Bidrag til liturgidebatten O-Å

Søren Odgaard

Ole Buchardt Olesen

Autorisation, folkekirke og bekendelse

I kronikken i vores avis mandag den 20.januar, begået af Elisabeth Krarup og Agnete Raahauge, sættes der bl.a. fingeren ned på et bestemt punkt i de biskoppelige rapporter, som skal være baggrund for den folkelige debat om gudstjeneste, sakramenter og autorisation, som skal foregå i de kommende måneder rundt om menighederne. Det punkt, de berører, er nemlig noget mystisk noget, der siges i rapporten om autorisation. Tænker man nærmere efter, må man i hvert fald ende i en ejendommelig forundring, der ender med at blive perspektivet, man lægger på alle tre rapporter.

I rapporten om autorisation tales der nemlig om forskellige modeller for autorisation i folkekirken af ritualer, sakramenter m.m. Det er især model to, der tiltrækker sig den største forundring og derfor også opmærksomhed. I rapportens model to til ny struktur for autorisation af ændringer i liturgi og sakramenter og hvad der af følger, er friheden sat i højsædet. Det betyder, som det siges i kronikken den 20.januar, at biskoppernes tilsyn, så at sige, vendes på hovedet: fra at være et tilsyn, der skal sørge for, at tingene i kirke og sogne foregår efter gældende regler og på bekendelsesgrundlaget, skal biskopperne fremover være samtalepartnere for sogne og præster, der ønsker at ændre i det gamle og traditionelle; en slags medspillende inspiratorer.

Det er klart, denne nye frie form for adgang til ændringer i liturgi og sakramenter, kirkesang og hvad ellers, vil åbne for et helt andet, meget spraglet liturgisk og sakramentalt kirkeligt landsskab, end det vi kender i dag. Dette har rapportens forfattere dog også set, kunne være et problem. Derfor skal der udarbejdes et såkaldt ”teologisk grunddokument”. For, som det står i Grundloven: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten”. For rapportens forfattere må det et sted have foresvævet dem, at, folkekirkens grundlag i forhold til staten, netop er dette, at den kun understøttes, for så vidt den forbliver, netop: evangelisk-luthersk.

Derfor skal der altså udarbejdes sådan et teologisk grunddokument – en slags teologisk røgalarm for mulige løjer -, som biskoppen kan have liggende i skuffen, for i de venlige og imødekommende samtaler med meget omstillingsparate præster og menigheder, lige kan tage frem for at tjekke af, om den er inden for skiven.

Nu kommer vi så til det mystiske. Det er jo nemlig virkelig ejendommeligt, at rapportens forfattere ikke kan se problemet med et sådant dokument: hvilken kirkeretlig status skal det have, f.eks.? hvem skal udarbejde et sådant? Og måske endnu mere interessant: hvem har kompetence til at indføre et helt nyt bekendelsesskrift ved siden af det bekendelsesgrundlag, vi i forvejen har – netop det grundlag, der grundlovsmæssigt definerer folkekirken, som evangelisk-luthersk?

Hvorfor vil der i det hele taget blive brug for et sådant dokument, når vi har vore bekendelsesskrifter? Det synes der vel kun at være at brug for, dersom der med rapporten om autorisation, tænkes på at ændre dette bekendelsesgrundlag – eller give mulighed for at dispensere herfor, i sogne, der kar det skidt med Luther eller det evangeliske?

Det tyder da også på, at noget sådant har været i tankerne, de steder, hvor man har haft frie tøjler til at forsøge sig med nye gudstjenesteformer og ændringer i dåb og nadverliturgi. Nogle steder, f.eks. i Lindevang sogn, ønskes dåbssynet ændret, så dåben ikke ses i frelsesperspektiv, men i skabelsesteologisk optik: vi udtaler blot i kirken, hvad fødslen allerede siger: du er et Guds barn. Det er ikke stedet her, at komme ind på alle de ændringer, som er foretaget i gudstjeneste og ritualer i forsøgssognene og andre steder. Dette blot for at antyde, en mulig forklaring på, hvorfor, der ifølge rapporten for autorisation er behov for et helt nyt teologisk grunddokument. En sådan mistanke bestyrkes man så meget mere i, når, der i samme rapport står, at model i, som er bevarelsen af status quo i folkekirken, allerede vi være en stramning i reglerne for autorisation for visse sogne. (og i forhold til bekendelsesskrifterne?).

Hvis man læser alle tre rapporter – og det skal siges, der er rigtig meget godt at finde rundt om i disse -, så må man sige, at det er vanskeligt at læse sig til noget større behov eller nogen tvingende grund til, at hele denne debat skal køre om noget, langt de fleste sogne er tilfredse med. Særligt når man læser den klart bedste rapport og dåb og nadver, så er det vanskeligt ikke at læse, i hvert fald afsnittet om dåben, som et temmelig tungt argument for bevarelsen af det nuværende ritual og ikke mindst: den nuværende dåbssyn. Skal, der overhovedet ændres, så skulle det være, fordi det kunne have noget for sig, at bringe dette ritual mere i overensstemmelse med Luthers egne dåbsritualer fra 1523 og 1526.

Alt i alt, må man konkludere, at nugældende reglerne for autorisation og tilladelse af afvigelser og ændring hist og her i gudstjeneste, ritualer og kirkemusik, er udmærket, for så vidt, man ønsker at forblive inden for det evangelisk-lutherske, som er folkekirkens grundlag. Samtidig vil det også være betryggende fortsat at have biskoppernes tilsyn som garant for en evangelisk-luthersk folkekirke.

En af salig biskop over Sjællands stift J.P. Mynsters helt grundlæggende forestillinger om folkekirkens mulighed for at forblive netop folkets kirke, var den tanke, at man skulle kunne gå i kirke et hvilket som helst sted i landet, og dog føle sig hjemme og fortrolig med gudstjenesten. Selvfølgelig skal der være plads til – inden for den evangelisk-lutherske bekendelse – at slå sig lidt i tøjret og forsøge sig med nye former og ny musik. Men, i det lange løb, er det Mynsters uniformitetsprincip, der sikrer, at vi har en folkekirke, og ikke bare 2000 kirker og menigheder uden nogen anden forbindelse eller sammenhæng, end den historiske.

Monica Papazu

Pedersborg menighedsråd, Sorø

Nils Arne Pedersen

Kåre Egholm Pedersen & Niels Sander Wienke

Til biskoppernes liturgiudvalg.

Att. Elof Westergaard, Marianne Christiansen og Tine Lindhardt.

Folkekirkens medlemmer, menighedsråd såvel som enkeltpersoner er blevet opfordret til at give deres holdning til kende i forhold til den igangværende liturgidebat.

Præsterne ved Vejlby Kirke i Aarhus Nordre Provsti holder som så mange andre folkekirkemedlemmer af vores lutherske højmesse. Vi ser en enorm styrke i, at vi nogenlunde ubesværet kan deltage i den samme gudstjeneste, uanset hvor i landet vi går i kirke. Denne uniformitet, som ofte omtales i negative vendinger, ser vi altså som noget ubetinget positivt. Vi er nok meget forskellige i den rummelige folkekirke, men hvor er det dog ærgerligt, at denne forskelighed nu også skal gælde det, der før bandt menighederne sammen og var hævet over diskussion: liturgien og det dertil hørende biskoppelige tilsyn.

Vi tvivler stærkt på, at ønsket om liturgiske ændringer kommer fra folket. Langt snarere skyldes det folkekirkens præster, som gerne vil sætte deres eget ”kreative” præg på gudstjenesten evt. i samarbejde med de lokale menighedsråd. Det er vores vurdering, at det almindelige folkekirkemedlem m/k aldrig har interesseret sig for liturgi, men hele tiden ment, at det havde folkekirkens biskopper og præster nok forstand til at kunne forvalte.

Derfor vil vi klart foretrække model 1 frem for model 2 og 3, som står beskrevet i pjecen ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed”.

I en tid hvor alt andet er til forhandling, kunne det være velgørende, hvis folkekirken for en gangs skyld turde stå ved sin arv. Mange opsøger jo netop kirken, fordi den gemmer på gammel visdom og på ritualer, som gennem årene kun har ændret sig ganske lidt. Selve bestræbelsen på at ”forklare” sakramenterne ved byder os meget imod. Hvad er dåben og nadveren uden et element af mystisk, noget, der unddrager sig forstanden? Alligevel er fortalerne for liturgisk nytænknings stærkeste argument, at højmessen er uforståelig for kirkefremmede. Men det er netop meningen med en gudstjeneste, at den ikke skal være som det, der foregår hjemme i stuen. Der må gerne være noget ophøjet og fremmedartet over det, der sker i kirken. Og hvis man kommer i kirke en gang imellem, kan det jo være, at man får noget andet med hjem, noget man ikke selv havde valgt eller forudset.

Vi tilslutter os Bente Brammings kronik i Kristeligt Dagblad (KD 8. marts 2021), hvor hun bl.a. slår til lyd for, at de kirker, fortalere for mindre autorisation (model 2 og 3) ser som forbilleder, ikke er lykkedes med at fastholde deres medlemmer. Disse kirker (i Sverige, Tyskland, England) har i stedet fået langt mere politisk aktive og liturgisk spraglede nationale kirker, som folket ikke længere føler nogen tilknytning til.

Så kære biskopper. Vær varsomme og tænk grundigt over, hvad I konkluderer. Lad ikke sociologiske argumenter, meningsmålinger, kvalitative/kvantitative interviews eller en lille højtråbende kirkelig elites forandringsparathed veje tungere end de teologiske argumenter. Vær for Guds skyld ikke bange for at fastholde autorisationen. Den har jo netop været til for at beskytte menighederne og gudstjenesten, så Guds Ord kunne få frit løb i blandt os – aldrig for at genere nogen.

Karsten Petersen

Her forskellige kommentarer ang. behovet for en ny og ændret dåbsritual.

Den nuværende bøn bør ændres.

Det er godt og rigtigt at holde fast ved, at vi som døbte er og altid vil være Guds børn.

Men det er både teologisk og sjælesørgerisk udfordrende at sige, at vi i dåben bliver Guds barn. Det høres som eksklusiv på samme måde som, at Helligånden skænkes i dåben.

I rapporten står – menneskers mulighed, ikke Guds begrænsning. Jeg formoder, at der bl.a. tænkes på Luk. 3, 8: ”Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér”, og Rom. 8,14: ”Alle, der drives af Guds ånd, er Guds børn”. Mht. Helligånden er der Ap. G. 10, 47: ”Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi?”

Teorier og teologiske tanker skal holde i virkeligheden.

Det er blevet mere gængs, at præster bliver bedt om at holde en begravelse af dødfødte eller spædbørn, hvor dåb ikke nås at tænkes med. Der er det både med Jesu ord om børnene og Luthers tanker rigtigt og godt at kunne sige, at barnet er Guds barn og bliver taget vare på af ham.

Udfordringen kommer så, når forældrene glade kommer et par år efter og skal have en lillebror døbt. Da kan man jo ikke sige, at det levende barn først bliver Guds barn ved dåben. For hvad så med det døde barn?

I forhold til dette er begrebet genfødsel vigtig. Et barn i moderens mave er forældrenes barn. Men dør det inden fødslen, får det ikke lov at leve som forælderens barn. Derfor er for mig teksten om genfødsel samt tilknytningen ved korstegningen vigtig at holde fast ved.

Måske skulle begrebet ’at blive knæsat’ hentes frem igen som billede på, hvad der sker i dåben. Vi bliver knæsat som Guds barn samtidig med, at vi får et nyt liv med Kristus – måske kunne formuleringen være at blive vagt til live som et Guds barn.

I forhold til disse tanker er her et bud på en dåbsbøn:

Kære Gud Fader, vi takker dig, fordi du tager imod os i kirken, så vi kan føle os hjemme her.

Tak for dåbens gave, for Helligånden, som frisætter kærlighedens kræfter, og for det evige livs håb.

Lad os leve og vokse i vished om, at vi med Jesus altid er dine børn.

(Resten af bønnen kan læses af en mor/far)

Tak for dette barn, som du har lagt i vores hænder, og den tillid, du har vist os forældre. Tak for, at vi kom godt igennem fødslen, og at du lod glæden følge af smerten.

Vi ved ikke, hvad livet vil rumme for ham/hende, (som kommer til dåb)* og derfor beder vi dig:

Tag ham/hende ind i din nærhed, hvor vi bliver fælles og oplever, at livet og vi har værdi. Lad ham/hende vide, at du er med uanset hvilke veje, han/hun vælger i livet. Vær særligt nær, når livet gør ondt, og hjælp ham/hende til at leve i din kærlighed og tilgivelse. Amen.

Hvad angår bøn, så måtte der gerne være flere valgmuligheder. Udover en lang som min, så måske en kort teologisk som den autoriserede og en forældrebøn som Lissners eller sidste del af min.

Også hvad angår læsninger kunne der være et valg, så man kunne læse Titus 3,4-6 i stedet for Markus 10.

Det næste er: For mig ville det styrke dåben og dens indgang i menighedens fællesskab, hvor trosbekendelsen blev en fælles bekendelse, hvor tilspørgslen så kunne være: Vil du døbes på den kristne tro?

På den måde understreges både, at troen er funderet på bekendelsen men, at dåben stadig er en gave uden betingelser.

Hvad angår velsignelsen, så er den meget en gentagelse af, hvad der er sagt. Så måske kunne den aronitiske velsignelse bruges, som så bliver gentaget til sidst ved hver en gudstjeneste.

Med disse tanke kunne en ny liturgi måske være:

Trosbekendelsen fælles

Læsning af Matt. 28 + enten 1. Peter 1 (før), Markus 10 (efter) eller Titus 3 (efter)

Bøn (tre eller flere valgmuligheder)

Hvad er barnets navn?

