Liturgiarbejde
Bidrag til liturgidebatten

Bidrag til liturgidebatten

Biskopperne har modtaget bidrag til liturgidebatten fra forskellige enkeltpersoner, menighedsråd, foreninger og organisationer i hele landet. 

Bidragene står i alfabetisk orden efter forbogstavet i bidragsydernes efternavn, sogn, pastorat, provsti, forening eller organisation.

Vi offentliggør bidragene i løbet af april og maj 2021.
 

Åbn den lilla tekstboks

Klik på + i højre side af den lilla boks, folder du den lilla boks ud til en grå baggrund med liturgibidraget. 

Klik x i højre hjørne i den grå boks for at folde bidraget sammen.

 

A

Knud Andersen

Kære Marianne!
 

Måske har Du læst min atikkel om Eucharisti eller nadver i de to seneste numre af Prf. Blad.

Jeg skriver i artiklen, at alterbogen fra først i 90-erne er en kirkehistorisk begivenhed, fordi den for første gang siden reform. flytter eucharistien ind som en del af

højmessens liturgi.
 

Den flyttede også i c) Agnus Dei til efter "indstiftelsen". Ganske epokegørende!!

For en liturgihistoriker er det jo uden hoved og hale at istemme Agnus lige efter Sanctus.
 

Jeg ser, at Du p.t. drager rundt og arbejder med liturgien.
 

Tænk, hvis Du kunne blive drivende kraft bag en retablering af den gamle latinske canon bøn som daterer sig fra 2. årh. e. K.
 

Der mangler tre ting:
 

  • "indstiftelsesordene" dvs. sige citatet fra NT, flyttes ind i bønnen, så de mister karakteren af en magisk formular, der "forvandler" brød og vin.
     
  • Efter citatet indføjes den centrale formulering: Vi frembærer velsignelsens kalk og det evige livs brød og ihukommer - ikke skærtorsdag aften men hele Kristi frelser værk - hans liv, hans død og opstandelse og hans himmelfart
     
  • Bønnen afsluttes med det store amen og fadervor med fredshilsenen og Agnus Dei flyttes til efter canonbønnen
     

Det centrale og altafgørende er at vi under bønnen bærer "velsignelsens kalk" frem, hvorom Vorherre har sagt, at dette bæger er den nye pagt(s offer), der modtages tilbage som Ham selv.
 

Eucharistien er dermed ikke, som Luther frygtede vores "gerning". Vi gør det, vi kan og har fået ordre på at gøre: Bære brød og vin frem. Så overtager Vorherre offeret som sit eget for det himmelske alter - og vi modtager frugterne af hans livs gerning som ham selv.
 

Ja, Marianne, det var så mit anliggende, som Du måske kan ha lidt glæde af.

B

Bethania, Herlev Indre Mission

Møde i Bethania, Indre Mission i Herlev den 10. marts 2020

Tema: ”Samtale og ideer om gudstjenesten”

 

Gruppe 1

1. Hvem mener du skal bestemme gudstjenestens ramme og indhold? Er det præsten, menighedsrådet, biskoppen eller dronningen (ved autorisation som nu)?

Præsten må gerne bestemme

2. Mener du, at det er præsten alene, der skal forestå gudstjenesten og læse, bede og prædike m.m.?     Eller vil du foretrække at menigheden i højere grad engageres i afvikling af gudstjenesten?

Der må gerne være nogen fra menigheden som bliver bedt om at læse, eller bede……

3. Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten (højmessen) er genkendelig i alle kirker?

Højmessens genkendelighed – dejligt når man kommer forskellige steder i løbet af året.

 

Gruppe 2

En gudstjeneste skal gerne have ledelse således at der er så få som muligt der føler sig kirkefremmede.

 

Hvordan kan vi gøre gudstjenesten inkluderende?

 

Det er vigtigt at der er noget genkendeligt og gøre det rart for dem der kommer.

 

Der er vigtige elementer i gudstjenesten: Nadver, prædiken, kirkebøn, velsignelse, fadervor – noget af det der kan moderniseres er sproget -  og ikke indholdet.

 

Det er vigtigt at der er en tekstplan – tekstrække.

 

Husk det er Gud, der tjener os i gudstjenesten med alle sine gaver.

Det er Gud der giver og os der modtager.

 

Gruppe 3

7. Hvilken værdi har det, at præsten skal prædike over fastlagte tekster?

Man kommer rundt i mange forskellige tekster – også de svære. Man har mulighed for at læse teksten på forhånd.

8. Hvilke værdier kunne du se i, at præsten selv kunne vælge prædiketekst?

Fint at præsten selv kan vælge tekster til anderledes gudstjenester (ikke højmessen)

9. Er der noget i dåbsritualet, som er vanskeligt at forstå? Hvilket?

Ønske: større tydelighed om at vi bliver døbt til Kristi død og opstandelse! Rom. kap. 6

Det er godt når familien til dåbsbarnet føler sig inkluderet og ”ønsket” i kirken.

 

-------------

 

Andet: De faste bønner er en styrke, så præsten ikke selv skal formulere bønnerne.

Steffen Bjerre

Kære fagudvalgsformænd.

Kommentar: Tak for det store arbejde, I har forestået til brug for oplysning og debat for læg og lærd. Beklageligt, at Corona-pandemien har stået i vejen for i hvert fald nogle af de møder, der har været planlagt.
 

Forslag:

  1. At gudstjenesten kommer til indeholde et led med fredshilsen, som bringes rundt i menigheden med udsagnet "Guds fred" eller "Glædelig søndag" ved håndtryk (eller buk her i pandemiens tid).
    Begrundelse: At styrke menighedens involvering i gudstjenesten.
     
  2. At der udarbejdes en vejledning i "Andagt i pandemiens skygge".

Begrundelse: At styrke tilskyndelsen til - i omfang begrænset af og i respekt for de varierende regler for forsamling som forventeligt kommer til vare mange måneder endnu - at forsamles i kirkerum.


 

Overvejelse:

At biskopperne i samarbejde med stiftsråd og provstiudvalg arrangerer webminarer i 1. halvår 2021 som led i overvejelserne om, hvad der videre skal ske.

Begrundelse: Så får de nyvalgte menighedsråd og interesserede medlemmer af menigheden et teologisk startskud på valgperioden. Webminar er endvidere en efterhånden kendt oplysnings- og debatmulighed i en tid, hvor det fysiske fremmøde er begrænset.

 

Vagn Bodilsen, p.v.a. studiekreds, Bjerringbro

 

”Gudstjenesten i nutid og fremtid”

I februar og marts 2020 var en personkreds i og omkring Bjerringbro samlet til drøftelse af ovenstående tema. Drøftelsen i studiekredsen har været væsentligt i sig selv, og indholdet drøftelsen kan være svær at referere.

Nedenfor er en opsamling af væsentligste punkter. Kursiv er input fra en anden gruppe.

Gruppereferat fra drøftelse om ”Gudstjenesten i nutid og fremtid”

Generelt til drøftelsen af det fremlagte materiale: Det er vigtigt også at tænke kirkelige unges behov ind i det. Hvad holder i stor udstrækning de kirkelige unge væk fra gudstjenester i folkekirken? Er det musikken? Eller er det principper i ritualbogen?

 

1.

Hvem mener du skal bestemme gudstjenestens ramme og indhold? Er det præsten, menighedsrådet, biskoppen eller dronningen (ved autorisation som nu)?

1) Vi ønsker at fastholde tekstrækkerne og de grundlæggende led i gudstjenesten som autoriserede.

Angående tekstrækkerne vil vi opfordre til, at GT-læsning og epistellæsning i højere grad bliver inddraget i prædikenerne, så der er mere sammenhæng i gudstjenesten.

2.

Mener du, at det er præsten alene, der skal forestå gudstjenesten og læse, bede og prædike m.m.? Eller vil du foretrække, at menigheden i højere grad engageres i afvikling af gudstjenesten?

2) Det er en god ide at inddrage lægfolk i f.eks. læsninger og bønner. Også en god ide lejlighedsvis at lade andre end præsten prædike. Det giver en genkendelighed, at man på forhånd ved, hvem der prædiker.

 

3.
Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten (højmessen) er genkendelig i alle kirker?

4.
Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten i dit sogn er genkendelig fra søndag til søndag?

3-4) Vi ønsker rimelig genkendelighed i forhold til andre kirker og fra søndag til søndag uden at det behøver at være i alle detaljer. Det giver tryghed og ro. Sprogligt må der findes en balance mellem at fastholde dybden/teologien og at møde kirkegængerne, der hvor de er.

 

5.
Hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri, så præst og menighed kan tilrettelægge gudstjenesten forskelligt, hvilke led i gudstjenesten vil du så mene skal med hver gang?

5) Vi ønsker at fastholde leddene fra højmessen – dog kan følgende undværes: Præludium (undtagen ved dåb – og så skal det markeres på anden måde, at bedeslagene i klokkeringningen sætter gudstjenesten i gang), udgangsbøn, bekendtgørelser.

Vi diskuterede uden at blive enige, om postludiet skal fungere som udgangsmusik (spilles mens man går ud) eller som afrunding af gudstjenesten, som man sidder stille og lytter til.

Ind-og udgangsbøn, kirkebøn, prædiken, minimum to tekstlæsninger (den ene prædiketekst), trosbekendelsen, Fadervor, (kun èn gang i løbet af gudstjenesten), både apostolske og aronitiske velsignelser.

 

6.
Hvad tror du, det vil betyde, hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri?

6) Folkekirkens bredde bliver for stor – det bliver svært at holde sammen på folkekirken. Genkendeligheden når man kommer til en anden kirke er vigtig.

Genkendeligheden forsvinder og dermed fællestræk for Folkekirken. Menigheden bliver meget afhængig af, hvad stedets præst formår. Det vil give store forskelle og blive for personfikseret.

 

7.
Hvilken værdi har det, at præsten skal prædike over fastlagte tekster?

7) Vigtigt for at holde fast i helheden og forhindre fristelse til at springe ”ubehagelige” tekster over.

Man får bredden af tekster med. Relevante tekster, som præsten har svært ved at udlægge eller ikke bryder sig om, bliver fastholdt.

 

8.
Hvilke værdi eller det modsatte kan du se i, at præsten selv kunne vælge prædiketekst?

8) Det kan have en værdi ved særlige gudstjenester som konfirmation eller andre gudstjenester med mange ikke-kirkevante deltagere at kunne give en mere grundlæggende kristen forkyndelse end nogle tekster fra tekstrækkerne lægger op til.

Muligt at vælge tekster, der ikke prædikes over fra både GT og NT.
 

9.
Er der noget i dåbsritualet, som er vanskeligt at forstå? Hvilket?

9) Nej, det tænker vi ikke – og underet i dåben, som vi dybest set ikke forstår, skal vi ikke tage ud af ritualet.

Nej

 

10.
Hvilken betydning tillægger du dåben? Kommer den betydning tydeligt frem i dåbsritualet?

10)

At vi bliver Guds børn – indpodes.

 

11.
Har du forslag til forbedringer af dåbsritualet?

11) Dåbens betydning kunne evt. uddybes – uden at vi har konkrete forslag til det. Og godt, når forældre kan bede ”forældrebønnen” (https://www.bjerringmammenkirker.dk/blog/37408).

At der i tiltalen til forældre og faddere tydeligt siges, hvad der er deres opgave. Forældre: at bede for og oplære deres barn. Faddere: at bede for deres fadderbarn. Sproglige forbedringer. Fx hisset.

 

12.
Hvad betyder nadveren for dig?

12) Det er ihukommelse af Jesu død for os + syndsbekendelse og tilgivelse + rejsekost til livet som kristen.

 

13.
Har du forslag til forbedringer af nadverritualet?

13) Et forslag til forbedring af nadverritualet kan være at udvide uddelingsordene med ”… hengivet for dig” / ”…. udgydt for dig”. Det vil gøre nadverritualet mere ”personligt”.

Og lejlighedsvis holde fælles skriftemål (uden håndspålæggelse) og absolution sammen med nadveren.

 

---

 

Der var samtalegruppernes indstilling at bevare den nuværende gudstjenesteordning med muligheder for at give visse frihedsgrader, som aftales mellem præst og menighedsråd / menigheden.

Brabrand og Aarslev kirkers menighedsråd

Til biskopper og Landsforeningen for Menighedsråd

Høringssvar på debat om liturgi i folkekirken

 

I efteråret 2019 blev folkekirkens menighedsråd opfordret til at igangsætte en debat om liturgi i folkekirken, på baggrund af de tre liturgikommissoriers arbejde med gudstjeneste, sakramenter og autorisation.
 

Brabrand og Aarslev kirkers menighedsråd inviterede derfor menigheden til debat i februar 2020. Her debatterede vi ud fra de spørgsmål/kort, Landsforeningen for Menighedsråd havde lavet og bragt i Menighedsrådenes blad.
 

Høringssvaret fra debatten er nu samlet og vedhæftet her, i håb om, at det kan bidrage positivt til den videre proces og debat om liturgi.

C

Jens Carlsen

Kommentar til artiklen ”Vi skal synge bedre sammen til Gudstjenesten” på folkekirken.dk:

 

Jeg vil gerne dele en erfaring fra mit eget liv som kirkesanger og -gænger. Jeg har vikarieret i flere kirker på Nordsjælland i landsbykirker med kun én kirkesanger. I langt de fleste af kirkerne er sangeren placeret bagerst i kirken ved orglet, men i to af kirkerne står kirkesangeren foran menigheden lige ved prædikestolen. I disse to kirker er der langt mere fællessang. Jeg er sikker på, at det er fordi, kirkesangerens rolle som forsanger bliver nemmere at varetage foran menigheden – og når jeg selv har været en del af menigheden i disse to kirker, kan jeg mærke, hvordan det løfter min egen og de omkringsiddendes sang, at vi har en forsanger, vi tydeligt kan følge.

 

Så kan det også godt være, at visse salmer skal sættes en tone ned, og at der skal forsøges med lidt nyere salmer. Det sidste virker dog efter min mening først, når vi har fået skabt den gode fællessang i kirken. Hvis sangen i forvejen er svag, så kan man da fjerne den helt ved at bruge salmer, som menigheden ikke kender 😊

 

Jeg håber, dette kan bruges i debatten – jeg kunne ikke finde en debattråd i tilknytning til artiklen.

D

Leif Damkier

Til Folkekirkens Liturgi.

 

Det har været ganske spændende og inspirerende at læse hæftet “GUDSTJENESTE – Om gudstjenestelivet i Den danske Folkekirke”.

Jeg fandt hæftet på Internettet og gav mig i kast med det.

Jeg havde håbet at der i vores lokale kirke, på initiativ af menighedsrådet eller præsterne, var blevet indbudt til samtaler om de betydningsfulde emner.

I skuffelse over at det ikke skete, gik jeg selv i gang med læsning og overvejelser. Jeg gav mig til at besvare de mange spørgsmål i hæftet. Disse besvarelser og tanker sender jeg vedhæftet. Måske nogen har tid at læse noget af det, og måske kan det være noget at hente. Men i hvert fald har det givet mig glæde og en vis tilfredsstillelse at arbejde med stoffet.

Jeg sendte for en tid siden min besvarelse til kirkens 3 præster og menighedsrådsformanden, men det skete der ikke noget ved!

 

I PIXIUDGAVEN af hæftet ”Gudstjeneste” opfordres ”grupper og enkelt-personer” til at indsende deres kommentarer til de beskrevne områder og stillede spørgsmål. Den opfordring vil jeg forsøge at tage op, men jeg havde fundet det betydeligt mere interessant hvis vores kirke/menighedsråd havde inviteret til samtale om emnet og spørgsmålene. Det kunne givetvis have givet mere kvalificerede vurderinger, og som et ’biprodukt’ kunne man risikere at opleve at sådanne samtaler ville virke menighedsdannende.

For mit eget vedkommende oplever jeg at samtaler ofte resulterer i kreative processer. Ideer og forslag fødes og modnes i samtalen.

 

GUDSTJENESTEN

Spørgsmålene er skrevet i du-stil – altså hvad mener jeg? Hvad oplever jeg?

Det kan jo også være væsentligt hvad den enkelte kirkegænger oplever. Jeg skriver bevidst ’kirkegænger’, selv om vores præst taler om ’medlemmer af menigheden’. Hvem udgør menigheden? Der må vel være tale om oplevelse af

fællesskab og fælles tilknytning for at tale om ’menighed’ og ’medlemmer’?

 

1. Hvilke slags gudstjenester går du til?

Jeg går til gudstjeneste hver søndag kl. 10 – ’højmesse’ kaldet, men for mig lyder det for katolsk. Jeg taler hellere om ’gudstjeneste’. Desuden går jeg til stillegudstjenester, musikgudstjenester, ind imellem ungdomsgudstjeneste (selv om jeg er 82 år), og hvad der nu ellers tilbydes af gudstjenester og deslige.

 

2. Er der noget i gudstjenesten du kunne ønske dig anderledes?

Ja, en del ting. Først og fremmest skal der benyttes sprog og tekster som er til at forstå for almindelige mennesker. Det gælder såvel bibeltekster som bønner og salmer. Der findes næppe den kirke som ikke ønsker at gudstjenestedeltagelsen bliver forøget. Derfor må man – især f.eks. ved dåb hvor ofte mange ikke-kirkevante deltager – bestræbe sig på forståeligt indhold i gudstjenesten. Det kunne forhåbentlig ’friste’ til at deltage oftere.

Det er nedtryggende at man i halvdelen af gudstjenestetiden skal se på præstens sorte ryg. Præsten bør mest muligt være på højde med sin menighed, bl.a. ved ikke at vende ryggen til den!

Der kan næppe være noget til hinder for at præsten under salmesangen enten vender sig mod forsamlingen eller sætter sig på en stol ude ved siden.

Når vi fremsiger trosbekendelsen, mener jeg vi skal se hinanden i øjnene – altså også se præsten i øjnene og præsten os.

På samme måde med bøn: Hvorfor kan præsten ikke bede vendt mod forsamlingen?

 

3. Hvad kan du lide ved gudstjenestens forskellige sprog – og hvad kan du ikke lide?

Principielt mener jeg at sproget i gudstjenesten skal være ensartet – at der mindst muligt skal tales/læses forskellige sprog. Det patetiske sprog er ikke naturligt for almindelige mennesker. Det skal være naturligt at komme til gudstjeneste. Uforståeligt og unaturligt sprog kan nemt afholde folk fra at gå til gudstjeneste. Hvorfor skal man dog bruge tid på noget man ikke forstår!

Folkekirkens problem med at tiltrække nydanskere er meget tydeligt. Det er endnu en grund til at man bør beflitte sig på et nutidigt sprog i alle gudstjenesteled.

De af latin affødte vendinger og ord bør afskaffes. I særdeles mange år, om overhovedet nogen sinde, har et barn ikke sagt ”fadervor” eller ”fadermin” til sin far, men ”min far” – ”vor far”. Hvorfor holder præsten så fast i ”Pater noster”?

 

4. Fremmer gudstjenestens form målet med gudstjenesten?

I kort form har jeg ikke set gudstjenestens formål formuleret, men det er vel at ’gøre til disciple’ og vedligeholde discipelskabet ved at ’lære dem’.

Gudstjenesten bør vel også bidrage til at skabe fællesskab – at skabe et menighedsfællesskab. Nej, det spørgsmål formår jeg ikke at besvare godt!

 

5.  Er det vigtigt, at gudstjenestens liturgi er ens hver søndag?

Der bør nok være en vis ensartethed, men ikke nødvendigvis altid helt ens. Det kan virke interessevækkende hvis præsten – af uheld eller planlagt – pludselig gør noget andet. Vi vækkes! En søndag oplevede vi at en vikarpræst gik uden for alterskranken og frem mod menigheden og læste evangelieteksten, i stedet for at læse den fra prædikestolen. Efter en salme gik han så på prædikestolen og prædikede.

 

6. Er der en del af højmessen, du holder særligt af?

Jeg holder meget af salmesang, og jeg nyder når organisten har lagt sig i selen for at finde rigtig god musik.

 

7. Hvad ville der ske, hvis der ikke blev holdt gudstjeneste i vores samfund?

Jeg har været til gudstjeneste stort set hver søndag siden jeg var ganske lille. Jeg ville savne søndagsgudstjenesten. Men ’samfundet’ ville næppe savne gudstjenesten. Nogen ville givetvis glæde sig over at de bliver fri for kirkeklokkerne.

 

ANDRE GUDSTJENESTER

Måske er det ikke konstruktivt at fastholde en skelnen mellem gudstjenester, så man taler om gudstjeneste (= højmesse) og andre gudstjenester. Gudstjeneste er gudstjeneste uanset formen. Det er indholdet der gør gudstjeneste til gudstjeneste.

 

1.  Hvad er din drømmegudstjeneste?

Min ”drømmegudstjeneste” er den gudstjeneste som virkeligt er vedkommende. Musikken, salmesangen, tekstlæsning, bønner, prædiken – alt udgør en enhed som griber mig. Den traditionelle, stive højmesseform er for mig ikke ’gribende’. Forudsigeligheden kan hindre inspirationen.

 

2.  Hvordan er forholdet mellem højmessen og de andre gudstjenester?

Alt for ofte oplever jeg ’de andre gudstjenester’ som værende blot en forkortet form for højmesse. Det forekommer mig at være en misforståelse. Den frihed der er til at tilrettelægge ’de andre gudstjenester’ bliver i for ringe grad udnyttet. TV-gudstjenesterne viser enkelte gange lidt af en vej til at gøre gudstjenester mere vedkommende. Den tyske, evangeliske kirkes TV-transmissioner er ofte mere vedkommende end de danske gudstjenester. Den tyske kirke kan lære os noget!

 

3.  Hvad skal der som minimum være, for at man kan kalde det en gudstjeneste?

I  prioriteret rækkefølge er følgende elementer nødvendige: Bibellæsning, bøn/forbøn, salmesang. En prædiken bør der så vidt muligt være plads til også.

 

4. Kan man forme liturgien, så den kan rumme alle?

Det korte svar er: NEJ!

Hvis vi forestiller os kirkegængerne bestående af: faste deltagere, lejlighedsvise deltagere, ikkekirkevante, dansktalende nydanskere og ikke-dansktalende nydanskere, så kan der næppe benyttes en fælles liturgi.

Spørgsmålet om nydanskere er særligt interessant, for hvis de kommer med en kirkelig baggrund fra deres hjemland, vil den ’liturgi’ de har oplevet dér, ofte være betydeligt mere fri og ’vedkommende’ end den danske højmesse.

 

5.  Hvordan forholder du dig til lægmandsgudstjenester?

Positivt, men vi må nødvendigvis definere hvad vi forstår ved en lægmandsgudstjeneste. Der har været afholdt gudstjenester hvor f.eks. en forfatter forestår prædikenen – selv om vedkommende ikke bekender sig til at have et kristent livsgrundlag. For mig er det ikke en lægmandsgudstjeneste. Gudstjenester hvor lægfolk indgår, finder jeg helt på sin plads. Det kan give oplevelsen af ejerskab hvis almindelige kirkegængere involveres i gudstjenesten.

I  præstemangelsituationer mener jeg at engagerede lægfolk fint kan forestå hele gudstjenesten.

Nogen kan mene at der skal præst i ornat til at forestå dåb og nadver, men er vi ikke alle ’præster’? Dog mener jeg at der bør en vis introduktion eller ’oplæring’ til. Ikke nogen ’eksamen’, men menighedsrådet og præsterne skal være trygge ved den forkyndelse de pågældende lægfolk bringer – ikke godkende den, men være trygge ved den.

 

6.  Hvordan kan vi åbne folkekirken for migranter?

Højmessen er ingen åbning for migranter. I hvert fald ikke de første mange år de opholder sig i Danmark. Der skal derfor findes andre ’åbninger’ på vejen mod at skabe forståelse for den danske gudstjenesteform.

Det kan være forskellige samværsformer på kristent grundlag og med kristent indhold. Migranter med en kristen baggrund fra deres hjemland vil oftest have oplevet et kirkeliv bestående i meget andet end søndagsgudstjenesten. Det kan være søndagsskole for alle aldersgrupper, bibeltimer, bedemøder, stævner o.m.m. Nogle af sådanne samværsformer findes i nogle folkekirker i Danmark, og hvis man virkelig ønsker at åbne folkekirken for migranter, må man overveje at etablere tilsvarende former for kirke- og menighedsliv.

Helt afgørende er det dog også at migranter oplever at blive taget imod og være velkomne i kirkelig sammenhæng – og det gælder lige så meget ikke-kirkevante danskere. Vi er ikke gode til at være opmærksomme på ’gæster’ i kirken.

                     

ORD - PRÆDIKEN

”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” Rom. 10,17

Eller som det lyder enkelt og forståeligt i BIBELEN 2020:

”Troen kommer altså af, at man hører budskabet om Kristus.”

 

1.  Er der for mange eller tilpas med ord i gudstjenesten?

Jeg har aldrig tænkt over eller har syntes at der er for mange ord i gudstjenesten. Prædikenerne er nok blevet lidt kortere hen over årene, og det er fint nok. Prædikenens længde er ikke det afgørende, men dens indhold og form.

Præstens ord i prædikenen kan fint suppleres og støttes af andre elementer, så som illustrationer i form af billeder, lyd, solosang, interview af kirkegænger, filmklip – mulighederne er legio.

 

2.  Er der nogle bibeltekster, du savner at høre i højmessen?

Jeg synes at mange af de gammeltestamentlige læsninger er vanskelige at gribe umiddelbart. Præsten/oplæseren kan passende forud for læsningen nævne i hvilken sammenhæng den pågældende tekst findes.

Jeg savner at høre tekster fra Salmernes Bog. For min skyld kan de forordnede læsninger fra GT erstattes med tekster fra Salmernes Bog.

 

3.  Kan man bruge bibelselskabets nudanske oversættelser i højmessen?

Ja, så absolut. De bør bruges. De nudanske oversættelser er til nulevende kirkegængere. De er lettere tilgængelige end den autoriserede oversættelse, og det er altafgørende at teksterne er så lettilgængelige som muligt. Der er anker nok over kirkens sprog. De nudanske oversættelser er foretaget af højtkvalificerede oversættere og sprogkyndige, og de er troværdige. Men der er selvfølgelig dem der finder at det lidt gedulgte sprog er mere ophøjet og helligt. Det kan man kun begræde.

 

4. Hvad er en god prædiken?

Det er en prædiken som sætter tanker i gang og som udfordrer tilhørerne m.h.t. at tænke over sin tilværelse, sit gudsforhold og sit forhold til andre mennesker. En god prædiken rører både hjertet og forstanden.

 

5.  Kan man prædike over en gammeltestamentlig læsning?

Ja, for hvis den gammeltestamentlige tekst ikke er vedkommende, bør den ikke bruges i gudstjenesten.

 

6.  Kan man forestille sig andre måder at forkynde evangeliet end den kendte prædikenform? Ja, naturligvis. Evangeliet kan forkyndes i andet end ord. Alle gudstjenestens led bør være – opleves som -  forkyndende. Hele gudstjenesten, og specielt prædikenen, bør opfordre til og sætte os i stand til at forkynde evangeliet med vort liv, og også med vore ord.

Evangeliet bør være indholdet i alle aktiviteter i kirken og som udgår fra kirken. De hyggelige samvær af forskellig art i menighedshuset bør alle være forkyndende. Det er enhver kirkelig aktivitets berettigelse at den er forkyndende.

Det betyder ikke at præsten eller en lægperson skal forkynde direkte ved enhver lejlighed, men det bør være det naturlige grundlag for enhver aktivitet at evangeliet forkyndes.

 

7.  Hvad skal en prædiken gøre ved dig?

Den skal vække min interesse, den skal gribe mig, den skal  få mig til at tænke, og den skal få mig til at handle.
 

ORD – BØN

”Bønnen forandrer ikke Gud, men den forandrer den bedende” (Søren Kierkegaard)

”Hvis man for længe lukker sig inde med sin afmagt uden at sprogliggøre den, kan man ende med at blive syg.” (Joakim Garff)

 

1. Hvad får du ud af bønnerne i kirken?

Det afhænger meget af bønnernes sprog, indhold/relevans og sammenhæng med gudstjenestens øvrige indhold. Hvis jeg ikke i tankerne kan bede med på bønnen, får jeg ikke noget ud af den.

 

2. Hvad skal der bedes for i kirken?

Der skal bedes for det der er aktuelt i relation til dagens budskab/prædiken og for det der p.t. rører sig omkring os. Hvis vi oplever en situation med uro, naturkatastrofer, store samfundsbeslutninger m.m., bør det indgå i bønnen. Ved dåb og nadver skal der naturligvis bedes for dem det angår.

 

3. Hvilke bønner i gudstjenesten finder du nemmest ind i?

HM? Konkrete forbønner.

 

4.  Hvilket sprog er det godt at bruge, når man beder?

Sproget skal være naturligt – ikke højtragende eller fyldt med alt for højtidelige ord eller forældede udtryk. Ingen latinsk-prægede genitiver.

 

5. Hvem skal skrive bønnerne? Hvor mange er der brug for? Og hvem skal bede dem? Det er naturligt at præsten beder/skriver kirkebønnen. Kirkesangeren kan skrive/bede ind- og udgangsbønner. Lægfolk der medvirker i en særlig anledning, kan bede for den anledning. I konfirmandundervisningen kan behandles emnet ’bøn’, og konfirmanderne kan skrive bønner som f.eks. bruges i ungdomsgudstjenester, men også gerne i almindelige gudstjenester.

 

Hvis den lokale kirke er involveret i en missionsindsats i lokalområdet eller på missionsmarken, vil det være naturligt at det indgår i bønnerne ind imellem. 

 

Medlemmer af kirken som har ønske om bøn for noget bestemt, kan hjælpes til at bede for det ved andagter eller måske efter en gudstjeneste.

Antallet af bønner i gudstjenesten kan godt reduceres. En folkekirkepræst udtrykte en gang at han kunne nøjes med én god bøn i gudstjenesten. Det er nok for lidt. I en gudstjeneste uden dåb og nadver er der nemt 6 bønner; med dåb og nadver er der flere. Det lyder af meget.

Som det typisk er, bedes bønnerne af kirkesangeren og præsten. Når jeg ser TV-gudstjeneste fra den tyske, evangeliske kirke, oplever jeg at der kan være flere lægfolk involveret i kirkebønnen/forbønnen. 

På mig virker det naturligt, og det giver medejerskab i bønnen og dens indhold.
 

SANG OG MUSIK - SALMESANG

1.  Hvad er en god salme? Og hvad er godt salmevalg?

En god salme forkynder evangeliet på en forståelig måde og i et naturligt sprog.

Et godt salmevalg er det salmevalg som sammen med gudstjenestens øvrige led danner en helhed. Et godt salmevalg er også kombinationen af de bedste og enkleste traditionelle salmer og nogle gode nye salmer.

 

2. Der skrives mange nye salmer, men synges de nok? Og er deres tonesprog favnende også for den yngre generation?

De nye salmer synges ikke nok. Jeg forstår ikke hvorfor præsterne er tilbøjelige til at vælge tunge, gamle salmer i stedet for nye salmer som er affattet af samtidige salmedigtere. Måske er det mere ”helligt” at synge tekster som er gådefulde og uklare for de syngende? Vores såkaldte ’salmeskat’ taler afgjort mest til de indviede. Kingo, Brorson og Grundtvig talte formentlig fint til deres tid, men der er forløbet nogle hundrede år siden. Sproget har ændret sig en del siden deres tid.

Det fremgår ikke tydeligt om ’tonesprog’ går på teksten eller melodien, men jeg forudsætter at der er melodien. Melodier egnet til fællessang skal være sangbare. J.A.P. Schultz – og senere Carl Nielsen m.fl. – hyldede at melodier skal være lette at lære, lette at synge og lette at huske. Jeg ville ønske at det blev fastholdt også i nutidens salmemelodier. Mange punkteringer, synkoper og ”rytmiske” elementer i melodier gør dem mindre egnede til fællessang. 

Men til ungdomssamlinger/-gudstjenester vil det være fint med mere rytmisk prægede melodier som tiltaler unge. I almindelige gudstjenester bør de bruges meget begrænset.

 

3. Hvem skal bestemme, hvad der kan eller ikke kan synges i kirken?

Det er naturligt at præsten har et afgørende ord m.h.t. valg af salmer og sange i gudstjenesten, for gudstjenesten bør så vidt muligt være en helhed. Læsninger, bønner, prædiken og salmesang bør udgøre en helhed.

Hvis præsten er åben over for ind imellem at lave gudstjenesteforberedelse sammen med folk fra menigheden, vil det være fint at der i sådan forberedelse indgår en drøftelse af hvilke salmer kan understøtte budskabet. Det er ikke sikkert at præst og menighed har helt samme oplevelse af salmerne.

 

4. Er der for mange, for få eller tilpas med salmer i gudstjenesten?

Antallet er meget passende. Det er fint med skift mellem ’ord’ og fællessang. 

 

5. Hvordan oplever flere glæden ved fællessangen?

Det korte svar er: Ved at synge med!

Når det gælder sangen i gudstjenesten er forudsætningen for at have glæde af den at man oplever salmerne som vedkommende og sangbare. I valget mellem en ’let’ og en ’tung’ salme bør altid den lette vælges.

 

6. Er der andre måder for menigheden at udtrykke sig på i fællesskab end med sang? Menigheden udtrykker sig i fællesskab når man sammen beder ”Fadervor” og fremsiger trosbekendelsen. Andre former for fælles udtryk kan f.eks. fælles læsning, veksellæsning, vekselsang, fælles forbøn med menighedssvar.

Fællesskabet kommer også til udtryk når man sammen deltager i nadveren, og vel egentlig også når man på bestemte steder i gudstjenesten rejser sig sammen.

SANG OG MUSIK – MUSIKKENS ROLLE

”Musik er Liv, og som dette uudslukkeligt” (Carl Nielsen)

Musik kan skabe nye dimensioner og “åbne, ægte og varme fællesskaber” (Ebbe Kløvedal Reich)

 

1. Hvad skal musikken gøre ved os i gudstjenesten?

Musikken skal sætte stemning og åbne sindet for gudstjenestens øvrige elementer. Musikken skal understøtte forkyndelsen og medvirke til godt samvær.

Præludiet skal føre menigheden ind i gudstjenesten, gerne på en overraskende måde, men ikke på en måde så man tænker ”Uha”!

Postludiet skal tilsvarende afrunde gudstjenesten og skabe glæde, så vi glade går ud i verden med evangeliet og med fornemmelsen af at have fået noget med og være oplivede.

 

2. Hvilke instrumenter er velegnede til at skabe musik i kirken?

Til salmesang er orgel og klaver bedst som de grundlæggende instrumenter, men andre instrumenter kan udmærket kobles på som ledsagere til salmesang. 

Til de instrumentale dele af musikken kan nok de allerfleste instrumenter anvendes – måske bortset fra slagtøj, men det må afhænge af sammenhængen.

 

3. Hvad skal forholdet mellem menighed og kirkekor være?

Kirkekoret skal støtte salmesangen på en sådan måde at menigheden har lyst til at synge med – altså ikke overdøve menigheden, og ikke give menigheden indtryk af at ”vi synger for jer alle”. Kirkekoret står oftest ved orglet, enten bagest i kirken eller oppe ved orglet. Det er nok ikke den bedste placering m.h.t. at støtte menighedens sang. Det kunne virke bedre hvis koret stod foran menigheden – eller allerbedst: koret satte sig spredt i menigheden.

 

4. Hvem skal bestemme, hvilken musik der kan eller skal spilles i kirken?

Det må primært være organistens opgave at vælge musikken, men hvis der foregår en fælles gudstjenesteforberedelse, vil det være fint at musikvalget inddrages i samtalen; evt. ved at organisten giver forskellige forslag at vælge imellem.

Musikken kan inspireres af salmevalget. Præ- og postludier kan være bygget over salmemelodier som bruges i den pågældende gudstjeneste.

Jeg har hørt et eksempel på at en præst beordrede organisten til kun at spille musik af Carl Nielsen og J.S. Bach. Det er absolut en misforståelse at præsten påtager sig den opgave.

 

FÆLLESSKAB

1.  Føler du dig som en del af fællesskabet, når du er i kirke?

Svaret bør være ’ja’, men det bliver ’både og’. Vi er godt nok fælles om at sidde på bænke/stole, vi synger i fællesskab, vi rejser os samtidig på forskellige tidspunkter, og vi deltager i nadveren. Men et egentligt fællesskab bestående i at vi i gudstjenesten deler og samdeler - det findes ikke. Vi ser blot hinanden bagfra, og ofte sidder de fremmødte spredt i kirken. Følelsen af fællesskab kunne nok fremmes ved at menigheden – når fremmøde er begrænset – opfordres til at komme frem på de forreste bænke og stolerækker. ”Ven, sæt dig længere frem.”

 

2. Hvad gør, at du føler dig velkommen i kirken?

Det kan være både fysiske forhold og ikke-fysiske forhold.

Dejlig temperatur, udsmykning, behagelige sæder, gode lys- og lydforhold o.lign.

Når kirketjeneren ved uddeling af salmebøger, giver et smil og måske siger ’God morgen’ eller ’Velkommen’, er det rart. Tilsvarende at præsten somme tider går ned gennem kirken før gudstjenesten og hilser på de fremmødte.

 

3. Styrker det fællesskabet at inddrage frivillige i gudstjenesten?

Det tror jeg det vil gøre. Så er vi med, og vi bliver fælles om noget. 

 

4. Giver gudstjenesten dig mod og vilje til at handle i verden?

Her ville jeg gerne sige et rungende ’JA’, men …

Jo, hvis gudstjenestens tilrettelæggelse er gennemarbejdet, så elementerne udgør en helhed, og hvis præstens prædiken griber mig, og salmerne er velvalgte, forståelige og sangbare – og hvis musikken dertil er begejstrende, så føler jeg mig løftet/opløftet.

Men hvordan skal jeg forstå udtrykket: ’handle i verden’?

Det kan være at leve et dagligliv præget af evangeliet, så andre mærker det.

