Bidrag til liturgidebatten A-M

Agerskov Valgmenighed

Alsted menighedsråd

Knud Andersen

Solvej Paabøl Andersen

Liturgidebat – hvad er det? Og hvad skal det til for?

Ordet ”liturgi” bruges om måden, vi fejrer gudstjeneste på. Der er mange meninger om Folkekirkens gudstjeneste. Eller gudstjenesteR – for de er ikke identiske. Der er forskel på søndagens højmesse (sognets faste hovedgudstjeneste, som hos os i Grene Sogn under normale omstændigheder finder sted kl. 10.30 om søndagen) og så de gudstjenester, der ellers kan holdes i ugens løb. Hvis man lytter til højmessen søndag formiddag kl. 10.00 på P1, eller ser gudstjenester på DR, kan man også erfare, at der kan være endog meget store lokale forskelle. Men som regel vil man kunne genkende en vis struktur, bestående af bønner, læsninger fra Bibelen, trosbekendelsen, prædiken, nadver, velsignelse og – i den bedste af alle verdener – menighedens salmesang imellem disse led. Denne genkendelighed er et udtryk for, at vi er én kirke. Forskellighederne er udtryk for, at Folkekirken består af mange lokale menigheder med en vis selvbestemmelse. Spørgsmålet er, hvor stor den lokale frihed skal være, for at vi stadig kan forstå os selv som del af den samme kirke. Og hvor stor fasthed der kan være, uden at gudstjenestens udtryk helt stivner. Det bliver vi næppe enige om. Men det betyder ikke, at vi ikke kan tale om det.

Biskopperne nedsatte i 2016 tre fagudvalg, som havde til opgave at lave et udredningsarbejde vedr. Folkekirkens gudstjenesteliturgi(er). Der blev udgivet 4 rapporter, som også kom i nogle mere overskuelige ”pixi-udgaver”. De omhandler netop forholdet mellem autorisation (de faste bestemmelser for gudstjenesteforløbet) og frihed, gudstjenesten i sin helhed, og de to sakramenter, hhv. dåb og nadver. Der blev lagt op til debat internt i menighedsråd og sogne. Å-fløjen lagde hus til en debataften på tværs af provstiets sogne og med biskoppens medvirken få dage før Corona-nedlukningen i marts 2020. Hele processen blev udskudt, men fredag d. 26. marts 2021 var ny deadline for kommentarer til liturgidebatten. På baggrund af disse vil biskopperne tage stilling til, om der er grundlag for at arbejde videre med ændringer i liturgien. Det vil vi komme til at høre mere om hen mod slutningen af året.

Den danske Folkekirke er evangelisk-luthersk. Et vigtigt luthersk anliggende er, at gudstjenesten skal foregå på et sprog, som folk forstår. I praksis sker det også allerede, at sproget ændres løbende. I 1992 fik vi en ny bibeloversættelse, som er autoriseret til gudstjenestebrug. I 2020 kom der endnu en ny, mere mundret oversættelse, Bibelen 2020. Den er ikke autoriseret, men i Ribe Stift har vi stående tilladelse til at bruge den ind imellem, både ved højmessen og andre gudstjenester. Ligesom vi har stående tilladelse til at bruge nyere formuleringer af kollekter (bønner) og salmer fra udgivelsen ”100 salmer”. I 2003 kunne vi tage en ny autoriseret salmebog i brug, som også rummede salmer af nyere dato. Så selv om man hører til dem, som vil sige, at der ikke skal ændres på noget som helst, så har man – hvis man jævnligt går i kirke – hele tiden været ”udsat” for ændringer. Men det er sket så naturligt og gelinde, at man stadig har kunnet føle sig hjemme i gudstjenesten.

Nogen vil så sige, at det går alt for langsomt med de ændringer, og at det overhovedet ikke er til at forstå noget som helst. Til det med forståeligheden vil mit svar være: det er så store ting, det handler om, når vi er til gudstjeneste, at man ikke kan forvente at forstå alt. Ikke engang selv om man er fast kirkegænger og åbent lyttende. Det må sproget og formen naturligvis også afspejle. Storheden. Vi kan ikke sige og synge nok om Gud, hvis vi kun må tale om og synge det, som vi alle kan forstå og tilslutte os og med ord, som umiddelbart giver mening for enhver.

Hvor præst og menighedsråd er enige om, at de autoriserede ritualer, med de valgmuligheder der er, er for meget en spændetrøje, kan de – og skal de, efter bogen – gå til biskoppen med deres ønske om, hvad de gerne vil have lov at gøre anderledes. Biskoppen kan så afvise eller godkende, ofte for en prøveperiode, hvorefter der evalueres.

Den igangsatte debat skal være med til at afklare, om der skal være en større grad af frihed eller en større grad af fasthed. Og i givet fald: hvor stor grad af frihed eller fasthed?

Rundt om i landet er der sogne, som har status af ”liturgiske frisogne”. Dvs at de har meget frie hænder til at forme deres gudstjeneste, som de nu synes. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det kræver et meget stort arbejde af præst og menighedsråd, når man får en sådan status. Og en meget stor respekt for de dele, der hører med til ovennævnte struktur. For når man ændrer på sproget, ændrer man også på meningen. Og Folkekirken er ikke et fællesskab om hvad som helst, der umiddelbart kunne lyde godt og rigtigt. I øvrigt er der så meget bevægelse i sprog, at meningen også kan ændres, ved at man blindt (eller døvt) fastholder en ordlyd blot for at fastholde den. Det kræver altså stor både teologisk og sproglig bevidsthed, når man ændrer på gudstjenesten. Form og indhold skal passe sammen.

Personligt har jeg haft det sådan, de gange jeg har overværet en gudstjeneste i et liturgisk frisogn, eller i et sogn, hvor man gør tingene meget anderledes, at jeg netop har overværet gudstjenesten – ikke deltaget i den. For mig er liturgien en ramme, på samme måde som kirkerummet og orgelmusikken er det, en ramme som med det samme tuner mig ind på, at nu er jeg i en anden slags rum, end dem jeg ellers færdes i. Når gudstjenesten ikke er, som den ”plejer”, kommer jeg med det samme til at forholde mig rigtig meget til præsten, og hvad han eller hun nu ”har fundet på”. Og jeg kommer til at forholde mig meget vurderende til, hvad jeg synes om og ikke synes om.

For mig er den autoriserede Ritualbog en beskyttelse af både præst og menighed mod diverse (krav om) påhit. Jeg synes, at de mange digitale forsøg på at nå ud til folk under Corona-nedlukningen i foråret 2020 viste en tendens til, at vi hele tiden vil overgå os selv og hinanden i opfindsomhed, når det hele er givet fri. Hvor gudstjenesten, særligt søndagens højmesse, peger på, at vi er fælles om at være Guds børn, uanset vores forskelligheder og præferencer, så får de anderledes gudstjenesteformer mere karakter af, at bestemte interesser mødes.

Jeg er klar over, at højmessen af mange opleves som fremmed. Det kræver tid og vilje at blive fortrolig med den. Og det kræver en imødekommenhed af præster og den del af menigheden, som føler sig mere hjemme i gudstjenesten. Det er en umulig opgave at lave højmessen om på en måde, som vil få alle og enhver til at føle sig hjemme i den i samme sekund, som man træder ind i den. Men det er umagen værd at unde sig den time en gang om ugen til stille og roligt at vokse sammen med den. Så lad os beholde den, som den er, og lad ændringerne være rent sproglige, og lad dem komme stille og roligt. Og hold så alle de mere eksperimenterende gudstjenester i løbet af ugen, som der er ressourcer, evner, lyst og behov til, på de enkelte steder. Ingen sogne kan have det hele - men vi må gerne gå på besøg hos hinanden.

”Gudstjenesteordningen er ikke dumpet ned fra himlen”. Det udsagn har jeg ofte hørt fra nogen, som synes, at det er lidt for rigidt med de faste regler. Men gudstjenesteordningen er altså heller ikke grebet ud af luften! Den er en påmindelse om, at vi er del af en tradition. En overlevering. Den fortæller os, at vi står på skuldrene af nogle andre. Den knytter os sammen med dem, som ikke er her mere og fortæller os, at vi er en del af en sammenhæng, som rækker ud over os selv.

Assing Sogn

Bagsværd Sogn

Bodil Breinholt Bak, Jens Refslund
Poulsen & Ingrid Vitrup Wass

Nedenstående høringssvar skal læses som kommentar til sognepræst Michael Aastrup Hemmingsens (Esajas Kirke, Østervold Sogn) høringssvar (red. find Michael Hemmingsens liturgibidrag under 'H'), der rummer otte punkter, der alle relaterer sig til det offentliggjorte høringsmateriale vedr. folkekirkens gudstjenesteform, liturgi, dåb og nadver (fagrapporter m.v.). Michael Aastrup Hemmingsens høringssvar vedlægges derfor t.o.

Ad 1) Gudstjenestens enhedspræg: Vi er helt enige. Gudstjenesten er en lokal, men også en national folkekirkebegivenhed, som skal være genkendelig, bl.a. i form af de faste tekstrækker med nytestamentlige læsninger, hvoraf den første tekstrække går helt tilbage til oldkirkens dage. Dermed bindes vi ikke blot sammen som et nutidigt fælleskab i Danmark, men vi knyttes også til et historisk og universelt fællesskab blandt mennesker gennem tiden og på hele jorden. Denne genkendelighed er dog ikke det samme som "ens overalt" eller sågar "stivnet".

Ad 2) Andre mærkedage og helligdage: God idé og fin måde at gøre folkekirken til en mere levende spiller i vort øvrige liv som mennesker og som land - uden at kirken skal tage patent på disse begivenheder, som netop, jf. de anførte eksempler, er folkelige og nationale. Vi vil dog ikke af med "2. helligdagene", da disse for os er vigtige og mere stilfærdige, eftertænksomme udgange på de store og ikke sjældent travle højtidssøndage. Og så bør man endelig, hvis der arbejdes videre med at etablere andre kirkelige helligdage, være meget opmærksomme på, hvilke dage der udvælges, bl.a. for at undgå at kirken opfattes som partisk eller politisk.

Ad 3) Højmessens samlede længde: Ingen af os opfatter højmessens længde som et problem, der bør forordnes nærmere. Vi tager gerne det hele med.

Ad 4) De gammeltestamentlige læsninger: Spændende idé at få de fortællende tekster fra Det Gamle Testamente ind i gudstjenesten for at styrke den almene forståelighed og tilgængelighed i gudstjenesten samt - som Michael Aastrup Hemmingsen antyder - for at styrke befolkningens almene dannelse på kirkens grund, når nu folkeskolens undervisning og forældrenes opdragelse har svigtet / er svagere på dette punkt end tidligere. Hvis dette ikke umiddelbart bliver en mulighed for alle i folkekirken, bør menighedsrådet og præsterne ved Esajas Kirke overveje at ansøge biskoppen om en forsøgsordning med dette indhold. Dette kunne også give anledning til en spændende diskussion i menighedsrådet om, hvordan de alternative, gammeltestamentlige og mere fortællende tekster skulle vælges - gerne på baggrund af et konkret oplæg fra præsterne.

Ad 5) Salmer: Vi er enige i, at altergangssalmen kan undværes - til fordel for orgel og kor. Dette vil også give mere tid til eftertanke og ro ifm. nadveren. Til gengæld er vi delte i spørgsmålet, om menigheden bør stå op under salmerne. På den ene side synges der bedre stående, og det kunne give mere ro til at lytte til læsningerne, hvis dette skete siddende i stedet for. Til gengæld kan det være lang tid, især for ældre mennesker, at stå op under en lang Kingo- eller Grundtvigsalme (hvor smukke og gode de end måtte være).

Ad 6) Bønner: Her behøves efter vores opfattelse ingen beskæring i antallet af bønner. Vi er glade for både indgangsbøn og udgangsbøn, som stemmer sindet til andagt og eftertanke, før det hele starter og slutter. Men de autoriserede indgangs- og udgangsbørn virker forældede og er vanskelige at forstå og forbinde sig til som almindelig kirkegænger, så en fornyelse af disse vil være ønskelig. En idé til konfirmandundervisningen kunne være at lade konfirmanderne arbejde med at formulere bønner, fx indgangsbøn og udgangsbøn, og læse dem på skift ved udvalgte gudstjenester.

Ad 7) Nadverritualet: Vi ser ikke noget behov for at ændre nadverritualet, som vi er glade for. Vartov-eksemplet er os for skrabet, og vi opfatter alle uddelingsordene ("Dette er Jesu Kristi legeme etc") som en stærk og meget personlig tiltale, som vi meget nødig vil undvære.

Ad 8) Dåbsritualet: God idé med en fælles fremsigelse af trosbekendelsen og derpå en mere kortfattet tilspørgsel. Men der bør i så fald arbejdes mere med tilspørgselsordene. Fx støder det, at djævelen nævnes som den første (og ja dette er formentlig et større teologisk spørgsmål, som Grundtvig også havde en mening om ift. trosbekendelsen...men alligevel!), og så savner vi også det afsluttende "og vil du døbes på denne tro?

Peter Balslev-Clausen

Bellahøj-Utterslev Sogns Menighedsråd

Bethania, Herlev Indre Mission

Møde i Bethania, Indre Mission i Herlev den 10. marts 2020

Tema: ”Samtale og ideer om gudstjenesten”

Gruppe 1

1. Hvem mener du skal bestemme gudstjenestens ramme og indhold? Er det præsten, menighedsrådet, biskoppen eller dronningen (ved autorisation som nu)?

Præsten må gerne bestemme

2. Mener du, at det er præsten alene, der skal forestå gudstjenesten og læse, bede og prædike m.m.? Eller vil du foretrække at menigheden i højere grad engageres i afvikling af gudstjenesten?

Der må gerne være nogen fra menigheden som bliver bedt om at læse, eller bede……

3. Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten (højmessen) er genkendelig i alle kirker?

Højmessens genkendelighed – dejligt når man kommer forskellige steder i løbet af året.

Gruppe 2

En gudstjeneste skal gerne have ledelse således at der er så få som muligt der føler sig kirkefremmede.

Hvordan kan vi gøre gudstjenesten inkluderende?

Det er vigtigt at der er noget genkendeligt og gøre det rart for dem der kommer.

Der er vigtige elementer i gudstjenesten: Nadver, prædiken, kirkebøn, velsignelse, fadervor – noget af det der kan moderniseres er sproget - og ikke indholdet.

Det er vigtigt at der er en tekstplan – tekstrække.

Husk det er Gud, der tjener os i gudstjenesten med alle sine gaver.

Det er Gud der giver og os der modtager.

Gruppe 3

7. Hvilken værdi har det, at præsten skal prædike over fastlagte tekster?

Man kommer rundt i mange forskellige tekster – også de svære. Man har mulighed for at læse teksten på forhånd.

8. Hvilke værdier kunne du se i, at præsten selv kunne vælge prædiketekst?

Fint at præsten selv kan vælge tekster til anderledes gudstjenester (ikke højmessen)

9. Er der noget i dåbsritualet, som er vanskeligt at forstå? Hvilket?

Ønske: større tydelighed om at vi bliver døbt til Kristi død og opstandelse! Rom. kap. 6

Det er godt når familien til dåbsbarnet føler sig inkluderet og ”ønsket” i kirken.

-------

Andet: De faste bønner er en styrke, så præsten ikke selv skal formulere bønnerne.

Betlehemskirken

Steffen Bjerre

Sidsel Keibel Blom

Vagn Bodilsen, p.v.a. studiekreds, Bjerringbro

”Gudstjenesten i nutid og fremtid”

I februar og marts 2020 var en personkreds i og omkring Bjerringbro samlet til drøftelse af ovenstående tema. Drøftelsen i studiekredsen har været væsentligt i sig selv, og indholdet drøftelsen kan være svær at referere.

Nedenfor er en opsamling af væsentligste punkter. Kursiv er input fra en anden gruppe.

Gruppereferat fra drøftelse om ”Gudstjenesten i nutid og fremtid”

Generelt til drøftelsen af det fremlagte materiale: Det er vigtigt også at tænke kirkelige unges behov ind i det. Hvad holder i stor udstrækning de kirkelige unge væk fra gudstjenester i folkekirken? Er det musikken? Eller er det principper i ritualbogen?

1.

Hvem mener du skal bestemme gudstjenestens ramme og indhold? Er det præsten, menighedsrådet, biskoppen eller dronningen (ved autorisation som nu)?

1) Vi ønsker at fastholde tekstrækkerne og de grundlæggende led i gudstjenesten som autoriserede.

Angående tekstrækkerne vil vi opfordre til, at GT-læsning og epistellæsning i højere grad bliver inddraget i prædikenerne, så der er mere sammenhæng i gudstjenesten.

2.

Mener du, at det er præsten alene, der skal forestå gudstjenesten og læse, bede og prædike m.m.? Eller vil du foretrække, at menigheden i højere grad engageres i afvikling af gudstjenesten?

2) Det er en god ide at inddrage lægfolk i f.eks. læsninger og bønner. Også en god ide lejlighedsvis at lade andre end præsten prædike. Det giver en genkendelighed, at man på forhånd ved, hvem der prædiker.

3.
Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten (højmessen) er genkendelig i alle kirker?

4.
Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten i dit sogn er genkendelig fra søndag til søndag?

3-4) Vi ønsker rimelig genkendelighed i forhold til andre kirker og fra søndag til søndag uden at det behøver at være i alle detaljer. Det giver tryghed og ro. Sprogligt må der findes en balance mellem at fastholde dybden/teologien og at møde kirkegængerne, der hvor de er.

5.
Hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri, så præst og menighed kan tilrettelægge gudstjenesten forskelligt, hvilke led i gudstjenesten vil du så mene skal med hver gang?

5) Vi ønsker at fastholde leddene fra højmessen – dog kan følgende undværes: Præludium (undtagen ved dåb – og så skal det markeres på anden måde, at bedeslagene i klokkeringningen sætter gudstjenesten i gang), udgangsbøn, bekendtgørelser.

Vi diskuterede uden at blive enige, om postludiet skal fungere som udgangsmusik (spilles mens man går ud) eller som afrunding af gudstjenesten, som man sidder stille og lytter til.

Ind-og udgangsbøn, kirkebøn, prædiken, minimum to tekstlæsninger (den ene prædiketekst), trosbekendelsen, Fadervor, (kun èn gang i løbet af gudstjenesten), både apostolske og aronitiske velsignelser.

6.
Hvad tror du, det vil betyde, hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri?

6) Folkekirkens bredde bliver for stor – det bliver svært at holde sammen på folkekirken. Genkendeligheden når man kommer til en anden kirke er vigtig.

Genkendeligheden forsvinder og dermed fællestræk for Folkekirken. Menigheden bliver meget afhængig af, hvad stedets præst formår. Det vil give store forskelle og blive for personfikseret.

7.
Hvilken værdi har det, at præsten skal prædike over fastlagte tekster?

7) Vigtigt for at holde fast i helheden og forhindre fristelse til at springe ”ubehagelige” tekster over.

Man får bredden af tekster med. Relevante tekster, som præsten har svært ved at udlægge eller ikke bryder sig om, bliver fastholdt.

8.
Hvilke værdi eller det modsatte kan du se i, at præsten selv kunne vælge prædiketekst?

8) Det kan have en værdi ved særlige gudstjenester som konfirmation eller andre gudstjenester med mange ikke-kirkevante deltagere at kunne give en mere grundlæggende kristen forkyndelse end nogle tekster fra tekstrækkerne lægger op til.

Muligt at vælge tekster, der ikke prædikes over fra både GT og NT.

9.
Er der noget i dåbsritualet, som er vanskeligt at forstå? Hvilket?

9) Nej, det tænker vi ikke – og underet i dåben, som vi dybest set ikke forstår, skal vi ikke tage ud af ritualet.

Nej

10.
Hvilken betydning tillægger du dåben? Kommer den betydning tydeligt frem i dåbsritualet?

10)

At vi bliver Guds børn – indpodes.

11.
Har du forslag til forbedringer af dåbsritualet?

11) Dåbens betydning kunne evt. uddybes – uden at vi har konkrete forslag til det. Og godt, når forældre kan bede ”forældrebønnen”.

At der i tiltalen til forældre og faddere tydeligt siges, hvad der er deres opgave. Forældre: at bede for og oplære deres barn. Faddere: at bede for deres fadderbarn. Sproglige forbedringer. Fx hisset.

12.
Hvad betyder nadveren for dig?

12) Det er ihukommelse af Jesu død for os + syndsbekendelse og tilgivelse + rejsekost til livet som kristen.

13.
Har du forslag til forbedringer af nadverritualet?

13) Et forslag til forbedring af nadverritualet kan være at udvide uddelingsordene med ”… hengivet for dig” / ”…. udgydt for dig”. Det vil gøre nadverritualet mere ”personligt”.

Og lejlighedsvis holde fælles skriftemål (uden håndspålæggelse) og absolution sammen med nadveren.

-----

Der var samtalegruppernes indstilling at bevare den nuværende gudstjenesteordning med muligheder for at give visse frihedsgrader, som aftales mellem præst og menighedsråd / menigheden.

Brabrand og Aarslev kirkers
menighedsråd

Buddinge Kirke

Louisa Schønnemann Bøttkjær

Kære Peter Skov-Jakobsen og Stiftsudvalget Gudstjeneste og Kirkemusik, Københavns Stift,

Som nyt menighedsrådsmedlem i Esajas Kirke, Østerbro, og i forlængelse af de glimrende indlæg fra sognepræst Michael Hemmingsen og Pia Søltoft, er jeg tøvende overfor konkret at forholde mig til detaljer i den nuværende liturgi.

Mine, få, bemærkninger, relaterer sig derfor primært til afvejningen af hvordan Kirken - gennem Højmessen - kan være inkluderende for de fleste, og samtidig beholde sin særlige karakter og højtidelighed.

Det er vigtigt, at man aldrig er i tvivl om at Kirken, og gudstjenesten (højmessen) er et sted, som er noget ANDET, end der hvor vi ellers færdes. Det skal ikke ligne det vi ellers tager os til.

Højtideligheden skal bevares, og betydningen af, at her er vi til stede i noget, som repræsenterer Gud.

Det må aldrig gøres plat, pseudofolkeligt, ironisk eller “oversættes" til ukendelighed.

Det må ikke miste sin betydning.

Samtidig skal man forholde sig åbent til, at ikke alle kirkegængere har deres faste gang til Højmessen hver søndag, en gudstjeneste med mulighed for dåb og nadver.

Det vil sige, at man som uøvet kirkegænger kan føle sig “udenfor” og måske:

have glemt alle ordene i trosbekendelsen og synes det er flovt, og så bliver det en mumlen i stedet,
være i tvivl om hvornår man skal rejse sig op, og sætte sig ned igen,
have glemt, at de salmer vi skal synge - her hænger numrene jo på væggen,
ikke være sig bevidst, hvad nadveren egentlig repræsenterer...

Derfor kan det måske være en ide - særlig i konfirmationsforberedelsesfasen - at supplere tekstere og forkyndelsen med nogle velanbragte praktiske bemærkninger. (Eks.: teksten til bl.a. Fadervor og Trosbekendelsen står bagerst i salmebogen, understregning af nadverens indhold og betydning, evt. en historisk kontekst i oplæsninger).

Når det så er skrevet, så repræsenterer Kirken, og Højmessen åndeligheden, nærværet til Gud, i en vigtig og gennemprøvet historisk kontekst.

Det må faktisk godt være svært, det er i orden at man skal tage sig lidt sammen, ranke ryggen - og tænke på noget andet end sig selv.

Men blot taget i hånden af ritualet, og måske også af præsten - både konkret og i overført betydning.

Jeg synes derfor det er vigtigt at bibeholde bønner og antal salmer, så uforgængeligheden og det historiske forløb bibeholdes.

Det kunne dog indimellem være rart med noget mere ro, dvs. perioder med stilhed og lytten til koret eller orgel - så man får mulighed for at lade tankerne flyve frit i en ramme af dagens tekst.

Udover bøn, nadver og en fortolkning af dagens tekst i relation til nutiden, så har refleksion og ro i et kirkerum gennem tiden løst mange kriser og sorger for mennesker.

Jens Carlsen

Inge Rolfdal og Niels Ravn Christensen

Hermed sender vi vores overvejelser omkring liturgien til Folkekirkens højmesser:

Kommentarer til gudstjenesteliturgi:

Autorisation: Der bør være en fælles autoriseret liturgi for Folkekirkens højmesser. Liturgien bør, på baggrund af brede høringssvar, udarbejdes af Folkekirkens egne ledende organer, og autoriseres af kirkens formelle leder: Dronningen.

Model: Det er vigtigt, og nødvendigt, at vi får en vis udvikling og fornyelse i Folkekirken. Samtidig er der stor værdi i meget af den tradition, der er fælles for rigtig mange forskellige kirker over hele Europa, og som har vist sin værdi og holdbarhed gennem flere hundrede år. Derfor må det være Model 3, Mellemvejen, der er løsningen.

Faste tekster: Vi ønsker at holde fast i tekstrækkerne, der sikrer, at der er kontinuitet og sammenhæng i gudstjenesternes temaer samtidig med, at det hindrer at væsentlige emner i den nytestamentlige lære udelades. Det forekommer os dog fuldstændig malplaceret at Sct. Stefans dag er henlagt til 2. juledag. Det giver årsag til megen forvirring og skuffelse blandt ikke rutinerede kirkegængere. Dette ikke mindst sammenholdt med, at såvel 2. påskedag som 2. pinsedag har tekster, der knytter sig til de pågældende højtider.

Dåb og nadver bør fastholdes med en liturgi, der ligger tæt på de nuværende muligheder. Det er fint med mulighed for mindre variationer, tilpasset kulturen i de forskellige menigheder. Det er dog helt nødvendigt, at liturgien holdes fast på grundlaget fra de Bibelske tekster, der også i dag er grundlaget for sakramenterne.

Messesang bør udelades, da lydniveau i dag kan klares med forstærkeranlæg, og den meget gamle form derfor kun medvirker til et museumsagtigt præg over gudstjenesten.

Præstens påklædning bør, som allerede Luther anførte det, afspejle den almindelige borgers påklædning og ikke være noget meget afvigende. (fx præsteskjorten, der markerer hvem der er præsten, men stadig er en almindelig påklædning i 2021) Det er dog vigtigt, at den samlede påklædning ikke påkalder sig for megen opmærksomhed og dermed forstyrrer budskabet.

Vores ”Drømmegudstjeneste:

Formålet med gudstjenesten er at bringe evangeliet om Jesus Kristus til frelse for mennesker, styrke fællesskabet samt at hjælpe den enkelte med trøst og opmuntring til et kristent liv.

Læsning af bønner og tekster kan varetages af præsten, ansatte samt medlemmer af menigheden. Præsten drager omsorg for, at de, der udvælges, instrueres og er valgt blandt dem, der magter at gøre det på god måde.

Salmer og sange vælges, så de understreger gudstjenestens tema og understøtter formålet. Fællessangen understøttes af instrumenter, der vælges efter hvad der bedst understøtter de enkelte salmer/sange. Fx orgel, klaver, band. Der bør vælges sange/salmer, så der udnyttes den meget store ”skat” der findes af gamle salmer samtidig med, at der kommer nye, gode, sange/salmer med, så gudstjenesten ikke bliver museumsagtig. Der bør primært synges sange og salmer med dansk tekst. Dels er der stadig en del, der ikke forstår så meget engelsk, dels taler danske tekster langt stærkere til os med dansk som førstesprog.

Bønner: Gerne nogle forskellige forslag til indgangs- og udgangsbønner. Gerne fortsat forslag til Kollekt-bønner, men også mulighed for frie formuleringer, men med krav om tilsvarende indhold.

Gudstjenestens forløb:

Klokkeringning som indledning til almindelige gudstjenester: 5 minutter op til gudstjenesten, afsluttende med 3*3 bedeslag

Kimning ved højtider: 10 minutters kimning umiddelbart efterfulgt af 5 min. ringning, afsluttende med 3*3 bedeslag (i alt 15 min. lige op til gudstjenesten)

Begrundelse: Der er ikke længere brug for at kalde til gudstjenester en hel og en halv time før, da alle har adgang til ure i dag. Det er kun et irriterende element for kirkernes naboer.

Præludium: En kort musikalsk forberedelse til gudstjenesten, der skal afpasses efter gudstjenestens tema.

Indgangsbøn: En kort bøn, på menighedens vegne, der beder om Guds hjælp til en god gudstjeneste og markerer, at kirkegængerne er modtagere af nåde fra Gud – ikke nogen der præsterer.

Introduktion til gudstjenesten: Præsten hilser menigheden (fx Nåde være med jer og fred fra Gud…….) og gennemgår derefter, meget kort, denne gudstjenestes tema og forløb)

1. salme

Kollekt: Afpasset i forhold til prædike-teksten og/eller gudstjenestens tema.

GT læsning: Kan udelades, hvis der er andet punkt i gudstjenesten, der har brug for tiden fx Frie fem minutter.

2. salme

NT læsning (red. NT= Ny Testamente)

Trossbekendelsen: Præsten vælger mellem Den Apostolske eller Nikænum

3. salme

Frie fem minutter: Særlig målrettet fx børn eller særligt tema, men altid som en del af gudstjenestens forkyndelse eller tilbedelse. (Procession, lystænding, drama, børnesang m.v.) Kan placeres efter prædikenen, hvis det er mere passende ved den konkrete gudstjeneste. Kan udelades, hvis det ønskes.

Evangelielæsning

Prædiken: Forestås som hovedregel af præsten.

Kirkebøn: Læses af præsten eller som vekselbøn.

4. salme

Nadver: Følger det valgte ritual. Fortsat flere muligheder.

Velsignelsen: Den aronitiske velsignelse

5. salme

Udgangsbøn: Tak for hvad vi har fået og bøn om hjælp til at tage det med ud i hverdagen.

Postludium: Kort afslutningsmusik, der er tilpasset gudstjenestens tema og giver rum til menighedens eftertanke. Menigheden bliver siddende, da det er en del af gudstjenesten, og det derfor ikke er i orden at forstyrre de øvrige kirkegængere.

Karsten Christensen

En stor tak for dette store og gennemarbejdede materiale. Det har været berigende at læse.

Liturgien

Liturgi er et bolværk, som har evnen til at beskytte både fra ydersiden og indersiden. Den kan beskytte klassiske teologiske sandheder fra tidens teologiske strømninger (ydresiden), og samtidig kan den værne de enkelte menigheder mod selvkonstruerede liturgier, forfattet af den lokale præst og andre kirkeligt engagerede, som ønsker et lokalt her-og-nu ritual (indersiden).

Med den nuværende ritualbog er vi allerede godt hjulpet, da der her er vide rammer både for højmessen og de øvrige gudstjenester. Højmessens led kan virke gammeldags for den, som ikke er fortrolig med dem, men for den, som søndag efter søndag og år efter år sidder på kirkebænken, er de en hvile og et værn mod præstens regibemærkninger, som i det lange løb bliver trættende. Dertil kommer, at vi som Folkekirke, ikke fra en dag til den næste kan skabe en fortrolighed med en ændret højmesseliturgi. Som illustration kan nævnes fadervor, hvor DO 1992 ændrede vorde til blive. Den dag i dag beder formodentlig en stor del af danskerne i lønkammeret vorde, fordi de fleste danskere er født før 1992, ligesom den salmebog der i mange hjem tages frem ved dødsfald, stadig er den gamle fra 1953. Folkekirken deler vilkår med store skibe: Det tager tid at ændre retning. I vores tilfælde årtier. Derfor vil jeg opfordre til tilbageholdenhed, når det kommer til liturgisk frihed ved højmessen.

Ritual- og alterbogen (og salmebogen) er i dag den gudstjenestelige fællesnævner, som gør, at hr. og fru. Hansen kan gå i kirke fra Gedser til Skagen og opleve at være i den samme kirkelige ramme. Der er nemlig ingen teologisk sammenhængskraft i Folkekirken, hvor teologien og dermed forkyndelsen spænder fra ortodox lutherdom, over missionsk, karismatisk, tidehvervsk, KFUM/Ksk, grundtvigsk, en del der imellem og videre til Grosbøllsk.
Den gudstjenestelige fællesnævner, der er mellem de nævnte, er ritual- og alterbogen. (Derfor hører et ritual for vielse af to af samme køn ikke til i ritualbogen.)

Jeg vil opfordre til, at liturgien, også for fremtiden, skal være autoriseret eller i det mindste godkendt af stiftets biskop, ligesom det foregår idag.

Nadver

Vi har tre gode nadverritualer, som hver understreger realpræsensen, at den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus virkelig kommer og er tilstede i, med og under skikkelse af brød og vin, når indstiftelsesordene har lydt. Ritualbogens nadverbønner har hver deres fokus ved nadveren, men alle fastholder det overordnede Jesu Kristi legeme og blod, er tilstede.

Jeg mener ikke, der er brug for ændringer ift. de nadverritualer, vi har.

Dåb

I dåben indpodes et menneske på Kristus, ligesom grenen podes på stammen. Dåben er en indlemmelse i Jesu Kristi kirke, eller en genfødsel1 som CA 2: ”Ligeledes lærer de, at alle mennesker, der frembringes på naturlig vis efter Adams fald, fødes med synd. Det vil sige uden frygt for Gud, uden tillid til Gud og med ondt begær og stræben. Og denne medfødte tilbøjelighed eller skade er virkelig synd, som også nu fordømmer og bringer evig død over alle dem, der ikke genfødes ved dåb og Helligånd.”
Martin Luther bruger i den lille katekisme2 billedet af død-liv fra Rom 6 til at understrege det nye, som dåben giver.

Dåbens karakter af engangshandling understreges også fint ved det indledende spørgsmål ved dåbshandlingen: Er barnet hjemmedøbt?

Når det kommer til selve dåben, overøsningsdåb eller neddykningsdåb, deler jeg de overvejelser, der nævnes i rapporten på side 61, men vil mene, at CA 73 bør give os frihed til begge former.

Samtidig skal det fastholdes, at det skal være de samme læsninger, samme korstegnelse, samme tilspørgsel og samme dåbsord, der skal bruges, hvad enten dåben sker med overøsning eller neddykning.

Bønnerne fra Luthers dåbsritualer 1523/26, bede-/bankebønnen og syndflodsbønnen, kunne være spændende at få i aktiv tjeneste igen.

------

¹ Titus 3,5: … det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden…

² Den symboliserer, at gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed. Hvor står det? Svar: Apostlen Paulus siger til romerne i det sjette kapitel: Vi blev begravet sammen med Kristus ved dåben til døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, sådan skal vi også leve et nyt liv.

³ Til sand kirkelig enhed er det nok, at være enige om evangeliets lære og forvaltningen af sakramenterne. Det er ikke nødvendigt, at de samme menneskelige traditioner, ritualer eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker, findes overalt. Som Paulus siger: “Én tro, én dåb, én Gud og alles fader og så videre”

Christianskirken, Aarhus

Lisbet Christoffersen

Leif Damkier

Til Folkekirkens Liturgi.

Det har været ganske spændende og inspirerende at læse hæftet “GUDSTJENESTE – Om gudstjenestelivet i Den danske Folkekirke”.

Jeg fandt hæftet på Internettet og gav mig i kast med det.

Jeg havde håbet at der i vores lokale kirke, på initiativ af menighedsrådet eller præsterne, var blevet indbudt til samtaler om de betydningsfulde emner.

I skuffelse over at det ikke skete, gik jeg selv i gang med læsning og overvejelser. Jeg gav mig til at besvare de mange spørgsmål i hæftet. Disse besvarelser og tanker sender jeg vedhæftet. Måske nogen har tid at læse noget af det, og måske kan det være noget at hente. Men i hvert fald har det givet mig glæde og en vis tilfredsstillelse at arbejde med stoffet.

Jeg sendte for en tid siden min besvarelse til kirkens 3 præster og menighedsrådsformanden, men det skete der ikke noget ved!

I PIXIUDGAVEN af hæftet ”Gudstjeneste” opfordres ”grupper og enkelt-personer” til at indsende deres kommentarer til de beskrevne områder og stillede spørgsmål. Den opfordring vil jeg forsøge at tage op, men jeg havde fundet det betydeligt mere interessant hvis vores kirke/menighedsråd havde inviteret til samtale om emnet og spørgsmålene. Det kunne givetvis have givet mere kvalificerede vurderinger, og som et ’biprodukt’ kunne man risikere at opleve at sådanne samtaler ville virke menighedsdannende.

For mit eget vedkommende oplever jeg at samtaler ofte resulterer i kreative processer. Ideer og forslag fødes og modnes i samtalen.

GUDSTJENESTEN

Spørgsmålene er skrevet i du-stil – altså hvad mener jeg? Hvad oplever jeg?

Det kan jo også være væsentligt hvad den enkelte kirkegænger oplever. Jeg skriver bevidst ’kirkegænger’, selv om vores præst taler om ’medlemmer af menigheden’. Hvem udgør menigheden? Der må vel være tale om oplevelse af

fællesskab og fælles tilknytning for at tale om ’menighed’ og ’medlemmer’?

1. Hvilke slags gudstjenester går du til?

Jeg går til gudstjeneste hver søndag kl. 10 – ’højmesse’ kaldet, men for mig lyder det for katolsk. Jeg taler hellere om ’gudstjeneste’. Desuden går jeg til stillegudstjenester, musikgudstjenester, ind imellem ungdomsgudstjeneste (selv om jeg er 82 år), og hvad der nu ellers tilbydes af gudstjenester og deslige.

2. Er der noget i gudstjenesten du kunne ønske dig anderledes?

Ja, en del ting. Først og fremmest skal der benyttes sprog og tekster som er til at forstå for almindelige mennesker. Det gælder såvel bibeltekster som bønner og salmer. Der findes næppe den kirke som ikke ønsker at gudstjenestedeltagelsen bliver forøget. Derfor må man – især f.eks. ved dåb hvor ofte mange ikke-kirkevante deltager – bestræbe sig på forståeligt indhold i gudstjenesten. Det kunne forhåbentlig ’friste’ til at deltage oftere.

Det er nedtryggende at man i halvdelen af gudstjenestetiden skal se på præstens sorte ryg. Præsten bør mest muligt være på højde med sin menighed, bl.a. ved ikke at vende ryggen til den!

Der kan næppe være noget til hinder for at præsten under salmesangen enten vender sig mod forsamlingen eller sætter sig på en stol ude ved siden.

Når vi fremsiger trosbekendelsen, mener jeg vi skal se hinanden i øjnene – altså også se præsten i øjnene og præsten os.

På samme måde med bøn: Hvorfor kan præsten ikke bede vendt mod forsamlingen?

3. Hvad kan du lide ved gudstjenestens forskellige sprog – og hvad kan du ikke lide?

Principielt mener jeg at sproget i gudstjenesten skal være ensartet – at der mindst muligt skal tales/læses forskellige sprog. Det patetiske sprog er ikke naturligt for almindelige mennesker. Det skal være naturligt at komme til gudstjeneste. Uforståeligt og unaturligt sprog kan nemt afholde folk fra at gå til gudstjeneste. Hvorfor skal man dog bruge tid på noget man ikke forstår!

Folkekirkens problem med at tiltrække nydanskere er meget tydeligt. Det er endnu en grund til at man bør beflitte sig på et nutidigt sprog i alle gudstjenesteled.

De af latin affødte vendinger og ord bør afskaffes. I særdeles mange år, om overhovedet nogen sinde, har et barn ikke sagt ”fadervor” eller ”fadermin” til sin far, men ”min far” – ”vor far”. Hvorfor holder præsten så fast i ”Pater noster”?

4. Fremmer gudstjenestens form målet med gudstjenesten?

I kort form har jeg ikke set gudstjenestens formål formuleret, men det er vel at ’gøre til disciple’ og vedligeholde discipelskabet ved at ’lære dem’.

Gudstjenesten bør vel også bidrage til at skabe fællesskab – at skabe et menighedsfællesskab. Nej, det spørgsmål formår jeg ikke at besvare godt!

5. Er det vigtigt, at gudstjenestens liturgi er ens hver søndag?

Der bør nok være en vis ensartethed, men ikke nødvendigvis altid helt ens. Det kan virke interessevækkende hvis præsten – af uheld eller planlagt – pludselig gør noget andet. Vi vækkes! En søndag oplevede vi at en vikarpræst gik uden for alterskranken og frem mod menigheden og læste evangelieteksten, i stedet for at læse den fra prædikestolen. Efter en salme gik han så på prædikestolen og prædikede.

6. Er der en del af højmessen, du holder særligt af?

Jeg holder meget af salmesang, og jeg nyder når organisten har lagt sig i selen for at finde rigtig god musik.

7. Hvad ville der ske, hvis der ikke blev holdt gudstjeneste i vores samfund?

Jeg har været til gudstjeneste stort set hver søndag siden jeg var ganske lille. Jeg ville savne søndagsgudstjenesten. Men ’samfundet’ ville næppe savne gudstjenesten. Nogen ville givetvis glæde sig over at de bliver fri for kirkeklokkerne.

ANDRE GUDSTJENESTER

Måske er det ikke konstruktivt at fastholde en skelnen mellem gudstjenester, så man taler om gudstjeneste (= højmesse) og andre gudstjenester. Gudstjeneste er gudstjeneste uanset formen. Det er indholdet der gør gudstjeneste til gudstjeneste.

1. Hvad er din drømmegudstjeneste?

Min ”drømmegudstjeneste” er den gudstjeneste som virkeligt er vedkommende. Musikken, salmesangen, tekstlæsning, bønner, prædiken – alt udgør en enhed som griber mig. Den traditionelle, stive højmesseform er for mig ikke ’gribende’. Forudsigeligheden kan hindre inspirationen.

2. Hvordan er forholdet mellem højmessen og de andre gudstjenester?

Alt for ofte oplever jeg ’de andre gudstjenester’ som værende blot en forkortet form for højmesse. Det forekommer mig at være en misforståelse. Den frihed der er til at tilrettelægge ’de andre gudstjenester’ bliver i for ringe grad udnyttet. TV-gudstjenesterne viser enkelte gange lidt af en vej til at gøre gudstjenester mere vedkommende. Den tyske, evangeliske kirkes TV-transmissioner er ofte mere vedkommende end de danske gudstjenester. Den tyske kirke kan lære os noget!

3. Hvad skal der som minimum være, for at man kan kalde det en gudstjeneste?

I prioriteret rækkefølge er følgende elementer nødvendige: Bibellæsning, bøn/forbøn, salmesang. En prædiken bør der så vidt muligt være plads til også.

4. Kan man forme liturgien, så den kan rumme alle?

Det korte svar er: NEJ!

Hvis vi forestiller os kirkegængerne bestående af: faste deltagere, lejlighedsvise deltagere, ikkekirkevante, dansktalende nydanskere og ikke-dansktalende nydanskere, så kan der næppe benyttes en fælles liturgi.

Spørgsmålet om nydanskere er særligt interessant, for hvis de kommer med en kirkelig baggrund fra deres hjemland, vil den ’liturgi’ de har oplevet dér, ofte være betydeligt mere fri og ’vedkommende’ end den danske højmesse.

5. Hvordan forholder du dig til lægmandsgudstjenester?

Positivt, men vi må nødvendigvis definere hvad vi forstår ved en lægmandsgudstjeneste. Der har været afholdt gudstjenester hvor f.eks. en forfatter forestår prædikenen – selv om vedkommende ikke bekender sig til at have et kristent livsgrundlag. For mig er det ikke en lægmandsgudstjeneste. Gudstjenester hvor lægfolk indgår, finder jeg helt på sin plads. Det kan give oplevelsen af ejerskab hvis almindelige kirkegængere involveres i gudstjenesten.

I præstemangelsituationer mener jeg at engagerede lægfolk fint kan forestå hele gudstjenesten.

Nogen kan mene at der skal præst i ornat til at forestå dåb og nadver, men er vi ikke alle ’præster’? Dog mener jeg at der bør en vis introduktion eller ’oplæring’ til. Ikke nogen ’eksamen’, men menighedsrådet og præsterne skal være trygge ved den forkyndelse de pågældende lægfolk bringer – ikke godkende den, men være trygge ved den.

6. Hvordan kan vi åbne folkekirken for migranter?

Højmessen er ingen åbning for migranter. I hvert fald ikke de første mange år de opholder sig i Danmark. Der skal derfor findes andre ’åbninger’ på vejen mod at skabe forståelse for den danske gudstjenesteform.

Det kan være forskellige samværsformer på kristent grundlag og med kristent indhold. Migranter med en kristen baggrund fra deres hjemland vil oftest have oplevet et kirkeliv bestående i meget andet end søndagsgudstjenesten. Det kan være søndagsskole for alle aldersgrupper, bibeltimer, bedemøder, stævner o.m.m. Nogle af sådanne samværsformer findes i nogle folkekirker i Danmark, og hvis man virkelig ønsker at åbne folkekirken for migranter, må man overveje at etablere tilsvarende former for kirke- og menighedsliv.

Helt afgørende er det dog også at migranter oplever at blive taget imod og være velkomne i kirkelig sammenhæng – og det gælder lige så meget ikke-kirkevante danskere. Vi er ikke gode til at være opmærksomme på ’gæster’ i kirken.

ORD - PRÆDIKEN

”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” Rom. 10,17

Eller som det lyder enkelt og forståeligt i BIBELEN 2020:

”Troen kommer altså af, at man hører budskabet om Kristus.”

1. Er der for mange eller tilpas med ord i gudstjenesten?

Jeg har aldrig tænkt over eller har syntes at der er for mange ord i gudstjenesten. Prædikenerne er nok blevet lidt kortere hen over årene, og det er fint nok. Prædikenens længde er ikke det afgørende, men dens indhold og form.

Præstens ord i prædikenen kan fint suppleres og støttes af andre elementer, så som illustrationer i form af billeder, lyd, solosang, interview af kirkegænger, filmklip – mulighederne er legio.

2. Er der nogle bibeltekster, du savner at høre i højmessen?

Jeg synes at mange af de gammeltestamentlige læsninger er vanskelige at gribe umiddelbart. Præsten/oplæseren kan passende forud for læsningen nævne i hvilken sammenhæng den pågældende tekst findes.