Korstegning

NN vil du døbes på den kristne tro?

Dåben

Velsignelse (kort – evt aronitisk)

Fadervor

Faddertiltale

Karsten Højrup Petersen

Kirsten Borger Poulsen

Præstevang sogns menighedsråd

Raklev Sogn, Kalundborg

Høringssvar vedrørende højmessens liturgi

Menighedsrådet holdt en af de årlige dialogdage for sognet d. 18/11 2018 med temaet:

’Gudstjenesten mellem genkendelighed og fornyelse’. Vi tog udgangspunkt i spørgsmålet: Hvad gør en gudstjeneste til en god oplevelse? Et referat af dagen og svarene er vedhæftet som bilag.

Vi fandt referatet frem igen til inspiration for vores høringssvar. Nogle af forslagene er sat i værk, f.eks. at organisten spiller dagens salmemelodier de sidste 15 min. før gudstjenesten. Andet har vi besluttet at undlade at gennemføre f.eks. at der kun skulle bedes fadervor én gang i en gudstjeneste med både dåb og nadver.

Det er interessant at bemærke, at stort set ingen af forslagene kræver ændring i liturgien. Det vigtigste er a) at blive mødt med venlighed, uden at det bliver påtrængende, b) at vi fra kirken modvirker, at man føler sig fremmed, og c) at man bliver lukket ind i menighedens fællesskab. Der lægges vægt på genkendelighed, også for dem der ikke kommer så ofte.

I øvrigt har vi en menighed som tager aktivt del i gudstjenesten ved salmesang, menighedssvar og fælles fadervor, og det er en delagtighed, som vi gerne vil understøtte.

Vi vil fremhæve nogle liturgiske ændringer, som er gennemført allerede, og som vi er godt tilfredse med:

Præsten byder velkommen efter præludiet og fortæller om temaet for dagens gudstjeneste.
Vi bruger nye kollekter (bønner) og læser fra Den nye aftale, som vi har fået tilladelse til.
Vi har fælles trosbekendelse for hele menigheden ved dåb og kort tilspørgsel ved selve dåben. Det betyder en understregning af dåben som optagelse i menigheden. Vi har fået tilladelse til ordningen af Jan Lindhardt.
Vi bruger altid nadverbønnen fra ritualet ’børnegudstjeneste på højmessens plads’. På store dage holder vi gående altergang, hvor flere kan være med og føle sig inkluderet.
Vi har meddelelser efter udgangsbønnen.

Vi har desuden talt om to elementer i gudstjenesten, der kunne ændres.

Den apostolske velsignelse efter kirkebønnen, hvor menigheden rejser sig, har ikke samme funktion som tidligere, da folk ikke forlader gudstjenesten inden nadveren længere.
Gudstjenestens afslutning er for tung med mange led. Man kunne lyse velsignelsen umiddelbart efter bortsendelsesordene og dermed opnå bedre flow i slutningen.

De to sidste punkter har vi ikke prøvet af.

Sammenfattende ønsker vi ikke de store liturgiske ændringer, men ser det nærmere som et spørgsmål om at have en imødekommende og inkluderende indstilling blandt ansatte og menighed.

Tryk på link for at læse Raklevs sogns referat fra d. 18.11.18

Jens Rasmussen

Ribe Domsogn

Rungsted Sogns Menighedsråd

Konklusion om Folkekirkens liturgi

Menighedsrådets svar til biskopperne:

Rungsted sogns menighedsråd har afholdt to møder om Folkekirkens liturgi.

Det første møde blev afholdt i marts 2019 med deltagelse af menighedsrådet inklusive stedfortrædere samt det fast personale. På dette møde tog drøftelserne og diskussionen udgangspunkt i pixihæftet ”Hvem bestemmer” udgivet af ”Rapport fra faggruppen om autorisation.”

Det andet møde blev afholdt i februar 2020, og i dette møde deltog samme kreds som ved mødet i marts 2019 samt nu også medlemmer af sognets menighed. På mødet var det igen gudstjenestens liturgi, som blev drøftet og diskuteret på baggrund af de to hæfter ”Gudstjeneste ”, ”Folkekirkens liturgi”, pixihæftet ”Hvem bestemmer” samt Højmesseordningen af 1992. I de tilsendte materialer beskrives tre modeller for gudstjenesteordninger, nemlig ”Den konservative”, ”Den frie” og ”Mellemvejen”. Modellen ”Den konservative” beskriver den nuværende Højmesseordning af 1992. At modellen, som beskriver den gældende Højmesseordning af 1992, er benævnt ”Den konservative”, fandt mødedeltagerne uheldigt, ja nærmest tendentiøst. Modellen burde i stedet have været betegnet ” Den nuværende.”

Så udtalelsen fra Rungsted sogn, som den følger nedenfor, har valgt helt at se bort fra ’de tre kasser’, som liturgikommissionen har udsendt – da ingen af ’kasserne’ passer til Rungsted sogns synspunkter.

Mødedeltagerne var enige om følgende som værende Rungsted sogns holdning:

Den nuværende højmesseordning skal fastholdes. Der er stor frihed, og den indeholder mange muligheder for lokal variation. Alligevel anbefaler Rungsted sogns menighedsråd, at der gives rum for større frihed mht. valg af både autoriserede bønner og deres antal såvel som antallet af bibellæsninger fra faste tekstrækker. Disse skal være ens for hele Folkekirken. Det er sognets helt klare anbefaling, at der skal være genkendelighed, når man går til højmesse i den Danske Folkekirke. Det er fint, at der er stor variation og forskellige former for gudstjenester på alle ugens øvrige dage, men højmessen skal have en liturgi, et forløb og en ramme, som alle kan genkende og føle sig hjemme i uanset, hvor i landet man deltager i en højmesse.
Rungsted sogn foreslår endvidere, at indførelse af en tredje tekstrække bør overvejes.
Sakramenterne dåb og nadver skal fastholdes i deres nuværende form og indhold.

Morten Rydal

Veronika Rævdal

Steen Samuelsen

Sankt Hans Kirke, Odense

Kære Elof Westergaard!

Fra Sankt Hans Kirke i Odense har vi lyst til at give vores korte besyv med i forbindelse med de tre foreslåede modeller i hæftet ”Hvem bestemmer” – om folkekirkens liturgi.

Lidt om os:

Vi repræsenterer en stor del aktive kirkegængere med rødder i det ”missionske” miljø. I menigheden kommer folk fra IM, LM, KFS samt en gruppe fra frikirker, der er lukket ned. Her ud over også flere, som ”kun” har deres hjemsted i søndagsmenigheden og ikke et engagement ud over dette. Samtidig er vi - set fra min stol – velsignet af her i byen ikke at have oplevet den store opsplitning blandt de mere konservative kristne i mindre frimenigheder. Dog oplevede man for nogle år tilbage, at Dansk OASE stiftede en valgmenighed i byen, som dengang bestod af mange unge familier, som ellers havde haft deres tilhørsforhold til Sankt Hans Kirke. Netop den problematik, som rører sig i flere af de konservative menigheder i landet, synes jeg er vigtig at forholde sig til, når vi taler om den folkekirkelige liturgiske udvikling. På den ene side er det vigtigt for mange missionsfolk fortsat at have et tæt tilhørsforhold til folkekirken. På den anden side lokker – særligt musikmiljøet men også følelsen af medejerskab i de nye frimenigheder særligt de unge til at vælge fællesskabet i disse menigheder frem for i en traditionel folkekirke.

Hos os har vi haft glæde af at benytte os af Fyns Stifts mulighed for at være liturgisk frisogn. Det betyder, at vi har kunnet afholde nogle rytmiske højmesser, inspireret af nogle rytmiske gudstjenester, man har holdt i kirken om eftermiddagen i mange år. Her er plads til mere moderne lovsange samtidig med, at grundstrukturen fra højmessen er genkendelig. Menigheden bliver inddraget gennem læsninger, kirkebøn, nadveruddeling, forbøn mm, og børnene inddrages gennem et mere udvidet ”børnenes 5 minutter” forud for et decideret børneprogram i tilstødende lokaler.

Menighedsrådet har kunne genkende fordelene i Model 3: Mellemvejen, fordi vi dels mener, at genkendeligheden stadig er vigtigt – fx når dåbsfamilier kommer til forskellige folkekirker, dels fordi en liturgisk fasthed omkring de vigtigste led også er med til at holde kirken fast på en sund reformatorisk teologi. Samtidig har vi oplevet, at både de faste kirkegængere og fx gæster til dåb reagerer endda meget positivt på det liv, der kan opstå, når der gives mulighed for at præge gudstjenesten i en mere personlig og nutidig retning.

Til orientering er vedhæftet en skabelon for de rytmiske gudstjenester.

---------------------------------------

Kære Tine.

Jeg har lovet vores menighedsråd at give en kort respons på pixi udgaverne af dåbs- og nadverrapporten. En tilsvarende har vi givet til Elof Vestergaard efter at have drøftet rapporten om liturgi.

Vi har ikke haft en større temadrøftelse i sognet i forbindelse med rapporterne men har haft det på som et punkt på dagsordenen med et kort oplæg fra præsterne.

Det vil være synd at sige, at menighedsrådet ved Sankt Hans Kirke har det store ønske om at ændre noget i hverken dåbs- eller nadverritualet. De sætter stor pris på, at rapporten fremhæver vigtige pointer fra de evangelisk lutherske bekendelsesskrifter og har et ønske om, at eventuelle ny-formuleringer ikke går på kompromis med det teologiske indhold i sakramenterne. Der er ord og begreber, som næsten kun kan blive ringere af at blive oversat til nudansk (hvad de sprogligt ellers fine nye oversættelser af bibelen også kan bære præg af, når det fx kommer til fx retfærdiggørelseslæren).

I Sankt Hans bruger vi i princippet – og til dels i praksis - alle tre nadverritualer, idet menighedsrådet har godkendt, at præsterne frit kan vælge imellem ritualerne. Således bruger vi ofte A/D ritualet i forbindelse med familiegudstjenester og lovsangsgudstjenester mens vi oftest i højmessen benytter os af C-ritualet, varieret med Lissners bønner fra den grønne bog.

Dåbsritualet ønsker vi at fastholde som et fælles ritual for børn og voksne, ligesom der (trods min henvendelse tidligere) ikke blev udtrykt et ønske om at genindføre fuld neddykning J

Jeg indrømmer dog selv at tilpasse den indledende bøn, så ”her og hisset” bliver til ”nu og i evigheden”.

Vi/jeg har indført en praksis, hvor vi udnytter den frihed, der allerede findes i højmesseritualet til, når dåben er afsluttet og faddertiltalen har lydt at tænde et lys i lysgloben for den nydøbte, efterfulgt at nogle ord om indlemmelsen i den lokale og globale menighed, hvorefter menigheden giver deres applaus som en velkomst til den ny-døbte. Et barn fra familien tænder som regel lyset. Dette er blevet meget godt modtaget af dåbsfamilierne.

Menighedsrådet overvejer at anskaffe sig yderligere eksemplarer af de to mini rapporter, fordi de/vi mener, at menigheden vil have glæde af at læse dem. Vi bemærker, at de – i forhold til, hvad man tidligere har set i mindre handouts – giver et klart billede af, hvad dåb og nadver indeholder.

Sankt Jørgensbjerg

Hans Dieter Schwenker

Sct. Catharinæ Menighedsråd, Hjørring

I Sct. Catharinæ Menighedsråd, Hjørring, havde vi planlagt et åbent sognemøde om fremtidens gudstjenesteformer. Det blev imidlertid som alt andet aflyst pga. pandemi-krisen. Jeg vedlægger her til orientering en foromtale i den lokale ugeavis. Jeg vedlægger også overskrifter til drøftelse her.

Alligevel vedlægger jeg her også stikord til et oplæg, som jeg - blandt andre i menighedsrådet - havde tænkt at holde. Det står således kun for egen regning - og er ikke udtryk sognets drøftelser. Det kan naturligvis begrundes yderligere og uddybes - hvis det ønskes, står jeg naturligvis til rådighed.

Punkter til drøftelse på menighedsmøde i Sct. Catharinæ Sogn 31.3.2020 vedr. fremtidens gudstjeneste [– intern oversigt]

Indledning [v/ ordstyrer – MS]

Helhed og sammenhæng i gudstjenesten [MS, Bo, Be]
Læsningerne – fra GT og/eller NT? [Bo, Be, MS]
Hvad er en god prædiken? [debat uden oplæg]
Salmevalg [Be, Bo, MS]
Kollekter/bønner og ritualer – herunder sproget [MS, Bo]
Sakramenterne (dåb og nadver) [Bo, MS]
Evt. (andet som bør drøftes her?)