Det kan være næstekærlige handlinger i praksis.

Det kan være at tale med andre om troen – måske uopfordret – at missionere. Hvad er det at ’handle i verden’?

 

5. Hvad vil du give videre – lokalt og globalt – når du går ud af kirken?

Det der greb mig og som jeg tror andre kan have glæde af eller brug for – det vil jeg gerne give videre. Hvis gudstjenestens budskab greb mig, vil jeg gerne fortælle andre om det og dermed forhåbentlig inspirere dem til at søge kirken.

Jeg kan måske også omtale de inspirerende oplevelse på de sociale medier.

Globalt kan jeg vanskeligt forestille mig at der er noget jeg kan ”give videre”. Jeg kan reagere globalt, f.eks. ved at støtte mission og hjælpearbejde gennem de organisationer som øver en sådan indsats i andre dele af verden. Og det gør jeg.

 

RUM TIL KIRKE

1. Hvilken atmosfære er vigtig i et kirkerum?

Atmosfæren skal sige ’velkommen’. Som tidligere nævnt er det vigtigt med behagelig temperatur, udsmykning, behagelige sæder, gode lys- og lydforhold o.lign.

Atmosfæren må ikke virke kølig eller blokerende for en god oplevelse af gudstjenesten.

 

2. Skal kirkerummets indretning gøres fleksibel, så rummet kan bruges på flere forskellige måder? JA!

De fastmonterede kirkebænke med en radiator under hver bænk er absolut blokerende for anden udnyttelse end at sidde og se hinanden i nakken.

Hvis kirkerummet består af både hovedskib og sideskibe, vil det være fint at sideskibene har mulighed for fleksibel møblering.

I en mindre kirke har jeg set at de bagerste bænkerækker er fjernet, så den del af rummet kan anvendes til forskellige formål, bl.a. kirkekaffe, studiegrupper, børnesamvær o.a. Det forekommer mig ideelt.

 

3. Skal man samle den lille menighed oppe i koret til visse gudstjenester?

JA, for det giver nærhed og fællesskab. I det hele taget bør man vel opfordre menigheden til at rykke frem på bænkene, så ikke alle de forreste bænke står tomme.

 

4.  Skal vor tids kommunikationsredskaber bruges i gudstjenesten?

Ja, så absolut. Evangeliet skal formidles med alle til rådighed stående midler. Jeg ved at det er nogen imod f.eks. at benytte en projektor til visualisering af prædikenen, men mennesker fanger nu bedre et budskab hvis det formidles på flere måder, audiovisuelt.

TV-skærme bandlyses af mange i kirken, men de kan bruges fint og effektivt. Besøg f.eks. den centralt beliggende kirke i Åbenrå. Dér bruges TV-skærme til formidling af mange ting i gudstjenesten. 

 

5.  Er der en grænse for, hvad kirkerummet kan bruges til? Hvis ja, hvor går den?

Kirkerummet i sig selv er ikke helligt. Alligevel er der en grænse for hvad det kan bruges til. 

Seriøse koncerter, foredrag, udstillinger o.lign. kan kirkerummet godt bruges til.  Koncerter der har karakter af ’bar’, ’værtshus’ o.lign. kan ikke finde sted i kirken.

Koncerter o a. hvor atmosfæren understeges af udskænkning af alkoholiske drikke, kan heller ikke være i kirkerummet.

Partipolitiske arrangementer kan ikke finde sted i kirken.

Arrangementer der er i direkte modstrid til kirkens opgave, kan heller ikke finde sted i kirken. Alt hvad der efter menighedsrådets og præsternes mening kan fremme formidlingen af evangeliet, bør kunne finde rum i kirken – også selv om nogle vil finde det lidt ’vidtløftigt’.

Signe Danielsen pva. religionspædagogisk udvalg, Københavns stift

Til faggrupperne og hvem der ellers tømmer denne postkasse,

 

Jeg er en del af religionspædagogisk udvalg i Københavns stift og har tidligere været en del af udvalget for projektet Børn i Kirken, som nu føres videre af religionspædagogisk udvalg, hvor vi også det seneste år har drøftet liturgi.


Jeg vedhæfter nogle overvejelser omkring liturgirapporterne læst fra en religionspædagogisk synsvinkel.

Klik her på link med pdf om 'Hvad kan et religionspædagogisk perspektiv tilføre til liturgidebatten? - med udgangspunkt i de tre liturgirapporter'

Ulla Dannesboe

Kære Biskop Peter Skov-Jacobsen.

 

Fornylig så jeg dig i fjernsynet, hvor du udtalte, at vi alle kunne komme med nye ideer, hvis der var noget vi syntes skulle rettes i kirken.  Anledningen var at nogle udtalte, at de ikke ønskede begravelsen fra kirken, da de ikke brød sig om teksterne i ritualerne ved jordpåkastelsen.   Jeg er medlem af folkekirken selvom jeg synes, at der er flere ting, der burde laves om.

Jeg har læst mange spirituelle bøger og har selv haft en kæmpe lys og kærligheds-oplevelse/syn efter en bøn om hjælp.  Så jeg er nu helt overbevist troende, bl.a. af denne oplevelse mange år tilbage.

 

Jeg har tænkt en del over  kristendommen, og der er nogle ting  ved kirken og ændringer, jeg synes ville give bedre forståelse af kristendommen.

 

  1. Ordet sognebørn lyder ikke godt, og kan virke nedladende.  Så hellere sognemedlemmer eller  sogneborgere. Det  frustrerer mig hver  gang jeg læser eller hører dette udtryk.

     
  2. Ifølge Lars Muhl, der har studeret  sproget på Jesus tid, aramæisk,  i dette sprog hvor det samme ord kunne have flere betydninger, og  han mener bl.a. at det i ”Fader Vor” er bedre at sige ”Hellige ophav”, da Gud helt sikkert er mere ånd end krop. The Great Spirit, som indianerne sagde. Det er jeg meget enig med Lars Muhl i.
     
  3. Det samme med det nuværende ”Fader Vor”, hvor der siges, din (guds) vilje ske, thi din er magten og æren. -  Her hopper kæden af for rigtig mange mennesker, pga. al den lidelse, der sker i verden. Nej, vi har netop fået den frie vilje, under ansvar  og derfor er der så meget ondt, fordi vi ikke følger  Guds vision/ønske - men vi har fået en ”opskrift/vision de 10 bud og Jesus lære.  Så et  anderledes ”Fader vor” eller ”Hellige ophav” er et must for kirken, som ikke kan være bekendt at vildlede befolkningen, da  Guds vilje burde oversættes til Guds vision og så må vi evt. springe det med magten over. - Luther havde bl.a.  den opgave, at oversætte bibelen, så den var for alle, men det er nok blevet lidt for overfladisk og er gået lidt for hurtigt og man er faldet for fristelsen til at gøre det hele for patriarkalsk, - det er tiden at tænke over, om de rette ord er valgt og evt. at ændre dem.

    Forslag til nyt ”Fader vor” eller ”Hellige ophav” som i stedet skulle hedde:
    Hellige ophav, du som er overalt og inderst inde i vores hjerter, som du har startet med din livs-gnist.  Åbn vore hjerter for din kraft og medfølende indstilling. Lad os hjælpe hinanden, så ingen sulter og alle er med i et  meningsfyldt fællesskab.  Lad os følge din vision for, hvordan vi burde leve sammen her på jorden, så alle har et værdigt og godt liv.  Vi tror på, at sjælen aldrig ophører med at eksistere, men at livet her på jorden er en gave af oplevelser , arbejde, liv og kærlighed. Vi takker dig gud.

    Amen

     
  4. Ved begravelser siger præsten ved jordpåkastelsen : af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå.

    Kommer til at tænke på, at dette er jo reinkarnation, hvorfor må man så ikke sige det. Der er for mange selvmodsigelser i kirken.  Men denne jordpåkastelses ord-tekst falder mange for brystet. Det kan godt være mennesker i tidernes morgen blev skabt af støvet, hvem ved, men derefter  bliver vi alle født/genfødt af en kvinde og ikke af jorden. Så hellere ved jordpåkastelsen :   Vi begraver dig her i dag, men din sjæl  lever nu i  salighed hos Gud, (og måske vender du tilbage i en ny krop en dag,) din sjæl vil leve evigt. .   Amen.

     
  5. Den 5. ting der virker grotesk er nadveren, hvor man drikker Jesus blod og spiser Jesus legeme.  Jeg tror, at Jesus ved det sidste måltid fortalte apostlene, at når de fremover drak vin skulle de mindes Jesus og huske på hans lære.  Man kunne ved måltidet både derhjemme ved festmåltidet og ved nadveren, sige: ”til ære for Jesus”, løfte sit glas og kigge på hinanden. - Man skal heller ikke spise Jesus legeme, men mindes, at brødet og føden er opfundet af det guddommelige. Man kan have lidt brød i en kurv og præsten kan holde en lille takketale for alle de spiselige  fødeemner,  vi beriges med på jorden. Og minde os om, at det eneste, der er evigt er vores sjæl og at det største er medfølelse og kærlighed. Og at Gud tilgiver vores erkendte fejltagelser. Velsignelse og Amen.

 

Det var så mine forslag, så kirkens ord og handlinger bliver mere enkle, forståelige og logisk sammenhængende.

DanskOase

DanskOase sender hermed sit bidrag til den Folkekirkelige liturgiske samtale.

DanskOases kommentar til det Folkekirkelige liturgiarbejde 

Rapport udarbejdet af arbejdsgruppe i DanksOase i efteråret 2019 og foråret 2020. 

 

DanskOase glæder sig over mulighed for debat og samtale! 

 

DanskOase har hilst biskoppernes initiativ til at rejse en bred debat om gudstjenesten velkommen! Vi takker for en god samtale indtil nu. DanskOase er efterhånden vokset til en stor bevægelse, som rummer menigheder af mange forskellig slags (sognemenigheder, valgmenigheder, frimenigheder og husfællesskaber). 

 

Dansk Oase har sine rødder i den karismatiske fornyelse og søger at udfolde fornyelsen i troskab mod Biblen og kirkens bekendelse. Den karismatiske dimension i den enkelte kristnes liv og i fællesskaber og menigheder skaber plads for en engagerende spiritualitet og styrker den reformatoriske forståelse af de troendes almindelige præstedømme

 

DanskOase lægger vægt på Helligåndens virke gennem Åndens gaver ikke mindst med henblik på evangelisation og mission. For DanskOase er det vigtigt, at menighedens gudstjenesteliv er et udtryk herfor. 

 

DanskOases menigheder har længe arbejdet med gudstjenestefornyelse og liturgi, og har erfaring at byde ind med. Vi vil derfor fremsende disse overvejelser om gudstjenestelivet, primært om højmessen, men også om andre gudstjenesteformer. Og håber på at blive hørt. 

 

Vi har en række ønsker for folkekirkens liturgi: 

 

A. Udvalgets skitserede modeller: Model 2 foretrækkes 

 

I samtalen om gudstjenesten mellem frihed og fasthed, er det model 2 / Den frie, som bedst dækker DanskOases holdning - at gudstjenestens struktur, ordo, er det faste og genkendelige. 

 

Vi tænker, at ordo må rumme visse minimumsbestemmelser for, hvad der hører til, for at gudstjenesten kan genkendes som en kristen og en evangelisk-luthersk gudstjeneste. Det vil være gavnligt at fastholde en autoriseret ordlyd af Fadervor, indstiftelsesord, uddeling og bortsendelse samt af tilspørgsel og døbeord i dåbsritualet. 

 

Vores bekymring er gudstjenestens sekularisering – at gudstjenesten mister tydelighed, som en kristen gudstjeneste. En fastholdelse af en grundlæggende struktur og autoriseret ordlyd for en række liturgiske led vil kunne være med til at sikre dette. 

 

Videre er det DanskOases opfattelse, at kirkeåret og tekstrækkerne er med til at fastholde en genkendelighed af gudstjenesten fra menighed til menighed. Dog må det være frit hvilke tekster, der ligger til grund for prædikenen, ligesom det må være muligt at have tematiske prædikener som forkynder evangeliet ind i den situation, som aktuelt er menighedens.

 

Det kunne her være brugbart, hvis præst og menighedsråd i fællesskab for en periode kunne lave en alternativ tekstrække for fx at dykke ned i et bibelsk skrift, en bestemt tematik eller inddrage bibeltekster, som ikke er i de nuværende tekstrækker. Hvis det skønnes nødvendigt kunne orden sikres gennem ansøgning til biskoppen. 

 

B. Biblen og kirkens bekendelse - Kirken findes, hvor Ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Herrens indstiftelse 

DanskOase følger Luther og Den augsburgske bekendelses fremhævelse af, at kirken er at finde, hvor ordet forkyndes sandt og sakramenterne forvaltes efter Herrens indstiftelse. Det er altså i Ordets forkyndelse og i sakramentforvaltningen, at kirken har sin enhed, og det er heri den nødvendige genkendelighed har sin grund. 

 

Vi spørger: Er det også her problemet indimellem findes? Forkyndes ordet sandt? Hvis ikke er ydre genkendelighed omsonst. Den sunde lære er afgørende for at genkende kirken som evangelisk luthersk. 

 

Højmessen med Ordets forkyndelse og sakrament-forvaltningen må derfor fremhæve, hvad der er det særlige ved menigheden som et kristent fællesskab. Her finder vi vores mål, vores visioner og her præges vores karakter i Kristi billede. Højmessen er fællesskabets enheds- og identitetsskabende fokus. 

 

C. Gudstjenesten som norm for menigheden som fællesskab - Dåb og Nadver 

Det kristne fællesskab henter sin enhed og sin identitet fra Jesus og hans nærvær i menigheden som dens Frelser, Herre og Gud, som den korsfæstede og opstandne. Dette udtrykkes først og fremmest i hele menighedens samling om Ordets forkyndelse og om sakramenterne, og bør komme til udtryk i den kommende liturgi (fx Kristus er midt iblandt os, lad os derfor..…..

 

Om nadveren som norm 

Vi mener: Nadveren sætter normerne for det kristne fællesskab. Det kristne fællesskab er grundet på Jesu hengivelse af sig selv i døden for os: "Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Matt. 20,28). Når vi modtager vores del af det brudte brød, forstår vi, at vi sammen er ét, ligesom de mange brødstykker udgør ét brød. Vores enhed er Jesus, som siger om brødet: "Dette er mit legeme!" Vores fællesskab med Gud og hinanden har karakter af en pagt, som er stadfæstet ved Jesu død; på korset forligte Jesus os med Faderen, og Jesus taler om den nye pagts blod, som er udgydt for os! Jesu selvhengivelse og tjeneste bliver altså fortegnet også for vort indbyrdes forhold og udsiger dermed, hvad vi vil udtrykke med ordet "fællesskab". Forligelsen med Gud ved Jesu død på korset finder sit udtryk i vores forligelse med hinanden. Som Jesus tjente os, må vi tjene hinanden og være til for hinanden. Jesu kærlighed og vores gensvar herpå i kærlighed til Gud og næsten er indholdet af al kristen tjeneste, af livet som en kristen, og er hemmeligheden bag nådegaverne. 

 

Om nadverritualet 

Meget af denne teologiske forståelse af nadveren ønskes afspejlet i liturgi og formuleringer. 

 

I nadverritualet kunne Helligåndens virksomhed også betones stærkere, hvis eukaristibønnen kunne rummer en epiklese, en påkaldelse af Helligånden over måltidet. 

 

Nadverritualet vil ligeledes stå stærkere i en tid optaget af klima og miljø, hvis skabelses- og genoprettelsesmotivet tydeliggøres. 

 

Vi foreslår, at der er en ordo eller et mindsteindhold som skal følges i nadverfejringen, og som genspejler den oldkirkelige bearbejdelse af den jødiske taksigelse over det sidste bæger: 

 

1. Tak for skabelsen; 2.Tak for genoprettelsen og frelsen ved Kristi gerning; 3. Epiklese; 4. Indstiftelsesord. 

 

Om dåbsritualet 

I pixi-hæftet om dåben fremhæves, at dåben er en frelseshandling. Der er tale om en overgang fra syndens, dødens og djævelens verden til Guds rige. Dette drama udtrykkes stærk ved korstegnelse og forsagelse / trosbekendelse. Vi ønsker dette understreget i et kommende ritual, og at Folkekirken derfor ikke må give efter for ønsker om at udelade forsagelse.

 

Vi foreslår, at dåben som frelseshandling tydeliggøres ved en stærke fremhævelse af Helligånden som dåbens gave. I sin pinseprædiken fremhæver Peter netop Åndens som endetidens / frelsestidens gave, som Kristus skænker den som tror og døbes. Dette kunne enklest gøres ved en let ændring af bønnen under håndspålæggelse efter vanddåben: … Han styrke (salve) dig med sin Ånd til det evige liv… Eller: Han salve dig med visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, kundskabs og fromheds Ånd; han fylde dig med gudsfrygts Ånd og styrke dig med sin nåde til det evige liv… 

 

Derved knyttes Åndsdåbs/Konfirmations/udrustningsaspektet igen tydeligt til initiationshandlingen, så at den karismatiske erfaring forstås i forlængelse af initiationen, og så at andre senere håndspålæggelse ved konfirmation, ægtevielse, absolution og forbøn aktualiserer dåben i de pågældendes liv. 

 

D. Engagerende spiritualitet 

Hvor det ovenstående skal sikre gudstjenesten mod sekularisering, ønsker DanskOase samtidig en høj grad af frihed. 

 

Hvis gudstjenesten skal opfylde et formål med at være norm for menigheden som fællesskab, må erfaringer fra det personlige fromhedsliv og fra menighedsfællesskabets øvrige liv kunne komme til udtryk i højmessen. Dette kunne være i form af forbøn, lovsang og nådegaver. Derved forankres både det personlige kristenliv og det øvrige menighedsliv med alle dets forskellige aktiviteter og aspekter i Ordet og sakramenterne og får Kristi tjenende nærvær som målestok. Alle fællesskabets aktiviteter og aspekter næres fra det større fællesskabs samvær med Jesus omkring Ordet og sakramenterne. Med andre ord: vi undgår at lave en splittelse i menighedslivet mellem højmesse og aktiviteter. 

 

Uanset hvordan man lokalt udformer gudstjenesten vil den virke fremmed på nogen. Derfor behøver ikke alle højmesser at være ens. Hvis gudstjenesten er udtryk for de troendes almindelige præstedømme, vil gudstjenesten altid blive forskellig fra sted til sted. Gudstjenesten må jo altid være i samspil med den kontekst, menigheden lever i, ligesom gudstjenesten farves af, hvordan menigheden er sammensat. For at gudstjenesten kan genkendes som kristen gudstjeneste, må det være præsten som ansvarlig for forkyndelsen og som bærer af det læremæssige ansvar, der har den endegyldige beslutningsmyndighed angående gudstjenestens indhold og udformning. Dette naturligvis i en dialog med menighed og menighedsråd. 

 

Gudstjenesten må også rumme omsorgen for den enkelte. Det må være selvfølgeligt, at mennesker kan respondere på det forkyndte ord her og nu. Så hvis nogen føler sig ramt af ordet, skal der være en mulighed for at bekende sin synd eller modtage forbøn. En måde at kunne gøre det på, kunne være at have en responstid efter prædikenen i form af lovsange og en samtidig mulighed for at søge forbøn (og her kan der være flere end præsten, som står til rådighed); der kunne i samme periode gives mulighed for, at gudstjenestedeltagere kan udtrykke deres respons ved at knæle ved alteret eller tænde lys i lysgloben. 

 

E. De troendes almindelige præstedømme 

Ifølge Paulus er gudstjenesten præget af stor participation af menighedens medlemmer: ”Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse.” 

 

Dansk Oase lægger vægt på en sådan mangfoldighed af udtryk i menighedsmedlemmernes deltagelse i gudstjenesten. Det handler ikke bare om at synge med på salmerne og bede med på fadervor og trosbekendelsen eller om læglæsere, men naturligvis også om det. 

 

Gudstjenesten må have plads til vidnesbyrd, åbenbaringsgaver, lovsange (ofte ”kor” og rytmiske lovsange), kreative indslag. For tryghedens skyld sker disse ting under præstens ledelse og bedømmelse. 

 

Kirkebønnen er et oplagt sted for udøvelsen af de troendes almindelige præstedømme. Ritualet giver allerede mulighed for at lægfolk kan lede kirkebønnen, men der kan være flere end én aktør og bønnerne må kunne formuleres helt frit, direkte fra hjertet. Kirkebønnen er det sted, hvor også omsorgen for det omgivende samfund kan komme til udtryk, og hvor vi beder for menighedens missionærer, evangelister og diakonale arbejde. På den måde bliver kirkebønnen en bro til hverdagens kristenliv i verden.

 

F. Højmessen er sendelse - liturgien efter liturgien 

Højmessen er det normerende udgangspunkt for menighedens liv, men er ikke alt, hvis menigheden skal være et kristent fællesskab og miljø. Et fællesskab forudsætter relationer, og højmessen må derfor have sin fortsættelse eller udmøntning i hverdagen i en konkret omsorg for vores medkristne og for mennesker i verden omkring os, for samfundet og naturen. 

 

Denne fortsættelse af højmessens fællesskab er ikke alene en privatsag, men netop et fællesskabsanliggende. Fællesskabet udfoldes gennem venskaber, gæstfrihed, fælles aktiviteter, møder, sociale aktioner, diakoni. Det kan ske spontant, det kan være planlagt. Det kan være en her-og-nu-sag, det kan kræve lang tid for at realiseres, det kan være noget gentagent.

 

Vi foreslår, at denne sendelse italesættes ved afslutningen af Gudstjenesten: gå og tjen Herren med glæde. 

 

Gudstjenesten i sig selv skal skabe rum for sammenhængen med hverdagen ved at være rummelig og åbent velkommende, så at mennesker oplever sig set og deres spørgsmål reflekteret i gudstjenestens forskellige udtryksformer og således også blive et vindue ind i frelsens mysterium og troens verden.

 

Gudstjenester udenfor højmessen og andre steder end i kirkerummet kan tydeliggøre liturgien efter liturgien. Et eksempel herpå fra en karismatisk sammenhæng er gudstjenester med bøn for syge. Et andet eksempel er gudstjeneste i og for særlige miljøer: et værtshus, en beboerforening, en helsemesse, en bryllupsmesse, digitale gudstjenester mm. 

 

Kirken er i en sendelse og højmessen bør være det omdrejningspunkt, hvorfra vi sendes. 

 

Ønske om at opgaven lykkes 

Det er DanskOases håb, at Folkekirken lykkes i opgaven med at nytænke og forny gudstjeneste og liturgi i en troskab mod de bibelske skrifter og Helligåndens tale og i en kontinuitet med kirkens tradition. 

 

Vi bidrager gerne til det fortsatte liturgiske arbejde.

Preben Dessau

Jeg har læst de 2 pixi-udgaver "hvem bestemmer" og "gudstjeneste" og jeg synes de er rigtig gode.

Og heldigvis er jeg også kommet i besiddelse af STIFTS magasinet nr. 2, 2019

Desuden har jeg deltaget i Højmesser i mine 2 lokale kirker – Fredensborg Slotskirke og Asminderød Kirke.

 

Da jeg var ca 14 år – i hvertfald efter min stemme var gået i overgang! Sang jeg i Slotskirkens kor hver søndag.

Det var givende og lærte mig grundlaget for den tro jeg har i dag.
 

Når jeg senere har deltaget i Højmesser har jeg været glad for at kunne følge med. Der er en fast forretningsgang – så jeg er på sikker grund.

Det er behageligt fordi jeg så kan koncentrere mig om teksten.
 

Så rammerne er jeg ikke uenig i.

Men jeg vil så gerne at der er en lettere stemning i kirken. At VI kan se og hilse på hinanden.
 

At det er en hyggestund. Og vi kan forvente at få noget med hjem.
 

Derfor vil jeg at Højmessen skal være det faste holdepunkt og med det samme indhold. GRUNDlaget for vores kristendom.

 

Fordi det er rædselsfuldt at modernisere noget der er over 2000 år gammelt.

 

Men der er jo mulighed for at lave alternative gudstjenester.
 

Dels kan de lægges på andre tidspunkter.

Dels kan ”alternative” jo være stort set alt i relation til vores tro.
 

Derfor tror jeg, at for at få flere til at komme til højmesse, så skal der disse alternative eller specielle gudstjenester til.
 

Man kan introducere andre sange og salmer

Det er muligt at invitere en særlig gruppe (forældre og babyer) især fædre vil det være

godt at få med.

Konfirmander er jo ”tvangsindlagt” til at gå i kirke før og gerne efter konfirmationen.

Men særlige gudstjenester for dem ville måske få dem til at fortsætte besøget

Her skal der være musik for deres aldersgruppe og teksten skal have udgangspunkt i deres

problemer og spørgsmål. Måske de kunne sende deres spørgsmål til præsten og få dem besvaret

ved gudstjenesten. En slags brevkasse.

 

At forklare teksten: Hvorfor går vi i kirke? Hvad er det vi tror på.?

Desuden kan disse gudstjenester så få lidt mere farve.

Lidt lettere stemning. Det salvelsesfulde kan gemmes noget af vejen.

Vi kan vise glæden ved at vi har den tro vi har.

Vi skal have at vide at der er noget der er større end os selv. Det skal vi tilegne os ved at tro.

Og troen skal vi få og styrkes i ved netop at gå i kirke – til den rigtige Højmesse.

Fordi det er godt for os.

Vi skal vide hvorfor vi går i kirke.

Majestæten har jo også udtrykt ønske om mere farve, mere glæde og liv i kirken!
 

Fx. Hver uges gudstjeneste relaterer sig til ugen der gik og ugen der kommer og dagens

Og gudstjenesten skal være lokalt forankret. (hvilket betyder at der gerne må snige sig stof fra DK og EU og Verden ind, men relateret til lokalsamfundet.

At der hele tiden er fokus på ”hvad betyder det for mig” ”hvad skal jeg gøre”


 

”Du” skal være ”Vi” selvfølgelig. Jeg mener ikke mig selv, men til mig som menneske. Kan godt være Vi for at understrege fællesskabet. Men DU kan også referere til os

”Hvad Du vil tale til mig” !

at tro

at kunne tro

at lære at tro

fordi den der tror …...ikke skal fortabes, men Jeg kan forstå det – men lad os hjælpes ad.

Steen Dilling

Vedr. Folkekirkens liturgi

Jeg mener, at der især bør arbejdes med tekstrækkerne. Det kan ske efter de retningslinjer, som de to fhv. professorer Troels Engberg Pedersen og Mogens Müller har foreslået (bl.a. i Præsteforeningens blad Præsten). Det kræver en ekspertkommission, som blandt andre kunne omfatte de to nævnte.

Drejø Sogn

Vedrørende det iværksatte arbejde omkring liturgi og gudstjenesteliv!

Hermed følger en tilbagemelding fra Drejø sogn, dvs. Drejø, Skarø og Hjortø i det sydfynske ø-hav.

 

Som sognepræst i en kvoteret stilling for en lille menighed har jeg efter modtagelse af det fra Stiftet tilsendte materiale

i første omgang gennem den lokale beboerforenings udgivne ”Drejøposten”, der leverer allehånde praktiske oplysninger

og også har en kirkeside – orienteret om den debat, som man fra biskoppeligt hold har ønsket iværksat og også om de

rapporter og pjecer, som i den forbindelse er blevet tilsendt menighedsrådet.

 

På kirkesiden blev menigheden også opfordret til fremover at give sit besyv med, hvis man havde diverse synspunkter

på gudstjenesten og dens form – og gerne kontakte mig skriftligt, telefonisk eller direkte. Dog – postkassen har været tom,

og telefonen har ikke ringet desangående.

I forbindelse med et par menighedsrådsmøder har jeg haft et punkt, hvor jeg yderligere har orienteret og også søgt at

befordre en samtale om gudstjenesten – også ud fra samtalekortene .,”Kort om gudstjenesten”. Det har også fungeret

fint igangsættende.

 

Af umiddelbare reaktioner har en enkelt (menighedsrådsmedlem) ytret, at pjecerne var skrevet lidt for indforstået, mens

et andet medlem har haft et ønske om en tydelig angivelse af, hvornår man rejser/sætter sig under gudstjenesten. En

mindre hyppig kirkegænger (deltids-beboer), som har det tungt med altergangen, hvæsede også af trosbekendelsen, som 

vedkommende fandt var ”noget katolsk sludder” – men her er jeg nu ved at bygge bro til de oldkirkelige formuleringer!

 

Men i det store og hele – efter gentagne opfordringer til at fremkomme med kritik – eller ønsker om eventuelle ændringer

i liturgi eller gudstjenesteform, så synes menigheden i Drejø sogn at finde den nuværende gudstjenesteform god nok, som

den er. Det er en langt overvejende ældre menighed, og der synes at være almindelig og udbredt tilfredshed med at kunne

komme i kirke, og der umiddelbart kunne føle sig hjemme i den gængse højmesseform.

 

Selv synes jeg, at det har været et vældig godt initiativ, som nok mest vil have bud til større menigheder med mere aldersspredning

og især bykirker. Men det har været fint at arbejde med både pjecer og rapporter og samtalekort.

E

Karsten Ellemann

Først skal I herfra have en stor tak for en på mange måder rigtigt god konference hvad angår indlægsholdere og “dirigenten”.
 

Blev lidt klogere og inspireret.

Men som lægmand der deltager i en højmesse undrer jeg mig over hvorfor trosbekendelsen “fredes” i debatten om liturgien,

Nadveren er jo en anden vigtig del af liturgien hvor jeg så gerne kunne ønskes der af sættes nogle minutter til refleksion efter nadveren hvor der spilles stille musik.

 

Personligt oplever jeg trosbekendelsen som kommet fra en langt mere uoplyst tid i sprog og indhold og har svært ved at tilslutte mig det lidt naiviststiske indhold især omkring evigheden. Det er for mig at se et væsentligt element i liturgien at man selvfølgelig fremsiger en fælles trosbekendelse.
 

Min opfattelse er den virker fremmedgørende og afskærer / skræmmer nogle deltagere.

Kunne man med respekt for sin historie, formulere trosbekendelsen i retning af eksempelvis Aukens med en vigtig tilføjelse omkring evigheden.

Jeg er klar over den ikke lige kan ændres, men kunne der åbnes for muligheden af at fremsige en alternativ og biskoppelig godkendt variant som for eksempel følgende:


 

Død, mørke og ondskab - bliv os fra livet.

Vi tror på Gud Fader, som har skabt verden og formet os i sit billede. Gud som har givet livet skønhed og mening. Gud, hvis hænder vi kan læne os tilbage i og give slip. Gud, som omslutter os med sin kærlighed og tænder lys i vores mørke. Gud som igennem sin søn Jesus Kristus har givet os håbet om genopstandelsen

Vi tror på Guds søn Jesus Kristus, som hver dag giver os en ny chance. Jesus, som har sagt god for os og holder hånden over vores hjerter, når vi går til angreb på os selv. Jesus som har ofret sig for, at vi altid skal kunne leve vores liv frit og taknemmeligt uden skam og skyld.

Og vi tror på Helligånden, den stærke kraft der binder os sammen og skaber fællesskab blandt mennesker. Helligånden, der giver os inspiration, opfindsomhed og mod på tilværelsen. Helligånden, der ånder sin sandhed ind i hver af os og holder os i live.

John Juul Eriksen

Vedr. debatten om folkekirkens liturgi.

 

1. Liturgien skal have en fast og fælles kerne, så den er genkendelig fra kirke til kirke; men med mulighed for lokale variationer og tillæg.
 

2. Den nuværende liturgi bør derfor ændres, så den lokale præst og det lokale menighedsråd i fællesskab finder frem til læsninger og kollekter; men mønsteret skal være fast fra kirke til kirke.
 

3. Læsningerne fra Gl. Testamente i den nuværende liturgi er årsag til, at mange medlemmer af folkekirken bliver væk fra højmessen. Læsningerne fremstår uforståelige, og for mig selv er de uden mening i forhold til den øvrige gudstjeneste. Den danske folkekirke skal ikke være en undervisning i det gamle Israels historie, men give et svar på nutidige menneskers åndelige og eksitentielle spørgsmål.
 

4. Bønner bør moderniseres. Ofte bliver der fremsagt bønner med et uvedkommende indhold. Den lokale præst skal have lov til selv at udvikle bønnernes indhold.
 

5. Præst og menighedsråd skal have frihed til at vælge salmer og sange, der ikke findes i salmebogen og dens tillæg.
 

6. Lovprisninger såsom halleluja og Hellig, hellig er Herren er latterlige i et moderne sprog og giver mange dåbsgæster en oplevelse af middelalderlig katolicisme og bør derfor ikke være en del af en fælles liturgi.

Torben Eriksen

 

Inden man begynder at ændre på rammerne af gudstjenesten, liturgien, burde man nok se lidt på det åndelige indhold i – og udfyldelsen af - de eksisterende rammer.
 

Når jeg kommer i kirken, beskæmmes jeg ofte af, hvad jeg oplever som åndløsheden i og forfladigelsen af ritualerne.
 

Indgangsbønnen - og andre bønner med den – bliver læst op af en lille seddel som var det fiskerinoteringer (hvis nogen kan huske DEM?) og oftest uden nogen øjenkontakt med menigheden.
 

Den slags virker ikke..
 

Indfølte bønner og velsignelser – udtalt med troens kraft - kan dog ellers have stor effekt.

Var det mon for meget forlangt, at de ansatte kirketjenere lærte den smule tekst udenad, så de kunne koncentrere sig om dem, bønnerne må formodes at gælde?
 

kunne vi føle os rørt.. Og er det ikke dét, det hele handler om?

..at vi i kirken bliver rørt i vort inderste og mærker Guds nåde på krop og sjæl.?

**

Desuden virker det på mig utroligt distancerende, når præster oplæser deres sammenflikkede manuskript fra prædikestolen. Det bliver alt for mentalt, når fokus er på det skrevne. Det er jo ikke et foredrag.

Enhver åndrighed, der måtte opstå - i nuet – i mødet med menigheden, er på den måde oppe mod hård modstand mod at blive italesat.

Anbefalingen må være, at præsten højst udfærdiger et mindmap eller en stikordsliste på sin prædiken over dagens tekst og i stedet holder sit faste fokus på kontakten med menigheden.
 

Vi må have troen på, at de rette ord i kirken kommer til os i rette tid, tilbage..
 

**

Jeg ser ingen grund til at diskutere at ændre rammerne, så længe de gamle ikke er fyldt ud..!

**

Tak.. fordi I nåede helt herned.. :-)

Andreas Exner

Jeg kunne godt tænke mig, at når præsten har prædiket, skal hun ikke sige mere end for eksempel lovprisningen og den apostolske velsignelse.

Jeg synes, det er så forstyrrende at høre om alle de forskellige ting, - så som næste møde i menighedsrådet… salmesangsaften med konfirmanderne… babysalmesang…, hvor mange penge der blev samlet ind… osv. Osv. , - når man lige har fået dagens tekst og præstens prædiken at tænke på. Og gerne vil ”videre” med det.
 

Jeg kunne foreslå, at de meddelelser kom enten allersidst i gudstjenesten lige før udgangsbønnen eller måske lige før postludiet. Før gudstjenesten??

F

Kathrine Fischer pva. Samtaleforum for Unge og Kirke Danmark 

Høringssvar på vegne af Samtaleforum for Unge og Kirke (S.U.K.) Danmark


Selvfølgelig skal vores liturgi i Folkekirken være bygget på et godt evangelisk luthersk grundlag.
 

Når det så kommer til unge og kirke - unge og gudstjeneste - så må man have øje for, at fundamentet stadig er nyt og i udvikling. Men at der er et fundament, som folkekirken og gudstjenesteformerne skal være med til at understøtte.

 

Derfor bliver det en fin balance mellem genkendelighed og forandring. Eller m.a.o. at gudstjenesten er stabil og tryg, og stadig kan rumme vores forskellighed.

 

I S.U.K sidder vi forskellige repræsentanter fra forskellige folkekirkelige organisationer og fra folkekirkens stifter. Gældende er det for os alle, at vi gerne vil have at vores børn og unge er inkluderede i gudstjenesten i folkekirken. At de føler, at det er deres gudstjeneste, deres tilhørsforhold, deres kirke. Derfor er det afgørende at have en rummelig gudstjeneste med mulighed for forandring (f.eks. sprognuancer, længde, udtryksformer, lokale), men også have en stabil og genkendelig gudstjeneste, som minder os om at folkekirken er én kirke på tværs af landet. (Evt. a la carte)
 

Gudstjenesten og liturgien skal ikke føles svær at få over vores mund, men være i et naturligt (evt. mytisk) sprog, hvor de unge kan spejle sig selv. Den skal kunne rumme at være inde i kirkerummet og være ude i naturen, skal kunne rumme at blive gennemført af gejstlige og lægfolk, skal kunne rumme at blive sagt af livserfarede munde og ungdommelige munde. En gudstjeneste, hvor vi føler os rummet både med ord, handling, rum og sanser.
 

Gudstjenesten skal tale til de unges fællesskabsfølelse: et fællesskab med kammeraterne, med kirkens menighed og med den treenige Gud.
 

For at fællesskabet kan være på tværs af menigheden i den lokale kirke skal vi sikre os, at vi ikke skaber et A-hold, dem som kommer til højmessen, og et B-hold, dem som kommer til øvrige gudstjenester. Vi må arbejde på at en BUSK-gudstjeneste har samme status som højmessen, at spaghettigudstjenester ikke ses som anden rang, at Nat-kirken ikke kun er et springbræt, men målet i sig selv, eller at gudstjenesten på sommerlejren bliver prioriteret af præster, menighedsrådet, provst og biskop.
 

Vi skal skabe gudstjeneste, hvor mennesket er rummet, som de er, unge eller ældre. Det gør intet, at vi ikke altid føler os set i den enkle gudstjeneste, men der skal være en mulighed for at blive set i liturgien og de kommende gudstjenesteformer.
 