Jeg savner at høre tekster fra Salmernes Bog. For min skyld kan de forordnede læsninger fra GT erstattes med tekster fra Salmernes Bog.

3. Kan man bruge bibelselskabets nudanske oversættelser i højmessen?

Ja, så absolut. De bør bruges. De nudanske oversættelser er til nulevende kirkegængere. De er lettere tilgængelige end den autoriserede oversættelse, og det er altafgørende at teksterne er så lettilgængelige som muligt. Der er anker nok over kirkens sprog. De nudanske oversættelser er foretaget af højtkvalificerede oversættere og sprogkyndige, og de er troværdige. Men der er selvfølgelig dem der finder at det lidt gedulgte sprog er mere ophøjet og helligt. Det kan man kun begræde.

4. Hvad er en god prædiken?

Det er en prædiken som sætter tanker i gang og som udfordrer tilhørerne m.h.t. at tænke over sin tilværelse, sit gudsforhold og sit forhold til andre mennesker. En god prædiken rører både hjertet og forstanden.

5. Kan man prædike over en gammeltestamentlig læsning?

Ja, for hvis den gammeltestamentlige tekst ikke er vedkommende, bør den ikke bruges i gudstjenesten.

6. Kan man forestille sig andre måder at forkynde evangeliet end den kendte prædikenform? Ja, naturligvis. Evangeliet kan forkyndes i andet end ord. Alle gudstjenestens led bør være – opleves som - forkyndende. Hele gudstjenesten, og specielt prædikenen, bør opfordre til og sætte os i stand til at forkynde evangeliet med vort liv, og også med vore ord.

Evangeliet bør være indholdet i alle aktiviteter i kirken og som udgår fra kirken. De hyggelige samvær af forskellig art i menighedshuset bør alle være forkyndende. Det er enhver kirkelig aktivitets berettigelse at den er forkyndende.

Det betyder ikke at præsten eller en lægperson skal forkynde direkte ved enhver lejlighed, men det bør være det naturlige grundlag for enhver aktivitet at evangeliet forkyndes.

7. Hvad skal en prædiken gøre ved dig?

Den skal vække min interesse, den skal gribe mig, den skal få mig til at tænke, og den skal få mig til at handle.

ORD – BØN

”Bønnen forandrer ikke Gud, men den forandrer den bedende” (Søren Kierkegaard)

”Hvis man for længe lukker sig inde med sin afmagt uden at sprogliggøre den, kan man ende med at blive syg.” (Joakim Garff)

1. Hvad får du ud af bønnerne i kirken?

Det afhænger meget af bønnernes sprog, indhold/relevans og sammenhæng med gudstjenestens øvrige indhold. Hvis jeg ikke i tankerne kan bede med på bønnen, får jeg ikke noget ud af den.

2. Hvad skal der bedes for i kirken?

Der skal bedes for det der er aktuelt i relation til dagens budskab/prædiken og for det der p.t. rører sig omkring os. Hvis vi oplever en situation med uro, naturkatastrofer, store samfundsbeslutninger m.m., bør det indgå i bønnen. Ved dåb og nadver skal der naturligvis bedes for dem det angår.

3. Hvilke bønner i gudstjenesten finder du nemmest ind i?

HM? Konkrete forbønner.

4. Hvilket sprog er det godt at bruge, når man beder?

Sproget skal være naturligt – ikke højtragende eller fyldt med alt for højtidelige ord eller forældede udtryk. Ingen latinsk-prægede genitiver.

5. Hvem skal skrive bønnerne? Hvor mange er der brug for? Og hvem skal bede dem? Det er naturligt at præsten beder/skriver kirkebønnen. Kirkesangeren kan skrive/bede ind- og udgangsbønner. Lægfolk der medvirker i en særlig anledning, kan bede for den anledning. I konfirmandundervisningen kan behandles emnet ’bøn’, og konfirmanderne kan skrive bønner som f.eks. bruges i ungdomsgudstjenester, men også gerne i almindelige gudstjenester.

Hvis den lokale kirke er involveret i en missionsindsats i lokalområdet eller på missionsmarken, vil det være naturligt at det indgår i bønnerne ind imellem.

Medlemmer af kirken som har ønske om bøn for noget bestemt, kan hjælpes til at bede for det ved andagter eller måske efter en gudstjeneste.

Antallet af bønner i gudstjenesten kan godt reduceres. En folkekirkepræst udtrykte en gang at han kunne nøjes med én god bøn i gudstjenesten. Det er nok for lidt. I en gudstjeneste uden dåb og nadver er der nemt 6 bønner; med dåb og nadver er der flere. Det lyder af meget.

Som det typisk er, bedes bønnerne af kirkesangeren og præsten. Når jeg ser TV-gudstjeneste fra den tyske, evangeliske kirke, oplever jeg at der kan være flere lægfolk involveret i kirkebønnen/forbønnen.

På mig virker det naturligt, og det giver medejerskab i bønnen og dens indhold.

SANG OG MUSIK - SALMESANG

1. Hvad er en god salme? Og hvad er godt salmevalg?

En god salme forkynder evangeliet på en forståelig måde og i et naturligt sprog.

Et godt salmevalg er det salmevalg som sammen med gudstjenestens øvrige led danner en helhed. Et godt salmevalg er også kombinationen af de bedste og enkleste traditionelle salmer og nogle gode nye salmer.

2. Der skrives mange nye salmer, men synges de nok? Og er deres tonesprog favnende også for den yngre generation?

De nye salmer synges ikke nok. Jeg forstår ikke hvorfor præsterne er tilbøjelige til at vælge tunge, gamle salmer i stedet for nye salmer som er affattet af samtidige salmedigtere. Måske er det mere ”helligt” at synge tekster som er gådefulde og uklare for de syngende? Vores såkaldte ’salmeskat’ taler afgjort mest til de indviede. Kingo, Brorson og Grundtvig talte formentlig fint til deres tid, men der er forløbet nogle hundrede år siden. Sproget har ændret sig en del siden deres tid.

Det fremgår ikke tydeligt om ’tonesprog’ går på teksten eller melodien, men jeg forudsætter at der er melodien. Melodier egnet til fællessang skal være sangbare. J.A.P. Schultz – og senere Carl Nielsen m.fl. – hyldede at melodier skal være lette at lære, lette at synge og lette at huske. Jeg ville ønske at det blev fastholdt også i nutidens salmemelodier. Mange punkteringer, synkoper og ”rytmiske” elementer i melodier gør dem mindre egnede til fællessang.

Men til ungdomssamlinger/-gudstjenester vil det være fint med mere rytmisk prægede melodier som tiltaler unge. I almindelige gudstjenester bør de bruges meget begrænset.

3. Hvem skal bestemme, hvad der kan eller ikke kan synges i kirken?

Det er naturligt at præsten har et afgørende ord m.h.t. valg af salmer og sange i gudstjenesten, for gudstjenesten bør så vidt muligt være en helhed. Læsninger, bønner, prædiken og salmesang bør udgøre en helhed.

Hvis præsten er åben over for ind imellem at lave gudstjenesteforberedelse sammen med folk fra menigheden, vil det være fint at der i sådan forberedelse indgår en drøftelse af hvilke salmer kan understøtte budskabet. Det er ikke sikkert at præst og menighed har helt samme oplevelse af salmerne.

4. Er der for mange, for få eller tilpas med salmer i gudstjenesten?

Antallet er meget passende. Det er fint med skift mellem ’ord’ og fællessang.

5. Hvordan oplever flere glæden ved fællessangen?

Det korte svar er: Ved at synge med!

Når det gælder sangen i gudstjenesten er forudsætningen for at have glæde af den at man oplever salmerne som vedkommende og sangbare. I valget mellem en ’let’ og en ’tung’ salme bør altid den lette vælges.

6. Er der andre måder for menigheden at udtrykke sig på i fællesskab end med sang? Menigheden udtrykker sig i fællesskab når man sammen beder ”Fadervor” og fremsiger trosbekendelsen. Andre former for fælles udtryk kan f.eks. fælles læsning, veksellæsning, vekselsang, fælles forbøn med menighedssvar.

Fællesskabet kommer også til udtryk når man sammen deltager i nadveren, og vel egentlig også når man på bestemte steder i gudstjenesten rejser sig sammen.

SANG OG MUSIK – MUSIKKENS ROLLE

”Musik er Liv, og som dette uudslukkeligt” (Carl Nielsen)

Musik kan skabe nye dimensioner og “åbne, ægte og varme fællesskaber” (Ebbe Kløvedal Reich)

1. Hvad skal musikken gøre ved os i gudstjenesten?

Musikken skal sætte stemning og åbne sindet for gudstjenestens øvrige elementer. Musikken skal understøtte forkyndelsen og medvirke til godt samvær.

Præludiet skal føre menigheden ind i gudstjenesten, gerne på en overraskende måde, men ikke på en måde så man tænker ”Uha”!

Postludiet skal tilsvarende afrunde gudstjenesten og skabe glæde, så vi glade går ud i verden med evangeliet og med fornemmelsen af at have fået noget med og være oplivede.

2. Hvilke instrumenter er velegnede til at skabe musik i kirken?

Til salmesang er orgel og klaver bedst som de grundlæggende instrumenter, men andre instrumenter kan udmærket kobles på som ledsagere til salmesang.

Til de instrumentale dele af musikken kan nok de allerfleste instrumenter anvendes – måske bortset fra slagtøj, men det må afhænge af sammenhængen.

3. Hvad skal forholdet mellem menighed og kirkekor være?

Kirkekoret skal støtte salmesangen på en sådan måde at menigheden har lyst til at synge med – altså ikke overdøve menigheden, og ikke give menigheden indtryk af at ”vi synger for jer alle”. Kirkekoret står oftest ved orglet, enten bagest i kirken eller oppe ved orglet. Det er nok ikke den bedste placering m.h.t. at støtte menighedens sang. Det kunne virke bedre hvis koret stod foran menigheden – eller allerbedst: koret satte sig spredt i menigheden.

4. Hvem skal bestemme, hvilken musik der kan eller skal spilles i kirken?

Det må primært være organistens opgave at vælge musikken, men hvis der foregår en fælles gudstjenesteforberedelse, vil det være fint at musikvalget inddrages i samtalen; evt. ved at organisten giver forskellige forslag at vælge imellem.

Musikken kan inspireres af salmevalget. Præ- og postludier kan være bygget over salmemelodier som bruges i den pågældende gudstjeneste.

Jeg har hørt et eksempel på at en præst beordrede organisten til kun at spille musik af Carl Nielsen og J.S. Bach. Det er absolut en misforståelse at præsten påtager sig den opgave.

FÆLLESSKAB

1. Føler du dig som en del af fællesskabet, når du er i kirke?

Svaret bør være ’ja’, men det bliver ’både og’. Vi er godt nok fælles om at sidde på bænke/stole, vi synger i fællesskab, vi rejser os samtidig på forskellige tidspunkter, og vi deltager i nadveren. Men et egentligt fællesskab bestående i at vi i gudstjenesten deler og samdeler - det findes ikke. Vi ser blot hinanden bagfra, og ofte sidder de fremmødte spredt i kirken. Følelsen af fællesskab kunne nok fremmes ved at menigheden – når fremmøde er begrænset – opfordres til at komme frem på de forreste bænke og stolerækker. ”Ven, sæt dig længere frem.”

2. Hvad gør, at du føler dig velkommen i kirken?

Det kan være både fysiske forhold og ikke-fysiske forhold.

Dejlig temperatur, udsmykning, behagelige sæder, gode lys- og lydforhold o.lign.

Når kirketjeneren ved uddeling af salmebøger, giver et smil og måske siger ’God morgen’ eller ’Velkommen’, er det rart. Tilsvarende at præsten somme tider går ned gennem kirken før gudstjenesten og hilser på de fremmødte.

3. Styrker det fællesskabet at inddrage frivillige i gudstjenesten?

Det tror jeg det vil gøre. Så er vi med, og vi bliver fælles om noget.

4. Giver gudstjenesten dig mod og vilje til at handle i verden?

Her ville jeg gerne sige et rungende ’JA’, men …

Jo, hvis gudstjenestens tilrettelæggelse er gennemarbejdet, så elementerne udgør en helhed, og hvis præstens prædiken griber mig, og salmerne er velvalgte, forståelige og sangbare – og hvis musikken dertil er begejstrende, så føler jeg mig løftet/opløftet.

Men hvordan skal jeg forstå udtrykket: ’handle i verden’?

Det kan være at leve et dagligliv præget af evangeliet, så andre mærker det.

Det kan være næstekærlige handlinger i praksis.

Det kan være at tale med andre om troen – måske uopfordret – at missionere. Hvad er det at ’handle i verden’?

5. Hvad vil du give videre – lokalt og globalt – når du går ud af kirken?

Det der greb mig og som jeg tror andre kan have glæde af eller brug for – det vil jeg gerne give videre. Hvis gudstjenestens budskab greb mig, vil jeg gerne fortælle andre om det og dermed forhåbentlig inspirere dem til at søge kirken.

Jeg kan måske også omtale de inspirerende oplevelse på de sociale medier.

Globalt kan jeg vanskeligt forestille mig at der er noget jeg kan ”give videre”. Jeg kan reagere globalt, f.eks. ved at støtte mission og hjælpearbejde gennem de organisationer som øver en sådan indsats i andre dele af verden. Og det gør jeg.

RUM TIL KIRKE

1. Hvilken atmosfære er vigtig i et kirkerum?

Atmosfæren skal sige ’velkommen’. Som tidligere nævnt er det vigtigt med behagelig temperatur, udsmykning, behagelige sæder, gode lys- og lydforhold o.lign.

Atmosfæren må ikke virke kølig eller blokerende for en god oplevelse af gudstjenesten.

2. Skal kirkerummets indretning gøres fleksibel, så rummet kan bruges på flere forskellige måder? JA!

De fastmonterede kirkebænke med en radiator under hver bænk er absolut blokerende for anden udnyttelse end at sidde og se hinanden i nakken.

Hvis kirkerummet består af både hovedskib og sideskibe, vil det være fint at sideskibene har mulighed for fleksibel møblering.

I en mindre kirke har jeg set at de bagerste bænkerækker er fjernet, så den del af rummet kan anvendes til forskellige formål, bl.a. kirkekaffe, studiegrupper, børnesamvær o.a. Det forekommer mig ideelt.

3. Skal man samle den lille menighed oppe i koret til visse gudstjenester?

JA, for det giver nærhed og fællesskab. I det hele taget bør man vel opfordre menigheden til at rykke frem på bænkene, så ikke alle de forreste bænke står tomme.

4. Skal vor tids kommunikationsredskaber bruges i gudstjenesten?

Ja, så absolut. Evangeliet skal formidles med alle til rådighed stående midler. Jeg ved at det er nogen imod f.eks. at benytte en projektor til visualisering af prædikenen, men mennesker fanger nu bedre et budskab hvis det formidles på flere måder, audiovisuelt.

TV-skærme bandlyses af mange i kirken, men de kan bruges fint og effektivt. Besøg f.eks. den centralt beliggende kirke i Åbenrå. Dér bruges TV-skærme til formidling af mange ting i gudstjenesten.

5. Er der en grænse for, hvad kirkerummet kan bruges til? Hvis ja, hvor går den?

Kirkerummet i sig selv er ikke helligt. Alligevel er der en grænse for hvad det kan bruges til.

Seriøse koncerter, foredrag, udstillinger o.lign. kan kirkerummet godt bruges til. Koncerter der har karakter af ’bar’, ’værtshus’ o.lign. kan ikke finde sted i kirken.

Koncerter o a. hvor atmosfæren understeges af udskænkning af alkoholiske drikke, kan heller ikke være i kirkerummet.

Partipolitiske arrangementer kan ikke finde sted i kirken.

Arrangementer der er i direkte modstrid til kirkens opgave, kan heller ikke finde sted i kirken. Alt hvad der efter menighedsrådets og præsternes mening kan fremme formidlingen af evangeliet, bør kunne finde rum i kirken – også selv om nogle vil finde det lidt ’vidtløftigt’.

Signe Danielsen pva.
religionspædagogisk udvalg, København

Ulla Dannesboe

Kære Biskop Peter Skov-Jacobsen.

Fornylig så jeg dig i fjernsynet, hvor du udtalte, at vi alle kunne komme med nye ideer, hvis der var noget vi syntes skulle rettes i kirken. Anledningen var at nogle udtalte, at de ikke ønskede begravelsen fra kirken, da de ikke brød sig om teksterne i ritualerne ved jordpåkastelsen. Jeg er medlem af folkekirken selvom jeg synes, at der er flere ting, der burde laves om.

Jeg har læst mange spirituelle bøger og har selv haft en kæmpe lys og kærligheds-oplevelse/syn efter en bøn om hjælp. Så jeg er nu helt overbevist troende, bl.a. af denne oplevelse mange år tilbage.

Jeg har tænkt en del over kristendommen, og der er nogle ting ved kirken og ændringer, jeg synes ville give bedre forståelse af kristendommen.

Ordet sognebørn lyder ikke godt, og kan virke nedladende. Så hellere sognemedlemmer eller sogneborgere. Det frustrerer mig hver gang jeg læser eller hører dette udtryk.
Ifølge Lars Muhl, der har studeret sproget på Jesus tid, aramæisk, i dette sprog hvor det samme ord kunne have flere betydninger, og han mener bl.a. at det i ”Fader Vor” er bedre at sige ”Hellige ophav”, da Gud helt sikkert er mere ånd end krop. The Great Spirit, som indianerne sagde. Det er jeg meget enig med Lars Muhl i.
Det samme med det nuværende ”Fader Vor”, hvor der siges, din (guds) vilje ske, thi din er magten og æren. - Her hopper kæden af for rigtig mange mennesker, pga. al den lidelse, der sker i verden. Nej, vi har netop fået den frie vilje, under ansvar og derfor er der så meget ondt, fordi vi ikke følger Guds vision/ønske - men vi har fået en ”opskrift/vision de 10 bud og Jesus lære. Så et anderledes ”Fader vor” eller ”Hellige ophav” er et must for kirken, som ikke kan være bekendt at vildlede befolkningen, da Guds vilje burde oversættes til Guds vision og så må vi evt. springe det med magten over. - Luther havde bl.a. den opgave, at oversætte bibelen, så den var for alle, men det er nok blevet lidt for overfladisk og er gået lidt for hurtigt og man er faldet for fristelsen til at gøre det hele for patriarkalsk, - det er tiden at tænke over, om de rette ord er valgt og evt. at ændre dem.

Forslag til nyt ”Fader vor” eller ”Hellige ophav” som i stedet skulle hedde:
Hellige ophav, du som er overalt og inderst inde i vores hjerter, som du har startet med din livs-gnist. Åbn vore hjerter for din kraft og medfølende indstilling. Lad os hjælpe hinanden, så ingen sulter og alle er med i et meningsfyldt fællesskab. Lad os følge din vision for, hvordan vi burde leve sammen her på jorden, så alle har et værdigt og godt liv. Vi tror på, at sjælen aldrig ophører med at eksistere, men at livet her på jorden er en gave af oplevelser , arbejde, liv og kærlighed. Vi takker dig gud.

Amen
Ved begravelser siger præsten ved jordpåkastelsen : af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå.

Kommer til at tænke på, at dette er jo reinkarnation, hvorfor må man så ikke sige det. Der er for mange selvmodsigelser i kirken. Men denne jordpåkastelses ord-tekst falder mange for brystet. Det kan godt være mennesker i tidernes morgen blev skabt af støvet, hvem ved, men derefter bliver vi alle født/genfødt af en kvinde og ikke af jorden. Så hellere ved jordpåkastelsen : Vi begraver dig her i dag, men din sjæl lever nu i salighed hos Gud, (og måske vender du tilbage i en ny krop en dag,) din sjæl vil leve evigt. . Amen.
Den 5. ting der virker grotesk er nadveren, hvor man drikker Jesus blod og spiser Jesus legeme. Jeg tror, at Jesus ved det sidste måltid fortalte apostlene, at når de fremover drak vin skulle de mindes Jesus og huske på hans lære. Man kunne ved måltidet både derhjemme ved festmåltidet og ved nadveren, sige: ”til ære for Jesus”, løfte sit glas og kigge på hinanden. - Man skal heller ikke spise Jesus legeme, men mindes, at brødet og føden er opfundet af det guddommelige. Man kan have lidt brød i en kurv og præsten kan holde en lille takketale for alle de spiselige fødeemner, vi beriges med på jorden. Og minde os om, at det eneste, der er evigt er vores sjæl og at det største er medfølelse og kærlighed. Og at Gud tilgiver vores erkendte fejltagelser. Velsignelse og Amen.

Det var så mine forslag, så kirkens ord og handlinger bliver mere enkle, forståelige og logisk sammenhængende.

DanskOase

DanskOase sender hermed sit bidrag til den Folkekirkelige liturgiske samtale.

DanskOases kommentar til det Folkekirkelige liturgiarbejde

Rapport udarbejdet af arbejdsgruppe i DanksOase i efteråret 2019 og foråret 2020.

DanskOase glæder sig over mulighed for debat og samtale!

DanskOase har hilst biskoppernes initiativ til at rejse en bred debat om gudstjenesten velkommen! Vi takker for en god samtale indtil nu. DanskOase er efterhånden vokset til en stor bevægelse, som rummer menigheder af mange forskellig slags (sognemenigheder, valgmenigheder, frimenigheder og husfællesskaber).

Dansk Oase har sine rødder i den karismatiske fornyelse og søger at udfolde fornyelsen i troskab mod Biblen og kirkens bekendelse. Den karismatiske dimension i den enkelte kristnes liv og i fællesskaber og menigheder skaber plads for en engagerende spiritualitet og styrker den reformatoriske forståelse af de troendes almindelige præstedømme.

DanskOase lægger vægt på Helligåndens virke gennem Åndens gaver ikke mindst med henblik på evangelisation og mission. For DanskOase er det vigtigt, at menighedens gudstjenesteliv er et udtryk herfor.

DanskOases menigheder har længe arbejdet med gudstjenestefornyelse og liturgi, og har erfaring at byde ind med. Vi vil derfor fremsende disse overvejelser om gudstjenestelivet, primært om højmessen, men også om andre gudstjenesteformer. Og håber på at blive hørt.

Vi har en række ønsker for folkekirkens liturgi:

A. Udvalgets skitserede modeller: Model 2 foretrækkes

I samtalen om gudstjenesten mellem frihed og fasthed, er det model 2 / Den frie, som bedst dækker DanskOases holdning - at gudstjenestens struktur, ordo, er det faste og genkendelige.

Vi tænker, at ordo må rumme visse minimumsbestemmelser for, hvad der hører til, for at gudstjenesten kan genkendes som en kristen og en evangelisk-luthersk gudstjeneste. Det vil være gavnligt at fastholde en autoriseret ordlyd af Fadervor, indstiftelsesord, uddeling og bortsendelse samt af tilspørgsel og døbeord i dåbsritualet.

Vores bekymring er gudstjenestens sekularisering – at gudstjenesten mister tydelighed, som en kristen gudstjeneste. En fastholdelse af en grundlæggende struktur og autoriseret ordlyd for en række liturgiske led vil kunne være med til at sikre dette.

Videre er det DanskOases opfattelse, at kirkeåret og tekstrækkerne er med til at fastholde en genkendelighed af gudstjenesten fra menighed til menighed. Dog må det være frit hvilke tekster, der ligger til grund for prædikenen, ligesom det må være muligt at have tematiske prædikener som forkynder evangeliet ind i den situation, som aktuelt er menighedens.

Det kunne her være brugbart, hvis præst og menighedsråd i fællesskab for en periode kunne lave en alternativ tekstrække for fx at dykke ned i et bibelsk skrift, en bestemt tematik eller inddrage bibeltekster, som ikke er i de nuværende tekstrækker. Hvis det skønnes nødvendigt kunne orden sikres gennem ansøgning til biskoppen.

B. Biblen og kirkens bekendelse - Kirken findes, hvor Ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Herrens indstiftelse

DanskOase følger Luther og Den augsburgske bekendelses fremhævelse af, at kirken er at finde, hvor ordet forkyndes sandt og sakramenterne forvaltes efter Herrens indstiftelse. Det er altså i Ordets forkyndelse og i sakramentforvaltningen, at kirken har sin enhed, og det er heri den nødvendige genkendelighed har sin grund.

Vi spørger: Er det også her problemet indimellem findes? Forkyndes ordet sandt? Hvis ikke er ydre genkendelighed omsonst. Den sunde lære er afgørende for at genkende kirken som evangelisk luthersk.

Højmessen med Ordets forkyndelse og sakrament-forvaltningen må derfor fremhæve, hvad der er det særlige ved menigheden som et kristent fællesskab. Her finder vi vores mål, vores visioner og her præges vores karakter i Kristi billede. Højmessen er fællesskabets enheds- og identitetsskabende fokus.

C. Gudstjenesten som norm for menigheden som fællesskab - Dåb og Nadver

Det kristne fællesskab henter sin enhed og sin identitet fra Jesus og hans nærvær i menigheden som dens Frelser, Herre og Gud, som den korsfæstede og opstandne. Dette udtrykkes først og fremmest i hele menighedens samling om Ordets forkyndelse og om sakramenterne, og bør komme til udtryk i den kommende liturgi (fx Kristus er midt iblandt os, lad os derfor..…..)

Om nadveren som norm

Vi mener: Nadveren sætter normerne for det kristne fællesskab. Det kristne fællesskab er grundet på Jesu hengivelse af sig selv i døden for os: "Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Matt. 20,28). Når vi modtager vores del af det brudte brød, forstår vi, at vi sammen er ét, ligesom de mange brødstykker udgør ét brød. Vores enhed er Jesus, som siger om brødet: "Dette er mit legeme!" Vores fællesskab med Gud og hinanden har karakter af en pagt, som er stadfæstet ved Jesu død; på korset forligte Jesus os med Faderen, og Jesus taler om den nye pagts blod, som er udgydt for os! Jesu selvhengivelse og tjeneste bliver altså fortegnet også for vort indbyrdes forhold og udsiger dermed, hvad vi vil udtrykke med ordet "fællesskab". Forligelsen med Gud ved Jesu død på korset finder sit udtryk i vores forligelse med hinanden. Som Jesus tjente os, må vi tjene hinanden og være til for hinanden. Jesu kærlighed og vores gensvar herpå i kærlighed til Gud og næsten er indholdet af al kristen tjeneste, af livet som en kristen, og er hemmeligheden bag nådegaverne.

Om nadverritualet

Meget af denne teologiske forståelse af nadveren ønskes afspejlet i liturgi og formuleringer.

I nadverritualet kunne Helligåndens virksomhed også betones stærkere, hvis eukaristibønnen kunne rummer en epiklese, en påkaldelse af Helligånden over måltidet.

Nadverritualet vil ligeledes stå stærkere i en tid optaget af klima og miljø, hvis skabelses- og genoprettelsesmotivet tydeliggøres.

Vi foreslår, at der er en ordo eller et mindsteindhold som skal følges i nadverfejringen, og som genspejler den oldkirkelige bearbejdelse af den jødiske taksigelse over det sidste bæger:

1. Tak for skabelsen; 2.Tak for genoprettelsen og frelsen ved Kristi gerning; 3. Epiklese; 4. Indstiftelsesord.

Om dåbsritualet

I pixi-hæftet om dåben fremhæves, at dåben er en frelseshandling. Der er tale om en overgang fra syndens, dødens og djævelens verden til Guds rige. Dette drama udtrykkes stærk ved korstegnelse og forsagelse / trosbekendelse. Vi ønsker dette understreget i et kommende ritual, og at Folkekirken derfor ikke må give efter for ønsker om at udelade forsagelse.

Vi foreslår, at dåben som frelseshandling tydeliggøres ved en stærke fremhævelse af Helligånden som dåbens gave. I sin pinseprædiken fremhæver Peter netop Åndens som endetidens / frelsestidens gave, som Kristus skænker den som tror og døbes. Dette kunne enklest gøres ved en let ændring af bønnen under håndspålæggelse efter vanddåben: … Han styrke (salve) dig med sin Ånd til det evige liv… Eller: Han salve dig med visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, kundskabs og fromheds Ånd; han fylde dig med gudsfrygts Ånd og styrke dig med sin nåde til det evige liv…

Derved knyttes Åndsdåbs/Konfirmations/udrustningsaspektet igen tydeligt til initiationshandlingen, så at den karismatiske erfaring forstås i forlængelse af initiationen, og så at andre senere håndspålæggelse ved konfirmation, ægtevielse, absolution og forbøn aktualiserer dåben i de pågældendes liv.

D. Engagerende spiritualitet

Hvor det ovenstående skal sikre gudstjenesten mod sekularisering, ønsker DanskOase samtidig en høj grad af frihed.

Hvis gudstjenesten skal opfylde et formål med at være norm for menigheden som fællesskab, må erfaringer fra det personlige fromhedsliv og fra menighedsfællesskabets øvrige liv kunne komme til udtryk i højmessen. Dette kunne være i form af forbøn, lovsang og nådegaver. Derved forankres både det personlige kristenliv og det øvrige menighedsliv med alle dets forskellige aktiviteter og aspekter i Ordet og sakramenterne og får Kristi tjenende nærvær som målestok. Alle fællesskabets aktiviteter og aspekter næres fra det større fællesskabs samvær med Jesus omkring Ordet og sakramenterne. Med andre ord: vi undgår at lave en splittelse i menighedslivet mellem højmesse og aktiviteter.

Uanset hvordan man lokalt udformer gudstjenesten vil den virke fremmed på nogen. Derfor behøver ikke alle højmesser at være ens. Hvis gudstjenesten er udtryk for de troendes almindelige præstedømme, vil gudstjenesten altid blive forskellig fra sted til sted. Gudstjenesten må jo altid være i samspil med den kontekst, menigheden lever i, ligesom gudstjenesten farves af, hvordan menigheden er sammensat. For at gudstjenesten kan genkendes som kristen gudstjeneste, må det være præsten som ansvarlig for forkyndelsen og som bærer af det læremæssige ansvar, der har den endegyldige beslutningsmyndighed angående gudstjenestens indhold og udformning. Dette naturligvis i en dialog med menighed og menighedsråd.

Gudstjenesten må også rumme omsorgen for den enkelte. Det må være selvfølgeligt, at mennesker kan respondere på det forkyndte ord her og nu. Så hvis nogen føler sig ramt af ordet, skal der være en mulighed for at bekende sin synd eller modtage forbøn. En måde at kunne gøre det på, kunne være at have en responstid efter prædikenen i form af lovsange og en samtidig mulighed for at søge forbøn (og her kan der være flere end præsten, som står til rådighed); der kunne i samme periode gives mulighed for, at gudstjenestedeltagere kan udtrykke deres respons ved at knæle ved alteret eller tænde lys i lysgloben.

E. De troendes almindelige præstedømme

Ifølge Paulus er gudstjenesten præget af stor participation af menighedens medlemmer: ”Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse.”

Dansk Oase lægger vægt på en sådan mangfoldighed af udtryk i menighedsmedlemmernes deltagelse i gudstjenesten. Det handler ikke bare om at synge med på salmerne og bede med på fadervor og trosbekendelsen eller om læglæsere, men naturligvis også om det.

Gudstjenesten må have plads til vidnesbyrd, åbenbaringsgaver, lovsange (ofte ”kor” og rytmiske lovsange), kreative indslag. For tryghedens skyld sker disse ting under præstens ledelse og bedømmelse.

Kirkebønnen er et oplagt sted for udøvelsen af de troendes almindelige præstedømme. Ritualet giver allerede mulighed for at lægfolk kan lede kirkebønnen, men der kan være flere end én aktør og bønnerne må kunne formuleres helt frit, direkte fra hjertet. Kirkebønnen er det sted, hvor også omsorgen for det omgivende samfund kan komme til udtryk, og hvor vi beder for menighedens missionærer, evangelister og diakonale arbejde. På den måde bliver kirkebønnen en bro til hverdagens kristenliv i verden.

F. Højmessen er sendelse - liturgien efter liturgien

Højmessen er det normerende udgangspunkt for menighedens liv, men er ikke alt, hvis menigheden skal være et kristent fællesskab og miljø. Et fællesskab forudsætter relationer, og højmessen må derfor have sin fortsættelse eller udmøntning i hverdagen i en konkret omsorg for vores medkristne og for mennesker i verden omkring os, for samfundet og naturen.

Denne fortsættelse af højmessens fællesskab er ikke alene en privatsag, men netop et fællesskabsanliggende. Fællesskabet udfoldes gennem venskaber, gæstfrihed, fælles aktiviteter, møder, sociale aktioner, diakoni. Det kan ske spontant, det kan være planlagt. Det kan være en her-og-nu-sag, det kan kræve lang tid for at realiseres, det kan være noget gentagent.

Vi foreslår, at denne sendelse italesættes ved afslutningen af Gudstjenesten: gå og tjen Herren med glæde.

Gudstjenesten i sig selv skal skabe rum for sammenhængen med hverdagen ved at være rummelig og åbent velkommende, så at mennesker oplever sig set og deres spørgsmål reflekteret i gudstjenestens forskellige udtryksformer og således også blive et vindue ind i frelsens mysterium og troens verden.

Gudstjenester udenfor højmessen og andre steder end i kirkerummet kan tydeliggøre liturgien efter liturgien. Et eksempel herpå fra en karismatisk sammenhæng er gudstjenester med bøn for syge. Et andet eksempel er gudstjeneste i og for særlige miljøer: et værtshus, en beboerforening, en helsemesse, en bryllupsmesse, digitale gudstjenester mm.

Kirken er i en sendelse og højmessen bør være det omdrejningspunkt, hvorfra vi sendes.

Ønske om at opgaven lykkes

Det er DanskOases håb, at Folkekirken lykkes i opgaven med at nytænke og forny gudstjeneste og liturgi i en troskab mod de bibelske skrifter og Helligåndens tale og i en kontinuitet med kirkens tradition.

Vi bidrager gerne til det fortsatte liturgiske arbejde.

Dansk Organist og Kantor Samfund

Kommentar til liturgidebatten fra DOKS’ bestyrelse

DOKS sætter pris på det arbejde, biskopperne har igangsat om højmessens liturgi, og på de tre rapporter, der har kvalificeret debatten. DOKS mener, at den udvikling, der sker rundt om i sognene, kalder på aktuel stillingtagen. Højmessen er et fælles anliggende, og hvis tiden er til ændringer af liturgien, bør det ske under nøje overvejelser og tilsyn.

Det er vigtigt for DOKS, at højmessen fortsætter med at være fælleseje for menighed, præster, kirkefunktionærer og kor. Derfor vægter vi også en høj grad af autorisation for at sikre den genkende

lighed, der kan være ramme og livsnerve i det folkekirkelige fællesskab.

Med baggrund i de seneste måneders debat er det også vigtigt for os at bifalde fastholdelsen af biskoppernes tilsyn. Vi sporer ikke blandt vores medlemmer et udbredt behov for en ny højmesseordning og finder, at der i den eksisterende ordning er rum for lokale tilpasninger. Er der ønsker om større ændringer i liturgien, vil dette kunne løses med dispensation fra biskoppen. Det er afgørende, at højmessens liturgi og udtryk får sikret et teologisk tilsyn og er kendetegnet ved kvalitet og forankring i folkekirkens tradition. DOKS finder tillige, at biskoppens tilsyn og en autoriseret højmesseliturgi er et værn for menigheden og en hjælp for præster og kirkemusikere på de steder, hvor man måtte have forskellige holdninger og teologiske indfaldsvinkler.

Kirkemusikken udgør en integreret del af gudstjenestens liturgi og er udover sin kultur- og traditionsbærende rolle en understøttelse af forkyndelsen. Kirkemusikeren og præsten er derfor hinandens medspillere i højmessens liturgiske forløb, og på den baggrund er det magtpåliggende for DOKS at påpege organistens rolle og faglige resurser som afgørende, når man lokalt forholder sig til højmessens liturgi. I organisten har hvert sogn og hver præst en værdifuld samarbejdspartner, der bør inddrages i alle drøftelser og beslutninger, der vedrører liturgi, og hvis faglighed bør tænkes med og respekteres.

DOKS vil gerne fremhæve kirkekorenes rolle i gudstjenesten. Uanset om de er lønnede eller frivillige, børn eller voksne, er de at betragte som en del af den gudstjenestefejrende menighed. Korenes rolle i liturgien skal tilpasses lokalt, og korsangen kan med fordel inddrages som en del af det liturgiske forløb. Korenes kerneopgave er naturligvis at understøtte og levendegøre fællessangen i kirken.

Siden udgivelsen af den sidste koralbog i 2003 har der været en rivende udvikling indenfor salme-digtningen og tilsvarende nye salmemelodier. Den udvikling bidrager til at forny salmesproget og vil frembringe kirkemusikalske bearbejdelser og kompositioner inspireret af det store nye salmemateriale uden nødvendigvis at kalde på omfattende ændringer af de liturgiske rammer, vi kender.

DOKS ser frem til resultaterne af de vigtige drøftelser, biskopperne har sat i gang. Og takker desuden for Midtvejskonferencen, der blev et frugtbart bidrag til debatten trods det anderledes online-format. DOKS afventer med stor interesse biskoppernes konklusioner og det bebudede online-seminar i november.

Iben Munkgaard Davids

Davids Kirke, København Ø

Preben Dessau

Jeg har læst de 2 pixi-udgaver "hvem bestemmer" og "gudstjeneste" og jeg synes de er rigtig gode.

Og heldigvis er jeg også kommet i besiddelse af STIFTS magasinet nr. 2, 2019

Desuden har jeg deltaget i Højmesser i mine 2 lokale kirker – Fredensborg Slotskirke og Asminderød Kirke.

Da jeg var ca 14 år – i hvertfald efter min stemme var gået i overgang! Sang jeg i Slotskirkens kor hver søndag.

Det var givende og lærte mig grundlaget for den tro jeg har i dag.

Når jeg senere har deltaget i Højmesser har jeg været glad for at kunne følge med. Der er en fast forretningsgang – så jeg er på sikker grund.

Det er behageligt fordi jeg så kan koncentrere mig om teksten.

Så rammerne er jeg ikke uenig i.

Men jeg vil så gerne at der er en lettere stemning i kirken. At VI kan se og hilse på hinanden.

At det er en hyggestund. Og vi kan forvente at få noget med hjem.

Derfor vil jeg at Højmessen skal være det faste holdepunkt og med det samme indhold. GRUNDlaget for vores kristendom.

Fordi det er rædselsfuldt at modernisere noget der er over 2000 år gammelt.

Men der er jo mulighed for at lave alternative gudstjenester.

Dels kan de lægges på andre tidspunkter.

Dels kan ”alternative” jo være stort set alt i relation til vores tro.

Derfor tror jeg, at for at få flere til at komme til højmesse, så skal der disse alternative eller specielle gudstjenester til.

Man kan introducere andre sange og salmer

Det er muligt at invitere en særlig gruppe (forældre og babyer) især fædre vil det være

godt at få med.

Konfirmander er jo ”tvangsindlagt” til at gå i kirke før og gerne efter konfirmationen.

Men særlige gudstjenester for dem ville måske få dem til at fortsætte besøget

Her skal der være musik for deres aldersgruppe og teksten skal have udgangspunkt i deres

problemer og spørgsmål. Måske de kunne sende deres spørgsmål til præsten og få dem besvaret

ved gudstjenesten. En slags brevkasse.

At forklare teksten: Hvorfor går vi i kirke? Hvad er det vi tror på.?

Desuden kan disse gudstjenester så få lidt mere farve.

Lidt lettere stemning. Det salvelsesfulde kan gemmes noget af vejen.

Vi kan vise glæden ved at vi har den tro vi har.

Vi skal have at vide at der er noget der er større end os selv. Det skal vi tilegne os ved at tro.

Og troen skal vi få og styrkes i ved netop at gå i kirke – til den rigtige Højmesse.

Fordi det er godt for os.

Vi skal vide hvorfor vi går i kirke.

Majestæten har jo også udtrykt ønske om mere farve, mere glæde og liv i kirken!

Fx. Hver uges gudstjeneste relaterer sig til ugen der gik og ugen der kommer og dagens

Og gudstjenesten skal være lokalt forankret. (hvilket betyder at der gerne må snige sig stof fra DK og EU og Verden ind, men relateret til lokalsamfundet.

At der hele tiden er fokus på ”hvad betyder det for mig” ”hvad skal jeg gøre”

”Du” skal være ”Vi” selvfølgelig. Jeg mener ikke mig selv, men til mig som menneske. Kan godt være Vi for at understrege fællesskabet. Men DU kan også referere til os

”Hvad Du vil tale til mig” !

at tro

at kunne tro

at lære at tro

fordi den der tror …...ikke skal fortabes, men Jeg kan forstå det – men lad os hjælpes ad.

Steen Dilling

Dragør Kirke

Drejø Sogn

Vedrørende det iværksatte arbejde omkring liturgi og gudstjenesteliv!

Hermed følger en tilbagemelding fra Drejø sogn, dvs. Drejø, Skarø og Hjortø i det sydfynske ø-hav.

Som sognepræst i en kvoteret stilling for en lille menighed har jeg efter modtagelse af det fra Stiftet tilsendte materiale

i første omgang gennem den lokale beboerforenings udgivne ”Drejøposten”, der leverer allehånde praktiske oplysninger

og også har en kirkeside – orienteret om den debat, som man fra biskoppeligt hold har ønsket iværksat og også om de

rapporter og pjecer, som i den forbindelse er blevet tilsendt menighedsrådet.

På kirkesiden blev menigheden også opfordret til fremover at give sit besyv med, hvis man havde diverse synspunkter

på gudstjenesten og dens form – og gerne kontakte mig skriftligt, telefonisk eller direkte. Dog – postkassen har været tom,

og telefonen har ikke ringet desangående.

I forbindelse med et par menighedsrådsmøder har jeg haft et punkt, hvor jeg yderligere har orienteret og også søgt at

befordre en samtale om gudstjenesten – også ud fra samtalekortene .,”Kort om gudstjenesten”. Det har også fungeret

fint igangsættende.

Af umiddelbare reaktioner har en enkelt (menighedsrådsmedlem) ytret, at pjecerne var skrevet lidt for indforstået, mens

et andet medlem har haft et ønske om en tydelig angivelse af, hvornår man rejser/sætter sig under gudstjenesten. En

mindre hyppig kirkegænger (deltids-beboer), som har det tungt med altergangen, hvæsede også af trosbekendelsen, som

vedkommende fandt var ”noget katolsk sludder” – men her er jeg nu ved at bygge bro til de oldkirkelige formuleringer!

Men i det store og hele – efter gentagne opfordringer til at fremkomme med kritik – eller ønsker om eventuelle ændringer

i liturgi eller gudstjenesteform, så synes menigheden i Drejø sogn at finde den nuværende gudstjenesteform god nok, som

den er. Det er en langt overvejende ældre menighed, og der synes at være almindelig og udbredt tilfredshed med at kunne

komme i kirke, og der umiddelbart kunne føle sig hjemme i den gængse højmesseform.

Selv synes jeg, at det har været et vældig godt initiativ, som nok mest vil have bud til større menigheder med mere aldersspredning

og især bykirker. Men det har været fint at arbejde med både pjecer og rapporter og samtalekort.

Tina Folke Drigsdahl

Lars Ebbensgaard

Egeris Kirke

Karsten Ellemann

Først skal I herfra have en stor tak for en på mange måder rigtigt god konference hvad angår indlægsholdere og “dirigenten”.

Blev lidt klogere og inspireret.

Men som lægmand der deltager i en højmesse undrer jeg mig over hvorfor trosbekendelsen “fredes” i debatten om liturgien,

Nadveren er jo en anden vigtig del af liturgien hvor jeg så gerne kunne ønskes der af sættes nogle minutter til refleksion efter nadveren hvor der spilles stille musik.

Personligt oplever jeg trosbekendelsen som kommet fra en langt mere uoplyst tid i sprog og indhold og har svært ved at tilslutte mig det lidt naiviststiske indhold især omkring evigheden. Det er for mig at se et væsentligt element i liturgien at man selvfølgelig fremsiger en fælles trosbekendelse.

Min opfattelse er den virker fremmedgørende og afskærer / skræmmer nogle deltagere.

Kunne man med respekt for sin historie, formulere trosbekendelsen i retning af eksempelvis Aukens med en vigtig tilføjelse omkring evigheden.

Jeg er klar over den ikke lige kan ændres, men kunne der åbnes for muligheden af at fremsige en alternativ og biskoppelig godkendt variant som for eksempel følgende:

Død, mørke og ondskab - bliv os fra livet.

Vi tror på Gud Fader, som har skabt verden og formet os i sit billede. Gud som har givet livet skønhed og mening. Gud, hvis hænder vi kan læne os tilbage i og give slip. Gud, som omslutter os med sin kærlighed og tænder lys i vores mørke. Gud som igennem sin søn Jesus Kristus har givet os håbet om genopstandelsen

Vi tror på Guds søn Jesus Kristus, som hver dag giver os en ny chance. Jesus, som har sagt god for os og holder hånden over vores hjerter, når vi går til angreb på os selv. Jesus som har ofret sig for, at vi altid skal kunne leve vores liv frit og taknemmeligt uden skam og skyld.

Og vi tror på Helligånden, den stærke kraft der binder os sammen og skaber fællesskab blandt mennesker. Helligånden, der giver os inspiration, opfindsomhed og mod på tilværelsen. Helligånden, der ånder sin sandhed ind i hver af os og holder os i live.

Elsted, Lystrup og Elev kirker

Emdrup Sogns menighedsråd

Enghøj Kirke

John Juul Eriksen

Torben Eriksen

Andreas Exner

Anne Odgård Eyermann og Marianne Søgaard Hoffmann

Kære Jette (Red. Jette Bendixen Rønkilde)
Anne Odgård Eyermann og jeg er gået sammen om at skrive en kronik ud fra spørgsmålet "Hvordan styrkes og udvikles salmesangen i Danmark?". Kronikken er sendt til KD (Red. Kristeligt Dagblad), og nu sender vi den også til jer i håb om, at den vil blive læst som bidrag til debatten om evt. fornyelse af gudstjenestens liturgi.