Ønsker vedr. højmessen

Det bør være et overordnet mål at tydeliggøre og styrke sammenhængen mellem gudstjenestens enkelte led – og samtidig undgå at ’tale ned til’ eller pædagogisere for meget – de enkelte elementer bør med få undtagelser ’tale for sig selv’. Selv om der i den autoriserede højmesseordning er en sammenhæng, så fremtræder den ikke altid specielt klar for både kirkevante og mere uvante kirkegængere. Særligt kan nævnes:

Gudstjenesten bør indledes med en kort præsentation af det tema, der med udgangspunkt i dagens evangelietekst er valgt for den konkrete gudstjeneste. Dette tema er gennemgående i forhold til kollekt, læsninger, salmevalg, prædiken og kirkebøn. Herved udgås delvis for mange ’regi-bemærkninger’ undervejs, hvilket kan virke forstyrrende, i forhold til de enkelte led i gudstjenesten.
Der anvendes alternativ indgangsbøn.
Kollekten forholder sig klart til temaet – og gerne i et nutidigt sprog – gerne nyskrevne kollekter.
Salmevalget er afgørende – både indholdsmæssigt i forhold til temaet og musikalsk – og bør være varieret med anvendelse af både gamle og nye salmer. Nye melodier kan bl.a. indøves ved anvendelse som koral og under nadveruddelingen.
Der læses fortrinsvis fra NT – læsninger fra GT bør kun anvendes, hvor den indholdsmæssige forbindelse til NT er åbenbar (enten i kontrast til eller i forlængelse heraf) og/eller præsten inddrager teksten i sin prædiken samt har en særlig poetisk værdi.
Ved dåb udelades forsagelsen af trosbekendelsen.
Dåben kan evt. indledes med en kort dåbstale (præsten).
Prædikenen er alene præstens ansvar – bør udfolde det valgt tema og må også gerne indeholde teologisk funderede forklaringer / kommentarer til evangelieteksten.
Kirkebønnen bør varieres, bl.a. afhængig af temaet, prædikenen som helhed og den aktuelle situation. Udover dens karakter af forbøn, hvor f.eks. kongehuset inkluderes, men ikke nævnes eksplicit, bør den have karakter af sammenfatning, konkretisering og evt. handlingsanvisning i forhold til evangelium og prædiken.
Nadverritualet bør være enkelt og kortfattet – med vægt på fællesskabet mellem Gud og mennesker og mennesker imellem. Nadveren bør fortrinsvis indtages knælende. De, der ikke deltager i nadveren, skal kunne anvende tiden som et meditativt rum (f.eks. med ledsagelse af dæmpet orgelmusik eller en salme).
Udover i forbindelse med dåb bør Fadervor kun anvendes én gang i løbet af en gudstjeneste.
Der bør anvendes alternativ udgangsbøn – gerne med vægt på forholdet mellem frihed og ’bundethed’/forpligtelse (f.eks. Lissners).

Herudover kan den enkelte præst vælge enkelte elementer – evt. varierede – i gudstjenesten.

Se ved at klikke på link til avisudklip fra Vendelbo Posten

Sct. Pauls Kirke, Aarhus

Sct. Peders kirke, Slagelse

Sdr. Bjert Kirke

Kære biskopper og øvrige modtagere af vores indlæg

Vi har med glæde taget imod opfordringen til at drøfte gudstjeneste, autorisation, dåb og nadver – om end corona har været et benspænd.

Her kommer et indlæg fra os i Danmarks første liturgiske frisogn bl.a. om vores erfaringer.

God læse- og arbejdslyst 😊

Liturgien er altid til debat i Sdr. Bjert Sogn

Indlæg fra det første liturgiske frisogn i folkekirken

Liturgien bliver altid drøftet i vores sogn. Nogle gange mere, end andre, men debatten om gudstjenestelivet ligger aldrig stille. Det er en konsekvens af, at vores sogn, Sdr. Bjert Sogn, i 2006 blev et liturgisk frisogn med biskop Niels Henrik Arendts velsignelse – når blot vi lovede at holde debatten i live i et dertil nedsat udvalg: Gudstjenesteudvalget. Her sidder præst, organist, et par repræsentanter fra menighedsrådet og en håndfuld kirkegængere – både meget vante og mindre vante kirkegængere.

Men debatten er ikke begrænset til et udvalg. Den foregår både i menighedsråd og i menigheden, blandt andet når der en gang om måneden er gudstjenestesamtale efter en gudstjeneste, hvor deltagere, der har lyst, sammen med præst og organist kan tale om, hvad de fik ud af gudstjenesten, og hvad der gjorde indtryk. Uanset indtryk og meninger kan alle deltagere efterfølgende være enige om, at det er helt utroligt så forskelligt, kirkegængerne opfatter en gudstjeneste. Som et medlem af menighedsrådet siger: ”Jeg synes, det er fantastisk at opleve, hvor forskelligt vi kan opleve en gudstjeneste. Noget, der ikke betyder noget for mig, kan betyde meget for en anden”.

Som det ældste liturgiske frisogn i Danmark vil vi gerne bidrage med et indlæg om vores erfaringer. Så tak til biskopperne for muligheden.

Helt overordnet står et par ting meget klart bøjet i neon:

For det første betyder frisognsværdigheden, at liturgien altid er noget, vi taler meget om. Det sker i forskellige sammenhænge jf. indledningen i denne tekst.

For det andet så opfører vi os ikke mere frit, end at vi arbejder efter frihed under ansvar. En lang række elementer i liturgien ligger fast hos os som mange andre steder, men vi opfatter den som et træ, hvor vi tilføjer forskellige grene. Som et medlem af menighedsrådet sagde under én af debatterne om liturgien: ”Det er jo ikke, fordi vi er vildt anderledes. Korsettet er bare ikke så stramt, og det gør det nemmere at være med – uden at vores gudstjeneste er blottet for det, der skal være”. I forhold til modellerne i pixibogen ”Hvem bestemmer?” hælder vi mest til model 2, Den frie, dog med en fod ovre i model 3 mht. en vis autoriseret struktur.

Det ligger helt i tråd med det, som vores sognepræst Tine Illum engang har udtalt: ”Der er to grøfter at falde i. Den ene er, at man følger alterbogen, som om den var en ufravigelig lov. Den anden er, at man gør hvad som helst i gudstjenesten med det resultat, at det ender med noget fuldstændig liturgisk rod”.

Og hvad er så helt resultatet af at være liturgisk frisogn?

Meddelelserne er flyttet væk fra prædikestolen, fordi der var en udbredt opfattelse af, at de forstyrrede fordybelsen. I dag ligger meddelelserne og evt. indlæring af salme, inden gudstjenesten går i gang.
Vi har ikke længere ind- og udgangsbøn. Bønnen efter nadver er tilpasset med elementer fra udgangsbønnen. Overvejelserne, inden vi ”nedlagde” ind- og udgangsbøn gik på, at der er rigtig mange bønner, især på en dåbsdag, og jo flere, der er, jo større er risikoen for, at mængden gør betydningen lidt ligegyldig.
Kirkegængerne bliver mødt med den apostolske hilsen.
Vi står op, når vi synger (kun ved en eller to salmer), fordi man synger bedre, når man står op.
Vi sidder ned, når teksten læses, for man lytter bedre, når man sidder ned.
Midtvejs i kirkebønnen efter prædiken er der stilhed til egen bøn, som bliver fulgt op af et lille stykke meditativt orgelmusik. I begyndelsen var der nogen, der syntes, at stilheden larmede, men som med så meget andet, så vænnede man sig til dette element. En sogneundersøgelse, vi gennemførte i 2016, viste, at dét, folk får i kirken frem for andre steder, netop er ro.
Vi bruger hver søndag et sangark, som samtidig fungerer som drejebog til stor glæde for bl.a. dåbsfølget, der måske ikke er så jævnlige gæster i kirken.

Lægfolk er inddraget på forskellige måder.

Den ene tekstlæsning foretages af et medlem af menigheden. Læserne er samlet i et lille læserlaug, der en gang om året samles for at drøfte form og ikke mindst teknik/mikrofon.
Børn bærer dåbsvandet ind i bægre og hælder det op i døbefonten, når der er dåb.
Lægfolk står for børnekirken, hvor børnene får fortalt bibelhistorie.
En af forældrene kan læse den første bøn
En af fadderne kan læse en afsluttende bøn
En strikkeklub strikker dåbsservietter, som en gave til de børn, der bliver døbt

Inspireret, da kirken lukkede

Flere gange er vi blevet inspireret af nye vilkår for gudstjenesten. I 2015 var kirken lukket hele året, og vi holdt gudstjenester i sognehuset. Gudstjenesten måtte derfor tilpasses, og da vi skulle tilbage i kirken, tog vi nogle af ændringerne med tilbage i kirken bl.a. undladelsen af indgangs- og udgangsbøn.

Det samme var tilfældet, efter DR havde været hos os og optaget fire gudstjenester. Vi holdt efterfølgende et møde, hvor alle kunne deltage. Her var der f.eks. stor tilfredshed med, at præsten stod meget tættere på menigheden – nemlig i korbuen. Siden da har præsten stået i korbuen hele formessen. Alteret bruges udelukkende ved nadver.

Angående corona: Igen har vi som alle andre måttet tilpasse os, og det er bemærkelsesværdigt at høre, hvordan vi registrerer fordele og ulemper. Alle begræder, at vi ikke må synge. Til gengæld er alle meget begejstrede for den smukke solosang, som vi nyder søndag efter søndag. Derudover er der en del, som glædes ved den korte gudstjeneste. Mange konstaterer, at den koncentrerede form gør, at man følger med i det hele. Der er ikke så mange ”udfald”, som der kan være i en almindelig gudstjeneste, hvor man pludselig falder i sine egne tanker. Vi glæder os over, at sangeren ofte står foran menigheden, når han/hun synger, fordi vi også læser noget i kropssproget.

Jo, vi taler meget om gudstjenesten i vores sogn, men tro nu ikke, at det bare er nemme drøftelser præget af bred enighed. Nej, der er somme tider længerevarende og til tider højrøstede drøftelser, men vi forsøger efter bedste evne at respektere de forskellige holdninger, og give plads til, at der i enkelte tilfælde er tale om afgørelser uden enstemmighed.

Dåb

I dag er der mulighed for at få sit barn døbt ved højmessen eller ved en dåbsgudstjeneste om lørdagen. Vi synes, det er fint, at begge muligheder eksisterer, men mange oplever også en glæde og en stolthed, når barnet bæres ind i menigheden. Lige som det er en glæde at se, hvor store dåbsfølgerne er blevet. Det er jo virkelig en mulighed, kirken skal forstå at benytte. Det er altid tydeligt, når præsten i sin prædiken fanger gæster i dåbsfølget. Uanset, om Pippi eller en minikonfirmand lige bliver citeret eller, at prædiken blot forholder sig til vores hverdagsliv.

Vi siger trosbekendelsen i fællesskab, men synes nok ikke, det er så passende, at forældrene derefter skal i et forhør, inden barnet kan døbes. Derfor arbejdes der med at gøre selve forespørgslen mere enkel.

Nadver

I øjeblikket drøfter vi nadverens form. Dette mysterium kan være svært at forstå, og nadveren kan betyde mange forskellige ting for dem, der går til nadver. Der skal næppe skabes en fælles forståelse, men nadveren må gerne give mere mening, så den også appellerer til en bredere menighed. For at det lykkes, bør der arbejdes med både sprog og en introduktion af nadveren.

Det gælder for både nadver og dåb, at en tur i sprogvaskeriet nok vil løsne op på gamle formuleringer, uden at begge sakramenter mister betydning.

Sproget

Ja, det gælder i det hele taget for sproget, som anvendes i kirken. Det kunne generelt godt trænge til en tur i sprogvaskeriet uden, at det bliver noget sjask. Men der må meget gerne tænkes et mere nutidigt ordvalg – også til oversættelse af nogle af de virkelig tunge ord som synd, almægtig og frelse. Ikke at de skal udslettes helt, men når de bruges bør der ofte tænkes på, at de også skal forklares.

Sprog er utrolig vigtigt ift, at lytterne føler sig trygge. Hvis der er for mange ord, som man ikke helt kan gennemskue, kan lytteren nemt føle sig utryg i et omfang, som kan virke ekskluderende.

I vores kirke synger vi ofte de nyere salmer, og her er der nogle perler, der på smukkeste vis anskueliggør, hvordan man kan bruge et moderne sprog og samtidig ramme kernen af vores religion og tro.

Til slut vil vi blot tilføje, at vores erfaringer som liturgisk frisogn passer fint til dét, som Martin Modéus, svensk biskop, har sagt – nemlig:

”Det er hos almindelige kirkegængere, at den virkelige kundskab om gudstjenesteudvikling findes”.

Sdr. Felding, bibelkreds 86, Indre Mission

Jørgen Sejergaard

Sions kirke, Holmens-Østerbro provsti

Skads Provsti

Debatmøde om biskoppernes liturgirapporter

9. marts 2021 kl. 16.30 på Teams, Skads Provsti

Deltagere:
Biskop Elof Westergaard (16.30-16.50)

Arne Maarup: Sognepræst i Hjerting Kirke

Jesper Topp: Organist i Jerne Kirke

Edith Maag Duus: nyvalgt menighedsrådsmedlem på Fanø

Nanna Dusgård: Sognepræst på Fanø

Mette Neesgaard Jensen: nyvalgt menighedrådsmedlem i Skads

Poul Erik Kammersgård: Præst ved Jerne og Skads

Jørgen Møller Kristensen: nyvalgt i Skads menighedsråd

Henriette Lauridsen: Sædding Kirke børne- og ungemedarbejder

Kræn Christensen: provst i Skads Provsti

Lisbeth Bank Kodal: Menighedsrådsmedlem i Treenighedskirken

Birgitte Ebert: Domorganist i Ribe

Spørgsmål til diskussion v. Arne Mårup:

1) Hvilke opdagelser har I gjort det seneste år i ”coronatiden”?
Der har været perioder med hel og delvis nedlukninger.
Hvad har I savnet – og hvad har I ikke savnet?
(Fælles salmesang? Nadver? Læsninger? Dåb i gudstjenesten? Musikken? Velsignelsen? Kirkerummet? osv? Samværet med andre kirkegængere? Og hvad med længden?)

2)  Er der nogen af menighedsrådene, der har haft diskussioner om liturgien – hvad har I diskuteret og er I nået til nogle konklusioner?