Dermed vil vi afslutningsvis takke biskopperne for at starte liturgidebatten, og opfordrer til, at når der skal arbejdes yderligere med liturgien og den kommende proces, at man inviterer ikke blot præster, som arbejder med unge, men også de unge selv med til arbejdet. Det gælder både de unge som er medlem af de kristne foreninger, men os de unge, som ikke er medlem af foreninger.

Fællesskabet Kirkelig Fornyelse

G

Frode Gimm

Et punkt i liturgien virker ulogisk for mig. Når præsten har sagt: “Lad os bekende vor kristne tro”, starter man med ordene “Vi forsager djævelen og alle hans gerninger”.

 

Det virker fuldkommen ulogisk på mig, at man bekender starter med at forsage, når det er troen man vil bekende.

Forsagelsen hører da ikke med til trosbekendelsen. Det er noget, man kun bruger i Folkekirken - mig bekendt bruger ingen andre protestantiske kirker, den Katolske kirke eller andre kristne kirkesamfund det.

Når man bekender troen burde man da kun bruge selve bekendelsen og kun den,!

I ingen af folkekirkens bekendelsesskrifter står der noget om forsagelsen. Efter vist noget, man begyndte med engang i 1800tallet.

 

Jeg synes man skulle fjerne den, da den ikke er en del af bekendelsen..
 

Eller burde præsten sige,

“Lad os forsage djævelen og bekende vor kristne tro” - så skilles tingene da rigtigt ad.

Anders Graversen, Ole Lyngvåg & Jens Christian Raabjerg Larsen   

Her er nogle bemærkninger fra sognepræsterne i Kingo-Samuel Sogn, udarbejdet i maj 2020, til de liturgiske fagudvalgs tre rapporter:

Liturgiarbejdet i Folkekirken, bemærkninger fra Kingo-Samuel Sogn

Grene Sogn, Billund

 

  • Spørgsmål, der kan være gode at stille i forhold til gudstjeneste, liturgi og fornyelse: Hvad er godt? Hvad er du glad for? Hvad får dig til at komme?
     
  • Der er bred enighed i alle grupper om at der bør være et konservativt forhold til højmessen. Den skal vi værne om, fordi der skal være en stor grad af genkendelighed. Til gengæld må alle andre gudstjenester gerne være mere frie. Alternative gudstjenester kan for nogle blive en indgang til kirken og den mere traditionelle højmesse.
     
  • Forskellige syn på hvor stor frihedsgraden skal være i forhold til f.eks. tekstvalg og salmevalg. Sproget må gerne fornys, fordi gudstjenesten skal være til at forstå. Dette gælder i særlig grad nadverritualet, som kan virke tungt på nogle. Dåbsritualet kan muligvis også trænge til en opdatering, eftersom der bliver flere og flere dåb af voksne, og netop ved voksendåb kan det virke malplaceret at høre om Jesus og de små børn.
     
  • Nogle præster byder velkommen til gudstjeneste. Det er der delte meninger om, idet nogle finder det imødekommende, mens andre finder det upassende. I det hele taget bør der tænkes over, at der også skal være plads til de mere blufærdige i gudstjenesten.
     
  • På musikområdet må tonelejet gerne sænkes, så det bliver lettere at synge med. Og det kunne være en god idé med et større samarbejde mellem præst, organist og kirkesanger i forbindelse med planlægningen af gudstjenester. Flere nye salmer vil være en god ting. Samtidig er der også en stor og rig salmeskat, der bør bæres videre til nye generationer.
     
  • Hvordan får vi flere unge mennesker ind i kirken? Det er et svært spørgsmål, men babysalmesang og alternative gudstjenester kan være en mulig vej at gå. Andre steder er ”Hvorfor-gør-vi-sådan”-gudstjenester (bl.a. i forbindelse med opstart af konfirmander) taget meget godt imod.

 

I håb om at stikordene er til at forstå, og at de kan bruges til noget.

Gunder Gundersen

Hej 

Jeg søger dokumentation for udsagnet på s. 31 i rapporten 'Gudstjeneste', hvor der står: 

 

En statistisk undersøgelse estimerer, at der i 2016 afholdtes ca. 170.000 gudstjenester med i alt cirka 10 millioner deltagere. Til sammenligning gik der samme år godt 2,9 millioner i teatret og godt 4,1 millioner på kunstmuseum. 

 

Er det muligt?

H

Hanne Uhre Hansen

Klik her på link til pdf til svar fra liturgisamtale ved Stiftsrådsmøde i Fyens Stift.

Kaj Hansen

På opfordring af flere sendes hermed mit læserbrev, som kunne ses i 
Kristeligt dagblad d.1. februar.

 

Gudstjenesteformen diskuteres i denne tid, og der argumenteres for, at den skal ændres, så den i højere grad tilpasses ikke kirkevante. Desuden stiller mange sig kritisk til, at præsten er den, der ved mest om kristendom og som derfor selvfølgelig også skal have lov til at være eksperten på området. Det kan virke urimeligt, såfremt de, som er trofaste kirkegængere og er godt tilfreds med den nuværende form for gudstjeneste, skal kastes ud i eksperimenter, som måske er i modstrid med det, som de har været tilfreds med og er kommen for. På alle andre felter er det meget in at lytte til eksperter, der under stor glorværdighed får lov til at udfolde sig, og man ville vel ikke tænke på f.eks. i fodbold at lave reglerne om, fordi nogle ikke sportsinteresserede fandt det helt forkert, at man i dette spil ikke må bruge hænderne, og måske sagde, at de af den grund ikke kom til kampene. Rør ikke ved gudstjenestens form og indhold. Den skal være for dem, som kommer i kirken og ikke laves om, så den passer for dem, som ikke kommer. Hvis vi skal have flere i kirke, skal det gøres ved at missionere for det, som sker og skal ske i kirken.

Peter Nord Hansen

Tak for anledningen til at tilkendegive overvejelser om det igangværende liturgiarbejde i Folkekirken.

Tak for gode og relevante rapporter og mindre skrifter fra fagudvalgene. Det er efter min vurdering med til at kvalificere debatten.

Jeg vil gerne bidrage med lidt overvejelser om forholdet mellem frihed og fasthed i gudstjenestens liturgi – forstået som højmessens liturgi.

 

Min baggrund er, at jeg har været ordineret i 27 år og har holdt gudstjenester i mange forskellige sammenhænge ud over landet i mere end 120 forskellige kirker. Ofte har det været særgudstjenester og i samspil med unge eller andre kirkeaktive arrangører - men ind imellem har det været højmesser.

Jeg har gennem årene for min egen del lært at sætte pris på højmessens liturgi, men ser samtidig muligheder i at løsne grebet lidt og skabe grundlag for udvikling og tilpasning af nogle af elementerne i gudstjenesten.

Jeg har alle årene været ansat i Indre Mission i forskellige stillinger – de første 9 år som daglig leder af vores ungdomsarbejde på landsplan.

Derudover er jeg fast deltager ved højmessen i mit sogn, så vidt muligt hver søndag.

 

Nu til sagen:

Jeg tror, det bliver afgørende at finde en god balance mellem fasthed og frihed. På den ene side er det for mig at se umuligt at komme uden om et ønske fra mange præster, kirkelige medarbejdere og gudstjenestedeltagere om en større frihed i forhold til den faste liturgiske ramme om højmessen. Samtidig tror jeg, der er mere i spil, end man ved første øjekast antager.

Hvis ikke det lykkes at fastholde nogle liturgiske minimumskrav til en højmesse, vil gudstjenesterne i de forskellige sogne formodentlig blive mere og mere forskellige og blive formet af forskellige teologiske holdninger, så tendensen til opdeling i profilmenigheder vil eksplodere. Den udvikling kan vi måske ikke bremse. Jeg ved heller ikke om jeg ønsker det. Men det udfordrer naturligvis sammenhængskraften, hvis liturgien i sognene efterhånden bliver så forskellig, at man ikke kan være i gudstjenesten, hvis man ikke deler præstens eller menighedsrådets teologiske holdninger.

 

Jeg tror balancen skal findes ved øget frihed i en tydelig fast forpligtende ramme. En liturgikommission (eller bispekollegiet) må fastlægge en ramme med få faste led og ritualer, som skal være med, dog ikke nødvendigvis i en fastlagt rækkefølge, og med øget frihed til at forme gudstjenesten i øvrigt med inddragelse af menigheden, bønner, læsninger, sange af forskellig art m.m. (minimums autorisation)

 

Mit bud er, at en højmesse skal indeholde

  • trosbekendelse (den apostolske eller den nikænske)
  • minimum én tekstlæsning ud over prædiketeksten
  • prædiken over en fast tekstrække (gerne med mulighed for at vælge at prædike over GT-tekst eller lektie-teksten)
  • faste led i dåbsritual og nadverritual (gerne som nuværende)
  • Fadervor
  • den aronitiske velsignelse

Jeg tror, det er vigtigt, at en kommende ritualbog også kommer til at indeholde forslag til ind- og udgangsbønner, kollektbønner, kirkebøn m.m. så præsten kan vælge at benytte disse, når gudstjenesten skal tilrettelægges. Samtidig med den større frihed skal der nok også være mulighed for de præster, som ønsker at holde sig til en mere fast form hele vejen.

 

Gudstjenesten skal ikke ejes af nogen, men skal tilbydes til alle.

Det, jeg kan frygte, hvis liturgien bliver sat helt fri, er at Folkekirken bliver udvandet og mister sit egentlige indhold. Den uro næres hos mig af nogle af de indlæg, jeg har set fra enkelte kirkelige aktører, der argumenterer for, at vi skal ændre såvel trosbekendelse som ritualer, så folk i vores tid kan forstå dem. Man kan naturligvis vælge den konservative tilgang og kæmpe for at intet skal ændres. En anden vej at gå er at udpege det, som ikke bare er udtryk for stil, tradition og kultur, men som har med kernen at gøre. Det uopgivelige til enhver tid for en evangelisk luthersk gudstjeneste. Hvis vi på nogen måde kan blive enige om, hvad dét er, og enige om, at det skal fastholdes, giver det efter min opfattelse grundlag for at give større frihed på alt det andet i gudstjenesten.

 

Der må være grænser for friheden. Kirken skal ikke give folk det, de vil have, eller det, de mener at have brug for. Kirken skal gennem forkyndelse, sjælesorg og forvaltning af sakramenterne formidle det kristne evangelium om Jesus Kristus som verdens frelser til mennesker, der ikke anede, at de havde brug for en frelser. Hvis vi vil ændre eller fjerne alt det i gudstjenesten, man ikke umiddelbart forstår, bliver der ikke meget kirke og kristendom tilbage. På den anden side skal det bibelske budskab formidles ind i den tid vi lever i. Derfor må vi, efter min vurdering, være åbne for at udvikle og forme gudstjenesten så meget vi kan, uden at ændre indholdet. Som en tydelig evangelisk luthersk kristen kirke skal vi komme tiden i møde. Så vil mange danskere også opdage, at de her finder grundlag for trøst, håb og fremtidstro som de ikke finder andre steder.

Christine Harttung

Først god Idé med et Sted, hvor man kan give sin Mening til Kende.

 

Trods flere læste Artikler er det stadig ikke gaaet op for mig, HVORFOR

det er nødvendigt med en ny Liturgi. Ej heller, HVEM der har fundet paa den Idé.

Jeg mener, Præsterne kan det ikke være, for de har jo studeret Teologi, eller er

Studiet blevet saa udvandet, at man ikke længere lære at forstaa, hvor vigtigt det er

at holde fast i Traaden bagud.

Ja, faktisk vigtigere end nogensinde, saadan som Verden ændrer sig med 7-Mileskridt.

Til det værre! Det er klart, at der gennem Tiden er foretaget Ændringer, det er jeg

klar over.

Efter min ringe Mening er der et helt andet Projekt, som kræver Opmærksomhed:

GENoptræning eller GENopdragelse, GENindføring i Kristendommen.
 

Jeg synes i og for sig ikke at Kirken skal blande sig i Politik; men skulle den endelig,

saa var det for at "prædike" GENindførelse af Kristendomsundervisning i Skole og

Gymnasium, og derved naturligvis ogsaa i Uddannelsen af de fsk Lærere.

For paa den Maade ville alle vide, hvad vi taler om.
 

Det paastaas jo, at Danmark er et kristent Land, men hvis Uvidenheden faar Lov til at brede sig yderligere.....
 

I Kristeligt Dagblad er der været flere Artikler og Læserbreve, som giver udtryk for det

samme som jeg ovenfor har skitseret, derfor blot til sidst Overskriften. paa ét af dem:
"Gudstjenesten er for dem, der gaar i Kirke."

Claus Hegelund

Undertegnede har læst biskopernes oplæg. I vedhæftede bilag har jeg
givet mine tanker, overvejelser og refleksioner.

Himmelev Menighedsråd

Himmelev Sogns Menighedsråd har diskuteret rapporten ”Folkekirkens liturgi – mellem frihed og fasthed” om autorisation, og vil på baggrund af en længere drøftelse afgive følgende høringssvar:

I Himmelev Sogns Menighedsråd foretrækker vi autorisationsmodel 3, ”mellemvejen”.

 

Fornyelsen i gudstjenesten kender vi allerede fra arbejdet med Den Danske Salmebog, hvor man bibeholder det gamle og fortrolige, mens man i en glidende proces introducerer noget nyt. Vi mener at denne nænsomme fornyelsesproces er én af grundene til vores stærke salmesangstradition, og vi ser ingen grund til at dette ikke skulle kunne overføres til det liturgiske felt.

 

I de sidste fem år har vi haft en yderst frugtbar proces i Himmelev Sogn, hvor liturgien flere gange har været til debat. Årsagen har været, at vi siden 2015 har arbejdet med et nyt nadverritual, som er blevet til i en stadig og gensidig vekselvirkning mellem præster, kirkemusikere, menighedsråd og menighed. I menigheden er der et stort ønske om at fortsætte med nadverritualet, og denne mulighed, mener vi, kan bedst realiseres i model 3.

 

Vi anser genkendelighed og fortrolighed i forhold til gudstjenesten for to vigtige ting, men dette må ikke blive på bekostning af relevans og mening. Nye og yngre kirkegængere må også gives mulighed for at blive fortrolige med kirken – og dette kræver i vores optik, at det, der siges og gøres i kirken, er nogenlunde forståeligt. Dette er ikke tilfældet med den nuværende gudstjenesteordning, hvorfor vi anser fornyelse i både sproglig og liturgisk henseende for afgørende. Ønske om fornyelse sker dog ikke kun af hensyn til de nye kirkegængere. Det har været interessant at opdage, at det er de garvede kirkegængere, som især har udtalt sig, og som ikke ønsker en tilbagevenden til de gamle nadverliturgier.

 

Hvis og såfremt model 3 bliver en realitet, kunne vi ønske os en meget konkret model for processen omkring gudstjenestens endelige, lokale udformning. Skal præster og menighedsråd blot sætte sig ned og beslutte sig for form og ordlyd? Eller skal gudstjenesteformen i høring hos menighedsrådet og hos menigheden? Skal der ske flere ”behandlinger” af forslag (i stil med lovarbejdet)? Og hvordan og hvor ofte evalueres der på ordningen? Skal der være klare regler for dette? Eller skal processen blot være anbefalinger i form af et idékatalog?

 

Vores bekymring i forhold til model 3 drejer sig om tilsynets rolle. Når tilsynet ikke længere er en ”tjekliste” (hvor det relativt nemt kan afgøres, om man følger ritualbogen eller ej), men dialog og sparring, ligger her en indbygget risiko for udøvelse af magtfuldkommenhed opad i systemet.

 

Risikerer vi, at det er biskoppernes individuelle synsninger, der fremover skal afgøre liturgien i de enkelte sogne? Eller hvordan sker den teologiske vurdering af de enkelte sognes liturgiske tiltag?

 

Hvis model 1 eller 2 vælges:

Vi ser en stor risiko for tab af kirkegængere ved valg af såvel model 1 som model 2.

Hvis man vælger model 1, ”den konservative”, frygter vi for at vores yngre kirkegængere vil sive. Vi mener ikke at denne model har fremtiden for sig, og er bekymrede for, at tendensen med

mange liturgiske ændringer ”fra neden” vil brede sig og forstærkes, således at formålet med at vælge den konservative model, nemlig genkendeligheden, alligevel vil forsvinde.

Vælges model 2, ”den frie” ser vi omvendt en risiko for at de faste kirkegængere siver. Vi kunne også være bekymrede for at der fremkommer et rent anarki af lægprædikanter og fantasifulde liturger, og at den faste rytme og genkendeligheden vil være svær at bibeholde. Gives også tekstvalget frit, kunne man frygte, at menigheden lidt for ofte måtte lægge øre til præstens kæpheste.

I Himmelev har vi erfaring for, at ritualer skal have lang tid til at bundfælde sig. Forestiller man sig en gudstjenestemodel, med mange og hyppige ændringer, vil fortroligheden med ritualerne og gudstjenesten gå tabt.

 

Disse var overvejelser fra et enigt menighedsråd.

Hjermind menighedsråd

Til biskopperne liturgiudvalg

 

Hjermind menighedsråd gennemgik på menighedsrådsmødet den 19/11 -2019 hæftet ”Hvem bestemmer”. Og efter gennemgangen havde vi en samtale om de spørgsmål som hæftet lagde op til med udgangspunkt i vores sogn, samt også med udsyn til folkekirken mere generelt.

 

Vi har gennem de senere år forsøgt os med forskellige tiltag i forbindelse med vore højmesser. Og vi har i den forbindelse gjort os en række erfaringer. Vi har forsøgt os med lægmandslæsninger, lægmandssalmevalg med præsentation af den valgte salme og brug af diverse tillæg. Aktuelt har vi fået tilladelse til at holde Taizégudstjeneste i stedet for almindelig højmesse en gang om måneden. Alt sammen har holdt sig inden for det autoriserede ritual, og hvor vi har afveget herfra, har vi søgt tilladelse hos biskoppen. Vores erfaring er, at vi har haft gode muligheder for at eksperimentere inden for de rammer, der nu engang er. Omvendt har vi måske også holdt lidt igen med at tænke nyt, da det jo altid forudsætter indhentning af tilladelse. Det er en struktur, der indirekte giver indtryk af, at vi helst bare skal holde os til ritualet. 

 

I menighedsrådet var der ikke fuldstændig enighed om, hvilken af de tre modeller vi kunne tænke os at tilslutte os. Men der er en klar holdning til en vis opblødning af den nuværende ordning. Dermed er der ingen, som ønsker model 1 ”den konservative”. Alligevel ønsker en stor del af menighedsrådet at bevare gudstjenestens genkendelighed og en vis autorisation af f.eks. evangelietekstlæsninger. 

 

Men i menighedsrådet er der også enkelte, som ønsker model 2 ”den frie”. Argumentet er, at det giver en masse muligheder til at tænke nyt. F.eks. blev det nævnt, at man kunne læse et evangelium fortløbende, man kunne undgå tekster, som kunne virke kontraproduktive. Her var den forudgående søndags læsning ( Åb. 7, 1-12(17)) et eksempel, som blev brugt. Er det virkelig nødvendigt at læse sådan en tekst, når der sidder 60 dåbsgæster? Og der var egentlig enighed om, at det kunne være godt, om man lige kunne skifte den tekst ud, eller springe den over. Der blev også argumenteret for, at man jo kunne bevare en mere konservativ gudstjeneste, selvom man tilsluttede sig model 2. Menighedsrådet kunne generelt se spændende perspektiver med model 2, men der var dog også en række forbehold.

 

Som argumenter imod model 2 var der særligt to hovedargumenter. Det ene var sådan i ”helikopter perspektiv”. Der var en vis bekymring for, hvad det ville gøre ved folkekirkens gudstjenester landet over. Ville man kunne genkende gudstjenesterne rundt omkring. Ville folkekirken kunne bevare sin enhed og genkendelighed? Eller ville gudstjenesterne blive så mangfoldige og forskellige, at man ville miste noget af gudstjenestens ro, tryghed og historiske forankring. Et andet argument imod var, at det ville være et krævende arbejde, for både præst og menighed, at skulle skabe en liturgi, finde tekster, sange/salmer og bønner til hver eneste

 

gudstjeneste. Men der var også enighed om, at det i bedste fald kunne skabe noget engagement og medejerskab af gudstjenesten, hvis der var en menighed, der ønskede at tage sådan en udfordring op. 

Som konklusion må det siges, at Hjermind menighedsråd anbefaler model 3. Menighedsrådet er enige om, at det ville være frugtbart for folkekirken, om vi lempede reglerne og frisatte præst og menighedsråd til selv at vælge f.eks. kollekter, salmer/sange og til f.eks. at skifte enkelte lektie eller epistellæsninger ud, uden at skulle indhente tilladelse. At der er et større frirum til eksperimenter og mulighed for at ændre ting, der fungerer dårligt. F.eks. ved dåb af voksne, hvor vores liturgi i høj grad er rettet mod barnedåb. 

 

Omvendt vil den overvejende del af menighedsrådet gerne bevare en god del af liturgiens rod i historie og tradition, samt dens genkendelighed. Derfor er konklusionen, at den model, der bedst beskriver det samlede menighedsråds holdning, model 3.  

Martin Lysholm Hornstrup

Kære biskopper

Tillykke med et fint arrangement forrige lørdag. Det gav en god oplevelse af, at være samlet med hele den folkekirkelige familie. Og alle forhindringer til trods, lykkedes det at få et spændende og flydende program ud af dagen.

Jeg takker også for at få lov at bidrage til workshoppen om musik i gudstjenesten.

Jeg vil dog også gerne udtrykke min bekymring over, at formiddagens oplæg alle var forholdsvist akademisk tunge. Jeg synes det var inspirerende. Men jeg er bekymret over, om mange står af pga. niveauet. Og jeg er bekymret for, om fremtidens debat om liturgi i folkekirken kommer til at foregå på samme niveau.
Det er bare så essentielt, at ordene skal blive kød, også i denne sammenhæng - og vi har i mine øjne brug for meget mere krop på debatterne fremover.

Og så må jeg sige, at jeg er i tvivl om, hvor den seriøse og kreative debat om liturgisk arbejde blandt organister foregår henne. Og hvor det er, man tager afsæt i den musiske/poetiske som udgangspunkt for debatten frem for det teologiske og historiske.
Har biskopperne nogle bud på, hvordan vi får inviteret organisterne ind i debatten?

I mine øjne er liturgisk faglighed netop en delt faglighed mellem præster og kirkemusikere og det er bare så ærgerligt, hvis organisterne altid skal føle, at de kommer på udebane, så snart vi diskuterer liturgi.

Spændende hvad der ligger foran os - det står i alt fald klart for mig efter konferencens, at højmessen er en stor skude at vende, og at der er mange følelser i spil.

Ser frem til at følge debatten og udviklingen.

I

Indre Mission, Ikast

Hermed input til spørgsmålene om Gudstjenesten i nutid og fremtid fra Ikast Indre Mission

Vi har haft en god drøftelse omkring det vigtige emne!
 

Svar på spørgsmål om Gudstjenesten

 

Svar til spørgsmål 2

Vi tror det kan være godt for engagementet og ansvarligheden i menigheden at uddelegere opgaver:

Feks. Ind - og udgangsbøn. Tekslæsning. Kirkebøn.

 

Svar til spørgsmål 3-4

Det giver tryghed og genkendelighed.

 

Svar til spørgsmål 5

Vi ønsker det nuværende liturgi, men kan løftes mere til nutidigt sprog, også at få mere lovsang ind i kirken.

 

Svar til spørgsmål 6

Hvis liturgien bliver mere fri, kan ulempen/frygten være, at det kan føre bort fra det egentlige. At det bliver mere kulturelt, og at indholdet bliver udvandet.

 

Svar til spørgsmål 7- 8

Det giver stor værdi, da den enkelte kan forberede sig på dagens tekst.

Forslag til at udvide tekstrækkerne, og på den måde komme bredt igennem hele bibelen.

 

At prædiketeksten også kan være fra GT

 

Det vil fritage præsten for ansvaret i at komme omkring det hele når det er fastlagt, så alle aspekter i troslivet bliver mødt. Her tænker vi på Synd – Tilgivelse – Nåde. Ligeledes kirkeårets højtider

 

Svar til spørgsmål 9 -11

Dåben hører til i gudstjenesten, hvor menigheden danne ramme omkring det.

 

Formulere indledning til dåben på mere nutidigt sprog, uden at indholdet bliver utydeligt og udvandet.

Overvej andet ord for:  ”Ind og udgang”  ”histet”   ”inddrag”  ”indlem”

Dåben er en vigtig del i gudstjenesten, hvor jeg som menighed bliver mindet om, hvad det er for en gave jeg har fået i dåben.

 

Svar til spørgsmål 12 -13

Stor betydning

 

Svar til spørgsmål 14

Den konservative, men skifte nogle af sangene ud med Lovsang.

Supplere med Frimesse.

Ilskov Menighedsråd

Noter efter samtale om ny liturgi i Nibe-Vokslev pastoratfredag 1. marts kl. 15-17

 

Hvem bestemmer:

 

Den gode gudstjeneste er:

Et sted hvor vi i fred og ro kan tænke tanker, hvor familien kan mødes og mindes.

God prædiken med lidt humør

Gode salmer og nye salmer

Genkendelighed ved gudstjenesten

Kirkerummet virker imødekommende, smukt og roligt

En vedkommende menneskevarm tale fra præsten med emner der relaterer til menneskets hverdag

Lyse, glade salmer, præludium og postludium – Trosglæde

Rolig fordybende tid

Tiden til at synge

Muntert postludium –

Rart med skift mellem orgel og klaver

Tid til eftertanke

Fordybelse, fællesskab om troen

Rum vi har med Gud

 

Hvad vil I gerne, at en kirkefremmed siger om vores gudstj.?

Det var en dejlig gudstjeneste Det var da en prædiken, der var til at forstå

Gudstjenesten er menighedens – hvem er menigheden.

Pensionister sidder mest på kirkebænken. Når der er arrangementer hvor børn kan være med, kommer der flere børnefamilier.

Måske der kunne købes nogle timer til Babysalmesang, ville være godt at følge op med arrangementer for yngre børn. Jørgen snakker om et sangarrangement for yngre børn.

 

Genkendelighed:

Kan genkende gudstj på, at det er de samme elementer som gudstj altid har haft. Klare regler om påklædning i folkekirken. Alle Helgengudstj er unik. Stemningen gør det.

 

Frihed:

Glade salmer

Friere valg af prædiketekster, f. eks ikke gavnligt med tekst om øgleyngel til konfirmationerne og andre lejligheder hvor andre tekster ville passe sig bedre.

Dejligt at teksterne kan læses på mere nutidigt sprog.

Ønske om at flytte nogle søndagsgudstjenester til nogle lørdage

Gudstj ved solnedgangstid kl. 16. - 16.30. Måske der kommer nogle andre.

 

fra Ilskov Menighedsråd, Herning Nordre provsti, Viborg Stift

Indre Missions hovedbestyrelse

Att. Biskopperne

 

Hermed en skriftlig respons fra Indre Missions hovedbestyrelse på de biskoppelige rapporter vedr. liturgi og ritualer.

Vi ser frem til fortsat at indgå i de kommende overvejelser på forskellige vis.

 

Refleksion over de biskoppelige rapporter om liturgi og ritualer

Indre Missions hovedbestyrelse har forholdt sig til de tre biskoppelige rapporter om hhv. ”Folkekirkens liturgi” (2018), ”Gudstjenesten” (2019) og ”Dåb og nadver” (2019). Vi har allerede i efteråret udarbejdet materiale og opmuntret IM’s venner og mange andre til at blande sig i debatten.

Vi anser deltagelse i sønda­gens gudstjeneste som vigtig for alle kristne, og dermed er det også vigtigt, hvordan liturgi og ritualer udformes, fordi ind­hol­det i de enkelte led i søndagens gudstjeneste er af stor betydning for troen.

 

Der er i hovedbestyrelsen ligesom blandt IM’s venner forskellige opfattelser af, hvordan en god gudstje­neste skal forme sig i praksis. Det følgende er en fælles refleksion, hvor vi mener, at noget er afgørende at værne om, mens andet er til udfordring og inspira­tion i den fortsatte samtale og debat.

 

Folkekirkens liturgi – om autorisation og frihed

Det er ikke mange årtier siden, at folkekirken sidst fik en ny gudstjenesteliturgi. Vi er af den opfattelse, at der ikke bør ske større ændringer, men alene nænsomme tilpasninger af højmesseliturgien og ritualerne.

 

      Siden autorisationen af højmesseordningen i 1992 har der fundet forandringer sted – også uden biskoppelig godkendelse, hvoraf noget bestemt har beriget gudstjenestens liv positivt. Samtidig vurderer vi, at det aktuelle ønske om større frihed hos flere præster og menighedsråd i væsentlig grad hænger sammen med teologisk lærepluralisme i forhold til folkekirkens bekendelses­grundlag samt er et udtryk for den generelle individualisering, der præger samtiden.

 

      Vi vil anbefale, at en liturgisk tilpasning kan rumme elementer af mere frihed, variationsmu­lighe­der, sproglig fornyelse, men med en klar sammenhæng til og tydeliggørelse af kirkens evange­lisk-lutherske grundlag. Liturgi og ritualer er noget af det fælles i folkekirkens læremæssige rummelighed og er dét, som på flere måder skaber sammenhæng mellem folkekirkens menigheder. Det må vi ikke sætte over styr.

 

      Vi deler den opfattelse, at ”genkendelighed” ikke er et teologisk kriterium og kan opfattes som et litur­gisk diffust begreb. Samtidig er den liturgiske form og helhedsindtrykket af at fejre gudstjeneste udtryk for noget anderledes i sam­fun­det og noget kendetegnende for en evangelisk-luthersk gudstjeneste. Det må vi ikke sætte over styr hverken i frihedens eller modernitetens navn.

 

      Det udelukker ikke, at der kan være et lokalt præg, hvor præst og menighed finder en fælles vej inden for nogle klare rammer, hvor gudstje­nestens sprog og skikkelse ikke skygger for selve gudstjenestens (for)mål og rette indhold i samklang med kirkens grundlag.

 

      I det lys vil vi pege på en eller anden bearbejdet udgave af ”model 3”. Folkekirken skal ikke have flere højmesseliturgier eller flere ritualer for dåb og nadver. Der bør ikke udarbejdes et teologisk grundlags­do­kument, som det har været foreslået, men den øgede grad af liturgisk frihed og variationsmuligheder for præster og menigheder kan understøttes af vejledninger, der er udarbejdet af en nedsat liturgikommission. En sådan kommission kan varetage denne opgave en fastsat tid uden at være et ad hoc udvalg eller med­føre dannelse af et liturgisk råd/værksted/center, som vil kunne medføre en ensartet og centraliseret opfattelse af ”korrekt liturgi og liturgisk praksis” i folkekirken.

 

Gudstjenestens liturgi og liv

En vis fasthed i højmesseliturgien udelukker ikke, at der kan være frihed i gudstjenesteformer/-liturgier i folkekirken. I de sidste to-tre årtier har andre gudstjenesteformer ved siden af højmessen været en platform for fornyelse og frihed, hvor det har været muligt at tilpasse gudstjenesten efter et særligt tema, sigte eller segment. Så længe det er tydeligt, at det er en gudstjeneste – og at den fejres i samklang med kirkens evan­gelisk-lutherske grundlag, bakker vi op om, at præster og menigheder kan have en stor grad af frihed inden for en udstukket ramme.

 

      Når det gælder højmessen, er den autoriserede liturgi (1992) fortsat et godt udgangs­punkt for gudstje­ne­stefejringen. En nænsom tilpasning vil kunne rumme frihed til formuleringer af visse led, fx vel­komst­hilsen, ligesom der er frihed til formulering af kirkebønnen. Det vil også kunne rumme mulighed for flere variationsmuligheder – herunder inddragelse af godkendte tillæg – af visse led, fx kollektbønner, ligesom det allerede er tilfældet med Fadervor. Det bør være muligt at udarbejde en ramme for, hvad der kan ændres og besluttes lokalt af præst og menighed i fællesskab, og hvad der skal godkendes af biskop­pen, såfremt det afviger fra det autoriserede.

 

      En sproglig opdatering af højmesseordningen kan nogle steder være et rigtigt skridt for forståelsen, men ændringer vil også ofte indebære ændring af teologien og den liturgiske betydning. Derfor skal det ske var­somt. Vi forstår hensigten med at nå nutidens mennesker med en forståelig og vedkommende liturgi, men det må ikke blive det styrende princip. Vores generation har måske mere behov for at blive ført ind i guds­tjenestens liv for at opdage den rigdom, som liturgien rummer. Der er noget slidstærkt over en forholdsvis fast litur­gi, som tidligere generationer også har fejret gudstjeneste ud fra.

 

 

Dåben

Vi finder det afgørende, at folkekirken kun har ét dåbsritual, og at det er forankret i kirkens evangelisk-lutherske grundlag. Som udgangspunkt ønsker vi at bibeholde det autoriserede dåbsritual (1992) uden flere autoriserede variationsmuligheder i tekst- og bønnevalg, men hvor mindre tilpasninger kan overvejes – eksempelvis:

·        at dåbskollekten fastholdes som autoriseret, men med en sproglig tilpasning af ord som ”åsyn”, ”samfund”, ”hisset”. Vi foreslår, at ordlyden ”din menighed” – som blev ændret fra 1912 til 1992 ritualet – revideres til den oprindelige ordlyd ”din troende menighed”;

·        at det angives, at trosbekendelsen kan ske med fuld tilspørgsel eller forkortet, såfremt den er bekendt af menigheden forud;

·        at det tydeligere kommer til at fremgå under forældre- og faddertiltale, at den døbte nu er med i menigheden og kaldet til at leve som en kristen (efterfølgelsesperspektivet) – jf. rapporten side 53-54. I dåbssamtalen forud for dåbshandlingen er det oplagt at uddybe oplæringsaspektet, som er knyt­tet til dåben, men det er også vigtigt ved selve dåben at få understreget netop oplæringen til opmuntring og ansvarliggø­relse. Det gælder både ift. forældrene og ift. fadderne. Man kan overveje at formulere flere forslag til, hvordan dette kan varetages.

Vi finder det vigtigt, at dåbsritualet udtrykker en evangelisk-luthersk teologi i tydelig samklang med forkla­ringen til dåben i Luthers lille Katekismus og de relevante artikler i Den augsburgske Bekendelse (især art. 9 samt 2, 4-8, 13).

 

      Vi genkender den udfoldelse af Luthers syn på dåb og tro, som rapporten rummer (side 24-28). Hvis en fornyet tilgang til luthersk syndsteologi (sml. side 30) får indflydelse på formuleringer i et nyt dåbsritual, vil det også rumme en ny dåbsteologi. Det får ikke alene betydning for opfattelsen af begrebet ”synd”, men også for sammenhængen mellem dåb og synd, frelse og fortabelse samt en forskyd­ning til en mere udpræget skabelsesteologisk tolkning af dåben på bekostning af det kristologiske indhold.

 

      I rapporten opridses fire nutidige problemfelter vedr. forståelsen af dåben (side 18): 1) dåben som nødven­dig til frel­se; 2) arvesynd som baggrund for dåben; 3) spørgsmålet om, hvad det betyder, at man som det autoriserede dåbsritual siger bliver ”Guds barn” i dåben; 4) forholdet mellem dåb og tro, herunder barne-/ voksendåb og dåbens sammenhæng med det efterfølgende liv.

 

      For at gøre en klassisk luthersk teologi i disse forhold forståelig ud fra moderne menneskelige erfaringer, spiller dåbs­samtalen en afgørende rolle. Fremfor at ændre på teologien eller tømme ritualet for sit lutherske indhold mener vi, det er muligt at formidle, hvorfor dåben er nødvendig til frelse, og fastholde læren om arvesynd. Dåben er mere end blot et velsignelsesritual eller et overgangsritual, men et indvielsesritual; derfor ændres et menneskes status ved dåben til at kunne kaldes et Guds barn. Der sker en genfødelse, nyskabelse og indgang til et liv i Guds rige ved dåben. Dåben er en gave – ikke en bekræftelse på en allerede givet tilstand.

 

      Vi vil pege på, at der er en afgørende forskel på at drøfte de ovenfor nævnte problemfelter teologisk - endda give rum for, hvad en præst måtte prædike/undervise herom, og så at ændre grundlæggende på dåbsritualet (eller tilføje flere ritualer), der ikke afspejler en klassisk luthersk dåbsteologi. En sproglig opda­tering af det autoriserede ritual må altså ikke blive anledning til at indflette forskellige dåbsteologier inden for én og samme dåb(s teologi) (sml. side 54).

 

Nadveren

Det er væsentligt, at nadveren er bundet til traditionen, og den bliver betragtet som et særligt, helligt mål­tid, idet man ser den som et festmåltid med Kristus” (side 105). Vi tilslutter os den beskrivelse af nadve­ren. Kristus er både værten, der inviterer, og ham, som giver os sig selv. Vi får del i ”festen” ved at deltage i den – og må for­vente, at festen sker på værtens præmisser og med det indhold, som han har knyttet til festen (løfter, tilgivelse, m.v.). Nadveren er netop langt mere et festmåltid end et bodsmåltid eller for den sags skyld et symbolsk mindemåltid. Kristus kommer til os med sit sande legeme og blod under brødets og vinens skikkelse (jf. Luthers forklaring i Den Lille Katekismus om nadveren).

 

      I luthersk nadverteologi er det væsentligt at understrege gave-aspektet og Kristi reale nærvær (jf. side 79-81). I lyset af nyere nadverliturgier/-teologier mener vi, det er vigtigt, at man forholder sig luthersk til offer-aspektet, så læren om syndsforladelse ved Kristi selvhengivelse og stedfortrædende offer tydeligt fremgår (side 80; sml. side 113-114). Offerterminologien skal netop understrege dette og ikke formidle en lære om satisfaktion eller have en vægtlægning på menneskets situation eller forskydes til at handle om mellemmen­neskelige relationer.