At genopdage salmen ved grænsen / “Den lille tros” salmer

Kira Skov sang forleden med øjenkontakt til seerne i DR’s TV-program “Fællessang – hver for sig” om mørke, sjælevé og befrielsen ved at give afkald på magten over sit liv. Jakob Knudsens tekst “Se nu stiger solen af havets skød” er en af de allermest elskede og ønskede salmer fra den danske salmeskat, skønt tekstforfatteren ikke selv kaldte den en salme, da han skrev den i 1891. Det er tankevækkende, at salmen, der først blev optaget i den Danske Salmebog i 1953, i begyndelsen blev mødt med skepsis af teologer blandt andet for sit sanselige billedsprog og sit åbne gudsbegreb. For ved at bevæge sig på salmegrænsen var Jakob Knudsen måske med til at udvikle salmetraditionen i Danmark hen i retning af, hvor vi står i dag med udgivelsen af fx Kirkesangbogen (2017) og Højskolesangbogens 19. version (2020): nemlig med en hel masse - vi kunne kalde dem åndelige - sange, der er skrevet på kanten af, hvad vi traditionelt har opfattet som en salme, og som har potentiale for alle, der længes efter at synge om tro og eksistens i et poetisk sprog, der tager udgangspunkt i det levede, sansede liv for dernæst at kunne tydes ind i en kristen tilværelsestolkning.

Man kan måske kalde det sange og salmer, der giver plads til “den lille tro”. Udtrykket skal ikke forstås mindreværdigt i forhold til fx en stor og klippefast tro, men derimod som et tros-udtryk, der går uden om de lidt kirke-indspiste betegnelser “høj- og lavkirkelig” og i stedet definerer en tredje vej. Denne tredje vej er, når det kommer til salmer eller kirkesange, et repertoire, der bevæger sig på kanten af salmen, og som giver plads til den tro, der tøver og træder et skridt tilbage, når gudsbegrebet bliver for eksplicit. Det er en tro, der bevæges af gamle salmers svimlende poesi og traditions-tyngde, men som samtidig har svært ved at tage de mest dogmatiske og uforståelige ord i munden af frygt for uforvarende at komme til at abonnere på en bedaget teologi. Det er en tro, der hurtigt føler sig klistret til, når Gud, Jesus og Helligånden i sang efterfølges af et “Halleluja” med lukkede øjne og hænderne vajende i vejret. Til gengæld er den lille tro åben overfor det uforklarlige i tilværelsen, og den tager udgangspunkt i det, vi møder og sanser i vores liv, som derefter placeres i en kristen livstydning. Denne åbenhed findes fx i sange fra Kirkesangbogen og i den nyligt udkomne 19. udgave af Højskolesangbogen. I Højskolesangbogen står disse sange ikke, som man måske ville forvente, under afsnittet “tro”, for de blander sig med tilværelsen på den anden side af salme-grænsen under overskrifter som ”liv”, ”sprog og ånd”, ”historien”, ”morgen”, ”aften” og ”årstiderne”. Måske fordi de ofte sætter af et andet sted. F.eks. ved en solopgang (Lyset springer pludselig ud, Suzanne Brøgger/Willy Egmose (HS 28) / Katrine Muff Enevoldsen (Kirkesangbogen 943)) eller et mellem-menneskeligt møde (Eg ser, Bjørn Eidsvåg (HS 153), Jeg ser at du er træt (Kirkesangbogen 987)). Det skal for en god ordens skyld nævnes, at det at tage udgangspunkt i det sansede liv for derefter at tyde det i et kristent perspektiv på ingen måde er et nyt fænomen i sangtekster. Det kender vi allerede fra de store traditionelle folkelige salmer som “Morgenstund har guld i mund”, “Nu falmer skoven trindt om land” og et hav af andre. Men de sange og salmer, vi her kredser om, er sange af nyere dato, der sprogligt, musikalsk, poetisk og formmæssigt afprøver nye udtryk og dermed afviger fra den mere gængse opfattelse af, hvad en kirkesang er.

Et eksempel er ”Åbent hjerte” (HS. 222 / Kirkesangbogen 797 Sys Bjerre / Christian Connie), der sætter ord på evigheden uden direkte at nævne Gud og Kristus, men som i stedet taler om ”en dyb og evig klang” i tilværelsen. I omkvædet synger vi om “sjælens trang” og et “åbent hjerte”, der finder mod, finder vej og finder hjem. Den religiøse længsel har boet i hjertet siden kirkefaderen Augustin (354-430), og takket være Sys Bjerre og Christian Connie kan både konfirmander og alle andre nu synge den længsel ud i et fint tonesprog fra vores egen tid, hvor den lille tro kan være og ånde og måske vokse.

Andre sangskrivere og forfattere i dansk kontekst som for øjeblikket bidrager til kategorien åndelige sange er fx Søren Huss, Simon Kvamm, Anne Linnet og Dy Plambeck. I den amerikansk/canadiske folk-genre, som har haft kæmpe indflydelse på populærmusikken i den vestlige verden, har koryfæer som Bob Dylan og Leonard Cohen rundhåndet og som en rød tråd gennem karrieren refereret intertekstuelt til Biblen, mens sangskriveren Joni Mitchell med “Both sides now” (HS 121 / Kirkesangbogen 869) har skabt en rørende eksistensfilosofisk sang om mennesket, der søger efter at få greb om livet og kærligheden, men som hele tiden ender i en blindgyde. Paulus’ berømte citat fra Første brev til Korintherne kap. 13 v. 12 med ordene “endnu ser vi i et spejl, i en gåde” klinger bag teksten, der ikke er ude i et ærinde om at sprede evangeliets glade budskab om Guds nåde og frelse, men som nærmere skaber et rum, hvor mennesket (måske) kan (finde trøst i at) genkende sig selv som en gåde.

De åndelige sange fra populærmusikken adskiller sig fra gospelmusikkens tekstunivers ved at benytte en litterær stil med høj poetisk kvalitet og ved at lade eksistentielle spørgsmål frem for egentlig kristen forkyndelse være sangenes drivkraft. Det er sange skrevet af populærmusikere og forfattere, der er optagede af tro. Og med disse sange, som bidrager til den danske salmetradition med nyt tonesprog og ny poesi, er kunstnerne med til at udvide det rum, hvori mennesker har mulighed for at møde kristendommen.

I mange kirker arbejder man bevidst med at bruge sange fra populærmusikken til for eksempel at hjælpe konfirmander og deres familier over den høje dørtærskel til kirken. I Brorsons kirke på Nørrebro i København og i mange andre kirker landet over spiller repertoiret af åndelige sange efterhånden så stor en rolle, at det ikke længere bør have en plads i skyggen. Dette repertoire bør være andet og mere end noget, man “lister ind” ved særlige lejligheder, og det bør ikke mødes med skepsis eller afvisning fordi, det lyder anderledes end traditionel kirkemusik. Det er sange, som spiller en afgørende rolle i fællessangen på højskoler og efterskoler og som bruges i et dannelsesperspektiv. Det er sange, der har potentiale til at slå bro mellem kirke og samfund.

Den levende vekselvirkning mellem folk, herunder salmeskrivere, og kirke (og mellem historie, nutid og fremtid) kræver en gensidig åbenhed og nysgerrighed, som kan lede til en udvikling og berigelse af salmeskatten, og i sidste ende til, at mennesket kan blive klogere på tilværelsen og på, hvad det vil sige at stå i et forhold til Gud. Derfor er det vigtigt, at folkekirken signalerer over for forfattere, komponister og sangskrivere, at deres stemme kan få en plads i kirkelivet. At der faktisk er brug for deres stemme i kirkelivet. Man kan man kun håbe, at en eventuel liturgifornyelse indebærer en salmeforståelse, hvor salmeskatten hverken bliver fladere eller fattigere men derimod dybere og rigere idet, den tillades et mere varieret udtryk.

Thomas Felter

Kommentar til debatten om Folkekirkens liturgi

Arbejdsgruppen vedr. autorisation har i sin rapport lagt op til at pege på ”mellemvejen” som anbefaling ved en kommende revision af Alterbogen fra 1992. Her autoriseres gudstjenestens struktur (ORDO) samt ordlyden i de mest centrale led i gudstjenesten.

Jeg vil gerne plædere for at give friheden et (lidt) større råderum, end den har med den nuværende alterbog. Altså, at den overordnede struktur fastholdes, dog med lidt større plads til variationer – og (som noget nyt) at der åbnes op for at ordlyden i f.eks. dåbs- og nadverritualet også kan varieres – evt. med en række forslag.

De sidste års diskussioner om dåben og nadveren har tydeliggjort at det slet ikke er så nemt at sætte klare linjer for, hvad der er ”evangelisk” eller ”luthersk”. En større bredde og evt. flere valgmuligheder i forhold til begge sakramenter, tror jeg ville opfattes som ”rettidig omhu”.

Gives det mere/helt frit, må det selvfølgelig forudsættes at der til enhver tid sagligt kan argumenteres for, at den teologi, der med ordene og handlingerne komme til udtryk, er i overensstemmelse med hvad evangeliet udtrykker.

Liturgien lever sit eget liv

Min argumentation for ovenstående synspunkt er i høj grad at imødekomme den virkelighed, at alting i praksis ændrer sig – også liturgien. Derfor kan der lige så godt handles aktivt på det.

Der ændres uafladeligt småting uden at det bevidst besluttes fra det ene eller andet sted (og uden at der søges om det!) Fordi liturgien - ligesom sproget - er levende og ændrer sig i takt med tid og kulturforandringer.

Det skyldes et pres indefra: fra en nyansat præst, et nyt menighedsråd, et ønske om nye gudstjenesteformer, mere nutidigt sprog osv.

Og et pres udefra: f.eks. en Corona-krise, der pludselig tvinger til afprøvning af nye gudstjenesteformer og liturgier, som både påvirker praksis og det teologiske indhold.

En undersøgelse i Københavns stift for nogle år siden afslørede, at ikke ét eneste sogn fulgte den autoriserede liturgi helt slavisk. Der var alle mulige små og store ændringer i forhold til ritualbogen. Ændringer som var udsprunget af den lokale kirkes særlige rum eller placering i byen eller præst eller menighed eller organist eller engagerede menighedsråd eller lokale interessegruppe – eller hvor det nu kom fra.

Det er egentlig ikke overraskende, og vel også sådan, det bør være? Folkekirken og dens gudstjenester vil aldrig have eller få det samme udtryk på Vesterbro som i Hjallerup.

Jeg vil derfor ikke være så bange for at give yderligere frihed til at holde gudstjenester under den form og struktur og med de ord, som bedst passer til de lokale forhold og den lokale menighed.

Genkendelighed – hvad er det?

Det foregående bringer spørgsmålet om genkendelighed på banen.

Fortalerne for en rimelig stram autorisation har argumenteret med, at gudstjenesten skal være ”genkendelig” hvor man end går i kirke, og derfor må struktur og ordlyd være så ensartet som muligt.

Men diskussionen om genkendelighed har overbevist mig om, at det ikke kun er struktur og ordlyd, der er på spil, når der diskuteres genkendelighed.

Spørgsmålet er grundlæggende: Hvordan genkender man en gudstjeneste, når man er til den?

Her er jeg ikke så bange for, at man ikke skal kunne genkende en gudstjeneste som en gudstjeneste - også selvom den ligger ret langt fra en højmesse lige efter bogen.

I den undersøgelse jeg lavede: ”Vielser uden for kirkerummet – erfaringer fra Viborg stift” viste det sig, at en gudstjeneste (her: en kirkelig handling) i høj grad blev konstitueret blot af præstens tilstedeværelse.

Når en præst i præstekjole stillede sig ved et lille bord, under et træ eller foran den lille sø, blev der skabt et gudstjenesterum. Og dét der foregik dér blev opfattet – altså genkendt – som en kirkelig handling/gudstjeneste – også selvom ritualet lå et godt stykke fra alterbogens anvisninger og hele den gudstjenstlige ”setting” var helt anderledes.

Andre har peget på, at selve kirkerummet i høj grad skaber en genkendelighed, som overtrumfer handlingens struktur (ORDOen) og ordene i rummet. At have været ”i kirke” (altså i rummet) er at have været til gudstjeneste under én eller anden form.

Andre igen peger på salmesangen som det bærende og dermed mest ”genkendelige” ved en gudstjeneste. Kort sagt: Hvor der synges salmer, holdes der dybest set gudstjeneste.

Liturgi er dét, vi gør

Vi har i vores eget sogn gennem et helt kirkeår afprøvet nadverritualet fra Himmelev kirke, som menigheden har sat stor pris på.

Det har afsløret en anden ting for mig: nemlig hvor vanskeligt det er at læse en liturgi og derudfra bedømme dens egnethed. Både jeg og nogle fra menigheden og betjeningen blev overraskede over, at vi allerede ved første brug af den nye nadverliturgi øjeblikkelig kunne ”mærke” hvor der var brug for justeringer – både i struktur (et salmevers skulle flyttes) og indhold (der var et par sætninger der ”skurrede i ørerne”).

Liturgi er meget kropsligt, og det er derfor kun muligt at finde ud af, om en liturgi holder eller ej, ved at prøve den - gerne gennem lang tid, så der er mulighed for småjusteringer. Det må ikke være en lille dum ting, der irriterer én, der skal afgøre at en ny, samlet liturgi fejes af bordet.

Derfor er det så vigtigt, at der fortsat gives rum til at afprøve andre former ved siden af højmessen, som det allerede sker i stor udstrækning. For det er jo ofte ting, der viser sig at fungere godt ved en ”alternativ” gudstjeneste, der så finder vej ind i søndagens højmesse.

Også dette taler for en alterbog med lidt større frihed.

Større frihed vil måske fordre øget tilsyn. For ikke at belaste biskopperne yderligere på det område, kunne det indskærpes at der skal søges om alle ændringer – og der kunne udpeges én eller flere teologer i stiftet, der kunne tage på besøg og sikre at gudstjenesterne holdes på et evangelisk grundlag. Mange stifter har allerede en ”teologisk konsulent” eller tilsvarende.

Fasthold højmessen, men med lidt større frihed

Afslutningsvis vil jeg gerne gentage, at jeg går ind for at højmessen som søndagens hovedgudstjeneste i vid udstrækning fastholdes, da den har en særlig dybde med sin struktur og rytme og derudover er bundet på en særlig måde til årstiderne, kirkeåret og tekstrækkerne.
Man kan derfor kalde den kirkens ”orienteringsgudstjeneste”. Deri ligger, at den angiver retningen for en gudstjeneste, men ikke nødvendigvis angiver det nærmere indhold.

Når vi som præster skal lave liturgi for en ny gudstjeneste, er det højmessens liturgi vi tager afsæt i og orienterer os ud fra.

Det taler stærkt for at fastholde højmessens overordnede struktur og dens enkeltelementer som udgangspunkt og pejlemærker.

Men der må fremover meget gerne gives lidt større frihed til lokale variationer – også i ordene, der siges. Og gerne med konkrete forslag til inspiration – lidt á la kirkebønnen.

Kathrine Fischer pva. Samtaleforum for Unge og Kirke Danmark

Høringssvar på vegne af Samtaleforum for Unge og Kirke (S.U.K.) Danmark

Selvfølgelig skal vores liturgi i Folkekirken være bygget på et godt evangelisk luthersk grundlag.

Når det så kommer til unge og kirke - unge og gudstjeneste - så må man have øje for, at fundamentet stadig er nyt og i udvikling. Men at der er et fundament, som folkekirken og gudstjenesteformerne skal være med til at understøtte.

Derfor bliver det en fin balance mellem genkendelighed og forandring. Eller m.a.o. at gudstjenesten er stabil og tryg, og stadig kan rumme vores forskellighed.

I S.U.K sidder vi forskellige repræsentanter fra forskellige folkekirkelige organisationer og fra folkekirkens stifter. Gældende er det for os alle, at vi gerne vil have at vores børn og unge er inkluderede i gudstjenesten i folkekirken. At de føler, at det er deres gudstjeneste, deres tilhørsforhold, deres kirke. Derfor er det afgørende at have en rummelig gudstjeneste med mulighed for forandring (f.eks. sprognuancer, længde, udtryksformer, lokale), men også have en stabil og genkendelig gudstjeneste, som minder os om at folkekirken er én kirke på tværs af landet. (Evt. a la carte)

Gudstjenesten og liturgien skal ikke føles svær at få over vores mund, men være i et naturligt (evt. mytisk) sprog, hvor de unge kan spejle sig selv. Den skal kunne rumme at være inde i kirkerummet og være ude i naturen, skal kunne rumme at blive gennemført af gejstlige og lægfolk, skal kunne rumme at blive sagt af livserfarede munde og ungdommelige munde. En gudstjeneste, hvor vi føler os rummet både med ord, handling, rum og sanser.

Gudstjenesten skal tale til de unges fællesskabsfølelse: et fællesskab med kammeraterne, med kirkens menighed og med den treenige Gud.

For at fællesskabet kan være på tværs af menigheden i den lokale kirke skal vi sikre os, at vi ikke skaber et A-hold, dem som kommer til højmessen, og et B-hold, dem som kommer til øvrige gudstjenester. Vi må arbejde på at en BUSK-gudstjeneste har samme status som højmessen, at spaghettigudstjenester ikke ses som anden rang, at Nat-kirken ikke kun er et springbræt, men målet i sig selv, eller at gudstjenesten på sommerlejren bliver prioriteret af præster, menighedsrådet, provst og biskop.

Vi skal skabe gudstjeneste, hvor mennesket er rummet, som de er, unge eller ældre. Det gør intet, at vi ikke altid føler os set i den enkle gudstjeneste, men der skal være en mulighed for at blive set i liturgien og de kommende gudstjenesteformer.

Dermed vil vi afslutningsvis takke biskopperne for at starte liturgidebatten, og opfordrer til, at når der skal arbejdes yderligere med liturgien og den kommende proces, at man inviterer ikke blot præster, som arbejder med unge, men også de unge selv med til arbejdet. Det gælder både de unge som er medlem af de kristne foreninger, men os de unge, som ikke er medlem af foreninger.

Flintholm Kirke

Frederiksberg Sogns Menighedsråd

Indstilling fra menighedsrådet i Frederiksberg sogn:

Menighedsrådet i Frederiksberg sogn ønsker at gøre sit synspunkt gældende i den nationale liturgidebat. Specielt i forhold til spørgsmålet om autorisation, hvor det anbefales at vælge den såkaldte fjerde model, hvor autorisationens ånd snarere end dens bogstav følges.

Model 4 kan opsummeres således:

En egentligt i sin helhed autoriseret højmesseliturgi suppleret med en eksplicit anerkendelse af behovet for tilpasning til lokale forhold. Denne tilpasning skal som hidtil ske i dialog mellem sogn og tilsynsmyndighed (biskoppen) i fælles forståelse for nødvendigheden af en lokalt forankret højmesse, der samtidig kan genkendes som folkekirkelig.

Menighedsrådet afviser både model 1 og 2 som farbare:

Model 1 vil medføre en regression af højmessen i størstedelen af landets sogne, da de fleste kirker synes at have foretaget tilpasninger i større eller mindre grad. Dermed risikeres fremmedgørelse af menighed ift. gudstjenesten med følgende ødelæggelse meget af det gode sognearbejde, som præster, personale, frivillige og menighedsråd har udført omkring og i forlængelse af højmessen. Selv hvor en sådan fremmedgørelse ikke finder sted, synes det plausibelt, at en sådan regression vil medføre markant fald i arbejdsglæde for alle involverede i højmessens afvikling med dertilhørende fald i kvaliteten af højmessen.
Model 2 vil på den ene side lægge et voldsomt pres på de enkelte sogne for at konstruere en liturgi fra bunden; selvom et forslag til højmesseliturgi vedlægges, vil muligheden for at konstruere en enestående liturgi i sig selv bevirke et betydeligt pres på mange sogne.
Dertil kommer den enorme liturgiske variation, som synes det uundgåelige resultat af model 2, hvilket på sigt nødvendigvis også vil betyde en tilsvarende stor teologisk variation og dermed også teologisk splittelse, idet liturgi principielt må betragtes som teologi udtrykt i gudstjeneste. Model 2 vil altså på sigt føre til folkekirkelig disintegration.

Mht. model 3 tilslutter Menighedsrådet sig den liturgiske arbejdsgruppes betragtninger angående nødvendigheden af at tillade ændringer og lokale tilpasninger for at fastholde engagement og levende praksis, men betænker sig ved placeringen af liturgisk myndighed og kompetence i sognene.

Konkret frygter Menighedsrådet, at en model 3 i realiteten vil føre til en mere struktureret udgave af model 2, idet der den fælles højmessestruktur til trods åbnes for meget stor liturgisk – og dermed teologisk – variation. Man kan i den sammenhæng både forestille sig præster og menighedsråd, som ændrer liturgi i modstrid med menighedens ønsker, ligesom man kan forestille sig sogne, der placerer sig liturgisk og teologisk for langt.

Ovenstående model 4 vil efter Menighedsrådets vurdering være en såkaldt gylden middelvej, der for de fleste sogne vil kunne bibringe alle de fordele, som model 3 indebærer, uden de dertilhørende risici, idet alle forandringer som nævnt vil ske under biskoppeligt tilsyn.

Menighedsrådet betragter det i øvrigt som ønskværdigt fortsat at placere tilsynsmyndigheden hos biskopperne, da bispevalgets karakter resulterer i en meget lille sandsynlighed for, at der vælges en biskop, som teologisk – og derfor også liturgisk – kan placeres på én af folkekirkens yderfløje. Et biskoppeligt tilsyn kan derfor i praksis altid betragtes som teologisk relativt moderat, hvilket sikrer, at der i lokale liturgiske diskussioner tages hensyn til den folkekirkelige helhed.

Menighedsrådet bemærker at der stadig er stor frihed til at eksperimentere med gudstjenestens liturgi ved alle andre gudstjenester end højmessen.

Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF

FUV, epistelgruppen - en arbejdsgruppe

Fællesskabet Kirkelig Fornyelse

Kristoffer Garne

Garnisons Sogns Menighedsråd

Om autorisation og frihed i Folkekirkens liturgi

Vi mener, at liturgien omkring dåben og nadveren bør være autoriseret. For højmessens øvrige elementer ser vi gerne en vis frihed. Vi lægger vægt på i videst muligt omfang at bevare det traditionelle sprog. I forhold til de tre modeller, som er skitseret i hæftet ”Hvem bestemmer? Overvejelser om forholdet mellem autorisation og frihed i Folkekirkens liturgi” foretrækker vi Mellemvejen.

Når vi går i kirke, møder vi et sprog, der er helt anderledes end sproget i det omgivende samfund. Det er både meget gammelt og i sit budskab meget mere omfattende end noget, vi selv ville være i stand til at udtrykke eller forstå med vores begrænsede nutidsbevidsthed. I kirken bliver vi en del af kristendommens historie i Danmark. Som intet andet sted bliver vi talt til på en måde, der i samme åndedrag favner os og stiller krav.

Når vi genkender sproget i kirken og oplever genkendelsens glæde, er det ikke først og fremmest, fordi vi holder af, at alt i højmessen er, som det plejer at være. Genkendelsens glæde er glæden ved selv at blive genkendt. At føle sig talt til er at mærke, hvordan sproget i kirken trænger dybere ind og placerer os i en større sammenhæng end så meget andet, vi møder i samfundet og kulturen.

Det gælder evangelierne og bønnerne, det gælder salmerne og musikken, det gælder dåben og nadveren. Vi værdsætter såvel skønheden som alvoren i det gamle og for nutidsører fremmede sprog, der løfter os ud af det velkendtes alt for komfortable fortrolighed. En gang om ugen bliver vi befriet fra os selv. Vi føler os set tværs gennem selvbevidsthedens blændværk, og vi genkender os selv i den fremmede ved siden af os på kirkebænken.

Vi er klar over, at alt, hvad der er historisk, også må være foranderligt, om end kirkens ur går langsommere end samfundets. Også traditionens sprog kan blive træt rutine, og vi ved, at budskabets form af og til må fornys, for at det fortsat kan nå os med sin grænseløse generøsitet og sin lige så grænseløse udfordring.

Vi er samtidig opmærksomme på, at ønsket om genkendelighed for nutidsmennesker risikerer at reducere gudstjenesten og banalisere den. Gøre den til et spejl for vores egne forestillinger om, hvad kirken bør være, frem for at gøre os åbne og modtagelige for det anderledes sprog, som tales dér. Genkendeligheden bør ikke være social, men eksistentiel.

Vi ønsker ikke at forholde andre menigheder en frihed, som vi selv vil tøve med at benytte os af. Vi ønsker heller ikke, at friheden skal gøre traditionen til en undskyldning for sig selv. Vi ønsker ikke, at kirken skal vende ryggen til samfundet, men vi ønsker, at den skal stå ved, hvad traditionen er: Den ældste, mest kontinuerlige, kulturelt rigeste og åndeligt dybeste ramme om vores fællesskab som danskere og medmennesker.

Gellerup Kirke

Frode Gimm

Anders Graversen, Ole Lyngvåg & Jens Christian Raabjerg Larsen

Charlotte Gravesen

Indlæg i liturgidebatten

Jeg har skrevet mig igennem mine egne overvejelser om de 3 modeller, der foreslås i faggruppen om autorisationshæfte ”Folkekirkens liturgi – mellem frihed og fasthed”, og jeg ender med at give min støtte til model 2 ”Den frie”.

Her følger mit skriv og min begrundelse for at vælge model 2. Det er nemlig ikke uden en vis tøven.

Mit indlæg i liturgidebatten er et erfaringsbaseret indlæg. Jeg har været sognepræst i Solrød Sogn, Greve-Solrød Provsti, Roskilde Stift i 27 år. Min interesse for liturgi opstod allerede, mens jeg studerede. Min drøm har altid været, at folkekirkens højmesse også taler til, henvender sig til og rummer det menneske, der sjældent kommer i kirke.

Jeg synes, at der er for mange ord og flere sætninger i 1992-ritualet, der ”går hen over hovedet” og giver et billede af en fjern uvedkommende Gud. Det er ord og sætninger som ”stadfæstelse”, ”ihukommelse”, ”opløft jeres hjerter”, ”miskundelig”, ”gjort fyldest for”, ”Herren” og ”legeme”. Jeg er ikke enig med dem, der siger, at gudstjenesten bliver flad og ”frikirkeagtig” uden sådanne ord og vendinger.

Jeg synes, at der er for mange bønner i 1992-ritualet. Det forfladiger bønnens væsen at bede igen og igen i løbet af en enkelt højmesse. Især synes jeg, at det tager vægten ud af Fadervor at bede den 2 gange.

Jeg synes også, at 1992-ritualet er for ordtungt. Jeg kan ikke selv rumme at lytte til 3 bibeltekster læst højt, foruden poetiske bønner og liturgiske led. Dertil kommer salmerne og prædikenen.

For mig betyder det meget, at mennesker, der ikke så tit går i kirke, bliver talt til og mærker sig inkluderet i liturgiens sprog og musik. Det er vigtigt, at de genkender deres eget liv i kirkens højmesse. Der er meget i en højmesse, der er fremmed for et menneske, der ikke kommer så tit, og derfor kræver det en gennemarbejdet mere sproglig nutidig liturgi og en sproglig bevidsthed og en gudstjenestelig vejledning for, at ikke-kirkevante føler sig velkomne og inkluderede. Det er folkekirkens eksistensberettigelse at kunne fortælle om den treenige Gud, så mennesker, der ikke kender det folkekirkelige sprog og univers så godt, opdager, at det handler om deres liv. Det er ikke nok, at det sker i prædikenen. Derfor skal der, efter min opfattelse, også arbejdes hen imod en mere varieret musik i højmessen. Klassisk musik bør ikke være det eneste musikalske sprog.

Jeg har fulgt med i liturgidebatten, læst en del om emnet, været på liturgikonferencer i Haslev og læst materialet, der er skrevet i faggrupperne. Vi har også diskuteret liturgi i Solrød Sogn, og vi har et gudstjenesteudvalg i menighedsrådet. I en debat sagde en kirkegænger engang, at genkendelighed er ikke det vigtigste, for vores gudstjenester i Solrød tager mennesker ved hånden og leder dem gennem. Vi har æstetisk smukke og velgennemarbejdede powerpoints, der viser gudstjenestens forløb, og vi præster vejleder i vores bemærkninger med stor hensyntagen til liturgiens flow. Og så arbejder vi meget med at finde den rigtige balance, så den traditionelle kirkegænger, der kender kirkesproget og holder af den gamle liturgi, kan føle sig hjemme side om side med de mennesker, der kommer til højmesse og ikke kender forløbet og sproget og musikken.

Det er svært. Det lykkes ikke altid. Det må være sådan, at den kirkegænger, der elsker 1992-liturgien, må give afkald på noget for at gøre plads i højmessefællesskabet for det menneske, der er fremmed for højmessens sprog og musik og gerne vil forstå mere af liturgiens forløb. Og den, der ikke kender ret meget til en gudstjeneste, må give lidt afkald på at forstå alting, der sker.

Det er ikke min opfattelse, at en højmesse bliver flad og uhøjtidelig ved, at liturgien og sproget og musikken finder ind i øjenhøjde med den, der kun ganske sjældent kommer i kirke. Kirkerummet i sig selv giver skønhed og højstemthed. Der er stadig dybde og store ord i en liturgi og et sprog, der oversættes, så det forstås bedre. En liturgi kan godt på samme tid være i øjenhøjde med og på det sproglige plan forståelig for en kirkefremmed og højtidelig og æstetisk.

Jeg vil gerne slå til lyd for, at der gives frihed i højmessens liturgi. Det er måske forskelligt, hvilken liturgi, der passer i f.eks. den store overvældende Vor Frue Kirke i København og den lille hvide enkle moderne Solrød Strandkirke.

Friheden kan betyde, at hver kirke ikke altid kan rumme alle, der kommer til en højmesse. Jeg tror f.eks. ikke, at Søren Ulrik Thomsen vil synes om liturgien i Solrød Strandkirke, som er den minimalistiske udgave af 1992-liturgien uden ind- og udgangsbønner, med kollekter fra de godkendte tillæg, mange nye salmer, powerpoint med liturgi og billeder, en nadverindledning fra ”Gudstjenestens Bønner 2” (godkendt forsøgsordning på prøve) og en præst med forsigtige vejledende bemærkninger, som hjælper konfirmander og dem, der ikke ved, hvornår man rejser sig og sætter sig igen etc. Til gengæld er min erfaring, at den cirka 50-årige mand, der kom i kirke i søndags i Solrød Strandkirke og fortalte, at han ikke havde været i kirke siden sin konfirmation, han kunne være med og følte sig rummet og inkluderet i den måde, vi gør det på i vores kirke.

Jeg ønsker en liturgimodel fremover, der giver frihed, så Søren Ulrik Thomsen stadig kan gå i en kirke, der afholder den gudstjeneste han elsker, og at det menneske, der ikke har samme poetiske abstraktionsniveau, og som føler sig mere hjemme i en gudstjeneste, han forstår, også kan komme i kirke og opdage, at kirken også er for ham.

Det er også bydende nødvendigt, at den klassiske musik ikke længere er det eneste musikalske sprog i højmessen. Klassisk musik er også smukt, men kirken kan blive for elitær. At høre musik i kirken, som man kender og elsker hjemmefra, kan være med til, at et menneske føler sig talt til, inkluderet.

Jeg kan være nervøs for, at den liturgiske mulighed, der omtales som model 3 ”Mellemvejen”, kan blive for snæver. Hvis model 3 kun vil give sognene få muligheder for en højmesseliturgi, og alle muligheder er med de ord og sætninger, jeg omtalte før, som jeg synes lægger distance ind mellem kirken (ja, Gud) og det menneske, der ikke kender til hele det store kristne og folkekirkelige univers eller ikke er så litterær akademisk, så vil model 3 ikke gøre nok i folkekirkens møde med det såkaldt kirkefremmede menneske. Hvis model 3 kun giver mulighed for klassisk musik, så mangler der et musikalsk mødested mellem kirken og f.eks. den mest gennemsnitlige indbygger i Solrød Sogn, som meget sjældent, nok snarere aldrig, lytter til klassisk musik. Hvis model 3 giver de liturgiske, nytænkende, sproglige og musikalske muligheder, som jeg tror er nødvendige for folkekirkens overlevelse, så er det godt, men hvis ikke, så stemmer jeg for model 2 ”Den frie”, som ellers godt kan gøre mig lidt nervøs for, at præster kan ”kapre” højmesserne i sognet, fordi de i nogle tilfælde vil kunne påvirke menighedsrådet i én liturgisk retning uden hensyntagen til den liturgiske og teologiske bredde.

Hvis jeg bliver bedt om at vælge, så vælger jeg model 2 ”Den frie”.

Og det gør jeg, fordi jeg også selv nogle gange, kan føle mig kirkefremmed. Og det er ikke en følelse, der gør mig nysgerrig, det er en følelse af ensomhed. Jeg følte mig f.eks. kirkefremmed på liturgikonferencerne i Haslev, når vi skulle synge nye salmer. De fleste nye salmer, der var udvalgt til konferencerne de to år, jeg deltog, var for svære for mig at synge med på. Jeg kan ikke læse noder, og det tog flere vers, før jeg syntes, at jeg kunne begynde at være med i sangen. Og da havde jeg ofte mistet modet, for det store flertal af konferencens deltagere sang med fra første vers. Så sad jeg og tænkte, at hvis jeg har det sådan, og jeg har været præst i over 20 år, hvordan er det så for min nabo hjemme i Solrød, der ikke går i kirke jævnligt? Jeg føler mig også til tider kirkefremmed, når jeg går i kirke andre steder. Det er for mig det vigtigste, at vi overkommer fremmedheden ved at skabe en liturgi, der både er smuk og guddommelig og samtidig tager den, der er fremmed i kirken, i hånden.

Rikke Graff

Niels Henrik Gregersen

Grene Provsti

Grene Provsti, liturgikonference for præster, menighedsråd og ansatte

Onsdag 10. marts 2021 kl. 16.30 på Teams

Ordstyrer og oplægsholder Steen Frøjk Søvndal

Indledning v. Elof Westergaard

Deltagerliste:

Elof Westergaard, biskop Ribe

Birgitte Ebert, domorganist Ribe, referent af mødet

Carsten Fredsgaard Larsen, Vesterhede

Gudmund Larsen, Grindsted

Hanne Guldahl Sørensen, Givskud-Gadbjerg

Henriette Hauritz Jørgensen, præst Givskud-Gadbjerg

Birgit Roslev, Ringive-Lindeballe-Langelund

Gretha Engsig Jensen, Ringive-Lindeballe-Langelund

Jan Klejs Pedersen, Grene sogn

Jens Erik Rugager Kristensen, organist Grindsted

Jørgen Beck-Nielsen, Grindsted

Jørn Jensen, Filskov

Karin Merete Rahbek-Engmarksgaard, Filskov sognepræst

Lone Ovesen, Grindsted

Michael Nørtoft, Give sogn

Signe Dam, Grindsted sogn

Sonja Kongsted, Filskov sognemedhjælper

Steen Frøjk Søvndal, sognepræst Grindsted

Vagn Egon Jørgensen, Thyregod og Vester organist

Inger Skovgaard, Billund

Egil Hvid-Olsen, Grindsted sognepræst

Else Holme Bertelsen, Grindsted

Eva Nielsen, Sdr. Omme

Torben Møller, Ringive

Susanne Østbjerg Kargo, sognepræst Vorbasse

Jørgen Johansen, Hegnsvig

Heinrich Wichmann Pedersen, Nørup

Annette Kristensen, Stenderup

Velkomst v. Elof Westergaard: Rart, vi kan mødes virtuelt. Corona har ændret mulighederne for diskussion af liturgi-rapporterne. Derfor dette virtuelle møde, der ender med et referat, der sendes til liturgibrevkassen.

Onlinemøder kan muliggøre noget, man ellers ikke kunne samles om.

Processen ang. undersøgelse af Folkekirkens liturgi er lang. Den begyndte i 2014, hvor der blev der holdt et bispemøde om liturgi. Elof selv blev præst for o. 30 år siden. Dengang var gudstjenestelivet centreret om søndagens tjeneste. Mange ting er kommet til, ikke mindst de sidste 10-15 år. Lokalt er der mere afprøvning af nye ting. Man ønsker at lette adgangen til kirken. Folkekirkens fællesskab er Bibel, alterbøgerne og salmebogen. Når der bliver større forskelle i landet, hvordan kan lokal frihed understøttes samtidigt med, at vi er én kirke? Elof repræsenterer kirkens enhed som biskop. Hvordan skal vi forholde os til fx afprøvning af nye salmer i en tid, hvor der bliver skrevet så mange nye? Hvordan med musikken og genkendeligheden, hvor der kan være lokale traditioner kontra det fælles.

De tre arbejdsgrupper: Sidst tog det 18 år at finde frem til en ny, autoriseret liturgi for Folkekirken. Udvalget om autorisation: Giver autorisation overhovedet mening? Udvalget om gudstjenesten: Hvad sker der i gudstjenesten? Udvalget om dåb og nadver: Har noget ændret sig i synet på dåb og nadver? Væsentligt at drøfte, hvordan samspillet skal være i det enkelte sogn mellem præst og menighedsråd. Ønskes større frihed eller er det vigtigere med fasthed. Andre gudstjenesteformer: Hvordan sikres kvaliteten? Folkekirkens enhed: Hvad betyder det for vores gudstjeneste?

Skal der fx gives tilladelse til løbende at inddrage nye salmer, sløjfe gudstjenester 2. helligdagene m.m.

Steen: Mange af spørgsmålene er drøftet i stiftets gudstjenesteudvalg. Men dejligt, at det kan holdes online. Skulle helst være en allemandssnak. Derfor er det godt, at der i dag er flest menighedsrådsmedlemmer til stede.

Hvad er en gudstjeneste for dig, hvorfor går du til gudstjeneste – til refleksion

Autorisation: Gudstjenesten er et møde med Gud. Iscenesat af mange elementer. Gentages søndag efter søndag med elementer tilbage til de tidligste kristne menigheder. Formen og tilrettelæggelsen betyder meget. Liturgien forkynder. Hvordan kan den appellere til flere? Mads Bille: Skal vi tilpasse os det individuelle eller holde fast i samme liturgi? Udtalelse fra rapporten om gudstjenesten: ”Ingen søndag uden først et veldækket morgenbord og så en tur i kirke. Det er opstandelsens dag, og det skal fejres”. Sådan tænker de unge ikke, men er det ikke menighedsrådenes ansvar at arbejde på, at flere har lyst til at være med i menighedens fællesskab? 2013 blev der lavet en undersøgelse af Stiftets gudstjenester, der viste, at der er en bred palet af gudstjenester i Ribe Stift. Hvordan rækker vi ud til fx børn, unge, udsatte? Salmerne: Kun de gode gamle eller inddrage flere nyere?

Autorisation tre veje: Konservative model, der strammer op på friheden. Fri model: Få led, der er fastlagt, men ellers frihed ang. sprog, bønner, tekster, salmer og musik. Mellemvej: Gudstjenestens struktur autoriseret, men der er større frihed til at variere. Ønsket om en stedegen gudstjeneste. Hvorfor ikke bare tilrettelægge som vi vil i vores sogn? Stedegen eller magen til hinanden i hele DK? Drøftelsen har en deadline 26. marts, høringssvar kan indsendes inden da til postkassen folkekirkensliturgi@km.dk. Biskopperne præsenterer det videre forløb i november. Diskussionen har lang vej endnu.

Efterfølgende diskussion:

Salmer: fint med en enkelt ny, men man kan risikere næsten ikke at kunne synge med, fordi for meget er nyt.
Vi skal bruge de gode, gamle salmer, men have mulighed for at indstudere nye. Kunne gøres i begyndelsen af gudstjenesten evt. ved klaveret som en slags korprøve for menigheden.
Balancegang med salmerne, præsten tager kirkegængerne som gidsel. Svært at vide, hvem der kender hvilke salmer. For nogle er alle salmer nye. Som præst har man en fornemmelse af, hvad folk der ofte kommer, kender. Der er mange gode salmer i fx 100 salmer, og hvis man ikke synger dem ind, bliver de aldrig kendt. Vi har et forskelligt kendskab til salmer, det er svært at imødekomme alle.
Steen: Har nogen erfaring ang. nye salmer? Man kan forestille sig, at man i en vejledning siger, der skal være min. 3 salmer fra salmebogen, som kan suppleres med salmer udenfor salmebogen.
Mangler bred opbakning til, hvilke salmer der bør indsynges. Der er for meget, der ikke er godt nok.
Der er mange forskellige bøger og tillæg i brug. Vi mangler en sammenfletning af alle udgivelser. Måske for fremtiden onlinesalmebøger.
Autoriseret tillæg: Der bør også åbnes for andre kilder end et autoriseret tillæg, der hurtigt låser sig fast. Skal salmer autoriseres, eller skal præsten have lov at vælge frit fra alle kilder?
Kunne gøre gudstjenesten stedegen ved, at sognet har sin egen salmesamling.
Skal være plads til nye salmer. Plads til at arbejde med menigheden om musikken. Træne sangen med menigheden, gøre en indsats for at få engageret menigheden i at synge.
Tager tid at indsynge en salme, man skal have sunget en salme 3-4 gange, før den er rigtig kendt.
God ide med sangaftner
Steen: Hvordan oplever vi liturgien, som en spændetrøje, en livline eller en rettesnor?
Liturgien er en rettesnor, hvis det var helt frit, var det vanskeligt at styre igennem
Livline, at man ved, hvad der sker. Giver en tryghed, god vægt specielt i højmessen. Kan slækkes lidt ved andre gudstjenester. Når man går i andre kirker, er det rart at kunne genkende liturgien.
Hvis man løber hjemmefra, skal der være et hjem at løbe fra.
Positivt at have en fast form. Negativt: Korsvar fx et amen kan ikke undgå at blive kedeligt, kunne udvikles lidt smukkere, mere inspirerende musik kunne inddrage menigheden. Lang tradition, man kan jo altid springe tilbage, hvis det nye ikke fungerer.
Korsvar. ½ times gudstjenesten fungerer fint uden korsvar, menigheden er sjældent med. Præsten kan selv sige amen, så er tiden sparet.
Lære menigheden 3-4 stemmige korsvar, så løfter det hele sig.

- Ikke spare korsvarene væk, gerne ændret, så de fremstår mere relevante.

- Kræver, at der er nogen, der kan og vil synge.

- Stedegne, behøver ikke at være ens alle vegne.

- Steen: Skal højmessen være meget fast eller friere?

- Glad for højmessen og liturgien. Korsvar, ja eller nej? Største problem, at det tager mange år at komme til at holde af den. Opleves ikke lige fantastisk af alle, der kommer i kirke. Tillært smag. Stor udfordring. Nyder frimesser, hvor liturgien brydes. Men ikke hver søndag, for man savner trygheden.

- Glad for højmessen, genkendelighed fra Filskov til Nørrebro. Gerne mere frihed i bønnerne, der taler fra en fjern fortid. Dejligt, hvis man talte nutidens sprog fx som indledning. Savner variation, stor glæde ved diverse bønnetillæg med nyere sprogtone, både storladen og noget, man kan relatere til.

- For få år siden kunne man støde på folk, der havde været i kirke, og hvor præsten havde lavet en ændring, som blev omtalt som noget forfriskende. Nu forventes det, at kirkerne er traditionsbærere, forventningen er tippet, så der er mere fokus på gudstjenesten i stedet for præsten.

- Liturgien er en spændetrøje, når der er mange kirkefremmede. Har været forhadt at give regibemærkninger, som ”sid ned” og ”stå op”. Bliver lagt mindre for had, folk er taknemmelige for at få at vide, hvornår man skal stå og sidde. Bryde liturgien op med regibemærkninger. Giver mindre spændetrøje.

- Opleves forskelligt at være i kirke. Vigtigt, hvordan liturgien bliver fremført, hvor meget eller lidt præsten lægger sin egen person i det.

- Præsten skal føle sig hjemme i det, han/hun gør, fx hvis man skal give regibemærkninger uden at have lyst til det, er det ubehageligt.

- Samme liturgi med forskellige præster opleves forskelligt

- Styrke i forskellighed. Glad for regibemærkninger, fordi menigheden er glad for det. Er med til at gøre det hele mere nærværende.

- Faren ved regibemærkninger er at de skal være kortfattede, ikke spinde historier.

- Steen: Der har været væsentligt andre gudstjenester, end vi er vant til, i denne coronatid. Hvordan er det blevet oplevet? Har vi lært noget, skal gudstjenesten kun vare ½ time fra nu af, eller skal vi tilbage til det tidligere?

- Korte gudstjenester gør ikke noget, savner dog ind- og udgangsbøn. Mangler begyndelse og ende.

- Eksempel: ind- og udgangsbøn vises på skærm under præ – og postludium

- Man kunne selv slå op i salmebogen, bede den for sig selv under klokkeringning og bedeslag. Det er en afvejning, hvordan man skærer i gudstjenesten.

- Afvejning, hvad man når under gudstjenesten. Det enkelte sted bestemmer. Musikken er meget vigtig, præsten bevæger sig under musikken og mangler den, når den er skåret væk.

- Meget hektisk med kun ½ time, vil gerne bruge mere tid inkl. nye salmer.

- Steen: Hvad savner vi ellers i den halve time?

- Forbløffende, hvor helstøbte gudstjenester, der kan laves på ½ time. Savner salmer og musik

- Ingen altergang er et stort savn

- Kan nås nogle steder. Nadver: Man tager et bæger og oblat ved indgangen. Nadver på kirkebænken nås på ½ time.

- Dåben er som nadveren en naturlig del af gudstjenesten, derfor skal vi tilbage til længere gudstjenester.

- Nadveren er et must, holdes en gang om måneden, kompromis mellem dem, der gerne vil og dem, der kan undvære den.

- Bønnerne: Forfriskende med nye formuleringer i nadverbønnerne, de gamle indledninger fremmedgør. Vægte, om der skal være vekselsang. Efterlyses en eller to muligheder mere som nadverindledning.