3)  Er det en styrke eller en svaghed, at menigheden kan variere gudstjenesten lokalt? Hvor ens skal vi være og hvad er vigtigt og hvad er mindre vigtigt, for at man føler sig tilpas i en gudstjeneste?
Et nøgleord har været ”genkendelse” – for kirkegang er jo også et sæt ”vaner” på godt og ondt.
…hvornår kan forskellighed gøre godt og hvornår kan den gøre fremmed?

4)  Hvad tænker i om den nuværende ordning med hvem, der bestemmer? Er der en rimelig balance mellem hvordan hvert sogn lokalt kan sætte præg på sin egen gudstjeneste og den måde, biskopperne holder fast på en fælles linje i ritualer, salmesang m.m..

Indledning v. Kræn: Der gøres et stort arbejde i menighederne med liturgien. Man diskuterer ofte gudstjenesten ved menighedsrådsmøderne, til forskel fra tidligere. Gudstjenesten er det stærkeste fællesskab, der findes. Gudstjenesten har ingen personanseelse. Vi kommer til gudstjeneste, fordi vi trænger til det. Som en del af noget større, der sætter os ud over os selv. Liturgi er en ramme, som rammen på et billede, der afgrænser motivet. Vigtigt at diskutere liturgi og ritualer, da gudstjenesten opleves forskelligt.

Indledning v. Elof: Fortalte kort om, hvorfor arbejdet er sat i gang. Forandringer finder sted gennem årene, fx bevægelsen fra søndagsgudstjenesten og en enkelt børnegudstjeneste til en større mangfoldighed af forskellige gudstjenesteformer. Hvordan håndteres de mange tiltag? Der indsendes flere og flere ansøgninger om forsøg med gudstjeneste til stifterne, bl.a. ansøgninger vedr. nye salmer og bønner. Det skal gå skikkeligt for sig, med genkendelighed og kvalitet. Sidste revision af gudstjenesteordningen tog 18 år. De tre udvalg, der blev nedsat for fire år siden, skulle forsøge at undersøge, hvad der er sket de sidste år ang. kirkens liturgi. De tre udvalg omhandlede dåb og nadver, gudstjenesten som helhed og autorisation. Rapporterne blev udgivet for to år siden (autorisation) og sidste år. Folkekirken står på fælles grund: alterbog, bibel og salmebog. Biskopperne og provster: hvordan kan de støtte bedst i sognene? Ved større fritstilling af gudstjenestens liturgi skal der måske være flere vejledninger og forslag, så hver enkelt præst og menighedsråd ikke skal opfinde det hele selv. Hvad skal en biskop bestemme: Fx minimum tre salmer fra salmebogen? Skal vi have en ny salmebog eller digital ”rodekasse”? Hvordan får man bedst en samtale i sognene? Hvad har vi lært af coronatiden? Hvilken betydning har det fx, at vi nu pga. situationen holder dåb uden for gudstjenesten. Hele diskussionen om folkekirkens liturgi er velbelyst, i det mange bøger og artikler er kommet frem de sidste år.

Oplæg v. Arne: Ny bog om prædiken. Uafgrænset emne.

1) Hvilke opdagelser har I gjort det seneste år i ”coronatiden”?
Der har været perioder med hel og delvis nedlukninger.
Hvad har I savnet – og hvad har I ikke savnet?
(Fælles salmesang? Nadver? Læsninger? Dåb i gudstjenesten? Musikken? Velsignelsen? Kirkerummet? osv? Samværet med andre kirkegængere? Og hvad med længden?)

Nanna: savner salmesangen, folk begynder at græde, fordi de mangler fællessangen. Der er stor forkyndelse i salmerne, som dog læses på en ny måde, når de ikke kan synges. Ind- og udgangsbøn kan undværes, lille velkomst i stedet, som tydeliggør temaet for gudstjenesten, især da prædikenen må være både kortere og mere præcis. Savner, at man går op til nadver og knæler skulder ved skulder.

Edith: Flere har sagt, at de savner salmesangen, har større betydning end nedkortningen af selve gudstjenesten. Det gode er, at der sættes ramme for gudstjenesten, både mundtligt som indledning og skriftligt ved et udleveret papir. God ting med et manual, program, for gudstjenesten. Mangler at gå til nadver, som nu holdes nede på bænken.

Jesper: Utroligt, så lidt man kan nøjes med. Finder ud af, hvad man har brug for. Mangler salmesang i Jerne, ingen sang overhovedet, orgelimprovisation over melodierne i stedet. Mangler nadveren, men folk får øjnene op for det manglende fællesskab.

Kræn: Savner også nadveren

Poul Erik: Fællessang og nadver savnes på trods af gode tiltag. Samhørigheden mangler. Menigheden holder fast ved gudstjenesten på trods af afsavn.

Nanna: Har brugt ”Gudstjenestens bønner” for at give nye ord til det samme. Øjenåbner for, hvor lidt man behøver. Svært at skrive prædiken kun ud fra den ene læsning, som der er tid til. Ingen dåb er en kæmpe mangel. Alle dåb lægges på andre tidspunkter. Mangler det tydelige fællesskab mellem dåbsbarn og menighed.

Edith: Alle ved, der er restriktioner. Når der igen slækkes på det, skal der så gøres en indsats for at fortælle, at nu kan der igen være flere til gudstjenester og kirkelige handlinger?

Jesper: Godt sammenhold i menigheden, corona har styrket sammenholdet.

2) Er der nogen af menighedsrådene, der har haft diskussioner om liturgien – hvad har I diskuteret og er I nået til nogle konklusioner?

Nanna: På Fanø har der desværre været alt for lidt snak. Kort snak om autorisation: Man er glad for højmessen, som den er, men vil gerne give andre mulighed for variation.

Kræn: Stor grad af frihed i stiftet, alle slags forskellige gudstjenester trives fra sogn til sogn. Højt til loftet, skønt langt de fleste holder fast i ”det gamle”

Birgitte: Liturgien er blevet som den er efter mange århundreders arbejde, men er ikke givet ”fra oven”.

Arne: Undersøgelse af gudstjenestelivet i Ribe Stift viser, at der var mange ting, der ikke var ansøgt om tilladelse til, men at det var ændringer som nye bønner eller salmer, ikke væsentlige forandringer fra de traditionelle rammer. Afgørende på hvilken side af stiftsgrænsen, man holder gudstjeneste. Er det rimeligt?

Jesper: Meget vide rammer for gudstjenestens afholdelse, fx lokale traditioner i melodierne, fornyelse bør ske med respekt for det bestående, så man trygt kan gå i kirke et andet sted end det sædvanlige.

Lisbeth Bank Kodal: I Treenighedskirken har menighedsrådet (Jakob Schmidt) sendt et høringssvar. Treenighedskirken har ikke behov for en udvidelse af variationsmulighederne.

Jørgen: Kan præsten frit vælge det fx et salmevers efter trosbekendelsen, som ikke står på salmetavlen? En positiv forskel med ekstra sang. Savner salmesangen

3) Er det en styrke eller en svaghed, at menigheden kan variere gudstjenesten lokalt? Hvor ens skal vi være og hvad er vigtigt og hvad er mindre vigtigt, for at man føler sig tilpas i en gudstjeneste?
Et nøgleord har været ”genkendelse” – for kirkegang er jo også et sæt ”vaner” på godt og ondt.
…hvornår kan forskellighed gøre godt og hvornår kan den gøre fremmed?

Arne: Hvad gør, at man føler sig hjemme: Er det sangen eller indretningen af rummet? Forskellighed fra det vante er tankevækkende.

Birgitte: En organist komponerer egne melodier til kendte salmer, som er kun er i lokal brug. Er det et problem?

Jesper: Ikke for mange nye melodier, genkendelighed

Poul Erik: Vigtigt med nye melodier til nye salmer, afvejning af, hvor mange det skal være. Man hører salmen på en anden måde.

Nanna: Dejligt med genkendelighed i hele landet. Dejligt med nye salmer og nye bønner. Ikke kun formen, men også ordene er vigtige, så man føler sig mødt. God chance at få nye salmer sunget ind af koret i en coronatid.

Edith: Spændende at skabe særligt rum for fx unge, samtidigt med at det gamle opretholdes. Nye salmer og nye melodier er spændende og dejligt, hvis menigheden tages ved hånden, fx ved at det omtales før, man synger.

Kræn: Ved stor frihed kræves meget tilsyn. Er mere tilhænger af det klassiske, hvor man ved, hvad man får.

Lisbeth: Sangen er med til at skabe fællesskab og samhørighed. Noget nyt kan være en styrke, men for meget skader fællesskabsfølelsen.

4) Hvad tænker I om den nuværende ordning med hvem, der bestemmer? Er der en rimelig balance mellem hvordan hvert sogn lokalt kan sætte præg på sin egen gudstjeneste og den måde, biskopperne holder fast på en fælles linje i ritualer, salmesang m.m..

Arne: Frihed, demokrati m.m. er plusord. Men kan det køre af sporet?

Jesper: Det vigtigste er, at ingen føler sig kørt over. Balance mellem de forskellige instanser, fx organistens ret til at bestemme musikken.

Kræn: Tilsyn ved friere rammer ville være svært at administrere, ville være meget omfattende. Nuværende ordning fungerer godt, den kitter os sammen. Man kan stadig søge om tilladelser til at skifte bønner m.m. ud.

Arne: Ingen ønsker yderligere stramninger. Den frie model ville kræve fx 20% af en provstestilling ang. tilsyn. Der sker så meget ang. det sproglige, at det er vanskeligt at følge med. Er mere bureaukrati en løsning?

Nanna: Ikke tilhænger af den totale frihed. Men mulighed for variation kunne være en god ting, alt efter gudstjenestens art. Ved ”Gud og mad”- gudstjenester på Fanø prøves andre former. En vejledning, man kunne lægge sig fast på, var en fordel.

Arne: Tillid til, at præster og menighedsråd holder sig inden for grænserne, vil være det optimale.

Arne: Tak for god ro og orden. I forbindelse med arbejdet i de tre liturgiudvalg har der været fremført teorier om, at biskopperne ville gå en særlig vej. Men undersøgelsesarbejdet blev sat i vandet med reel nysgerrighed.

Kræn: Referatet lægges på provstiets hjemmeside

Skjellerup Menighedsråd

Skt. Johannes Sogn, Aarhus

Sankt Johannes Sogn, Aarhus har i flere omgange drøftet forslagene til fornyelse af gudstjenestens liturgi og ritualer.

Vi er af den opfattelse, at:

Højmessens liturgi bør have enhedspræg overalt i folkekirken med kun begrænsede lokale ændringer. Meget forskellige, lokale liturgier vil give gudstjenesten for meget frikirkepræg, samtidig med at trygheden ved at kunne føle sig hjemme i en hvilken som helst folkekirke vil blive truet, hvis forskelligheden bliver for stor. Naturligvis skal der være mulighed for enkelte, lokale afvigelser, men liturgiens enhedspræg bør bevares. Det er vores opfattelse, at der ikke er noget folkeligt ønske om store ændringer i højmesseliturgien, ligesom de fleste mennesker opfatter folkekirken som en enhed trods deres evt. lokale forankring. Desuden er der rigtigt mange specialgudstjenester i de lokale kirker, f.eks. spaghettigudstjenester, temagudstjenester, meditationsgudstjenester og lignende, der tilgodeser de forskellige menighedsgrupper.

Nadverritualet har rødder tilbage i kirkens historie, som man skal være varsom med at kaste overbord. Desuden er en liturgi et organisk forløb, der skaber en opbygning, som ikke må forstyrres af for mange lokale ønsker. Der er mulighed for at vælge tre, forskellige nadverliturgier, hvoraf den første måske ikke er meget brugt. Man kan overveje en revision af Peder Madsens ”Opstandne Herre og frelser”, som er kommet ind i liturgien på et ret sent tidspunkt i kirkens historie, ligesom der naturligvis kan ske en vis sproglig nutidiggørelse, f.eks. af ”Opløft jeres hjerter”. Afgørende er det, at forbindelsen mellem ord og tegn fastholdes, og at der i den lutherske tradition ikke er indskud mellem indstiftelsesordene og indtagelse af nadveren.

Dåbsliturgien er formentlig den mest uforståelige af kirkens ritualer, men de fleste præster anvender samtaler med forældrene forud for dåben til at gøre ritualet forståeligt og relevant. Alle har en forventning om, at et ritual skal være noget særligt for at give kunne betydning til det almindelige liv, og det er i særdeleshed dåbsforældres forventning. Nogle steder har man forsøgt at markere det almindelige præstedømme ved at få familien til at indgå i ritualforløbet, men det er vores indtryk, at der ikke er et stort ønske derom fra forældrenes side. I lighed med nadverbønnerne kan man overveje om dåbsbønnen ”Vi takker dig”, som er kommet ind i liturgien på et sent tidspunkt, kan revideres, men som ved nadverliturgien er det afgørende, at forbindelsen ord og tegn markeres, og det kan måske gøres tydeligere.

Skt. Nicolai kirke, Rønne

Thorkil Sohn

Højmessen

Biskopperne efterlyser en debat om gudstjenestens liturgi, så det vil jeg da ikke sidde overhørig.

Luther siger om gudstjenesteordningen (frit citeret), at man ikke skal gøre det til en lov; men – i overensstemmelse med den kristelige frihed – ordne den efter behag…. hvorledes og så længe forholdene tillader det.