 

      Ønsket om ny(e) nadverritual(er) deler vi ikke, hvis det handler om at indføre et liturgisk sprog, som har til hensigt at imødekomme det moderne menneske, men som i sit indhold utydeliggør, hvad nadver er og giver. Vi tilslutter os de overordnede opmærksomhedspunkter, der er nævnt om at fejre nadver (side 112): ”Dels skal nadveren kunne forstås, kendes og genkendes inden for den evangelisk-lutherske bekendelse. Dels skal man være opmærksom på, at sproglige ændringer ikke er teologisk neutrale. … Man kan derfor komme til at ændre teologien, hvis man ændrer på det, man siger og gør i liturgien.  Tilsvarende vil natur­ligvis et ønske om ændring af teologien afspejles i ændringer i det, man siger og gør.”

      At forstå nadveren og dens liturgiske budskab handler måske knapt så meget om sproglig fornyel­se eller nye ritualer, men om vane, velkendthed og fortrolighed. Det ”nye” kunne snarere handle om at få for­midlet nadverens budskab på et forståeligt dansk, vejlede i og opmuntre til deltagelse.

 

      I udgangspunktet anbefaler vi at bevare de nugældende nadverritualer i senest autoriseret gudstjene­ste­­ordning (side 92) og med de variationsmuligheder, som er givet. Derudover kan det overvejes, om man bør give præst og menighed større frihed i enkelte dele inden for rammen af et vejledningsdokument, så de autoriserede led vil være: nadverbøn (en række fastformulerede til valgfri brug), Fadervor, indstiftel­ses­ord, uddeling med uddelingsord, bortsendelsesord og/eller fredsønske (evt. slutningskollekt).

 

      Reformatorisk set er nadveren for døbte, og det syn må stadig være rettesnoren for at forvalte nadve­ren (sml. side 108f). Så kan man overveje måder, man som præst og menighed kan agere for at blive oplevet som imødekommende og inkluderende.

Indre Mission, Korning

Hermed følger et referat fra møde om kirkens fremtidige liturgi, afholdt i Korning Indre Mission i januar måned 2020.
 

Da vi ikke har haft bestyrelsesmøde pga Corona, hvor vi kunne drøfte referatet fra denne aften, fremsendes det først nu.Men det var rigtig spændende at arbejde med materialet og vi fik en god snak om indholdet. Håber at det kan være med til at give et lille indblik i vore tanker om emnet.

 

Gudstjenesten i nutid og fremtid!

Referat fra en aften om Liturgi i folkekirken 
afholdt torsdag den 16. januar 2020 i Korning Indre Mission.

15 spørgsmål om gudstjenesten:

1.     Hvem mener du skal bestemme gudstjenestens ramme og indhold? Er det præsten, menighedsrådet, biskoppen eller dronningen (ved autorisation som nu)?

 

Det er præsten, menighedsrådet og biskoppen, der skal bestemme gudstjenestens ramme og indhold.

 

2       Mener du, at det er præsten alene, der skal forestå gudstjenesten og læse, bede og prædike m.m.? Eller vil du foretrække, at menigheden i højere grad engageres i afvikling af gudstjenesten?

En mente, at præsten skal stå for det hele. En anden synes at menigheden bliver mere engageret

med forskellige læsere. Det er godt når alle trækker på samme hammel, det giver en helt speciel

atmosfære i kirken, og man føler sig velkommen.

 

3       Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten (højmessen) er genkendelig i alle kirker?

Det er godt, når man kommer til en ukendt kirke, at man så kan opleve noget genkendeligt.

 

4.     Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten i dit sogn er genkendelig fra søndag til søndag?

Det er guld værd at præsterne i sognet har samme teologi. Og selv om de kan være forskellige

personligheder, er det godt at gudstjenesterne er genkendelige.

 

5.     Hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri, så præst og menighed kan tilrettelægge gudstjenesten forskelligt, hvilke led i gudstjenesten vil du så mene skal med hver gang?

Trosbekendelsen, prædiken, nadver, velsignelse er noget som skal være til hver højmesse.

Langfredag må gerne være uden prædiken.

 

6.     Hvad tror du, det vil betyde, hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri?

7.     Hvilken værdi har det, at præsten skal prædike over fastlagte tekster?

8.     Hvilken værdi, eller det modsatte, kan du se i, at præsten selv kunne vælge prædiketekst?

Hvis præsten selv må bestemme prædiketekst kan vi være bekymret for at nogle tekster, som vi har med nu, så vil blive sprunget over.

     Vi kan også være bekymret for et forslag om en 3. tekstrække. Måske vil ordene blive for ”flade.”

 

9.    Er der noget i dåbsritualet, som er vanskeligt at forstå? Hvilket?

10.  Hvilken betydning tillægger du dåben? Kommer den betydning tydeligt frem i dåbsritualet?

11.  Har du forslag til forbedringer af dåbsritualet?

Vi skal passe på at vi ikke mister dybden i dåbens ritual. Det skal fremgå at det er en gave.

Vi mener der altid skal være en samtale med forældrene før dåben.

Dåben skal altid ligge i gudstjenesten. Vi er imod ”drop in-dåb”.

 

 

12.  Hvad betyder nadveren for dig?

13.  Har du forslag til forbedringer af nadverritualet?

Alle elementer i nadveren er vigtige. Især ihukommelse.

Vi vil helst bruge vin fordi Jesus brugte vin. Og usyret brød.

Vi vil helst have knælende altergang og i holdvis.

Gerne lidt flere skriftemålsgudstjenester.

 

 

14.  Faggruppen med fokus på Autorisation og frihed opererer med tre mulige modeller. Den konservative, hvor man beholder nuværende autoriserede liturgi, Den frie, hvor kun en overordnet grundstruktur fastlægges, mens der gives stor frihed til at præst og menighed kan designe gudstjenesten som de vil, og den tredje model, som de kalder Mellemvejen, hvor der både fastlægges en struktur og en ordlyd i de mest centrale led i gudstjenesten, mens der gives frihed til alt det andet.

Hvilken model vil du foretrække?

Mellemvejen er at foretrække!

 

15.  Beskriv din drømmegudstjeneste. Form – indhold – tidspunkt – inddragelse – musik.

Der er måske nogle ord i den nuværende gudstjeneste, som ikke alle forstår. Men vi er enige om, at vi ikke må give køb på ordene, så de bliver forfladiget.

Prædikerne skal gerne komme hele vejen rundt i løbet af året. Derfor ønsker vi at der fortsat ligger en fast plan over prædike-teksterne.

En prædiken må gerne være relevant ind i tiden, så vi kan bruge indholdet i hverdagen.

 

Indre Mission, Skive

Indlæg i Liturgidebatten fra Skive Indre Mission

Udtalelse til høringssvar vedrørende Højmessens liturgi i Den Danske Folkekirke

 

Liturgigruppen ved Skive Missionshus består af

Ole Dahl, Ellen Poulsen og Elisabeth Wagner Olsen (heraf to organister)

Vi har haft fem sammenkomster, hvoraf den sidste er brugt til at sammenfatte de spørgsmål, vi har været indenom.

Helikopterperspektivet

- Alle tre er glade for den traditionelle højmesse med en liturgi, der i store træk følger den gældende højmesseordning, som jo også lægger op til variationer. Vi kan lide orgelspillet, men mener også at andre instrumenter kan indgå ved særlige anledninger eller fx bands til ungdomsgudstjenester. Altså åbenhed for andre gudstjenesteformer (fx: tema-, høst-, og familiegudstjenester), særligt dog på andre tidspunkter, så højmessen er nogenlunde som den plejer.
 

- Fordi: genkendelighed fra gang til gang og fra egn til egn er vigtig: Det giver medejerskab, ro og tryghed i en foranderlig verden. Man kan bedre følge med!
 

- Medinddragelse af menigheden er særdeles vigtig, så alle, alle aldre/ kirkefremmede kan føle sig velkomne og som en del af menigheden, det er vi enige om. Vi ser lidt forskelligt på, hvordan dette kan ske: Skal korsvarene sløjfes, fordi de er ”støvede” og dermed fremmedgørende, eller skal man gøre mere ud af at gøre folk bevidste om, at ”Amen” betyder ”Det står fast!” - og at en levende menighed med sine svar jo dermed er draget med ind i liturgien.- Vi er enige om, at tekstlæsninger og kirkebøn jo udmærket kan læses/ bedes af menighedsmedlemmer. Musikgenren  med fx orgelspil kan frastøde nogle – det er trods alt et spørgsmål om smag og behag: erstattes orgelspillet med bands eller klaver, vil det fremme den rytmiske musik, som kunne gøre, at fx unge i større grad kan føle sig imødekommet. Salmevalget: For kirkefremmede betyder det noget, at der indgår ”kendte” salmer. En gennemgangssalme til hver tid i kirkeåret kan være en god måde at få indsunget nye salmer på (som i Skive kirke).At tage imod ved kirkedøren, hvor et menigheds(råds)medlem fx deler salmebog eller billedbøger ud, kan øge fremmedes følelse af at være velkomne. (Skive kirke)

 

Vi har altså givet hinanden mulighed til at mene lidt forskelligt, hvilket vi også mener kendetegner den gudstjenestefejrende menighed generelt, se fx spørgsmål 5: Der er forskellige holdninger til liturgi. Et ønske om fornyelse skulle ikke gerne resultere i, at den gennemprøvede del af arvesølvet, som folk er glade for, smides ud for aldrig at vende tilbage.

 

- Højhed, tilbedelse, lovsang og en forkyndelse til tro og tjeneste, som er baseret på Bibelen og bekendelsen (som man også finder det på Kirkeministeriets hjemmeside)– ja sådan ønsker vi gudstjenesten, og det er ledetråde for vore svar. - Vi har medtaget eksempler fra forskellige kirker.

 

De 15 spørgsmål om gudstjenesten

1.   Hvem mener du skal bestemme gudstjenestens ramme og indhold?

Er det præsten, menighedsrådet, biskoppen eller dronningen (ved autorisation som nu)?

Det er godt, at det ikke er overladt til præsten eller skiftende menighedsråd helt at bestemme gudstjenestens ramme, men at der er et autoriseret ritual at læne sig op ad.

Et fast gudstjenestetidspunkt for højmessen søndag formiddag i det enkelte sogn bør foretrækkes. Vane er godt!

 

2.    Mener du, at det er præsten alene, der skal forestå gudstjenesten og læse, bede og prædike m.m.? Eller vil du foretrække, at menigheden i højere grad engageres i afvikling af gudstjenesten?

Det er en god idé at inddrage menigheden, fx ved velkomst i våbenhuset, tekstlæsninger, kirkebøn, bekendtgørelser. Hvis ikke det er præsten, der koordinerer, hvem der gør hvad, kan én fra menighedsrådet, en kirke-og kulturmedarbejder eller en anden fra menigheden gøre det i samarbejde med præsten.

 

3.      Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten (højmessen) er genkendelig i alle kirker?

En genkendelig gudstjeneste i alle danske kirker har stor betydning, når man fx er på ferie eller deltager som gæst. Genkendelighed også ud over landets grænser gør, at man føler, at man hører til den store universelle gudstjenestefejrende menighed og kan være med, selv i et andet land.

 

4.      Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten i dit sogn er genkendelig fra søndag til søndag?

Genkendelighed i store træk  + den tryghed, det er med gentagelser:  man er med i det velkendte (sml. med børnelegens ritualer) Kirkeårets rytme med genkendelighed i tekstlæsninger og farver er godt, fx er den grønne farve i trinitatistiden med til at understrege, at det er væksttid med julens, påskens og pinsens budskaber som grobund.

 

5.      Hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri, så præst og menighed kan tilrettelægge gudstjenesten forskelligt, hvilke led i gudstjenesten vil du så mene skal med hver gang?

Trosbekendelse, tre læsninger, velsignelser, nadver (gerne ritual C), kirkebøn er vi enige om

Liturgi er forkyndelse, medinddragende forkyndelse, hvorunder salutation: ”Herren være med jer – og med din ånd” , korsvar: ”Amen” og ”Gud være lovet for sit hellige budskab” efter evangelielæsningen… I tilknytning hertil er mange netop ved højmessen  glade for ”Kyrie-Gloria” + lovprisning med et vers fra ”Aleneste Gud”: Vi kommer med ærbødighed og går ind under nåden: Herre jeg er dig ikke værd, men kan ikke være dig foruden!”, og derfor kan dette led  blive stående som en mulighed

 Vi er glade for præstens korte bøn mellem evangelielæsning og prædiken, en fri eller fast bøn.

De danske fænomener indgangsbøn og udgangsbøn (Se evt. spørgsmål 14) er gode, ligesom præ-og postludium understreger gudstjenestens karakter

 

6.      Hvad tror du, det vil betyde, hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri?

En fast liturgi er med til at holde præsten på sporet, så gudstjenesten ikke bliver enten for sekterisk eller liberal, hvad angår højmessen. Der er muligheder med andre former for gudstjenester på andre tidspunkter.

Se endvidere afsnittet nedenfor: Hvordan rummes børn og unge i Højmessen

En trykt liturgi ved indgangen, i salmebogen, på bænken eller på powerpoint er en god vejledning for de kirkegængere, der ikke fast deltager i stedets gudstjeneste.

 

7.      Hvilken værdi har det, at præsten skal prædike over fastlagte tekster?

Fastlagte tekster gør, at man kommer rundt i hele kirkeåret/ rundt omkring både svære /hårde tekster og dermed ikke risikerer, at vigtige dele af evangeliet udelades.

Vi vil holde os til læsningerne fra den autoriserede bibeloversættelse, men prædikenens sprog kan med fordel fornys.

Om faste kollekter: se afsnittet nedenfor om bøn/kirkebøn.

 

8.      Hvilke værdi eller det modsatte kan du se i, at præsten selv kunne vælge prædiketekst?

At præsten vælger en særlig tekst fx til dåbsgudstjeneste eller konfirmation er forståeligt. Ved konfirmationen kan det jo være en særlig tekst, konfirmanderne har arbejdet med. I disse tilfælde er der en værdi: autencitet , for at komme folk i møde.

Men vi ser en stor værdi i de fastlagte tekster. Fordi søndagens tekst ligger fast, giver det en god mulighed for, at menigheden hjemme på forhånd kan forberede søndagens gudstjeneste, hvilket mange gør.

 

(Spørgsmålene 9-13 har vi ikke behandlet grundigere – særlige grupper rundt om i landet tager sig af dette)

 

14.  Faggruppen med fokus på Autorisation og frihed opererer med tre mulige modeller. Den konservative, hvor man beholder nuværende autoriserede liturgi, Den frie, hvor kun en overordnet grundstruktur fastlægges, mens der gives stor frihed til at præst og menighed kan designe gudstjenesten som de vil, og den tredje model, som de kalder Mellemvejen, hvor der både fastlægges en struktur og en ordlyd i de mest centrale led i gudstjenesten, mens der gives frihed til alt det andet.

Hvilken model vil du foretrække?

Vi foretrækker en mellemting mellem Den konservative og Mellemvejen . Der er frihed allerede nu, se bagest i salmebogen i Højmesseordningen. Fx i Skive : Indgangsbøn ved korist, stående 1. salme, ingen udgangsbøn, men præsten bringer meddelelserne til sidst + lyser den apostolske velsignelse over menigheden. Gerne åbenhed over for nye tiltag, ikke mindst ved særlige gudstjenester

 

15.  Beskriv din drømmegudstjeneste. Form – indhold – tidspunkt – inddragelse – musik.

Se: Helikopterperspektivet

 

Andre bemærkninger:

 

Forklaringer til gudstjenestens led: Det kunne der gøres mere ud af og er en god ting i forhold til at inddrage ikke-kirkevante i gudstjenestens liturgi.

Se eksempler nedenfor:

- På Fur har der været holdt en ”forklaringsgudstjenste” én gang årligt i forbindelse med konfirmandernes opstartsgudstjeneste: Præsten har før hvert enkelt led i gudstjenesten kort forklaret hvad næste led indebærer/og hvorfor.

- I mange kirker ligger en trykt liturgi på løsblad, i salmebogen eller på ”skærmen”, så folk kan følge med.

- I Vestfjends pastorat har præsten fx ved udgangen pinsedag uddelt et lille skrift, som forklarer lidt om Helligånden og pinsens indhold.

- Vi var enige om, at det kunne være en idé med en spørgsmålskasse med spørgsmål til præsten: Hvorfor gør vi sådan? Spørgsmålet kunne han så søge at forklare ved en efterfølgende kirkekaffe. En uhøjtidelig dialog ved en kirkekaffe kunne være fint.

- I kirkebladet kunne der være et afsnit: ”Hvorfor gør man sådan?” (præstens rubrik)

- Sogneaften om ”gudstjenesten”

 

Om  kollekter og kirkebøn:

Kollekter:

De to anviste kollekter i højmesseordningen har vist deres bærekraft ved sammenhængen med dagens tekster. Men kollekterne kunne gøres mere sprogligt nutidige

Om kirkebøn og menighedsinddragelse:

Ordlyden af kirkebønnen er fri, men den skal dog indeholde tre obligatoriske led: bøn for de syge og nødlidende, bøn for kirken og bøn for øvrigheden, herunder kongehuset. Man kan inddrage menigheden i kirkebønnen, enten ved selv at formulere bønner (I Løsning kirke som en veksellæsning mellem præst og lægmand, hvor begge knæler sammen ved alterskranken), eller en veksellæsning af de tre led mellem præsten og en læg/spejder/konfirmand (Dette er praktiseret på Fur, fx ved Store Bededag eller ved spejdergudstjenester, hver del sluttes med ”derom beder vi” og hele menigheden svarer: ”Herre hør vor bøn” – der afsluttes med Fadervor i kor. I disse tilfælde er kirkebønnen sagt fra korbuen efter en kort salme efter prædikenen. På denne måde også menighedsinddragelse.

Der kunne være en mulighed for forbøn (er set fx i Ørslev Kloster Kirke): Under meddelelser efter prædikenen bekendtgør præsten, at deltagere i sidste alterhold kan blive knælende og modtage en kort forbøn, - organisten spiller så længe/ eller under sidste nadversalme.

 

Hvordan rummes børn og unge i Højmessen? - Et vigtigt punkt:

I de store bykirker er der ”Børnekirke”, hvor børn i forskellige aldre følger en voksen ud, som fortæller dagens evangelium i børnehøjde. Der kan være børnekirke-sang til indledning og som en god ide: til sidst i gudstjenesten eller i våbenhuset, kan børnene vise hvad de har lært eller lavet.

I landsbykirker må man ofte ”nøjes med” at uddeles farver og en tegning til dagens tekst. Tegninger kan findes online på forlaget ”Eksistensen” eller ”Tegninger til Kirkeåret”, begge tekstrækker, ”Lohses Forlag”. Præsteparret Hanne og Fl. Frøkjær Jensen har genfortalt dagens tekst til hvert billede, som kan trykkes på bagsiden, og som børnene kan tage med hjem. Dette abonnement kan bestilles v Haderslev Domsogn.

I nogle kirker uddeles tasker med billedbøger (og måske rosiner?) til børn ved gudstjenestestart

Der må gerne synges en børnevenlig salme eller sang + at præsten bestræber sig på i sin prædiken at nævne noget, en historie, et barndomsminde, som børn kan forstå og relatere sig til.

Illustrationer til dagens prædiken og søndagens tema kan vises på ”skærmen”/PP

I Christianskirken i Aarhus spiller et band under altergangen (rytmiske) lovsange. Dette imødekommer de unge og dem, der bedre kan lide denne musikgenre

 

Skriftemål:

Enighed om, at der kan være behov for/mange ønsker et skriftemål eller en skriftemålsgudstjeneste

 Det har været drøftet med Jesper Hornstrup ved Skive Kirke. Skriftemålsgudstjeneste med personlig absolution med håndspålæggelse ved alterskranken  har været praktiseret ved de tidligere ”helliggørelsesmøder”/oktobermøder i Indre Mission.

Kollektiv absolution, eller personlig absolution. Den personlige, knælende foretrækkes, man kunne tænke sig den indført ca. en gang om måneden. Nogle steder foregår det umiddelbart før gudstjenesten fx i Herning Kirke i sakristiet. I så fald skal der være lokaler til det.

 

J

Viggo Jacobsen

Kommentar vedr. Folkekirkens liturgi

 

Med risiko for at blive stemplet som en af de ældre herrer fra balkonen i Muppet Show, lige en kommentar fra mig ved liturgidrøftelserne i Folkekirken.
 

Mit afsæt er, at gudstjenesten er højtid. Gud tjener sit menneske med sit ord og gennem sine sakramenter. Menigheden svarer med bøn, tak og lovsang. Så meget til "samtalen".
 

Derfor er det for mig en uting, ja en forbrydelse mod selve ordningen, når præster har kommentarer undervejs. Skal der gives vejledninger eller meddelelser, så gives disse inden gudstjenesten begynder eller efter. Jeg er godt og grundigt træt af præster, der ved højmessen skal fortælle os, hvornår vi skal rejse os. "Lad os alle rejse os" siger den allerede stående præst, og "nu må I gerne sætte jer" siger præsten, selv om vi lige har hørt et "amen". Det er ganske enkelt at tale ned til folk. Ofte siges det af en præst til en menighed, hvor de fleste er gået i kirke længere end præsten har levet.
 

Og er der noget, jeg fortryder fra min provstetid, så er det, at vi ikke har haft drøftelser af den slags på de tjenstlige møder og f.eks. gennemgået Højmessevejledningen foran i Ritualbogen i dette forum. Jeg husker kun, at jeg har fundet det nødvendigt at kommentere alt for slidte alterbøger med brune spor fra fedtede fingre og betonet, at præsten skal vaske sine hænder inden altergang - sådan som det er anført på side 15.
 

Højtiden fordufter med præstens utidige kommentarer. Jeg kan til nød forstå, at man kan have disse kommentarer ved familiegudstjenester; men menigheden kan f.eks. sørge for, at der er en lille folder med liturgien i kirken eller få den limet ind på de sidste sider i salmebogen, så alle har liturgioversigten lige ved hånden. Desuden skal de ansatte ved kirken - bortset fra organisten selvfølgelig - ikke være usynlige et tilfældigt sted i kirken. De kan derimod være med til at sende et tydeligt signal til kirkefremmede om, hvornår menigheden rejser sig.
 

Hermed mit forslag. Jeg betoner, at jeg er glad for den nuværende liturgi; men hvis der skal ændres, så et forsøg herfra:
 

Eventuelle kommentarer og vejledning fra præsten under klokkeringning, inden bedeslag. Bedeslag, præludium, indgangsbøn, 1. salme. Apostolsk velsignelse, bøn, 1. læsning, 2. salme, 2. læsning og trosbekendelsen, 3. salme, evangelielæsning og prædiken afsluttende med "Lov, tak og evig ære......." 4. salme, nadverfejring, 5 salme (kort), bøn, der rummer både tak og den forbøn, vi ellers har i kirkebønnen, velsignelse, 6. salme, udgangsbøn, postludium. Herefter fremsiger kirketjeneren de meddelelser, som menigheden har brug for. Hvor der er tradition for, at menigheden går ud under postludiet, må meddelelserne følge umiddelbart efter udgangsbønnen.

 

Vedrørende læsninger, så var jeg i sin tid fortaler for GT-læsninger, da den nuværende Alterbog blev til; men jeg må indrømme, at jeg ind imellem synes, at der er for "langt" fra GT-læsningen til epistel- og evangelielæsningerne. Så jeg kunne ønske, at man vil se bort fra GT-læsninger, hvor disse ikke umiddelbart tjener evangeliet. Jeg ved, at der er et stort teologisk spillerum i den kommentar om GT-læsninger.
 

Desuden, så er der mange præster, der ikke forholder sig til betydningen af stjernemarkeringen af den ene læsning til formessen. Apropos note 2 i Alterbogen og hvad muligheden for ændringer lokalt angår, kunne jeg have en formodning om, at disse ikke altid er aftalt i menighedsrådet endsige med biskoppen.

 

God arbejdslyst.

Herdis Jakobsen

Til det arbejdende udvalg.

 

Jeg har noteret mig følgende spørgsmål, som jeg gerne vil svare på.

Jer aktiv kirkegænger, og har behov for at dele mit synspunkt med jer.

 

Skal dåben foregå som den plejer?

Ja, det er præstens opgave i dåbs samtalen, at forklare eventuelle spørgsmål til indholdet og dåbens betydning. Og der kan jo være meget at tale om. Og jeg tror da de fleste forældre, gerne vil tage imod vejledning for at forstå hvilken gave, de er i gang med at planlægge til deres barn.

 

Er gudstjenestens sprog forståeligt ?

Det kan man vel kun svare på, hvis man giver sig mulighed for at møde det. Jeg mener grundlæggende ikke form og sprog skal devalueres til moderne, overfladisk sprog, så vi mister dybden.

Det er vigtigt at bevare ”Den grund hvorpå vi bygger”. Det kan ikke være rigtigt at gudstjenesterne skal forfladiges, og gøres ”lyserøde”, fordi der er mennesker der kun deltager fire gange i livet.

Gudstjenesten er en fest, og en ”skolestue”, det skal mærkes.

Ritualet er jo skelettet tjenesten er bygget op omkring, hvis det pilles i stykker falder det hele sammen. og det er en gave at vi har det, det er det der skaber genkendelighed, og gør os fortrolige og trygge.

Det gør jo ikke noget, at vi ikke forstår alt, hvem gør det?

 

Skal gudstjenesten være ens i alle kirker?

Grundlæggende skal liturgien være genkendeligt uanset om jeg går til gudstjeneste i Skagen eller Rønne. Derudover kan der jo fint arrangeres og annonceres anderledes tjenester med særpræg for børn, unge, musiktjenester etc. Men der skal være genkendeligt stof til os alle, når vi går til gudstjeneste, det kan godt lade sig gøre. Vil de unge lave en speciel gudstjeneste, må de gerne gøre det, men ikke på bekostning af den kendte højmesse.

 

Salmesangen!

Salmerne skal være lovsang og tekst formidler.

Jeg kan blive ked af det, hvis jeg ikke kan synge med, fordi der bliver spillet for lavt. Jeg har prøvet at gå grædende ud af kirken af den grund, fordi jeg havde glædet mig til at synge igennem, men slet ikke kunne synge med.

 

Generelt mener jeg det er MEGET VIGTIGT, at vi holder fast i kirkens tro og bekendelses grundlag, og bruger alle muligheder for at formidle det kristne budskab i ord og toner, så mennesker fortsat har et sted at ty til, ikke kun i sorrig og glæde, men til enhver tid. Vi skal ikke give køb på vores trosgrundlag. Hvis ikke mennesker skal kunne møde et sandt evangelium og nærvær i kirken, hvor skal de ellers.

Jeg tror også det er en forventningen hos folk, og så vil det være synd at snyde dem.

K

Marianne Keller

Der kommer for få folk i kirkerne, mener biskopperne, eller det tror jeg de mener, og hvad skal der gøres ved det? Der må laves om på gudstjenesten, mener de, den må omformes til et sted ”hvor det senmoderne menneske kan opleve mening, frihed og fællesskab”.
 

Men den danske folkekirke skal ikke være rentabel, der skal ikke så og så mange igennem for at den er en succes, den skal bare være der. Ligge som et vartegn i bybilledet, i landskabet, et billede på både det tidløse, det åndelige og det faste i tilværelsen, kirken som den urokkelige sten i den rivende flod, ikke please tidsånden.
 

Som kirkevært i en af Københavns citykirker har jeg gennem årene oplevet hvordan mennesker dagen lang søger ind i kirkerummet for at finde ro og tid til fordybelse. Nogle sidder kort tid, andre i flere timer og flere fortæller mig hvor taknemmelige de er for at kunne sidde i det smukke, stille rum. Det jeg vil sige med dette er, at mennesker godt kan finde kirken når de har brug for den.
 

I en kronik i Kristeligt Dagblad d. 2. januar 2021 appellerer sognepræst Jesper Bacher og sognepræst Katrine Winkel Holm til alle der elsker søndagens gudstjeneste om at forsvare den mod ”liturgi-modernisterne”, som de kalder medlemmerne af de faggrupper, som biskopperne har nedsat for at se på gudstjenestelivet i den danske folkekirke. Jeg vil gerne som lægmand melde mig på banen. Jeg har ikke selv læst rapporterne om gudstjeneste, dåb og nadver, men henholder jeg mig til den analyse af de nye forslag til nadver- og dåbsritualer, som bliver fremført af kirkehistoriker Rasmus H.C. Dreyer i kronikken.
 

I de nye nadverritualer er det vigtigste åbenbart at vi spiser os til fællesskabet med Jesus og med hinanden. Hvilken flad formulering. Hvis det bliver indholdet eller formuleringen, hvor bliver så det mysterium af, at Jesus er til stede i vinen og brødet? Og hvorfor skal det senmoderne menneske egentlig snydes for at tænke over det under som det er?
 

Hvad de nye forslag til dåbsritualer angår, forstår jeg det sådan, at man reducerer dåben til en bekræftelse på at Gud elsker os. Men den er jo meget mere end det, det er der vi bliver genfødte, får syndernes forladelse og bliver Guds børn, som der står i  takkebønnen i det nuværende ritual. Vil man virkelig fjerne den forståelse, så er man jo helt inde ved arvesølvet, så er det ikke formen men indholdet man her rykker ved. Så er det os, som allerede er i kirken, der bliver hjemløse.
 

Og alt sammen fordi man tror at folk vil komme strømmende til kirken fordi de nu forstår. Der kommer ikke flere i kirken af den grund, er min påstand. Men de kommer når de har brug for den, som Søren Ulrich Thomsen har udtalt i en artikel i KD i anledning af udgivelsen af sin nye bog ” Tro mod ritualet”, og hvor han nævner, at når folk vil giftes i kirke så vil de have det fulde udtræk . Det folkekirken bør gøre i stedet for at øse ud af hjerteblodet og forfladige ritualerne som alle taber ved er, at sætte gang i undervisning, kurser, om kristendom, hvis man nu absolut skal have flere i kirke. Sådan som man med stort held har gjort i Helsingør stift hvor folk strømmede til ”teologi for alle” og hvor kurset lynhurtigt blev udsolgt.
 

Udbred det til alle stifter, med mere viden vil ritualerne og ordenes skønhed (miskundhed, barmhjertighed og nåde) gå op for mennesker. Og de vil ligesom os faste kirkegængere, kunne sætte pris på højmessens skønhed. Så vi også på længere sigt undgår forfladigelse af kirkens ritualer og vi undgår en formulering som i den nye bibeloversættelse hvor f. eks. ordet salig i bjergprædikenen bliver oversat til heldig – heldig er noget man er i lottospil.
 

I øvrigt er vi en oplyst befolkning, som er vant til fagsprog, hvert fag og område har sit eget fagsprog, som vi sætter os ind i når vi tager en uddannelse og efterfølgende job. Kirken har også sit sprog, et kirkeligt og liturgisk sprog, et poetisk sprog, og det bør efter min mening bevares, forsvares og forklares – ikke udvandes.

KFUM og KFUK i Danmark

Kære biskopper

I KFUM og KFUK har vi en lang og stolt tradition for at tænke liturgi og formidling af kristendom på mangfoldige og nytænkende måder, mens vi samtidig er bevidste om den dybe og rige tradition, vi står i forlængelse af.

Vi hilser jeres initiativ til en grundlæggende revidering og gennemtænkning af Folkekirkens liturgi meget velkommen. Vi ser et klart behov for nye liturgiske rammer om at være Folkekirke. Uden liturgiske fællesnævnere har vi ikke længere en Folkekirke, men samtidig er der brug for at give plads til nogle af de mange gode og nytænkende liturgiske tiltag, der allerede anvendes lokalt. Der skal skabes fælles rammer for større liturgisk frihed. Vores overordnede budskab er derfor helt enkelt: Se gerne at komme hurtigt i gang.

Tak for jeres grundige forberedelser af denne proces via arbejdet i de tre rapporter. Uden at gå for meget i detaljer følger her vores foreløbige og overordnede anbefalinger:

 

  • At man autoriserer udvalgte og centrale dele af de forskellige ritualer og liturgiske led i gudstjenesten, men også giver en større grad af frihed. Denne middelvej ville sikre en ny og mere levende ramme om det liturgiske arbejde i Folkekirken som helhed.
     
  • Grundige overvejelser om kontekst i forhold til, hvad en menighed er. For langt de fleste storbydanskere er sognestrukturen ligegyldig. Hvad betyder det for menighedsforståelsen?
     
  • Oprettelsen af et center for liturgi som skal fungere som både inspiration til fornyelse men også kvalificere denne fornyelse med faglig viden om tradition.
     
  • En minimumsautorisation af dele af dåbsritualet, som samtidig tager højde for de meget alsidige dåbspraksisser, der er skudt frem de sidste 15 år.
     
  • Klare trinitariske formuleringer i sprogligt fornyede udgaver - fx med inspiration fra moderne salmedigtning.
     
  • Vi anbefaler, at første tekstrække bevares som en central del af kristendommens tradition.


Vi står naturligvis til rådighed med vores perspektiver og erfaring i den kommende proces.

Georg Klinting

Om gudstjenesteordningen

Den skarpe sondring mellem højmesse og ikke-højmesse har overlevet sig selv. Der er brug for en ny gudstjenesteordning, der kan være samlende og retningsgivende for alle slags gudstjenester i folkekirken. Den efterlyste ordning skal respektere, hvad der fra gammel tid har været det bærende i en evangelisk-luthersk gudstjeneste, men samtidig også respektere præstens overordnede ansvar for den konkrete gudstjenestes form og indhold. Ordningen skal som forudsætte som en given sag, at folkekirkens præster har viljen og evnen til at forvalte dette ansvar.

Som gammel i faget har jeg gjort mig nogle tanker om, hvordan en gudstjenesteordning efter disse retningslinier kunne se ud. Resultatet er blevet et forslag, som jeg kalder "Vejledende standardliturgi for folkekirkens gudstjeneste". 


Vejledende standardliturgi for folkekirkens gudstjeneste 

I - Indledning (menighedens samling)

  1. Menigheden samles Klokkeringning efter stedets skik. Eventuelt et par ord ved præsten om gudstjenestens form og indhold. Eventuel indøvelse af ny salme ved organist og kirkesanger/kirkekor. Musik, der åbner gudstjenesten.
  2. Påkaldelse af Helligånden Indgangsbøn eller anden påkaldelse af Helligåndens nærvær. Første salme (lovsang).
  3. Bekendelse af troen Liturgisk hilsen (hilsen med svar eller den apostolske hilsen uden svar). Den apostolske trosbekendelse siges eller synges (lejlighedsvis en anden bekendelse). Eventuelle dåbshandlinger placeres her. 

    II - Ordet 
  4. Forberedelse Præsten beder en bøn, der lægger op til dagens forkyndelse. (Præsten kan bruge en eksisterende bøn eller selv formulere en ny). Anden salme.
  5. Skriftlæsning og prædiken Præsten eller en af menigheden læser dagens bibeltekst, eventuelt med en kort introduktion. Præsten prædiker derefter med afsæt i den netop oplæste tekst, dog således at også andre bibeltekster efter behov kan inddrages i prædikenen. Ved særlige gudstjenester (eksempelvis 'De ni læsninger') kan prædikenen og de til prædikenen knyttede bønner erstattes af et skønsomt udvalg af tekstlæsninger, bønner, salmer, musikalske indslag m.v.
  6. Opsamling Præsten beder en bøn, der afrunder eller sammenfatter dagens forkyndelse. (Præsten kan bruge en eksisterende bøn eller selv formulere en ny). Tredje salme. 

    III - Den hellige nadver Bortfalder, hvis der ikke skal være nadver
  7. Indledning Højtidelig åbning med lovsang og helligsang (kan udelades). Præsten påkalder Kristi tilstedeværelse i nadvermåltidet (nadverbøn). Fadervor ved præst og menighed. Præsten proklamerer nadverens indstiftelse (indstiftelsesord). Påkaldelse af Kristus som Guds lam (kan forkortes eller udelades).
  8. Udførelse Der bruges brød (evt. oblater) og vin (evt. alkoholfri vin eller saft). Et medlem af menigheden kan bistå præsten med uddelingen. Uddelingen kan foregå ved uddeling af brød dyppet i vin (kontinuerlig nadver). Uddelingen kan være med eller uden uddelingsord (jvf. "Forslag til alterbog", 1985).
  9. Afslutning Præsten kan give nadvergæsterne et skriftord eller salmevers med på vejen. Præsten slutter med Kristi fredshilsen: "Fred være med jer". Eventuelt en bøn til afrunding af nadveren. Fjerde salme (takkesalme). 

    IV - Afslutning (menighedens sendelse) 
  10. Forbøn: 
    Menighedens forbøn (kirkebønnen) ledes af en af menigheden eller af præsten. Ved gudstjeneste uden dåb og nadver slutter kirkebønnen med fadervor.
  11. Velsignelse: 
    Præsten lyser den aronitiske velsignelse (normalt med trefoldigt amen-svar).
  12. Gudstjenestens afrunding: 
    Femte salme (takkesalme/bortsendelsessalme). Kundgørelser ved præsten eller en af kirkens øvrige medarbejdere.
  13. Musik:
    Musik, der markerer, at gudstjenesten er forbi. (Udgangsbønnen er sløjfet ud fra den betragtning, at gudstjenesten i realiteten er færdig, når sidste salme er sunget til ende).
     

Bemærkninger 

På tre punkter er der tale om markant nytænkning: 

  1. Bibelbrugen er strammet op, idet der ikke længere er mere eller mindre umotiverede tekstlæsninger fra alteret. Som udgangspunkt er der én læsning i gudstjenesten, nemlig den der skal prædikes over. Læsningen kan være den sædvanlige prædiketekst efter alterbogen eller en anden tekst efter præstens valg. Præsten kan dog altid inddrage mere bibelsk stof i prædikenen ved at citere eller genfortælle relevante bibelske passager. Ingen prædikant er således forhindret i at tilføre forkyndelsen al den bibelske fylde og bredde, der måtte være ønskelig.
     