- Steen: Tilpasse gudstjenesten til søgende? USA kirkesamfund skrues sammen efter, at de er søgervenlige. Kan man gå på kompromis uden at miste det essentielle

- Liturgien har en dyb mening, ville hjælpe, hvis man kan få den forklaret af og til. Vise, hvad liturgi er, og hvad den betyder. Forklaringsgudstjeneste fx for konfirmander og forældre

- Ikke fan af højmessen, langt fra den virkelighed, som folk bevæger sig i. Ude med flyvevåbnet, hvor de relativt kirkefremmede siger: vi vil gerne have noget, vi kender. Regibemærkninger har sin plads. Fx koble bemærkninger mellem dagens tekst og nadveren, så den ses i nyt lys.

- Mange vil gerne være med i nytænkning, kirken er for nedadgående.

- I menighedsrådene er der en stor opgave i at tale om liturgien og lære at elske den. Men også at engagere menigheden. Jo mere man går i kirke, jo mere får man med sig. Det skal udbredes til menigheden. Måske ikke så vigtigt at lave om, men at man tager ejerskab til gudstjenesten.

- Steen: Har nogen haft drøftelser i menighedsrådene?

- Det gamle råd har gennemgået en bog af Steen Skovsgaard med et kapitel ved hvert rådsmøde. Vil bruge gudstjenestekortene ved rådsmøderne

- Kort drøftelse i Grindsted, afsendt høringssvar

Steen: Tak for i dag, vi har været 26 ved mødet. I disse uger bliver der holdt møder i hele Stiftet. Hold gang i snakken om livet i vores sogne, det er vigtigt at holde snakken levende. Gylden mulighed lige nu, hvor liturgien er til debat.

Grene Sogn, Billund

Kommentarer til liturgiarbejdet

Et udvalg under Grene Menighedsråd, bestående af tre valgte medlemmer og to sognepræster, mødtes torsdag d. 18. marts for at tale om Folkekirkens gudstjenesteliv. På baggrund af fagudvalgenes flotte stykke arbejde og den debat, der har fundet sted de senere år, fysisk og digitalt, og ikke mindst under indtryk af de erfaringer af mangfoldighed, som Coronakrisen har givet os, har vi præsenteret menighedsrådet for følgende kommentarer, som biskopperne kan tage med sig i overvejelserne om et evt. videre arbejde med liturgien. Et flertal af menighedsrådet har tilsluttet sig.

Vi har taget udgangspunkt i de tre modeller, som er skitseret i ”Hvem bestemmer? Overvejelser om forholdet mellem autorisation og frihed i Folkekirkens liturgi”. Vi hælder til model 3, ”Mellemvejen”. Det gør vi ud fra følgende synspunkter:

Der er forskel på højmesse og ugens øvrige gudstjenester.
Vi er én Folkekirke men mange lokale menigheder.
Folkekirken er evangelisk-luthersk. Det er et vigtigt luthersk anliggende, at gudstjenesten skal foregå på et sprog, som menigheden kan forstå.
Liturgien kan blive så fri, at vi ikke længere opfatter os som én Folkekirke. Men den kan også blive så stram, at alt for mange føler sig helt udenfor, når de kommer til gudstjeneste.

Det er vores opfattelse, at højmessen er den gudstjeneste, hvor det skal stå mest tydeligt, at Folkekirken er én. Dvs at der her skal være en vis fasthed i liturgien og ordlyden, ligesom tekstvalget er lagt fast. Lokalt kan man, alt efter behov, ressourcer og evner, fejre andre og mere eksperimenterende gudstjenester i ugens løb, med frit tekstvalg, og således afspejle, at den ene Folkekirke består af flere menigheder.

Sprog ændrer sig hele tiden. Der må løbende ske en fornyelse af højmessens sproglige udtryk. Ambitionen kan ikke være, at vi alle kommer til at forstå det hele. Sproget må også afspejle, at gudstjenesten netop handler om mere, end vi intellektuelt kan forstå.

Der er ikke noget nyt i, at det sproglige udtryk ændrer sig. Ud over den nye autoriserede Ritualbog og oversættelse af Bibelen fra 1992 og den nye salmebog, som blev taget i brug i 2003, kommer der løbende nye bønner og salmer til, ligesom prædikenen gerne skulle afspejle de forandringer, der sker i det omgivende samfund. Vi konstaterer altså, at både liturgi og sprog løbende ændres, næsten umærkeligt – og at det er godt sådan.

Når det så er sagt, så kunne vi godt ønske os, at der blev arbejdet på flere autoriserede valgmuligheder, hvad angår bønner og liturgi omkring sakramenterne. Der bør være en fast ordlyd til selve dåben og nadveren, på samme måde som der er det til jordpåkastelsesritualet. Men derudover kunne der godt være andre formuleringer af bønner, som er teologisk og sprogligt gennemarbejdede og autoriserede, og som præst(er) og menighedsråd i fællesskab kan vælge imellem. Behovet er særligt påtrængende ift dåbsritualet. For nuværende er der tre forskellige nadverindledninger at vælge imellem, hvorimod der i dåbsritualet kun er formuleret én indledende bøn, hvis formuleringer er lidt tunge og teologisk indforståede.

Når vi ønsker os autoriserede valgmuligheder i forbindelse med sakramenterne og ikke bare muligheden for at formulere sine egne bønner, er det for at sikre en vis fasthed i teologien. De tre nuværende nadverritualer lægger vægt på forskellige aspekter ved nadveren. På samme måde kunne vi godt have forskellige indledninger til dåben, som hver for sig afspejler forskellige aspekter ved dåben. Alt sammen under forudsætning af at aspekterne naturligvis kan rummes inden for en evangelisk-luthersk forståelse af dåben. Det kræver et grundigt teologisk og sprogligt arbejde.

Til gengæld kunne der godt være større frihed for præsterne til at formulere indlednings- og afslutningskollekt, så de er med til at tydeliggøre den pågældende søn- eller helligdags temaer.

Tryk på link for at se Grene sogns kommentarer til liturgiarbejdet i en pdf-fil

Grindsted, Nollund og Urup pastorat

På vegne af menighedsrådene i Grindsted, Nollund og Urup pastorat fremsender jeg høringssvar til det videre arbejde med Gudstjenestens form og Liturgi.

Høringssvar vedr. liturgi

Til rette vedkommende Vi takker for anledningen til både at gennemtænke liturgiens betydning og udformning og formulere høringssvar i folkekirkens refleksionsproces om liturgi. Vi vil koncentrere os om højmessens liturgi og spørgsmålet om autorisation og frihed.

I Grindsted og Nollund / Urup pastorat har vi haft en længere drøftelse om disse spørgsmål, og der var stort engagement for sagen. Overordnet glæder vi os meget over højmessen, som den er overleveret os gennem århundreder. Ord som sammenhæng, genkendelighed, rummelighed, tryghed og uforanderlighed udtrykker dette. Den fremadskridende form er en god ramme for det møde mellem mennesker og Gud, som gudstjenesten giver os. Den faste liturgi giver ro i sindet og rum for fordybelse, og man har både mulighed for at være anonym og have fællesskab med hinanden. Vi oplever Guds nærvær gennem tilgivelse og syndsforladelse, som giver fred i hjertet. Man føler sig velkommen i kirken og kan deltage med stilhed, refleksion og ydmyghed. Et stikord var GLÆDE, som en favnende prædiken giver, sammen med salmesangen og musikken i gudstjenesten.

Vi ønsker i udgangspunktet alle led og former bevaret i gudstjenesten. Nævnt blev bl.a. nadver, velsignelse, fælles salmesang, orgel, præstekjole og -krave, højtideligheden, hverdagsord, ordvalget og Bibelens sprog. Ud over højmessen er vi åbne over for nye gudstjenesteformer som friluftsgudstjenester, online gudstjenester og gudstjenester for særlige målgrupper som konfirmander, socialt udsatte og børn.

Når det gælder autorisation bakker vi op om ”mellemvejen” i liturgiudvalgets rapport. Vi ønsker muligheden for lidt større frihed og for en stedegen højmesse, hvor præster og menighedsråd har mulighed for at tilpasse gudstjenesten til lokale forhold. Det kunne fx være (citeret fra ”pixibogen” s. 20): ”hilsen i begyndelsen af gudstjenesten, nadver, dåbsformuleringer, velsignelser, som der frit kan vælges mellem”. Vi vil også holde muligheden åben for en 3. tekstrække som en fornyelse. Vi glæder os i menighedsrådet for at have muligheden for at gennemføre et ”væsentligt liturgisk arbejde for præst og menighed” (s. 21).

Grøndalskirken

Georg Græsholt

Gunder Gundersen

Sten Haarløv og Anette Jensen

P.g.a. corona har der ikke været tilstrækkelig mulighed for en drøftelse i MR af de udsendte oplæg. Derfor indsendes hermed egne synspunkter:

Vi mener,

at højmessen bør bevares i sin nuværende form i respekt for dens tradition og mange betydningslag
at der gives fortsat plads til eksperimenterende gudstjenesteformer på hverdage og ved særlige lejligheder
at opgaven i dag og i fremtiden især bør være gennem folkeligt oplysningsarbejde at inspirere og formidle viden til folkekirkemedlemmer og andre interesserede om vores kirke og kirkelige tradition.

Dette kunne ske gennem etablering af kirkelige og teologiske kurser overalt i landets stifter og provstier, hvor et af sådanne kursusforløb kunne handle om vigtige elementer i Folkekirkens højmesse, f.eks. dåb og nadver, gudstjenestens opbygning og salmer samt musikalske indhold.

Vi har på intet tidspunkt i henholdsvis 35 og 10 års præstearbejde i forskellige og geografisk spredte dele af Folkekirken mødt nogen uvilje hos dåbsfolk, brudepar, pårørende i forbindelse med begravelser, endsige nogen nævneværdig kritik af søndagens højmesse.

Men nok et udbredt ukendskab til højmessen og til vores evangelisk-lutherske tradition/arv.

Folkekirken ville stå sig ved - gennem en mere offensiv og selvbevidst linje i disse år - at opprioritere et kirkeligt oplysningsarbejde om kristendom og tidens mange eksistentielle spørgsmål, rundt omkring i landets sognehuse. Der savnes viden og oplysning om disse emner!

Kirkehøjskoler, højskoleforeninger og 3- årige kurser for lægfolk bør i stort omfang opprioriteres. Det er netop vores erfaring, at der er stor interesse for og tilslutning til den type kurser.

Mennesker har til hver tid brug for (nogle) støttepiller! Højmessen er med dens lange tradition bagud en sådan gave i tiden. Og ikke mindst i vores hurtigt foranderlige tid!

Det er især vigtigt i disse år, hvor kirken i mange medier omtales som kriseramt og utidssvarende! Som Søren Ulrik Thomsen skriver i Tro mod ritualet, er det afgørende ikke at sælge ud af arvesølvet:

”Det er på tide, at kirken koncentrerer sig om det, den har at give. Og her tænker jeg først og fremmest på højmessen, som der skal værnes om, hvis vi vil give den videre til vore efterkommere… Hvis vi ikke besinder os på, hvilke værdier den lutherske højmesse rummer, kan dens dage snart være talte.”

Vi spørger jævnligt os selv: hvor er behovet for reformer af højmessen og en større frihed til udformning af gudstjenesten, end den præster og menighedsråd allerede har i forvejen? Hvem bærer dette ønske frem?

Rent bortset fra, at det forekommer problematisk og tidskrævende at lægge et større ansvar for højmessens udformning over på den lokale præst i samråd med det lokale menighedsråd - så skulle højmessen nødigt blive en kampplads eller åbne for en unødvendig strid mellem divergerende synspunkter og ide(ologi)er, både lokalt og i landet som helhed.

Vi kan således helt tilslutte os Søren Ulrik Thomsens holdning i sit essay Pro ecclesia (2009, genoptrykt i Tro mod ritualet, 2020) og Jakob Wolfs i Gudstjenesten (2018), hvorfra to hovedsynspunkter her gengives:

Folkekirkens gudstjeneste er først og fremmest truet af to forhold, ifølge Jakob Wolf:

”Den er ikke truet af modvilje og fjendskab, men af ligegyldighed og uvidenhed. Udefra er den truet af, at mange mennesker er ligeglade med gudstjenesten og helt overser dens betydning.

Indefra er den truet af, at man vil popularisere gudstjenesten, uden at man har nogen klar viden om, hvad der er gudstjenestens formål og mening. Gudstjenesten trues af at blive reduceret fra at være et kunstværk til at være et middel for ideologier. Hvis det sker, eller hvis vi lukker folkekirken og smider højmessen væk, vil det svare til at smide et uerstatteligt mesterværk væk.”

Supplerende vedr. salmer:

Vi finder, at den nødvendige og tidssvarende justering af højmessen tilgodeses i høj grad gennem inddragelse af nye salmer i højmessen.

Supplerende vedr. dåbsritual:

Vi vil foreslå, at et fremtidigt dåbsrituals takkebøn indledes af ordene: Vi takker for dåben, ”hvori du modtager os som dine kære børn” eller lignende!

Haderslev provstier

Hanne Uhre Hansen

Kaj Hansen

Carsten Mølgaard Hansen

Peter Nord Hansen

Tak for anledningen til at tilkendegive overvejelser om det igangværende liturgiarbejde i Folkekirken.

Tak for gode og relevante rapporter og mindre skrifter fra fagudvalgene. Det er efter min vurdering med til at kvalificere debatten.

Jeg vil gerne bidrage med lidt overvejelser om forholdet mellem frihed og fasthed i gudstjenestens liturgi – forstået som højmessens liturgi.

Min baggrund er, at jeg har været ordineret i 27 år og har holdt gudstjenester i mange forskellige sammenhænge ud over landet i mere end 120 forskellige kirker. Ofte har det været særgudstjenester og i samspil med unge eller andre kirkeaktive arrangører - men ind imellem har det været højmesser.

Jeg har gennem årene for min egen del lært at sætte pris på højmessens liturgi, men ser samtidig muligheder i at løsne grebet lidt og skabe grundlag for udvikling og tilpasning af nogle af elementerne i gudstjenesten.

Jeg har alle årene været ansat i Indre Mission i forskellige stillinger – de første 9 år som daglig leder af vores ungdomsarbejde på landsplan.

Derudover er jeg fast deltager ved højmessen i mit sogn, så vidt muligt hver søndag.

Nu til sagen:

Jeg tror, det bliver afgørende at finde en god balance mellem fasthed og frihed. På den ene side er det for mig at se umuligt at komme uden om et ønske fra mange præster, kirkelige medarbejdere og gudstjenestedeltagere om en større frihed i forhold til den faste liturgiske ramme om højmessen. Samtidig tror jeg, der er mere i spil, end man ved første øjekast antager.

Hvis ikke det lykkes at fastholde nogle liturgiske minimumskrav til en højmesse, vil gudstjenesterne i de forskellige sogne formodentlig blive mere og mere forskellige og blive formet af forskellige teologiske holdninger, så tendensen til opdeling i profilmenigheder vil eksplodere. Den udvikling kan vi måske ikke bremse. Jeg ved heller ikke om jeg ønsker det. Men det udfordrer naturligvis sammenhængskraften, hvis liturgien i sognene efterhånden bliver så forskellig, at man ikke kan være i gudstjenesten, hvis man ikke deler præstens eller menighedsrådets teologiske holdninger.

Jeg tror balancen skal findes ved øget frihed i en tydelig fast forpligtende ramme. En liturgikommission (eller bispekollegiet) må fastlægge en ramme med få faste led og ritualer, som skal være med, dog ikke nødvendigvis i en fastlagt rækkefølge, og med øget frihed til at forme gudstjenesten i øvrigt med inddragelse af menigheden, bønner, læsninger, sange af forskellig art m.m. (minimums autorisation)

Mit bud er, at en højmesse skal indeholde

trosbekendelse (den apostolske eller den nikænske)
minimum én tekstlæsning ud over prædiketeksten
prædiken over en fast tekstrække (gerne med mulighed for at vælge at prædike over GT-tekst eller lektie-teksten)
faste led i dåbsritual og nadverritual (gerne som nuværende)
Fadervor
den aronitiske velsignelse

Jeg tror, det er vigtigt, at en kommende ritualbog også kommer til at indeholde forslag til ind- og udgangsbønner, kollektbønner, kirkebøn m.m. så præsten kan vælge at benytte disse, når gudstjenesten skal tilrettelægges. Samtidig med den større frihed skal der nok også være mulighed for de præster, som ønsker at holde sig til en mere fast form hele vejen.

Gudstjenesten skal ikke ejes af nogen, men skal tilbydes til alle.

Det, jeg kan frygte, hvis liturgien bliver sat helt fri, er at Folkekirken bliver udvandet og mister sit egentlige indhold. Den uro næres hos mig af nogle af de indlæg, jeg har set fra enkelte kirkelige aktører, der argumenterer for, at vi skal ændre såvel trosbekendelse som ritualer, så folk i vores tid kan forstå dem. Man kan naturligvis vælge den konservative tilgang og kæmpe for at intet skal ændres. En anden vej at gå er at udpege det, som ikke bare er udtryk for stil, tradition og kultur, men som har med kernen at gøre. Det uopgivelige til enhver tid for en evangelisk luthersk gudstjeneste. Hvis vi på nogen måde kan blive enige om, hvad dét er, og enige om, at det skal fastholdes, giver det efter min opfattelse grundlag for at give større frihed på alt det andet i gudstjenesten.

Der må være grænser for friheden. Kirken skal ikke give folk det, de vil have, eller det, de mener at have brug for. Kirken skal gennem forkyndelse, sjælesorg og forvaltning af sakramenterne formidle det kristne evangelium om Jesus Kristus som verdens frelser til mennesker, der ikke anede, at de havde brug for en frelser. Hvis vi vil ændre eller fjerne alt det i gudstjenesten, man ikke umiddelbart forstår, bliver der ikke meget kirke og kristendom tilbage. På den anden side skal det bibelske budskab formidles ind i den tid vi lever i. Derfor må vi, efter min vurdering, være åbne for at udvikle og forme gudstjenesten så meget vi kan, uden at ændre indholdet. Som en tydelig evangelisk luthersk kristen kirke skal vi komme tiden i møde. Så vil mange danskere også opdage, at de her finder grundlag for trøst, håb og fremtidstro som de ikke finder andre steder.

Harboøre menighedsråd

Christine Harttung

Hasle Kirke

Haslev Kirke

Nana Hauge, Bente Lisberg, Lotte Nellerod og Else Petersen

Til biskopperne

I Danmark er kirken på landet mange steder den flotteste og mest velholdte bygning i sognet. Vi bliver altid både glade og stolte, når jeg kører rundt i øde og udkantsagtige områder af landet, og den hvide eller røde landsbykirke, det gamle stenhus, dukker op i landskabet. Tænk engang! På trods af de røster, der helst så de små sogne elimineret og landsbykirkerne lavet om til kulturhuse eller noget andet spændende, så er de her endnu, kirkerne!

Og hvor man i mange andre vestlige lande oplever en falleret gudstjeneste, hvor den gamle bønnebog, den faste liturgi og de klassiske salmer er skiftet ud med lette og sjove popsange, og ny-oversættelser af bibel og bønnebog, der udmærker sig ved at mangle enhver sans for poesi og skønhed, og hvor man kan opleve, at de gamle stenaltre er erstattet af lette kulisser, som jævnligt kan skiftes ud, så de kan tækkes tidernes skiften og behov, så udfolder den gode, gamle højmesse sig, som den har set ud de sidste 500 år sig Gud ske lov, værdigt og forbilledligt, i langt de fleste kirker i Danmark om søndagen. På samme måder er kirkerummet de fleste steder renoveret og fornyet, så det ikke står i grel kontrast til sit oprindelige udtryk.

Er man i by eller på land. Er vi ti eller to, 200 eller 30, så er det den samme gudstjeneste, den samme smukke salmesang, det samme orgelspil, det samme evangelium, der lyder om søndagen. Om vi er 200 eller 30 er der gjort lige meget ud af hver eneste lille gudstjeneste i dette land.

Trods det at man i årtier har talt om, at nu måtte der noget andet og mere til end evangeliet og salmerne og denne gamle gudstjeneste, så er den altså stadig den samme endnu langt de fleste steder, og måske er det netop en af grundene til at Den danske folkekirke står stærkere i dag end kirkerne i så mange andre europæiske lande, hvor kirken kun ligner skyggen af sig selv.

Dette kan vi takke vores forholdsvist bundne gudstjeneste for. Vi ønsker derfor at bevare denne bundne gudstjeneste og tilsynet med den.

Vi ønsker som udgangspunkt, at der ikke skal ændres noget i gudstjenesten. Vi mener, at man skal være meget nøje med at røre ved end liturgi der kun er ændret varsomt de sidste mange 100 år. Som vi har set i med prøveritualerne er en ny liturgi jo ikke bare ny liturgi, men i realiteten ændring af dåbens og nadverens betydning. At ændre sakramenternes betydning, har ingen kirke mandat til at gøre, hvis den vil kalde sig en kirke.

Claus Hegelund

Hans Chr. Hein

Helligåndskirken, Aarhus

Her er vores kommentar til det vigtige arbejde, der er sat i gang.

Helligåndskirkens kommentar til Liturgikommissionen

Helligåndskirken har fra begyndelsen været et sted, hvor tradition og fornyelse går hånd i hånd, et sted, hvor en menighed, der glædes ved højmessens genkendelighed og fastlagte liturgi, ikke er bange for at lade sig inspirere og åbne sig mod nye tiltag og erkendelser. Helligåndskirkens menighed er et fællesskab, der ikke lukker sig om sig selv, men er åbent mod verden.

Vi ser os som en del af Kristi kirke i verden i almindelighed og som en del af den Evangelisk Lutherske kirke i særdeleshed, en kirke, der hviler på et fælles grundlag af bekendelser og traditioner, som det er vigtigt at værne om og tage vare på. Samtidig er det vigtigt, at traditionerne bliver ved med at være levende, så de ikke stivner, forvitrer men vedbliver at være vedkommende og relevante for de levende sten, som kirken er bygget af. Derfor har gudstjenesten faste led været udbygget med små lokale traditioner som fx lystænding, lægmandslæsninger og dåbstale, altid holdt i værdige og klare rammer, så det harmonerer med en fast og relativt stram liturgi, for at sikre at gudstjenesten har en værdighed, der på den anden side gerne må have et personligt præg og appel.

Det har altid været vigtigt for os at have en fast liturgi uafhængigt af den tjenstgørende præst, så det ikke ender med at være præsternes menigheder – for her er præsterne menighedens, og ikke omvendt. Genkendeligheden er derfor uhyre vigtig for os, og vi tænker i høj grad, det ikke blot gælder for os i Helligåndskirken, men også er en fælles folkekirkelig pointe.

Den daglige udformning af gudstjenesterne er præget af et levende, meningsfuldt og frugtbart samarbejde mellem præster, organist og sognemedhjælper – og menighedsrådet er aldrig langt væk.

Det falder os derfor ganske naturligt og er os magtpåliggende som menighed på vores sted at give et svar på og en kommentar til kommissionens arbejde:

Vi anbefaler klart den tredje mulighed, når det kommer til overvejelserne mellem autorisation og frihed i folkekirkens liturgi, mellemvejen, der sikrer, at der er en høj grad af genkendelighed og liturgisk konformitet i Folkekirkens gudstjenesteritual, samtidigt med at der levnes de enkelte menigheder mulighed for at sætte deres eget lokale præg på deres gudstjeneste.

Helsingør stift

Hem-Hindborg-Dølby menighedsråd

Michael Aastrups Hemmingsen

Herning Sogns Menighedsråd

Himmelev Menighedsråd

Himmelev Sogns Menighedsråd har diskuteret rapporten ”Folkekirkens liturgi – mellem frihed og fasthed” om autorisation, og vil på baggrund af en længere drøftelse afgive følgende høringssvar:

I Himmelev Sogns Menighedsråd foretrækker vi autorisationsmodel 3, ”mellemvejen”.

Fornyelsen i gudstjenesten kender vi allerede fra arbejdet med Den Danske Salmebog, hvor man bibeholder det gamle og fortrolige, mens man i en glidende proces introducerer noget nyt. Vi mener at denne nænsomme fornyelsesproces er én af grundene til vores stærke salmesangstradition, og vi ser ingen grund til at dette ikke skulle kunne overføres til det liturgiske felt.

I de sidste fem år har vi haft en yderst frugtbar proces i Himmelev Sogn, hvor liturgien flere gange har været til debat. Årsagen har været, at vi siden 2015 har arbejdet med et nyt nadverritual, som er blevet til i en stadig og gensidig vekselvirkning mellem præster, kirkemusikere, menighedsråd og menighed. I menigheden er der et stort ønske om at fortsætte med nadverritualet, og denne mulighed, mener vi, kan bedst realiseres i model 3.

Vi anser genkendelighed og fortrolighed i forhold til gudstjenesten for to vigtige ting, men dette må ikke blive på bekostning af relevans og mening. Nye og yngre kirkegængere må også gives mulighed for at blive fortrolige med kirken – og dette kræver i vores optik, at det, der siges og gøres i kirken, er nogenlunde forståeligt. Dette er ikke tilfældet med den nuværende gudstjenesteordning, hvorfor vi anser fornyelse i både sproglig og liturgisk henseende for afgørende. Ønske om fornyelse sker dog ikke kun af hensyn til de nye kirkegængere. Det har været interessant at opdage, at det er de garvede kirkegængere, som især har udtalt sig, og som ikke ønsker en tilbagevenden til de gamle nadverliturgier.

Hvis og såfremt model 3 bliver en realitet, kunne vi ønske os en meget konkret model for processen omkring gudstjenestens endelige, lokale udformning. Skal præster og menighedsråd blot sætte sig ned og beslutte sig for form og ordlyd? Eller skal gudstjenesteformen i høring hos menighedsrådet og hos menigheden? Skal der ske flere ”behandlinger” af forslag (i stil med lovarbejdet)? Og hvordan og hvor ofte evalueres der på ordningen? Skal der være klare regler for dette? Eller skal processen blot være anbefalinger i form af et idékatalog?

Vores bekymring i forhold til model 3 drejer sig om tilsynets rolle. Når tilsynet ikke længere er en ”tjekliste” (hvor det relativt nemt kan afgøres, om man følger ritualbogen eller ej), men dialog og sparring, ligger her en indbygget risiko for udøvelse af magtfuldkommenhed opad i systemet.

Risikerer vi, at det er biskoppernes individuelle synsninger, der fremover skal afgøre liturgien i de enkelte sogne? Eller hvordan sker den teologiske vurdering af de enkelte sognes liturgiske tiltag?

Hvis model 1 eller 2 vælges:

Vi ser en stor risiko for tab af kirkegængere ved valg af såvel model 1 som model 2.

Hvis man vælger model 1, ”den konservative”, frygter vi for at vores yngre kirkegængere vil sive. Vi mener ikke at denne model har fremtiden for sig, og er bekymrede for, at tendensen med

mange liturgiske ændringer ”fra neden” vil brede sig og forstærkes, således at formålet med at vælge den konservative model, nemlig genkendeligheden, alligevel vil forsvinde.

Vælges model 2, ”den frie” ser vi omvendt en risiko for at de faste kirkegængere siver. Vi kunne også være bekymrede for at der fremkommer et rent anarki af lægprædikanter og fantasifulde liturger, og at den faste rytme og genkendeligheden vil være svær at bibeholde. Gives også tekstvalget frit, kunne man frygte, at menigheden lidt for ofte måtte lægge øre til præstens kæpheste.

I Himmelev har vi erfaring for, at ritualer skal have lang tid til at bundfælde sig. Forestiller man sig en gudstjenestemodel, med mange og hyppige ændringer, vil fortroligheden med ritualerne og gudstjenesten gå tabt.

Disse var overvejelser fra et enigt menighedsråd.

Lise Hindsholm

Hjermind menighedsråd

Til biskopperne liturgiudvalg

Hjermind menighedsråd gennemgik på menighedsrådsmødet den 19/11 -2019 hæftet ”Hvem bestemmer”. Og efter gennemgangen havde vi en samtale om de spørgsmål som hæftet lagde op til med udgangspunkt i vores sogn, samt også med udsyn til folkekirken mere generelt.

Vi har gennem de senere år forsøgt os med forskellige tiltag i forbindelse med vore højmesser. Og vi har i den forbindelse gjort os en række erfaringer. Vi har forsøgt os med lægmandslæsninger, lægmandssalmevalg med præsentation af den valgte salme og brug af diverse tillæg. Aktuelt har vi fået tilladelse til at holde Taizégudstjeneste i stedet for almindelig højmesse en gang om måneden. Alt sammen har holdt sig inden for det autoriserede ritual, og hvor vi har afveget herfra, har vi søgt tilladelse hos biskoppen. Vores erfaring er, at vi har haft gode muligheder for at eksperimentere inden for de rammer, der nu engang er. Omvendt har vi måske også holdt lidt igen med at tænke nyt, da det jo altid forudsætter indhentning af tilladelse. Det er en struktur, der indirekte giver indtryk af, at vi helst bare skal holde os til ritualet.

I menighedsrådet var der ikke fuldstændig enighed om, hvilken af de tre modeller vi kunne tænke os at tilslutte os. Men der er en klar holdning til en vis opblødning af den nuværende ordning. Dermed er der ingen, som ønsker model 1 ”den konservative”. Alligevel ønsker en stor del af menighedsrådet at bevare gudstjenestens genkendelighed og en vis autorisation af f.eks. evangelietekstlæsninger.

Men i menighedsrådet er der også enkelte, som ønsker model 2 ”den frie”. Argumentet er, at det giver en masse muligheder til at tænke nyt. F.eks. blev det nævnt, at man kunne læse et evangelium fortløbende, man kunne undgå tekster, som kunne virke kontraproduktive. Her var den forudgående søndags læsning ( Åb. 7, 1-12(17)) et eksempel, som blev brugt. Er det virkelig nødvendigt at læse sådan en tekst, når der sidder 60 dåbsgæster? Og der var egentlig enighed om, at det kunne være godt, om man lige kunne skifte den tekst ud, eller springe den over. Der blev også argumenteret for, at man jo kunne bevare en mere konservativ gudstjeneste, selvom man tilsluttede sig model 2. Menighedsrådet kunne generelt se spændende perspektiver med model 2, men der var dog også en række forbehold.

Som argumenter imod model 2 var der særligt to hovedargumenter. Det ene var sådan i ”helikopter perspektiv”. Der var en vis bekymring for, hvad det ville gøre ved folkekirkens gudstjenester landet over. Ville man kunne genkende gudstjenesterne rundt omkring. Ville folkekirken kunne bevare sin enhed og genkendelighed? Eller ville gudstjenesterne blive så mangfoldige og forskellige, at man ville miste noget af gudstjenestens ro, tryghed og historiske forankring. Et andet argument imod var, at det ville være et krævende arbejde, for både præst og menighed, at skulle skabe en liturgi, finde tekster, sange/salmer og bønner til hver eneste

gudstjeneste. Men der var også enighed om, at det i bedste fald kunne skabe noget engagement og medejerskab af gudstjenesten, hvis der var en menighed, der ønskede at tage sådan en udfordring op.

Som konklusion må det siges, at Hjermind menighedsråd anbefaler model 3. Menighedsrådet er enige om, at det ville være frugtbart for folkekirken, om vi lempede reglerne og frisatte præst og menighedsråd til selv at vælge f.eks. kollekter, salmer/sange og til f.eks. at skifte enkelte lektie eller epistellæsninger ud, uden at skulle indhente tilladelse. At der er et større frirum til eksperimenter og mulighed for at ændre ting, der fungerer dårligt. F.eks. ved dåb af voksne, hvor vores liturgi i høj grad er rettet mod barnedåb.

Omvendt vil den overvejende del af menighedsrådet gerne bevare en god del af liturgiens rod i historie og tradition, samt dens genkendelighed. Derfor er konklusionen, at den model, der bedst beskriver det samlede menighedsråds holdning, model 3.

Marie Holm

Holmens Kirke

Leif Holmstrøm

Til biskopperne.

Først og fremmest en stor tak for det grundige og læseværdige arbejde i fagudvalgenes rapporter.

Vi har i Viborg Domsogn gjort brug af rapporterne i menighedsrådet på møderne før og efter årsskiftet 2019-2020.

Vi præster holdt et oplæg ud fra hver rapport og man drøftede temaerne ud fra oplæggene.

Tanken var derefter, at det menighedsrådets drøftelser skulle bredes ud ved det lovbefalede menighedsmøde i foråret 2020 – men det blev ikke muligt grundet nedlukningen.

Det nyvalgte menighedsråd (hvor 5 ud af 11 er nye), har ikke kunnet mødes fysisk og har derfor heller ikke taget stilling til hverken oplæg eller rapporter.

Jeg skal derfor opfordre til en anden runde – måske med lidt nyt materiale inspireret af de svar, der måtte være kommet.

På trods af den manglende mulighed for at samle en tanker fra en bredere kreds, tillader jeg mig på egne vegne at indsende disse punkter:

Gennem mere end 30 år som sognepræst har jeg næste kun holdt gudstjenester i menigheder, hvor der var mange dåb.

Dåben har derfor været en fast del af liturgien.

I mine første år brugte vi at fremsige trosbekendelsen i fællesskab, hvorefter der ved dåben blev brugt en kort tilspørgelse fra en lille grøn prøvealterbog (årstal ukendt for mig).

Den lød: ”Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?

Tror du på Gud fader, der Almægtige, og på Jesus Kristus hans enbårne Søn og på Helligånden, alt som vor kristne tro lyder?

Vil du døbes på denne tro?

På et tidspunkt forsvandt denne mulighed, sådan at man nu skulle spørge hvert dåbsbarn om hele trosbekendelsen, men derved blev det også, som ritualbogen siger, muligt at udelade trosbekendelsen.

Konsekvensen af dette har været, at menigheden i de sogne, hvor jeg har været præst, stort set aldrig har haft mulighed for at bekende troen ved højmessen.

Det er mit ønske, at man i det videre arbejde med højmessens liturgi, vil huske på menigheden, sådan at det atter bliver skik at fremsige trosbekendelsen i fællesskab ved højmessen – også når der er dåb.

Det andet lille private hjertesuk drejer sig om Fadervor.

Igen er bygger min erfaring på større sogne med dåb næsten hver søndag, hvor vi naturligvis slutter med at bede Fadervor i fællesskab for barnet.

Ved nadveren indgår Fadervor atter og er der ingen dåb den pågældende søndag, beder menigheden med, men har der været dåb, har vi allerede bedt den bøn i fællesskab og så er det præsten alene, der beder.

Jeg kunne godt tænke mig, at man i det videre arbejde med højmessens liturgi træffer beslutning om brugen af Fadervor, når der både er dåb og nadver i samme tjeneste.

Alt det bedste i arbejdet med liturgien.

Martin Lysholm Hornstrup

Egil Hvid-Olsen

Høringssvar i forbindelse med det igangværende liturgiarbejde

For ikke så mange år siden mødte jeg af og til mennesker, der glade fortalte om gudstjenester, de havde deltaget i, hvor præsten havde gjort noget uventet. Dette liturgibrud fandt de friskt og nytænkende. Selv er jeg ikke så bange for den slags, når blot det gavner indholdet; men der er netop en risiko for, at formen kvæler indholdet.

I de seneste år er jeg stødt på en anden tendens. Folkekirkemedlemmer, der ikke nødvendigvis bruger kirken særlig meget, vægter den traditionelle gudstjeneste højt og tager det for givet, at vi præster behandler den og dermed dem med respekt. Dette forandrede gudstjenestesyn kan jeg ikke bevise statistisk. Det beror alene på de samtaler, jeg har haft med folk om emnet. Måske er tendensen kun lokal. Måske breder den sig i hele landet. Måske har jeg talt med folk, der ikke repræsenterer flertallet. Hvem ved?

Selv står jeg imellem den stramme fastholdelse af højmessens liturgi og den, der giver lidt mere luft. Jeg ser en klar fordel i, at man kan genkende gudstjenestens forløb, hvad enten man går i kirke det ene eller det andet sted. Samtidig er jeg meget glad for de muligheder, der er for at benytte andre kollekter end dem i alterbogen. Jeg er ligeledes glad for, at det blandt andet i mit stift er godkendt, at man benytter salmer fra ”100 salmer”. Det er klart, at ikke alle de nye salmer har slidstyrke, men nogle vil vise sig at have det, og de nye salmer er formuleret på måder, som mange kirkegængere har lettere ved at forholde sig til end til nogle af de gamle. Samtidig anser jeg det for en fordel, at der har siddet et teologisk bredt funderet redaktion bag et nyt salmebogstillæg, så landets sognemenigheder ikke drukner i for mange særtillæg, der retter sig snævert mod bestemte interessegrupper indenfor Folkekirken.

Selvom jeg langt hen ad vejen er traditionalist, vil jeg værdsætte, at den tendens, der findes indenfor bønner og salmer, også kan smitte lidt af på korsvar og nadverliturgi. Jeg ved godt, at der ligger en meget lang musikalsk tradition bag korsvarene, men det sædvanlige ”amen” efter kollekter og trosbekendelse er voldsomt uinspirerende. Det ville være dejligt, hvis man komponerede en kort, let melodi, som folk hurtigt kunne lære at synge med på. Som det er nu, synger de færreste med, sandsynligvis fordi ”melodien” er for kedelig.

Når det gælder nadverindledningerne, er det godt, at der er tre at vælge imellem, men det ville være fint hertil at føje 1-2 nye. De eksisterende kan nemlig godt virke lidt bedagede og dermed fremmedgørende. Nadveren er jo en kompleks størrelse. Derfor vil det være gavnligt, at sakramentets indhold formuleres på en knap så indforstået måde som i de nuværende indledninger.

De gammeltestamentlige læsninger i gudstjenesten har stået for skud, siden de blev indført. Jeg synes ikke, at de alle er lige godt valgt, men andre har klar tematisk relevans i forhold til særligt evangelietesten. Derfor kan mange af de gammeltestamentlige tekster snildt inddrages i prædikenen. Af den grund taler jeg for, at de beholdes.

Med hensyn til børnegudstjenester står der i Ritualbogen (s. 49), at ”mindst én af teksterne bør oplæses”. Min erfaring siger mig, at det er fornuftigt ikke at have for mange bibellæsninger med ved børnegudstjenester, men at koncentrere sig om én. Her vil det være en fordel, at den ene ikke nødvendigvis skal læses højt, men kan genfortælles eller evt. dramatiseres.

Høsterkøb Menighedsråd

”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed”

Kommentar af Høsterkøb MR og præst.

Høsterkøb kirke har, som det kan læses i pamfletten ”Et bud på fremtidens folkekirke for og af folket” fra 2019, indgående arbejdet med højmessens liturgi og form (led, salmer, musik, længde og tidspunkt) siden år 2000.

Arbejdet udsprang af manglende kirkegængere om søndagen.

I dag er Høsterkøb kirke en velfungerende søndagskirke med en engageret menighed og MR. Ud over dåbsgudstjeneste 1 gang månedligt afholder Høsterkøb kirke ikke andre gudstjenester, da de forskellige behov derfor på skift kan indeholdes i højmessen. Dette er besparende personale- og lønmæssigt, men det kræver selvsagt en lang større forberedelse af højmessen og information omkring dagens ”tema”. Liturgi og form er altid ens uanset temaet.

Højmessens liturgi og form er opstået i et samarbejde mellem præsten og sognet. Det betyder, at ikke alle i Danmark bryder sig om ”stilen”, men de lokale gør.

I Høsterkøb MR anbefaler vi på det stærkeste, at hver sogn får mulighed for at fejre den form for højmesse, der giver mening for dem. Kirken og dens højmessen skal være for- og af folket, ellers er der ikke megen mening med en folkekirke.

På baggrund af vores eget arbejde med højmessens liturgi og form, og den succes vi har fået med resultatet, anbefaler vi Model 3 i rapporten om ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed”.

Vores anbefaling af Model 3 bygger på, at Model 1 ikke er tidssvarende, og Model 2 stiller for store krav til MR, samarbejdet med præsten og præstens teologiske/liturgiske formåen.

Kommentar til Model 3:

I denne model er der en fin balance mellem det faste i en højmesse og de lokale variationsmuligheder. Høsterkøb kirke prioriterer at leve i grænsen mellem tradition og fornyelse, og dét altså en fornyelse alt efter, hvem der bor i sognet. Det vil kunne lade sig gøre med denne model.

Vi påpeger, at det er af stor vigtighed, at der vil være et bredt udvalg af dåbs-, nadver-, trosbekendelse- og velsignelses autorisationer, så alle sogne kan føle sig ”hjemme”.

Hilsenen bør, som øvrige dele inkl. nadverindledning og bønner, være et frit led.

Ligeledes bør der som minimum være 3 tekstrækker, da de to nuværende ligger for tæt op af hinanden, hvilket er problematisk, når menigheden selv arbejder med på prædikenen. Så vi ser meget gerne, at der kommer en ny Alterbog med 2 nye tekstrækker.

Med Model 3, med de tilføjelser vi er kommet med, anser vi det for højst sandsynligt, at højmessen og folkekirken ville kunne blive af stor kontekstuel relevans for det nutidige menneske med alle de forskelligheder sognene har. ”Én folkekirke med mange menigheder”, som rapporten selv skriver.

I er velkomne til at kontakte os for uddybende svar.

Tine Illum

Om læserlaug og anden fast læg delagtighed i gudstjenesten.

Erfaringer og tanker fra Sdr. Bjert.

Da jeg kom til Sdr. Bjert som præst i 2004, havde man allerede et læserlaug. Nogle af dem, er stadig med, men der er en jævnlig udskiftning.

En velkendt indvending mod læserlaug og andre forsøg på en særlig form for læg delagtighed i gudstjenesten er, at nu er der så nogen, der er ”finere” end andre, og at det får andre kirkegængere til at føle sig udenfor eller som mindre værd.

Det er en vigtig indvending. For sådan kan det jo være. Hvis man har en særlig dresscode, eller hvis en tekst skal læses med ”indfødt” accent hver gang. Eller hvis læserne vælges blandt dem, der i forvejen går meget i kirke.

Det er vigtigt med repræsentativitet – måske oven i købet tænke over, at læserlauget skal repræsentere forskellige aldre, begge køn, være fra flere steder i sognet, være fra forskellige kirkelige observanser etc. Det kan ikke altid lykkes, men det må tilstræbes.

Undersøgelser (fra Sverige og Tyskland) viser dog, at læg deltagelse i f.eks. læserlaug snarere får de andre kirkegængere til at føle sig ”repræsenterede” – her står der en mand eller kvinde, der lige så godt kunne have været mig.

Samtidig øger læg deltagelse fornemmelsen for at høre til. Det er velkendt, at skal man styrke et tilhørsforhold, skal man bede om en overskuelig tjeneste.

Fredag 19. marts skrev journalist og forfatter Helle Juhl (der er med i vores læserlaug) en artikel i Kristeligt Dagblad i anledningen af, at hun snart bliver 64 år. Et stykke nede i artiklen skriver hun (efter at have skrevet, at hun godt ved, at hun måske burde motionere mere og spise mindre):

”Nogen sundhedsapostel er jeg med andre ord ikke – faktisk siger de 12 bibelske af slagsen mig væsentligt mere end dem på hylderne for selvhjælpslitteratur. Jeg går jævnligt i kirke og er med i en læsegruppe, der på skift læser teksterne fra Det Gamle Testamente. Om man holder sig ung af det, aner jeg ikke, men begge dele kan anbefales.”

Vi har også et kirkekaffelaug og et børnekirkelaug knyttet til selve gudstjenesten – ud over de frivilliggrupper, der i øvrigt bærer det diakonale arbejde m.m.
En vigtig indsigt gennem årene er, at faktisk alle bliver meget glade for at blive spurgt, om de vil være med i et stykke arbejde. Måske vil de af forskellige grunde ikke, men nu ved de, at de er set, at vi tror, at de kan noget og at vi tror, at de ville kunne udføre netop dette arbejde. Et vigtigt princip i alt frivilligt arbejde omkring kirken er, at man bliver spurgt om noget ganske konkret:

”Vil du være med i vores læserlaug? Det betyder, at du læser en bibellæsning ca. 5 gange om året – og måske flere, hvis du har lyst. Der vil være et introduktionsmøde, bare med dig og præsten, hvor I taler om alt det praktiske og hvor du bliver fortrolig med at læse i kirkerummet. Desuden samles læserlauget til ét møde om året.”

Rekruttering og introduktion til læserlauget er uhyre vigtig. Det samme er omhyggeligheden, når man gerne vil holde op med at læse (eller brygge kaffe, bage boller, hjælpe med minikonfirmander etc.). Det er vigtigt, at en ”opsigelse” mødes med en tak for den tid, man har givet ind i kirkens fællesskab. Og ikke med: ”nå-vil-du-ikke-mere-så-skal-du-selv-finde-en-afløser” eller et forsøg på en slags skjult pres om, at hvis man ikke mere vil være i læserlauget, så skal man i hvert fald brygge kirkekaffe, indtil man dør af alderdom.

Med andre ord: det skal være let at komme ind – og det skal være let at komme ud.

Lønnen for at være frivillig er, at man fornemmer, at man kan mestre sin opgave. Derfor SKAL alle medlemmer af læserlauget hvert år til det fælles møde, hvor vi også har læseprøve. I begyndelsen syntes de ikke, at det kunne være nødvendigt. Men det er det for det første. De er en del af liturgien. Og for det andet er det en tryghed.

Her er lidt af en invitation til et sådant møde:

”Vi beder og læser ikke for at gudstjenesten skal være eller blive perfekt, men for at den skal være levende og nærværende. Gudstjeneste er LIV.
Vi øver os heller ikke, for at blive perfekte, men for at blive trygge
Når vi forbereder os, og lader ordene få betydning for os - så vil menigheden kunne mærke det, og ordene vil få betydning og virke levende og vedkommende.

Lidt om det praktiske forløb.
Her er nogle af aftenens nøgleord:
-de forskellige slags bibeltekster
-hvordan forbereder jeg mig – både i min tanke og helt praktisk?
-hvad er det bedste ved at være med til at læse? – og hvad er svært?
-hvad siger og gør jeg, når jeg begynder en læsning – og hvad siger jeg, når jeg slutter?
-hvad betyder teksten i gudstjenestens store sammenhæng?
-praktisk øvelse i kirken (tag evt. en tekst med, som du synes er vanskelig at læse, eller har et vanskeligt indhold)

Velkommen til en aften med kolleger....”