Men han skriver også, at der findes svær klage og forargelse over de mange måder, messen holdes på, nemlig at enhver laver sin egen udgave, nogle i en god mening, andre af forfængelighed for at fremkomme med noget nyt. Friheden skal bruges til Guds ære og næstens gavn. Ellers sker det let, at mennesker vildledes ved forskellig skik og derfor er vi skyldige at begrænse friheden. Selv om der, hvad vor samvittighed overfor Gud angår, ikke ligger nogen vægt på den udvortes ordning, så skal vi, som Paulus lærer, tragte efter det samme sindelag og – så godt som det kan ske – samme måde og skikke; ligesom alle kristne har samme dåb og nadver. Især skal man have en ordning af hensyn til dem, som gerne skulle blive mere befæstede kristne (især de kulturkristne, min bemærkning). Enhver ordning skal nemlig tjene til at fremme og ikke til at skade troen. Ellers er den ikke længere en orden; men en uorden.

Så vidt Luther – se ”Den tyske messe” 1526.

Det ovenstående er ikke et ringe kommissorium for enhver liturgikommission, især hvis man hertil lægger den konservative fremgangsmåde, som – indtil nu i al fald – er anvendt ved enhver nyordning, så man ikke springer den historiske udvikling over.

Og så følger her mine korte kommentarer til højmessens ordning:

En af bevæggrundene for at ville modernisere ritualerne er helt klart et ønske om at komme nutidens folk i møde på en bedre måde. Nogle tror vist endda, at nogle ydre ændringer kan give kirken succes og større tilslutning til gudstjenesterne. Måske også afledt af et af tidens fænomener: At form er vigtigere end indhold.

Luther mente lige modsat, at netop de ubefæstede havde brug for fasthed. Mit indtryk fra samtaler med såkaldt ”kirkefremmede” bekræfter dette indtryk. Når man ”endelig” kommer i kirken, vil man kunne genkende den. (Tænk blot på juleaftensgudstjenesten, hvis den fik en ny form, ville der nærmest udbryde revolution). Folk forventer i kirken noget ”andet” end tidens trends og moder. Nemlig stabilitet og fuld kraft på den rene og pure forkyndelse af evangeliet.

Der er efter min mening mere behov for at ”beflitte os på at forkynde Guds ord rent og purt” end der er for nye ritualer. Mere behov for at præster, menighedsråd og lægfolk diskuterer indhold fremfor form. Behov for, at kirken er en fast klippe og ikke et svajende siv.

Derfor skal mit råd være, at man stort set beholder ritualet fra 1992. Og ikke indfører flere friheder eller alternative muligheder. Der er såmænd rigelig med valgmuligheder allerede i det nuværende ritual – vi bør snarere holde igen med ”ritual-selvtægt” og dispensationer. Så venligst fingere væk fra voldsomme ændringer, herunder indførsel af alternative ritualer.

Ikke mindst kravet om kun at bruge tekstrækkerne (vi har alle sammen godt af at høre også de ”skrappe” steder), autoriserede kollekter og salmebogens salmer er en god forsikring mod sære vildveje.

Og med hensyn til gudstjenestens ”forståelse”, så er bibeloversættelserne fulgt med tidens sprog (næsten for meget), ligesom man altid kan vælge et par let forståelige salmer. Og endelig er prædikenen jo det sted, hvor tingene kan udlægges – en klar forkyndelse er nem at forstå. Og hermed og kun hermed er kirkens arbejde jo gjort, virkningen er Guds sag.

Vil man eksperimentere – og det vil man jo – så kan man jo gøre, hvad man vil på alle andre tidspunkter end søndag formiddag.

PS. Tak til sognepræst Asger Staugaard Nielsen og deltagerne i ”Teologisk konvent for herrer” i Staby Præstegård for inspiration og med- og modspil.

Staby-Madum Menighedsråd

Debataften om ”Fremtidens gudstjeneste” den 4. marts 2020 i Staby Præstegård.

Staby – Madum Menighedsråd havde inviteret til debat den 4. marts om Fremtidens gudstjeneste. Sognepræst Jesper Wiborg Andersen havde forberedt et oplæg med udgangspunkt i ’Gudstjenesten’ som biskopperne havde lavet og sendt ud forinden. I den forbindelse var der spørgsmål til forsamlingen, og folk kunne komme med kommentarer efterhånden som aftenen skred frem.

I nedenstående står referatet beskrevet i punktform og nogle steder mere uddybende:

Liturgi-ændringer.

Ændringer i liturgien skal godkendes af menighedsrådet. Fx har vi i Staby-Madum pastorat sommetider droppet én af Bibel-teksterne. Teksten, hvor der er mindst sammenhæng med de to andre.

Hvad er det vigtigste?

En prædiken med hverdagsting i er godt. Man lytter mere efter. Salmesang er også vigtig.

Gudstjenesten har en god længde. I Staby – Madum varer den ca. 50 minutter. En god længde synes mange.

Er der noget i gudstjenesten du kan undvære, er der noget man kan undvære?

Der må gerne være et lille musikstykke lige efter prædiken.

Der skal være nogle ting, der skal være genkendelige.

Biblens rolle i gudstjenesten.

Eventuelt bruge lægmandslæsning.

Hvad er en god bibeltekst i gudstjenesten?

Hvad gør en god og vellykket prædiken ved dig. At den hænger sammen med noget nutidigt.

Er prædiken nødvendigt i gudstjenesten? Ja.

Bønner/kollekt

Knud Jacobsen ønsker, at få tanken om menneskets skabt-hed mere med i bønnen.

Forholdet mellem nye og gamle kollekter.

Veit Dietrich kollekt -kontra Holger Lissners kollekter:

Mange kunne bedst lide Holger Lissner kollekt. (Et mere lyst menneskesyn)

Gerne indkøbe Elof Westergaards bønner

Ville folk komme med en personlig bøn? Har man mod til det, bliver det for blufærdigt for folk?

Inddrage konfirmander – alle får et blad udleveret, hvorpå en personlig bøn noteres, konfirmanderne læste dem op. En god oplevelse.

Salmesang:

Menighedens åndedræt i gudstjenesten.

Vi har ’100 salmer’, der er flere gode i.

Så syng dog. Hvordan får man alle med? Sangen skal dyrkes mere.

En popsang til en tekst kunne være god. Det er der lidt uenighed om i forsamlingen.

Man skal komme en del gange for at blive kendt med salmerne og kirkegangen i det hele taget.

Musik og liturgi:

Mange kommer til gudstjenesten for musikkens skyld.

Musikkens rolle. Musikken skal stemme vores sind til kirkerummet og til at tolke evangeliet. Præludiet får folk til at slappe af.

Der er også nogen, der vil gå ud under postludium.

Trosbekendelsen synges, det kan være provokerende at sige den. Det er bedre, når præsten siger den end hvis alle skal sige den. Trosbekendelsen kunne trænge til en fornyelse.

Organisten behøver ikke at spille ”Amen” efter Fadervor. Det bliver mange gange et ekkosvar, da organisten kommer lidt for sent med svaret.

Dåb:

Det fungerer meget godt at dåb ligger efter 2. salme.

Det virker godt, at præsten og dåbsfamilien kommer ind under præludium, og så går samlet ud under postludium.

Børn må gerne gå stille rundt.

Familier med børn vil gerne sidde på de bagerste bænke, det kunne være dejligt at hvis den øvrige menighed vil visse hensyn til disse ønsker.

Hvis børnene larmer, så tager man dem ud. Men en lille smule uro skal kunne tolereres.

Som udgangspunkt vil vi helst have dåben ved en søndagsgudstjeneste. Ikke en lørdag. Der er ikke mange i vores pastorat, så derfor giver det mening med dåben sammen med resten af kirkegængerne.

Nadver:

Der er et eksempel på en anderledes nadverliturgi fra Tim, Stadil og Vedersø Pastorat. Forsamlingen her kan bedst lide den ritual(B), som vi har nu i Staby – Madum.

Man skal ikke tvinge kirkegængerne til at gå til nadver.

Mange nye kirkegængere bliver forvirret, når vi pludselig begynder at synge trosbekendelsen. Vante kirkegængere må gerne henvise til bagerste side i salmebogen. Præsten kan forud før vi synger Trosbekendelsen annoncerer, at den findes bag i Salmebogen.

Der skal ikke bydes velkommen, når folk møder op til gudstjenesten. Men vær opmærksom ved kirkekaffen, her kan man tage en snak.

Konfirmander kan fint læse ind – og udgangsbøn.

Kirkerummet:

Præsten behøver ikke stå på prædikestolen. Præsten kan godt stå nede på gulvet, når der er børnegudstjeneste.

De højeste vil gerne sidde på de bagerste bænke. Det er ikke rart at dække for andre.

Jo tættere vi sidder sammen des bedre synger vi med.

Kirken er nærmest urørlig, man skal kunne ændre nogle ting. Fx flytte rundt på møblementet.

De høje kirkebænke kan godt bremse for en gunstig indretning.

En motorbetjent lærred bag ved korbuen kunne være en løsning.

Pludselige indslag for uvante kirkegængere kunne afhjælpes ved infoskærme.

Kirken skal kunne bruges til koncerter og foredrag.

Kaffe serveret i kirken kan gøres hurtigere end hvis alle folk skal ud i tårnrummet for at hente det fx i en pause i en koncert.

Konklusion:

Vi kunne ikke blive enige om det hele, men i grove træk ønskede forsamlingen ikke de store forandringer. Folk bidrog med forslag, og der var også en lydhørhed over for hinanden. VI havde en dejlig aften, hvor diskussionen fortsatte under det afsluttende kaffebord.

Sognepræst Jesper Wiborg Andersen, Staby – Madum Menighedsråd

Karen Stubkjær

Jeg fremsender lidt til liturgidebatten – ud fra den virkelighed, jeg står i Vestervang sogn i Viborg.

Folkekirkens liturgidebat.

Replik fra sognepræst Karen Stubkjær, Vestervang Kirke, Viborg.

Mellem autorisation og frihed

Vi har talt ganske kort om det i vores menighedsråd. ”Mellemvejen” vil nok ligne det, vi allerede praktiserer hos os: en genkendelig gudstjenesteform med autorisation af faste led og med variationsmuligheder (som vi allerede kender det fra nadveren) og valgfrihed omkring kollekter.

Mulighed for at lave en introduktion til dagens gudstjeneste (evt. før bedeslagene), holde en lille velkomst til dåbsfamilien, og inddrage konfirmander m.fl. til tekstlæsninger og bønner.

Dåb

Jeg har selv følgende ønsker:

mulighed for en ”velkomst” til dåbsfamilien
”er barnet hjemmedøbt” stryges (det giver ikke mening mere)
Trosbekendelsen som fælles bekendelse med menigheden lige inden dåben. Menigheden bliver snydt for den på søndage med dåb, hvis den ikke siger med her. Vigtigst: der er ”aflastning” i, at den, der siger ”ja” til trosbekendelsen på barnets vegne, kan lægge sig op af vores fælles bekendelse. Der kan stadig ved døbefonten være de 5 x ja (forsagelse, Gud, Jesus, Helligånd, vil du døbes på denne tro), men med forkortet tilspørgsel, tilføjet: ”som vi lige har bekendt det sammen”. På den måde bliver dåbsbarnet/familie taget med ind i vores fælles tro. På søndage med mange dåb, vil denne praksis give ekstra god mening.
Dåbens indledningsbøn: For forældrene er ”velkommen til verden”, taknemmelighed og glæde, en stor del af det at holde dåb. Denne glæde og tak (1. trosartikel) er helt fraværende i bønnen. Om at blive ”Guds barn”: Jeg har haft en kordegn, der græd i hjertet, når det blev sagt. For var hans udøbte børnebørn ikke Guds børn? Igen har det med 1. trosartikel at gøre. Vi er alle skabt af Gud, kendt af ham fra før vi blev født. Dåben er for mig at se en forkyndelse / tilsigelse af, at vi hører Gud til. Vi mennesker er på så mange måder faldet ud af Guds gode liv. I kraft af Kristus genindsættes vi i det barneforhold, som Gud altid har ønsket for os. Jeg foreslår en ændring til: ”hvori du fortæller os, at vi er dine børn, skænker os Helligånden …”. Eller bedre: en helt ny bøn, evt. flere bønner at vælge imellem. Med inddragelse af skabelse – og med Kristusbegivenheden som det centrale for dåbens gave. At vi genfødes til et discipelskab kunne måske understreges tydeligere. En fra mit menighedsråd har påpeget, at fællesskabet burde have større plads i bønnen. Vi sættes ved dåben ind i et fællesskab ikke bare med den lokale menighed, men også med den globale kristne kirke.
Nye forslag til den såkaldte faddertiltale.

Nadver

Vore ritualer er stærke og holdbare. Det er godt, at der er valgmuligheder. Jeg kunne tænke mig, at der arbejdes med a-indledningen, og måske kunne en fjerde mulighed tilbydes (forslaget fra Himmelev sogn?). Vi har i corona-tiden haft tavs uddeling (med ”dette er Jesu Kristi legeme/blod” som fælles indledning), og vi har haft kontinuerlig nadver. Begge dele kunne gøres til en permanent mulighed.

Erling Sørensen

Modernitet og tradition i Folkekirken.

Jeg har med interesse noteret mig en stigende debat om balancen mellem modernitet og tradition i Folkekirken.

Det er for mig at se en vigtig debat, som jeg gerne vil bidrage til.

Lad mig tage afsæt i historien.

Folkekirkens liturgi afspejler en tradition, som er tilbageskuende – eller ”bagfra kommende”.

Den kristne kirkes oprindelse skal findes i det mirakel, som indtraf i Betlehem for 2020 år siden.

Men kristendommens ritualer – de hellige skrifter, de ti bud, den aronitiske velsignelse – rækker endnu længere tilbage, yderligere 1 – 2 – flere tusinde år. Og er for øvrigt fælles gods med jødedommen, og med islam i og med at Muhamed også hentede inspiration og legitimitet fra de gammeltestamentelige beretninger og koblede sin religion op på Abraham, som således var stamfader til de 3 monoteistiske religioner.

