Pinse
Pinsens symboler

Pinsens symboler

Helligånden er Guds usynlige nærvær. Derfor taler vi ofte om den i billedsprog og symboler. De tre mest almindelige symboler på Helligånden er duen, ilden og vinden.

Duen symboliserer fred, håb og ånd

I Bibelen møder vi duen allerede i fortællingen om Noas ark. Noa sender en due ud for at undersøge, om vandet er forsvundet fra jordens overflade. Da duen vender tilbage med et frisk olivenblad i næbbet, ved Noa, at der er håb. Læs på Bibelselskabet.dk (1. Mosebog 8)

I Det Ny Testamente optræder duen i beretningen om Jesus´ dåb. Da Johannes Døberen har døbt Jesus, åbner himlen sig og Helligånden daler ned over ham i skikkelse af en due. Samtidig lyder Guds røst fra himlen: "Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag."  
Læs på Bibelselskabet.dk (Lukas 3,22)

I mange kirker hænger der en due over prædikestolen for at symbolisere, at Gud er tilstede i sin ånd, når evangeliet forkyndes.

Ilden varmer, oplyser og forvandler

Bibelen fortæller om pinseunderet, at folk oplevede Helligånden som ild: Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da belv de alle fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål.
Læs på Bibelselskabet.dk (Apostlenes Gerninger 2).

Ilden opvarmer og oplyser. Helligånden beskrives som et nærvær af Gud, der gør hjertet levende og varmt. Helligånden forstås også som den, der skaber og oplyser troen i mennesket.

Vinden blæser, hvorhen den vil

I en samtale med Nikodemus sammenligner Jesus ånden med vinden. Den blæser, hvorhen den vil. Du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra eller hvor den farer hen. Man ser og mærker altså virkningen af ånden. Men ånden selv kan man ikke se eller holde fast.
Læs på Bibelselskabet.dk (Johannesevangeliet 3)

Bibelens pinsefortælling beskriver også Helligåndens komme som en susen: Og med et kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset.
Læs på Bibelselskabet.dk (Apostlenes Gerninger 2)