Foruden de faste lægmandsgrupper, kan man som minikonfirmand blive klokker-og-ringer for en søndag (man kommer en halv time før – og trykker på knappen sammen med graveren en halv time før gudstjenesten og lige inden gudstjenesten – måske hjælper man også med at dække bord til nadver eller holde styr på salmebøger eller dele sangark ud eller eller).
Som konfirmand kan man være konfirmandhjælper. Så kommer man en halv time før og hjælper med forskelligt. Det aftales på forhånd. Nogle konfirmander vil f.eks. gerne læse bibelteksterne til dåb. Andre vil hellere hjælpe med at lave kirkekaffe etc.)

Dåbsforældre kan bede den indledende bøn; alle børn i kirken kan hælde vand i døbefonten i forbindelse med dåb, fadderne kan læse en afsluttende bøn.

Ilskov Menighedsråd

Indre Mission, Ikast

Indre Missions hovedbestyrelse

Att. Biskopperne

Hermed en skriftlig respons fra Indre Missions hovedbestyrelse på de biskoppelige rapporter vedr. liturgi og ritualer.

Vi ser frem til fortsat at indgå i de kommende overvejelser på forskellige vis.

Refleksion over de biskoppelige rapporter om liturgi og ritualer

Indre Missions hovedbestyrelse har forholdt sig til de tre biskoppelige rapporter om hhv. ”Folkekirkens liturgi” (2018), ”Gudstjenesten” (2019) og ”Dåb og nadver” (2019). Vi har allerede i efteråret udarbejdet materiale og opmuntret IM’s venner og mange andre til at blande sig i debatten.

Vi anser deltagelse i søndagens gudstjeneste som vigtig for alle kristne, og dermed er det også vigtigt, hvordan liturgi og ritualer udformes, fordi indholdet i de enkelte led i søndagens gudstjeneste er af stor betydning for troen.

Der er i hovedbestyrelsen ligesom blandt IM’s venner forskellige opfattelser af, hvordan en god gudstjeneste skal forme sig i praksis. Det følgende er en fælles refleksion, hvor vi mener, at noget er afgørende at værne om, mens andet er til udfordring og inspiration i den fortsatte samtale og debat.

Folkekirkens liturgi – om autorisation og frihed

Det er ikke mange årtier siden, at folkekirken sidst fik en ny gudstjenesteliturgi. Vi er af den opfattelse, at der ikke bør ske større ændringer, men alene nænsomme tilpasninger af højmesseliturgien og ritualerne.

Siden autorisationen af højmesseordningen i 1992 har der fundet forandringer sted – også uden biskoppelig godkendelse, hvoraf noget bestemt har beriget gudstjenestens liv positivt. Samtidig vurderer vi, at det aktuelle ønske om større frihed hos flere præster og menighedsråd i væsentlig grad hænger sammen med teologisk lærepluralisme i forhold til folkekirkens bekendelsesgrundlag samt er et udtryk for den generelle individualisering, der præger samtiden.

Vi vil anbefale, at en liturgisk tilpasning kan rumme elementer af mere frihed, variationsmuligheder, sproglig fornyelse, men med en klar sammenhæng til og tydeliggørelse af kirkens evangelisk-lutherske grundlag. Liturgi og ritualer er noget af det fælles i folkekirkens læremæssige rummelighed og er dét, som på flere måder skaber sammenhæng mellem folkekirkens menigheder. Det må vi ikke sætte over styr.

Vi deler den opfattelse, at ”genkendelighed” ikke er et teologisk kriterium og kan opfattes som et liturgisk diffust begreb. Samtidig er den liturgiske form og helhedsindtrykket af at fejre gudstjeneste udtryk for noget anderledes i samfundet og noget kendetegnende for en evangelisk-luthersk gudstjeneste. Det må vi ikke sætte over styr hverken i frihedens eller modernitetens navn.

Det udelukker ikke, at der kan være et lokalt præg, hvor præst og menighed finder en fælles vej inden for nogle klare rammer, hvor gudstjenestens sprog og skikkelse ikke skygger for selve gudstjenestens (for)mål og rette indhold i samklang med kirkens grundlag.

I det lys vil vi pege på en eller anden bearbejdet udgave af ”model 3”. Folkekirken skal ikke have flere højmesseliturgier eller flere ritualer for dåb og nadver. Der bør ikke udarbejdes et teologisk grundlagsdokument, som det har været foreslået, men den øgede grad af liturgisk frihed og variationsmuligheder for præster og menigheder kan understøttes af vejledninger, der er udarbejdet af en nedsat liturgikommission. En sådan kommission kan varetage denne opgave en fastsat tid uden at være et ad hoc udvalg eller medføre dannelse af et liturgisk råd/værksted/center, som vil kunne medføre en ensartet og centraliseret opfattelse af ”korrekt liturgi og liturgisk praksis” i folkekirken.

Gudstjenestens liturgi og liv

En vis fasthed i højmesseliturgien udelukker ikke, at der kan være frihed i gudstjenesteformer/-liturgier i folkekirken. I de sidste to-tre årtier har andre gudstjenesteformer ved siden af højmessen været en platform for fornyelse og frihed, hvor det har været muligt at tilpasse gudstjenesten efter et særligt tema, sigte eller segment. Så længe det er tydeligt, at det er en gudstjeneste – og at den fejres i samklang med kirkens evangelisk-lutherske grundlag, bakker vi op om, at præster og menigheder kan have en stor grad af frihed inden for en udstukket ramme.

Når det gælder højmessen, er den autoriserede liturgi (1992) fortsat et godt udgangspunkt for gudstjenestefejringen. En nænsom tilpasning vil kunne rumme frihed til formuleringer af visse led, fx velkomsthilsen, ligesom der er frihed til formulering af kirkebønnen. Det vil også kunne rumme mulighed for flere variationsmuligheder – herunder inddragelse af godkendte tillæg – af visse led, fx kollektbønner, ligesom det allerede er tilfældet med Fadervor. Det bør være muligt at udarbejde en ramme for, hvad der kan ændres og besluttes lokalt af præst og menighed i fællesskab, og hvad der skal godkendes af biskoppen, såfremt det afviger fra det autoriserede.

En sproglig opdatering af højmesseordningen kan nogle steder være et rigtigt skridt for forståelsen, men ændringer vil også ofte indebære ændring af teologien og den liturgiske betydning. Derfor skal det ske varsomt. Vi forstår hensigten med at nå nutidens mennesker med en forståelig og vedkommende liturgi, men det må ikke blive det styrende princip. Vores generation har måske mere behov for at blive ført ind i gudstjenestens liv for at opdage den rigdom, som liturgien rummer. Der er noget slidstærkt over en forholdsvis fast liturgi, som tidligere generationer også har fejret gudstjeneste ud fra.

Dåben

Vi finder det afgørende, at folkekirken kun har ét dåbsritual, og at det er forankret i kirkens evangelisk-lutherske grundlag. Som udgangspunkt ønsker vi at bibeholde det autoriserede dåbsritual (1992) uden flere autoriserede variationsmuligheder i tekst- og bønnevalg, men hvor mindre tilpasninger kan overvejes – eksempelvis:

at dåbskollekten fastholdes som autoriseret, men med en sproglig tilpasning af ord som ”åsyn”, ”samfund”, ”hisset”. Vi foreslår, at ordlyden ”din menighed” – som blev ændret fra 1912 til 1992 ritualet – revideres til den oprindelige ordlyd ”din troende menighed”;
at det angives, at trosbekendelsen kan ske med fuld tilspørgsel eller forkortet, såfremt den er bekendt af menigheden forud;
at det tydeligere kommer til at fremgå under forældre- og faddertiltale, at den døbte nu er med i menigheden og kaldet til at leve som en kristen (efterfølgelsesperspektivet) – jf. rapporten side 53-54. I dåbssamtalen forud for dåbshandlingen er det oplagt at uddybe oplæringsaspektet, som er knyttet til dåben, men det er også vigtigt ved selve dåben at få understreget netop oplæringen til opmuntring og ansvarliggørelse. Det gælder både ift. forældrene og ift. fadderne. Man kan overveje at formulere flere forslag til, hvordan dette kan varetages.

Vi finder det vigtigt, at dåbsritualet udtrykker en evangelisk-luthersk teologi i tydelig samklang med forklaringen til dåben i Luthers lille Katekismus og de relevante artikler i Den augsburgske Bekendelse (især art. 9 samt 2, 4-8, 13).

Vi genkender den udfoldelse af Luthers syn på dåb og tro, som rapporten rummer (side 24-28). Hvis en fornyet tilgang til luthersk syndsteologi (sml. side 30) får indflydelse på formuleringer i et nyt dåbsritual, vil det også rumme en ny dåbsteologi. Det får ikke alene betydning for opfattelsen af begrebet ”synd”, men også for sammenhængen mellem dåb og synd, frelse og fortabelse samt en forskydning til en mere udpræget skabelsesteologisk tolkning af dåben på bekostning af det kristologiske indhold.

I rapporten opridses fire nutidige problemfelter vedr. forståelsen af dåben (side 18): 1) dåben som nødvendig til frelse; 2) arvesynd som baggrund for dåben; 3) spørgsmålet om, hvad det betyder, at man som det autoriserede dåbsritual siger bliver ”Guds barn” i dåben; 4) forholdet mellem dåb og tro, herunder barne-/ voksendåb og dåbens sammenhæng med det efterfølgende liv.

For at gøre en klassisk luthersk teologi i disse forhold forståelig ud fra moderne menneskelige erfaringer, spiller dåbssamtalen en afgørende rolle. Fremfor at ændre på teologien eller tømme ritualet for sit lutherske indhold mener vi, det er muligt at formidle, hvorfor dåben er nødvendig til frelse, og fastholde læren om arvesynd. Dåben er mere end blot et velsignelsesritual eller et overgangsritual, men et indvielsesritual; derfor ændres et menneskes status ved dåben til at kunne kaldes et Guds barn. Der sker en genfødelse, nyskabelse og indgang til et liv i Guds rige ved dåben. Dåben er en gave – ikke en bekræftelse på en allerede givet tilstand.

Vi vil pege på, at der er en afgørende forskel på at drøfte de ovenfor nævnte problemfelter teologisk - endda give rum for, hvad en præst måtte prædike/undervise herom, og så at ændre grundlæggende på dåbsritualet (eller tilføje flere ritualer), der ikke afspejler en klassisk luthersk dåbsteologi. En sproglig opdatering af det autoriserede ritual må altså ikke blive anledning til at indflette forskellige dåbsteologier inden for én og samme dåb(s teologi) (sml. side 54).

Nadveren

”Det er væsentligt, at nadveren er bundet til traditionen, og den bliver betragtet som et særligt, helligt måltid, idet man ser den som et festmåltid med Kristus” (side 105). Vi tilslutter os den beskrivelse af nadveren. Kristus er både værten, der inviterer, og ham, som giver os sig selv. Vi får del i ”festen” ved at deltage i den – og må forvente, at festen sker på værtens præmisser og med det indhold, som han har knyttet til festen (løfter, tilgivelse, m.v.). Nadveren er netop langt mere et festmåltid end et bodsmåltid eller for den sags skyld et symbolsk mindemåltid. Kristus kommer til os med sit sande legeme og blod under brødets og vinens skikkelse (jf. Luthers forklaring i Den Lille Katekismus om nadveren).

I luthersk nadverteologi er det væsentligt at understrege gave-aspektet og Kristi reale nærvær (jf. side 79-81). I lyset af nyere nadverliturgier/-teologier mener vi, det er vigtigt, at man forholder sig luthersk til offer-aspektet, så læren om syndsforladelse ved Kristi selvhengivelse og stedfortrædende offer tydeligt fremgår (side 80; sml. side 113-114). Offerterminologien skal netop understrege dette og ikke formidle en lære om satisfaktion eller have en vægtlægning på menneskets situation eller forskydes til at handle om mellemmenneskelige relationer.

Ønsket om ny(e) nadverritual(er) deler vi ikke, hvis det handler om at indføre et liturgisk sprog, som har til hensigt at imødekomme det moderne menneske, men som i sit indhold utydeliggør, hvad nadver er og giver. Vi tilslutter os de overordnede opmærksomhedspunkter, der er nævnt om at fejre nadver (side 112): ”Dels skal nadveren kunne forstås, kendes og genkendes inden for den evangelisk-lutherske bekendelse. Dels skal man være opmærksom på, at sproglige ændringer ikke er teologisk neutrale. … Man kan derfor komme til at ændre teologien, hvis man ændrer på det, man siger og gør i liturgien. Tilsvarende vil naturligvis et ønske om ændring af teologien afspejles i ændringer i det, man siger og gør.”

At forstå nadveren og dens liturgiske budskab handler måske knapt så meget om sproglig fornyelse eller nye ritualer, men om vane, velkendthed og fortrolighed. Det ”nye” kunne snarere handle om at få formidlet nadverens budskab på et forståeligt dansk, vejlede i og opmuntre til deltagelse.

I udgangspunktet anbefaler vi at bevare de nugældende nadverritualer i senest autoriseret gudstjenesteordning (side 92) og med de variationsmuligheder, som er givet. Derudover kan det overvejes, om man bør give præst og menighed større frihed i enkelte dele inden for rammen af et vejledningsdokument, så de autoriserede led vil være: nadverbøn (en række fastformulerede til valgfri brug), Fadervor, indstiftelsesord, uddeling med uddelingsord, bortsendelsesord og/eller fredsønske (evt. slutningskollekt).

Reformatorisk set er nadveren for døbte, og det syn må stadig være rettesnoren for at forvalte nadveren (sml. side 108f). Så kan man overveje måder, man som præst og menighed kan agere for at blive oplevet som imødekommende og inkluderende.

Indre Mission, Korning

Hermed følger et referat fra møde om kirkens fremtidige liturgi, afholdt i Korning Indre Mission i januar måned 2020.

Da vi ikke har haft bestyrelsesmøde pga Corona, hvor vi kunne drøfte referatet fra denne aften, fremsendes det først nu.Men det var rigtig spændende at arbejde med materialet og vi fik en god snak om indholdet. Håber at det kan være med til at give et lille indblik i vore tanker om emnet.

Gudstjenesten i nutid og fremtid!

Referat fra en aften om Liturgi i folkekirken
afholdt torsdag den 16. januar 2020 i Korning Indre Mission.

15 spørgsmål om gudstjenesten:

1. Hvem mener du skal bestemme gudstjenestens ramme og indhold? Er det præsten, menighedsrådet, biskoppen eller dronningen (ved autorisation som nu)?

Det er præsten, menighedsrådet og biskoppen, der skal bestemme gudstjenestens ramme og indhold.

2 Mener du, at det er præsten alene, der skal forestå gudstjenesten og læse, bede og prædike m.m.? Eller vil du foretrække, at menigheden i højere grad engageres i afvikling af gudstjenesten?

En mente, at præsten skal stå for det hele. En anden synes at menigheden bliver mere engageret

med forskellige læsere. Det er godt når alle trækker på samme hammel, det giver en helt speciel

atmosfære i kirken, og man føler sig velkommen.

3 Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten (højmessen) er genkendelig i alle kirker?

Det er godt, når man kommer til en ukendt kirke, at man så kan opleve noget genkendeligt.

4. Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten i dit sogn er genkendelig fra søndag til søndag?

Det er guld værd at præsterne i sognet har samme teologi. Og selv om de kan være forskellige

personligheder, er det godt at gudstjenesterne er genkendelige.

5. Hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri, så præst og menighed kan tilrettelægge gudstjenesten forskelligt, hvilke led i gudstjenesten vil du så mene skal med hver gang?

Trosbekendelsen, prædiken, nadver, velsignelse er noget som skal være til hver højmesse.

Langfredag må gerne være uden prædiken.

6. Hvad tror du, det vil betyde, hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri?

7. Hvilken værdi har det, at præsten skal prædike over fastlagte tekster?

8. Hvilken værdi, eller det modsatte, kan du se i, at præsten selv kunne vælge prædiketekst?

Hvis præsten selv må bestemme prædiketekst kan vi være bekymret for at nogle tekster, som vi har med nu, så vil blive sprunget over.

Vi kan også være bekymret for et forslag om en 3. tekstrække. Måske vil ordene blive for ”flade.”

9. Er der noget i dåbsritualet, som er vanskeligt at forstå? Hvilket?

10. Hvilken betydning tillægger du dåben? Kommer den betydning tydeligt frem i dåbsritualet?

11. Har du forslag til forbedringer af dåbsritualet?

Vi skal passe på at vi ikke mister dybden i dåbens ritual. Det skal fremgå at det er en gave.

Vi mener der altid skal være en samtale med forældrene før dåben.

Dåben skal altid ligge i gudstjenesten. Vi er imod ”drop in-dåb”.

12. Hvad betyder nadveren for dig?

13. Har du forslag til forbedringer af nadverritualet?

Alle elementer i nadveren er vigtige. Især ihukommelse.

Vi vil helst bruge vin fordi Jesus brugte vin. Og usyret brød.

Vi vil helst have knælende altergang og i holdvis.

Gerne lidt flere skriftemålsgudstjenester.

14. Faggruppen med fokus på Autorisation og frihed opererer med tre mulige modeller. Den konservative, hvor man beholder nuværende autoriserede liturgi, Den frie, hvor kun en overordnet grundstruktur fastlægges, mens der gives stor frihed til at præst og menighed kan designe gudstjenesten som de vil, og den tredje model, som de kalder Mellemvejen, hvor der både fastlægges en struktur og en ordlyd i de mest centrale led i gudstjenesten, mens der gives frihed til alt det andet.

Hvilken model vil du foretrække?

Mellemvejen er at foretrække!

15. Beskriv din drømmegudstjeneste. Form – indhold – tidspunkt – inddragelse – musik.

Der er måske nogle ord i den nuværende gudstjeneste, som ikke alle forstår. Men vi er enige om, at vi ikke må give køb på ordene, så de bliver forfladiget.

Prædikerne skal gerne komme hele vejen rundt i løbet af året. Derfor ønsker vi at der fortsat ligger en fast plan over prædike-teksterne.

En prædiken må gerne være relevant ind i tiden, så vi kan bruge indholdet i hverdagen.

Indre Mission, Skive

Udtalelse til høringssvar vedrørende Højmessens liturgi i Den Danske Folkekirke

Liturgigruppen ved Skive Missionshus består af

Ole Dahl, Ellen Poulsen og Elisabeth Wagner Olsen (heraf to organister)

Vi har haft fem sammenkomster, hvoraf den sidste er brugt til at sammenfatte de spørgsmål, vi har været indenom.

Helikopterperspektivet

- Alle tre er glade for den traditionelle højmesse med en liturgi, der i store træk følger den gældende højmesseordning, som jo også lægger op til variationer. Vi kan lide orgelspillet, men mener også at andre instrumenter kan indgå ved særlige anledninger eller fx bands til ungdomsgudstjenester. Altså åbenhed for andre gudstjenesteformer (fx: tema-, høst-, og familiegudstjenester), særligt dog på andre tidspunkter, så højmessen er nogenlunde som den plejer.

- Fordi: genkendelighed fra gang til gang og fra egn til egn er vigtig: Det giver medejerskab, ro og tryghed i en foranderlig verden. Man kan bedre følge med!

- Medinddragelse af menigheden er særdeles vigtig, så alle, alle aldre/ kirkefremmede kan føle sig velkomne og som en del af menigheden, det er vi enige om. Vi ser lidt forskelligt på, hvordan dette kan ske: Skal korsvarene sløjfes, fordi de er ”støvede” og dermed fremmedgørende, eller skal man gøre mere ud af at gøre folk bevidste om, at ”Amen” betyder ”Det står fast!” - og at en levende menighed med sine svar jo dermed er draget med ind i liturgien.- Vi er enige om, at tekstlæsninger og kirkebøn jo udmærket kan læses/ bedes af menighedsmedlemmer. Musikgenren med fx orgelspil kan frastøde nogle – det er trods alt et spørgsmål om smag og behag: erstattes orgelspillet med bands eller klaver, vil det fremme den rytmiske musik, som kunne gøre, at fx unge i større grad kan føle sig imødekommet. Salmevalget: For kirkefremmede betyder det noget, at der indgår ”kendte” salmer. En gennemgangssalme til hver tid i kirkeåret kan være en god måde at få indsunget nye salmer på (som i Skive kirke).At tage imod ved kirkedøren, hvor et menigheds(råds)medlem fx deler salmebog eller billedbøger ud, kan øge fremmedes følelse af at være velkomne. (Skive kirke)

Vi har altså givet hinanden mulighed til at mene lidt forskelligt, hvilket vi også mener kendetegner den gudstjenestefejrende menighed generelt, se fx spørgsmål 5: Der er forskellige holdninger til liturgi. Et ønske om fornyelse skulle ikke gerne resultere i, at den gennemprøvede del af arvesølvet, som folk er glade for, smides ud for aldrig at vende tilbage.

- Højhed, tilbedelse, lovsang og en forkyndelse til tro og tjeneste, som er baseret på Bibelen og bekendelsen (som man også finder det på Kirkeministeriets hjemmeside)– ja sådan ønsker vi gudstjenesten, og det er ledetråde for vore svar. - Vi har medtaget eksempler fra forskellige kirker.

De 15 spørgsmål om gudstjenesten

1. Hvem mener du skal bestemme gudstjenestens ramme og indhold?

Er det præsten, menighedsrådet, biskoppen eller dronningen (ved autorisation som nu)?

Det er godt, at det ikke er overladt til præsten eller skiftende menighedsråd helt at bestemme gudstjenestens ramme, men at der er et autoriseret ritual at læne sig op ad.

Et fast gudstjenestetidspunkt for højmessen søndag formiddag i det enkelte sogn bør foretrækkes. Vane er godt!

2. Mener du, at det er præsten alene, der skal forestå gudstjenesten og læse, bede og prædike m.m.? Eller vil du foretrække, at menigheden i højere grad engageres i afvikling af gudstjenesten?

Det er en god idé at inddrage menigheden, fx ved velkomst i våbenhuset, tekstlæsninger, kirkebøn, bekendtgørelser. Hvis ikke det er præsten, der koordinerer, hvem der gør hvad, kan én fra menighedsrådet, en kirke-og kulturmedarbejder eller en anden fra menigheden gøre det i samarbejde med præsten.

3. Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten (højmessen) er genkendelig i alle kirker?

En genkendelig gudstjeneste i alle danske kirker har stor betydning, når man fx er på ferie eller deltager som gæst. Genkendelighed også ud over landets grænser gør, at man føler, at man hører til den store universelle gudstjenestefejrende menighed og kan være med, selv i et andet land.

4. Hvad betyder det for dig, at gudstjenesten i dit sogn er genkendelig fra søndag til søndag?

Genkendelighed i store træk + den tryghed, det er med gentagelser: man er med i det velkendte (sml. med børnelegens ritualer) Kirkeårets rytme med genkendelighed i tekstlæsninger og farver er godt, fx er den grønne farve i trinitatistiden med til at understrege, at det er væksttid med julens, påskens og pinsens budskaber som grobund.

5. Hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri, så præst og menighed kan tilrettelægge gudstjenesten forskelligt, hvilke led i gudstjenesten vil du så mene skal med hver gang?

Trosbekendelse, tre læsninger, velsignelser, nadver (gerne ritual C), kirkebøn er vi enige om

Liturgi er forkyndelse, medinddragende forkyndelse, hvorunder salutation: ”Herren være med jer – og med din ånd” , korsvar: ”Amen” og ”Gud være lovet for sit hellige budskab” efter evangelielæsningen… I tilknytning hertil er mange netop ved højmessen glade for ”Kyrie-Gloria” + lovprisning med et vers fra ”Aleneste Gud”: Vi kommer med ærbødighed og går ind under nåden: Herre jeg er dig ikke værd, men kan ikke være dig foruden!”, og derfor kan dette led blive stående som en mulighed

Vi er glade for præstens korte bøn mellem evangelielæsning og prædiken, en fri eller fast bøn.

De danske fænomener indgangsbøn og udgangsbøn (Se evt. spørgsmål 14) er gode, ligesom præ-og postludium understreger gudstjenestens karakter

6. Hvad tror du, det vil betyde, hvis gudstjenestens liturgi bliver mere fri?

En fast liturgi er med til at holde præsten på sporet, så gudstjenesten ikke bliver enten for sekterisk eller liberal, hvad angår højmessen. Der er muligheder med andre former for gudstjenester på andre tidspunkter.

Se endvidere afsnittet nedenfor: Hvordan rummes børn og unge i Højmessen

En trykt liturgi ved indgangen, i salmebogen, på bænken eller på powerpoint er en god vejledning for de kirkegængere, der ikke fast deltager i stedets gudstjeneste.

7. Hvilken værdi har det, at præsten skal prædike over fastlagte tekster?

Fastlagte tekster gør, at man kommer rundt i hele kirkeåret/ rundt omkring både svære /hårde tekster og dermed ikke risikerer, at vigtige dele af evangeliet udelades.

Vi vil holde os til læsningerne fra den autoriserede bibeloversættelse, men prædikenens sprog kan med fordel fornys.

Om faste kollekter: se afsnittet nedenfor om bøn/kirkebøn.

8. Hvilke værdi eller det modsatte kan du se i, at præsten selv kunne vælge prædiketekst?

At præsten vælger en særlig tekst fx til dåbsgudstjeneste eller konfirmation er forståeligt. Ved konfirmationen kan det jo være en særlig tekst, konfirmanderne har arbejdet med. I disse tilfælde er der en værdi: autencitet , for at komme folk i møde.

Men vi ser en stor værdi i de fastlagte tekster. Fordi søndagens tekst ligger fast, giver det en god mulighed for, at menigheden hjemme på forhånd kan forberede søndagens gudstjeneste, hvilket mange gør.

(Spørgsmålene 9-13 har vi ikke behandlet grundigere – særlige grupper rundt om i landet tager sig af dette)

14. Faggruppen med fokus på Autorisation og frihed opererer med tre mulige modeller. Den konservative, hvor man beholder nuværende autoriserede liturgi, Den frie, hvor kun en overordnet grundstruktur fastlægges, mens der gives stor frihed til at præst og menighed kan designe gudstjenesten som de vil, og den tredje model, som de kalder Mellemvejen, hvor der både fastlægges en struktur og en ordlyd i de mest centrale led i gudstjenesten, mens der gives frihed til alt det andet.

Hvilken model vil du foretrække?

Vi foretrækker en mellemting mellem Den konservative og Mellemvejen . Der er frihed allerede nu, se bagest i salmebogen i Højmesseordningen. Fx i Skive : Indgangsbøn ved korist, stående 1. salme, ingen udgangsbøn, men præsten bringer meddelelserne til sidst + lyser den apostolske velsignelse over menigheden. Gerne åbenhed over for nye tiltag, ikke mindst ved særlige gudstjenester

15. Beskriv din drømmegudstjeneste. Form – indhold – tidspunkt – inddragelse – musik.

Se: Helikopterperspektivet

Andre bemærkninger:

Forklaringer til gudstjenestens led: Det kunne der gøres mere ud af og er en god ting i forhold til at inddrage ikke-kirkevante i gudstjenestens liturgi.

Se eksempler nedenfor:

- På Fur har der været holdt en ”forklaringsgudstjenste” én gang årligt i forbindelse med konfirmandernes opstartsgudstjeneste: Præsten har før hvert enkelt led i gudstjenesten kort forklaret hvad næste led indebærer/og hvorfor.

- I mange kirker ligger en trykt liturgi på løsblad, i salmebogen eller på ”skærmen”, så folk kan følge med.

- I Vestfjends pastorat har præsten fx ved udgangen pinsedag uddelt et lille skrift, som forklarer lidt om Helligånden og pinsens indhold.

- Vi var enige om, at det kunne være en idé med en spørgsmålskasse med spørgsmål til præsten: Hvorfor gør vi sådan? Spørgsmålet kunne han så søge at forklare ved en efterfølgende kirkekaffe. En uhøjtidelig dialog ved en kirkekaffe kunne være fint.

- I kirkebladet kunne der være et afsnit: ”Hvorfor gør man sådan?” (præstens rubrik)

- Sogneaften om ”gudstjenesten”

Om kollekter og kirkebøn:

Kollekter:

De to anviste kollekter i højmesseordningen har vist deres bærekraft ved sammenhængen med dagens tekster. Men kollekterne kunne gøres mere sprogligt nutidige

Om kirkebøn og menighedsinddragelse:

Ordlyden af kirkebønnen er fri, men den skal dog indeholde tre obligatoriske led: bøn for de syge og nødlidende, bøn for kirken og bøn for øvrigheden, herunder kongehuset. Man kan inddrage menigheden i kirkebønnen, enten ved selv at formulere bønner (I Løsning kirke som en veksellæsning mellem præst og lægmand, hvor begge knæler sammen ved alterskranken), eller en veksellæsning af de tre led mellem præsten og en læg/spejder/konfirmand (Dette er praktiseret på Fur, fx ved Store Bededag eller ved spejdergudstjenester, hver del sluttes med ”derom beder vi” og hele menigheden svarer: ”Herre hør vor bøn” – der afsluttes med Fadervor i kor. I disse tilfælde er kirkebønnen sagt fra korbuen efter en kort salme efter prædikenen. På denne måde også menighedsinddragelse.

Der kunne være en mulighed for forbøn (er set fx i Ørslev Kloster Kirke): Under meddelelser efter prædikenen bekendtgør præsten, at deltagere i sidste alterhold kan blive knælende og modtage en kort forbøn, - organisten spiller så længe/ eller under sidste nadversalme.

Hvordan rummes børn og unge i Højmessen? - Et vigtigt punkt:

I de store bykirker er der ”Børnekirke”, hvor børn i forskellige aldre følger en voksen ud, som fortæller dagens evangelium i børnehøjde. Der kan være børnekirke-sang til indledning og som en god ide: til sidst i gudstjenesten eller i våbenhuset, kan børnene vise hvad de har lært eller lavet.

I landsbykirker må man ofte ”nøjes med” at uddeles farver og en tegning til dagens tekst. Tegninger kan findes online på forlaget ”Eksistensen” eller ”Tegninger til Kirkeåret”, begge tekstrækker, ”Lohses Forlag”. Præsteparret Hanne og Fl. Frøkjær Jensen har genfortalt dagens tekst til hvert billede, som kan trykkes på bagsiden, og som børnene kan tage med hjem. Dette abonnement kan bestilles v Haderslev Domsogn.

I nogle kirker uddeles tasker med billedbøger (og måske rosiner?) til børn ved gudstjenestestart

Der må gerne synges en børnevenlig salme eller sang + at præsten bestræber sig på i sin prædiken at nævne noget, en historie, et barndomsminde, som børn kan forstå og relatere sig til.

Illustrationer til dagens prædiken og søndagens tema kan vises på ”skærmen”/PP

I Christianskirken i Aarhus spiller et band under altergangen (rytmiske) lovsange. Dette imødekommer de unge og dem, der bedre kan lide denne musikgenre

Skriftemål:

Enighed om, at der kan være behov for/mange ønsker et skriftemål eller en skriftemålsgudstjeneste

Det har været drøftet med Jesper Hornstrup ved Skive Kirke. Skriftemålsgudstjeneste med personlig absolution med håndspålæggelse ved alterskranken har været praktiseret ved de tidligere ”helliggørelsesmøder”/oktobermøder i Indre Mission.

Kollektiv absolution, eller personlig absolution. Den personlige, knælende foretrækkes, man kunne tænke sig den indført ca. en gang om måneden. Nogle steder foregår det umiddelbart før gudstjenesten fx i Herning Kirke i sakristiet. I så fald skal der være lokaler til det.

Indre Missions, Åbybro

Hans Raun Iversen

Vejen frem i liturgidebatten

Det er afgørende, hvordan debatten nu fortsættes i retning mod konkrete tiltag. Der er næppe signaler, der tilsiger, at der nu kan nedsættes en liturgikommission eller iværksættes forsøgsordninger. Derimod er tiden moden til, at der iværksættes forskellige udviklingsprocesser, som vel at mærke skal vejledes og løbende opsamles, evalueres og bringes videre. Her kan den nye udvikling i faget praktisk teologi, hvor en forsker går ind som aktiv deltager og samtidig observatør og opsamler, vise sig meget nyttig. En kort indledning til de nye former for aktionsforskning i social- og humanvidenskaber kan man finde i Dorte Kappelgaard: ”Aktionsforskning og teologi”, Den praktiske teologi i Danmark 1873-2018, Eksistensen 2019, 353-368.

Optimalt kan en sådan proces koordineres fra et folkekirkeligt liturgicenter, som ofte har været foreslået i debatten. Derfor kan det give god mening at oprette et liturgicenter med et kommissorium til fx gennem 10 år at koordinere og i form af aktionsforskning følge en række udviklingsprojekter omkring liturgiske arbejdsformer i folkekirkens sogne, hvor menighedsrådene ønsker at iværksætte sådanne projekter. Emnerne kunne fx være:

Nye former for nadvergudstjeneste (se kap. 11 i Folkekirke, brugerkirke, kirke i mission, 2021)
Nye former og brug af musik og sang i folkekirken (se kap. 10 samme sted)
Nye former for participation i liturgier i folkekirken (se kap. 9 samme sted).
Nye former for dåbsliturgier og –forløb.
Hertil kan der tænkes en række andre udviklingsforløb, som især menighedsrådene kan ønske igangsat.

Tiden er måske løbet fra liturgikommissioner og efterfølgende forsøgsordninger over hele landet. På den anden side ser det ud til at de senere års forsøg med frisogne har en tendens til at blive små lokale åndehuller, som ikke bidrager særligt meget til helheden. En decentralt ønsket og centralt koordineret og løbende afrapporteret udviklingsproces omkring liturgi kan være en brugbar arbejdsform, så udviklingen ikke låse fast – men heller eksploderer i allehånde.

Jeg skal tillade mig at tilføje, at et sådant liturgicenter bør have en høj grad af frihed i arbejdet. Derfor – og fordi det vil kunne virke aktivt ind i forhold til den teologiske uddannelse og forskning – vil jeg foreslå, at det placeres ved Det teologiske Fakultet v. Københavns Universitet.

Mine indholdsmæssige bidrag til liturgidebatten har jeg fremlagt de tre nævnte kapitler i bogen ”Folkekirke, brugerkirke, kirke i mission” (Eksistensen 2021) og i kort form i mit oplæg ved ligurgikonferencen i januar 2021.

Link til Hans Raun Iversens oplæg ved liturgikonferencen.

Helge Toft Iversen

Viggo Jacobsen

Kommentar vedr. Folkekirkens liturgi

Med risiko for at blive stemplet som en af de ældre herrer fra balkonen i Muppet Show, lige en kommentar fra mig ved liturgidrøftelserne i Folkekirken.

Mit afsæt er, at gudstjenesten er højtid. Gud tjener sit menneske med sit ord og gennem sine sakramenter. Menigheden svarer med bøn, tak og lovsang. Så meget til "samtalen".

Derfor er det for mig en uting, ja en forbrydelse mod selve ordningen, når præster har kommentarer undervejs. Skal der gives vejledninger eller meddelelser, så gives disse inden gudstjenesten begynder eller efter. Jeg er godt og grundigt træt af præster, der ved højmessen skal fortælle os, hvornår vi skal rejse os. "Lad os alle rejse os" siger den allerede stående præst, og "nu må I gerne sætte jer" siger præsten, selv om vi lige har hørt et "amen". Det er ganske enkelt at tale ned til folk. Ofte siges det af en præst til en menighed, hvor de fleste er gået i kirke længere end præsten har levet.

Og er der noget, jeg fortryder fra min provstetid, så er det, at vi ikke har haft drøftelser af den slags på de tjenstlige møder og f.eks. gennemgået Højmessevejledningen foran i Ritualbogen i dette forum. Jeg husker kun, at jeg har fundet det nødvendigt at kommentere alt for slidte alterbøger med brune spor fra fedtede fingre og betonet, at præsten skal vaske sine hænder inden altergang - sådan som det er anført på side 15.

Højtiden fordufter med præstens utidige kommentarer. Jeg kan til nød forstå, at man kan have disse kommentarer ved familiegudstjenester; men menigheden kan f.eks. sørge for, at der er en lille folder med liturgien i kirken eller få den limet ind på de sidste sider i salmebogen, så alle har liturgioversigten lige ved hånden. Desuden skal de ansatte ved kirken - bortset fra organisten selvfølgelig - ikke være usynlige et tilfældigt sted i kirken. De kan derimod være med til at sende et tydeligt signal til kirkefremmede om, hvornår menigheden rejser sig.

Hermed mit forslag. Jeg betoner, at jeg er glad for den nuværende liturgi; men hvis der skal ændres, så et forsøg herfra:

Eventuelle kommentarer og vejledning fra præsten under klokkeringning, inden bedeslag. Bedeslag, præludium, indgangsbøn, 1. salme. Apostolsk velsignelse, bøn, 1. læsning, 2. salme, 2. læsning og trosbekendelsen, 3. salme, evangelielæsning og prædiken afsluttende med "Lov, tak og evig ære......." 4. salme, nadverfejring, 5 salme (kort), bøn, der rummer både tak og den forbøn, vi ellers har i kirkebønnen, velsignelse, 6. salme, udgangsbøn, postludium. Herefter fremsiger kirketjeneren de meddelelser, som menigheden har brug for. Hvor der er tradition for, at menigheden går ud under postludiet, må meddelelserne følge umiddelbart efter udgangsbønnen.

Vedrørende læsninger, så var jeg i sin tid fortaler for GT-læsninger, da den nuværende Alterbog blev til; men jeg må indrømme, at jeg ind imellem synes, at der er for "langt" fra GT-læsningen til epistel- og evangelielæsningerne. Så jeg kunne ønske, at man vil se bort fra GT-læsninger, hvor disse ikke umiddelbart tjener evangeliet. Jeg ved, at der er et stort teologisk spillerum i den kommentar om GT-læsninger.

Desuden, så er der mange præster, der ikke forholder sig til betydningen af stjernemarkeringen af den ene læsning til formessen. Apropos note 2 i Alterbogen og hvad muligheden for ændringer lokalt angår, kunne jeg have en formodning om, at disse ikke altid er aftalt i menighedsrådet endsige med biskoppen.

God arbejdslyst.

Herdis Jakobsen

Til det arbejdende udvalg.

Jeg har noteret mig følgende spørgsmål, som jeg gerne vil svare på.

Jer aktiv kirkegænger, og har behov for at dele mit synspunkt med jer.

Skal dåben foregå som den plejer?

Ja, det er præstens opgave i dåbs samtalen, at forklare eventuelle spørgsmål til indholdet og dåbens betydning. Og der kan jo være meget at tale om. Og jeg tror da de fleste forældre, gerne vil tage imod vejledning for at forstå hvilken gave, de er i gang med at planlægge til deres barn.

Er gudstjenestens sprog forståeligt ?

Det kan man vel kun svare på, hvis man giver sig mulighed for at møde det. Jeg mener grundlæggende ikke form og sprog skal devalueres til moderne, overfladisk sprog, så vi mister dybden.

Det er vigtigt at bevare ”Den grund hvorpå vi bygger”. Det kan ikke være rigtigt at gudstjenesterne skal forfladiges, og gøres ”lyserøde”, fordi der er mennesker der kun deltager fire gange i livet.

Gudstjenesten er en fest, og en ”skolestue”, det skal mærkes.

Ritualet er jo skelettet tjenesten er bygget op omkring, hvis det pilles i stykker falder det hele sammen. og det er en gave at vi har det, det er det der skaber genkendelighed, og gør os fortrolige og trygge.

Det gør jo ikke noget, at vi ikke forstår alt, hvem gør det?

Skal gudstjenesten være ens i alle kirker?

Grundlæggende skal liturgien være genkendeligt uanset om jeg går til gudstjeneste i Skagen eller Rønne. Derudover kan der jo fint arrangeres og annonceres anderledes tjenester med særpræg for børn, unge, musiktjenester etc. Men der skal være genkendeligt stof til os alle, når vi går til gudstjeneste, det kan godt lade sig gøre. Vil de unge lave en speciel gudstjeneste, må de gerne gøre det, men ikke på bekostning af den kendte højmesse.

Salmesangen!

Salmerne skal være lovsang og tekst formidler.

Jeg kan blive ked af det, hvis jeg ikke kan synge med, fordi der bliver spillet for lavt. Jeg har prøvet at gå grædende ud af kirken af den grund, fordi jeg havde glædet mig til at synge igennem, men slet ikke kunne synge med.

Generelt mener jeg det er MEGET VIGTIGT, at vi holder fast i kirkens tro og bekendelses grundlag, og bruger alle muligheder for at formidle det kristne budskab i ord og toner, så mennesker fortsat har et sted at ty til, ikke kun i sorrig og glæde, men til enhver tid. Vi skal ikke give køb på vores trosgrundlag. Hvis ikke mennesker skal kunne møde et sandt evangelium og nærvær i kirken, hvor skal de ellers.

Jeg tror også det er en forventningen hos folk, og så vil det være synd at snyde dem.

Mads Jakob Jakobsen

Høringssvar til Folkekirkens liturgiske arbejde

Danskerne har mange holdninger til gudstjenesten. En ret udbredt holdning er, at den er lidt kedelig, og med, en tør prædiken, ubekvemme kirkebænke og et forkølet orgelspil, kan den også være det. Men samtidig kender næsten alle danskere gudstjenesten og har muligheden for at finde sig hjemme i den og herigennem afsløre højmessens iboende skønhed, uanset om de kommer ofte eller sjældent.

En betingelse for denne hjemhedsfølelse er dog netop, at der ikke forandres i gudstjenesten. Hjemmet er kendetegnet ved, at alle kender husets små og store ritualer og ved, hvad det betyder, når far lægger skeen fra sig, og børn forventer naturligt selv efter flere års fravær at finde barndomshjemmet nærmest helt, som de forlod det. Og for gudstjenesten gælder helt det samme. Ikke få præster har oplevet kirkegængere, som efter gudstjenesten beklagede sig over, at salmenumrene ikke passede – for de havde stadig den gamle salmebog. En lille forandring gjorde dem fremmede for deres eget hjem. Hvor meget mere da ikke, hvis der også bliver lavet om på forløb og indhold.

Liturgien er ikke kun et spørgsmål om, at det skal være som det plejer at være. Men i højmessens liturgi har man gennem generationer søgt at fortætte evangeliets mysterium, så gudstjenesten som samlet hele bliver et billede i tiden på Guds rige. Derfor kan vi vokse i gudstjenesten livet igennem og stadig gøre os nye opdagelser. Men denne vækst og læring er igen betinget af, at gudstjenesten ikke forandres. For forandring forhindrer fordybelse. Og forandring umuliggør den tradering, der netop er formålet med kirkens konfirmandundervisning, hvis formålsbestemmelse blandt andet er indgående kendskab til gudstjenesten. Et formål, der ikke kan opfyldes, dersom gudstjenesten ikke er en og samme i alle kirker i landet til alle tider.

Hertil kan man indvende, at der allerede er forskelle i gudstjenesterne grundet de tidligere gudstjenestereformer, forskellige kirkelige retninger og lokale forhold. Men både er disse forskelligheder så relativt små, at det overordnet ikke ødelægger samstemmigheden, og er ydermere grundfæstede i det samme teologiske fundament.

Hermed føres vi til det andet punkt som er liturgiens afspejling af den lutherske teologi. I læresager regnes de liturgiske tekster med blandt de normative og retningsgivende for teologien i Folkekirken. Derfor fornemmer man også i den nuværende liturgi den stærke forankring i den lutherske og bibelske tradition. Men af de store liturgiske rapporter fremgår det med al ønskelig tydelighed, at ønsket om forandring af højmessen ikke alene skyldes sproglige udfordringer, men i lige så høj grad er udtryk for ubehag ved den lutherske og bibelske tradition, eksempelvis læren om syndernes forladelse, der findes anstødende, og teksterne om verdensdommen, der ikke menes at kunne læses ved gudstjenester med dåb, foruden modstand mod den lutherske tanke om dåben som fødslen til livet som Guds børn. En sådan fremmedhed for hjemmets grundstene, må der på ingen måde åbnes så meget som en kattelem for. For da vil kirken ikke kun have gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at indrette sig efter dem, som slet ikke hørte hjemme i kirken, men kirkens hus vil også blive fremmed for kirkens egne børn.

Jakobskirkens menighedsråd, Roskilde

Kære Biskopper

Her er vedhæftet et høringssvar ang. liturgidebatten fra menighedsrådet ved Jakobskirken i Roskilde; vi har fokuseret særligt på spørgsmålet om autorisation.

Høringssvar vedr. rapport om forholdet mellem autorisation og frihed i Folkekirkens liturgi

I menighedsrådet i Jakobskirken i Roskilde har vi arbejdet med liturgi i foråret 2020 i forlængelse af de rapporter om hhv. autorisation, gudstjeneste og dåb og nadver, som arbejdsudvalgene er kommet med.

Samtalen om gudstjenestelivet hilses velkommen.

De samtaler vi har haft om liturgi på menighedsrådsmøderne, har været interessante og engagerede – det er tydeligt, at de fleste af os har en mening om, hvad der er godt og skidt i en gudstjeneste; også selvom meningerne er forskellige. Samtalerne har givet os mulighed for at uddybe, hvad der er særligt vigtigt for os hver især, og dermed også givet anledning til at tale om tro og teologi.

Præsterne har også haft en mini-workshop med ca. 40 konfirmander og forældre om gudstjenestens form og indhold; noget de deltog i med stor entusiasme^[1]. Tak for at I med rapporterne og høringen sætter gang i samtalen om liturgi – vi synes, at det er vigtigt, at menighedsråd og menigheder også inddrages, og det ikke kun overlades til fagfolk.

Vi ønsker at Folkekirken vælger mellemvejen (model 3)

Som menighedsråd ønsker vi hermed at give høringssvar vedr. rapporten om forholdet mellem autorisation og frihed i Folkekirkens liturgi. For vi synes, at det er væsentligt at bevare gudstjenestens genkendelighed, både henover tid og på forskellige steder, samtidig med at vi synes, det er vigtigt at gudstjenestens udtryk ikke er fremmed for den samtid, som vi, der deltager i gudstjenesten, lever i til hverdag.