Kristendommens udbredelse i vores del af verden gik over grækerne, som hurtigt tog den nye religion med een sand og almægtig gud til sig, som erstatning for alle deres gamle, lettere dekadente og konspiratoriske guder på Olympen. Indtil da havde jøderne monopoliseret ”vores gud”; men med apostlenes og Paulus udbredelse af den kristne tro blev eksklusiviteten fjernet.

Efter et par hundrede års martyrium med forfølgelser i skiftende grad fra de romerske kejsere opnåede kristendommen på relativ kort tid status som romersk statsreligion. Denne udvikling skal i høj grad tilskrives kejser Konstantin, som via opdragelse og understøttet af en vigtig oplevelse konverterede til kristendommen, idet han så sig selv som kaldet af Gud til at udøve verdslig magt og samtidig være Guds repræsentant på jorden. Hermed var vejen åben for kristendommens udbredelse i det store romerske rige, rundt om Middelhavet og op igennem Europa.

Også Grundtvig havde blik for den kristne kirkes historie. Det viste han bl.a. med salmen ”Kirken den er et gammelt hus”. Og når han så i næste linje – lettere tilrettet – skrev, at kirken består selv om ”tårnene falder eller synker i grus”, så bliver han nærmest samfundspolitisk. Med ”tårnene, der falder”, hentyder han muligvis til de mange statsdannelser og institutioner, som gennem tiderne er faldet til jorden rundt om i Europa, mens den kristne kirke stadig består, som den ældste nulevende institution. Kirken har dermed været en stabiliserende faktor, som har sikret, at samfundet fortsat kunne fungere, og samtidig været der for ”gamle og unge som har brug for trøst og håb” – for at fortsætte med udlægningen af Grundtvigs salme.

I dag genfinder man Grundtvigs budskab hos flere filosoffer og samfundstænkere, som på hver sin vis giver udtryk for, ”at intet samfund kan overleve uden religion”. Det kan igen udlægges således, at uden et religiøst bud på moral og etik for det samfundsmæssige fællesskab og uden et religiøst funderet håb og mål for den enkeltes stræben, mangler der nogle helt afgørende samfundsmæssige forudsætninger selv i en rationel verden.

I Danmark er det Folkekirken, som gennem tiderne har været den primære religiøse formidler. Og det skal den vedblive at være. Men det kræver selvfølgelig, at Folkekirken følger med tiden, så den fortsat kan opleves som åben, tilgængelig og relevant.

Men kræver det også, at kirken fuldstændig skal ”falde i et” med den til enhver tid herskende tidsånd? Det mener jeg ikke. Det har altid været kirkens styrke, at den var et stabiliserende element, som kunne fortsætte med at spille sin vigtige rolle også for kommende generationer og politiske systemer.

Det rejser selvfølgelig nogle udfordringer i forhold til tidsånden, hvor individet ofte sættes før fællesskabet og mener sig berettiget til at afgøre, hvad der er ret og forkert, og kvalificeret til at iscenesætte sit eget liv. Alt skal tilsyneladende imødekomme den enkeltes ønsker og forestillinger. Og i øvrigt være let tilgængeligt og gerne adspredende. Og hvis man er heldig og kan finde nogle at være enig med, så danner man facebook-grupper, hvor man kan bekræfte hinanden

I denne situation skal kirken, for mig at se, stå fast på sin mission, at formidle budskabet fra de hellige skrifter om kærlighed og tilgivelse, om etik og moral, og om grundlaget for tro og håb. Og når dette budskab formidles gennem de centrale ritualer, så fremtræder dette budskab som et universelt budskab, som ikke er til debat, idet det afspejler en historie, der er større end os selv og viser, at kirken er en institution, der binder vores tid sammen med fortiden.

Sådan bliver liturgien og ritualerne som en ”frakke”, man tager på, når man går ind til søndagens eller højtidernes højmesse. En frakke, man kender, og som giver fred og koncentration til at lytte og lade sig inspirere og motivere af de budskaber, som udgår fra alteret og prædikestolen – og fra salmerne.

Der er nok nogen, som ikke umiddelbart synes, ”at denne frakke passer”.

Men her har kirken allerede i dag mange forskellige tilbud, som går ud over liturgiens grænser og over i mere personlige retninger og relationer: særlige børnegudstjenester, særlige spaghettigudstjenester, sorggrupper, sang og meditation. Og præstens prædiken hjælper jo også med at udlægge dagens tekst.

Jeg mener, at kirken bedst kan afføde respekt og et seriøst ønske om tilhør, hvis man står fast på sine traditioner og ikke ”skifter frakke” i forhold til de til enhver tid værende ”livsstils eller mode prædikanter”.

Lars Lindgrav Sörensen

Troels Tejlgaard

Viggo Ernst Thomsen

Til biskoppernes liturgiarbejde

På ”Midtvejsseminaret” januar 2021 var jeg deltager ved den afsluttende paneldebat. Form og rammer gjorde, at der her var lang kø ved mikrofonen, hvilket jo

er særdeles glædeligt, og jeg fik derfor ikke mulighed for at gøre mine synspunkter gældende.

Derfor tillader jeg mig på denne måde at sende dem pr. skrift.

Iagttagelser for udsigtspunktet og platformen som provst i Aalborg Stifts næststørste provsti

Lørdag den 16. januar 2021 deltog jeg i det virtuelle ”Midtvejsseminar for folkekirkens liturgiarbejde”. Jeg var moderator for workshopgruppen ”Forholdet mellem liturgisk fasthed og frihed”, hvor vi hørte, at ingen i 2 københavnske provstier fulgte det autoriserede højmesseritual. Min tanke var da, at jeg som provst fra en fjerntliggende provins ift. Hovedstaden muligvis var inviteret med i håb om, at jeg kunne være en form for modvægt og fortælle, at i Vendsyssel ”er verden endnu ikke af lave”.

Det kan jeg ikke. Ingen følger det autoriserede højmesseritual til punkt og prikke i Frederikshavn Provsti. Der er større eller mindre variationer både på ”almindelige søndage” men særligt på de ”særlige søndage”. De pastorater, hvor præst og menighed(sråd) har arbejdet med liturgien og indført variationer ift. højmesseliturgien, er alle pastorater med et rigt gudstjenesteliv, en myndig menighed og særdeles samarbejdsdygtige præster. De indførte variationer ift. højmessens autoriserede liturgi har ikke ødelagt gudstjenestelivet. Tværtimod. Variationerne er efter ansøgning til biskoppen blevet indført først som en forsøgsordning og senere som permanent ordning.

Normalsøndage versus særlige søndage

Det er vigtigt at bemærke, at i de fleste af kirkerne følger man en ”normalsøndag” ofte højmesseritualet forholdsvist tæt. Dvs. højmesseritualet fungerer stadig som en nogenlunde brugbar ”idealmeter” for ”normalsøndagen”. Men det er især ved de særlige søndage og helligdage, at variationerne særligt findes:

søndage med konfirmander og deres forældre til introgudstjeneste,
høstgudstjeneste
BUSK
Alle Helgen
juniorkonfirmandafslutning
Adventssøndagene
Juleaften
Kyndelmisse
gudstjenester med konfirmanderne som ministranter
Fastelavn
konfirmationerne
2. påskedag
2. pinsedag og
søndagsgudstjenester med 3-4 dåb.

Disse gudstjenester er antalsmæssigt færre end ”normalsøndagene”, men ser man på antal kirkegængere, går langt de fleste kirkegængere til gudstjeneste i Frederikshavn provsti de gange, hvor variationerne er størst ift. højmesseritualet. Gudstjenesterne med en bredere folkelig opbakning end ”normalgudstjenesten” har således markant større variationer ift. ”idealmeteren”.

Dvs. højmesseritualet har ikke en særlig genkendelighed for langt hovedparten af de kirkegængere, der kommer i kirken i løbet af et år. For de har ikke mødt det.

Det er også værd at bemærke, at det ikke er noget nyt. Sådant har det været i årevis.

Derfor var det en meget stor glæde, at man kunne læse i rapporten ”Folkekirkens liturgi”, side 9:

”Rundt omkring i landet spores et friere forhold til det autoriserede, hvor præster og menigheder ikke forholder sig stringent til det autoriserede ritual for højmessen, men enten udelader, tilføjer eller ændrer i det autoriserede ritual”.

Det er usædvanligt præcist beskrevet og en meget vigtig erkendelse. Og videre i PIXI-udgaven, side 6:

”Autorisation er påbud. Det er de regler, vi har. Men både lægfolk, præster, provster og biskopper har erfaret, at virkeligheden ikke svarer til det fastlagte. Der plukkes, fortolkes, tilføjes og udelades ift. det autoriserede.”

Der er et friere forhold til det autoriserede. Det kan jeg til fulde bekræfte fra mit udsigtspunkt.

Når autorisation ikke længere følges som et påbud

Derfor er der brug for en afklaring, om det egentligt er et problem for folkekirkens gudstjenester?
Ønsket om ”autorisation” begrundes ofte jf. rapporten ”Folkekirkens liturgi” (s. 14) med ønsket om ”enhed og genkendelighed”. Men for hvem? De, der er vokset op i et sogn, hvor man i årevis har brugt en eller flere varianter af højmesseritualet, oplever ikke det autoriserede ritual som mere genkendeligt end det, de er vokset op med. Når man nu ved, at ”autorisation” stammer tilbage fra Enevælden, så kan det strengt taget kun være for at tage hensyn til den enevældige regent: At når Kongen om sommeren rejste rundt i sit mægtige rige, kunne han om søndagen være nogenlunde sikker på, at gudstjenesten det lokale sted var til at genkende.

Rapporten ”Folkekirkens Liturgi” skriver da også, at ”genkendelighed” ikke er et teologisk kriterium (side 15). Det er vigtigt at få slået fast.

Men hvad skal vi da gøre, hvis ingen følger autorisationen som et påbud, og regenten ikke længere er enevældig?

Rapporten ”Folkekirkens Liturgi” foreslår 3 veje: 1) ”Den konservative”, 2)”Ordo- den frie” og 3) ”Mellemvejen”. Jeg kan som provst leve med alle tre muligheder.

Den konservative vej

Vælger biskopperne ”Den konservative” vej må vi blot være indstillet på, at der vil komme endnu flere dispensationsansøgninger ad tjenstlig vej til biskopperne.
For alle de, der gerne vil have mere frihed uden at skulle blande bispen ind i det, kan man pege på ”Børnegudstjenesten på højmessens plads”. Den giver meget store frihedsmuligheder. Den kan til enhver tid erstatte en autoriseret højmesse. (”Børnegudstjenesten på højmessens plads” vil jeg karakterisere den som en form for ”Ordotænkning med nogle faste formuleringer”).
Men det er absolut nødvendigt, at man som kirkelig myndighed, hvis biskopperne vælger den konservative vej, resignerer ift. forestillingen om, at provster og biskopper ”skulle kunne stramme op og ensrette”. Hvis formålet er at styrke gudstjenestelivet, er det ikke vejen frem. At styrke gudstjenestelivet kræver helt anderledes pædagogisk takt og varsomhed ift. det lokale gudstjenesteliv.

Den frie vej

Vælger biskopperne ”Den frie vej”, dvs. kun med en ”ordo” autoriseret, vil et evt. frit tekstvalg kunne skabe store udfordringer. Tekstrækker er et godt benspænd for teologen, når der skal prædikes søndag efter søndag. Mn i de pastorater i provstiet, der har indført variationer ift. højmesseliturgien, har et af valgene ofte været, at de nøjes med 2 tekstlæsninger i løbet af en gudstjeneste.

Mellemvejen

Vælger biskopperne ”Mellemvejen” vil det være et valg, der kommer tættest på den aktuelle virkelighed, som jeg ser den fra mit udkigspunkt. Og for øvrigt også tættest på ”Confessio Augustana” artikel 7:

”Til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om Evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker.”

Biskopperne har ved deres initiativ til udgivelse af rapporten ”Folkekirkens liturgi” og ”Hvem bestemmer?” således peget på en problemstilling, som det er på tide at få taget stilling til, om der skal gøres noget ved. Tak for det.

En gudstjenestereform?

De øvrige rapporter spørger, om der er brug for en gudstjenestereform? Det kan jeg fra mit udsigtspunkt klart anbefale:

Inden en reform er færdig, er der gået mere end 30 år siden sidst
Martin Luther sammenligner en gudstjenesteordnings holdbarhed med holdbarheden af en sko, der kan smides væk (Niels Holger Petersen s. 27 i ”Folkekirkens liturgi”). Efter 30 år er det på tide at få tjekket, om skoen er slidt, eller om den har fået et eller flere huller?
Siden 1992 er der - udover at sproget levende udvikler sig - kommet nye salmer, bønner, liturgier og nye teknologier. Coronaen har gjort sit til at fremme, at det ”liturgiske drive” i en gudstjeneste foregår vha. en powerpoint, og at salmebøgerne ikke har været rørt i næsten et år. Og elflygler og – klaverer bliver brugt i de fleste kirker trods påbuddet i ”Højmessevejledning” punkt 8 side 13 om brug af ”akustiske” instrumenter.
Tre ”huller” i den nuværende Ritualbog er, at der mangler vejledninger eller idealmetre for:
1) Lægmandsgudstjenester (i områder med præstemangel vokser de frem);

2) Gudstjenester med ganske få deltagere. Det nuværende højmesseritual fungerer godt i en domkirke med mange kirkegængere og et solidt kor til korsvarene, men når man sidder fire (heraf 3 konfirmander) en søndag morgen kl. 9.00 i en landsbykirke, er det mindre hensigtsmæssigt at have som ”idealmeter” (jf. Jørgen Kjærgaard, der ultimo 2020 har skrevet om det i Præsteforeningens Blad)
3) Vejledning eller ”en idealmeter” til kortere gudstjenester
Der mangler også en klarere procedure for, hvordan præster, menighedsråd og menighed arbejder med at forny deres gudstjenester (jhf. Ritualbogen punkt 12, side 15).