  2. Trosbekendelsen er flyttet til gudstjenestens indledning. Med denne placering kan trosbekendelsen fungere som 'liturgisk indgangsdør'. Når menigheden bekender troen, vedkender den sig det trosgrundlag, som vi går til gudstjeneste på. Trosbekendelsen hører derfor hjemme i gudstjenestens indledning og ikke et vilkårligt sted i liturgien, som tilfældet er i dag. 
     
  3. Kirkebønnen er flyttet til sidst i gudstjenesten og således kommet fri af prædikenens skygge. Kirkebønnen skal ikke være en slags forlængelse af præstens prædiken. Den skal være menighedens forbøn for de ikke-tilstedeværende. Forbønnen har derfor sin naturlige plads efter nadveren, således at kirkebønnen kan fremstå som menighedens svar på nadverens forkyndelse af nådens og kærlighedens fællesskab med Kristus. Flytningen lægger i øvrigt op til, at kirkebønnen kan gives en form, der inddrager menigheden i kirkebønnens ordvalg og liturgiske udførelse.
     

Til sidst et par ord om menighedens salmesang. Jeg foreslår en arbejdsdeling mellem præst og organist, således at præsten vælger de salmer, der skal synges, medens organisten vælger de melodier, der skal benyttes. En sådan arbejdsdeling lægger op til et tæt samarbejde mellem præst og organist, hvilket turde være en afgørende forudsætning for, at nye salmer og/eller nye melodier kan introduceres med held i gudstjenesten. 

 

Om dåbsritualet

Det autoriserede dåbsritual af 1992 giver ikke ordentlig besked om dåben, idet ritualet nok lader forstå, at Gud ved sin enbårne Søn "har givet os den hellige dåb", men det fortæller ikke, hvornår Gud har givet os dåben, eller på hvilken måde. Ritualet mangler at forankre dåbens gudsgivne karakter i den historiske kendsgerning, at Jesus Kristus indledte sit virke med at lade sig døbe i Jordan ved Johannes Døber. Ritualet er tavs om Jesu dåb og derfor ude at stand til at fortælle, hvad Jesu dåb betyder for forståelsen af den kristne dåb.

Den manglende frelseshistoriske forankring har fået vidtrækkende betydning, idet børneevangeliet i Mark 10,13-16 er blevet folkekirkens foretrukne udgangspunkt for at forklare, hvad den kristne dåb går ud på. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at også voksendåb skal foretages på ordene om, at Jesus tog de små i favn og velsignede dem.

En udlægning af dåben som pagtshandling er til gengæld uden klangbund i dåbsritualet. Karakterisk nok figurerer ordet 'pagt' slet ikke i ritualets tekst.

I min bog om om dåben, som kan læses og downloades fra min hjemmeside på adressen www.georganist.dk , har jeg udarbejdet et forslag til et nyt dåbsritual. Ritualet er beskrevet og nøje begrundet i bogens kapitel 11, som jeg her sender som vedhæftet fil. For at gøre det lettere at stille mit ritualforslag op ved siden af det autoriserede dåbsritual medsender jeg også selve de to ritualtekster som separate filer.

Se vedhæftede filer:
 

Link til pdf 'Om dåben kapitel 11'

Link til pdf om 'Forslag til barnedåb'

Link til pdf om 'Forslag til voksendåb'

 

Villy Klit-Johansen

Til Fagudvalget vedrørende dåb og nadver

 

Vedr. Begrundet forslag om, at fredlysningen og Fadervor føres tilbage på deres rette plads fra før 1912.

 

Udvalget opfordrer til indsendelse af kommentarer og forslag. Den opfordring vil jeg gerne tage op, idet jeg vil koncentrere min henvendelse om et bestemt punkt i dåbsritualet, nemlig fredlysningens og Fadervors placering i forløbet.

 

Først: Det er en forudsætning for den følgende tekst, at der klart må skelnes mellem på den ene side dåben selv og på den anden side dåbens tolkning i teologi og forkyndelse såvel som dåbens udfoldelse i den kristnes liv. Her skal udelukkende et forhold ved dåben selv behandles, sådan som den kommer til udtryk i ritualet.

 

Baggrunden for min henvendelse er forståelsen af, at DÅBENS ORD i en luthersk tradition er en hovedsag. Luther stiller i sin Lille Katekismus spørgsmålet: “Hvordan kan vand gøre så store ting?” Og han svarer: “Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Grundtvig fandt som bekendt, at denne pointe er uomgængelig, hvis vi ikke skal falde tilbage i et magisk dåbssyn à la det katolske “ex opere operato”. Synspunktet blev styrende for Grundtvigs omfattende og meget dybe arbejde med dåben.

 

Noget polemisk har Grundtvig udtrykt dette syn i følgende ord: "Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mer til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands -- vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv [og det gør Grundtvig selvfølgelig], umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse eller engang taale den Tanke, at vor Herre Jesus Christus skulde love alle dem det evige Liv, der blot ville lade sig døbe med de ord."

Citatet er fra afhandlingen "Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418.

 

Dåben er altså primært Ordet, ikke vandet. Ordet vel at mærke sammen med vandet.

 

Det luthersk-grundtvigske syn på dåben tilsiger derfor den største varsomhed og omhu i omgangen med dåbens ord. Intet heri kan ændres vilkårligt. Det gælder navnlig de ord, som med stor sikkerhed kan identificeres som hørende med til dåbens væsen, og som altså ikke kan udelades eller ændres væsentligt, hvis dåben stadig skal være den kristne dåb. Det drejer sig om

 

  1. dåbspagtens ord - spørgsmål og svar (før neddykkelsen/overøsningen),
  2. efter neddykkelsen/overøsningen: bønnen/”Forsikkringen” (som Grundtvig kaldte den) med håndspålæggelse af dåbskandidatens hoved,
  3. og fredlysningen (“Fred være med dig) også med håndspålæggelse.

 

De fleste vil sikkert være enige om, at Fadervor og enkelte andre led også hører med til dåben.

 

Grundtvig nævner i afhandlingen "Daaben efter Christi Indstiftelse” ikke døbeordet “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” som hørende til dåbens væsen. Vidste han, at det er en nyhed, der indførtes tidligt i Middelalderen, hvor det fortrængte dåbspagtens spørgsmål og svar som døbeord? I hvert fald er det en historisk kendsgerning, at det forholder sig således.

 

--------------

 

Både fredlysningen og Fadervor blev marginaliseret med det nye ritual i 1912.

 

Fredlysningen er ord, der under ingen omstændigheder kan fjernes fra ritualet. Alligevel er det, hvad der efter alt at dømme er ved at ske. Skaden begyndte allerede med ritual-ændringen i 1912. Indtil da kom fredlysningen lige efter vanddåben i forlængelse af den afsluttende bøn: "Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v." Fredlysningen havde altså en særdeles central placering i forløbet og skulle siges under håndspålæggelse på den døbtes hoved. Den var med andre ord en personlig tilsigelse.

 

Når der er flere dåb, blev det i 1912 "lovligt" at sige "fred være med jer" i stedet for "fred være med dig" og altså udelade den personlige tilsigelse under håndspålæggelse. I praksis er det nu kommet så vidt, at adskillige præster simpelthen udelader fredlysningen. Det er en konsekvens af 1912-ændringen, som man dengang burde have kunnet forudse.

 

Hvad Fadervor angår, blev bønnen i 1912 skudt ind imellem "Den almægtige Gud ..." og "Fred være med dig". I Luthers ritual af 1526 havde Fadervor en central placering i forbindelse med “børneevangeliet”, der slutter med “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Fadervor følger i Luthers ritual umiddelbart efter. Fadervor blev altså opfattet som et velsignelsesord, en personlig tilsigelse, før den kan være “vores bøn”. Denne gode pointe gik tabt med ændringen i 1912. Der er derfor grund til at henlede opmærksomheden på, at de enkelte elementers placering og rækkefølge i ritualet er ikke ligegyldig. Thi det enkelte element får betydning ud fra konteksten.

 

For den, der, som undertegnede, hele sin præstetid har levet med Christian Thodbergs, Regin Prenters og N. F. S. Grundtvigs omfattende og grundige arbejde med dåben, er det utåleligt, at det enkelte barn skal snydes for den personlige tilsigelse af fredlysningen og Fadervor. Selv om det med det nu gældende ritual virker klodset, har jeg derfor følt mig nødsaget til, som Kirkeritualet af 1685 i øvrigt befaler, at gå rundt til de ved adskillige gudstjenester mange dåbsbørn og berøre hver enkelts hoved under Fadervor, ligesom jeg dernæst har måttet gå en runde mere med den såre vigtige velsignelse fra Vor Herre selv, “Fred være med dig”, til hvert enkelt barn - med håndspålæggelse. Dette for at undgå resultatet af den forfaldshistorie, der blev sat i gang i 1912.

 

Den meget uheldige ændring blev desværre fastholdt i ritualbogen af 1992. Der går vel ikke skår af nogen ved nu endelig at føre fredlysningen og Fadervor tilbage på deres rette plads. Peder Madsen er vist død. Samtidig kan man passende udelade den lidt mærkelige sætning: “Så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse …” Den bliver nemlig derved overflødig. Dåben er dog mere end en velsignelse.

 

-----------------------------------------
 

Da man har opfordret til, at der indsendes forslag, overvejelser m.m. i tilslutning til det, som arbejdsgruppen har udsendt, tillader jeg mig at sende den vedhæftede tekst. Den er lidt længere end ønskeligt, men jeg skønner det nødvendigt at argumentere for mit forslag. Jeg håber, at man vil bære over med mig og læse og overveje teksten.


Lad os få Fadervor og fredlysningen i dåben på plads igen

Nogle har i debatten hævdet, at flytningen af Fadervor i 1912 til efter "selve dåben" skyldes indflydelsen fra Grundtvig. Jeg vil i det følgende påvise, at det ikke er rigtigt, og at flytningen har haft skadelige konsekvenser.

 

Ritualets kerne

I det gamle lutherske ritual, som Grundtvig kendte og brugte, var der en fast kerne bestående af: 1. Fadervor under håndspålæggelse på dåbskandidatens hoved, 2. Forsagelsen og trosbekendelsen i form af spørgsmål og JA-svar. 3. Overøsning tre gange. 4. Bønnen “Den almægtige Gud o.s.v.” 5. Fredlysningen (Fred være med dig) også med håndspålæggelse. Læg mærke til, at vandøsningen er tæt omgivet af ord!

For Grundtvig er det det levende ord, som gør vandet til genfødelsens bad ved Helligånden. Han fastholder den lutherske pointe, at det er ordet, der er bærer af Helligånden. Ordene er for Grundtvig Fadervor, troens ord og fredlysningen. De tre "ord" er som Herrens levende ord så tæt knyttet til overøsningen, at Grundtvig opfattede dem som en nødvendig del af selve dåben. De hører til kernen i ritualet.

 

Den mageløse opdagelse

I den forbindelse er det uomgængelig nødvendigt at være opmærksom på Grundtvigs “mageløse opdagelse”. Pointen i “den mageløse opdagelse” er, at evangeliets forplantning gennem slægterne ikke er sket eller sker ved skriftens døde bogstaver, tolket af de skriftkloge, men i menighedens forsamling, nemlig ved Herrens levende ord i dåben og nadveren. Den opstandne Herre er selv til stede ved dåben og taler sit levende ord til den, der døbes.

 

Grundtvig opfandt ikke en teori om det levende ord i dåben, han opdagede det. Og han videreførte en ansats, som han fandt i Ny Testamente og hos Luther. Dog kritiserer Grundtvig et sted Luther for ikke at have taget konsekvensen af ordene i katekismen. På den ene side skriver Luther, at det ikke er vandet, der gør det o.s.v., og på den anden side bruger han rask væk udtrykket “ordet og sakramenterne”, som om der skulle være sakramenter uden ordet! Det er et ikke uvigtigt udsagn til forståelse af Grundtvig. (Folkeligheden og dr. Rudelbach, Udvalgte Skrifter bd. 9, s. 92). Hans kritik af reformatoren er ægte reformatorisk.

 

Et andet sted udtrykker Grundtvig sig meget stærkt: "Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mere til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands -- vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv (og det gør Grundtvig selvfølgelig, min parentes), umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse ..." Citatet er fra afhandlingen "Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418. Med dåbens udførelse tænker Grundtvig på dåbens ord, som altså er noget andet end det, man i dag forstår ved døbeordene. Dåbens ord er ikke noget, vi kan skalte og valte med.

 

Lad mig tilføje, at Grundtvig “knytter genfødelsen ene og alene til troen og dåben, som de i kirken findes forenede”, Udvalgte Skrifter bd. 8, s. 416. Han regner ikke, som nogle pietister, med en anden genfødelse i omvendelsen. Og for ham er det udelukket at gøre troen til en præstation, som når man siger, at dåben er Guds underfulde gerning, men så tilføjer, at den ganske vist kun virker, hvis man tror på den. Den tanke dukker jævnligt op i debatten.

 

Det er tydeligt, at Grundtvig ikke tillagde “døbeordene”: "Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" stor vægt. Jeg ved ikke, hvor meget liturgihistorie, han havde læst, måske meget, for han satte sig grundigt ind i alt, hvad han beskæftigede sig med. En historisk kendsgerning er det under alle omstændigheder, at “døbeordet” er en opfindelse fra tidlig middelalder. Det skulle vel tjene til at understrege den præstelige autoritet: JEG døber … Tidligere havde hele vægten ligget på Herrens ord. Grundtvig tager ikke dette døbeord med i sin opregning af, hvad der hører nødvendigt med til dåben (i “Dåben efter Christi indstiftelse”), for han mener som den ældste kirke, at det at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er at døbe på forsagelsen og troen på den treenige Gud, rettet til dåbskandidaten som spørgsmål og besvaret af denne med JA.

 

Trosbekendelsen

Oprindelig kom overøsningen/neddykkelsen ikke EFTER trosbekendelsen. Men spørgsmålene på forsagelsen og på troen på Faderen og Sønnen og Helligånden var i det første kendte egentlige ritual, Hippolyts fra omkring 220, en integreret del af vanddåben. Efter dåbskandidatens svar på første trosartikel skete den første neddykning, efter svaret på anden trosartikel fulgte anden neddykning og efter svaret på tredje trosartikel den tredje neddykning. Dette understøtter naturligvis Grundtvigs syn på dåbspagten. Døbeordet var trosbekendelsen. Trosbekendelsens ord kan således ikke adskilles fra vanddåben. For Herrens levende ord er en del af selve dåben.

 

Fredlysningen

Det samme gælder fredlysningen. Læs f.eks. DS 44, strofe 2, vv. 3-7:

Hvad sagde Vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet ”Fred være med dig”?

Hvad sagde Vor herre til dig i din dåb? I din dåb. Ikke ved eller før eller efter din dåb. Præpositionen er ikke tilfældig. Som den stringent tænkende teolog, Grundtvig var, brugte han så at sige aldrig tilfældige ord. Stedet belyser Grundtvigs syn på forholdet mellem ordet og vanddåben. Fredlysningen er, ligesom troens ord, en del af dåben.

 

Fadervor

Til Herrens levende ord i dåben hører ifølge Grundtvig Fadervor. Herrens bøn kan ikke uden videre forstås som en del af “bønnens forgård”. Sådan kaldes den første del af Luthers ritual. Det drejer sig om de to bønner "bede- og bankebønnen" og den lange "syndflodsbøn". Men efter de to bønner skifter det, idet der efter en exorcisme læses “børneevangeliet” fra Markus 10, 13-16. Og først derefter kommer Fadervor. At der er en tæt sammenhæng mellem børneevangeliet og Fadervor kan ikke nægtes. Børneevangeliet slutter jo: “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem." Luther fortsætter direkte med Fadervor uden nogen snak. "Så skal præsten lægge sin hånd på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler ned." Fadervor er klart forstået som et velsignelsesord, altså et ord talt af Herren selv til den, der døbes.

 

At Fadervor er en bøn er en selvfølge, men i (!) dåben er den altså først Herrens levende ord. Derfor vil jeg mene, at Fadervor ikke uden videre kan kaldes en del af bønnens forgård. For Grundtvig er den i mindst lige så høj grad en del af kernen i ritualet, netop som ord fra den levende Herre.

Nu nogle steder i Grundtvigs skrifter, der bevidner Grundtvigs syn på Fadervors placering i kernen i ritualet. Først nævner jeg salmen Op til Guds hus vi gå, DS 443, strofe 6:

 

"Så lærer os Gud Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort brøst
sin egen barnerøst."

 

“Så” betyder ikke “derefter”, men “således”, nemlig ved sit eget mægtige ord. Se sammenhængen, som er den, at Guds ord i form af tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen, ifølge stroferne 3, 4 og 5, selv baner sig vej til vor sjæl, der er døv og stum for evangelium, og fremkalder tungens ja. Guds ord kaldes hans Effata. “Guds røst, som almagts hånd, os skar for tungebånd.” Og så kommer det i strofe 6: “Så (således) lærer os Guds Søn / sin egen barnebøn.”, nemlig ved at tale den til dåbskandidaten som sit eget mægtige guddomsord, der åbner menneskets tillukkede sind. Stedet viser, at Grundtvig forstod Fadervor som tilsigelse og ikke som den bøn, kun den døbte har ret til at bede. Salmen har som bekendt sin baggrund i det gamle dåbsritual fra 1783.

 

Dernæst nævner jeg "Sov sødt barnlille", strofe 3-4. Det handler om, at gudsbarnet beder Frelserens bøn, som stiger i løn og høres i Himmerigs kor. Grundtvig bruger betegnende nok det udtryk om bønnen, som han plejer at bruge om trosbekendelsen: "det lille Guds ord". Dermed mener han tydeligt, at Fadervor først er sagt af Herren selv, og selvfølgelig til gudsbarnet personligt i dåben. Derfor hedder det også i strofe 4: "Et ord af Guds Søn er blevet til bøn." Der menes et ord i dåben. Altså er bønnen først Herrens levende ord til den, der døbes, og først bagefter er den gudsbarnets bøn livet igennem. Det er helt klart tænkt ud fra dåben. Salmen er skrevet som trøsteord under Grundtvigs alvorlige krise i 1844.

 

Der kunne også nævnes en række prosasteder fra afhandlingen “Fadervor” i Den kristelige Børnelærdom, Grundtvig omtaler i afhandlingen Fadervor som Herrens bøn, “som han selv ved dåben lægger os i munden til at være vor daglige bøn”. Og: “Det varede længe med mig selv, inden jeg ret kom efter, hvor dejlig Herren ved dåben selv lærer os at bede, ligesom han der lærer os at tro, og hvormed han skænker os børne-retten, ligesom han med fredlysningen skænker os synds-forladelsen …” Ordene forudsætter Grundtvigs syn på dåben, sådan som han formulerede det efter den mageløse opdagelse, og bør ikke tolkes imod dette. Læg mærke til, at han ser en parallel mellem Fadervor, troens ord og fredlysningen!

I det sidste af citaterne har vi oven i købet nok så smukt rækkefølgen fra dåbsritualet (altså det klassiske). Netop: Fadervor, troens ord og fredlysningen. Grundtvig ser disse tre under eet som Herrens tilsigelse af Guds fulde nåde: barnekår, den frelsende tro, syndsforladelse.

Når Grundtvig altså forstod Fadervor på den klassiske placering først som tilsigelse, så dåbskandidaten derigennem lærer Herrens bøn, eller vi kan sige: får barnekår hos Gud og herefter kan sige Far til Gud, skaberen, så er der ikke nogen begrundelse for at have flyttet bønnen hen efter overøsningen eller “selve dåben”. I hvert fald ikke nogen grundtvigsk begrundelse. Tværtimod.

 

De skadelige konsekvenser af ændringen i 1912

Ændringen i 1912 havde nogle skadelige konsekvenser. Sagen er jo den, at i 1912-ritualet (og 1992-ritualet) er både Fadervor og fredlysningen blevet marginaliseret ved at blive adskilt fra kernen i ritualet. Fadervor skal nu ikke mere siges til hvert enkelt barn, og karakteren af tilsigelse er i det hele taget forduftet fra Fadervor, ligesom fredlysningen nu heller ikke kræves sagt til hvert enkelt barn. I praksis ser man endda i disse år, at fredlysningen af mange præster simpelthen udelades. Det hele er faldet fra hinanden.

 

Det, man satte i værk, kan i virkeligheden bedst karakteriseres som en kernespaltning. Vel at mærke ikke af den slags, som genererer nyttig energi, men af den slags, der sætter en kædereaktion i gang med potentielt fatale konsekvenser.

 

I dagens debat er det nødvendigt at inddrage Grundtvigs syn på dåbens ord. Ellers bliver dåben en magisk handling à la det romerske “ex opere operato”. Faren er, at ordet og dåben, troen og dåben, bliver skilt fra hinanden. Men vi må ikke adskille, hvad der hører sammen. Hvis jeg skal vove at blive lidt højstemt, står vi i dag over for et afgørende valg. Skal vi definitivt cementere det værste og mest provinsielle i den lutherske tradition, eller skal vi tilbage i sporet fra Ny Testamente, oldkirken og den lutherske reformation? Grundtvig er en fornem repræsentant for denne mulighed.

 

En opfordring

Jeg vil derfor appellere til dem, der kommer til at træffe den endelige afgørelse, om nu omsider at få gjort skaden fra 1912 god igen. Lad os få Fadervor og fredlysningen i dåben på plads igen!
 

JUSTERING AF DÅBSRITUALET

Ud over den nævnte flytning af Fadervor og fredlysning tilbage til deres oprindelige plads i det lutherske ritual, og hvad der følger heraf, behøves ingen ændring i ritualet. Der er altså tale om en forsigtig restaurering.

 

Alligevel har jeg forsøgsvis optaget Jesu dåb ved Johannes Døber. Hvad dåbsritualets bibeltekster angår, har de jo nemlig skiftet noget gennem tiderne. Optagelsen af teksten om Jesu dåb (Matt. 3) begrundes med, at dette nok er det nærmeste vi i Det Nye Testamente kommer en beretning om dåbens indstiftelse. Det er en central dåbstekst. En egentlig indstiftelsesberetning på linje med nadverens indstiftelse findes som bekendt ikke. “Dåbsbefalingen”, Matt. 28, er som bekendt først optaget i dåbsriualet i 1883 (Balles døbeformular). Denne tekst kan passende (jf. Christian Thodbergs forslag) indlemmes i faddertiltalen.

 

 

DÅB I KIRKEN

 

DÅBSSALME

Ved barnedåb spørger præsten efter dåbssalmen: Er barnet hjemmedøbt? – Nej!

Ved dåb af voksne spørger præsten: Er du tidligere døbt? – Nej!

 

LOVPRISNING OG BØN

Præsten siger:

Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

 

Vor Herre Jesus har selv sagt: Bed så skal der gives jer.

Søg så skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer.

 

Lad os alle bede!

Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.

Vi beder dig: Tag i nåde mod dette barn (disse børn), som vi bærer frem for dit åsyn. Indlem det (dem) i din menighed, og bevar det (dem) i dit samfund både her og hisset!

Amen.

 

SKRIFTLÆSNING

Præsten fortsætter, og menigheden rejser sig.

Evangelisten Mattæus skriver:

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: "Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?" Men Jesus svarede ham: "Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed." Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!"

 

Evangelisten Markus skriver:

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

 

Barnet – dersom der er flere børn, hvert barn for sig – bæres hen til døbefonten.

Ved dåb af voksne træder den, der skal døbes, selv hen til døbefonten.

Præsten lægger sin hånd på dåbskandidatens hoved og siger:

 

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.*

 

* I stedet kan anvendes:

Vor Fader, du som er i himlene!

Helliget blive dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

 

KORSTEGNELSE

Præsten tegner derefter med hånden kors for ansigtet og brystet af den, der skal døbes, og siger:

Modtag det hellige kors´ tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

 

DÅBSPAGTEN

Hvad er barnets navn? – N.N.

Ved dåb af voksne udelades dette spørgsmål normalt. Præsten siger i stedet for, henvendt til den, der skal døbes: NN Vil du døbes? – Ja!

 

N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? – Ja!

 

Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber? – Ja!

 

Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? – Ja!

 

Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? – Ja!

 

Præsten øser tre gange vand på dåbskandidatens hoved:

 

N.N. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Præsten lægger hånden på den døbtes hoved og siger:

Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligåndens og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!

Han bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid! Amen

 

Fred være med dig!

 

Dersom flere skal døbes, gentages for hver enkelt afsnittet fra Fadervor og til og med ”Fred være med dig!”

 

 

FADDERTILTALE

Menigheden sætter sig. Til barnets (børnenes) faddere og forældre siger præsten:

I, som er faddere til dette barn (disse børn), kan nu bevidne, at det (de) er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vor Herre Jesus Kristus siger: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Derfor skal I faddere, hvis det sker, at forældrene dør, før barnet kommer til skelsalder, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham.

Fred være med jer!

 

Eller

 

I forældre og faddere til dette barn (disse børn) er nu vidner på, at det (de) er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vor Herre Jesus Kristus siger: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Derfor skal I forældre oplære jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham. Og sker det, at forældrene dør, før barnet bliver voksent, da skal I faddere, så vidt det står til jer, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne tro.

Fred være med jer!

 

Præsten er frit stillet med hensyn til faddertiltalens ordlyd, men kan benytte én af ovenstående tiltaler, der er vejledende for tiltalens indhold.

Ved dåb af voksne slutter præsten med en kort fri tiltale til dåbsvidnerne.

 

DÅBSSALME

Efter dåben synges en salme. Ved dåb i forbindelse med en højmesse fortsættes herefter som en almindelig højmesse, og salmen kan være en af gudstjenestens almindelige salmer.

 

(DÅBSKOLLEKT)

Britta Knudsen

Kære udvalg.

Godt, at intet skal hastes igennem.

 

Mange gange oplever man, at præster springer hele afsnit eller blot nogle linjer over i de tekster, som de læser op. Det hele kan ikke tilskrives oplæsningsfejl! Ligeså udelades linjer i kollekter. Dvs. mange ændringer lever deres eget liv ved siden af de af myndighederne godkendte eksperiment-gudstjenester. Der udelades menighedssvar og præster kalder det kor-svar! Det siger jo også noget om opfattelsen af dem.

 

Det er en meget smuk liturgi, vi har. Men uanset, om der skal justeres, så vil det være godt, at få set på regler for regibemærkninger. Måske mangler der også noget i uddannelsen? Man oplever præster, som slet ikke har de bemærkninger og alligevel fungerer alt fint. Samme menighed får så alle de der vejledende bemærkninger ved den anden præst. Så vil nogle sige, at her hos os har vi en menighed, som består af dåbsfamilier plus blot to kirkegænger og så er vi nødt til at hjælpe med vejledninger. Da vi fik døbt vore børn fik vi en ”vejledning” i flere eksemplarer til dåbssamtalen, så vi kunne dele ud til familien. Der blev ikke sagt spor overflødigt.

 

Vi bør overveje, om pastoralseminarietiden er for kort og for dårlig! Mange unge præster demonstrer et ukendskab til salme-skatten og dens melodier. Nogle giver udtryk for frustration over det ugentlige problem med salmevalget.

En præst skal undervise konfirmander og der er virkelig brug for megen pædagogik i flere andre af præstens opgaver, men pædagogik er ikke et stort emne i uddannelsen, kan man fornemme. Nogle præster har medfødte evner, nogle har været leder i spejderbevægelsen eller andet ungdomsarbejde og gjort erfaringer der, men uddannelsen svigter her.

”Modtag Herrens velsignelse”. Hvor det siges med rette betoning og fremtoning, så rejser folk sig helt automatisk op. Velsignelsen er sammen med nadveren det vigtigste i gudstjenesten for mig og ”Vær så venlig at rejse jer op” lige før velsignelsen forplumrer gudstjenestens fine rytme. Uddannelsen burde indeholde mere praktik med vejledning.

 

For mange år siden var det en betingelse, at ansøgere til visse uddannelser havde været ude i andet erhverv, på højskole osv. Det gav point til optagelse på studiet. Det var ikke så ringe. En ung præst, som måske i bedste mening har været stræbsom og er gået lige fra gymnasiet til universitet og oven i købet færdiggjort sig på rekordtid har sandsynligvis ikke en nødvendig bagage.

En turnusordning efter selve eksamen – i lighed med medicinske kandidater – ville være et gode – ikke mindst for præsterne selv.

 

Menighederne kunne etablere ”forbillede-grupper” på linje med andre arbejdsgrene. (kirkekaffevagter, børnekirkefolk osv.). Det får nok nogle til at stejle, men hvis kirkevante rejser og sætter sig i gudstjenesten, så dåbsfamilierne og konfirmanderne kan følge dem, ville det være en løsning. Visse steder har man en kirkesanger/kordegn oppe foran og det kan også være en hjælp for kirkefremmede. Det er vigtigt, at man ikke føler sig forkert eller hundset med.

Konfirmanderne skal naturligvis med til gudstjeneste. Men måske skal de ikke med den allerførste søndag efter, de er startet. Præsten bør forberede dem og evt. give dem en folder med som vejledning/støtte. Det ville være at tage dem alvorligt. Hvis de ikke er vant til at komme med FDF eller familien, vil der jo være utallige spørgsmål om dette og hint, som melder sig hos dem.

Ideen med ”kontaktfamilier” i menigheden, som inviterer tre eller fire konfirmander hjem til guf og hygge er også en fin vej til, at konfirmander kan føle sig hjemme i gudstjenesten – når de der møder andre de kender. Helst modsat de tilfælde hvor de får lov at føle sig fremmede og uglesete.

 

Jeg besøgte Tornby Kirke (ved Hjørring) som turist og tog en folder i våbenhuset. Der har præsten lavet en meget, meget fin vejledning til gudstjenesten. Dels forløbet med alle gode detaljer dels et sidespor med yderligere forklaringer, som man kan læse eller lade være . Det var et fantastisk flot stykke arbejde. Prøv at få fat i den!

 

Endelig kan det på ingen måde skjules, hvis der et godt samarbejde mellem præst og betjening og det er en sand lykke, når det er tilfældet!

 

Jeg var forhindret i at deltage i mødet i lørdags, så her er muligvis gentagelser, men det får være.

 

Med ønsket om alt godt for dette projekt og os alle.

 

------------------

 

I mange, mange år har denne problematik fyldt - til tider mere end andre gange. Det har ofte slået mig, at man fokuserer på "det udvendige". Det skal bestemt ikke forstås således, at jeg mener, at følgende ikke er vigtige ting, men hvis det stopper der, overser vi det vigtigste! Musikken, orglet, de gamle koraler, musikstilen har stået for skud helt siden 70-erne, tror jeg. Præstekjolen, klokkeslættet søndag morgen, sprogbrug/stil osv.
Ordet over alle ord i denne forbindelse: FORNYELSE har været brugt til at slå oven i hovedet med, til at slå hovedet på sømmet med og til at få andre til at bøje sig i skam over bagstræberisk tilgang.

Jytte Abildstrøm sagde en gang i et foredrag ( og gentog det for nylig i Kristeligt Dagblad), at vi langt hellere skulle bruge ordet: Forædle! Hvor har hun ret. Det kasserer nemlig ikke det dyrebare, men vil netop bygge videre og vedligeholde.

Hvad mener jeg så med det væsentlige? Jo, fællesskabet i sang, i bøn, i nadver - ja, i det hele. Det vi hører sammen, får os til at høre sammen. Når der siver folkekirkefolk til frikirker, når søgende går skuffede bort, når man ikke mener at kunne bruge Folkekirken til noget, skyldes det måske, at vi er blevet for gode til at lade folk være i fred? Det kan jo også være et behov, som nogle kommer med.

Konfirmanderne skal lære Fader Vor og trosbekendelsen (udenad). Naturligvis. Men langt vigtigere må det dog være, at de lærer, at de kan bede lige akkurat, som de vil og hjælp er nok. Senere, når Fader vor måske er gået i glemmebogen, vil de kunne huske, at det er ok blot at sige Kære Gud hjælp!

Den gode, gamle forpligtelse til at gå i kirke for fællesskabets skyld og virkelig se de andre deltagere - også konfirmanderne - det er vigtigt.
Jeg ved, at børn, der har sunget i kirkekor og derfor har deltaget i utallige gudstjenester er kommet til at holde af både form, ordvalg og musik. Selv om de til daglig lytter til mange andre genrer. Det er nemlig ikke det udvendige udtryk, der er det vigtigste.

Hvor ville det være herligt, om vi kunne stå op under fællessang og sidde i fredelig koncentration under tekstlæsninger. En fordel for begge aktiviteter.

Fint med temagudstjenester og særgudstjenester i løbet af ugen, men "varedeklarationen" bør være tydelig.

Mon ikke en stor rundspørge/ undersøgelse kunne vise hvad, der sættes pris på i højmessen, så det ikke blot bliver særligt aktive, der ytrer sig?

Her er stærke følelser på spil. Vi er mange, der vil begræde store ændringer i ritualerne.

Henning Krabbe

Til folkekirkensliturgi@km.dk

Synspunkt som bedes medtaget i drøftelserne.

 

Ændring af trosbekendelsen

Jeg mener at der er behov for sproglig justering af vores trosbekendelse. I den nuværende form tager den stilling til hvordan opstandelsen sker, og det bør den ikke gøre. Det er der jo ingen der ved , og i den nuværende form kan formuleringen nemt få menensker til afvise opstandelsestroen. Jeg minder her om, at man i Sverige og i Tyskland har et andet ordvalg 

 

Den danske tekst

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Jeg henviser her til ordlyden i Svenska Kyrkan

Vi tror ock på den helige Ande, en helig allmännelig kyrka, de heligas samfund, syndernas förlåtelse, de dödas uppståndelse och ett evigt liv.

Jeg henviser tillige til ordlyden i den Evangelische Kirche in Deutschland

Ich glaube an den Heiligen Geist, die heilige christliche Kirche,

Gemeinschaft der Heiligen, Vergebung der Sünden, Auferstehung der Toten und das ewige Leben.

 

Forslag til ændret dansk ordlyd

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, de dødes opstandelse og det evige liv.

 

Kristkirkens Sogn, Kolding

Dåben

Bibelen kalder dåben for en ny fødsel - eller en genfødsel (Johs. 3 og Tit. 3). Vi vurderer, at det Bibelen kalder en ny fødsel, er udtryk for, at vi, i dåben, ændrer status fra hedning til Guds barn.

 

Den sandhed understreges tydeligt i vores nuværende ritual, hvor bønnen, der er knyttet til dåben formulerer det sådan: ”Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har gives os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse

og det evige liv.”

 

Vi er klar over, at modstanden imod netop denne bøn er meget stor, idet rigtig mange præster og lægfolk ikke længere kan forlige sig med, at et udøbt menneske ikke er Guds barn. Det ser ud til, at mange præster har forladt den skelnen vi synes Bibelen lægger op til og som særligt understreges i Den Augsburgske Bekendelse, artikel 2

  • at et menneske fødes som Guds skabning og som sådan er det elsket af Gud; men dog med arvesyndens konsekvenser (dom og undergang)
  •  at et menneske der døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn bliver Guds barn og modtager frelsens gave

Vi ønsker at fastholde den evangelisk lutherske dåbsteologi og vil derfor opmuntre biskopperne til

at fastholde det synspunkt, at det er ved dåb og tro et menneske bliver Guds barn og modtager frelsens gave.

Vi vil desuden opmuntre biskopperne til at sætte kreative sprogfolk til at kigge på formuleringerne i dåbsritualet. Vi tror det er muligt at fastholde den evangelisk lutherske dåbsteologi og formulere ritualerne sådan, at præster og dåbsforældre ikke falder og slår sig på formuleringerne i ritualet.

Vi tror, at modstanden imod den evangelisk lutherske dåbsteologi, er så stor for mange præster i Folkekirken, så selv en nok så god ændring af de sproglig formuleringer, ikke vil kunne tilfredsstille

de stærkeste kritikere. Her må biskopperne gøre op med sig selv, om de vil acceptere, at en frikirkelig dåbsteologi kommer til at fylde mere og mere i Folkekirken.

 

Nadveren

Det ser ud til at der, i Folkekirken, er en udbredt forståelse af, at vi har den nadverteologi, at brød og vin udelukkende er symboler på Jesu legeme og blod. I og med at den forståelse har bredt sig, kan man spørge, hvordan man har fået den opfattelse.

Det skyldes formodentlig først og fremmest, at der ikke bruges så meget tid på at undervise menighederne i, hvad der sker i nadveren. En sådan undervisning tror vi er nødvendig, idet vi har den absolut sværeste nadverteologi set i forhold til frikirkerne. De hylder den forståelse, at brød

og vin udelukkende er symbol på Jesu legeme og blod. Det kan man sådan set, uden de store vanskeligheder, forholde sig til. Vores teologi er derimod, at vi, i, med og under brød og vins skikkelse, virkelig modtager Jesu legeme og blod.

Det er vores nadverteologi, der er den mystiske og derfor den vanskeligste at forklare. Ja, i bund og grund kommer man ikke til bunds i en forklaring af vores nadverteologi. Den ér og bliver mystisk.
 

Der er behov for sproglige ændringer, som kan tage nutidens sprog med ind i den evangelisk lutherske nadverteologi. Vi må ikke sakke bagud i forhold til sproget.

L

Oscar Andreas Lied

Kære liturgikommission,

 

I forbindelse med arbejde omkring dåb, nadver og gudstjeneste, vil jeg gerne sende to små overvejelser, fra mit ståsted.

Den første gælder dåben:

I en del kirkesamfund har man fælles trosbekendelse inden dåben – i stedet for individuel trosbekendelse ved spørgsmål, som i Folkekirken. Jeg kommer selv fra Norge, hvor jeg også har været præst, og i Norge er det en fælles trosbekendelse. Jeg tror, at det kan være en rigtig god idé også i Danmark. Ikke at fjerne trosbekendelsen, men gøre det til en fælles bekendelse lige inden barnet bliver døbt.

 

Vedr. dåb tænker jeg også, at der bør være en anden tekst end Jesus og de små børn, der kan bruges ved voksendåb.

