver indre fred

Da Anne-Cathrine Riebnitzsky begyndte at skrive på sin seneste roman Orkansæsonen og Stilheden, blev hun af vennerne advaret om, at en roman om tro ville være litterært selvmord. Hun havde dog en stærk følelse af, at romanen skulle skrives og har efter udgivelsen oplevet en stor interesse for bogen, der nu skal oversættes til flere sprog.

Hvad skyldes advarslen fra vennerne, tror du?

- Det er som om tro i dag er et tabu for mange mennesker. Jeg tænker ofte, at det er paradoksalt, at det for eksempel skal være nemmere at tale om sex, end at tale om tro. Det, synes jeg, er mærkeligt. I Aftenshowet på DR1 sidder folk og taler om de særeste og mest intime ting, som jeg aldrig ville stille op til, men jeg noterer mig med glæde, at der også er tendens til et opbrud, og at vi nu igen begynder at turde tale om tro.

Hvorfor ser vi dette opbrud?

- Vi har i en del år levet en smule overfladisk og med et stort fokus på materielle ting, og vi har ikke haft behov for at forholde os til tro. Efter den økonomiske krise tror jeg, der er sket noget med det forhold, for kan man virkelig fylde sit liv ud med at jage efter et fedt hus eller en fed bil? Nej, det kan man ikke! Materialismen rummer en tomhed, for uanset hvad, er der noget, du ikke kan købe for penge, nemlig en grundlæggende oplevelse af mening og livsfylde. Den oplevelse kommer et andet sted fra, og det tror jeg gradvist bliver nemmere at tale om.

- Noget af det kristendommen kan er at tilbyde et samlet blik på tilværelsen, og det oplever vi ellers ikke i vores moderne og fragmenterede verden. Samtidig oplever vi livet som mere risikofyldt. Tør jeg gå på Nørreport, eller gør jeg ikke? Vi bliver tvunget til at forholde os til nye spørgsmål. 

Du har sagt et sted, at troen giver dig ro. Hvad mener du med det?

- Noget af det, jeg absolut ikke havde, der hvor jeg voksede op, var tryghed og stabilitet. Der var derimod utryghed. Derfor betyder den indre fred rigtig, rigtig meget for mig. Samtidig giver troen mig nogle praktiske principper og tips, jeg kan bruge, og som bærer frugt i mit liv. Jeg har været troende, siden jeg var i starten af 20'erne, men jeg er ikke vokset op med kirkegang, og på mange måder har det været en befrielse. Jeg har nærmet mig troen uden på forhånd at have et fast sprog for den.

Har dit arbejde i krigshærgede områder haft en betydning for din tro?

- Ja, bestemt. Nogle gange har vilkårene derude været så vanskelige, at jeg har måttet trække lidt ekstra på min tro, og der sker jo det vidunderlige, at når man bruger troen meget, så vokser den. 

LÆS OGSÅ: Kristian Ditlev Jensen: Det utilgivelige overlader jeg til Gud