Derfor kan jeg anbefale, at et arbejde med en gudstjenestereform iværksættes snarest muligt.

Tingsted menighedsråd

Biskoppernes liturgigruppe

I Tingsted sogn har menighedsrådet haft drøftelser, også med kirkegængere i sognet. Resultatet er sammenskrevet i det vedhæftede.

Det er interessant at erfare, at opfordringen ikke har nået alle råd, og hvor lidt vi som rådsmedlemmer egentlig ved om den nuværende gudstjenesteordning og den frihed, der allerede findes. Det vil på den baggrund nok være for “risikabelt” med en meget stor frihedsgrad, der vil påføre rådsmedlemmerne et meget stort ansvar, som man ikke er “klædt på” til i respekt for budskabet.

Liturgidrøftelser i Tingsted menighedsråd

Biskoppen har nedsat et ”rejsehold” under ledelse af sognepræst M.M. Trankjær til i vores stift at undersøge, om der i menighedsrådene er behov for at ændre i gudstjenestens formalia - formentlig med henblik på at nærme højmessen til nogle af de uautoriserede tiltag eller frisognsforsøg, der i disse år prøver at gøre gudstjenester mere ”populære”.

Den 14, august 2019 havde Tingsted menighedsråd disse drøftelser på dagsordenen med M.Trankjær. Vi havde en bred drøftelse af gudstjenestens/kirkens udfordringer i tiden, sluttelig blev det kogt ned til to konkrete spørgsmål:

Hvad er i gudstjenesten/højmessen umisteligt for jer?
Er der noget, I eventuelt kunne undvære eller tænke til?

Vedrørende det første spørgsmål var der bred enighed om, at en genkendelighed i højmessens opbygning/liturgi er vigtig for ”trygheden”, at man kan koncentrere sig om de læste eller sagte ord- også af hensyn til med udbytte at kunne frekventere andre kirker.

En prædiken, der udfolder dagens tekst, så den føjer sig ind i hverdagens kristne tanker, handlinger og levede liv.

Musik, der er med til at sætte sindet i den rette modtagelige ”kirkestemning” , en god blanding af ældre og også nye salmer, sidstnævnte introduceres på en måde, så menigheden bliver dus med dem og tør synge med i fællessangen. Tonearten bør medtænkes. Kor, solister, musikere må gerne medvirke ved højtider/særlige lejligheder – man bør i den forbindelse undgå, at gudstjenesten bliver væsentligt længere, end folk normalt forventer.

At man føler sig velkommen, tryg og godt til mode, hilser venligt på hinanden, at det ”kører” værdigt og nogenlunde professionelt - også hvis lægfolk medvirker.

Når vi kommer til det andet spørgsmål, bliver der mere diskussion: Er tre læsninger for meget? Bør ordlyden moderniseres til de nye oversættelser? Skal præsten selv kunne vælge sine læsetekster uautoriseret? Er menighedsråd i så fald klædt på til at være sparring for præsten i disse valg? Vil det betyde, at visse ”svære” tekster undlades og kun ”feel good ”- tekster , der er komfortable at bruge og høre, anvendes? Eller er autorisation også fremadrettet en sikkerhed for at komme rundt i Bibelen. Kunne bønnerne med fordel ”gives fri”? Frit salmevalg?

Alle disse spørgsmål har rådet drøftet flere gange, også en aften med deltagelse af kirkegængere fra sognet, hvor vi bl.a. brugte dabatkortene fra nettet/ Menighedsrådsbladet. Samme aften gennemgik sognepræst Jeppe Sørensen hele gudstjenestens forløb og de valgmuligheder, der allerede nu ligger inden for den gældende autorisation - mulighder end ikke rådet var opmærksom på.

På den baggrund kan vi vist konkludere, at menighedsråd ikke er nok inde i stoffet til at kunne ”autorisere”, og at en generel autorisation er at foretrække, vedrørende højmessen, dens ritualer og tekstlæsninger (måske kun to). Bønner tør vi delvis give fri ,og salmevalget har vi tillid til sker i fornuftigt samarbejde mellem præst, organist og evt. menighedsråd.

Ved de kirkelige handlinger bør et autoriseret fast ritual være et kernepunkt.

I de senere år dukker stadig flere særlige gudstjenester op, bl. a. for at komme individuelle gruppers behov i møde og måske ad den vej få flere ind over dørtærskelen. Ved disse gudstjenester må der være en frihed til at målrette indholdet, det skal dog stadig være af en sådan lødig og kristen karakter , at man ved og føler, at man har deltaget i en gudtjeneste.

Toftlund/Tirslund gudstjenesteudvalg

Niels Tornberg

Jeg er nyvalgt til MR i Frederiksborg Slotskirke og vil gerne bidrage med besvarelse af nogle af aftenens spørgsmål.

Der er tre ting jeg sætter mest pris på ved højmesserne.

Det er prædikenen. Jeg kommer for at høre om evangelierne og hvordan de kan sættes i relation til menneskelivet i nutiden. Det har min kirkes præster godt fat om og prædiker tekstnært. Jeg går altid fra kirken med relevante tanker omkring min egen livsførelse. Jeg er endnu ikke gået ram forbi.

Nadveren betyder meget for mig. Jeg bliver altid berørt og det er under nadveren knælende foran alteret jeg oplever fællesskabet i menigheden stærkest. Under coronaen har det været en anden nadver. Det har været ved forbi gang indtil december og efter genåbningen ved at præst og kordegn har bragt brødet og vinen ned til de siddende kirkegængere. For mig er det afgørende at det igen bliver knælende foran alteret. Dels betyder det noget rent kropsligt at knæle foran alteret, men kan sige at kroppen udtrykker en vis ydmyghed ved at knæle, og dels får jeg den tid og kropslige ro det tager foran alteret til mærke højtideligheden og taknemmeligheden.

Barnedåben har i mine øjne stor betydning for gudstjenesten. Dels bliver jeg berørt ved selve ritualet og dels er menigheden vidner til, at endnu et menneske bliver en del af menigheden. Det er da en manifestation der vil noget. Hvis nogle i dåbsfølget er uvante kirkegængere og mener at det er en event netop til ære for dem kan det virke forstyrrende, men jeg synes alligevel at det opvejes af fordelene.

Jeg synes det er meget vigtigt at en gudstjeneste er genkendelig. Det betyder ikke at den skal være helt ens i alle kirker. En lille lokal variation er helt ok. Det vil være forstyrrende for mig hvis jeg ikke rigtig vidste hvad der skulle foregå. Det ville føre til at jeg hele tiden ville vurdere om det, der skete, var godt eller skidt. Det ville virke forstyrrende. Jeg går ikke i kirke for at blive underholdt, men for at finde ro og møde mig selv i forhold til min tro på gud. Underholdt kan jeg blive til overflod alle mulige andre steder.

Afslutningsvis vil jeg sige noget om sproget i både salmer og ritualer. Jeg synes man skal være påpasselig med at udrense det lidt gammeldags sprog i stort omfang. Sproget er med til at stemme sindet. Det lidt gamle sprog er ofte lyrisk og billedrigt og kan indeholde lidt mystik. F.eks. synes jeg det var et stort tab, da man i juleevangeliet erstattede ordet ”frugtsommelig”. Argumenterne er jo, at der er mange uvante og unge kirkegængere, der ikke forstår sproget. Hertil er der at sige, at så har de mulighed for at spørge og lære noget. Det kræver en indsats, men den er i mine øjne ubetydelig i forhold hvad man får til gengæld. Det er i øvrigt ikke anderledes alle mulige andre steder. F.eks. ved mange af dem der aldrig har spillet fodbold, hvad ”off-side” betyder. Det afholder dem næppe fra at melde sig ind i en fodboldklub.

Med håbet om at mine kommentarer vil komme i betragtning.

Tornbjerg Kirke

Treenigheds sogns menighedsråd

Trinitatis kirkes menighedsråd

Bemærkninger fra Trinitatis kirkes menighedsråd til biskoppernes og den nedsatte faggruppes overvejelser vedrørende en fremtidig gudstjenesteordning

Af de foreslåede modeller for en fremtidig gudstjenesteordning vil vi foretrække model 3, ”Mellemvejen”. Det giver den fornødne frihed til at forme højmessen efter lokale traditioner og behov, samtidig med at væsentlige led i det vi genkender som en højmesse, bevares. Det medfører et stort liturgisk arbejde og ansvar for menighedsråd og præster. Her er det for at sikre den teologiske og æstetiske kvalitet i gudstjenesten vigtigt med liturgisk/teologisk sparring og rådgivning, fx ved teologiske konsulenter ansat i stiftet. Ligesom det er afgørende at der udarbejdes en vifte af forslag til liturgier med varierende formuleringer af hilsner, bønner, dåbsindledninger, faddertaler, nadverbortsendelsord m.v.

I det følgende redegør vi for Trinitatis Kirkes nuværende praksis for brug af salmer, bønner, læsninger, hilsener og velsignelser.

Salmer – ved højmessen vælger præsterne kun sjældent salmer der ikke står i Den danske Salmebog. Men i vores aftensangsgudstjenester om onsdagen inddrages ofte salmer fra bl.a. ”100 salmer” og ”Kirkesangbogen”.

Bønner – som indgangskollekt bruges oftest bønnerne fra Holger Lissner ”Kollekter og bønner” og lejlighedsvis Kirsten Jørgensen og Elof Westergaards kollekter i ”Gudstjenestens bønner I”. Meget ofte har kirkens præster dog brug for at ændre et par linjer. Dels kan der være formuleringer som de har svært ved at gøre til deres egne, af sproglige og teologiske grunde. Dels kan det nogle søndage gennem andre formuleringer være oplagt at give den indledende kollekt en drejning så den bedre indfanger de temaer og billeder som i salmer og prædiken vil præge gudstjenesten.

Vi vil derfor foreslå en blød formulering med hensyn til brugen af de autoriserede muligheder. Fx at man i hovedsagen eller udgangspunktet anvender de foreslåede bønner. Så friheden til små ændringer og til ind i mellem at anvende en anden evt. selvskrevet bøn er mulig.

Den afsluttende kollekt efter nadveren – her tager præsterne ofte udgangspunkt i Holger Lissners forslag i «Kollekter og bønner».

Den indledende nadverbøn – præsterne benytter fortrinsvist Holger Lissners nadverbønner s. 180 i "Kollekter og bønner".

Den indledende bøn ved barnedåb – vi benytter med enkelte ændringer Holger Lissners forældrebøn, «Kollekter og bønner» s. 168, som i reglen læses op af en af dåbsbarnets forældre.

Ved den ugentlige aftensangsgudstjeneste og ved gudstjenester i natkirken bruges bønner fra såvel ældre som nyere udgivelser, eller bønner som præsten selv har skrevet.

Læsninger – vi har to læsninger i formessen. GT-læsning eller epistellæsning samt evangelielæsning Derudover har vi med tilladelse fra biskoppen et udgangsord inden den aronitiske velsignelse. Udgangsordet vil i reglen komme fra den del af Bibelen som ikke er repræsenteret i formessen – altså ved GT-læsning i formessen fra epistellitteraturen og omvendt. Der vil oftest være tale om et eller to vers – altså en ganske kort tekst. Udgangsordet er i princippet en kortere udgave af udgangslæsningen fra ”Forslag til Alterbog” fra 1985 og høres som et bortsendelsesord der samler gudstjenestens forkyndelse i sig. Vi vil meget gerne bevare denne mulige for en kort udgangslæsning i en ny gudstjenesteordning.

Ved kantate- og musikgudstjenester har vi tilladelse til at bruge andre læsninger ved højmessen. Bachs kantater er i det store og hele skrevet til epistel- og evangelielæsningen efter første tekstrække – hvilket vi følger også i kirkeår hvor anden tekstrække er foreskrevet. Ellers indgår alle højmessens led i reglen i kantategudstjenesterne – en kantategudstjeneste er på ingen måde en koncertgudstjeneste, men en højmesse med fuldt udtræk. Ved nogle musikgudstjenester kan det være oplagt at inddrage alternative bibelske læsninger.

Hilsener og Den apostolske velsignelse – Vi bruger i Trinitatis kirke de i Alterbogen angivne hilsner og har indtil videre været tilfredse med det. Man kommer dog ikke uden om at den indledende hilsen med svar: ”Herren være med jer!” – ”Og med din ånd!” kan virke fremmedgørende og antikveret for kirkegængere som ikke er fortrolig med højmessen.

Vi vil derfor foreslå at det bliver muligt at bruge Den apostolske velsignelse, ”Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!”, som indledende hilsen, ligesom ved bryllupper. Vi har i flere kirker set at den virker godt som en højtidelig indledning ved højmessen. Den apostolske velsignelse vil omvendt ikke mangle efter prædikenen og kirkebønnen hvor den af mange opfattes som et overflødigt led.