Den anden overvejelse vedrører gudstjenesten:

Jeg oplever – igen og igen – at ved dåb, konfirmation og andre gudstjenester, hvor mange kirkefremmede er til stede, at de ikke er med på alle korsvar. De kan nok godt finde ud af, at synge amen tre gange efter velsignelsen, men hilsenen ved gudstjenestens begyndelse falder dødt til jorden. Kunne man have nådeshilsen som et alternativ i højmessen? Det ville også åbne op for at sige nogle velkomstord på det punkt, som rigtig mange præster gør uanset. De andre korsvar kunne for min skyld godt blive værende, men med nådeshilsen og velkomstord i stedet for ”Herren være med jer,” ville også kirkefremmede føle at de kan være med fra begyndelsen.

Christian Lindtner

Vedr. temadag om 'Dåb og Nadver', Vissenbjerg Storkro
lørdag den 16 november.

 

Jeg er bekendt med indholdet af de to pixi-bøger om Dåb og Nadver, udsendt 2018 af biskopperne med Dem som pennefører.

Intetsteds omtales den historiske kendsgerning, at der til de to ritualer foreligger buddhistiske kilder på sanskrit og pâli. De relevante tekstudgaver kan evt. rekvireres fra KB. Den vigtigste blev anmeldt af undertegnede i Acta Orientalia 43 (1983) 124-126 (sanskrit).

Nogle af de mest interessante af disse har jeg fremlagt i forb. med en højmesse i Jylland i juli måned. Den græske ordlyd følger teksten på sanskrit (også oversat til kinesisk og tibetansk). Om buddhistiske kilder til Nadveren har jeg skrevet i kirkebladet for Tømmerby m.m. 2019.

Da jeg i anden anledning forventer at befinde mig med min søn nær Vissenbjerg lørdag over middag, ville det være forkert af mig ikke at tilbyde at orientere Dem og Deres selskab om de buddhistiske kilder til vor egen Dåb og Nadver. Om liturgien efterlyser De og Deres kolleger jo netop p.t. en almindelig folkelig debat.

En undertrykkelse af foreliggende kilder til liturgien ville desårsag være ganske upassende, ikke sandt?

Niels Jørgen Lindtner

Til folkekirkensliturgiudvalg,

Som svar på biskoppernes opfordring til at vi alle kommer med forslag til fornyelse af gudstjenesten tillader jeg mig her at fremsende mit forslag til hvordan den danske folkekirke i fremtiden skal se ud.
 

Forslag til ny gudstjeneste og nyt tilbedelsesobjekt:
 

Al Jesus-dyrkelse ophører og erstattes med soldyrkelse.
 

Præsterne får nye hvide dragter i stedet for de sorte.
 

Evangelierne skrottes. Liturgien revideres: nadver udgår. Salmebogen skæres kraftigt ned. Liturgien vil da dreje sig i højere grad om soloplysning. Kontemplation af årets dage. Årets gang. Solens relation til alt liv. Forudsætning for alt liv. Lovprisning af solen.
 

Sang, traditioner, prædiken, bekendelser mv. fastholdes. Alle de store religioners tekster - hinduisme, Kristendom, Buddhisme, Islam mv. - kan inddrages og den universelle sandhed, der ligger bag dem alle, udledes af præsteskabet.
 

Der vil være gudstjeneste ved hver sol op- og nedgang. Gudstjenestens varighed kan være kortere end en time.
 

Korset skrottes og erstattes med et solsymbol. En cirkel.
 

Menighedsråd nedlægges og teologiuddannelsen videnskabeliggøres.

 

-------------------------------------

 

Dåben til uønsket debat

Kirkefondet, en af landets mange centraler for luthersk propaganda, har netop udsendt en pamflet med fokus på dåben. Det er klart, at de teologiske forfattere selv er i dyb vildrede m.h.t. betydningen af dette ældgamle ritual. Derfor gives aben nu videre til det folk, der ejer og tilhører kirken, og aflønner teologerne for deres hjælpeløse vankundighed. Der er allerede noget komisk over Jesu egen dåb; han kommer til Johannes, kendt for at døbe, men Johannes fatter ikke, hvorfor Jesus kommer, mener tværtimod, at det er ham selv, der trænger til at blive døbt. Jesus insisterer og fremsætter den dybt gådefulde påstand, at således bør vi opfylde al retfærdighed. Efter en hurtig dukkert i flodens vand, daler en due ned fra himlen, og Guds røst sanktionerer den løjerlige hændelse. Ikke så sært Det er altså ikke så sært, at vore præster falder ned fra lastvognen, når man udbeder sig en fornuftig redegørelse. Det er en skam, at sortkjolerne ikke vil høre om den indiske buddhisme, for her får gåderne deres historiske løsning. Hvad evangelisterne skriver, er oversat, ofte ordret, men med udeladelser, der afføder den herskende forvirring. Vi får kun den halve, og derfor forvirrende, fortælling. Efter længe at have mediteret ved floden, opnåede Buddha den erkendelse, som »opfylder al retfærdighed«. Citat ordret! Derefter forkyndte han sin lære og lod sine tilhængere optage i menigheden. Det skete derved, at man bekendte sin tro på Buddha, Læren og Ordenen - frit oversat til Faderen, Sønnen og Helligånden. Den gådefulde kristne Treenighed er umiskendeligt buddhismens Tre Juveler. Buddhistisk orden Også duen fra himlen får nu sin forklaring, idet den netop er et symbol på optagelsen i den buddhistiske orden. De indiske ord for opdagelse, dåb og optagelse staves omtrent som på græsk. Et læserbrev er ikke stedet til at undervise begyndere i sanskrit. Dog er det ikke uoverkommeligt for en dansk præst at anskaffe sig gode lærebøger i de gamle indiske sprog. Med tiden vil præsten da kunne overbevise sig selv og menigheden om, at det egentlige formål med den mystiske dåb er at tilslutte sig den indiske buddhisme. Den elskede søn er Guds søn - oversat fra sanskrit: deva-putras. Hos inderne anvendes det om halvguder og trolde, der bl.a. kan flyve i luften og gå på vandet. Ligesom Jesus.

 

Offentliggjort i Frederiksborg Amts Avis n FREDAG 31. MAJ 2019

Linå Sogns menighedsråd

Til faggruppen vedrørende autorisation

 

I Linå menighedsråd har vi haft rapporten fra de af biskopperne nedsatte faggrupper til debat.

 

Denne tilbagemelding vil fokusere på problematikken omkring hvem, der bør bestemme i folkekirken og tager udgangspunkt i hovedrapporten ”Folkekirkens liturgi: Mellem frihed og fasthed”.

 

For os er det en meget relevant problemstilling, idet vi i de sidste 5 år har haft biskoppens tilladelse til diverse ændringer i højmesseliturgien – såkaldte ”mindre afvigelser”, som det hedder i den autoriserede højmesseordning fra 1992.

 

I dag må vi således eksempelvis flytte 1-2 højmesser om måneden til hverdage eller søndag aften, inddrage lægfolk til læsninger og i forbindelse med nadveren, anvende nadverbønner og oplæg til nadverliturgier som angivet i ”Gudstjenestens bønner I”, formulere og anvende både egne og andre ikke-autoriserede ind-og udgangsbønner.

 

Vi er enige i, at autorisationsbegrebet i dag har et underskud af legitimitet og relevans i modsætning til på Palladius’ tid og under enevælden, og når man fortsætter med relativ stram regulering, vil det resultere i divergens mellem den formelle og uformelle struktur i folkekirken.

 

Den almindelige frisætning af individet i senmoderniteten harmonerer dårligt med en for kraftig central styring af liturgien i form af autorisationer af både højmesseordning og salmebog. Det er stive rammer for såvel præster som menighedsråd og besværliggør bestræbelser på at modernisere højmessen med henblik på at gøre den mere relevant for moderne mennesker. Et synspunkt, som allerede Luther var inde på i sit opgør med den katolske kirkes ekstreme centralisme.

 

Vi synes derfor, det er på høje tid at frisætte præster og menighedsråd, men på linie med faggruppen har vi den opfattelse, at man bør kunne genkende grundstrukturen i højmessen uafhængig af tid og sted. ”Ordoen”: Samling-ord-måltid-sendelse bør være det genkendelige. Vi foretrækker at autorisere Ordoen og ikke nøjes med at lade den have appellerende karakter.

 

Vi deler ikke faggruppens synspunkt, at det genkendelige sjældent er bundet til formen.

 

Inden for disse centrale rammer vil der så være stor frihed til at eksperimentere med udformning af både form og indhold i højmessen. Det er indlysende, at den større frihed på samme tid vil være både til stor inspiration men også ressourcekrævende for menighedsråd og præster. Selv har vi her i Linå været på studietur i Luthers fodspor og etableret et gudstjenesteværksted. På menighedsrådsmøderne har evangelieformidlingen periodevis været opprioriteret i modsætning til ”murstenenes” normale tyngde.

 

Det gør det mere spændende at være medlem af menighedsrådet og kan i bedste fald lette rekrutteringen til menighedsrådsarbejdet, idet større indflydelse på og aktiv deltagelse i højmessen vil medføre større ejerskab til gudstjenesten. Men selv pensionister har ikke ubegrænset tid til rådighed, så med større valgfrihed følger et behov for produktion af vejledende materiale, der kan berige den liturgiske diskurs. Som hovedrapporten også påpeger, må det kirkelige tilsyn fra provst og biskop skifte karakter fra primært kontrol til opmuntring og dialog til støtte for præst og menighedsråd.

 

Kombinationen af tidspres for præst og menighedsråd og en generel tendens til beslutnings/valgfrihedstræthed blandt folk samt ønsket om sikkerhed for, at helt essentielle ting i forbindelse med udøvelsen af sakramenterne bevares i hele folkekirken, taler for et minimum af autorisation f.eks. omkring nadveren med Fadervor, indstiftelsesord, uddeling og bortsendelse(hovedrapporten p. 22).

 

Det er spændende at læse om højmesseliturgien med dåb i Lindevang kirke, hvor sognet har status som liturgisk frisogn. Efter at trosbekendelsen er sunget af menigheden, tilspørger præsten meget kortfattet, om man tror på Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden efterfulgt af ”vil du døbes på denne tro?” Koblingen mellem menighed og dåbsbarnet er klar, og man undgår næsten forhørsmæssigt at skulle igennem hele trosbekendelsen.

Det er et godt eksempel på, hvad liturgisk frihed åbner mulighed for.

Man kan kun ønske sig, at en sådan frihed må blive hele den danske folkekirke til del.

Holger Lissner

Til Danmarks biskopper.
 

Jeg tillader mig herved at sende jer et forslag til en revision af ritualet for præsteordination med nye bønner og en ny ordinationssalme, som i øvrigt også kan bruges som en almindelig søndagssalme. Jeg har arbejdet med det nogle måneder, fordi jeg har syntes, at netop det ritual trængte stærkt til en revision. Både i det, der siges, og i det, der gøres. Begrundelsen kommer først i forslaget.

Jeg håber, at nogle af jer kunne få lyst til at prøve det, eller dele af det, for jeg ved af erfaring, at ét er af lave et forløb ved skrivebordet, noget andet er at stå foran alteret og gennemføre ritualet.

Jeg håber også, at forslaget kan indgå i de overvejelser, som I har inviteret hele folkekirken til at tage del i om liturgierne i folkekirken. Jeg står naturligvis til rådighed, såfremt nogle af jer ønsker at diskutere det med mig.


Links til pdf med liturgibidrag: Forslag til ritual for præsteordination

Link til pdf med liturgibidrag: Ordinationssalme - Du kalder os, Herre

Løsning og Korning menighedsråd

Responsum fra Løsning og Korning menighedsråd (Haderslev stift) angående høring om folkekirkens ritualer og liturgi.

Læs liturgibidraget fra Løsning og Korning menighedsråd i en pdf-fil her

M

Jørgen Mark

Som jeg ser det, er problemet, at liturgien for de faste kirkegængere skal være genkendelig, men at nye kirkegængere kunne ønske sig en mere nutidig liturgi.<

 

Jeg er ikke teolog, men interesseret kirkegænger, når det er muligt, og menighedsrådsmedlem. Mit råd skal være en hvis fornyelse, som ikke skræmmer de faste kirkegængere væk.<

 

Jeg har engang foreslået min sognepræst, at inddrage menigheden i liturgien. Men han mente nu, at han selv kunne gøre det bedre. Alligevel vil en inddragelse af menigheden i ritualerne nok knytte dem mere til kirken.

Inge Lindhardt Mikkelsen

Jeg vil gerne sige tak for en meget spændende liturgikonference i lørdags. Det var indholdsrige oplæg, som gav en god basis for at tale om emnerne i grupper efter frokostpausen. Og imponerende at det kunne lade sig gøre rent teknisk med så mange deltagere!

 

For mig satte Marie Vejrups oplæg tanker i gang. Hun stillede nogle vigtige og overordnede spørgsmål, synes jeg: For hvem skal vi forandre liturgien? Og hvem skal gøre det? Det spørgsmål er vigtigt at gøre sig klart, når man sætter en bred og vigtig debat om liturgien i gang. Hvordan får debatten indflydelse på liturgien? Med alle de liturgiske samtaler, der i øjeblikket foregår i menigheder og menighedsråd får vi også et mere myndigt lægfolk – og det er vigtigt at tage alvorligt.

 

Det andet oplæg, som satte tanker i gang hos mig, var Merete Thomassons indlæg om processen i Norge op til deres nye ritualbog. Hun talte om genkendelighed, og om at det ord kan forstås på mange niveauer: Er det genkendelighed i forhold til, at gudstjenesterne ligner hinanden uanset hvor i landet man går til højmesse? Eller der et genkendelighed i forhold til det nuværende ritual? Eller i forhold til Luthers liturgiske retningslinier? Eller oldkirkens praksis? Eller betyder genkendeligheden, at vi skal tilstræbe, at mennesker kan genkende sig selv i gudstjenesten? For mig at se er der vigtige betydninger i alle de forskellige vinkler på ordet, og det er vigtigt, at der ikke tages patent på en enkelt af betydningerne, og samtidig er det også vigtigt at være bevidst om, at det liturgiske valg, der træffes ikke kan favne dem alle. Der må træffes valg med åbne øjne og åben dagsorden.

 

Tak igen for at gøre en stor indsats for den liturgiske samtale!

Ulla Bager Møller

Til landets biskopper.

 

Foranlediget af en artikel i Kristeligt Dagblad drister jeg mig til at komme frem med nogle tanker og et spørgsmål, som jeg længe har tumlet med.

I vores sogn har præsten i samarbejde med menighedsrådet gjort det til sædvane, at man ved gudstjenesten ofte synger sange fra højskolesangbogen. 1 – 2 sange er ikke usædvanligt.

 

I den forbindelse er et sæt højskolesangbøger anskaffet, som man så deler ud sammen med salmebogen.

De sange, præsten vælger, er typisk nr. 256 i højskolesangbog ”Spurven sidder stum bag kvist”,

Nr. 141 ”Der er så meget, der kan trykke” eller nr. 453 ”Du kom med alt det der var dig”.

 

Det skal siges, at jeg holder meget af højskolesange; men for mig hører de ikke hjemme ved en gudstjeneste. For mig handler sangene om menneskelivet og forbindelsen mennesker imellem.

 

Hvorimod en salmes ærinde er at pege på Gud og ”forbindelsen” mellem Gud og mennesket, og derfor i kraft heraf har sin plads i gudstjenesten.

Jeg synes ligeledes, at det er forkert, når vores præst accepterer og dermed står inde for, at sangen nr. 138 ”Om lidt bli`r her stille” ofte bliver valgt ved en begravelse. Den sangs budskab er jo, at mennesket er alene og alene om ansvaret for sit liv.

 

Konsekvensen af valget af de mange sange ved gudstjenesterne har bl.a. været, at vi har mistet en særdeles kompetent organist og nu må nøjes med skiftende vikarer.

 

Jeg håber, at man vil tage op til drøftelse, om det er at anbefale, at højskolesangbogen jævnligt bliver brugt ved højmessen ?

N

Nibe-Vokslev Pastorat

Kære Elof og Jette.
 

I torsdags havde vi menighedsmøde om liturgi i Nibe-Vokslev sognegård.

Vi havde først en ”alternativ” gudstjeneste kl. 17 med lægprædikant, hvor 152 var mødt op. Ca. 80  fulgte med over i sognegården til spisning og møde om liturgien. Det var langt over, hvad vi havde turdet håbe på. Menighedsrådet havde lavet mad til 40, men ved hjælp af små tallerkner og et bespisningsunder, blev alle mætte.

Jeg havde struktureret et oplæg med idéer fra jer, og aftenen blev en stor succes. Jeg måtte til slut afbryde en livlig debat, fordi vi var gået langt ud over den fastlagte tidsramme. Vi blev IKKE enige om noget.  Det, den ene var varm fortaler for, syntes den anden var forfærdeligt. Men jeg sender jer her noterne og billeder af plakater, vi lavede.

Det var en meget givende aften. Og derudover dejligt for mig at opleve som ny her, at der er stor interesse for vores gudstjenesteliv. Jeg traf et par stykker dagen efter, der havde været med. De er ikke normalt kirkegængere, men havde fået meget ud af aftenen, og vil gerne være med en anden gang.

God arbejdslyst med det videre forløb.

 

------------------------------------------

 

Gerda tager over: Hvem bestemmer?
 

Ritualbog fortæller, hvad præsterne skal gøre. Siden 1992 har tingene ligget fast, så det er så ens, som muligt. Der er små afvigelser rundt omkring i forhold til ritualbogen.

Tiden er måske moden til at der ses på gudstjenesten

3 rapporter om gudstjenesten, dåben og andre kirkelige tjenester, ønskes nærmere læsning, så kig på Ribe stifts hjemmeside

Udvalg vedrørende folkekirkens gudstjeneste er kommet frem til flere punkter, som er udgivet i større rapport og i en lettere udgave (pixi-bogen):

Autorisation, ritualbogen

Genkendelighed-for hvem skal gudstjenesten være genkendelig, præster, flittige kirkegængere eller lejlighedsvise kirkegængere, regler og uskrevne regler i gudstjenesten

Frihed,

Arbejdsgruppen er kommet frem til:

Den konservative - beholde den nuværende form

Den frie - hvor frit skal det være, der skal være nogle kerner i gudstjenesten, 4 ting til stede, samling, ordet, nadver og sendelse

Mellemvejen- kompromis,

Mødedeltagerne skal nu i gang med forskellige aktiviteter

Plakater oppe på væggen:

Vi holder gudstjeneste for ….

Hvis jeg skulle bestemme over gudstjenesten, skulle den ….

Hvad er det værste ved gudstjenesten? …

Hvad er det bedste ved gudstjenesten? …

Alle har skrevet på post-it, vælger de bedste udsagn, som kommer op på plakaterne, idet der er valgt en kirkegængertype, som er modsat en selv

Alle sedler er sat på plakaterne

Jesper, Lotte, Peter og Bent er sat i panel, for at svare på spørgsmål, skiftes dog ud med spørgere/kommentatorer fra salen.
 

Hvad skal der laves om ved gudstjenesten?

Kan godt opleve, at der er en trykket stemning, mangler smil i kirken. Det er smukt i kirken, skal være begejstret for at gå i kirken, få skulderne ned, sunget gode sange, god oplevelse kunne medføre et generationsskifte af kirkegængerne

Stå op og synge, bede lidt mindre til Gud

i fremmede kirker tales ikke sammen, skulderne sidder oppe ved ørerne, skal huske at hilse på nye kirkegængere i egen kirke, prøve at få det til at blive en god oplevelse

Som regel er det hyggeligt

Skal ikke være en fest, mange har brug for ro og fordybelse, vigtigt at man forstår, hvad der bliver sagt fra prædikestolen

Sidder altid bagerst i kirken, for at nyde det store rum i kirken

Vokslev kirke er meget lang, langt væk fra præsten

Bondefamilie i Vendsyssel tager på besøg i forskellige kirker, præsten advares, præsten provokerede med miljøudsagn, gav god anledning til snak om gudstjenesten

 

Vil der være nogle områder i gudstjenesten, som trænger til fornyelse?

Kan man bede for tit, børn skal synes at det er mere spændende at være i kirken, børn skal lære at være stille, så alle kan høre prædiken

Indledende nadverbøn er fin ved genkendelse

Godt at ritualet er i salmebogen

Mangler yngre mennesker i kirken, mister de yngre generationer, skal sørge for at kirken bliver moderne, mødes og snakker inden gudstjenesten og snakker bagefter, måske mulighed for at diskutere indhold fra prædiken med præsten

Flere generationer med ind, flere generationer følges ad, opleve at der er noget at komme efter

 

Skal gudstjenesten være fri eller genkendelig? Hvem skal den være genkendelig for og hvem holder vi gudstjeneste for?

Variationer må der gerne være, men genkendelighed hjælper de ikke så flittige kirkegængere, vigtig med genkendelighed giver tanke om fællesskab, noget vi kender. Skal lave et mix

Godt at præster nævner at nu skal vi rejse os

Måske bruge menigheden til oplæsning

Baby-salmesang kunne måske udvikles til det mere åndelige blandt mødre, studiekredse, de unge familier og deres liv

Hvorfor holder vi gudstjeneste, formidling, flere følges ad, fortæller om at hilse på hinanden, katolsk kirke med almindelig kirkemusik men også ungdomsband, få mere liv med ind og budskabet

Det handler om budskabet, pakkes lidt lækkert ind

 

Klar vision om gudstjeneste i Nibe-Vokslev om 10 år

Håber at det er som nu, men at vi står op og synger, gør det højtideligt, pas på traditionerne, skal ikke lave for meget om

Afslutter aftenen med at synge: Nu går solen sin vej

Fælleskab i Nibe - folk bakker op omkring arrangementet

Arne Hjort Nielsen

Kære Ribe Stift

Det var en stor oplevelse, selvom jeg ikke havde styr på teknikken.
 

(Løsning: Kamera og hovedtelefoner med indbygget mikrofon)
 

I mødechattens højre side skrev jeg tre små indspark, hvoraf I er velkomne til at sløjfe de to første inden en evt. offentliggørelse. Det tredje og seneste giver lidt mere mening, om det vurderes godkendt af Jer.
 

Panelets deltagere leverede en liturgikonference på meget højt plan. Tak for det.
 

Kommentarer: Jeg hører til dem som i en sen alder er kommet til at holde af den traditionelle Gudstjeneste (Liturgien). Skal der ske ændringer, må det ske med respekt for Kirkens kernebudskaber. Kirken, håber jeg, fortsat vil stå fast overfor det sekulære, og gerne arbejde for en større indflydelse i folkeskolen, med indsættelse af lærere/pædagoger som er stolte af, og har indblik i vor kristne kultur.
 

Kirken/Liturgien og fremmed kultur

Skal Kirken fortsat stå stærkt i vor moderne kultur, ser jeg gerne Kirken markere sig overfor Islam, som bygger på vranglære om Jesus Kristus, Kristendommen.
 

Skønt jævne muslimer er tilforladelige bærer de rundt på koranens morderiske budskaber.
 

”Når de er mange nok,

får vi med satans stok”
 

Er det Kirkens, Biskoppernes opgave, om nogens? Når nu Folketinget holder sig tilbage? Er det overdrevet?
 

Indtil nu er folketinget, på nær tre partier samt Stram Kurs hvoraf Rasmus Paludan lever i fare for sit liv, ikke noget at råbe hurra for. Flertallet i Folketinget står enten valent eller blindt overfor dette vigtige emne.

Gunhild Øeby Nielsen 

Kære biskopper

Jeg vil forsøge at formulere input til overvejelserne omkring gudstjenesten/højmessen/liturgien. Hvorvidt de gælder for andre end mig/ er repræsentative, ved jeg selvsagt ikke. Hvorvidt de rammer præcist det, i arbejder med, ved jeg heller ikke, for det har jeg ikke sat mig ind. Men jeg har noget på hjerte, som jeg håber måske kan bringes med i dele af overvejelserne.

Nøgleord om mig: Jeg er 52-årig kvinde, jyde, gift og mor til tre, opvokset i et kristent hjem og efter en tumultarisk ungdom - ikke mindst ifht tro - landet nogenlunde på benene - ikke mindst pga min kloge og stabile mand; i øvrigt lang humanistisk uddannelse. Trofast kirkegænger, en periode menighedsrådsformand fordi ingen andre ville. Lærerigt! Ellers og helst blot et almindeligt medlem af Guds menighed.

Jeg holder meget af folkekirken, af gudstjenesten, salmerne, liturgien, kirkerummet - det hele - MEN:

Jeg synes også den er for stiv. Jeg ved ikke, om jeg er lavkirkelig eller højkirkelig, aktivistiske eller tidehvervsk - lidt af det hele og svingende fra søndag til søndag. Det er ikke pointen. Jeg vil slet ikke ændre essensen - rummet, bønnerne, teksterne, salmerne, klokkeringingen osv. Jeg vil bare løsne lidt i det hele. Gøre det mindre stift og langt mindre perfekt  og fejlfrit. Flere fejl! Mere menneskeligt nærvær - nu - i rummet.

Og mindre orgel! Klaver, guitar, violin og sang uden instrument. Ned i toneleje - giv folk mulighed for at synge med - de fleste elsker jo at synge! Giv dem dog muligheden!

Mere stemningsfuldhed. Sluk de elektriske lys - lys på alteret. Stilhed. Nogengange. Vågne sanser.m
Og kommentér salmerne, liturgien, kirkerummet, så vi hjælpes til at forstå rigdommen - også før vi har gået i kirke i en menneskealder. Det gør gudstjenesten dybere, når man forstår kirkerummets indbyggede dynamik mellem Gud/kor og menneske/skib. Vi oplever jo gennem symboler, med kroppen, mere umiddelbart. Ikke hver gang. Nogle gange.

Det lyder så enkelt, det jeg skriver, men min temmelig empirisk underbyggede erfaring er, at det sjældent sker. Højmessen kører efter en snor, alle fejl noteres, uden vi vil det, hos os,  der kender forløbet. Dåbsgæsterne kan ikke finde ud af, hvornår de skal stå og sidde. Og de bliver stående under nadveren.

Jeg synes faktisk, vi risikerer at forspilde en mulighed, for vi er SÅ rige på poesi i salmerne, på stemning i de fantastiske kirkerum, på mulighed for smukke musikoplevelser, på en både intellektuel og spirituel og diakonal tradition. Mere oldkirke. Relationer, forbundethed - også med naturen.
Jeg ved godt, der er gjort så mange tiltag, jeg ved præsterne kæmper en kamp for at gøre kristendommen og evangeliet relevant for moderne mennesker, og jeg ved det lykkes tit og ofte. Jeg oplever bare selv en tiltagende frustration over stivheden i de forkerte ting (der må godt være “stivhed” i det rigtige ting som fx ritualer) som fx det totalt dominerende orgel og det høje toneleje.
Jeg havde den smukkeste oplevelse, som for mig var en gudstjeneste, da jeg var til koncert med Louise svane, Henrik svanes datter, for nylig.. der kommer snart en you tube kanal med de nye salmer, hvor i kan høre det (Langå kirke). Hun levede sig så meget ind i musikken og teksterne, bla af grotian, at det lukkede det op for i al fald mig. Og jeg er ikke til for mange følelser - men jeg er til at give plads til spiritualitet i kirkerummet.
Håber det giver en smule mening! Måske kan mit input faktisk sammenfattes: jeg savner kristen spiritualitet i kirken. Og jeg tror den kan tale til moderne mennesker. Hørte Erik Meier Carlsen fortælle om buddhisme og kristendom i Anders laugesens og Paula Lourains program i dag. Også meget tankevækkende. Begge de medvirkende buddhister i programmert havde savnet Gud ifbm deres konfirmation!

Held og lykke med det!

Svend Aage Nielsen

Med blot to ord kan vi undgå at lyve og at vildlede menigheden:
 

Lad os - efter Forsagelsen - bekende vor kristne tro...
 

De to forskellige tekster kan også indledes med tre ord: I Jesu navn..

Men det er vigtigt, at de to tekster skilles ad. da de ikke hører sammen.
 

Det er også vigtigt, at præster og menigheder får adgang til at bekende, Hvad de har aflagt præsteløftet til: oldkirkens både apostolske og nikænske trosbekendelse. I CA henvises der i Artikel 1 til "decretum Nicænæ synodi" = den oldkirkelige tekst.

 

----------------------------

Kære ansvarlige
 

Der er brug for at ændre til sandfærdige tekster i folkekirkens liturgi, som følger:
 

  1. Forsagelsen skal ikke være første sætning i Apostolikum, men frigøres fra den.
  2. Underteksten kan kun være Forsagelsen og Den apostolske Trosbekendelse.
  3. De to tekster kan ikke indledes med. Lad os bekende vor kristne tro.
  4. De to tekster kan godt indledes med: I Jesu navn
  5. Den udvidede nikænske Trosbekendelse har ikke lovgrundlag for udvidelsen, så teksten må erstattes til oldkirkens nikænske trosbekendele fra år 381.
  6. Da Jesu sprog ved den første nadver var uden udsangsordet, bør de danske sætninger blive: Dette Jesu Kristi Legeme og
  7. Dette Jesu Kristi blod.
     

-------------------------------------

Kære biskopper
 

Vedhæftede to filer dokumenterer, at der praktiseres dobbeltmoral i folkekirken. De bedes I sørge for, at det bliver standset ved at bede Bibelselskabet/Det Kgl. Vajsenhus' Forlag om at undgå det ved genoptryk, så der også tilføjes noter til ikke oprindelige dele af oldkirkens den nikænske Trosbekendelse.
 

Mens Bibeludgaven gør opmærksom på, at sidste led i Fadervor ikke er med fra starten, sker det ikke tilsvarende i Den danske Salmebogs udgave af det, den kalder Den nikænske Trosbekendelse. Denne betegnelse er usandfærdig, også som den gengives på www.folkekirken.dk
 

NB: Min familie synes min retorik til tider har været hård i mine indlæg om denne min mærkesag siden 1988.
Jeg er klar til at undskylde, hvor og når den har været for hård i forhold til sandhed og ret.
 

For hvem, der vil studere mine prædikener og debatindlæg nærmere vil jeg nævne, at der ligger meget om emnet på internettet og på min hjemmeside: www.svendaagenielsen.dk

 

Se de to vedhæftede filer her:
Et udsnitsbillede af Den nikænske Trosbekendelse

Et andet udsnitsbillede af Den nikænske Trosbekendelse
 

Michael Lerche Nygaard

Som et bidrag til dåbsdrøftelsen var jeg med til at stå for en luthersk fordybelsesdag den 30. november.

Der kom 120 deltagere, så vi har mod på at tage tråden op igen senere.

Efterfølgende er der lavet en hjemmeside med links til undervisningen på video og handouts.

 

Hvis det kunne blive omtalt i stiftets nyhedsbrev, at siden findes, vil jeg sige tak for det. Klik på link til luthersk fordybelse.

Der er enkelte fotos fra dagen på hjemmesiden - ligesom det nævnes, at vi forsøger at arrangere en tilsvarende dag den 6. februar 2021.

Jeg vedhæfter også programmet for dagen.

O

Søren Odgaard

Ifm gudstjenesteanmeldelse.


Jeg ikke det mindste mindre end .... elsker min ugentlige rolige og regelmæssige gudstjeneste.
Især salmesangen, gerne ligetil og enstemmig salmesang, med hovedvægt på kendte salmer.
Korsvar og trosbekendelsen bør synges.
Især trosbekendelsens stærke, voldsomme og uharmoniske rytmer når dybt ind i min sjæl og afspejler/lindrer det liv der er derinde. Det næstbedste er at bede i kor ... men min ellers udmærkede ‘sommerhuspræst’ og dygtige retoriker vælger at gøre det alene. Jeg kan kun mumle med ... og fornemmer andres sagte mumlen.

P

Pedersborg menighedsråd, Sorø

Til liturgiudvalget vedr folkekirkens gudstjenesteliv

 

Vi støtter forslaget mellemvejen i model 3. 

 

Dertil ønsker vi: 
 

  1. Mulighed for frit at vælge bibeltekster til lejlighedsgudstjenester på højmessens plads.
  2. Frihed til at vælge mellem bibelselskabets bibeludgivelser.
  3. Frihed til at kunne vælge salmer udenfor salmebogen.
  4. Frihed til at undlade Fadervor under nadver ved gudstjenester med dåb.
  5. Mulighed for forkortet tilspørgsel ved mange dåb.

Karsten Petersen

Her forskellige kommentarer ang. behovet for en ny og ændret dåbsritual.

 

Den nuværende bøn bør ændres.

Det er godt og rigtigt at holde fast ved, at vi som døbte er og altid vil være Guds børn.

Men det er både teologisk og sjælesørgerisk udfordrende at sige, at vi i dåben bliver Guds barn. Det høres som eksklusiv på samme måde som, at Helligånden skænkes i dåben.

I rapporten står – menneskers mulighed, ikke Guds begrænsning. Jeg formoder, at der bl.a. tænkes på Luk. 3, 8: ”Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér”, og Rom. 8,14: ”Alle, der drives af Guds ånd, er Guds børn”. Mht. Helligånden er der Ap. G. 10, 47: ”Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi?”

 

Teorier og teologiske tanker skal holde i virkeligheden.

Det er blevet mere gængs, at præster bliver bedt om at holde en begravelse af dødfødte eller spædbørn, hvor dåb ikke nås at tænkes med. Der er det både med Jesu ord om børnene og Luthers tanker rigtigt og godt at kunne sige, at barnet er Guds barn og bliver taget vare på af ham.

Udfordringen kommer så, når forældrene glade kommer et par år efter og skal have en lillebror døbt. Da kan man jo ikke sige, at det levende barn først bliver Guds barn ved dåben. For hvad så med det døde barn?

 

I forhold til dette er begrebet genfødsel vigtig. Et barn i moderens mave er forældrenes barn. Men dør det inden fødslen, får det ikke lov at leve som forælderens barn. Derfor er for mig teksten om genfødsel samt tilknytningen ved korstegningen vigtig at holde fast ved.

Måske skulle begrebet ’at blive knæsat’ hentes frem igen som billede på, hvad der sker i dåben. Vi bliver knæsat som Guds barn samtidig med, at vi får et nyt liv med Kristus – måske kunne formuleringen være at blive vagt til live som et Guds barn.   

 

I forhold til disse tanker er her et bud på en dåbsbøn:

Kære Gud Fader, vi takker dig, fordi du tager imod os i kirken, så vi kan føle os hjemme her.

Tak for dåbens gave, for Helligånden, som frisætter kærlighedens kræfter, og for det evige livs håb.

Lad os leve og vokse i vished om, at vi med Jesus altid er dine børn.

(Resten af bønnen kan læses af en mor/far)

Tak for dette barn, som du har lagt i vores hænder, og den tillid, du har vist os forældre. Tak for, at vi kom godt igennem fødslen, og at du lod glæden følge af smerten.

Vi ved ikke, hvad livet vil rumme for ham/hende, (som kommer til dåb)* og derfor beder vi dig:

Tag ham/hende ind i din nærhed, hvor vi bliver fælles og oplever, at livet og vi har værdi. Lad ham/hende vide, at du er med uanset hvilke veje, han/hun vælger i livet. Vær særligt nær, når livet gør ondt, og hjælp ham/hende til at leve i din kærlighed og tilgivelse. Amen.

 

Hvad angår bøn, så måtte der gerne være flere valgmuligheder. Udover en lang som min, så måske en kort teologisk som den autoriserede og en forældrebøn som Lissners eller sidste del af min.

Også hvad angår læsninger kunne der være et valg, så man kunne læse Titus 3,4-6 i stedet for Markus 10.

 

Det næste er: For mig ville det styrke dåben og dens indgang i menighedens fællesskab, hvor trosbekendelsen blev en fælles bekendelse, hvor tilspørgslen så kunne være: Vil du døbes på den kristne tro?

På den måde understreges både, at troen er funderet på bekendelsen men, at dåben stadig er en gave uden betingelser. 

 

Hvad angår velsignelsen, så er den meget en gentagelse af, hvad der er sagt. Så måske kunne den aronitiske velsignelse bruges, som så bliver gentaget til sidst ved hver en gudstjeneste.

 

Med disse tanke kunne en ny liturgi måske være:
 

Trosbekendelsen fælles

Læsning af Matt. 28 + enten 1. Peter 1 (før), Markus 10 (efter) eller Titus 3 (efter)

Bøn (tre eller flere valgmuligheder)

Hvad er barnets navn?

Korstegning

NN vil du døbes på den kristne tro?

Dåben

Velsignelse (kort – evt aronitisk)

Fadervor

Faddertiltale

Karsten Højrup Petersen

Kære udvalg
 

Der er behov for en revision af dåbsliturgien, og det må gerne være som det første.
 

Ved midtvejskonferencen var dette behov tydelig ved Niels Henrik Gregersens fine teologiske gennemgang af at være Guds barn, sådan som både Iben M. D. og vi andre gennem årene har oplevet det. Resultatet af en revidering vil få betydning for konfirmationsvelsignelsen og til dels ved bisættelse. At vi er Guds børn, er en vigtig sjælesørgerisk markering både ved dåb, konfirmation og bisættelse. Derfor tager jeg bisættelsen med, hvor den ene bøn kunne ændres til: hold os for øje, at vi som døbte er dine og er tilsagt syndernes forladelse og evigt liv.
 

En anden vigtig overvejelse gælder trosbekendelsen, der bør ændres fra tilspørgsel til fælles bekendelse. Det vil styrke dåben som indlemmelse i et fællesskab. Det vil også tydeliggøre, at det er en bekendelse og ikke en overhøring. For at det bliver mest tydeligt, bør en fælles trosbekendelse være i ritualet og ikke som indledning. Det kunne være som flg.

Lovprisning, bøn og tekstlæsning.
 

Fælles trosbekendelse indledt med ordene: Lad os sammen bekende vor kristne tro og dåbspagt

Ved spædbørn: Hvad er barnets navn?

Tilspørgsel: N.N. Vil du døbes på den kristne tro, sådan som vi i fællesskab har bekendt den?

Dåb…


Gode hilsner

Kirsten Borger Poulsen

Jeg er konservativ og ønsker, at den nuværende liturgi, der benyttes under gudstjenesterne, bibeholdes.