Vi giver vores støtte til model 3, som har fået titlen ”Mellemvejen”; det er den, der autoriserer strukturen i gudstjenesten og ordlyden i udvalgte dele. Den giver mulighed for, at sproget i gudstjenesten i højere grad kan følge med udviklingen i sproget uden for kirkens mure. Samtidig med at den sikrer en høj grad af genkendelighed, sådan at det stadig er ”den gudstjeneste, vi kender”.

Vi ønsker os, at der kommer flere autoriserede variationsmuligheder, som der frit kan vælges imellem. Det er vigtigt, at variationsmulighederne udarbejdes på kvalificeret vis, således at vi ikke skal opfinde den dybe tallerken i hvert sogn. Det vil være for stor en mundfuld for det enkelte sogn mange steder, også hos os.

Arbejdet med variationsmulighederne kunne f.eks. ske i et egentlig liturgisk center, som det foreslås af udvalget i rapporten om gudstjenesten. Det vil være til gavn for Folkekirkens gudstjenesteliv generelt, hvis der er et samlingssted for kontinuerligt velkvalificeret arbejde med gudstjenestens udtryk, som man kan trække på ude i sognene, f.eks. mht. formuleringer af bønner. Lidt ligesom det er tilfældet med salmesangen i disse år, som er et meget spændende område, hvor vi kan se betydningen af, at troen får udtryk i et samtidigt sprog, både hvad angår ord og musik.

Den nuværende praksis i Jakobskirken adskiller sig allerede fra den autoriserede ordning

I Jakobskirken bevæger vi os allerede nu uden for de autoriserede liturgiske rammer, og derfor ønsker vi os større frihed, end der er med den nuværende ordning. Vi adskiller os på følgende måder:

1. Særlig søndag med særligt nadverritual

I kirkens gudstjenesteudvalg var der et ønske om at fejre gudstjenester med rytmisk musik engang imellem. Efter års arbejde med at finde den rigtige form, er det nu resulteret i, at vi fast fejrer Særlig Søndag den sidste søndag i måneden på højmessens plads, hvilket vi har fået tilladelse til af biskoppen. Det mest særlige ved Særlig Søndag er musikken – og det viste sig at medføre nogle liturgiske ændringer. Vi har ingen korsvar, men kunne ikke undvære menigheds svar og - sang i forbindelse med nadveren (vi bruger en variation af nadver ritual C normalt). Vi synger derfor en ”Sanctus” med argentinsk melodi fra sangbogen ”Helt enkelt” (udgivet af Værkstedet

Gudstjenesteliv), som indledning umiddelbart efter at præsten har sagt ”Opløft jeres hjerter til Herren …”, og efter indstiftelsesordene – og igen efter bortsendelsesordene, synger vi ”Dette er Kristi krop” af John Bell fra Iona Community, også fra ”Helt enkelt”.

2. Brug af nye bibeloversættelser

Også på helt almindelige søndage slår vi os lidt i tøjret og benytter af og til ”Den nye aftale” og nu ”Bibelen 2020”, selvom de ikke er autoriseret til gudstjenestebrug.

3. Lægmandslæsning

Det sker, at en lægmand læser evangelieteksten op, selvom der i Ritualbogens højmessevejledning, stk. 12, kun nævnes at lægmand kan læse epistel eller lektie.

4. Nadver

Præsten giver ikke sig selv nadver, men modtager efter stedets skik både brød og vin af den frivillige kirkehjælper (tidligere kordegnen, men nu er kordegnens opgaver i gudstjenesten overgået til at blive varetaget af frivillige).

Det at vi allerede nu afviger fra den autoriserede ordning på adskillige punkter, kunne tages som udtryk for, at der er frihed nok til at tilpasse gudstjenesten lokalt allerede. Vi ønsker imidlertid, at denne frihed i højere grad bliver mulig inden for folkekirkens gudstjenesteordning. Sådan at vi ikke skal have dårlig samvittighed over, at vi gør nogle ting ureglementeret, men frimodigt kan sige, at sådan fejrer vi gudstjeneste her hos os. Og at det er i fuld overensstemmelse med den folkekirkelige ordning; fordi vi i folkekirken har autoriseret det, vi synes er væsentligst at autorisere, og derudover viser menigheder og deres præster og kirkemusikere tillid og giver plads til lokale særpræg.

I håbet om lydhørhed

[1] Af interessant input fra denne gruppe som ellers ikke er så meget med i debatten, kan nævnes, at både forældre og konfirmander lagde mere vægt på, at det der foregår i gudstjenesten er nyt og tidssvarende, end at det er traditionelt og genkendeligt. Men når det kommer til en afvejning imellem, hvor forståelig en gudstjeneste skal være, overfor hvor meget den hellige/mystiske dimension skal fylde, var der stor uenighed mellem generationerne. De fleste af konfirmanderne syntes, at det var vigtigst, at det der foregik var forståeligt, mens forældrene i meget højere grad satte pris på det hellige/mystiske.

Lars Jensen

Kommentarer og forslag vedr. arbejdet med folkekirkens liturgi

Indledningsvist vil jeg gerne sige tak for gode og grundige og informative rapporter, som jeg har læst med interesse og stort udbytte.

Jeg har nogle enkelte bemærkninger og forslag, som jeg gerne vil bidrage med:

Vedr. gudstjenestens liturgi:

I den nuværende ritualbog af 1992 er der en god klassisk højmesseliturgi med passende variationsmuligheder. Her sikres der både en genkendelig evangelisk-luthersk gudstjeneste og et passende hensyn til lokale traditioner og ønsker.

Jeg finder derfor ikke, at der er behov for at ændre på højmessens liturgi. Jeg vil anbefale tilbageholdenhed i forhold til at ændre på højmessens liturgi, og jeg vil opfordre til, at liturgien fortsat skal være autoriseret eller godkendt af biskoppen.

Det kunne være en mulighed (i stedet for en egentlig liturgireform), at man får udarbejdet en fornyet udgave af tillægget til alterbogen.

Vedr. nadver-ritualer:

Jeg synes, at det er vigtigt, at nadver-ritualer er gennemsyret af klassisk evangelisk-luthersk teologi og ikke fortyndes eller svækkes. De nadver-ritualer, som vi har i den nuværende ritualbog af 1992, er solide og slidstærke, både teologisk og i praktisk anvendelse. Jeg finder derfor ikke, at der er behov for at ændre i nadverritualerne. Det kan dog eventuelt overvejes at autorisere det udvidede nadverritual fra tillægget til alterbogen, eventuelt med særlige nadverindledninger/præfationer til forskellige helligdage i kirkeåret (Advent, Hellig Tre Konger mv.).

Vedr. dåbs-ritual:

Også for dåbsritualets vedkommende gælder det, at det er vigtigt, at dåbsritualet udtrykker klassisk evangelisk-luthersk teologi. Det nuværende dåbsritual har vist sin teologiske og sjælesørgeriske slidstyrke. Jeg vil derfor anbefale, at der ikke bliver ændret i dåbsritualet. Jeg vil opfordre til, at Trosbekendelsen fastholdes i dåbsritualet, også med forsagelsen, ligesom jeg vil anbefale, at der ikke bliver flere forskellige dåbsritualer, idet der ikke må kunne skabes tvivl om, hvorvidt en dåb i Folkekirken er en gyldig og rigtig dåb.

Ernst Jessen

Jonas Adelin Jørgensen

Poul Erik Kammersgaard

Karlslunde menighedsråd

Kastel Sogn

Kastrup Menighedsråd

Marianne Keller

Der kommer for få folk i kirkerne, mener biskopperne, eller det tror jeg de mener, og hvad skal der gøres ved det? Der må laves om på gudstjenesten, mener de, den må omformes til et sted ”hvor det senmoderne menneske kan opleve mening, frihed og fællesskab”.

Men den danske folkekirke skal ikke være rentabel, der skal ikke så og så mange igennem for at den er en succes, den skal bare være der. Ligge som et vartegn i bybilledet, i landskabet, et billede på både det tidløse, det åndelige og det faste i tilværelsen, kirken som den urokkelige sten i den rivende flod, ikke please tidsånden.

Som kirkevært i en af Københavns citykirker har jeg gennem årene oplevet hvordan mennesker dagen lang søger ind i kirkerummet for at finde ro og tid til fordybelse. Nogle sidder kort tid, andre i flere timer og flere fortæller mig hvor taknemmelige de er for at kunne sidde i det smukke, stille rum. Det jeg vil sige med dette er, at mennesker godt kan finde kirken når de har brug for den.

I en kronik i Kristeligt Dagblad d. 2. januar 2021 appellerer sognepræst Jesper Bacher og sognepræst Katrine Winkel Holm til alle der elsker søndagens gudstjeneste om at forsvare den mod ”liturgi-modernisterne”, som de kalder medlemmerne af de faggrupper, som biskopperne har nedsat for at se på gudstjenestelivet i den danske folkekirke. Jeg vil gerne som lægmand melde mig på banen. Jeg har ikke selv læst rapporterne om gudstjeneste, dåb og nadver, men henholder jeg mig til den analyse af de nye forslag til nadver- og dåbsritualer, som bliver fremført af kirkehistoriker Rasmus H.C. Dreyer i kronikken.

I de nye nadverritualer er det vigtigste åbenbart at vi spiser os til fællesskabet med Jesus og med hinanden. Hvilken flad formulering. Hvis det bliver indholdet eller formuleringen, hvor bliver så det mysterium af, at Jesus er til stede i vinen og brødet? Og hvorfor skal det senmoderne menneske egentlig snydes for at tænke over det under som det er?

Hvad de nye forslag til dåbsritualer angår, forstår jeg det sådan, at man reducerer dåben til en bekræftelse på at Gud elsker os. Men den er jo meget mere end det, det er der vi bliver genfødte, får syndernes forladelse og bliver Guds børn, som der står i takkebønnen i det nuværende ritual. Vil man virkelig fjerne den forståelse, så er man jo helt inde ved arvesølvet, så er det ikke formen men indholdet man her rykker ved. Så er det os, som allerede er i kirken, der bliver hjemløse.

Og alt sammen fordi man tror at folk vil komme strømmende til kirken fordi de nu forstår. Der kommer ikke flere i kirken af den grund, er min påstand. Men de kommer når de har brug for den, som Søren Ulrich Thomsen har udtalt i en artikel i KD i anledning af udgivelsen af sin nye bog ” Tro mod ritualet”, og hvor han nævner, at når folk vil giftes i kirke så vil de have det fulde udtræk . Det folkekirken bør gøre i stedet for at øse ud af hjerteblodet og forfladige ritualerne som alle taber ved er, at sætte gang i undervisning, kurser, om kristendom, hvis man nu absolut skal have flere i kirke. Sådan som man med stort held har gjort i Helsingør stift hvor folk strømmede til ”teologi for alle” og hvor kurset lynhurtigt blev udsolgt.

Udbred det til alle stifter, med mere viden vil ritualerne og ordenes skønhed (miskundhed, barmhjertighed og nåde) gå op for mennesker. Og de vil ligesom os faste kirkegængere, kunne sætte pris på højmessens skønhed. Så vi også på længere sigt undgår forfladigelse af kirkens ritualer og vi undgår en formulering som i den nye bibeloversættelse hvor f. eks. ordet salig i bjergprædikenen bliver oversat til heldig – heldig er noget man er i lottospil.

I øvrigt er vi en oplyst befolkning, som er vant til fagsprog, hvert fag og område har sit eget fagsprog, som vi sætter os ind i når vi tager en uddannelse og efterfølgende job. Kirken har også sit sprog, et kirkeligt og liturgisk sprog, et poetisk sprog, og det bør efter min mening bevares, forsvares og forklares – ikke udvandes.

KFUM og KFUK i Danmark

Kære biskopper

I KFUM og KFUK har vi en lang og stolt tradition for at tænke liturgi og formidling af kristendom på mangfoldige og nytænkende måder, mens vi samtidig er bevidste om den dybe og rige tradition, vi står i forlængelse af.

Vi hilser jeres initiativ til en grundlæggende revidering og gennemtænkning af Folkekirkens liturgi meget velkommen. Vi ser et klart behov for nye liturgiske rammer om at være Folkekirke. Uden liturgiske fællesnævnere har vi ikke længere en Folkekirke, men samtidig er der brug for at give plads til nogle af de mange gode og nytænkende liturgiske tiltag, der allerede anvendes lokalt. Der skal skabes fælles rammer for større liturgisk frihed. Vores overordnede budskab er derfor helt enkelt: Se gerne at komme hurtigt i gang.

Tak for jeres grundige forberedelser af denne proces via arbejdet i de tre rapporter. Uden at gå for meget i detaljer følger her vores foreløbige og overordnede anbefalinger:

At man autoriserer udvalgte og centrale dele af de forskellige ritualer og liturgiske led i gudstjenesten, men også giver en større grad af frihed. Denne middelvej ville sikre en ny og mere levende ramme om det liturgiske arbejde i Folkekirken som helhed.
Grundige overvejelser om kontekst i forhold til, hvad en menighed er. For langt de fleste storbydanskere er sognestrukturen ligegyldig. Hvad betyder det for menighedsforståelsen?
Oprettelsen af et center for liturgi som skal fungere som både inspiration til fornyelse men også kvalificere denne fornyelse med faglig viden om tradition.
En minimumsautorisation af dele af dåbsritualet, som samtidig tager højde for de meget alsidige dåbspraksisser, der er skudt frem de sidste 15 år.
Klare trinitariske formuleringer i sprogligt fornyede udgaver - fx med inspiration fra moderne salmedigtning.
Vi anbefaler, at første tekstrække bevares som en central del af kristendommens tradition.

Vi står naturligvis til rådighed med vores perspektiver og erfaring i den kommende proces.

KFUM-Spejderne i Danmark

Kirkefondet

Kirkefondet m.fl.

Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Nadverritualet skal følges

Det er grundlæggende vigtigt for Folkekirken og den enkelte menighed, at nadveren også i corona-tiden forvaltes i overensstemmelse med det autoriserede ritual og - ifølge præsteløftet - ”med al ærefrygt og sømmelighed efter Jesu Kristi indstiftelse”. Kun på denne måde kan nadvergæsten stole på ikke blot at deltage i et minde- eller fællesskabsmåltid, men at modtage Jesu Kristi hellige legeme og blod i brødet og vinen.

Ritualet forudsætter, at det er noget bestemt brød og vin, som er til stede og bliver markeret, mens indstiftelsesordene udtales, og at det er dette, som uddeles. Overordnet handler det om en omsorgsfuld og værdig omgang med det, der er helligt.

Med Den Augsburgske Bekendelses ord skal ’sakramenterne bruges således, at troen kommer til og fæster lid til de forjættelser, der tilbydes og forkyndes ved sakramenterne’ (art. 13).

Af liturgiske og sjælesørgeriske grunde er det vigtigt, at alle oplever det markeret og demonstreret i gudstjenesten, hvilket brød og hvilken vin der er indviet, så deltageren i altergangen ikke har grund til at tvivle på at modtage noget indviet.

Når det hedder: ”Tag dette, og spis det”, gælder det f.eks. ikke det brød, man har med sig op til alteret eller står med hjemme i stuen. Tilsvarende gælder vinen.

Sådan er den klassisk evangelisk-lutherske forståelse og praksis, og den kan og bør kombineres med de gældende regler og restriktioner.

Om Bibel og Bekendelse (Gudstjeneste og liturgi)

Hermed sendes fra Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse nogle overvejelser om gudstjeneste og liturgi i Folkekirken på baggrund af de tre rapporter om emnerne.

Tre små udvalg under KSBB har læst og forholdt sig til de tre rapporter, og nedenstående er en samling af disse tre udvalgs kommentarer og overvejelser, hhv. om gudstjenestens væsen og betydningen af autorisation, dåbsritualet og nadverritualet.

Med de bedste hilsner og de bedste ønsker for det videre arbejde med gudstjeneste og liturgi i Folkekirken.

Tryk på link for at åbne pdf om Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelses overvejelser om gudstjeneste og liturgi

Georg Klinting

Om gudstjenesteordningen

Den skarpe sondring mellem højmesse og ikke-højmesse har overlevet sig selv. Der er brug for en ny gudstjenesteordning, der kan være samlende og retningsgivende for alle slags gudstjenester i folkekirken. Den efterlyste ordning skal respektere, hvad der fra gammel tid har været det bærende i en evangelisk-luthersk gudstjeneste, men samtidig også respektere præstens overordnede ansvar for den konkrete gudstjenestes form og indhold. Ordningen skal som forudsætte som en given sag, at folkekirkens præster har viljen og evnen til at forvalte dette ansvar.

Som gammel i faget har jeg gjort mig nogle tanker om, hvordan en gudstjenesteordning efter disse retningslinier kunne se ud. Resultatet er blevet et forslag, som jeg kalder "Vejledende standardliturgi for folkekirkens gudstjeneste".

Vejledende standardliturgi for folkekirkens gudstjeneste

I - Indledning (menighedens samling)

Menigheden samles Klokkeringning efter stedets skik. Eventuelt et par ord ved præsten om gudstjenestens form og indhold. Eventuel indøvelse af ny salme ved organist og kirkesanger/kirkekor. Musik, der åbner gudstjenesten.
Påkaldelse af Helligånden Indgangsbøn eller anden påkaldelse af Helligåndens nærvær. Første salme (lovsang).
Bekendelse af troen Liturgisk hilsen (hilsen med svar eller den apostolske hilsen uden svar). Den apostolske trosbekendelse siges eller synges (lejlighedsvis en anden bekendelse). Eventuelle dåbshandlinger placeres her.

II - Ordet
Forberedelse Præsten beder en bøn, der lægger op til dagens forkyndelse. (Præsten kan bruge en eksisterende bøn eller selv formulere en ny). Anden salme.
Skriftlæsning og prædiken Præsten eller en af menigheden læser dagens bibeltekst, eventuelt med en kort introduktion. Præsten prædiker derefter med afsæt i den netop oplæste tekst, dog således at også andre bibeltekster efter behov kan inddrages i prædikenen. Ved særlige gudstjenester (eksempelvis 'De ni læsninger') kan prædikenen og de til prædikenen knyttede bønner erstattes af et skønsomt udvalg af tekstlæsninger, bønner, salmer, musikalske indslag m.v.
Opsamling Præsten beder en bøn, der afrunder eller sammenfatter dagens forkyndelse. (Præsten kan bruge en eksisterende bøn eller selv formulere en ny). Tredje salme.

III - Den hellige nadver Bortfalder, hvis der ikke skal være nadver
Indledning Højtidelig åbning med lovsang og helligsang (kan udelades). Præsten påkalder Kristi tilstedeværelse i nadvermåltidet (nadverbøn). Fadervor ved præst og menighed. Præsten proklamerer nadverens indstiftelse (indstiftelsesord). Påkaldelse af Kristus som Guds lam (kan forkortes eller udelades).
Udførelse Der bruges brød (evt. oblater) og vin (evt. alkoholfri vin eller saft). Et medlem af menigheden kan bistå præsten med uddelingen. Uddelingen kan foregå ved uddeling af brød dyppet i vin (kontinuerlig nadver). Uddelingen kan være med eller uden uddelingsord (jvf. "Forslag til alterbog", 1985).
Afslutning Præsten kan give nadvergæsterne et skriftord eller salmevers med på vejen. Præsten slutter med Kristi fredshilsen: "Fred være med jer". Eventuelt en bøn til afrunding af nadveren. Fjerde salme (takkesalme).

IV - Afslutning (menighedens sendelse)
Forbøn:
Menighedens forbøn (kirkebønnen) ledes af en af menigheden eller af præsten. Ved gudstjeneste uden dåb og nadver slutter kirkebønnen med fadervor.
Velsignelse:
Præsten lyser den aronitiske velsignelse (normalt med trefoldigt amen-svar).
Gudstjenestens afrunding:
Femte salme (takkesalme/bortsendelsessalme). Kundgørelser ved præsten eller en af kirkens øvrige medarbejdere.
Musik:
Musik, der markerer, at gudstjenesten er forbi. (Udgangsbønnen er sløjfet ud fra den betragtning, at gudstjenesten i realiteten er færdig, når sidste salme er sunget til ende).

Bemærkninger

På tre punkter er der tale om markant nytænkning:

Bibelbrugen er strammet op, idet der ikke længere er mere eller mindre umotiverede tekstlæsninger fra alteret. Som udgangspunkt er der én læsning i gudstjenesten, nemlig den der skal prædikes over. Læsningen kan være den sædvanlige prædiketekst efter alterbogen eller en anden tekst efter præstens valg. Præsten kan dog altid inddrage mere bibelsk stof i prædikenen ved at citere eller genfortælle relevante bibelske passager. Ingen prædikant er således forhindret i at tilføre forkyndelsen al den bibelske fylde og bredde, der måtte være ønskelig.
Trosbekendelsen er flyttet til gudstjenestens indledning. Med denne placering kan trosbekendelsen fungere som 'liturgisk indgangsdør'. Når menigheden bekender troen, vedkender den sig det trosgrundlag, som vi går til gudstjeneste på. Trosbekendelsen hører derfor hjemme i gudstjenestens indledning og ikke et vilkårligt sted i liturgien, som tilfældet er i dag.
Kirkebønnen er flyttet til sidst i gudstjenesten og således kommet fri af prædikenens skygge. Kirkebønnen skal ikke være en slags forlængelse af præstens prædiken. Den skal være menighedens forbøn for de ikke-tilstedeværende. Forbønnen har derfor sin naturlige plads efter nadveren, således at kirkebønnen kan fremstå som menighedens svar på nadverens forkyndelse af nådens og kærlighedens fællesskab med Kristus. Flytningen lægger i øvrigt op til, at kirkebønnen kan gives en form, der inddrager menigheden i kirkebønnens ordvalg og liturgiske udførelse.

Til sidst et par ord om menighedens salmesang. Jeg foreslår en arbejdsdeling mellem præst og organist, således at præsten vælger de salmer, der skal synges, medens organisten vælger de melodier, der skal benyttes. En sådan arbejdsdeling lægger op til et tæt samarbejde mellem præst og organist, hvilket turde være en afgørende forudsætning for, at nye salmer og/eller nye melodier kan introduceres med held i gudstjenesten.

Om dåbsritualet

Det autoriserede dåbsritual af 1992 giver ikke ordentlig besked om dåben, idet ritualet nok lader forstå, at Gud ved sin enbårne Søn "har givet os den hellige dåb", men det fortæller ikke, hvornår Gud har givet os dåben, eller på hvilken måde. Ritualet mangler at forankre dåbens gudsgivne karakter i den historiske kendsgerning, at Jesus Kristus indledte sit virke med at lade sig døbe i Jordan ved Johannes Døber. Ritualet er tavs om Jesu dåb og derfor ude at stand til at fortælle, hvad Jesu dåb betyder for forståelsen af den kristne dåb.

Den manglende frelseshistoriske forankring har fået vidtrækkende betydning, idet børneevangeliet i Mark 10,13-16 er blevet folkekirkens foretrukne udgangspunkt for at forklare, hvad den kristne dåb går ud på. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at også voksendåb skal foretages på ordene om, at Jesus tog de små i favn og velsignede dem.

En udlægning af dåben som pagtshandling er til gengæld uden klangbund i dåbsritualet. Karakterisk nok figurerer ordet 'pagt' slet ikke i ritualets tekst.

I min bog om om dåben, som kan læses og downloades fra min hjemmeside på adressen www.georganist.dk , har jeg udarbejdet et forslag til et nyt dåbsritual. Ritualet er beskrevet og nøje begrundet i bogens kapitel 11, som jeg her sender som vedhæftet fil. For at gøre det lettere at stille mit ritualforslag op ved siden af det autoriserede dåbsritual medsender jeg også selve de to ritualtekster som separate filer.

Se vedhæftede filer:

Tryk på link til pdf 'Om dåben kapitel 11'

Tryk på link til pdf om 'Forslag til barnedåb'

Tryk på link til pdf om 'Forslag til voksendåb'

Villy Klit-Johansen

Til Fagudvalget vedrørende dåb og nadver

Vedr. Begrundet forslag om, at fredlysningen og Fadervor føres tilbage på deres rette plads fra før 1912.

Udvalget opfordrer til indsendelse af kommentarer og forslag. Den opfordring vil jeg gerne tage op, idet jeg vil koncentrere min henvendelse om et bestemt punkt i dåbsritualet, nemlig fredlysningens og Fadervors placering i forløbet.

Først: Det er en forudsætning for den følgende tekst, at der klart må skelnes mellem på den ene side dåben selv og på den anden side dåbens tolkning i teologi og forkyndelse såvel som dåbens udfoldelse i den kristnes liv. Her skal udelukkende et forhold ved dåben selv behandles, sådan som den kommer til udtryk i ritualet.

Baggrunden for min henvendelse er forståelsen af, at DÅBENS ORD i en luthersk tradition er en hovedsag. Luther stiller i sin Lille Katekismus spørgsmålet: “Hvordan kan vand gøre så store ting?” Og han svarer: “Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” Grundtvig fandt som bekendt, at denne pointe er uomgængelig, hvis vi ikke skal falde tilbage i et magisk dåbssyn à la det katolske “ex opere operato”. Synspunktet blev styrende for Grundtvigs omfattende og meget dybe arbejde med dåben.

Noget polemisk har Grundtvig udtrykt dette syn i følgende ord: "Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mer til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands -- vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv [og det gør Grundtvig selvfølgelig], umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse eller engang taale den Tanke, at vor Herre Jesus Christus skulde love alle dem det evige Liv, der blot ville lade sig døbe med de ord."

Citatet er fra afhandlingen "Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418.

Dåben er altså primært Ordet, ikke vandet. Ordet vel at mærke sammen med vandet.

Det luthersk-grundtvigske syn på dåben tilsiger derfor den største varsomhed og omhu i omgangen med dåbens ord. Intet heri kan ændres vilkårligt. Det gælder navnlig de ord, som med stor sikkerhed kan identificeres som hørende med til dåbens væsen, og som altså ikke kan udelades eller ændres væsentligt, hvis dåben stadig skal være den kristne dåb. Det drejer sig om

dåbspagtens ord - spørgsmål og svar (før neddykkelsen/overøsningen),
efter neddykkelsen/overøsningen: bønnen/”Forsikkringen” (som Grundtvig kaldte den) med håndspålæggelse af dåbskandidatens hoved,
og fredlysningen (“Fred være med dig) også med håndspålæggelse.

De fleste vil sikkert være enige om, at Fadervor og enkelte andre led også hører med til dåben.

Grundtvig nævner i afhandlingen "Daaben efter Christi Indstiftelse” ikke døbeordet “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” som hørende til dåbens væsen. Vidste han, at det er en nyhed, der indførtes tidligt i Middelalderen, hvor det fortrængte dåbspagtens spørgsmål og svar som døbeord? I hvert fald er det en historisk kendsgerning, at det forholder sig således.

-------------

Både fredlysningen og Fadervor blev marginaliseret med det nye ritual i 1912.

Fredlysningen er ord, der under ingen omstændigheder kan fjernes fra ritualet. Alligevel er det, hvad der efter alt at dømme er ved at ske. Skaden begyndte allerede med ritual-ændringen i 1912. Indtil da kom fredlysningen lige efter vanddåben i forlængelse af den afsluttende bøn: "Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig o.s.v." Fredlysningen havde altså en særdeles central placering i forløbet og skulle siges under håndspålæggelse på den døbtes hoved. Den var med andre ord en personlig tilsigelse.

Når der er flere dåb, blev det i 1912 "lovligt" at sige "fred være med jer" i stedet for "fred være med dig" og altså udelade den personlige tilsigelse under håndspålæggelse. I praksis er det nu kommet så vidt, at adskillige præster simpelthen udelader fredlysningen. Det er en konsekvens af 1912-ændringen, som man dengang burde have kunnet forudse.

Hvad Fadervor angår, blev bønnen i 1912 skudt ind imellem "Den almægtige Gud ..." og "Fred være med dig". I Luthers ritual af 1526 havde Fadervor en central placering i forbindelse med “børneevangeliet”, der slutter med “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Fadervor følger i Luthers ritual umiddelbart efter. Fadervor blev altså opfattet som et velsignelsesord, en personlig tilsigelse, før den kan være “vores bøn”. Denne gode pointe gik tabt med ændringen i 1912. Der er derfor grund til at henlede opmærksomheden på, at de enkelte elementers placering og rækkefølge i ritualet er ikke ligegyldig. Thi det enkelte element får betydning ud fra konteksten.

For den, der, som undertegnede, hele sin præstetid har levet med Christian Thodbergs, Regin Prenters og N. F. S. Grundtvigs omfattende og grundige arbejde med dåben, er det utåleligt, at det enkelte barn skal snydes for den personlige tilsigelse af fredlysningen og Fadervor. Selv om det med det nu gældende ritual virker klodset, har jeg derfor følt mig nødsaget til, som Kirkeritualet af 1685 i øvrigt befaler, at gå rundt til de ved adskillige gudstjenester mange dåbsbørn og berøre hver enkelts hoved under Fadervor, ligesom jeg dernæst har måttet gå en runde mere med den såre vigtige velsignelse fra Vor Herre selv, “Fred være med dig”, til hvert enkelt barn - med håndspålæggelse. Dette for at undgå resultatet af den forfaldshistorie, der blev sat i gang i 1912.

Den meget uheldige ændring blev desværre fastholdt i ritualbogen af 1992. Der går vel ikke skår af nogen ved nu endelig at føre fredlysningen og Fadervor tilbage på deres rette plads. Peder Madsen er vist død. Samtidig kan man passende udelade den lidt mærkelige sætning: “Så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse …” Den bliver nemlig derved overflødig. Dåben er dog mere end en velsignelse.

--------------

Da man har opfordret til, at der indsendes forslag, overvejelser m.m. i tilslutning til det, som arbejdsgruppen har udsendt, tillader jeg mig at sende den vedhæftede tekst. Den er lidt længere end ønskeligt, men jeg skønner det nødvendigt at argumentere for mit forslag. Jeg håber, at man vil bære over med mig og læse og overveje teksten.

Lad os få Fadervor og fredlysningen i dåben på plads igen

Nogle har i debatten hævdet, at flytningen af Fadervor i 1912 til efter "selve dåben" skyldes indflydelsen fra Grundtvig. Jeg vil i det følgende påvise, at det ikke er rigtigt, og at flytningen har haft skadelige konsekvenser.

Ritualets kerne

I det gamle lutherske ritual, som Grundtvig kendte og brugte, var der en fast kerne bestående af: 1. Fadervor under håndspålæggelse på dåbskandidatens hoved, 2. Forsagelsen og trosbekendelsen i form af spørgsmål og JA-svar. 3. Overøsning tre gange. 4. Bønnen “Den almægtige Gud o.s.v.” 5. Fredlysningen (Fred være med dig) også med håndspålæggelse. Læg mærke til, at vandøsningen er tæt omgivet af ord!

For Grundtvig er det det levende ord, som gør vandet til genfødelsens bad ved Helligånden. Han fastholder den lutherske pointe, at det er ordet, der er bærer af Helligånden. Ordene er for Grundtvig Fadervor, troens ord og fredlysningen. De tre "ord" er som Herrens levende ord så tæt knyttet til overøsningen, at Grundtvig opfattede dem som en nødvendig del af selve dåben. De hører til kernen i ritualet.

Den mageløse opdagelse

I den forbindelse er det uomgængelig nødvendigt at være opmærksom på Grundtvigs “mageløse opdagelse”. Pointen i “den mageløse opdagelse” er, at evangeliets forplantning gennem slægterne ikke er sket eller sker ved skriftens døde bogstaver, tolket af de skriftkloge, men i menighedens forsamling, nemlig ved Herrens levende ord i dåben og nadveren. Den opstandne Herre er selv til stede ved dåben og taler sit levende ord til den, der døbes.

Grundtvig opfandt ikke en teori om det levende ord i dåben, han opdagede det. Og han videreførte en ansats, som han fandt i Ny Testamente og hos Luther. Dog kritiserer Grundtvig et sted Luther for ikke at have taget konsekvensen af ordene i katekismen. På den ene side skriver Luther, at det ikke er vandet, der gør det o.s.v., og på den anden side bruger han rask væk udtrykket “ordet og sakramenterne”, som om der skulle være sakramenter uden ordet! Det er et ikke uvigtigt udsagn til forståelse af Grundtvig. (Folkeligheden og dr. Rudelbach, Udvalgte Skrifter bd. 9, s. 92). Hans kritik af reformatoren er ægte reformatorisk.

Et andet sted udtrykker Grundtvig sig meget stærkt: "Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører VÆSENTLIG slet ikke mere til DAABEN end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands -- vi vil slet ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv (og det gør Grundtvig selvfølgelig, min parentes), umulig kan tage sig det saa let med dens Udførelse ..." Citatet er fra afhandlingen "Daaben efter Christi Indstiftelse, 1840-1842, Udv.Skr. bd. 8, ss. 417-418. Med dåbens udførelse tænker Grundtvig på dåbens ord, som altså er noget andet end det, man i dag forstår ved døbeordene. Dåbens ord er ikke noget, vi kan skalte og valte med.

Lad mig tilføje, at Grundtvig “knytter genfødelsen ene og alene til troen og dåben, som de i kirken findes forenede”, Udvalgte Skrifter bd. 8, s. 416. Han regner ikke, som nogle pietister, med en anden genfødelse i omvendelsen. Og for ham er det udelukket at gøre troen til en præstation, som når man siger, at dåben er Guds underfulde gerning, men så tilføjer, at den ganske vist kun virker, hvis man tror på den. Den tanke dukker jævnligt op i debatten.

Det er tydeligt, at Grundtvig ikke tillagde “døbeordene”: "Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" stor vægt. Jeg ved ikke, hvor meget liturgihistorie, han havde læst, måske meget, for han satte sig grundigt ind i alt, hvad han beskæftigede sig med. En historisk kendsgerning er det under alle omstændigheder, at “døbeordet” er en opfindelse fra tidlig middelalder. Det skulle vel tjene til at understrege den præstelige autoritet: JEG døber … Tidligere havde hele vægten ligget på Herrens ord. Grundtvig tager ikke dette døbeord med i sin opregning af, hvad der hører nødvendigt med til dåben (i “Dåben efter Christi indstiftelse”), for han mener som den ældste kirke, at det at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er at døbe på forsagelsen og troen på den treenige Gud, rettet til dåbskandidaten som spørgsmål og besvaret af denne med JA.

Trosbekendelsen

Oprindelig kom overøsningen/neddykkelsen ikke EFTER trosbekendelsen. Men spørgsmålene på forsagelsen og på troen på Faderen og Sønnen og Helligånden var i det første kendte egentlige ritual, Hippolyts fra omkring 220, en integreret del af vanddåben. Efter dåbskandidatens svar på første trosartikel skete den første neddykning, efter svaret på anden trosartikel fulgte anden neddykning og efter svaret på tredje trosartikel den tredje neddykning. Dette understøtter naturligvis Grundtvigs syn på dåbspagten. Døbeordet var trosbekendelsen. Trosbekendelsens ord kan således ikke adskilles fra vanddåben. For Herrens levende ord er en del af selve dåben.

Fredlysningen

Det samme gælder fredlysningen. Læs f.eks. DS 44, strofe 2, vv. 3-7:

Hvad sagde Vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet ”Fred være med dig”?

Hvad sagde Vor herre til dig i din dåb? I din dåb. Ikke ved eller før eller efter din dåb. Præpositionen er ikke tilfældig. Som den stringent tænkende teolog, Grundtvig var, brugte han så at sige aldrig tilfældige ord. Stedet belyser Grundtvigs syn på forholdet mellem ordet og vanddåben. Fredlysningen er, ligesom troens ord, en del af dåben.

Fadervor

Til Herrens levende ord i dåben hører ifølge Grundtvig Fadervor. Herrens bøn kan ikke uden videre forstås som en del af “bønnens forgård”. Sådan kaldes den første del af Luthers ritual. Det drejer sig om de to bønner "bede- og bankebønnen" og den lange "syndflodsbøn". Men efter de to bønner skifter det, idet der efter en exorcisme læses “børneevangeliet” fra Markus 10, 13-16. Og først derefter kommer Fadervor. At der er en tæt sammenhæng mellem børneevangeliet og Fadervor kan ikke nægtes. Børneevangeliet slutter jo: “og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem." Luther fortsætter direkte med Fadervor uden nogen snak. "Så skal præsten lægge sin hånd på barnets hoved og bede Fadervor, mens fadderne knæler ned." Fadervor er klart forstået som et velsignelsesord, altså et ord talt af Herren selv til den, der døbes.

At Fadervor er en bøn er en selvfølge, men i (!) dåben er den altså først Herrens levende ord. Derfor vil jeg mene, at Fadervor ikke uden videre kan kaldes en del af bønnens forgård. For Grundtvig er den i mindst lige så høj grad en del af kernen i ritualet, netop som ord fra den levende Herre.

Nu nogle steder i Grundtvigs skrifter, der bevidner Grundtvigs syn på Fadervors placering i kernen i ritualet. Først nævner jeg salmen Op til Guds hus vi gå, DS 443, strofe 6:

"Så lærer os Gud Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort brøst
sin egen barnerøst."

“Så” betyder ikke “derefter”, men “således”, nemlig ved sit eget mægtige ord. Se sammenhængen, som er den, at Guds ord i form af tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen, ifølge stroferne 3, 4 og 5, selv baner sig vej til vor sjæl, der er døv og stum for evangelium, og fremkalder tungens ja. Guds ord kaldes hans Effata. “Guds røst, som almagts hånd, os skar for tungebånd.” Og så kommer det i strofe 6: “Så (således) lærer os Guds Søn / sin egen barnebøn.”, nemlig ved at tale den til dåbskandidaten som sit eget mægtige guddomsord, der åbner menneskets tillukkede sind. Stedet viser, at Grundtvig forstod Fadervor som tilsigelse og ikke som den bøn, kun den døbte har ret til at bede. Salmen har som bekendt sin baggrund i det gamle dåbsritual fra 1783.

Dernæst nævner jeg "Sov sødt barnlille", strofe 3-4. Det handler om, at gudsbarnet beder Frelserens bøn, som stiger i løn og høres i Himmerigs kor. Grundtvig bruger betegnende nok det udtryk om bønnen, som han plejer at bruge om trosbekendelsen: "det lille Guds ord". Dermed mener han tydeligt, at Fadervor først er sagt af Herren selv, og selvfølgelig til gudsbarnet personligt i dåben. Derfor hedder det også i strofe 4: "Et ord af Guds Søn er blevet til bøn." Der menes et ord i dåben. Altså er bønnen først Herrens levende ord til den, der døbes, og først bagefter er den gudsbarnets bøn livet igennem. Det er helt klart tænkt ud fra dåben. Salmen er skrevet som trøsteord under Grundtvigs alvorlige krise i 1844.

Der kunne også nævnes en række prosasteder fra afhandlingen “Fadervor” i Den kristelige Børnelærdom, Grundtvig omtaler i afhandlingen Fadervor som Herrens bøn, “som han selv ved dåben lægger os i munden til at være vor daglige bøn”. Og: “Det varede længe med mig selv, inden jeg ret kom efter, hvor dejlig Herren ved dåben selv lærer os at bede, ligesom han der lærer os at tro, og hvormed han skænker os børne-retten, ligesom han med fredlysningen skænker os synds-forladelsen …” Ordene forudsætter Grundtvigs syn på dåben, sådan som han formulerede det efter den mageløse opdagelse, og bør ikke tolkes imod dette. Læg mærke til, at han ser en parallel mellem Fadervor, troens ord og fredlysningen!

I det sidste af citaterne har vi oven i købet nok så smukt rækkefølgen fra dåbsritualet (altså det klassiske). Netop: Fadervor, troens ord og fredlysningen. Grundtvig ser disse tre under eet som Herrens tilsigelse af Guds fulde nåde: barnekår, den frelsende tro, syndsforladelse.

Når Grundtvig altså forstod Fadervor på den klassiske placering først som tilsigelse, så dåbskandidaten derigennem lærer Herrens bøn, eller vi kan sige: får barnekår hos Gud og herefter kan sige Far til Gud, skaberen, så er der ikke nogen begrundelse for at have flyttet bønnen hen efter overøsningen eller “selve dåben”. I hvert fald ikke nogen grundtvigsk begrundelse. Tværtimod.

De skadelige konsekvenser af ændringen i 1912

Ændringen i 1912 havde nogle skadelige konsekvenser. Sagen er jo den, at i 1912-ritualet (og 1992-ritualet) er både Fadervor og fredlysningen blevet marginaliseret ved at blive adskilt fra kernen i ritualet. Fadervor skal nu ikke mere siges til hvert enkelt barn, og karakteren af tilsigelse er i det hele taget forduftet fra Fadervor, ligesom fredlysningen nu heller ikke kræves sagt til hvert enkelt barn. I praksis ser man endda i disse år, at fredlysningen af mange præster simpelthen udelades. Det hele er faldet fra hinanden.

Det, man satte i værk, kan i virkeligheden bedst karakteriseres som en kernespaltning. Vel at mærke ikke af den slags, som genererer nyttig energi, men af den slags, der sætter en kædereaktion i gang med potentielt fatale konsekvenser.

I dagens debat er det nødvendigt at inddrage Grundtvigs syn på dåbens ord. Ellers bliver dåben en magisk handling à la det romerske “ex opere operato”. Faren er, at ordet og dåben, troen og dåben, bliver skilt fra hinanden. Men vi må ikke adskille, hvad der hører sammen. Hvis jeg skal vove at blive lidt højstemt, står vi i dag over for et afgørende valg. Skal vi definitivt cementere det værste og mest provinsielle i den lutherske tradition, eller skal vi tilbage i sporet fra Ny Testamente, oldkirken og den lutherske reformation? Grundtvig er en fornem repræsentant for denne mulighed.

En opfordring

Jeg vil derfor appellere til dem, der kommer til at træffe den endelige afgørelse, om nu omsider at få gjort skaden fra 1912 god igen. Lad os få Fadervor og fredlysningen i dåben på plads igen!

JUSTERING AF DÅBSRITUALET

Ud over den nævnte flytning af Fadervor og fredlysning tilbage til deres oprindelige plads i det lutherske ritual, og hvad der følger heraf, behøves ingen ændring i ritualet. Der er altså tale om en forsigtig restaurering.

Alligevel har jeg forsøgsvis optaget Jesu dåb ved Johannes Døber. Hvad dåbsritualets bibeltekster angår, har de jo nemlig skiftet noget gennem tiderne. Optagelsen af teksten om Jesu dåb (Matt. 3) begrundes med, at dette nok er det nærmeste vi i Det Nye Testamente kommer en beretning om dåbens indstiftelse. Det er en central dåbstekst. En egentlig indstiftelsesberetning på linje med nadverens indstiftelse findes som bekendt ikke. “Dåbsbefalingen”, Matt. 28, er som bekendt først optaget i dåbsriualet i 1883 (Balles døbeformular). Denne tekst kan passende (jf. Christian Thodbergs forslag) indlemmes i faddertiltalen.

DÅB I KIRKEN

DÅBSSALME

Ved barnedåb spørger præsten efter dåbssalmen: Er barnet hjemmedøbt? – Nej!

Ved dåb af voksne spørger præsten: Er du tidligere døbt? – Nej!

LOVPRISNING OG BØN

Præsten siger:

Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Vor Herre Jesus har selv sagt: Bed så skal der gives jer.

Søg så skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer.

Lad os alle bede!

Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.

Vi beder dig: Tag i nåde mod dette barn (disse børn), som vi bærer frem for dit åsyn. Indlem det (dem) i din menighed, og bevar det (dem) i dit samfund både her og hisset!

Amen.

SKRIFTLÆSNING

Præsten fortsætter, og menigheden rejser sig.

Evangelisten Mattæus skriver:

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: "Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?" Men Jesus svarede ham: "Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed." Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!"

Evangelisten Markus skriver:

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Barnet – dersom der er flere børn, hvert barn for sig – bæres hen til døbefonten.

Ved dåb af voksne træder den, der skal døbes, selv hen til døbefonten.

Præsten lægger sin hånd på dåbskandidatens hoved og siger:

Fader vor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.*

* I stedet kan anvendes:

Vor Fader, du som er i himlene!

Helliget blive dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

KORSTEGNELSE

Præsten tegner derefter med hånden kors for ansigtet og brystet af den, der skal døbes, og siger:

Modtag det hellige kors´ tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

DÅBSPAGTEN

Hvad er barnets navn? – N.N.

Ved dåb af voksne udelades dette spørgsmål normalt. Præsten siger i stedet for, henvendt til den, der skal døbes: NN Vil du døbes? – Ja!

N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? – Ja!

Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber? – Ja!

Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? – Ja!

Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? – Ja!

Præsten øser tre gange vand på dåbskandidatens hoved:

N.N. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Præsten lægger hånden på den døbtes hoved og siger:

Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligåndens og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!

Han bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid! Amen

Fred være med dig!

Dersom flere skal døbes, gentages for hver enkelt afsnittet fra Fadervor og til og med ”Fred være med dig!”

FADDERTILTALE

Menigheden sætter sig. Til barnets (børnenes) faddere og forældre siger præsten:

I, som er faddere til dette barn (disse børn), kan nu bevidne, at det (de) er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vor Herre Jesus Kristus siger: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Derfor skal I faddere, hvis det sker, at forældrene dør, før barnet kommer til skelsalder, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham.

Fred være med jer!

Eller

I forældre og faddere til dette barn (disse børn) er nu vidner på, at det (de) er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vor Herre Jesus Kristus siger: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Derfor skal I forældre oplære jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham. Og sker det, at forældrene dør, før barnet bliver voksent, da skal I faddere, så vidt det står til jer, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne tro.

Fred være med jer!

Præsten er frit stillet med hensyn til faddertiltalens ordlyd, men kan benytte én af ovenstående tiltaler, der er vejledende for tiltalens indhold.

Ved dåb af voksne slutter præsten med en kort fri tiltale til dåbsvidnerne.