Præstevang sogns menighedsråd

Præstevang Kirke finder den igangsatte debat om liturgi i folkekirken vigtig. Vi har derfor dels drøftet oplæggene fra de forskellige arbejdsgrupper på et menighedsrådsmøde og dels holdt en temadag om vores tanker i den forbindelse. Vi har yderligere sat fokus på emnet i forbindelse med afholdelse af menighedens dag i juni måned 2020. Ved begge debatter blev de udsendte samtalekort anvendt.

På baggrund af ovenstående drøftelser er vi nået frem til kommentarerne i vedhæftede bilag. Vi håber, vore kommentarer vil indgå i biskoppernes endelige vurdering.

Det er for os først og fremmest væsentligt, at eventuelle ændringer vil medvirke til at opleve det guddommelige, som det forkyndes i kristendommen med baggrund i evangelierne og bekendelsesskrifterne. Det er her, kirken har sin betydning og mission i samfundet!

R

Rungsted Sogns Menighedsråd

Konklusion om Folkekirkens liturgi

 

Menighedsrådets svar til biskopperne:

Rungsted sogns menighedsråd har afholdt to møder om Folkekirkens liturgi.

Det første møde blev afholdt i marts 2019 med deltagelse af menighedsrådet inklusive stedfortrædere samt det fast personale. På dette møde tog drøftelserne og diskussionen udgangspunkt i pixihæftet ”Hvem bestemmer” udgivet af ”Rapport fra faggruppen om autorisation.”
 

Det andet møde blev afholdt i februar 2020, og i dette møde deltog samme kreds som ved mødet i marts 2019 samt nu også medlemmer af sognets menighed. På mødet var det igen gudstjenestens liturgi, som blev drøftet og diskuteret på baggrund af de to hæfter ”Gudstjeneste ”, ”Folkekirkens liturgi”, pixihæftet ”Hvem bestemmer” samt Højmesseordningen af 1992. I de tilsendte materialer beskrives tre modeller for gudstjenesteordninger, nemlig ”Den konservative”, ”Den frie” og ”Mellemvejen”. Modellen ”Den konservative” beskriver den nuværende Højmesseordning af 1992. At modellen, som beskriver den gældende Højmesseordning af 1992, er benævnt ”Den konservative”, fandt mødedeltagerne uheldigt, ja nærmest tendentiøst. Modellen burde i stedet have været betegnet ” Den nuværende.”
 

Så udtalelsen fra Rungsted sogn, som den følger nedenfor, har valgt helt at se bort fra ’de tre kasser’, som liturgikommissionen har udsendt – da ingen af ’kasserne’ passer til Rungsted sogns synspunkter.
 

Mødedeltagerne var enige om følgende som værende Rungsted sogns holdning:
 

  • Den nuværende højmesseordning skal fastholdes. Der er stor frihed, og den indeholder mange muligheder for lokal variation. Alligevel anbefaler Rungsted sogns menighedsråd, at der gives rum for større frihed mht. valg af både autoriserede bønner og deres antal såvel som antallet af bibellæsninger fra faste tekstrækker. Disse skal være ens for hele Folkekirken. Det er sognets helt klare anbefaling, at der skal være genkendelighed, når man går til højmesse i den Danske Folkekirke. Det er fint, at der er stor variation og forskellige former for gudstjenester på alle ugens øvrige dage, men højmessen skal have en liturgi, et forløb og en ramme, som alle kan genkende og føle sig hjemme i uanset, hvor i landet man deltager i en højmesse.
     
  • Rungsted sogn foreslår endvidere, at indførelse af en tredje tekstrække bør overvejes.
     
  • Sakramenterne dåb og nadver skal fastholdes i deres nuværende form og indhold.

Veronika Rævdal

Hvorfor går jeg i kirke hver søndag?

Det ved jeg helt præcist hvorfor.

Det er ugens bedste time. Det er en time med fuldt fokus på Gud.

Jeg nyder det hele - jeg lever med i det hele. Jeg hører hvert ord.

En organist, der kan få orglets fylde frem. Præstens stemme i kirkerummet. Stilhed og inderlighed efter forbønnerne. Nadverens højtidelighed. Helt afhængig af en præst, der siger “Jesu Kristi legeme” og lægger oblaten i min hånd, mens han ser mig i øjnene. “Jesu Kristi  blod”. Langsomt hældes vinen i det lille bæger - præsten ser mig i øjnene. Tilbage på kirkebænken med fred i sindet. Nadveren er forløsning, når den formidles med inderlighed og kærlighed.  Vi er sammen om det - præsten og menigheden - i stilhed og højtidelighed. I kærlighed til Gud.

Velsignelsen - jeg modtager den med lukkede øjne og med åbne håndflader - de smukke evigtgyldige ord - de smukkeste ord en præst kan give til menigheden. Guds lys fornemmes i et splitsekund.

Prædikenen - en troende og begavet præst har så meget at give. Min præst er tro mod teksten. Han evner at gøre den nutidig - giver den en ny åndelig vinkel. Jeg lærer og forstår på en dybere måde. Og er taknemmelig for kirken.

Og de mange salmer, som man skal synge mange gange og skal have livserfaring for at forstå - der er storladne ord og ingen tilbageholdenhed med liv og død. Nogle gange kan en enkelt verslinje være i sindet længe. For den rummer Guds storhed.

Min bedste dag, min bedste time.

Jeg beder om, at den time ikke ødelægges af overfladisk tidsånd. Lad kirken være anderledes end alt det udenfor den - lad den være stedet, hvor der tales om Jesus Kristus og hans ord. Det eneste sted, der er tilbage, hvor der er fokus på Gud. Lad den være stedet, hvor man kan fornemme, at det er ord, der har lydt i 2000 år.

Det beder jeg om.

Guds fred

S

Sankt Hans Kirke i Odense

Kære Elof Westergaard!

 

Fra Sankt Hans Kirke i Odense har vi lyst til at give vores korte besyv med i forbindelse med de tre foreslåede modeller i hæftet ”Hvem bestemmer” – om folkekirkens liturgi.

 

Lidt om os:

Vi repræsenterer en stor del aktive kirkegængere med rødder i det ”missionske” miljø. I menigheden kommer folk fra IM, LM, KFS samt en gruppe fra frikirker, der er lukket ned. Her ud over også flere, som ”kun” har deres hjemsted i søndagsmenigheden og ikke et engagement ud over dette. Samtidig er vi - set fra min stol – velsignet af her i byen ikke at have oplevet den store opsplitning blandt de mere konservative kristne i mindre frimenigheder. Dog oplevede man for nogle år tilbage, at Dansk OASE stiftede en valgmenighed i byen, som dengang bestod af mange unge familier, som ellers havde haft deres tilhørsforhold til Sankt Hans Kirke. Netop den problematik, som rører sig i flere af de konservative menigheder i landet, synes jeg er vigtig at forholde sig til, når vi taler om den folkekirkelige liturgiske udvikling. På den ene side er det vigtigt for mange missionsfolk fortsat at have et tæt tilhørsforhold til folkekirken. På den anden side lokker – særligt musikmiljøet men også følelsen af medejerskab i de nye frimenigheder særligt de unge til at vælge fællesskabet i disse menigheder frem for i en traditionel folkekirke.

 

Hos os har vi haft glæde af at benytte os af Fyns Stifts mulighed for at være liturgisk frisogn. Det betyder, at vi har kunnet afholde nogle rytmiske højmesser, inspireret af nogle rytmiske gudstjenester, man har holdt i kirken om eftermiddagen i mange år. Her er plads til mere moderne lovsange samtidig med, at grundstrukturen fra højmessen er genkendelig. Menigheden bliver inddraget gennem læsninger, kirkebøn, nadveruddeling, forbøn mm, og børnene inddrages gennem et mere udvidet ”børnenes 5 minutter” forud for et decideret børneprogram i tilstødende lokaler.

 

Menighedsrådet har kunne genkende fordelene i Model 3: Mellemvejen, fordi vi dels mener, at genkendeligheden stadig er vigtigt – fx når dåbsfamilier kommer til forskellige folkekirker, dels fordi en liturgisk fasthed omkring de vigtigste led også er med til at holde kirken fast på en sund reformatorisk teologi. Samtidig har vi oplevet, at både de faste kirkegængere og fx gæster til dåb reagerer endda meget positivt på det liv, der kan opstå, når der gives mulighed for at præge gudstjenesten i en mere personlig og nutidig retning.

 

Til orientering er vedhæftet en skabelon for de rytmiske gudstjenester.

 

---------------------------------------

 

Kære Tine.

 

Jeg har lovet vores menighedsråd at give en kort respons på pixi udgaverne af dåbs- og nadverrapporten. En tilsvarende har vi givet til Elof Vestergaard efter at have drøftet rapporten om liturgi.

Vi har ikke haft en større temadrøftelse i sognet i forbindelse med rapporterne men har haft det på som et punkt på dagsordenen med et kort oplæg fra præsterne.

 

Det vil være synd at sige, at menighedsrådet ved Sankt Hans Kirke har det store ønske om at ændre noget i hverken dåbs- eller nadverritualet. De sætter stor pris på, at rapporten fremhæver vigtige pointer fra de evangelisk lutherske bekendelsesskrifter og har et ønske om, at eventuelle ny-formuleringer ikke går på kompromis med det teologiske indhold i sakramenterne. Der er ord og begreber, som næsten kun kan blive ringere af at blive oversat til nudansk (hvad de sprogligt ellers fine nye oversættelser af bibelen også kan bære præg af, når det fx kommer til fx retfærdiggørelseslæren).

I Sankt Hans bruger vi i princippet – og til dels i praksis - alle tre nadverritualer, idet menighedsrådet har godkendt, at præsterne frit kan vælge imellem ritualerne. Således bruger vi ofte A/D ritualet i forbindelse med familiegudstjenester og lovsangsgudstjenester mens vi oftest i højmessen benytter os af C-ritualet, varieret med Lissners bønner fra den grønne bog.

 

Dåbsritualet ønsker vi at fastholde som et fælles ritual for børn og voksne, ligesom der (trods min henvendelse tidligere) ikke blev udtrykt et ønske om at genindføre fuld neddykning J

Jeg indrømmer dog selv at tilpasse den indledende bøn, så ”her og hisset” bliver til ”nu og i evigheden”.

Vi/jeg har indført en praksis, hvor vi udnytter den frihed, der allerede findes i højmesseritualet til, når dåben er afsluttet og faddertiltalen har lydt at tænde et lys i lysgloben for den nydøbte, efterfulgt at nogle ord om indlemmelsen i den lokale og globale menighed, hvorefter menigheden giver deres applaus som en velkomst til den ny-døbte. Et barn fra familien tænder som regel lyset. Dette er blevet meget godt modtaget af dåbsfamilierne.

 

Menighedsrådet overvejer at anskaffe sig yderligere eksemplarer af de to mini rapporter, fordi de/vi mener, at menigheden vil have glæde af at læse dem. Vi bemærker, at de – i forhold til, hvad man tidligere har set i mindre handouts – giver et klart billede af, hvad dåb og nadver indeholder.

Hans Dieter Schwenker

Lad os menige få mulighed til at styrke vor fæstning.

 

Lad os synge i kirken, enhver med sin røst, så at sangen fæstner sig i os og budskabet fæster sig i vores erindring. 

 

Det er ikke nogen nyhed, derimod en mangeårig iagttagelse, at menighedssangen daler. Det er ganske tydeligt at den stimuleres ved hørbare stemmer blandt menigheden. Ligedan har vi oplevet opfordring til ”Syng med gudstjeneste”.

 

Det kan være en årsag at vore kirkesangere, der stod placeret midt i menigheden og animerede til aktiv deltagelse i sangen og samtidig var opmærksomme på om nogen havde glemt at få en salmebog med. På samme måde som  vor liturgi rummer svar, bøn og trosbekendelse.

 

Sangen har vinger og sætter sig i vore minder som en vigtig del af Gudstjenesten. Idag er der en tendens til at der mere lyttes til orglet og koret og mange ikke føler deres  egen stemme har plads, hvilket ikke er det oprindelige sigte.
Enhver stemme må føle sig hjemme i menighedens fællesskab. Vi er alle sammen kirkens byggesten.

Sct. Catharinæ Menighedsråd, Hjørring

I Sct. Catharinæ Menighedsråd, Hjørring, havde vi planlagt et åbent sognemøde om fremtidens gudstjenesteformer. Det blev imidlertid som alt andet aflyst pga. pandemi-krisen. Jeg vedlægger her til orientering en foromtale i den lokale ugeavis. Jeg vedlægger også overskrifter til drøftelse her.

Alligevel vedlægger jeg her også stikord til et oplæg, som jeg - blandt andre i menighedsrådet - havde tænkt at holde. Det står således kun for egen regning - og er ikke udtryk sognets drøftelser. Det kan naturligvis begrundes yderligere og uddybes - hvis det ønskes, står jeg naturligvis til rådighed.

 

Punkter til drøftelse på menighedsmøde i Sct. Catharinæ Sogn 31.3.2020 vedr. fremtidens gudstjeneste [– intern oversigt]

 

Indledning [v/ ordstyrer – MS]

  1. Helhed og sammenhæng i gudstjenesten [MS, Bo, Be]
  2. Læsningerne – fra GT og/eller NT? [Bo, Be, MS]
  3. Hvad er en god prædiken? [debat uden oplæg]
  4. Salmevalg [Be, Bo, MS]
  5. Kollekter/bønner og ritualer – herunder sproget [MS, Bo]
  6. Sakramenterne (dåb og nadver) [Bo, MS]
  7. Evt. (andet som bør drøftes her?)

Ønsker vedr. højmessen                                 

Det bør være et overordnet mål at tydeliggøre og styrke sammenhængen mellem gudstjenestens enkelte led – og samtidig undgå at ’tale ned til’ eller pædagogisere for meget – de enkelte elementer bør med få undtagelser ’tale for sig selv’. Selv om der i den autoriserede højmesseordning er en sammenhæng, så fremtræder den ikke altid specielt klar for både kirkevante og mere uvante kirkegængere. Særligt kan nævnes:

 

  • Gudstjenesten bør indledes med en kort præsentation af det tema, der med udgangspunkt i dagens evangelietekst er valgt for den konkrete gudstjeneste. Dette tema er gennemgående i forhold til kollekt, læsninger, salmevalg, prædiken og kirkebøn. Herved udgås delvis for mange ’regi-bemærkninger’ undervejs, hvilket kan virke forstyrrende, i forhold til de enkelte led i gudstjenesten.
  • Der anvendes alternativ indgangsbøn.
  • Kollekten forholder sig klart til temaet – og gerne i et nutidigt sprog – gerne nyskrevne kollekter.
  • Salmevalget er afgørende – både indholdsmæssigt i forhold til temaet og musikalsk – og bør være varieret med anvendelse af både gamle og nye salmer. Nye melodier kan bl.a. indøves ved anvendelse som koral og under nadveruddelingen.
  • Der læses fortrinsvis fra NT – læsninger fra GT bør kun anvendes, hvor den indholdsmæssige forbindelse til NT er åbenbar (enten i kontrast til eller i forlængelse heraf) og/eller præsten inddrager teksten i sin prædiken samt har en særlig poetisk værdi.
  • Ved dåb udelades forsagelsen af trosbekendelsen.
  • Dåben kan evt. indledes med en kort dåbstale (præsten).
  • Prædikenen er alene præstens ansvar – bør udfolde det valgt tema og må også gerne indeholde teologisk funderede forklaringer / kommentarer til evangelieteksten.
  • Kirkebønnen bør varieres, bl.a. afhængig af temaet, prædikenen som helhed og den aktuelle situation. Udover dens karakter af forbøn, hvor f.eks. kongehuset inkluderes, men ikke nævnes eksplicit, bør den have karakter af sammenfatning, konkretisering og evt. handlingsanvisning i forhold til evangelium og prædiken.
  • Nadverritualet bør være enkelt og kortfattet – med vægt på fællesskabet mellem Gud og mennesker og mennesker imellem. Nadveren bør fortrinsvis indtages knælende. De, der ikke deltager i nadveren, skal kunne anvende tiden som et meditativt rum (f.eks. med ledsagelse af dæmpet orgelmusik eller en salme).
  • Udover i forbindelse med dåb bør Fadervor kun anvendes én gang i løbet af en gudstjeneste.
  • Der bør anvendes alternativ udgangsbøn – gerne med vægt på forholdet mellem frihed og ’bundethed’/forpligtelse (f.eks. Lissners).

Herudover kan den enkelte præst vælge enkelte elementer – evt. varierede – i gudstjenesten. 

 

Se ved at klikke på link til avisudklip fra Vendelbo Posten

Sct. Peders kirke, Slagelse

Til Landets biskopper,
 

I aftes havde vi menighedsrådsmøde i Sct. Peders kirke, og her blev den vedhæftede rapport fra Gudstjeneste udvalget i Sct. Peders kirke godkendt, og udvalget kan sende den videre til jer.

Vi skriver, at der er brug for mere tid til debat og dialog, men det er fint at få afsluttet - skal vi sige - første fase- med en rapport.
 

I september 2019 begyndte vi arbejdet i Gudstjeneste udvalget, og vores formål var at få igangsat en dialog i menighedsrådet og i menigheden og mellem menighedsrådet og menigheden omkring gudstjeneste livet og gudstjeneste formen. Det er lykkedes, og vi vil gøre hvad vi kan for at fastholde denne gode dialog også selvom der ikke skal afleveres en rapport.

Den nuværende nedlukning af Danmark har også givet et afbræk i dialogen, men vi er opmærksomme på betydningen af at genoptage dialogen så snart det bliver muligt igen at afholde gudstjenester i den fulde længde og med mulighed for prædike værksted og opfølgende kirkefrokost.
 

God læselyst.


Klik på link til pdf om 'Hvordan skal gudstjenesten i fremtiden forme sig?' Rapport fra gudstjenesteudvalget i Sct. Peders kirke i Slagelse

Klik på link til pdf 'Brev til landets biskopper'

 

Klik på link til pdf om 'Kirkelukning midsten af marts 2020'

Sdr. Felding, bibelkreds 86, Indre Mission 

1. Autorisation som nu.

2. Gerne engagere menigheden med læsning og bøn

3. Rammen er tryg når liturgien er den samme

4. Genkendelighed er godt

5. Bøn, nadver, tekst, velsignelse og sang skal med hver gang

6. Hvis liturgien bliver givet fri er der risiko for ”tivoli”. Det er negativt for os.

7. Gerne fastlagte tekster for at få alle bibelens facetter med.

8-9-10-11 Ordene i dåbsritualet er forståelige og betydningen kommer tydeligt frem. Dåben hører til i gudstjenesten som udgangspunkt så menigheden er med til at tage imod.
12.
13. Nadver betyder ny start for os. Ritualet må gerne fornyes sprogmæssigt men med samme indhold.
14. Model mellemvejen er at foretrække.
15. Præstekjolen erstattet af anden dragt – evt bare jakkesæt/hverdagstøj.

 

Mere rytmisk musik. Tidspunkt fortsat søndag formiddag. Inddragelse af frivillig kor eller band. Prædiken ind imellem erstattet af drama, filmklip eller andet. Lovsang under altergang

Skjellerup Menighedsråd

                                                                                                             Høringssvar - Gudstjeneste - Om gudstjenestelivet i Den Danske Folkekirke

 

Vi har den 11. marts 2020 diskuteret afsnit 3 - Gudstjenestens forløb.

 

Liturgi

  1. Det er vigtigt at gudstjenesten er genkendelig.
  2. Rammerne inden for den nuværende autoriserede højmesseordning er tilstrækkelige.

 

Tekstbrug

  1. Der ønskes en friere brug af kollektsamlinger.
  2. Der ønskes godkendelse af salmebogstillæg såsom 100 Salmer
  3. Der ønskes ikke flere tekstrækker.
  4. Visse episteltekster bør måske skiftes ud
  5. Det ønskes at 2020-Bibelen lejlighedsvis må anvendes i gudstjenesten

 

Skjellerup Menighedsråd, Hobro-Mariager Provsti

Skt. Nicolai kirke, Rønne

Samtale og debat om gudstjenesten

 

D. 30. januar og d. 20. februar 2020 – lige inden coronaen – var en gruppe på 10-12 personer samlet i Skt. Nicolai kirke til en drøftelse af gudstjenesten med udgangspunkt i faggruppens oplæg.

 

Det var ikke de store ting af ændringer af gudstjenesten, som kom frem:

  • Kirkekaffe hver søndag efter højmessen.  Ikke kun menighedsrådet som står for, men også andre fra menigheden.
  • Personer fra menigheden oplæse tekster ved gudstjenesten.
  • Mere stå op til sang/salmer
  • Lovsang under nadveren – sangark med sange på.
  • Byde velkommen – enten ved dørene eller først i gudstjenesten.
  • Spørge konfirmanderne: Hvad skal der til, for at I vil deltage i gudstjenesten? Mere høre på dem.
  • Ønske om, at dåben ligger i gudstjenesten.
  • Lægfolk beder bønner – f.eks. kirkebønnen efter prædiken og /eller ind- og udgangsbønnen.
  • Delagtiggør menigheden mere.
  • Det bør siges, at det er tilladt at sidde ned under tekstlæsningerne.
  • Hvordan tage imod kirkefremmede? Byde velkommen?!

Mest handlede vores samtale om de unge og de kirkefremmede, ligesom delagtiggørelsen af menigheden i gudstjenesten fyldte en hel del.

Vi føler, at vi havde nogle gode aftner, hvor mange deltog i samtalen - i en åben og inspirerende atmosfære.

Staby-Madum Menighedsråd 

Debataften om ”Fremtidens gudstjeneste” den 4. marts 2020 i Staby Præstegård.

 

Staby – Madum Menighedsråd havde inviteret til debat den 4. marts om Fremtidens gudstjeneste. Sognepræst Jesper Wiborg Andersen havde forberedt et oplæg med udgangspunkt i ’Gudstjenesten’ som biskopperne havde lavet og sendt ud forinden. I den forbindelse var der spørgsmål til forsamlingen, og folk kunne komme med kommentarer efterhånden som aftenen skred frem.

 

I nedenstående står referatet beskrevet i punktform og nogle steder mere uddybende:

 

Liturgi-ændringer.

Ændringer i liturgien skal godkendes af menighedsrådet. Fx har vi i Staby-Madum pastorat sommetider droppet én af Bibel-teksterne. Teksten, hvor der er mindst sammenhæng med de to andre.

 

Hvad er det vigtigste?

En prædiken med hverdagsting i er godt. Man lytter mere efter. Salmesang er også vigtig.

Gudstjenesten har en god længde. I Staby – Madum varer den ca. 50 minutter. En god længde synes mange.

Er der noget i gudstjenesten du kan undvære, er der noget man kan undvære?

Der må gerne være et lille musikstykke lige efter prædiken.

Der skal være nogle ting, der skal være genkendelige.

 

Biblens rolle i gudstjenesten.

Eventuelt bruge lægmandslæsning.

Hvad er en god bibeltekst i gudstjenesten?

Hvad gør en god og vellykket prædiken ved dig.  At den hænger sammen med noget nutidigt.

Er prædiken nødvendigt i gudstjenesten? Ja.
 

Bønner/kollekt

Knud Jacobsen ønsker, at få tanken om menneskets skabt-hed mere med i bønnen.

Forholdet mellem nye og gamle kollekter.

Veit Dietrich kollekt -kontra Holger Lissners kollekter:    

Mange kunne bedst lide Holger Lissner kollekt. (Et mere lyst menneskesyn)

Gerne indkøbe Elof Westergaards bønner

Ville folk komme med en personlig bøn? Har man mod til det, bliver det for blufærdigt for folk?

Inddrage konfirmander – alle får et blad udleveret, hvorpå en personlig bøn noteres, konfirmanderne læste dem op. En god oplevelse.

 

Salmesang:

Menighedens åndedræt i gudstjenesten.

Vi har ’100 salmer’, der er flere gode i.

Så syng dog. Hvordan får man alle med? Sangen skal dyrkes mere.

En popsang til en tekst kunne være god. Det er der lidt uenighed om i forsamlingen.

Man skal komme en del gange for at blive kendt med salmerne og kirkegangen i det hele taget.

 

Musik og liturgi:

Mange kommer til gudstjenesten for musikkens skyld.

Musikkens rolle. Musikken skal stemme vores sind til kirkerummet og til at tolke evangeliet. Præludiet får folk til at slappe af.

Der er også nogen, der vil gå ud under postludium.

Trosbekendelsen synges, det kan være provokerende at sige den. Det er bedre, når præsten siger den end hvis alle skal sige den. Trosbekendelsen kunne trænge til en fornyelse. 

Organisten behøver ikke at spille ”Amen” efter Fadervor. Det bliver mange gange et ekkosvar, da organisten kommer lidt for sent med svaret.

 

Dåb:

Det fungerer meget godt at dåb ligger efter 2. salme.

Det virker godt, at præsten og dåbsfamilien kommer ind under præludium, og så går samlet ud under postludium.

Børn må gerne gå stille rundt.

Familier med børn vil gerne sidde på de bagerste bænke, det kunne være dejligt at hvis den øvrige menighed vil visse hensyn til disse ønsker.

Hvis børnene larmer, så tager man dem ud. Men en lille smule uro skal kunne tolereres.

Som udgangspunkt vil vi helst have dåben ved en søndagsgudstjeneste. Ikke en lørdag. Der er ikke mange i vores pastorat, så derfor giver det mening med dåben sammen med resten af kirkegængerne.

 

Nadver:

Der er et eksempel på en anderledes nadverliturgi fra Tim, Stadil og Vedersø Pastorat. Forsamlingen her kan bedst lide den ritual(B), som vi har nu i Staby – Madum.

Man skal ikke tvinge kirkegængerne til at gå til nadver.

Mange nye kirkegængere bliver forvirret, når vi pludselig begynder at synge trosbekendelsen. Vante kirkegængere må gerne henvise til bagerste side i salmebogen. Præsten kan forud før vi synger Trosbekendelsen annoncerer, at den findes bag i Salmebogen.

Der skal ikke bydes velkommen, når folk møder op til gudstjenesten. Men vær opmærksom ved kirkekaffen, her kan man tage en snak.

Konfirmander kan fint læse ind – og udgangsbøn.

 

Kirkerummet:

Præsten behøver ikke stå på prædikestolen.  Præsten kan godt stå nede på gulvet, når der er børnegudstjeneste.

De højeste vil gerne sidde på de bagerste bænke. Det er ikke rart at dække for andre.

Jo tættere vi sidder sammen des bedre synger vi med.

Kirken er nærmest urørlig, man skal kunne ændre nogle ting. Fx flytte rundt på møblementet.

De høje kirkebænke kan godt bremse for en gunstig indretning.

En motorbetjent lærred bag ved korbuen kunne være en løsning.

Pludselige indslag for uvante kirkegængere kunne afhjælpes ved infoskærme.

Kirken skal kunne bruges til koncerter og foredrag.

Kaffe serveret i kirken kan gøres hurtigere end hvis alle folk skal ud i tårnrummet for at hente det fx i en pause i en koncert.

 

Konklusion:

Vi kunne ikke blive enige om det hele, men i grove træk ønskede forsamlingen ikke de store forandringer. Folk bidrog med forslag, og der var også en lydhørhed over for hinanden. VI havde en dejlig aften, hvor diskussionen fortsatte under det afsluttende kaffebord.

Sognepræst Jesper Wiborg Andersen, Staby – Madum Menighedsråd

Steen Samuelsen

Som lægmand vil jeg gerne bidrage til debatten om arbejdet med liturgien ved nadveren.

 

Vi mennesker har fem sanser, derfor er det vigtigt at tale til så mange sanser som muligt, når man vil formidle et budskab. Det gælder også når Ordet skal forkyndes. Det mener jeg, at I skal tænke på, når I kigger på nadverens liturgi.

 

Jeg har været til gudstjeneste, hvor brødet rent fysisk blev brudt inden det blev uddelt til menigheden. Denne fysiske og visuelle handling virker meget stærkere end fremvisning af et velpudset sølvfad med tørre kiks. Da brødet blev brudt, så jeg, at jeg faktisk fik en del af det legeme, som brødet repræsenterer. Det er et stærkt visuelt budskab, og det er jo det nadveren går ud på – at jeg får del i Kristi legeme.

 

Tilsvarende mangler jeg en visuel handling til markering af menighedens fællesskab. Jeg kunne tænke mig, at nadverdeltagerne efter uddeling af vinen og sammen med de afsluttende ord tager hinanden i hånden og således danner en ”fællesskabets” kæde – den der binder os sammen.
Hvis der uddeles flere borde, kan kædedannelsen eventuelt gentages når alle er kommet på plads i skibet og med deltagelse af alle - også ikke nadverdeltagende – og på denne måde igen bekræfte det kristne fællesskab. Resultatet bliver, at menighedens fællesskab ikke kun er ord, men bliver bekræftet med den fysiske handling, der på denne måde binder os sammen -ikke kun i tanken men også i handlingen.

Praktiske bemærkninger.


Jeg kunne forestille mig at grahamsbrød (evt. glutenfrit) vil være meget egnet til formålet. Grahamsbrød har en løs grov struktur, gør det nemt at bryde og dele op i mindre stykker, der er nemme at fordele.
Af hensyn til hygiejnen kan præst og hjælper have en lille flaske håndsprit og diskret spritte hænderne af inden håndtering af brødet.

Thorkil Sohn

Højmessen

Biskopperne efterlyser en debat om gudstjenestens liturgi, så det vil jeg da ikke sidde overhørig.

 

Luther siger om gudstjenesteordningen (frit citeret), at man ikke skal gøre det til en lov; men – i overensstemmelse med den kristelige frihed – ordne den efter behag…. hvorledes og så længe forholdene tillader det.

 

Men han skriver også, at der findes svær klage og forargelse over de mange måder, messen holdes på, nemlig at enhver laver sin egen udgave, nogle i en god mening, andre af forfængelighed for at fremkomme med noget nyt. Friheden skal bruges til Guds ære og næstens gavn. Ellers sker det let, at mennesker vildledes ved forskellig skik og derfor er vi skyldige at begrænse friheden. Selv om der, hvad vor samvittighed overfor Gud angår, ikke ligger nogen vægt på den udvortes ordning, så skal vi, som Paulus lærer, tragte efter det samme sindelag og – så godt som det kan ske – samme måde og skikke; ligesom alle kristne har samme dåb og nadver. Især skal man have en ordning af hensyn til dem, som gerne skulle blive mere befæstede kristne (især de kulturkristne, min bemærkning). Enhver ordning skal nemlig tjene til at fremme og ikke til at skade troen. Ellers er den ikke længere en orden; men en uorden.
 

Så vidt Luther – se ”Den tyske messe” 1526.
 

Det ovenstående er ikke et ringe kommissorium for enhver liturgikommission, især hvis man hertil lægger den konservative fremgangsmåde, som – indtil nu i al fald – er anvendt ved enhver nyordning, så man ikke springer den historiske udvikling over.

 

Og så følger her mine korte kommentarer til højmessens ordning:
 

En af bevæggrundene for at ville modernisere ritualerne er helt klart et ønske om at komme nutidens folk i møde på en bedre måde. Nogle tror vist endda, at nogle ydre ændringer kan give kirken succes og større tilslutning til gudstjenesterne. Måske også afledt af et af tidens fænomener: At form er vigtigere end indhold.

 

Luther mente lige modsat, at netop de ubefæstede havde brug for fasthed. Mit indtryk fra samtaler med såkaldt ”kirkefremmede” bekræfter dette indtryk. Når man ”endelig” kommer i kirken, vil man kunne genkende den. (Tænk blot på juleaftensgudstjenesten, hvis den fik en ny form, ville der nærmest udbryde revolution). Folk forventer i kirken noget ”andet” end tidens trends og moder. Nemlig stabilitet og fuld kraft på den rene og pure forkyndelse af evangeliet.

 

Der er efter min mening mere behov for at ”beflitte os på at forkynde Guds ord rent og purt” end der er for nye ritualer. Mere behov for at præster, menighedsråd og lægfolk diskuterer indhold fremfor form. Behov for, at kirken er en fast klippe og ikke et svajende siv.

 

Derfor skal mit råd være, at man stort set beholder ritualet fra 1992. Og ikke indfører flere friheder eller alternative muligheder. Der er såmænd rigelig med valgmuligheder allerede i det nuværende ritual – vi bør snarere holde igen med ”ritual-selvtægt” og dispensationer. Så venligst fingere væk fra voldsomme ændringer, herunder indførsel af alternative ritualer.

 

Ikke mindst kravet om kun at bruge tekstrækkerne (vi har alle sammen godt af at høre også de ”skrappe” steder), autoriserede kollekter og salmebogens salmer er en god forsikring mod sære vildveje.

 

Og med hensyn til gudstjenestens ”forståelse”, så er bibeloversættelserne fulgt med tidens sprog (næsten for meget), ligesom man altid kan vælge et par let forståelige salmer. Og endelig er prædikenen jo det sted, hvor tingene kan udlægges – en klar forkyndelse er nem at forstå. Og hermed og kun hermed er kirkens arbejde jo gjort, virkningen er Guds sag.

 

Vil man eksperimentere – og det vil man jo – så kan man jo gøre, hvad man vil på alle andre tidspunkter end søndag formiddag.

 

PS. Tak til sognepræst Asger Staugaard Nielsen og deltagerne i ”Teologisk konvent for herrer” i Staby Præstegård for inspiration og med- og modspil.

Erling Sørensen

Modernitet og tradition i Folkekirken.

 

Jeg har med interesse noteret mig en stigende debat om balancen mellem modernitet og tradition i Folkekirken.

Det er for mig at se en vigtig debat, som jeg gerne vil bidrage til. 

 

Lad mig tage afsæt i historien.

Folkekirkens liturgi afspejler en tradition, som er tilbageskuende – eller ”bagfra kommende”.

Den kristne kirkes oprindelse skal findes i det mirakel, som indtraf i Betlehem for 2020 år siden.

Men kristendommens ritualer – de hellige skrifter, de ti bud, den aronitiske velsignelse – rækker endnu længere tilbage, yderligere 1 – 2 – flere tusinde år. Og er for øvrigt fælles gods med jødedommen, og med islam i og med at Muhamed også hentede inspiration og legitimitet fra de gammeltestamentelige beretninger og koblede sin religion op på Abraham, som således var stamfader til de 3 monoteistiske religioner.

Kristendommens udbredelse i vores del af verden gik over grækerne, som hurtigt tog den nye religion med een sand og almægtig gud til sig, som erstatning for alle deres gamle, lettere dekadente og konspiratoriske guder på Olympen. Indtil da havde jøderne monopoliseret ”vores gud”; men med apostlenes og Paulus udbredelse af den kristne tro blev eksklusiviteten fjernet. 

Efter et par hundrede års martyrium med forfølgelser i skiftende grad fra de romerske kejsere opnåede kristendommen på relativ kort tid status som romersk statsreligion. Denne udvikling skal i høj grad tilskrives kejser Konstantin, som via opdragelse og understøttet af en vigtig oplevelse konverterede til kristendommen, idet han så sig selv som kaldet af Gud til at udøve verdslig magt og samtidig være Guds repræsentant på jorden. Hermed var vejen åben for kristendommens udbredelse i det store romerske rige, rundt om Middelhavet og op igennem Europa.

 

Også Grundtvig havde blik for den kristne kirkes historie. Det viste han bl.a. med salmen ”Kirken den er et gammelt hus”. Og når han så i næste linje – lettere tilrettet – skrev, at kirken består selv om ”tårnene falder eller synker i grus”, så bliver han nærmest samfundspolitisk.  Med ”tårnene, der falder”, hentyder han muligvis til de mange statsdannelser og institutioner, som gennem tiderne er faldet til jorden rundt om i Europa, mens den kristne kirke stadig består, som den ældste nulevende institution.  Kirken har dermed været en stabiliserende faktor, som har sikret, at samfundet fortsat kunne fungere, og samtidig været der for ”gamle og unge som har brug for trøst og håb” – for at fortsætte med udlægningen af Grundtvigs salme.

 

I dag genfinder man Grundtvigs budskab hos flere filosoffer og samfundstænkere, som på hver sin vis giver udtryk for, ”at intet samfund kan overleve uden religion”. Det kan igen udlægges således, at uden et religiøst bud på moral og etik for det samfundsmæssige fællesskab og uden et religiøst funderet håb og mål for den enkeltes stræben, mangler der nogle helt afgørende samfundsmæssige forudsætninger selv i en rationel verden. 

 

I Danmark er det Folkekirken, som gennem tiderne har været den primære religiøse formidler. Og det skal den vedblive at være. Men det kræver selvfølgelig, at Folkekirken følger med tiden, så den fortsat kan opleves som åben, tilgængelig og relevant.

 

Men kræver det også, at kirken fuldstændig skal ”falde i et” med den til enhver tid herskende tidsånd? Det mener jeg ikke. Det har altid været kirkens styrke, at den var et stabiliserende element, som kunne fortsætte med at spille sin vigtige rolle også for kommende generationer og politiske systemer. 

 

Det rejser selvfølgelig nogle udfordringer i forhold til tidsånden, hvor individet ofte sættes før fællesskabet og mener sig berettiget til at afgøre, hvad der er ret og forkert, og kvalificeret til at iscenesætte sit eget liv. Alt skal tilsyneladende imødekomme den enkeltes ønsker og forestillinger. Og i øvrigt være let tilgængeligt og gerne adspredende. Og hvis man er heldig og kan finde nogle at være enig med, så danner man facebook-grupper, hvor man kan bekræfte hinanden

 

I denne situation skal kirken, for mig at se, stå fast på sin mission, at formidle budskabet fra de hellige skrifter om kærlighed og tilgivelse, om etik og moral, og om grundlaget for tro og håb. Og når dette budskab formidles gennem de centrale ritualer, så fremtræder dette budskab som et universelt budskab, som ikke er til debat, idet det afspejler en historie, der er større end os selv og viser, at kirken er en institution, der binder vores tid sammen med fortiden.

 

Sådan bliver liturgien og ritualerne som en ”frakke”, man tager på, når man går ind til søndagens eller højtidernes højmesse. En frakke, man kender, og som giver fred og koncentration til at lytte og lade sig inspirere og motivere af de budskaber, som udgår fra alteret og prædikestolen – og fra salmerne.

 

Der er nok nogen, som ikke umiddelbart synes, ”at denne frakke passer”.

Men her har kirken allerede i dag mange forskellige tilbud, som går ud over liturgiens grænser og over i mere personlige retninger og relationer: særlige børnegudstjenester, særlige spaghettigudstjenester, sorggrupper, sang og meditation. Og præstens prædiken hjælper jo også med at udlægge dagens tekst. 

 

Jeg mener, at kirken bedst kan afføde respekt og et seriøst ønske om tilhør, hvis man står fast på sine traditioner og ikke ”skifter frakke” i forhold til de til enhver tid værende ”livsstils eller mode prædikanter”.

T

Troels Tejlgaard

Til liturgiudvalget.

 

Idet jeg ganske tilslutter mig Søren Ulrik Thomsens tanker om folkekirkens liturgi, tillader jeg mig at pege på en praksis, som vinder mere og mere indpas i vore gudstjenester, nemlig regibemærkningerne.

 

Det er muligvis en fornærmelse af de kvindelige præster, men det forekommer mig, at det oftest er dem, der i moderlig omsorg beder menigheden rejse og sætte sig. Når de desuden har fået kirkesangeren til at proklamere ”næste salmes” nummer og titel, kan man nå op på 12 (tolv!) regibemærkninger, som dels ikke hører hjemme i nogen liturgibog, dels umyndiggør menigheden, dels afbryder forløbet. Der går børnehave i den. Menigheden bliver doven.

 

Menigheden kan godt læse salmenumrene på tavlerne. Menigheden kan godt finde ud af at rejse sig og sætte sig.

”Vi gør det for de kirkefremmede!” Jamen de kirkefremmede bliver ikke mindre kirkefremmede ved at blive kommanderet med. Og de oplever ikke storheden i gudstjenesten, det bliver til for megen hyggesnak

”Vi gør det for konfirmanderne!” Jamen, det kan konfirmandeleverne sagtens lære i undervisningstimerne. Jeg ved det af erfaring.

 

Jeg vil derfor foreslå, at der aktivt bliver nævnt, at regibemærkningerne indskrænkes til de i liturgibogen nævnte: ”Lad os bede”, ”Modtag Herrens velsignelse”, ”Lad os med apostelen osv.” ”Dette hellige evangelium osv.”

 

De 12 selvopfundne regibemærkninger ødelægger liturgien, de bør undsiges.

Kim Thinggaard

Til de tre biskopper, der forestår det liturgiske arbejde og de to fagsekretærer

 

Kære biskopper og fagsekretærer,

 

Jeg tillader mig at skrive til jer i forbindelse med den forestående midtvejskonference, idet jeg gerne vil gøre opmærksom på noget, som jeg synes mangler i debatten, men som jeg finder vigtigt: Den historiske tradition.

 

Jeg har gennem en årrække haft en Facebook-side ”Oldkirkens spiritualitet”, hvor jeg jævnligt har skrevet om liturgiske emner – mest kirkeåret, men også af og til om højmessen. Der er 550 medlemmer, heraf en del præster og organister.

 

Her senest har jeg haft en serie om ”Folkekirkens liturgiske fornyelse i det 20. århundrede”, som jeg skrev netop ud fra min bekymring for det, jeg nævnte som manglende i debatten. Jeg har lavet det som pdf-fil, og det kan udskrives som et hæfte. Jeg sender det til jer ikke for at belære jer, men for at påpege, at noget som dette kunne være gavnligt i en debat som denne. Jeg har ingen ambitioner om, at I kan bruge det, men hvis det var tilfældet, er I da velkomne – gerne med ændringer. Det er desværre noget, jeg mener Folkekirken generelt har forsømt: at undervise om liturgien, så der kunne komme mere forståelse for den – og et større udbytte. Kunne man ikke blive lidt bedre?

 

Klik på link til pdf om 'Folkekirkens liturgiske fornyelse i det 20. århundrede'

Klik på link til pdf om 'Tre højmesseforslag og prøveritualbogen - sammenligning'
 

Viggo Ernst Thomsen

Til biskoppernes liturgiarbejde

 

På ”Midtvejsseminaret” januar 2021 var jeg deltager ved den afsluttende paneldebat. Form og rammer gjorde, at der her var lang kø ved mikrofonen, hvilket jo

er særdeles glædeligt, og jeg fik derfor ikke mulighed for at gøre mine synspunkter gældende.

 

Derfor tillader jeg mig på denne måde at sende dem pr. skrift.

Iagttagelser for udsigtspunktet og platformen som provst i Aalborg Stifts næststørste provsti

 

Lørdag den 16. januar 2021 deltog jeg i det virtuelle ”Midtvejsseminar for folkekirkens liturgiarbejde”. Jeg var moderator for workshopgruppen ”Forholdet mellem liturgisk fasthed og frihed”, hvor vi hørte, at ingen i 2 københavnske provstier fulgte det autoriserede højmesseritual. Min tanke var da, at jeg som provst fra en fjerntliggende provins ift. Hovedstaden muligvis var inviteret med i håb om, at jeg kunne være en form for modvægt og fortælle, at i Vendsyssel ”er verden endnu ikke af lave”.

Det kan jeg ikke. Ingen følger det autoriserede højmesseritual til punkt og prikke i Frederikshavn Provsti. Der er større eller mindre variationer både på ”almindelige søndage” men særligt på de ”særlige søndage”. De pastorater, hvor præst og menighed(sråd) har arbejdet med liturgien og indført variationer ift. højmesseliturgien, er alle pastorater med et rigt gudstjenesteliv, en myndig menighed og særdeles samarbejdsdygtige præster. De indførte variationer ift. højmessens autoriserede liturgi har ikke ødelagt gudstjenestelivet. Tværtimod. Variationerne er efter ansøgning til biskoppen blevet indført først som en forsøgsordning og senere som permanent ordning. 

 

Normalsøndage versus særlige søndage 

Det er vigtigt at bemærke, at i de fleste af kirkerne følger man en ”normalsøndag” ofte højmesseritualet forholdsvist tæt. Dvs. højmesseritualet fungerer stadig som en nogenlunde brugbar ”idealmeter” for ”normalsøndagen”. Men det er især ved de særlige søndage og helligdage, at variationerne særligt findes:
 

  • søndage med konfirmander og deres forældre til introgudstjeneste,
  • høstgudstjeneste
  • BUSK
  • Alle Helgen
  • juniorkonfirmandafslutning
  • Adventssøndagene
  • Juleaften
  • Kyndelmisse
  • gudstjenester med konfirmanderne som ministranter
  • Fastelavn
  • konfirmationerne
  • 2. påskedag
  • 2. pinsedag og
  • søndagsgudstjenester med 3-4 dåb.
     

Disse gudstjenester er antalsmæssigt færre end ”normalsøndagene”, men ser man på antal kirkegængere, går langt de fleste kirkegængere til gudstjeneste i Frederikshavn provsti de gange, hvor variationerne er størst ift. højmesseritualet. Gudstjenesterne med en bredere folkelig opbakning end ”normalgudstjenesten” har således markant større variationer ift. ”idealmeteren”. 
 

Dvs. højmesseritualet har ikke en særlig genkendelighed for langt hovedparten af de kirkegængere, der kommer i kirken i løbet af et år. For de har ikke mødt det.
 

Det er også værd at bemærke, at det ikke er noget nyt. Sådant har det været i årevis.
 

Derfor var det en meget stor glæde, at man kunne læse i rapporten ”Folkekirkens liturgi”, side 9:
 

”Rundt omkring i landet spores et friere forhold til det autoriserede, hvor præster og menigheder ikke forholder sig stringent til det autoriserede ritual for højmessen, men enten udelader, tilføjer eller ændrer i det autoriserede ritual”.
 

Det er usædvanligt præcist beskrevet og en meget vigtig erkendelse. Og videre i PIXI-udgaven, side 6:
 

”Autorisation er påbud. Det er de regler, vi har. Men både lægfolk, præster, provster og biskopper har erfaret, at virkeligheden ikke svarer til det fastlagte. Der plukkes, fortolkes, tilføjes og udelades ift. det autoriserede.”
 

Der er et friere forhold til det autoriserede. Det kan jeg til fulde bekræfte fra mit udsigtspunkt. 

 

Når autorisation ikke længere følges som et påbud

Derfor er der brug for en afklaring, om det egentligt er et problem for folkekirkens gudstjenester?
Ønsket om ”autorisation” begrundes ofte jf. rapporten ”Folkekirkens liturgi” (s. 14) med ønsket om ”enhed og genkendelighed”. Men for hvem? De, der er vokset op i et sogn, hvor man i årevis har brugt en eller flere varianter af højmesseritualet, oplever ikke det autoriserede ritual som mere genkendeligt end det, de er vokset op med. Når man nu ved, at ”autorisation” stammer tilbage fra Enevælden, så kan det strengt taget kun være for at tage hensyn til den enevældige regent:  At når Kongen om sommeren rejste rundt i sit mægtige rige, kunne han om søndagen være nogenlunde sikker på, at gudstjenesten det lokale sted var til at genkende.
 

Rapporten ”Folkekirkens Liturgi” skriver da også, at ”genkendelighed” ikke er et teologisk kriterium (side 15). Det er vigtigt at få slået fast.   
 

Men hvad skal vi da gøre, hvis ingen følger autorisationen som et påbud, og regenten ikke længere er enevældig?
 

Rapporten ”Folkekirkens Liturgi” foreslår 3 veje: 1) ”Den konservative”, 2)”Ordo- den frie” og 3) ”Mellemvejen”. Jeg kan som provst leve med alle tre muligheder.


 

Den konservative vej

Vælger biskopperne ”Den konservative” vej må vi blot være indstillet på, at der vil komme endnu flere dispensationsansøgninger ad tjenstlig vej til biskopperne. 
For alle de, der gerne vil have mere frihed uden at skulle blande bispen ind i det, kan man pege på ”Børnegudstjenesten på højmessens plads”. Den giver meget store frihedsmuligheder. Den kan til enhver tid erstatte en autoriseret højmesse. (”Børnegudstjenesten på højmessens plads” vil jeg karakterisere den som en form for ”Ordotænkning med nogle faste formuleringer”).
Men det er absolut nødvendigt, at man som kirkelig myndighed, hvis biskopperne vælger den konservative vej, resignerer ift. forestillingen om, at provster og biskopper ”skulle kunne stramme op og ensrette”. Hvis formålet er at styrke gudstjenestelivet, er det ikke vejen frem. At styrke gudstjenestelivet kræver helt anderledes pædagogisk takt og varsomhed ift. det lokale gudstjenesteliv.   
 

 

Den frie vej

Vælger biskopperne ”Den frie vej”, dvs. kun med en ”ordo” autoriseret, vil et evt. frit tekstvalg kunne skabe store udfordringer. Tekstrækker er et godt benspænd for teologen, når der skal prædikes søndag efter søndag. Mn i de pastorater i provstiet, der har indført variationer ift. højmesseliturgien, har et af valgene ofte været, at de nøjes med 2 tekstlæsninger i løbet af en gudstjeneste.
 

 

Mellemvejen

Vælger biskopperne ”Mellemvejen” vil det være et valg, der kommer tættest på den aktuelle virkelighed, som jeg ser den fra mit udkigspunkt. Og for øvrigt også tættest på ”Confessio Augustana” artikel 7:

”Til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om Evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker.”

 

Biskopperne har ved deres initiativ til udgivelse af rapporten ”Folkekirkens liturgi” og ”Hvem bestemmer?” således peget på en problemstilling, som det er på tide at få taget stilling til, om der skal gøres noget ved. Tak for det.
 

 

En gudstjenestereform?

De øvrige rapporter spørger, om der er brug for en gudstjenestereform? Det kan jeg fra mit udsigtspunkt klart anbefale:
 

  • Inden en reform er færdig, er der gået mere end 30 år siden sidst
     
  • Martin Luther sammenligner en gudstjenesteordnings holdbarhed med holdbarheden af en sko, der kan smides væk (Niels Holger Petersen s. 27 i ”Folkekirkens liturgi”). Efter 30 år er det på tide at få tjekket, om skoen er slidt, eller om den har fået et eller flere huller?
     
  • Siden 1992 er der - udover at sproget levende udvikler sig - kommet nye salmer, bønner, liturgier og nye teknologier. Coronaen har gjort sit til at fremme, at det ”liturgiske drive” i en gudstjeneste foregår vha. en powerpoint, og at salmebøgerne ikke har været rørt i næsten et år. Og elflygler og – klaverer bliver brugt i de fleste kirker trods påbuddet i ”Højmessevejledning” punkt 8 side 13 om brug af ”akustiske” instrumenter. 
     
  • Tre ”huller” i den nuværende Ritualbog er, at der mangler vejledninger eller idealmetre for: 
    1) Lægmandsgudstjenester (i områder med præstemangel vokser de frem); 

    2) Gudstjenester med ganske få deltagere. Det nuværende højmesseritual fungerer godt i en domkirke med mange kirkegængere og et solidt kor til korsvarene, men når man sidder fire (heraf 3 konfirmander) en søndag morgen kl. 9.00 i en landsbykirke, er det mindre hensigtsmæssigt at have som ”idealmeter” (jf. Jørgen Kjærgaard, der ultimo 2020 har skrevet om det i Præsteforeningens Blad)
    3) Vejledning eller ”en idealmeter” til kortere gudstjenester
     
  • Der mangler også en klarere procedure for, hvordan præster, menighedsråd og menighed arbejder med at forny deres gudstjenester (jhf. Ritualbogen punkt 12, side 15).

 

Derfor kan jeg anbefale, at et arbejde med en gudstjenestereform iværksættes snarest muligt.

Tingsted menighedsråd

Biskoppernes liturgigruppe

 

I Tingsted sogn har menighedsrådet haft drøftelser, også med kirkegængere i sognet. Resultatet er sammenskrevet i det vedhæftede.

Det er interessant at erfare, at opfordringen ikke har nået alle råd, og hvor lidt vi som rådsmedlemmer egentlig ved om den nuværende gudstjenesteordning og den frihed, der allerede findes. Det vil på den baggrund nok være for “risikabelt” med en meget stor frihedsgrad, der vil påføre rådsmedlemmerne et meget stort ansvar, som man ikke er “klædt på” til i respekt for budskabet.

 

Liturgidrøftelser i Tingsted menighedsråd

 

Biskoppen har nedsat et ”rejsehold” under ledelse af sognepræst M.M. Trankjær til i vores stift at undersøge, om der  i menighedsrådene er behov for at ændre i gudstjenestens formalia -  formentlig med henblik på  at nærme højmessen til nogle af de uautoriserede tiltag  eller frisognsforsøg, der i disse år prøver at gøre gudstjenester mere ”populære”.

 

Den 14, august 2019 havde Tingsted menighedsråd  disse drøftelser på dagsordenen med M.Trankjær.  Vi havde en bred drøftelse af gudstjenestens/kirkens udfordringer i tiden,  sluttelig blev det kogt ned til to konkrete spørgsmål:

 

  • Hvad er i gudstjenesten/højmessen umisteligt for jer?
  • Er der noget, I eventuelt kunne undvære eller tænke til?

Vedrørende det første spørgsmål var der bred enighed om, at en genkendelighed i højmessens opbygning/liturgi  er vigtig for ”trygheden”, at man kan koncentrere sig om de læste eller sagte ord- også af hensyn til med udbytte at kunne frekventere andre kirker.

En prædiken, der udfolder dagens tekst, så den føjer sig ind i hverdagens kristne tanker, handlinger og levede liv.

Musik, der er med til at sætte sindet i den rette modtagelige ”kirkestemning” , en god blanding af ældre og også nye salmer, sidstnævnte introduceres på en måde, så menigheden bliver dus med dem og tør synge med i fællessangen. Tonearten bør medtænkes. Kor, solister, musikere må gerne medvirke ved højtider/særlige lejligheder – man bør i den forbindelse undgå, at gudstjenesten bliver væsentligt længere, end folk normalt forventer.

At man føler sig velkommen, tryg og godt til mode, hilser venligt på hinanden, at det ”kører” værdigt og nogenlunde professionelt - også hvis lægfolk medvirker.

 

Når vi kommer til det andet spørgsmål, bliver der mere diskussion: Er tre læsninger for meget? Bør ordlyden moderniseres til de nye oversættelser? Skal præsten selv kunne vælge sine læsetekster uautoriseret? Er menighedsråd i så fald klædt på til at være sparring for præsten i disse valg?  Vil det betyde, at visse ”svære” tekster undlades og kun ”feel good ”- tekster , der er komfortable at bruge og høre, anvendes? Eller er autorisation også fremadrettet en sikkerhed for at komme rundt  i Bibelen. Kunne bønnerne med fordel ”gives fri”? Frit salmevalg?

 

Alle disse spørgsmål har rådet drøftet flere gange, også en aften med deltagelse af kirkegængere fra sognet, hvor vi bl.a. brugte dabatkortene fra nettet/ Menighedsrådsbladet. Samme aften gennemgik sognepræst Jeppe Sørensen hele gudstjenestens forløb og de valgmuligheder, der allerede nu ligger inden for den gældende autorisation - mulighder end ikke rådet var opmærksom på.

 

På den baggrund kan vi vist konkludere, at menighedsråd ikke er nok inde i stoffet  til at kunne ”autorisere”, og at en generel autorisation er at foretrække, vedrørende højmessen, dens ritualer og tekstlæsninger (måske kun to). Bønner tør vi delvis give fri ,og salmevalget har vi tillid til sker i fornuftigt samarbejde mellem præst, organist og evt. menighedsråd.

Ved de kirkelige handlinger bør et autoriseret fast ritual være et kernepunkt.

 

I de senere år dukker stadig flere særlige gudstjenester op,  bl. a. for at komme individuelle gruppers behov i møde og  måske ad den vej  få flere ind over dørtærskelen. Ved disse gudstjenester må der være en frihed til at målrette indholdet, det skal dog stadig være af en sådan lødig og kristen  karakter , at man ved og føler,  at man  har deltaget i en gudtjeneste.

Inger Merete Tuxen

For mig, der ikke ville kunne forvente at få en personlig invitation, var det et stort YES!, da jeg så, at der var mulighed for at jeg kunne deltage online! Tak for det! Der er flere grunde til at jeg gerne ville være med:

 

1. Den kirke, jeg er organist i, er i en proces med at overveje, om vi skal have ændret noget ved højmessen, og det at få inputs udefra er derfor meget velkomment.

 

2. Jeg deltager både arbejdsmæssigt og på fritidsbasis i mange snakke, hvor nogle røde tråde kunne være:

- Hvilken retning skal vi tage for at sikre, at vi stadig er der som livskraftig kirke om 5 år, om 10 eller 20 år?

- Hvordan giver vi plads til at prøve nyt – samtidig med at vi f.eks. bibeholder en ”genkendelig højmesse”?

Det er spændende at høre, hvad andre siger om dette, om end det (selvfølgelig?) måtte blive mere en skitsering af det problem, som vi sidder med, mere end konkrete forslag til løsning.

 

Endelig: Helt ærligt må jeg desværre tilstå, at jeg trods mit engagement måske ikke havde fundet vej til en fysisk konference på den anden side af Storebælt, selvom jeg skulle have været så heldig at få en invitation. SÅ på alle måder ville det set fra min stol være fantastisk med flere online-konferencer – også når det engang bliver postcoronatid.

V

Vestfyn, Føns, Ørslev, Udby og Husby kirker

Kære sekretariat for liturgidrøftelserne de kommende år.

 

De 4 kirker på Vestfyn, Føns, Ørslev, Udby og Husby kirker har vedtaget at arbejde som liturgisk frisogn indtil efteråret 2019

Og som omtalt i vedhæftede word dokument, så har vi haft Tine Lindhardt på besøg, og menighedsrådet besluttede efter indstilling fra

Gudstjenesteudvalget at arbejde med de 10 nævnte elementer i vedhæftede  papir. Tine Lindhardt har bedt mig sende denne mail ikke til hende men til liturgisekretariatet, det være hermed gjort.

Vi vægter at ’udvikle’  på atmosfære og ånd fremfor liturgisk korrekthed. Vi ’skruer’ på en række velkendte ’knapper’, og vi vil inddrage menigheden / sognet

ved en salon om gudstjenesten.

Endvidere er der parallelt hermed også to workshops for menighedsråd og medarbejdere omkring gudstjenesten. Se vedhæftede flyer.

 

Vi glæder os over dette fornyede fokus på gudstjeneste og liturgi.

 

Fokuspunkter omkring vores gudstjenester i ’De 4 kirker’
Juni 2019 – november 2021
  1. Nye salmer er allerede en del af vores gudstjeneste. ’100’ salmer, Højskolesangbog mm
  2. Der sker noget med gudstjenesten, når kirkens kor er med, og når der inddrages andre instrumenter som harpe, violin, fløjte og trompet. Det vil vi gerne sætte ord på
  3. Inspirationen fra kirkeårets ’gang’ revitaliserer gudstjenestelivet. Det vil vi gerne sætte ord på.
  4. Kontinuerlig altergang med hjemmebagt brød samler gudstjenestedeltagerne. Kirkesangeren uddeler brødet. Vi sætter ord på vores erfaringer.
  5. Dåbsforældre møder præsten i kirken før dåben, de inddrages i salmevalg, og de inddrages i valg af type nadver, fadervor siges højt i kor også med børnene. De inddrages i kirkekaffen.
  6. Beskrivelse af den nuværende gudstjeneste
    a) af og til udelades ind og udgangsbøn b) to læsninger fra alteret c) kirkesanger annoncerer salmenumre d)brug af to instrumenter orgel og elklaver  e) inddragelse af andre instrumenter, kor og børnekor  og af og til solo ved kirkesanger f) brug af to salmebøger g) brug af bønner af Holger Lissner og Elof Madsen/Kirsten Jørgensen h) ofte kontinuerlig nadver alternativt c-ritualet – hjemmebagt brød og druesaft i)’Gud være lovet’ bortfalder efter evangelielæsning j) trosbekendelsen synges k) prædiken ofte fra gulv l) der er stilhed i forbindelse med kirkebønnen m) præsten siger selv amen efter fadervor n) efter den apostolske hilsen, hilser kirkegængerne på de nærmeste o) man bliver siddende under postludiet p) altid kirkekaffe og blomster
  7. Der sker noget med gudstjenesten, når den flyttes udenfor. Det vil vi gerne sætte ord på.
  8. Beskrivelse af gudstjenestens puls, atmosfære eller med et stærkt udtryk dens ånd.
  9. På udvalgte helligdage og søndage er der spisning/ et traktement efter gudstjenesten. Erfaringer og beskrivelse af hvad der sker.
  10. Hverdagsgudstjenester eller andre former for gudstjenester. Beskrivelser og opsamlede erfaringer.
  11.  
Liturgisk frisogn  - processen i ’De 4 kirker’.

a)    Menighedsrådet får besøg af Tine Lindhardt

b)    Præsten skriver en artikel i kirkebladet

c)    Gudstjenesteudvalget holder møde

d)    Menighedsrådet drøfter gudstjenesteudvalgets tanker

e)    Beslutningspapir sendes til folkekirkensliturgi@km.dk

f)     Gudstjenesteudvalget, menighedsrådet og alle medarbejdere deltager i        gudstjenesteworkshop med ’GudstjenesteLIV’, september 2019

g)    Sognets beboere inddrages i en samtale ved en salon i  konfirmand-            stuen?

h)    Forløbet beskrives ved afslutningen i 2021

Videbæk Sogns Menighedsråd

Autorisation

 

Videbæk Sogns Menighedsråd har afholdt møde, hvor vi har haft en grundig drøftelse med udgangspunkt i hæftet ”Hvem bestemmer? – Overvejelser om forholdet mellem autorisation & frihed i Folkekirkens liturgi”.

 

Vores konklusion er, at vi ikke mener, der skal gives en større grad af frihed ang. Folkekirkens liturgi ved sognets højmesse.

 

Vores begrundelse er:

 

- at vi ser en stor og væsentlig værdi Folkekirkens liturgi (og ritualernes ordlyd) er genkendelig, uanset om man kommer til en højmesse på Vesterbro i København eller Nr. Vorupør i Thy.

 

- Vi er af den opfattelse, at vores nuværende liturgi gennem årtier har vist sig slidstærke og meget egnede til at danne rammerne for sognets gudstjeneste – og i øvrigt mener vi at ritualer gengiver Bibelens lære om eksempelvis dåben, nadveren og ægteskabet. Vi mener samtidig ikke, der er udsigt til en liturgi, som vil kunne sætte bedre rammer for menighedens gudstjeneste, hvis der – med de teologiske strømninger, der er toneangivende for tiden – udarbejdes ændringer til den. Det samme gælder i særdeleshed eventuelle ændringer i Folkekirkens ritualer.

Fritz Vilstrup

Bemærkninger til folkekirkens liturgi

 

Jeg blev 30. januar i Kristeligt Dagblad opmærksom på, at der var kommet en mail-adresse, hvor menighedsråd kan komme med bemærkninger og forslag til ændringer i folkekirkens liturgi.

 

Jeg har selv i ca. 17 år været medlem af et menighedsråd, men er på grund af min alder for længst udtrådt. Som forsat kirkegænger har jeg dog alligevel nogle bemærkninger og forslag.

 

  1. Herrens bøn.
    Jeg har i mindst 80 år bedt Fadervor, som min mor lærte mig den. Efterhånden var der dog flere dele af den, som åbenbart ikke skulle forstås, som de lød. Jeg har derfor i de senere år brugt denne formulering:
    »Vor Far,
    du som er i himlene.
    Helliget vorde dit navn.
    Komme dit rige.
    Ske din vilje som i himlen, således også på jorden.
    Giv os i dag vort daglige brød.
    Og tilgiv os vore synder,
    ligesom vi også tilgiver dem,
    der har gjort os uret.
    Og lad os ikke bukke under i anfægtelsen,
    men frels os fra det onde.
    Thi dit er Riget, Magten og Æren i evighed.
    Amen«
     

Noget af det har jeg fundet frem til ved at læse Joachim Jeremias lille hæfte:
”Fadervor i lyset af den nyere forskning.” (vedlagt)

De øvrige ændringer har jeg foretaget, fordi jeg synes, at det er bedre dansk.

 

  1. Vielsesritualet; kunne det ikke revideres, så det mere lignede ritualet for velsignelse af borgerligt indgåede ægteskaber. Det sidste forekommer mere tidssvarende.

     
  2. Nadveren:
    Jesus indstifter nadveren før korsfæstelsen, så mon Luther ikke gjorde fejl ved at fastholde transuptiationen? Måske havde Zwingli ret?
    Jesu offerdød var ikke et offer til Gud, men et offer for os, fordi en offentlig død var nødvendig for at tro på opstandelsen. (Har du været død? Vi vidste ikke engang, at du var syg.)
    Luther var nok for bundet af sin tid til at foretage større ændringer i nadverritualet, men det kunne nok trænge til en fornyelse, der gjorde det mere forståeligt.
    I vores lokale kirke har vi i øvrigt ikke et alter, men et nadverbord og et knæfald i stedet for en alterskranke.

 

Jeg håber, at ovenstående kan bruges til inspiration i liturgiarbejdet.


Joachim Jeremias FADERVOR i lyset af den nyere forskning

Indhold

Fadervor i oldkirken                                        2
Den ældste tekst til Fadervor                           4
Betydningen af Fadervor                                 9
Fadervor (i Joachim Jeremias’ gengivelse)        16
Litteratur                                                       17

W

Matias Wolf

Folkekirkens formål nr.1 er (efter min mening) at få mennesker til at opleve indre fred i sig selv lige nu.
 

Hvis en præst ikke kan mærke indre fred lige nu, kan denne person ikke formidle den oplevelse.

 

Denne indre oplevelse eller tilstand, eksisterer uafhængigt af tanker, forståelse, viden, religion, kultur, meninger osv.


Denne indre oplevelse er "himmelen vi opfarer til" når vi korsfæstes. 
 

Det er en erfaring vi kommer i kontakt med når vores tanke-personlighed og normale virkelighedsopfattelse dør, og vi erfarer "Ingenting" i os selv.


Hvis præsterne er 100% tanke-identificeret, har de ikke denne kontakt.

Hvis præsterne kender denne oplevelse, vil de kunne formidle den.
 

Alle ritualer i forbindelse med højmessen er sekundære.
 

At erfare os selv som værende "Ingenting" er primært.


Der er 1000 veje til denne oplevelse.
Der er også 1000 veje som står i vejen for denne oplevelse. 
Spørgsmålet er om dét vi gør peger i retningen af den ovenstående oplevelse eller væk derfra.


I det vi alle er forskellige og har forskellige forudsætninger, bør vi også møde hinanden med den vished og åbenhed. Derfor findes der ikke én løsning eller fremgangsmåde til at opleve en indre tilstand af fred. Derfor giver det også kun mening at den enkelte præst gør hvad end personen finder hensigtsmæssigt i nuet. Det skal andre personer ikke beslutte for personen. Ikke engang præsten selv skal beslutte eller vælge hvad præsten selv skal gøre. 

Dette skal præstens indre tilstand afgøre i nuet. 


Dette skaber et smukt og mangfoldigt landskab af forskellige præster og kirker. Noget og nogen til enhver smag.

Y

René Yde

Forslag til nadverritualer for den danske kirke

 

SALME FØR NADVEREN

 

A

Præsten: Herren være med jer.

Menigheden: Og med din ånd.

Præsten: Opløft jeres hjerter til Herren!  Lad os prise hans navn!

Vi takker og lover dig, Gud Fader almægtige, ved Jesus Kristus, vor Herre. Du skabte himlen og hele dens hær, jorden og alt, som er derpå. Liv og ånde giver du os, mætter os daglig af din fylde. Derfor vil vi med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle, synge din herligheds lovsang:

 

Menigheden synger: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige. 

Himlen og jorden er fuld af din herlighed. 

Hosianna i det højeste! 

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn. 

Hosianna i det højeste!

 

Præsten: Ja, lovet være du, hellige Gud og Fader, fordi du friede os ud af mørkets magt og førte os over i din elskede Søns, vor Herre Jesu Kristi rige.  Vi ihukommer med taksigelse hans bitre lidelse og død, hans sejrrige opstandelse og himmelfart og forventer hans komme i herlighed, idet vi frembærer dette brød og denne kalk for dig. Vi beder dig ydmygt: Send din Helligånd ned over os og disse gaver. Giv os ved dem at modtage vor Herre Jesu Kristi legeme og blod og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv. Lad os ved hans kærlighed vokse i enheden med alle hellige og samles med din kirke, når du fuldender den i dit rige, ved Jesus Kristus, vor Herre. Menigheden: Amen. 

 

Præsten: Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse!« Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: »Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker det, til min ihukommelse!«

Muligt alternativ: når du fuldender den i dig rige, ved Jesus Kristus, vor Herre, som i den nat, da han blev forrådt …

 

Fadervor

Guds Lam i prosaform

 

B

Præsten: Herren være med jer.

Menigheden: Og med din ånd.

Præsten: Opløft jeres hjerter til Herren.

Menigheden: Vi opløfter vore hjerte.

Præsten: Lad os takke Herren, vor Gud. Menigheden: Det er værdigt og ret.

 

Præsten: 

Det er i sandhed værdigt og ret, at vi altid og alle vegne takker dig, Gud Fader, Almægtige, ved Jesus Kristus, vor Herre.

 

På almindelige søndage: 

Du skabte himlen og hele dens hær, jorden og alt, som er derpå. Liv og ånde giver du os, mætter os dagligt af din fylde.

 

ELLER

 

Han som du sendte til frelse for verden, for at vi ved hans død skulle få syndernes forladelse og ved hans opstandelse vinde det evige liv.

 

Advent

Han er den sagtmodige og ydmyge konge, som drager ind til os med sin retfærdighed.

 

Jul

For vor skyld blev han menneske, for at vi ved ham skulle blive Guds børn. 

 

Helligtrekonger

I ham har du åbenbaret din herlighed for verden, så lyset skinner i vore hjerter.

 

Faste

Du efterlod os ikke til syndens og dødens lod, men sendte din Søn til bod for vor nød, at vi må afdø fra vore synder og leve for ham, der døde og opstod for os. 

 

Mariæ bebudelse

Han blev undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria. 

 

Påske

Han er det rette påskelam, som ved sin død tilintetgjorde vor død og ved sin opstandelse gengav os livet. 

 

Kristi Himmelfart

Han sidder ved din højre hånd og går altid i forbøn for os. 

 

Pinse

Han sendte os din Ånd og kalder og samler sin menighed ud af alle folkeslag på jorden. 

 

Trinitatis

Med ham, din enbårne Søn, og med Helligånden er du én Gud og én Herre, tre personer i ét guddomsvæsens fylde.

 

Alle helgen

Du har omgivet os med dine hellige vidners skare, at vi opmuntrede ved deres forbillede må gennemløbe vor bane med udholdenhed og med dem vinde herlighedens krone.

 

Med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle synger vi din herligheds lovsang.

 

Menigheden synger: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige. 

Himlen og jorden er fuld af din herlighed. 

Hosianna i det højeste! 

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn. 

Hosianna i det højeste!

 

Ja, lovet være du, hellige Gud og Fader, fordi du friede os ud af mørkets magt og førte os over i din elskede Søns, vor Herre Jesu Kristi rige.  Han er det levende brød, som er kommet ned fra Himlen for at give verden liv og i den nat, da han blev forrådt, tog han brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse!« Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: »Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker det, til min ihukommelse!«

Derfor Fader, ihukommer vi med taksigelse hans bitre lidelse og død, hans sejrrige opstandelse og himmelfart og forventer hans komme i herlighed, idet vi frembærer dette brød og denne kalk for dig.  Vi beder dig ydmygt: Send din Helligånd ned over os og disse gaver. Giv os ved dem at modtage vor Herre Jesu Kristi legeme og blod og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv. Lad os ved hans kærlighed vokse i enheden med alle hellige og samles med din kirke, når du fuldender den i dit rige, ved Jesus Kristus, vor Herre. 

Ved ham og med ham og i ham tilkommer dig, Gud Fader almægtige i Helligåndens enhed, al ære og herlighed i alle evigheders evighed. Menigheden: Amen. 

 

Præsten: Lad os alle bede, som vor Herre Jesus Kristus selv har lært os:

Fadervor

 

Fredshilsen

Præsten: Herrens fred være altid med jer.

Menigheden: Og med din ånd.

 

Guds Lam i prosaform

 

Efter begge følger altergangen som i det nuværende ritual. Måske skulle altergangssalmen gøres til en fast del af højmessen.

 

-----------------------------------------------------

 

Forskellige forslag til højmessens indledning

 

Forslag til alternativ vekselvis læst indgangsbøn:

 

Præsten: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Menigheden: Amen.

Præsten: Jeg vil træde frem for Guds alter.

Menigheden: Til Gud, min glædes Gud.

Præsten: Vor hjælp er Herrens navn.

Menigheden: Himlens og jordens skaber.

Præsten og menigheden: Jeg bekender for dig, hellige, almægtige Gud, at jeg har syndet såre meget i tanke, ord og gerning, og det er min skyld, min skyld, min egen store skyld. Derfor beder jeg dig, almægtige Gud: Forbarm dig over mig, forlad mig mine synder og før mig til det evige liv. Amen.

Præsten: Miskundhed, + tilgivelse og forladelse af vore synder skænke os den almægtige og barmhjertige Herre. Menigheden: Amen.

 

Forslag til Kyrie

Efter indgangssalmen synges eller siges:

 

A.

Præsten/forsanger: Herre Gud Fader i Himlen!

Menigheden: Forbarm dig over os! 

Præsten/forsanger: Herre Jesus, vor frelsermand!

Menigheden: Forbarm dig over os!

Præsten/forsanger: Herre Helligånd, vort lys og vor trøst! Menigheden: Forbarm dig over os!

 

B.

Forsanger: Kyrie eleison. Menighed: Kyrie eleison.

Forsanger: Kyrie eleison.

Menigheden. Christe eleison.

Forsanger: Christe eleison.

Menighed: Christe eleison.

Forsanger: Kyrie eleison. Menighed: Kyrie eleison.

Forsanger: Kyrie eleison.

 

Forslag til Gloria

 

(Udelades i advent og fastetiden) NB ikke kun i fastetiden

 

A.

Præsten: Ære være Gud i det højeste.

Menigheden: Og fred på jorden i mennesker velbehag.

 

Derefter synges dette vers på melodien til Aleneste Gud i Himmerig:  Vi lover dig, vi takker dig, vor Skaber og vor Herre. O Jesus Kristus, du Guds Søn, velsignet evig være!

Du bar al verdens synd og skam, Forbarm dig over os, Guds Lam, ved Helligånden. Amen.

 

B.

Prosa-gloria som i den nuværende form.

 

Disse to former er helt ligestillede, således at prosa-gloria kan bruges hver søndag, hvis det ønskes.

 

 

-----------------------------------------------

 

Forslag til altergangsbøn

Efter Agnus Dei samles altergæsterne om alteret og knæler. Præsten knæler også og siger den ene af disse to bønner:

 

A.

Præsten siger: Opstandne Herre og frelser, du, som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom! Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Rens os fra synd, og styrk os i det indre menneske, at du må bo ved troen i vore hjerter. Gør os faste i det evige livs håb. Giv os at vokse i kærligheden, for at vi med alle dine troende må blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen. Menigheden siger: Amen.

 

B.

Præsten siger: Herre, jeg tror og bekender, at du er Kristus, den levende Guds Søn, som er kommet til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Jeg tror også at dette er i sandhed dit eget rene legeme og dit dyrebare blod. Derfor beder jeg dig: Forbarm dig over mig og tilgiv mig alle mine synder i tanker, ord og gerninger. Und mig at modtage dit hellige legeme og blod, ikke til fordømmelse, men til syndernes forladelse og evigt liv. Menigheden siger: Amen.

 

Derefter sker uddelingen og altergangssalmen synges.