DÅBSSALME

Efter dåben synges en salme. Ved dåb i forbindelse med en højmesse fortsættes herefter som en almindelig højmesse, og salmen kan være en af gudstjenestens almindelige salmer.

(DÅBSKOLLEKT)

Birgitte Refshauge Kjær

Hovedgudstjenesten er menighedens hjerteslag og kernesag

Jeg har valgt at bidrage med kommentarer til nogle konkrete og for mig vigtige steder i højmessen.

Gudstjenesten er menighedens
Og derfor er den altid i bevægelse og skal behandles med varsomhed i en løbende dialog mellem menighed, præster og ansatte.

Jeg er ikke bange for, at genkendeligheden i Folkekirkens søndags-hovedgudstjenester går tabt. Jeg er mere bange for, at de bliver så knastørre og mærkelige, at alt for få mennesker finder vej dertil, så Folkekirkens kerneydelse ender med at være fællesspisning og koncerter.

Gudstjenestens bønner er menneske-hjerte-sprog

Enhver bøn skal være bundet til sin tid og sit sted, til de konkrete mennesker der bedes for og med lige nu. Derfor må vi gøre os umage med, at det bliver livsnært, vedkommende, relevant og aktuelt. Bliver menneske-hjerte-sprog. Så vi ikke forveksler de liturgiske leds sprogbrug med bønnernes. Det er to forskellige ting.

Kirkebønnens placering tæt på nadveren - og nyt navn?
Kirkehistorisk har kirkebønnen fra begyndelsen været knyttet til nadveren og udsendelsen, og kaldes i andre søsterkirker da også for ”forbønnen”. Efter reformationen blev den imidlertid i Danmark flyttet op på prædikestolen som et efterhang til prædikenen. Det har ført til, at den er kommet til at stå utydeligere. Det er ikke umiddelbart indlysende, at den skal bedes derfra og på det sted i gudstjenesten. De mange ord midt i gudstjenesten - hvis man også læser evangeliet fra prædikestolen - svækker denne vigtige del. Det er her udblikket til verden udtrykkes eksplicit, det som gudstjenesten egentlig er til for: sendelse til verden.
Nadverens fokus på, at alle er lige for Gud og modtager hans nåde og hans gaver ufortjent, og på, at som Kristus har tjent os, skal vi også tjene hinanden i forbøn og i handling, taler for, at kirkebønnen/forbønnen burde ligge tættere på nadveren, gerne efter nadveren og i stedet for udgangskollekten.

Den apostolske velsignelse som indgangs-hilsen?

Den apostolske velsignelses ord er meningsfulde, men er det en velsignelse eller snarere en hilsen på linje med ”Nåde være med jer…”? Og ligger den efter prædikenen, fordi en del af menigheden indtil for ikke så længe siden gik inden nadveren og derfor skulle have en velsignelse med, ja, så må det absolut være uden problemer at sløjfe dette mærkelige led i højmessen, siden vi nu har nadver hver eneste gang og ikke oplever nogen, der udvandrer.

Den kunne passende bruges som indgangs-hilsen i stedet for vores mærkeligt asynkrone (det sagte x det sungne) Herren være med jer x Og Herren være med dig. Man plejer at hilse tilbage på samme måde, som man hilses: Hej - hej! Hånd - hånd! (Hvis det nogensinde vender tilbage)

At døbe på den fælles netop bekendte tro
Vi bekender i Egeris troen i fællesskab hver eneste søndag og døber så på den netop bekendte tro. Det er meget meningsfuldt, fordi det tydeliggør, at vi ustandselig hægter os på hinandens tro, ligesom vi helt overordnet alle sammen kan sige, at vi hægter os på Jesu tro.

Ødsel, bevidst og klog brug af symboler og sanser

Alt i en gudstjeneste forkynder MED, og det der ikke forkynder med, forkynder IMOD: halvvisne blomster, dårligt lugt i rummet, en lukket bibel på alteret, osv.

Vi må øge opmærksomheden på rummet og på det, sanserne møder: på lys, lyd, musikkens rolle, på hvordan vi er placeret i rummet (corona har virkelig lært os noget om det!), på lugte og smage, på meningsfulde symboler, der gør det, vi gør, ikke tydeligere eller lettere forståeligt, men dybere.

Rigtigt brød i nadveren
At bryde et rigtigt brød til nadveren er ikke at gøre sakramentet fattigere ved ligesom at overtydeliggøre det, men at gøre det netop rigere og dybere, fordi ord og handling kommer til at hænge sammen og pege tilbage til de første kristnes måltider, hvor de brød rigtigt brød. Brugen af oblater kom først ind i 900-tallet og alene af praktiske årsager (iflg. Gordon Lathrop).

Vi her i Egeris bryder halvdelen af et frisk brød og resten er skåret ud i små stykker klar til uddeling. Det praktiske er i hvert fald ikke nogen hindring.

Lys og jord
Jeg begynder enhver bisættelse-begravelse med at tænde et lys på døbefonten ledsaget af nogle få ord for at knytte til ved dåben.

Jeg tager af samme grund jorden med hænderne ved jordpåkastelsen.

Vigtig proces

Jeg er spændt på, hvad denne lidt mærkelige proces skal blive til, men håber og tror, at den er givende for alle. Sagen er vigtig! For søndagenes hovedgudstjenester skal gerne være menighedens hjerteslag og kernesag.

Britta Knudsen

Kære udvalg.
Godt, at intet skal hastes igennem.

Mange gange oplever man, at præster springer hele afsnit eller blot nogle linjer over i de tekster, som de læser op. Det hele kan ikke tilskrives oplæsningsfejl! Ligeså udelades linjer i kollekter. Dvs. mange ændringer lever deres eget liv ved siden af de af myndighederne godkendte eksperiment-gudstjenester. Der udelades menighedssvar og præster kalder det kor-svar! Det siger jo også noget om opfattelsen af dem.

Det er en meget smuk liturgi, vi har. Men uanset, om der skal justeres, så vil det være godt, at få set på regler for regibemærkninger. Måske mangler der også noget i uddannelsen? Man oplever præster, som slet ikke har de bemærkninger og alligevel fungerer alt fint. Samme menighed får så alle de der vejledende bemærkninger ved den anden præst. Så vil nogle sige, at her hos os har vi en menighed, som består af dåbsfamilier plus blot to kirkegænger og så er vi nødt til at hjælpe med vejledninger. Da vi fik døbt vore børn fik vi en ”vejledning” i flere eksemplarer til dåbssamtalen, så vi kunne dele ud til familien. Der blev ikke sagt spor overflødigt.

Vi bør overveje, om pastoralseminarietiden er for kort og for dårlig! Mange unge præster demonstrer et ukendskab til salme-skatten og dens melodier. Nogle giver udtryk for frustration over det ugentlige problem med salmevalget.

En præst skal undervise konfirmander og der er virkelig brug for megen pædagogik i flere andre af præstens opgaver, men pædagogik er ikke et stort emne i uddannelsen, kan man fornemme. Nogle præster har medfødte evner, nogle har været leder i spejderbevægelsen eller andet ungdomsarbejde og gjort erfaringer der, men uddannelsen svigter her.

”Modtag Herrens velsignelse”. Hvor det siges med rette betoning og fremtoning, så rejser folk sig helt automatisk op. Velsignelsen er sammen med nadveren det vigtigste i gudstjenesten for mig og ”Vær så venlig at rejse jer op” lige før velsignelsen forplumrer gudstjenestens fine rytme. Uddannelsen burde indeholde mere praktik med vejledning.

For mange år siden var det en betingelse, at ansøgere til visse uddannelser havde været ude i andet erhverv, på højskole osv. Det gav point til optagelse på studiet. Det var ikke så ringe. En ung præst, som måske i bedste mening har været stræbsom og er gået lige fra gymnasiet til universitet og oven i købet færdiggjort sig på rekordtid har sandsynligvis ikke en nødvendig bagage.

En turnusordning efter selve eksamen – i lighed med medicinske kandidater – ville være et gode – ikke mindst for præsterne selv.

Menighederne kunne etablere ”forbillede-grupper” på linje med andre arbejdsgrene. (kirkekaffevagter, børnekirkefolk osv.). Det får nok nogle til at stejle, men hvis kirkevante rejser og sætter sig i gudstjenesten, så dåbsfamilierne og konfirmanderne kan følge dem, ville det være en løsning. Visse steder har man en kirkesanger/kordegn oppe foran og det kan også være en hjælp for kirkefremmede. Det er vigtigt, at man ikke føler sig forkert eller hundset med.

Konfirmanderne skal naturligvis med til gudstjeneste. Men måske skal de ikke med den allerførste søndag efter, de er startet. Præsten bør forberede dem og evt. give dem en folder med som vejledning/støtte. Det ville være at tage dem alvorligt. Hvis de ikke er vant til at komme med FDF eller familien, vil der jo være utallige spørgsmål om dette og hint, som melder sig hos dem.

Ideen med ”kontaktfamilier” i menigheden, som inviterer tre eller fire konfirmander hjem til guf og hygge er også en fin vej til, at konfirmander kan føle sig hjemme i gudstjenesten – når de der møder andre de kender. Helst modsat de tilfælde hvor de får lov at føle sig fremmede og uglesete.

Jeg besøgte Tornby Kirke (ved Hjørring) som turist og tog en folder i våbenhuset. Der har præsten lavet en meget, meget fin vejledning til gudstjenesten. Dels forløbet med alle gode detaljer dels et sidespor med yderligere forklaringer, som man kan læse eller lade være . Det var et fantastisk flot stykke arbejde. Prøv at få fat i den!

Endelig kan det på ingen måde skjules, hvis der et godt samarbejde mellem præst og betjening og det er en sand lykke, når det er tilfældet!

Jeg var forhindret i at deltage i mødet i lørdags, så her er muligvis gentagelser, men det får være.

Med ønsket om alt godt for dette projekt og os alle.

--------------

I mange, mange år har denne problematik fyldt - til tider mere end andre gange. Det har ofte slået mig, at man fokuserer på "det udvendige". Det skal bestemt ikke forstås således, at jeg mener, at følgende ikke er vigtige ting, men hvis det stopper der, overser vi det vigtigste! Musikken, orglet, de gamle koraler, musikstilen har stået for skud helt siden 70-erne, tror jeg. Præstekjolen, klokkeslættet søndag morgen, sprogbrug/stil osv.
Ordet over alle ord i denne forbindelse: FORNYELSE har været brugt til at slå oven i hovedet med, til at slå hovedet på sømmet med og til at få andre til at bøje sig i skam over bagstræberisk tilgang.

Jytte Abildstrøm sagde en gang i et foredrag ( og gentog det for nylig i Kristeligt Dagblad), at vi langt hellere skulle bruge ordet: Forædle! Hvor har hun ret. Det kasserer nemlig ikke det dyrebare, men vil netop bygge videre og vedligeholde.

Hvad mener jeg så med det væsentlige? Jo, fællesskabet i sang, i bøn, i nadver - ja, i det hele. Det vi hører sammen, får os til at høre sammen. Når der siver folkekirkefolk til frikirker, når søgende går skuffede bort, når man ikke mener at kunne bruge Folkekirken til noget, skyldes det måske, at vi er blevet for gode til at lade folk være i fred? Det kan jo også være et behov, som nogle kommer med.

Konfirmanderne skal lære Fader Vor og trosbekendelsen (udenad). Naturligvis. Men langt vigtigere må det dog være, at de lærer, at de kan bede lige akkurat, som de vil og hjælp er nok. Senere, når Fader vor måske er gået i glemmebogen, vil de kunne huske, at det er ok blot at sige Kære Gud hjælp!

Den gode, gamle forpligtelse til at gå i kirke for fællesskabets skyld og virkelig se de andre deltagere - også konfirmanderne - det er vigtigt.
Jeg ved, at børn, der har sunget i kirkekor og derfor har deltaget i utallige gudstjenester er kommet til at holde af både form, ordvalg og musik. Selv om de til daglig lytter til mange andre genrer. Det er nemlig ikke det udvendige udtryk, der er det vigtigste.

Hvor ville det være herligt, om vi kunne stå op under fællessang og sidde i fredelig koncentration under tekstlæsninger. En fordel for begge aktiviteter.

Fint med temagudstjenester og særgudstjenester i løbet af ugen, men "varedeklarationen" bør være tydelig.

Mon ikke en stor rundspørge/ undersøgelse kunne vise hvad, der sættes pris på i højmessen, så det ikke blot bliver særligt aktive, der ytrer sig?

Her er stærke følelser på spil. Vi er mange, der vil begræde store ændringer i ritualerne.

Henning Knudsen

På opfordring sender jeg hermed mine helt private - som nyt menighedsrådsmedlem – strøtanker, omkring liturgien i vores kirke - og måske lidt mere.

1. Når man studerer teologi på universitetet, er det – tror jeg – primært med fokus på bibelske skrifter, de kirkelige traditioner, religionshistorie, filosofi, sprog, etik, m.m.

Hvor mange kirkegængere har deres fokus primært på den slags, når de frekventerer kirken?

Siger den slags ex. konfirmander noget?

For mig er præstegerningen ikke først og fremmest at være uddannet i og være perfekt i ovenstående.

Burde man ikke først og fremmest uddanne sig til præst og ikke teolog?

Bevares, man tager et halvt år på pastoralseminariet – en praktisk kirkelig uddannelse, og så er man kvalificeret som præst!

Burde det ikke være en meget mere integreret del af hele uddannelsen?

En ren teoretisk universitetsuddannelse og et lille pædagogikum, så er man fluks klar til alle sognepræstens opgaver! Jeg er skeptisk, må jeg indrømme. Hvorfor?

2. Fordi jeg ikke ønsker en længere forelæsning fra prædikestolen af præsten, hvor der doceres af kirkens lære, som en ny forelæsning som på universitetet.

Tror man/vi, den slags appellerer til det store danske kirkeflertal, til yngre mennesker, for slet ikke at tale om konfirmanderne.

Ønsker vi kun konfirmanderne kommer i kirken af konfirmationstvang? Tror vi, de bliver fremtidige kirkegængere, når præsten docerer sine indlærte færdigheder?

Har man nogensinde spurgt de unge, hvad der på sigt kunne gøre dem til kirkegængere? Med konfirmationsforberedelsen har man jo en unik mulighed for at skabe den rigtige kontakt til de unge. Viser erfaringen ikke med al mulig tydelighed, at det næppe er konfirmationsundervisningen, der skaber nye kirkegængere?

Har præster overhovedet i deres uddannelse stiftet bekendtskab med didaktikken omkring undervisning af unge mennesker?

Forspilder vi ikke her en unik chance for at skabe fremtidens kirkegængere eller morgendagens tilhængere af kirken?

Hvorfor er kirkerne i dag om søndagen primært besøgt af ældre mennesker, primært kvinder?

3. Som jeg gav udtryk for i vort lokale kirkeblad, interesserer kirker mig meget. De rummer utrolig megen historie, lige fra det storladne over det afskyelige til det simple og nære. Der er en vis andægtighed ved at tage hatten af og træde ind i – nogle gange i mørket, andre gange i det opmuntrende lyse kirkerum.

Stille sætte sig, gerne tænde et lys, og mindes dem, der ikke er her længere, skabe en vis forbindelse. Fremkalde de gode minder, og igen forlade kirken lidt opløftet. Jeg tror, jeg er kulturkristen.

Kirker er gode meditationsrum. Men de er også andægtige rum til barnedåb, konfirmationer, vielser, og begravelser. Fælles for disse kirkelige handlinger er, at man mødes efterfølgende, fester, snakker, synger, sørger, taler, drøfter måske præstens ord og måske spiser man eller drikker kaffe. Man mødes efter den kirkelige ceremoni.

Det gør man derimod ikke efter søndagens højmesse? Erfaring lokalt viser, at vores kirke er fyldt, når der bydes til kirke og efterfølgende spisning på den lokale højskole.

Nadveren gør ikke det samme, den samler ikke, det går til nadver hver for sig, samtalen er udelukket. Man knæler, spiser, drikker og går hver for sig.

4. Vi bør naturligvis ikke lukke øjnene for et faldende antal medlemmer af Folkekirken, for et faldende dåbsantal, men følger vi med tiden? Kan vi blive ved at leve på og af traditionerne fra 92 eller deromkring? Vi kan vælge at spørge de flittige kirkegængere og få et svar, der i første omgang tilfredsstiller os, eller vi kan spørge generelt og i høj grad i kredse, der ikke særligt ofte frekventerer kirken. Så får vi næppe de samme svar, om end det er tankevækkende at netop den gamle juleaftensgudstjeneste er et stort hit. Et hit fyldt med traditioner, men også et kapitel, det falder alle nemt at forstå og med salmer som alle kender.

Konservatismen er stadig fremherskende i den danske folkekirke. Ville man agere så trægt i det private erhvervsliv ville man hurtigt få alvorlige problemer. Kritikere vil afgjort mene, den slags sammenligninger er usaglige, men har vi råd til at holde fanen så højt? At hæve os meterhøjt over det almindelige samfund?

Naturligvis er der nye tiltag i kirken, om end den i den brede befolkning betragtes som meget konservativ. Babysalmesang, pizzagudstjenester, spaghettigudstjenester, m.m. kører nu mange steder. Tjenester, der i stor grad møntet på visse befolkningsgrupper, tror jeg. De indgår nok i første omgang som et supplement, og erstatter ikke højmessen. Hvad så med den?

5. Jeg tænker ikke her i forandringer, med præsten som en underholder, eller voldsom inddragelse af menigheden, men hvorfor tror præster, de vinder en større portion autoritet og respekt blandt menigheden ved at holde facaden og ikke lade os se et glimt i øjet eller høre en munter bemærkning? (Naturligvis et temperamentsspørgsmål, men kan vi måske ikke i højere grad få den lidt middelalderlige, sortklædte gejstlige person til at stige ned og blive lidt mere menneskelig og mindre utilnærmelig? Vi er her igen lidt tilbage ved uddannelsen og præstens image, for kan man være en god sjælesørger med stor distance til ”ramte” mennesker?

Et konkret eksempel på forandring af søndagens højmesse kunne være permanent at frisætte barnedåben. Gøre dåben til et mere privat anliggende for barn, mor, far familie og venner, hvor det evt. også kunne afvikles lørdag. Dåben bør ikke ”drukne” i en højmesse. Den nuværende kombination er ikke til nogen fordel for dåbsdeltagere eller højmessedeltagere, mener jeg.

Hvorfor vægrer præster sig mod nye virtuelle messer? Det kræver ikke nogen speciel uddannelse, man skal blot optræde som normalt ved gudstjenesten. Kræver det ikke blot en smule tilvænning? Det store digitale spring, kirker her har taget, bør afprøves, om end det ikke i første omgang giver flere fysiske kirkegængere.

På samme vis burde der nu, mener jeg, fokuseres på mange af de nye tiltag og forsøg, der er opstået og afprøvet under coronakrisen.

Har vi ikke generelt, under coronaen, været alt for fokuserede på vort eget i kirken? Helt optaget af, at vi absolut skulle kunne afvikle tingene som vi plejer? Kunne vi ikke med fordel have været mere udadvendte, tænkt tanker omkring det at holde kirke på andre måder? Erfaringer vi høstede viste dog rigtig mange steder en vilje til at være kreative!! Kan vi ikke prøve at gå lidt længere ad den vej?

Der tales om savnet af nærvær i kirken under krisen, men omvendt kunne man også spørge, hvilket nærvær er det?

Jeg modsiger ikke, at det giver mening, at samles i kirken, men er det nærvær at sidde hver for sig i kirken. På hver sin bænk, og lade sognepræsten køre hele showet? Man – især mange ældre – ankommer hver for sig og forlader igen kirken hver for sig. Indrømmet, så får vi dog lov til at udfolde det sociale nærvær en smule gennem salmesangen. Er det, det rigtigste at holde på, at nærværet ved blot at sidde i kirken er nok, nok til ikke blot at samle en ældre fåtallig menighed søndag kl. ti? Skal vi ikke også satse på unge voksne?

6. Kirken er et sted, der betyder meget for mange mennesker, især når man har specielle anledninger, og alle traditionerne skal vi ikke fjerne! Bør vi imidlertid ikke være mere åbne for det faktum, at flere og flere unge får en svagere og svagere relation til folkekirken? Er vi gode nok til at fremstille kirken som et sted, hvor man i høj grad kan hente hjælp i personlige kriser og i eksistentielle spørgsmål?

Gør vi nok for at skabe dialogen? Er vi sikre på, at den meget stramme, nuværende liturgi lukker for mulighederne, fordi vi med djævelens vold og magt ikke vil gå på kompromis med det, nogen vil kalde kirkens grundlag?

Knudsker sogn

Fremtidens gudstjeneste

Bilag: Inspiration til samtale og skrivelse til bisperne

Menighedsrådet behøver hverken at skrive en lang rapport eller et detaljeret indlæg, for en overordnet vurdering af den nuværende gudstjenesteordning og nogle få nedslag i jeres egen lokale gudstjenestetradition er meget fint.

Menighedsrådet kan f.eks. tage udgangspunkt i, hvordan tingene foregår i ens eget sogn. Følges ritualbogen til punkt og prikke eller sker der ofte afvigelser?

Vi afviger ikke så ofte.

Bruges der

- salmer, som ikke står i salmebogen?

Under nadveruddelingen synges nyere lovsange fra ”Fællessang”, ellers bruger vi altid salmebogen.

- bønner, som ikke står i ritualbogen?

Vi bruger ofte Lissners ”Kollekter og bønner” til indledning/afslutning, og forskellige kirkebønner alt efter, hvor vi er i kirkeåret. Men ellers i øvrigt fra ritualbogen.

- alternative nadverindledninger, bortsendelsesord eller andet, der afviger fra det autoriserede ritual?

Vi bruger de autoriserede nadverindledninger, og altid bibelvers som bortsendelsesord.

- er der andre punkter, hvor gudstjenesten i jeres sogn afviger fra det autoriserede ritual?

Vi har bekendtgørelser sidst, lige før udgangsbøn … som ”tak for i dag; vi ses i ugens løb til…”

- opleves autorisationen som et problem? Kunne det være en fordel med mere frihed, og – hvis ja – hvordan skulle denne frihed så være? Skulle der f.eks. være flere valgmuligheder eller skulle flere elementer være helt frie? Vi oplever ikke autorisationen som et problem og er generelt bange for, at mere frihed ender med større vilkårlighed og svækkelse af indhold.

- hvis I finder den nuværende gudstjenesteordning dækkende og tilstrækkelig, så skriv dette, eller hvis I kunne tænke jer den ændret, så skriv så enkelt som muligt, hvad I kunne tænke jer ændret. Vi finder den nuværende gudstjenesteordning dækkende og tilstrækkelig, især ved dåb og nadver.

Materiale til fordybelse

Link til folkekirken.dk, hvor rapporterne fra de tre fagudvalg findes.
De tre rapporter findes desuden i kortere versioner, ligeledes på hjemmesiden folkekirken.dk

Link til Københavns Stifts hjemmeside om ”Stiftsudvalget Gudstjeneste og Kirkemusik”

Den 16. januar i år var der midtvejskonference. Konferencen blev afholdt digitalt. Link til de fire hovedtaleres oplæg kan ses på hjemmesiden folkekirken.dk.

Asger Grove Korsholm

Til Styregruppen for Liturgidebatten.

Forslag til alternativ prædiketekst Juledag 1. tekstrække

Jeg vil foreslå, at Matt. 1,18-25 bliver alternativ prædiketekst Juledag 1. tekstrække.

Begrundelse:

I den nuværende alterbog står denne tekst som alternativ prædiketekst til Juleaften. Jeg tror ikke, det går an at prædike over den tekst juleaften, hvor alle kirkegængere forventer at høre Lukas' juleevangelium.

I de år, hvor vi i december kører efter 1. tekstrække, har vi præster prædiket over Lukas' juleevangelium til børnehave- og skoleafslutninger og igen juleaften. Til juledagsprædikenen kan det være svært at presse meget mere nyt ud af den tekst det år.

Da er det befriende at kunne prædike over Mattæus' juleevangelium. Jeg fik af biskop Karsten Nissen lov til at anvende Matt. 1,18-25 som prædiketekst i begyndelsen af hans tid som biskop og har siden prædiket over den tekst juledag 1. tekstrække. Adskillige kirkegængere har kommenteret det som positivt og en spændende og anderledes vinkel på Jesu fødsel.

Som jeg ser de to juleevangelier, er de forskellige vinkler fra henholdsvis Maria og Josef.

Lukas skriver om Jesu fødsel, som Maria har oplevet det. Om den besværlige rejse som højgravid fra Nazaret til Betlehem. Den kaotiske indkvartering og de ydmyge forhold at føde under. Om hyrdernes besøg og deres gengivelse af englens budskab, som bekræftede englens ord ved bebudelsen.

Mattæus skriver om Jesu fødsel, som Josef har oplevet det. Om hans kvaler og skam over, at hans forlovede var blevet gravid. Hans kærlige skilsmissetanker. Og englens budskab i en drøm. Gud havde brug for, at Josef ville være en far for det barn, han ikke var far til. (Han er hverken den første eller sidste mand i verdenshistorien, som har skullet tage den opgave på sig at være far for et barn, han ikke biologisk er far til! Det kan der jo også siges et par ord om i prædikenen. Som en understregning af vigtigheden af kærlighed og omsorg, uanset hvordan familiekonstellationen er i vore tider.)

Dertil kommer Mattæus' referencer til Immanuel-profetien og alligevel får barnet navnet Jesus. Det hænger så godt sammen: Gud er med os i Jesus, hvorved Gud frelser.

Derfor foreslår jeg, at Matt. 1,18-25 bliver permanent alternativ prædiketekst Juledag 1. tekstrække.

Henning Krabbe

Kristkirkens Sogn, Kolding

Dåben

Bibelen kalder dåben for en ny fødsel - eller en genfødsel (Johs. 3 og Tit. 3). Vi vurderer, at det Bibelen kalder en ny fødsel, er udtryk for, at vi, i dåben, ændrer status fra hedning til Guds barn.

Den sandhed understreges tydeligt i vores nuværende ritual, hvor bønnen, der er knyttet til dåben formulerer det sådan: ”Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har gives os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse

og det evige liv.”

Vi er klar over, at modstanden imod netop denne bøn er meget stor, idet rigtig mange præster og lægfolk ikke længere kan forlige sig med, at et udøbt menneske ikke er Guds barn. Det ser ud til, at mange præster har forladt den skelnen vi synes Bibelen lægger op til og som særligt understreges i Den Augsburgske Bekendelse, artikel 2

at et menneske fødes som Guds skabning og som sådan er det elsket af Gud; men dog med arvesyndens konsekvenser (dom og undergang)
at et menneske der døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn bliver Guds barn og modtager frelsens gave

Vi ønsker at fastholde den evangelisk lutherske dåbsteologi og vil derfor opmuntre biskopperne til

at fastholde det synspunkt, at det er ved dåb og tro et menneske bliver Guds barn og modtager frelsens gave.

Vi vil desuden opmuntre biskopperne til at sætte kreative sprogfolk til at kigge på formuleringerne i dåbsritualet. Vi tror det er muligt at fastholde den evangelisk lutherske dåbsteologi og formulere ritualerne sådan, at præster og dåbsforældre ikke falder og slår sig på formuleringerne i ritualet.

Vi tror, at modstanden imod den evangelisk lutherske dåbsteologi, er så stor for mange præster i Folkekirken, så selv en nok så god ændring af de sproglig formuleringer, ikke vil kunne tilfredsstille

de stærkeste kritikere. Her må biskopperne gøre op med sig selv, om de vil acceptere, at en frikirkelig dåbsteologi kommer til at fylde mere og mere i Folkekirken.

Nadveren

Det ser ud til at der, i Folkekirken, er en udbredt forståelse af, at vi har den nadverteologi, at brød og vin udelukkende er symboler på Jesu legeme og blod. I og med at den forståelse har bredt sig, kan man spørge, hvordan man har fået den opfattelse.

Det skyldes formodentlig først og fremmest, at der ikke bruges så meget tid på at undervise menighederne i, hvad der sker i nadveren. En sådan undervisning tror vi er nødvendig, idet vi har den absolut sværeste nadverteologi set i forhold til frikirkerne. De hylder den forståelse, at brød

og vin udelukkende er symbol på Jesu legeme og blod. Det kan man sådan set, uden de store vanskeligheder, forholde sig til. Vores teologi er derimod, at vi, i, med og under brød og vins skikkelse, virkelig modtager Jesu legeme og blod.

Det er vores nadverteologi, der er den mystiske og derfor den vanskeligste at forklare. Ja, i bund og grund kommer man ikke til bunds i en forklaring af vores nadverteologi. Den ér og bliver mystisk.

Der er behov for sproglige ændringer, som kan tage nutidens sprog med ind i den evangelisk lutherske nadverteologi. Vi må ikke sakke bagud i forhold til sproget.

Juma Nellemann Kruse

Landsforeningen af Menighedsråd

Jann Larsen

Birgitte Stoklund Larsen

Anders Laugesen

Lemvig-Heldum Menighedsråd

Oscar Andreas Lied

Lindevang sogns menighedsråd

Christian Lindtner

Niels Jørgen Lindtner

Til folkekirkensliturgiudvalg,

Som svar på biskoppernes opfordring til at vi alle kommer med forslag til fornyelse af gudstjenesten tillader jeg mig her at fremsende mit forslag til hvordan den danske folkekirke i fremtiden skal se ud.

Forslag til ny gudstjeneste og nyt tilbedelsesobjekt:

Al Jesus-dyrkelse ophører og erstattes med soldyrkelse.

Præsterne får nye hvide dragter i stedet for de sorte.

Evangelierne skrottes. Liturgien revideres: nadver udgår. Salmebogen skæres kraftigt ned. Liturgien vil da dreje sig i højere grad om soloplysning. Kontemplation af årets dage. Årets gang. Solens relation til alt liv. Forudsætning for alt liv. Lovprisning af solen.

Sang, traditioner, prædiken, bekendelser mv. fastholdes. Alle de store religioners tekster - hinduisme, Kristendom, Buddhisme, Islam mv. - kan inddrages og den universelle sandhed, der ligger bag dem alle, udledes af præsteskabet.

Der vil være gudstjeneste ved hver sol op- og nedgang. Gudstjenestens varighed kan være kortere end en time.

Korset skrottes og erstattes med et solsymbol. En cirkel.

Menighedsråd nedlægges og teologiuddannelsen videnskabeliggøres.

-------------------------------------

Dåben til uønsket debat

Kirkefondet, en af landets mange centraler for luthersk propaganda, har netop udsendt en pamflet med fokus på dåben. Det er klart, at de teologiske forfattere selv er i dyb vildrede m.h.t. betydningen af dette ældgamle ritual. Derfor gives aben nu videre til det folk, der ejer og tilhører kirken, og aflønner teologerne for deres hjælpeløse vankundighed. Der er allerede noget komisk over Jesu egen dåb; han kommer til Johannes, kendt for at døbe, men Johannes fatter ikke, hvorfor Jesus kommer, mener tværtimod, at det er ham selv, der trænger til at blive døbt. Jesus insisterer og fremsætter den dybt gådefulde påstand, at således bør vi opfylde al retfærdighed. Efter en hurtig dukkert i flodens vand, daler en due ned fra himlen, og Guds røst sanktionerer den løjerlige hændelse. Ikke så sært Det er altså ikke så sært, at vore præster falder ned fra lastvognen, når man udbeder sig en fornuftig redegørelse. Det er en skam, at sortkjolerne ikke vil høre om den indiske buddhisme, for her får gåderne deres historiske løsning. Hvad evangelisterne skriver, er oversat, ofte ordret, men med udeladelser, der afføder den herskende forvirring. Vi får kun den halve, og derfor forvirrende, fortælling. Efter længe at have mediteret ved floden, opnåede Buddha den erkendelse, som »opfylder al retfærdighed«. Citat ordret! Derefter forkyndte han sin lære og lod sine tilhængere optage i menigheden. Det skete derved, at man bekendte sin tro på Buddha, Læren og Ordenen - frit oversat til Faderen, Sønnen og Helligånden. Den gådefulde kristne Treenighed er umiskendeligt buddhismens Tre Juveler. Buddhistisk orden Også duen fra himlen får nu sin forklaring, idet den netop er et symbol på optagelsen i den buddhistiske orden. De indiske ord for opdagelse, dåb og optagelse staves omtrent som på græsk. Et læserbrev er ikke stedet til at undervise begyndere i sanskrit. Dog er det ikke uoverkommeligt for en dansk præst at anskaffe sig gode lærebøger i de gamle indiske sprog. Med tiden vil præsten da kunne overbevise sig selv og menigheden om, at det egentlige formål med den mystiske dåb er at tilslutte sig den indiske buddhisme. Den elskede søn er Guds søn - oversat fra sanskrit: deva-putras. Hos inderne anvendes det om halvguder og trolde, der bl.a. kan flyve i luften og gå på vandet. Ligesom Jesus.

Offentliggjort i Frederiksborg Amts Avis n FREDAG 31. MAJ 2019

Linå Sogns menighedsråd

Til faggruppen vedrørende autorisation

I Linå menighedsråd har vi haft rapporten fra de af biskopperne nedsatte faggrupper til debat.

Denne tilbagemelding vil fokusere på problematikken omkring hvem, der bør bestemme i folkekirken og tager udgangspunkt i hovedrapporten ”Folkekirkens liturgi: Mellem frihed og fasthed”.

For os er det en meget relevant problemstilling, idet vi i de sidste 5 år har haft biskoppens tilladelse til diverse ændringer i højmesseliturgien – såkaldte ”mindre afvigelser”, som det hedder i den autoriserede højmesseordning fra 1992.

I dag må vi således eksempelvis flytte 1-2 højmesser om måneden til hverdage eller søndag aften, inddrage lægfolk til læsninger og i forbindelse med nadveren, anvende nadverbønner og oplæg til nadverliturgier som angivet i ”Gudstjenestens bønner I”, formulere og anvende både egne og andre ikke-autoriserede ind-og udgangsbønner.

Vi er enige i, at autorisationsbegrebet i dag har et underskud af legitimitet og relevans i modsætning til på Palladius’ tid og under enevælden, og når man fortsætter med relativ stram regulering, vil det resultere i divergens mellem den formelle og uformelle struktur i folkekirken.

Den almindelige frisætning af individet i senmoderniteten harmonerer dårligt med en for kraftig central styring af liturgien i form af autorisationer af både højmesseordning og salmebog. Det er stive rammer for såvel præster som menighedsråd og besværliggør bestræbelser på at modernisere højmessen med henblik på at gøre den mere relevant for moderne mennesker. Et synspunkt, som allerede Luther var inde på i sit opgør med den katolske kirkes ekstreme centralisme.

Vi synes derfor, det er på høje tid at frisætte præster og menighedsråd, men på linie med faggruppen har vi den opfattelse, at man bør kunne genkende grundstrukturen i højmessen uafhængig af tid og sted. ”Ordoen”: Samling-ord-måltid-sendelse bør være det genkendelige. Vi foretrækker at autorisere Ordoen og ikke nøjes med at lade den have appellerende karakter.

Vi deler ikke faggruppens synspunkt, at det genkendelige sjældent er bundet til formen.

Inden for disse centrale rammer vil der så være stor frihed til at eksperimentere med udformning af både form og indhold i højmessen. Det er indlysende, at den større frihed på samme tid vil være både til stor inspiration men også ressourcekrævende for menighedsråd og præster. Selv har vi her i Linå været på studietur i Luthers fodspor og etableret et gudstjenesteværksted. På menighedsrådsmøderne har evangelieformidlingen periodevis været opprioriteret i modsætning til ”murstenenes” normale tyngde.

Det gør det mere spændende at være medlem af menighedsrådet og kan i bedste fald lette rekrutteringen til menighedsrådsarbejdet, idet større indflydelse på og aktiv deltagelse i højmessen vil medføre større ejerskab til gudstjenesten. Men selv pensionister har ikke ubegrænset tid til rådighed, så med større valgfrihed følger et behov for produktion af vejledende materiale, der kan berige den liturgiske diskurs. Som hovedrapporten også påpeger, må det kirkelige tilsyn fra provst og biskop skifte karakter fra primært kontrol til opmuntring og dialog til støtte for præst og menighedsråd.

Kombinationen af tidspres for præst og menighedsråd og en generel tendens til beslutnings/valgfrihedstræthed blandt folk samt ønsket om sikkerhed for, at helt essentielle ting i forbindelse med udøvelsen af sakramenterne bevares i hele folkekirken, taler for et minimum af autorisation f.eks. omkring nadveren med Fadervor, indstiftelsesord, uddeling og bortsendelse(hovedrapporten p. 22).

Det er spændende at læse om højmesseliturgien med dåb i Lindevang kirke, hvor sognet har status som liturgisk frisogn. Efter at trosbekendelsen er sunget af menigheden, tilspørger præsten meget kortfattet, om man tror på Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden efterfulgt af ”vil du døbes på denne tro?” Koblingen mellem menighed og dåbsbarnet er klar, og man undgår næsten forhørsmæssigt at skulle igennem hele trosbekendelsen.

Det er et godt eksempel på, hvad liturgisk frihed åbner mulighed for.

Man kan kun ønske sig, at en sådan frihed må blive hele den danske folkekirke til del.

Holger Lissner

Lolland-Falsters Stift

Kære Marianne Christiansen

Hermed, på Marianne Gaardens opfordring, Lolland-Falsters Stift Liturgidebat-gruppes arbejdsrapport fra 23. januar 2020.

Rapporten beskriver liturgi-gruppens arbejde med liturgi-debatter på Lolland-Falster i 2019.

Derudover medsender jeg kronik fra KD den 31. august 2020 om samme emne.

-----

Link til pdf Lolland-Falsters Stift Liturgidebat-gruppes arbejdsrapport

-----

Kronik fra Kristeligt Dagblad den 31. august 2020:

Sådan fik vi lægfolk til at diskutere liturgi

Mette Marie Trankjær, sognepræst, Flemming Chr Hansen, organist, Tina Schrøder Pedersen, sygeplejerske, Jens Chr Been, intern sælger, Hans Maaløe, sognepræst

Det er ikke ligefrem folkeligt at fordybe sig i liturgiske spidsfindigheder.

Det var ikke desto mindre til den opgave, biskop Marianne Gaarden i begyndelsen af 2018 havde nedsat Lolland-Falsters stifts liturgi-debat-gruppe: to præster, en organist og to lægfolk, der oprindeligt var blevet engageret gennem et katekumenats-forløb. Gruppen skulle engagere lægfolk i liturgi-debat.

Det var startet med udgivelsen af rapporten ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed”, forfattet af det fagudvalg biskopperne havde nedsat i 2016. Marianne Gaarden ønskede at brede debatten ud, så liturgi ikke bare blev en sag for en snæver gruppe af fagfolk, men en folkesag.

Hvordan får man overhovedet gjort folk interesseret?

Det viste sig som ventet at være lidt svært at løbe i gang! I februar 2018 inviterer biskoppen via stiftets hjemmeside under overskriften ”Hvem skal bestemme over gudstjenesten i folkekirken?”. Ingen respons. I juni går der igen invitation ud på Landemode. Samme resultat! I juli går der nyhedsbrev ud via stiftets mailliste. Samme resultat. I januar 2019 gør to præster reklame i appetitlig video ud på hjemmesiden. Ingen respons!

Så kom de to lægfolk på den ide at de da også kunne stå for invitationen: ”Vi har lavet et godt tilbud til jer! Det er ikke billige dyner eller 4 Viborg-dæk, der er tale om, men et udsøgt tilbud om at komme ud til jer ca en halv time til et møde, og lave en lille brainstorming: Hvorfor kommer vi ikke i kirken, trods det høje medlemstal? Skal gudstjenesten være ens i hele landet? Må man synge ”Himmelhunden” til en begravelse? Invitationen var underskrevet af TP, sygeplejerske og JCB, intern sælger.

Så skete der noget! I løbet af de næste måneder fik vi i alt 10 henvendelser fra i alt 17 sogne om at komme ud og debattere, enten med menighedsråd eller til sognemøder. Og vi besluttede at møde 2 mand fra gruppen til hver debat.

Hvordan faciliterer man liturgi-debat?

Vi besluttede at debatterne skulle ha en fast form og stram styring. Én var mødeleder og én tog referat. Vi besluttede, efter en kort introduktion til emnet, at stille deltagerne 2 spørgsmål, til overvejelse og debat:

a. Hvordan synes du forholdet skal være mellem frihed og fasthed? (Dvs. foretrækker du at gudstjenesten er den samme om du er hjemme eller på ferie i Grenå, eller ønsker du at hvert sogn skal ha udstrakt frihed til at lave lige den gudstjeneste, der ”passer til os”). En stund til fordybelse.

b. Hvad er, for dig, højmessens vigtigste led (salmer, prædiken, velsignelse m.m.), dvs. et led, som hvis det udgår, ophører det med at være en gudstjeneste). Nævn kun ét, evt. to, max. tre led. Og - er der led, du sagtens kunne undvære? En stund til fordybelse.

Derefter tog vi så en kort debat. Det var mødelederens opgave at spørge ind til hver enkelt, indtil hans/hendes udsagn stod så skarpt som muligt. Den teknik gjorde, at mangfoldigheden i holdninger kom til at stritte i alle retninger. Holdninger som alle havde det til fælles, at de var dybt personlige, båret af et kort eller langt livs erfaring med gudstjeneste og resultat af den netop overståede stund til fordybelse.

Og hvad kom der så ud af det?

Først og fremmest en energifyldt og lidenskabelig debat. Debatterne viste nemlig, at vi alle har noget meget vigtigt og forskelligt på spil, når det kommer til gudstjenesten. Alle steder fik vi respons som: Hvor har det været spændende! Tænk, sådan har vi aldrig talt sammen før! Det kunne vi ha talt om i timevis!

Og dertil en perlerække af personlige udsagn: ”Det vigtigste er trosbekendelsen, det fællesskab der opstår!” ”Jeg elsker, når præsten vender sig om og beder til Gud, så falder det hele på plads!” ”Når jeg rejser mig for at gå op til nadver, ophører jeg med at eksistere. Så bliver jeg ét legeme sammen med de andre, indtil jeg igen sidder på min plads!” ”Prædikenen er det, jeg kommer for, og som giver mig noget med hjem!” ”Syngestykkerne(=kor-svar) ku jeg altså godt undvære!” ”Hvis ikke vi får velsignelsen kan vi ligeså godt lade være med at komme!” ”Det vigtigste er vi synger sammen. Læsningerne kunne jeg såmænd godt undvære!”

Hvad lærte vi så?

For det første, at hvis vi skal ha folk i tale, skal initiativet og invitationen komme nedefra.

For det andet, at hvis vi skal høre folks mening, skal vi kirkefolk tie stille. Helt stille. Meget stille. Og bare facilitere og lytte.

For det tredje, at der er enormt meget energi og mange dybe erfaringer i samtalen om liturgi og gudstjeneste.

Vi har nu afsluttet arbejdet og afleveret rapport. Men processen har været så fornøjelig for alle parter, at vi varmt kan anbefale til andre at gå i gang. Det er så berigende, sjovt og spændende.

God fornøjelse!

Lundehus sogns menighedsråd

Inger-Margrethe Lundgaard

Løgumkloster Menighedsråd

Indlæggene viser forskellige refleksioner i forbindelse med folkekirkens liturgi og afspejler, at vi i Løgumkloster har et debatterende menighedsråd, som har haft en god dialog, som også vil fortsætte efter deadline d. 26. 3.

Til Biskoppernes liturgiudvalg

P.gr.a. corona har der ikke været tilstrækkelig mulighed for en drøftelse i MR af de udsendte oplæg. Derfor indsendes hermed egne synspunkter:

Jeg mener,

at højmessen bør bevares i sin nuværende form i respekt for dens tradition og mange betydningslag
at der gives fortsat plads til eksperimenterende gudstjenesteformer på hverdage og ved særlige lejligheder
at opgaven i dag og i fremtiden især bør være gennem folkeligt oplysningsarbejde at inspirere og formidle viden til folkekirkemedlemmer og andre interesserede om vores kirke og kirkelige tradition.

Dette kunne ske gennem etablering af kirkelige og teologiske kurser overalt i landets stifter og provstier, hvor et af sådanne kursusforløb kunne handle om vigtige elementer i Folkekirkens højmesse, f.eks. dåb og nadver, gudstjenestens opbygning og salmer samt musikalske indhold.

Jeg har på intet tidspunkt i et snart 35 års præstearbejde i forskellige og geografisk spredte dele af Folkekirken mødt nogen uvilje hos dåbsfolk, brudepar, pårørende i forbindelse med begravelser, endsige nogen nævneværdig kritik af søndagens højmesse.

Men nok et udbredt ukendskab til højmessen og til vores evangelisk-lutherske tradition/arv.

Folkekirken ville stå sig ved - gennem en mere offensiv og selvbevidst linje i disse år - at opprioritere et kirkeligt oplysningsarbejde om kristendom og tidens mange eksistentielle spørgsmål, rundt omkring i landets sognehuse.

Der savnes viden og oplysning om disse emner!

Kirkehøjskoler, højskoleforeninger og 3-årige kurser for lægfolk kunne f.eks. i stort omfang opprioriteres.

Mennesker har til hver tid brug for (nogle) støttepiller. Højmessen er med sin lange tradition bagud en sådan gave i tiden. Og ikke mindst i vores hurtigt foranderlige tid.

Det er især vigtigt i disse år, hvor kirken i mange medier omtales som kriseramt og utidssvarende! Som Søren Ulrik Thomsen skriver i Tro mod ritualet:

Det er afgørende ikke at sælge ud af arvesølvet!

”Det er på tide, at kirken koncentrerer sig om det, den har at give. Og her tænker jeg først og fremmest på højmessen, som der skal værnes om, hvis vi vil give den videre til vore efterkommere… Hvis vi ikke besinder os på, hvilke værdier den lutherske højmesse rummer, kan dens dage snart være talte.”

Jeg spørger jævnligt mig selv: hvor er behovet for reformer af højmessen og en større frihed til udformning gudstjenesten, end den præster og menighedsråd allerede har i forvejen? Hvem bærer dette ønske frem?

Rent bortset fra, at det forekommer problematisk og tidskrævende at lægge et større ansvar for højmessens udformning over på den lokale præst i samråd med det lokale menighedsråd - så skulle højmessen nødigt blive en kampplads eller åbne for en unødvendig strid mellem divergerende synspunkter og ide(ologier), både lokalt og i landet som helhed.

Jeg kan således helt tilslutte mig Søren Ulrik Thomsens holdning i sit essay Pro ecclesia (2009, genoptrykt i Tro mod ritualet, 2020) og Jakob Wolfs i Gudstjenesten (2018), hvorfra to hovedsynspunkter her gengives:

Folkekirkens gudstjeneste er først og fremmest truet af to forhold, ifølge Jakob Wolf:

”Den er ikke truet af modvilje og fjendskab, men af ligegyldighed og uvidenhed. Udefra er den truet af, at mange mennesker er ligeglade med gudstjenesten og helt overser dens betydning.

Indefra er den truet af, at man vil popularisere gudstjenesten, uden at man har nogen klar viden om, hvad der er gudstjenestens formål og mening. Gudstjenesten trues af at blive reduceret fra at være et kunstværk til at være et middel for ideologier. Hvis det sker, eller hvis vi lukker folkekirken og smider højmessen væk, vil det svare til at smide et uerstatteligt mesterværk væk.”

Supplerende vedr. salmer:

Jeg finder, at den nødvendige og tidssvarende justering af højmessen tilgodeses i høj grad gennem inddragelse af nye salmer og kollekter i højmessen.

Supplerende vedr. dåbsritual:

Jeg vil foreslå, at et fremtidigt dåbsrituals takkebøn indledes af ordene: Vi takker for dåben, ”hvori du modtager os som dine kære børn” eller lignende!

---------

I anledning af Folkekirkens arbejde med liturgien:

nogle tanker om nødvendigheden af en fornyelse af det liturgiske sprog.

Faggruppen vedrørende gudstjenesten skriver i rapporten ”Om gudstjenestelivet i Den Danske Folkekirke” (2019):

”Gudstjenestens mange sprog kan virke fremmedartede. Og kommer man for første gang, er der meget, der er svært at forstå. Men som med alle sprog forstår man mere og dybere med øvelse. Man bliver tryggere og forstår mere jo flere gange, man har været til højmesse. Mange oplever med tiden en stor tryghed i højmessens gentagende 'anderledeshed'. For andre åbner det sig ikke. De bliver ramt af det fremmedartede og kan ikke afkode kommunikationen.”

Jakob Wolff skriver i ”Gudstjenesten” (2018): ”Den er ikke truet af modvilje og fjendskab, men af ligegyldighed og uvidenhed. Udefra er den truet af, at mange mennesker er ligeglade med gudstjenesten og helt overser dens betydning”

Hvis disse to analyser: 1. at gudstjenesten kræver øvelse at forstå og at nogle aldrig når dertil og 2. at mange mennesker er ligeglade med gudstjenesten, er korrekte, rejser det mange spørgsmål som det er påtrængende for Folkekirken at handle på. Kirkens ansvar er til enhver tid at formidle evangeliet til mennesker ind i den tid, de lever i. Det kræver en gentænkning af liturgien og en - måske radikal -forandring.

Respekten for den gudstjenestelige tradition fylder meget i debatten. Jakob Wolff kalder gudstjenesten for et kunstværk af sin egen art. Men er det ikke for æstetisk og ikke-eksistentielt et perspektiv at anlægge at kalde gudstjenesten et kunstværk? Og kan det ikke blive for ”mageligt” og konserverende at læne sig op ad traditionens tyngde? Fornyelse og liturgisk kommunikation ind i tiden kræver hårdt arbejde, mod og lydhørhed.

Vi påberåber os ofte vores lutherske, reformatoriske arv. Luther henvender sig i fortalen til ”Deutsche Messe til ”alle dem, som ser eller vil følge denne vor ordning i gudstjenesten, at de dog ikke gør nogen tvingende lov deraf, ej heller besnærer eller fanger nogens samvittighed dermed, men bruger den kristne frihed efter deres behag, hvorledes, hvor, når og hvor længe forholdene føjer sig og fordrer det”

Hvordan kan man afgøre, hvornår forholdene kræver forandring? I 1964 offentliggjorde religionssociologen Robert Bellah en teori om fremtidens, det vil sige vores, kirke. Lektor Marie Vejrup Nielsen, AU, fortæller i video-oplægget ”Samtidsreligion og nye gudstjenesteformer” (folkekirken.dk) at Bellah forventede, at kirken ville blive et ”venligt faciliterende fromhedstilbud til den søgende”, dvs hvor man ikke hverken opretholder en skarp afgrænsning fra den omgivende kultur udadtil eller udøver en streng disciplin indadtil, og hvor kirken dermed kan integrere elementer fra samtidskulturen i liturgien. Hun nævner, at det er en grundig proces, hvor man overvejer hvad kirkerummet kan bære, og hvem der skal forandre gudstjenesten, så det bliver legitimt, og så gudstjenesten giver mening både for de flittige kirkegængere og for de medlemmer, der sjældnere kommer i kirke.

74 procent af den danske befolkning er medlemmer af Folkekirken, betaler kirkeskat og kan have en berettiget forventning om, at kirken kommer dem i møde. En meget stor del af kirkens virke handler om kommunikation. Ikke mindst liturgien i højmessen. Det er Folkekirkens pligt at tænke modtageren med i kommunikationen, ikke blot tænke gudstjenesten som ”tradition” eller ”kunstværk.”

Modtagerorienteret kommunikation handler ikke om, at man udvander budskabet eller lefler for modtageren, det er hårdt arbejde, der kræver vedholdenhed, lydhørhed og insisteren.

Kommunikationskonsulent i Helsingør Stift, Malene Bjerre, skriver på kirke.dk:

”Det handler ikke om at lefle, finde laveste fællesnævner eller forlade sin kerne for at smigre sig ind hos nogen, der slet ikke er optaget af kirkens budskab. Det handler om, at kirken netop skal vise sin relevans og meningsfuldhed. Ind i det helt almindelige hverdagsliv, som det ser ud for de fleste af os”.

Det er en stor og vigtig opgave, Folkekirken har sat sig for at løse med arbejdet med liturgien!

Løsning og Korning menighedsråd

Jørgen Mark

Rasmus Markussen

Jens Chr. Meldgaard

Mellemkirkeligt Råds sekretariat

Peter Michaelsen

Inge Lindhardt Mikkelsen

Morten Mortensen

Bidrag til liturgidebatten fra Ugle Herred Menigheder i Sydslesvig.

Mens undertegnede var vikar i menighederne i Ugle Herred var der i indbudt til debat om højmesseordningen i den danske folkekirke. Det var en beskeden flok af de kirkevante fra menigheden, der mødte frem.

Det var den almindelige stemning blandt de fremmødte, at de ikke havde noget større ønske om forandring. Der var en vis frygt for, at forandringer vil være til forvirring og utryghed. I løbet af den videre samtale kom det dog frem, at der godt kunne være visse forbedringer i højmesseordningen.

Med hensyn til præstens og menighedens frihed i gestaltningen af højmessen var der enighed om, at der skal være grænser for friheden. Det er vigtigt, ar man også kan føle sig hjemme, når man kommer i en fremmed menighed. Man bør endvidere se til de andre kirkesamfunds gudstjenesteordninger, så man også i udlandet kan genkende gudstjenesten og være med i den. Derfor skal der tages hensyn til den fælles tradition.

Med hensyn til gudstjenestens sprogbrug var holdningen, at den godt må afspejle en vis ophøjethed. Selv om visse ord ikke bruges i hverdagen, kan man ud fra sammenhængen skønne meningen. Man kan i den forbindelse bemærke, at mange kirker i verden bruger et ældgammelt sprog, som ikke forstås af menigmand; men det afholder ikke folk fra at gå iu kirke.

Med hensyn til den musikalske side af gudstjenesten mente, vi at der godt kan være større mangfoldighed. Man skal ikke være så bange for, at melodier kan kaldes banale, hvis de er sangbare og lette at lære. Det er en kvalitet ved en salmemelodi at kunne ”sælge” salmen.

Forsamlingen gennemgik den autoriserede højmesseordning og med diverse kommentarer:

Indgangsbønnen kunne erstattes eller udvides med, at præsten giver en kort introduktion til gudstjenesten.

Både indgangs- og udgangsbønnen samt Veit Dietrichs kollekter kan med fordel erstattes af nyere.

Introduktionen til bibellæsningerne kan med fordel gøres forståelige ved f.eks. at sige: ”Den første bibellæsning er fra Det Gamle Testamente, 1. Mosebog” – Ordet lektie har en fået en anden betydning.

Mange læsninger fra Det Gamle Testamente er svære at få fat i ved at høre dem oplæst. Det samme gælder med epistlerne. Det var måske en god ide, at nøjes med to læsninger, så kunne man vælge GT det ene år og epistler det andet år. På den måde kunne man fravælge de vanskeligste læsninger. Det blev udtrykt, at det ofte er svært at få fat i indholdet, når der læses.

Ordet epistel er et græsk, og det er i grunden nonsens at sige: ”brevet læser vi i brevet” - her foreslås det samme som ved GT-læsningen: Den 2. bibellæsning er fra…

Hvis der kun var to bibellæsninger, kunne evangeliet læses efter 2. salme. Man kunne evt. læse den gamle tekstrækkes læsninger hvert år, og lade det være frit for præsten at vælge en anden tekst som oplæg til prædikenen.

Det er en fordel, at menigheden siger trosbekendelsen i kor. På den måde får de, der ikke synger, en chance for at være med.

Kirkebønnen har i den nuværende ordning fået en kedelig plads. Dels er hele opholdet mellem 3. og 4. salme meget langt, og mange er trætte af at lytte, når præsten har sluttet sin prædiken. Derfor foreslås, at indføre lidt musik eller en kort salme før kirkebønnen, som så bedes fra altret. Mange steder kan korets motet synges på dette sted. Kirkebønnen kunne så indledes med den apostolske velsignelse.

Vi vil gerne understrege, at kirkebønnen er vigtig. Den skal jo vise menighedens solidaritet med den lidende verden, idet vi husker og beder for de nødlidende, kirken og samfundet.

Salmen efter prædikenen er i mange kirkesamfund ”offertoriesalmen”, hvor der samles penge ind til forskellige formål. Den skik kan man nok vanskeligt genindføre i folkekirken. Men man kunne lægge mere vægt på kirkens mission og diakoni ved at oplyse om, hvem der samles ind til, og ved at opfordre til at lægge penge i kirkebøssen.

Vi var enige om, at nadveren i den danske kirke har for lidt præg af fest og taksigelse. Der fokuseres for meget på syndsforladelsen, så mange opfatter den som en erstatning for bodens sakramente, hvor man kun skal deltage, hvis man har lavet noget meget syndigt. Vi bemærker, at nadveren i andre kirker kaldes eukaristi og skal bære præg af fest og taksigelse.

Vi finder det godt, at bekendtgørelserne finder sted efter sidste salme før udgangsbønnen. Det er naturligt, at det sker som en slags farvel. Det har også den fordel, at man så kan gøre opmærksom på søndagens indsamling.

Vi beklager, at man mange steder omtaler sidste del af gudstjenesten som afslutning. Den skulle kaldes udsendelse. Vi har nu tjent Gud ved at lovsynge ham i kirken. Nu skal vi gå ud for at tjene ham i kald og stand. Vi begynder ugen med at tjene Gud ved at lovsynge ham i kirken og lytte til det glædelige budskab. Derefter går vi ud i hverdagslivet for at tjene Gud ved at påtage os tilværelsens opgaver. Derfor blev det også beklaget, at det er blevet almindeligt, at man skal sidde til postludiet er færdigspillet. Udgangen under musik signalerer jo, at vi tager gudstjenestens fest og musik med ud i hverdagen. Gudstjenesten er ikke slut. Den fortsætter i tjenesten i hverdagslivet. Den nye skik med at blive siddende har også mange gange ændret postludiets karakter til at blive meditativ musik og ikke en festlig fanfare til udmarch.

Disse tanker er Ugle Herreds bidrag til liturgidebatten. De er naturligvis præget af præstens meninger. Desværre blev der ikke tid til at drøfte dåbsritualet.

Klaus Buch Møberg

Som præst igen 25 år har jeg også tumlet med liturgi overvejelser. (følgende er altså min egen holdning)

Jeg vil her tilføje egne overvejelser: (Red. Klaus Buch Møberg sendte liturgibidraget fra Assing Sogn)

Jeg er glad for højmessen, fordi jeg har vænnet mig til den. Men vanen er ikke det, der præger den kommende generation af kirkegængere. Derfor er jeg lidt splittet i forholdet til højmessens føre position. Jeg har svært ved at se højmessen som det samlende punkt for menigheden – mærker det specielt i forhold til dåbsfamilier, der ønsker dåb uden for højmessen.

Generelt ønsker jeg en rimelig fast struktur, men ikke som en spændetrøje, hvor det er svært at lave ændringer.

De forslag, jeg kommer med her, er set ud fra egen praksis og ønsker:

Jeg har god erfaring med at bruge min guitar i gudstjenesten. Det er mest dem, der lejlighedsvis kommer i kirken, der udtrykker deres glæde ved guitar frem for orgel. For mig er det vigtigt, at salmesangen bliver mere end salmebogen og at musikken bliver mere end orgelmusik. Men jeg er dog alligevel så restriktiv, at jeg ikke ønsker populærmusik blot for at folk skal komme til kirken. For mig skal sangene/salmerne være trosbærere. De skal på en eller anden måde handle om Gud, have Gud med – ikke kun indirekte.
Jeg ser meget gerne et større engagement af lægmænd. F.eks. ved ind- og udgangsbøn, ved tekstlæsninger, ved kirkebøn, som hjælpere til altergang. Tanken bag er den helt klassiske, at medvirken giver medansvar. Jeg har f.eks. sat kirkegængere til at vælge salmer til en søndag, jeg har ad flere gange udfordret menighedsrådet ved, at de skulle stille mindst to spørgsmål til en søndagstekst (to og to sammen) og vælge en salme, herefter skulle prædikenen udformes som et svar på deres spørgsmål. Denne opgave som menighedsrådet blev betroet, har jeg også forsøgt en gang at uddele til forskellige områder (kvarterer) i sognet, men her var der ingen der ønskede/følte sig forpligtede til at svare = det løb ud i sandet.
Jeg kunne også ønske mig at få løst op for, at en højmesse altid skal være søndag formiddag (ca. kl. 10). Vi bliver mere og mere udfordret af dåbslørdage, og vi kan ikke nægte at døbe på en lørdag. Hvorfor så ikke lave en højmesse lørdag formiddag (en gang i kvartalet/evt. i måneden) og i den weekend sløjfe søndagens gudstjeneste. Det vil kunne tage brodden af dåbsforældres ønske om private dåbsgudstjenester (= masse ekstra arbejde for personalet).
Jeg kunne også godt tænke mig at reducere antallet af bønne i gudstjenesten og i stedet give plads til stille bøn. En reduktion kunne være at sammensmelte indgangsbøn og indgangskollekten og i endnu højere grad kunne slutkollekten smelte sammen med udgangsbønnen (begge rimelig faste i formuleringen). Den stille bøn kunne være en del af kirkebønnen eller en del af nadverbønnen eller kunne fremstå som en del af den kombinerede indgangsbøn/indgangskollekten.
Jeg kunne også tænke mig en tredje tekstrække, men som ikke ligner de to første. Højtiderne skulle selvfølgelig respekteres, men ellers skulle tekstrækken være en kontinuerlig læsning af evangelier og gerne også af epistel-tekster. Denne tekstrække skal være så fleksibel, at den på skift tager alle fire evangelier ind. Jeg er overbevist om, at vi som kirke har brug for en fortløbende læsning af evangelierne og ikke kun en tematisk læsning.
Jeg kunne også godt tænke mig, at flere regi-bemærkninger blev føjet ind i ritualet. Lige nu har vi nærmest kun regibemærkningen ”Lad os alle bede”. Jeg bruger selv regibemærkningen: ”Lad os rejse os og …” en sætning der gør det nemmere for dem, der ikke kommer så tit. Jeg mærker (ikke kun hos konfirmander) at en større og større del af den gudstjenestefejrende menighed kommer lejlighedsvis. Det kan jeg selvfølgelig begræde, men bliver gudstjenesten for indforstået, så vil den lejlighedsvise deltagelse forsvinde og som følge heraf, vil den gudstjenestefejrende menighed skrumpe. Jeg byder også velkommen til gudstjeneste, fortæller hvilken side i salmebogen søndagens tekster står på og angiver tema.
Jeg kunne også tænke mig at der i ritualet står, at det er et frit valg, om menigheden vil bruge vin eller druesaft til altergang.
Jeg kunne også tænke mig, at ritualet indeholdt en ”fri blok”, som man kunne bruge eller springe over, alt efter menighedens behov/karakter. Denne blok kunne bruges til korsang, til optrin, til børneprædiken, til band, til videoklip, vidnesbyrd, musikvideoer, samtale-tid med sidemanden og meget, meget mere. Denne frie blok kan på denne måde understøtte søndages tema eller menighedens karakter, og er som skrevet FRI.
For mig vil det være rart, hvis bekendtgørelserne kom til sidst i gudstjenesten (nok før postludiet idet gudstjenester med dåb hos os medfører, at dåbsbarnet bæres ud under postludiet)

Ulla Bager Møller

Maria Louise Odgaard Møller

Kære biskopper

Vedhæftet red.: nedenfor) dels en kommentar til debatten om højmessens liturgi, dels en kommentar til dåbsritualet. Sidstnævnte blev også publiceret i Kr.Dagblad i september 2019.

Kommentar vedr. højmessen

En god bog er en, hvis handling eller personer, man kan spejle sig i. Man føler sig genkendt som menneske. Man bliver glad og rørt over beskrivelser af stemninger, oplevelser eller situationer, man selv har oplevet. Eller man bliver rørt over beskrivelser af stemninger, oplevelser eller situationer, man slet ikke selv har oplevet, men som man nu ved noget om: ”Sådan havde jeg det også/slet ikke i min barndom/da jeg blev skilt/da jeg blev mor”.

Den ekstraordinært gode bog kan noget andet end at vække til genkendelse og ramme ens følelser. Den kan forløse en sandhed om det at være menneske i verden, som vi enten havde glemt eller ikke kendte til. Den kan muligvis vække genkendelse og andre følelser i os, men det er ikke det primære sigte med bogen. Sandheden er det primære.

Ovenstående distinktion mellem det gode og det ekstraordinært gode kan måske overføres til den pågående diskussion om højmessens liturgi. Der er i hvert fald en strømning i tiden og i debatten, der gerne vil genkendeligheden og det følelsesladede. Man ønsker at tale til folks følelser, først og fremmest. Og gerne i et poetisk sprog. Og anken mod den nuværende højmesseordning er, at den ikke taler til os som de moderne mennesker, vi er, med de følelser og oplevelser, vi hver især kommer med. Højmessen er for stiv og for kedelig, den er ikke tidssvarende og vi bliver ikke rørt af den.

Det er muligvis rigtigt. Men hvis det er sådan, så er det fordi, at højmessen ikke er som en god bog. Højmessen er den sublime bog; den ekstraordinært gode bog, der forløser en sandhed om os, som vi enten havde glemt eller ikke kendte til.

For højmessen skal liturgisk set forkynde os den sandhed om Gud og om os selv, der er den kristne sandhed, og som vi finder i Bibel og bekendelsesskrifter. Det betyder ikke, at det ikke kan være følelsesladet at være til en højmesse. Selvfølgelig kan det det. For forkyndelsen af ordet vækker troen og rækker os trøsten, skænker os nyt mod, giver os friheden i syndernes forladelse. Men det forudsætter, at den kristne sandhed om det at være menneske i verden og stå i et forhold til Gud, der har skabt og frelst os, er det primære i højmessen. Ikke det moderne menneskes påståede trang til poesi og følelsesladet tale. Og hvis en ny højmesseordning først og fremmest bygger på det sidste, så står den i fare for at være forældet om ganske få år, for allerede til den tid vil vi være trætte af at sidde på kirkebænken og lytte til en præst, der gennem bønner og salmevalg forsøger at gætte sig frem til, hvordan vi nu har det og føler det i dag. Vi vil være trætte af på den måde at blive intimiderede. Og vi vil længes tilbage til den højmesse, hvis liturgi Søren Ulrik Thomsen kalder for kølig. Vi vil længes tilbage til den højstemthed, der har indbygget en afstand til os i sig; en afstand, der netop sikrer, at der er plads til hvert et menneske ved højmessen, og at der først og fremmest er plads til forkyndelsen af det kristne evangelium og den sandhed, det rummer i sig, som skal lyde til tro og til trøst uanset, hvordan man nu lige har det i dag.

Derudover er det meget vigtigt at være opmærksom på, at langt de fleste præster i dag trænger til ansvars-aflastning. Med det mener jeg, at det ved hver sær-gudstjeneste, hvor liturgien ikke er givet på forhånd, er op til den enkelte præst at planlægge og udforme dennes liturgi og dermed også som præst stå til ansvar for den. Dette ansvar og det formentlig tidskrævende arbejde, der ville følge med, vil kun forøges, hvis højmessens liturgi bliver op til hver enkelt menighedsråd i samarbejde med den stedlige præst at udforme. Her er den autoriserede højmesse en stor gave og aflastning. Det er den dels for menigheden, der ikke tages til gidsel af menighedsrådets og/eller præstens mere eller mindre gode evner til at reflektere teologisk og have blik for alle de tråde, der skal holdes sammen i en højmesseliturgi. Og det er det dels for præsten, fordi liturgien er givet på forhånd. Præsten behøver ikke være bekymret for, om teologien er tænkt ud i alle led eller om menigheden nu finder det hele spændende nok, og hvis ikke – hvordan den så kan gøres anderledes til næste søndag. Den autoriserede højmesseliturgi bliver i stedet noget, som både præst og menighed kan give sig ind under, og det er en gave.

Jeg er derfor fortaler for, at den nuværende højmesse-liturgi bibeholdes uændret. Den kan sagtens bære at få endnu 25 år på bagen eller mere.

Nyt dåbsritual: Hvem taler det store tavse flertals sag?

Der gemmer sig en vigtig, men glemt fortælling i 1790’erne kirkehistorie, som historiker Lars N. Henningsen har skrevet om i bogen Værdikamp og folkeuro. Datidens præster ønskede at ændre gudstjenesten og ritualerne. Det hele skulle iklædes en nutidig sprogdragt og gøres forståeligt, fordi de mente, at sådan som det var, så forstod folket ikke noget som helst af, hvad der foregik. Præsterne i Slesvig og Holsten indførte derfor en ny rationalistisk liturgi og nye rationalistiske ritualer for dåb og nadver, og mente, at de nu havde gjort folket en stor tjeneste. Men det var folket helt uenig i, og der rejste sig et voldsomt folkeoprør, hvor man krævede de gamle, velkendte ritualer tilbage. Selvom præsterne nu kunne vælge mellem syv forskellige dåbsritualer, så forlangte folk, at deres børn blev døbt efter det gamle, som de kendte, hvor hverken forsagelse, korsets tegn eller Fadervor var taget bort, for ellers kunne de ikke få sjælefred; de blev simpelthen i tvivl om, hvorvidt den ”nye” dåb var en gyldig dåb.

Denne del af den sønderjyske kirkehistorie er værd at huske på nu, hvor slaget om gudstjenestens liturgi og sakramenterne dåb og nadver skal stå.

Birgitte Kragh Engholm har her i avisen flere gange slået til lyd for, at der er brug for et nyt dåbsritual, der ”giver mening for moderne mennesker”, som de finder ”vedkommende” og kan forstå. Selv spørger hun insisterende dåbsforældrene flere gange i løbet af en dåbssamtale, om sætningerne i dåbsritualet giver mening for dem. For Birgitte Kragh Engholm er det ikke nok, at forældrene har taget en beslutning om at ville bære deres barn til dåben – en beslutning, der i sig selv vidner om, at de finder dåben betydningsfuld, men hun vil helt ind i sindet på dåbsforældrene, vide hvad de tænker og føler, og hvad der giver mening for dem – de såkaldt moderne mennesker. Og hendes anbefaling på baggrund af de 48 dåbssamtaler, hun har haft i år er, at dåbsritualet skal laves om.

Flere spørgsmål rejser sig her, for det første: Hvad med det store, tavse flertal af tusindvis af dåbsforældre, der hvert år bærer deres barn til dåb uden at give udtryk for, at de synes ritualet skal laves om? Hvem taler deres sag? Og hvem er ”det moderne menneske”? Er der forskel på det moderne menneske øst og vest for Storebælt? Det er tankevækkende, at reformiveren synes størst på Sjælland, både hvad gudstjenestens liturgi (Høsterkøb), dåbsritualet (Lindevang/Vesterbro) og nadverritualet (Himmelev) angår. Er det et fåtal af reformivrige præster øst for Storebælt, der skal diktere resten af landets liturgi og ritualer? Og er der virkeligt et stort folkeligt krav om, at det, der sker i kirken, skal laves om? Eller er der snarere tale om, at lægfolket er ret konservativt, ligesom i 1790’ernes Sønderjylland, og holder af tingene, som de er, under en stille accept af, at nej, det er ikke sikkert, at de forstår hver en sætning i dåbsritualet, men de bærer alligevel deres børn til dåben og kommer med en stor andægtighed og en fornemmelse for, at det, der sker er vigtigt og betydningsfuldt.

Mens Birgitte Kragh Engholm mener, at det vigtigste ved et eventuelt nyt dåbsritual er, at det taler ind i ”moderne menneskers eksistensfortælling”, så mener jeg, at det vigtigste ved et eventuelt nyt dåbsritual må være, at det teologisk formidler og bærer en sandhed, der i sin kerne er evangelisk-luthersk, hvilket også vil sige bibelsk. Og her er det vanskeligt at komme uden om en antropologi, der involverer synd. Derfor: Hvis dåbsritualet bliver skabelsesteologisk funderet (som i Lindevang kirke) og kombineres med et nadverritual med fokus på nadveren som et mindemåltid (Himmelev kirke), så skrives syndernes forladelse helt ud af både dåb og nadver. Så kan det godt være, at ritualerne i nogle præsters øjne er mere forståelige. Men er de stadig evangelisk-lutherske?

Møllevangskirken, Aarhus

Netværk Folkekirke for Særlige Behov

Nibe-Vokslev Pastorat

Kære Elof og Jette.

I torsdags havde vi menighedsmøde om liturgi i Nibe-Vokslev sognegård.

Vi havde først en ”alternativ” gudstjeneste kl. 17 med lægprædikant, hvor 152 var mødt op. Ca. 80 fulgte med over i sognegården til spisning og møde om liturgien. Det var langt over, hvad vi havde turdet håbe på. Menighedsrådet havde lavet mad til 40, men ved hjælp af små tallerkner og et bespisningsunder, blev alle mætte.

Jeg havde struktureret et oplæg med idéer fra jer, og aftenen blev en stor succes. Jeg måtte til slut afbryde en livlig debat, fordi vi var gået langt ud over den fastlagte tidsramme. Vi blev IKKE enige om noget. Det, den ene var varm fortaler for, syntes den anden var forfærdeligt. Men jeg sender jer her noterne og billeder af plakater, vi lavede.

Det var en meget givende aften. Og derudover dejligt for mig at opleve som ny her, at der er stor interesse for vores gudstjenesteliv. Jeg traf et par stykker dagen efter, der havde været med. De er ikke normalt kirkegængere, men havde fået meget ud af aftenen, og vil gerne være med en anden gang.

God arbejdslyst med det videre forløb.

------------------------------------------

Gerda tager over: Hvem bestemmer?

Ritualbog fortæller, hvad præsterne skal gøre. Siden 1992 har tingene ligget fast, så det er så ens, som muligt. Der er små afvigelser rundt omkring i forhold til ritualbogen.

Tiden er måske moden til at der ses på gudstjenesten

3 rapporter om gudstjenesten, dåben og andre kirkelige tjenester, ønskes nærmere læsning, så kig på Ribe stifts hjemmeside

Udvalg vedrørende folkekirkens gudstjeneste er kommet frem til flere punkter, som er udgivet i større rapport og i en lettere udgave (pixi-bogen):

Autorisation, ritualbogen

Genkendelighed-for hvem skal gudstjenesten være genkendelig, præster, flittige kirkegængere eller lejlighedsvise kirkegængere, regler og uskrevne regler i gudstjenesten

Frihed,

Arbejdsgruppen er kommet frem til:

Den konservative - beholde den nuværende form

Den frie - hvor frit skal det være, der skal være nogle kerner i gudstjenesten, 4 ting til stede, samling, ordet, nadver og sendelse

Mellemvejen- kompromis,

Mødedeltagerne skal nu i gang med forskellige aktiviteter

Plakater oppe på væggen:

Vi holder gudstjeneste for ….

Hvis jeg skulle bestemme over gudstjenesten, skulle den ….

Hvad er det værste ved gudstjenesten? …

Hvad er det bedste ved gudstjenesten? …

Alle har skrevet på post-it, vælger de bedste udsagn, som kommer op på plakaterne, idet der er valgt en kirkegængertype, som er modsat en selv

Alle sedler er sat på plakaterne

Jesper, Lotte, Peter og Bent er sat i panel, for at svare på spørgsmål, skiftes dog ud med spørgere/kommentatorer fra salen.

Hvad skal der laves om ved gudstjenesten?

Kan godt opleve, at der er en trykket stemning, mangler smil i kirken. Det er smukt i kirken, skal være begejstret for at gå i kirken, få skulderne ned, sunget gode sange, god oplevelse kunne medføre et generationsskifte af kirkegængerne

Stå op og synge, bede lidt mindre til Gud

i fremmede kirker tales ikke sammen, skulderne sidder oppe ved ørerne, skal huske at hilse på nye kirkegængere i egen kirke, prøve at få det til at blive en god oplevelse

Som regel er det hyggeligt

Skal ikke være en fest, mange har brug for ro og fordybelse, vigtigt at man forstår, hvad der bliver sagt fra prædikestolen

Sidder altid bagerst i kirken, for at nyde det store rum i kirken

Vokslev kirke er meget lang, langt væk fra præsten

Bondefamilie i Vendsyssel tager på besøg i forskellige kirker, præsten advares, præsten provokerede med miljøudsagn, gav god anledning til snak om gudstjenesten

Vil der være nogle områder i gudstjenesten, som trænger til fornyelse?

Kan man bede for tit, børn skal synes at det er mere spændende at være i kirken, børn skal lære at være stille, så alle kan høre prædiken

Indledende nadverbøn er fin ved genkendelse

Godt at ritualet er i salmebogen

Mangler yngre mennesker i kirken, mister de yngre generationer, skal sørge for at kirken bliver moderne, mødes og snakker inden gudstjenesten og snakker bagefter, måske mulighed for at diskutere indhold fra prædiken med præsten

Flere generationer med ind, flere generationer følges ad, opleve at der er noget at komme efter

Skal gudstjenesten være fri eller genkendelig? Hvem skal den være genkendelig for og hvem holder vi gudstjeneste for?

Variationer må der gerne være, men genkendelighed hjælper de ikke så flittige kirkegængere, vigtig med genkendelighed giver tanke om fællesskab, noget vi kender. Skal lave et mix

Godt at præster nævner at nu skal vi rejse os

Måske bruge menigheden til oplæsning

Baby-salmesang kunne måske udvikles til det mere åndelige blandt mødre, studiekredse, de unge familier og deres liv

Hvorfor holder vi gudstjeneste, formidling, flere følges ad, fortæller om at hilse på hinanden, katolsk kirke med almindelig kirkemusik men også ungdomsband, få mere liv med ind og budskabet

Det handler om budskabet, pakkes lidt lækkert ind

Klar vision om gudstjeneste i Nibe-Vokslev om 10 år

Håber at det er som nu, men at vi står op og synger, gør det højtideligt, pas på traditionerne, skal ikke lave for meget om

Afslutter aftenen med at synge: Nu går solen sin vej

Fælleskab i Nibe - folk bakker op omkring arrangementet

Arne Hjort Nielsen

Erna og Jens Nielsen

Tanker og overvejelser om gudstjenesten

Det er vigtigt at gudstjenesteliturgien på en eller anden måde er centralt bestemt, og det er fint nok at det er biskopperne der sætter rammerne, hvis de lytter på menighedens ønske. Selvom vi har forskellige meninger. Hvis ikke liturgien er centralt bestemt ved en autorisation, vil folkekirken og gudstjenesten udvikle sig i alle mulige retninger, og så vil der være væsentlig mindre der binder kirken sammen.

Menigheden må meget gerne blive engageret i gudstjenesten, men det er præsten der har ansvaret for indholdet i gudstjenesten. Det kunne også være fint med lægmandsprædikener indimellem, hvor man bruger en fra menigheden. Hvis man har en mandlig præster, kan det være fint med muligheden for en kvindelig prædikant. Og hvis man har en kvindelig præst, ville det være fint med en mandlig prædikant. Det skaber variation og bredde i forkyndelsen.

Vi tror at liturgien er med til at skabe ro om gudstjenesten, så kirkegængeren ikke kommer til en gudstjeneste hvor hun skal forholde mig til alle mulige nye ting hver gang. Det er vigtigt, at der er en vis genkendelighed, både af hensyn til kirkevante og mindre kirkevante. Men præsten må gerne have et vist råderum indenfor liturgien, så der er mulighed for variation i gudstjenesten. Det handler om at skabe en vedkommende gudstjeneste. De led som er vigtige for os er velsignelsen, tekstlæsningen, bøn og nadveren. Trosbekendelsen er også vigtig, men er ikke nødvendig hver gang. Vi synes også Fadervor er en slags trosbekendelse.

At synge sammen er også rigtig vigtig for fællesskabsfølelsen i menigheden, derfor skal sang med hver gang.

Vi synes det er vigtigt med tekstrækker, men savner flere gammeltestamentlige tekster som prædiketekst. Men vi kunne foreslå, at præsten havde fx 5 søndage udenfor højtiderne, hvor han selv kunne vælge hvilken tekst han skulle prædike over. Eller at han kunne vælge et tema, som kunne strække sig over fx 3 søndage, hvor tekstvalget var frit.

Vi synes man skal røre så lidt som muligt ved ordlyden af dåbs- og nadverritualerne. De har en dyb betydning som vi knap nok selv kan forstå. Der er så mange forskellige planer i ordlyden. Et sakramente må gerne have en vist mystik over sig. Der er mange ting at undres over i kristentroen, sådan skal det fortsat være. Ellers bliver troen forfladiget. Det må ikke være et krav, at alt skal kunne forstås. Og nogle ”regler” kræver at man oplever dem mange gange før man forstå bare lidt af dem. Ligesom i en fodboldkamp, hvor man ikke forstår regler og sammenhænge første gang man ser en kamp. Men det hjælper at se en kamp mange gange. Ritualerne kan/skal ikke gøres enkle, for det er ikke enkelt, det der foregår. Det har en dyb betydning, det der foregår. Det er vigtigt at dåben og nadveren ikke fjernes fra funderingen i den bibelske tekst. Der må være en klar sammenhæng mellem Jesus-ordet og ritualernes tekst.

Vi foretrækker helt klart en gudstjenesteordning, hvor der er mulighed for frihed indenfor en fastlagt struktur og ordlyd. Den form kender vi fra vores egen søndagsgudstjeneste, og det fungerer fint. Især er det fint, når man varierer det musikalske udtryk, så forskellige musikgenrer tilgodeses.

Dermed tilgodeser man også forskellige typer mennesker. Men det er rigtig vigtigt, at hele gudstjenesten er funderet i de bibelske tekster, så man ikke er i tvivl om, at det er en kristen kirke, som bygger på vores trosbekendelse og de kristne grundsandheder.

Gunhild Øeby Nielsen

Kære biskopper

Jeg vil forsøge at formulere input til overvejelserne omkring gudstjenesten/højmessen/liturgien. Hvorvidt de gælder for andre end mig/ er repræsentative, ved jeg selvsagt ikke. Hvorvidt de rammer præcist det, i arbejder med, ved jeg heller ikke, for det har jeg ikke sat mig ind. Men jeg har noget på hjerte, som jeg håber måske kan bringes med i dele af overvejelserne.

Nøgleord om mig: Jeg er 52-årig kvinde, jyde, gift og mor til tre, opvokset i et kristent hjem og efter en tumultarisk ungdom - ikke mindst ifht tro - landet nogenlunde på benene - ikke mindst pga min kloge og stabile mand; i øvrigt lang humanistisk uddannelse. Trofast kirkegænger, en periode menighedsrådsformand fordi ingen andre ville. Lærerigt! Ellers og helst blot et almindeligt medlem af Guds menighed.

Jeg holder meget af folkekirken, af gudstjenesten, salmerne, liturgien, kirkerummet - det hele - MEN:

Jeg synes også den er for stiv. Jeg ved ikke, om jeg er lavkirkelig eller højkirkelig, aktivistiske eller tidehvervsk - lidt af det hele og svingende fra søndag til søndag. Det er ikke pointen. Jeg vil slet ikke ændre essensen - rummet, bønnerne, teksterne, salmerne, klokkeringingen osv. Jeg vil bare løsne lidt i det hele. Gøre det mindre stift og langt mindre perfekt og fejlfrit. Flere fejl! Mere menneskeligt nærvær - nu - i rummet.

Og mindre orgel! Klaver, guitar, violin og sang uden instrument. Ned i toneleje - giv folk mulighed for at synge med - de fleste elsker jo at synge! Giv dem dog muligheden!

Mere stemningsfuldhed. Sluk de elektriske lys - lys på alteret. Stilhed. Nogengange. Vågne sanser.m
Og kommentér salmerne, liturgien, kirkerummet, så vi hjælpes til at forstå rigdommen - også før vi har gået i kirke i en menneskealder. Det gør gudstjenesten dybere, når man forstår kirkerummets indbyggede dynamik mellem Gud/kor og menneske/skib. Vi oplever jo gennem symboler, med kroppen, mere umiddelbart. Ikke hver gang. Nogle gange.

Det lyder så enkelt, det jeg skriver, men min temmelig empirisk underbyggede erfaring er, at det sjældent sker. Højmessen kører efter en snor, alle fejl noteres, uden vi vil det, hos os, der kender forløbet. Dåbsgæsterne kan ikke finde ud af, hvornår de skal stå og sidde. Og de bliver stående under nadveren.

Jeg synes faktisk, vi risikerer at forspilde en mulighed, for vi er SÅ rige på poesi i salmerne, på stemning i de fantastiske kirkerum, på mulighed for smukke musikoplevelser, på en både intellektuel og spirituel og diakonal tradition. Mere oldkirke. Relationer, forbundethed - også med naturen.
Jeg ved godt, der er gjort så mange tiltag, jeg ved præsterne kæmper en kamp for at gøre kristendommen og evangeliet relevant for moderne mennesker, og jeg ved det lykkes tit og ofte. Jeg oplever bare selv en tiltagende frustration over stivheden i de forkerte ting (der må godt være “stivhed” i det rigtige ting som fx ritualer) som fx det totalt dominerende orgel og det høje toneleje.
Jeg havde den smukkeste oplevelse, som for mig var en gudstjeneste, da jeg var til koncert med Louise svane, Henrik svanes datter, for nylig.. der kommer snart en you tube kanal med de nye salmer, hvor i kan høre det (Langå kirke). Hun levede sig så meget ind i musikken og teksterne, bla af grotian, at det lukkede det op for i al fald mig. Og jeg er ikke til for mange følelser - men jeg er til at give plads til spiritualitet i kirkerummet.
Håber det giver en smule mening! Måske kan mit input faktisk sammenfattes: jeg savner kristen spiritualitet i kirken. Og jeg tror den kan tale til moderne mennesker. Hørte Erik Meier Carlsen fortælle om buddhisme og kristendom i Anders laugesens og Paula Lourains program i dag. Også meget tankevækkende. Begge de medvirkende buddhister i programmert havde savnet Gud ifbm deres konfirmation!

Held og lykke med det!

Mikkel Crone Nielsen

Svend Aage Nielsen

Kære biskopper

"Sandheden skal gøre jer frie." var de sidste ord i Københavns Domkirke i dag.

Tak om I snarest vil melde ud, offentligt, at I fremover vil droppe usandfærdigheden og ulovligheden.

I har aflagt præsteløfte til oldkirkens trosbekendelser, og det er magtmisbrug, at I ikke giver jer selv og

alle andre med det løfte mulighed for at følge jeres/deres præsteløfte - og det alene.

-----------

Med blot to ord kan vi undgå at lyve og at vildlede menigheden:

Lad os - efter Forsagelsen - bekende vor kristne tro...

De to forskellige tekster kan også indledes med tre ord: I Jesu navn..

Men det er vigtigt, at de to tekster skilles ad. da de ikke hører sammen.

Det er også vigtigt, at præster og menigheder får adgang til at bekende, Hvad de har aflagt præsteløftet til: oldkirkens både apostolske og nikænske trosbekendelse. I CA henvises der i Artikel 1 til "decretum Nicænæ synodi" = den oldkirkelige tekst.

-----------

Kære ansvarlige

Der er brug for at ændre til sandfærdige tekster i folkekirkens liturgi, som følger:

Forsagelsen skal ikke være første sætning i Apostolikum, men frigøres fra den.
Underteksten kan kun være Forsagelsen og Den apostolske Trosbekendelse.
De to tekster kan ikke indledes med. Lad os bekende vor kristne tro.
De to tekster kan godt indledes med: I Jesu navn
Den udvidede nikænske Trosbekendelse har ikke lovgrundlag for udvidelsen, så teksten må erstattes til oldkirkens nikænske trosbekendele fra år 381.
Da Jesu sprog ved den første nadver var uden udsangsordet, bør de danske sætninger blive: Dette Jesu Kristi Legeme og
Dette Jesu Kristi blod.

-----------

Kære biskopper

Vedhæftede to filer dokumenterer, at der praktiseres dobbeltmoral i folkekirken. De bedes I sørge for, at det bliver standset ved at bede Bibelselskabet/Det Kgl. Vajsenhus' Forlag om at undgå det ved genoptryk, så der også tilføjes noter til ikke oprindelige dele af oldkirkens den nikænske Trosbekendelse.

Mens Bibeludgaven gør opmærksom på, at sidste led i Fadervor ikke er med fra starten, sker det ikke tilsvarende i Den danske Salmebogs udgave af det, den kalder Den nikænske Trosbekendelse. Denne betegnelse er usandfærdig, også som den gengives på www.folkekirken.dk

NB: Min familie synes min retorik til tider har været hård i mine indlæg om denne min mærkesag siden 1988.
Jeg er klar til at undskylde, hvor og når den har været for hård i forhold til sandhed og ret.

For hvem, der vil studere mine prædikener og debatindlæg nærmere vil jeg nævne, at der ligger meget om emnet på internettet og på min hjemmeside: www.svendaagenielsen.dk

Tryk på links nedenfor:
Et udsnitsbillede af Den nikænske Trosbekendelse

Et andet udsnitsbillede af Den nikænske Trosbekendelse

Bidrag til liturgidebatten:A-M

Åbn de lilla tekstbokse

Valg af browser

A

Agerskov Valgmenighed

Alsted menighedsråd

Knud Andersen

Solvej Paabøl Andersen

Liturgidebat – hvad er det? Og hvad skal det til for?

Assing Sogn

B

Bagsværd Sogn

Bodil Breinholt Bak, Jens Refslund Poulsen & Ingrid Vitrup Wass

Peter Balslev-Clausen

Bellahøj-Utterslev Sogns Menighedsråd

Bethania, Herlev Indre Mission

Møde i Bethania, Indre Mission i Herlev den 10. marts 2020

Betlehemskirken

Steffen Bjerre

Sidsel Keibel Blom

Vagn Bodilsen, p.v.a. studiekreds, Bjerringbro

Brabrand og Aarslev kirkers menighedsråd

Buddinge Kirke

Louisa Schønnemann Bøttkjær

C

Jens Carlsen

Inge Rolfdal og Niels Ravn Christensen

Kommentarer til gudstjenesteliturgi:

Vores ”Drømmegudstjeneste:

Gudstjenestens forløb:

Karsten Christensen

Liturgien

Nadver

Dåb

Christianskirken, Aarhus

Lisbet Christoffersen

D

Leif Damkier

Til Folkekirkens Liturgi.

GUDSTJENESTEN

ANDRE GUDSTJENESTER

ORD - PRÆDIKEN

ORD – BØN

SANG OG MUSIK - SALMESANG

SANG OG MUSIK – MUSIKKENS ROLLE

FÆLLESSKAB

RUM TIL KIRKE

Signe Danielsen pva. religionspædagogisk udvalg, København

Ulla Dannesboe

DanskOase

DanskOases kommentar til det Folkekirkelige liturgiarbejde

A. Udvalgets skitserede modeller: Model 2 foretrækkes

B. Biblen og kirkens bekendelse - Kirken findes, hvor Ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Herrens indstiftelse

C. Gudstjenesten som norm for menigheden som fællesskab - Dåb og Nadver

D. Engagerende spiritualitet

E. De troendes almindelige præstedømme

F. Højmessen er sendelse - liturgien efter liturgien

Ønske om at opgaven lykkes

Dansk Organist og Kantor Samfund

Iben Munkgaard Davids

Davids Kirke, København Ø

Fremtidens gudstjeneste

Preben Dessau

Steen Dilling

Vedr. Folkekirkens liturgi

Dragør Kirke

Drejø Sogn

Tina Folke Drigsdahl

E

Lars Ebbensgaard

Egeris Kirke

Karsten Ellemann

Elsted, Lystrup og Elev kirker

Emdrup Sogns menighedsråd

Enghøj Kirke

John Juul Eriksen

Vedr. debatten om folkekirkens liturgi.

Torben Eriksen

Andreas Exner

Anne Odgård Eyermann og Marianne Søgaard Hoffmann

Bidrag til liturgidebatten:
A-M

Bodil Breinholt Bak, Jens Refslund
Poulsen & Ingrid Vitrup Wass

Brabrand og Aarslev kirkers
menighedsråd

Signe Danielsen pva.
religionspædagogisk udvalg, København