Historisk set var det først i 1897 det blev muligt at fremsige den apostolske velsignelse fra prædikestolen, og først i højmesseordningen fra 1992 det blev påbudt. Fra Kirkeordinansen af 1685 og frem til 1897 anbefales det at præsten lyser den aronitiske velsignelse inden denne går ned fra prædikestolen. Før end Kirkeritualet af 1685 (f.eks. i Kirkeordinansen af 1539) fremgår det ikke at en velsignelse skal lyses fra prædikestolen. Spørgsmålet er derfor hvorfor man indførte velsignelsen fra prædikestolen, når nu samme velsignelse lød til slut i gudstjenesten? En god grund dertil kunne være at mange forlod gudstjenesten inden nadveren. For at de ikke skulle gå fra kirken uden velsignelse, fik de for en sikkerheds skyld lyst velsignelsen over sig allerede fra prædikestolen.

I dag oplever vi imidlertid ikke at nogen (eller kun meget få) forlader gudstjenesten inden nadveren. Så at sige alle kirkegængere modtager altså velsignelsen. Hvorfor begrundelsen for en velsignelse fra prædikestolen for os at se ikke står særlig stærkt.

Aftensangsgudstjenester – Aftensangsgudstjenesten følger dette forløb:

Det sidste kvarter inden aftensang, som begynder kl. 16.30 og varer en halv time, er der orgelmusik eller solo- eller korsang.

Klokkeringning

Præludium/Introitus

Nådeshilsen

Salme

Kort læsning af ikke-bibelsk tekst

Davidsalme sunget som i engelsk kor-tradition

Kort læsning af bibelsk tekst

Opsang/Kort prædiken

Salme

Bøn

Fadervor synges

Velsignelsen

Salme

Postludium/Exitus

Natkirkegudstjenester - forløber efter to modeller:

Model 1)

Præstens bidrag med hilsen, bønner, læsninger og refleksion/prædiken indleder gudstjenesten

Den medvirkende kunstner bidrager med sit (egne komponerede sange, lyrik eller prosalæsninger)

Præsten afslutter med bønner og velsignelse (den aronitiske)

Model 2)

Vekselvirkning mellem medvirkende kunstners kompositioner og præstens bidrag af bønner, læsninger (bibelske og ikke bibelske), prædiken/refleksion, fadervor og velsignelse.

Inger Merete Tuxen

Varde provsti

Referat af debat i Varde provsti om gudstjenestens liturgi.

11. marts 2021

Debatten foregik virtuelt.

Referent: Morten Thaysen

Deltagere: Elof Westergaard, Ann Andersen, Anni Tromborg Vad, Bodil Raakjær Jensen, Charlotte Locht, Elise Kornerup, Elise Kornerup, Erik Klausen, Henrik Vejlgaard Kristensen, Ida Lund Petersen, Karen Brøde Harritsø, Karen Vendler, Kirstine Andersen, Kjeld Truberg Jensen, Laila Møller Bargisen, Lene Bruun-Kristensen, Lise Hindsholm, Mette Hvid-Olsen, Peter Christensen, Thomas Hasemann Poulsen, Thue Raakjær Jensen, Ulla Deigaard Bruun, Morten Fester Thaysen.

Oplæg ved Elof Westergaard: Hvordan skal vi arbejde med liturgi i de kommende år? Der er kommet ansøgninger om at lave andre gudstjenester. Herunder forespørgsler om andre og nye salmer. Har lavet en folder om alt det, man ikke behøver at spørge om. Folkekirken er kendetegnet ved frihed. Der skal findes en balance mellem det lokale og det fælles.

Arbejdet er sat i gang.
Oplæg ved Morten Thaysen: Spørgsmål til debatten:
A: Hvilke dele af gudstjenesten har du savnet siden nytåret, hvor gudstjenesten blev underlagt restriktioner?
B: Hvordan ser du balancen mellem autorisation af gudstjenestens ritualer og den lokale frihed til selvbestemmelse?
C: Har nogle af jer diskuteret gudstjenestens liturgi i menighedsrådene? Er der aspekter, der er vigtige at tage med i det videre liturgiarbejde?
Drøftelse i plenum:
A: Hvilke dele af gudstjenesten har du savnet siden nytåret, hvor gudstjenesten blev underlagt restriktioner?
Peter Christensen: Savner salmesangen. At lytte til sangen er fint, men man mister meget ved ikke at synge. Ved at dele af taget ud af den korte gudstjeneste er taget ud, mangler sammenhængen. Savner salmesangen og sammenhængen. Kjeld Truberg Jensen. Savnet har været fællesskabet omkring nadverbordet. Der, hvor man knæler. Savner dåben i højmessen. Savner salmesangen. Savner en rigtig prædiken med rigtig længde.
Elise Kornerup: Meget godt forsøgt at lave gudstjeneste på 30 minutter. Men mangler helheden. Mangler det hele. Lige fra indgangsbønnen til salmesangen. Det er en amputeret form for gudstjeneste. Højtideligheden mangler.

B: Hvilke dele af gudstjenesten har du savnet siden nytåret, hvor gudstjenesten blev underlagt restriktioner?
Mette Hvid-Olsen: Glad for ikke at følge sig fremmed til andre gudstjenester. Sætter pris på genkendeligheden. Der er bestemte led, som hun ikke vil undvære. Kan godt lide, at der er et forløb. Kan godt lide at vide, hvornår gudstjenesten slutter.
Kjeld Truberg Jensen: Sætter pris på genkendelighed. Har en forventning om det, der skal ske. Sætter pris på, at gudstjenesten ligger i faste rituelle rammer.
Ulla Bruun: Der er noget menneskeligt i, at vi godt kan lide ritualer. Giver tryghed. Man fornemmer roen. Kan godt lide den andægtige stemning, som giver tryghed.
Elise Kornerup: Der er noget trygt ved, at man ved, hvordan det foregår.
Thomas Hasemann Poulsen: Folkekirken skal være, ligesom den plejer at være, og alligevel skal den forandre sig. Når man prøver at gøre noget andet, sker det ofte i en forventning om at være imødekommende overfor dem, der ikke plejer at være det. Når man kommer til en gudstjeneste, hvor man gør det på en anden måde, kan det ikke nødvendigvis opleves som imødekommende. Det kan også opleves som fremmedgørende. Det kan også opleves sådan, at præsten kommer til at fylde meget. Er derfor tilhænger af, at gudstjenesten har sine faste rammer.
Lise Hindsholm: Vil anfægte, at man er så åben, når man ikke gør som autoriseret. Det kommer hurtigt til at være som et fællesskab, der lukker sig om sig selv. Man samler sig om sig selv, i stedet for at have noget fast, som alle kan være i. Der skal være mulighed for at gøre noget, der er anderledes, men det skal være noget standardiseret
Erik Klausen: Holder af, at ritualet er genkendeligt. Holder af, at det er salmebogen, der bliver sunget fra. Stor styrke, at der er den samme salmebog i hele landet. Men vi skal være åbne overfor, at der er kirkefremmede. Dem skal vi ikke støde væk med vores faste rammer. F.eks. ved barnedåb, når folk ikke ved, hvornår de skal rejse og sætte sig igen. Forventer, at ordvalget i ritualet får en nutidig sprogdragt. Det gamle sprog kan være fremmedgørende.
Kjeld Truberg Jensen: Kommer for at erfare det guddommelige. Det er det fokus, man skal fastholde. Gudstjenesten må ikke blive til underholdning.
Karen Vendler: Enig i, at genkendeligheden betyder noget. Men man skal også hjælpe f.eks. dåbsgæsterne med, hvornår man skal rejse sig og sætte sig. Man kan f.eks. sige, at trosbekendelsen står på sidste side i salmebogen. De skal mærke, at det er et rart sted at være. Man kan også komme til at lukke sig om sig selv, indenfor de rammer, som man har.
Men der skal også være frihed til udenfor højmessen at lave noget, der skiller sig ud.
Ulla Bruun: Har hørt om en præst, der lærte konfirmandforældrene, hvordan gudstjenesten forløber. Det hjalp.
Henrik Vejlgaard Kristensen: Efterlyser en guidning, der kan give tryghed. Regibemærkninger er forstyrrende. Måske kan der inden gudstjenesten uddeles små ark med en oversigt over liturgien. Dejligt med genkendeligheden. Men de unge mennesker skal vænne sig til det. Der er nok et stykke vej indtil de elsker gudstjenesten. Ville være godt, hvis man kunne være imødekommende overfor de unge.
Karen Vendler: Kordegnen viser, hvornår man skal rejse og sætte sig. En måde at vise, hvordan man gør.
Lise Hindsholm: Mange forventninger til unge præster. Upræcise forventninger. Hvis gudstjenesten også er noget, præsten skal strukturere, får de endnu en stor opgave. Kæmpe opgave at lægge på nye præster. En fast liturgi er derimod en stor lettelse og en stor frihed, så man kan koncentrere sig om at være imødekommende og holde en god prædiken. Præstens kan koncentrere sig om det, præsten skal i gudstjenesten.
Charlotte Locht: Der er en aflastning i, at tingene ligger fast. Det er også fint, at det folk møder, ikke ligner det, som er andre steder i samfundet. Aflastning i at indgå i en tradition. Det gælder ikke kun for præsterne.

C: Har nogle af jer diskuteret gudstjenestens liturgi i menighedsrådene? Er der aspekter, der er vigtige at tage med i det videre liturgiarbejde?
Mette Hvid-Olsen: Vil gerne slå et slag for GT- læsninger. Spejler evangelieteksterne.
Lise Hindsholm: Det er vigtigt, at vi snart får gudstjenesten tilbage i sin længde. Vi må ikke blive glemt i genåbningen.
Thomas Hasemann Poulsen. Håber, at vi får gudstjenesten tilbage. Og at vi får glæden ved det igen.
Thue Raakjær Jensen: Sætter pris på trygheden i gudstjenesten, og at præsterne kan hvile i ritualerne.

Varde Sogn

Vester Aaby og Aastrup sogne, Fyn

Gammeltestamentlig læsnings plads i den evangelisk - lutherske Gudstjeneste

2020 blev som bekendt et ganske anderledes år, end de fleste af os havde forventet, da vi på et menighedsrådsmøde i oktober 2019 diskuterede, hvorledes vi ville arbejde med planerne om en eventuel liturgisk fornyelse af vore gudstjenester. Alt tydede dengang på, at vi havde rigelig tid til en grundig diskussion af vores egen liturgiske praksis, men alt blev med ét forandret.

Pludselig stod vi i en situation med lukkede kirker, aflyste arrangementer, korte eller virtuelle gudstjenester, alternativ nadverfejring m.m.

Resultatet blev dermed, at arbejdet med en eventuel liturgifornyelse foregik langt mere sporadisk og hovedsageligt fandt sted gennem korte drøftelser efter en gudstjeneste eller en anden kirkelig handling.

Vi kommer derfor ikke til at bidrage med store og grundigt gennemarbejdede forslag til en liturgisk fornyelse, men vi har ét synspunkt, som vi gerne ser medtaget i kommissionens fortsatte drøftelser.

Vi nærer nemlig en vis frygt for, at diskussionen om, hvorvidt Det Gamle Testamente bør have en særlig plads i den kristne gudstjeneste, let kan resultere i, at adgangen til overhovedet at bruge de gammeltestamentlige læsninger i gudstjenesten reduceres.

Der kan efter vores mening ikke herske tvivl om, at en evangelisk-luthersk gudstjeneste bør være en ordets gudstjeneste. Men! ord kan imidlertid skrives både med et lille eller med et stort begyndelsesbogstav.

Vi oplever således, at det er frugtbart og væsentligt, at ordene fra Det Gamle Testamente danner en spændingsfyldt klangbund for selve Ordets betydning for os i dag og dermed anspænder og forhåbentlig synliggør kontrasten mellem lov og evangelium.

Allerede på nuværende tidspunkt fylder de gammeltestamentlige læsninger ikke specielt meget i den autoriserede liturgi. Et hurtigt blik på alterbogens tekster afslører, at kun ved ca. en fjerdedel af lektie- og epistellæsningerne er den foretrukne læsning hentet fra Det Gamle Testamente. Retfærdigvis skal det nævnes, at præsten ikke er forpligtet til at vælge den foretrukne læsning, men nogle præster oplever alligevel, at de skal have en særlig god begrundelse for ikke at vælge den med stjernen markerede læsning.

Vores opfordring er derfor, at eventuelle liturgiske forandringer ikke yderligere reducerer vores mulighed for at anvende de gammeltestamentlige læsninger i gudstjenesten.

Vi finder, at kun ved fortsat at skabe god plads til disse læsninger, anerkender man fuldt ud, at den kristne bibel består af to dele og vi finder intet kontroversielt i, at disse tekster bliver tolket med kristendommens briller. I særdeleshed, hvis præsten i sin prædiken forstår at lade spændingen mellem de to tilsyneladende forskellige gudsbilleder stå.

Historisk anerkender vi naturligvis fuldt ud, at de gammeltestamentlige skrifter er skrevet ind i en jødisk kontekst, men vi finder ikke af den grund anledning til, at den historisk kritiske hermeneutik får held til, at fjerne disse tekster fra vores gudstjeneste.

Historisk har eksegeterne utvivlsomt ret vedrørende teksternes oprindelse, men vi opfatter det på ingen måde forkert, at teksterne læses på gudstjenestens betingelser og på nutidens vilkår. Dén nutid, hvori vi fejrer Ordets fællesskab med os i netop vores gudstjeneste.

Så opfordringen herfra er klar: Liturgiske fornyelser kan være en god idé og kan måske endog medvirke til at løfte vores gudstjeneste, men ikke ved, at vi henviser de gammeltestamentlige læsninger til afdelingen for glemte sager.

Vesterbro Sogn

Vestfyn, Føns, Ørslev, Udby og Husby kirker

Kære sekretariat for liturgidrøftelserne de kommende år.

De 4 kirker på Vestfyn, Føns, Ørslev, Udby og Husby kirker har vedtaget at arbejde som liturgisk frisogn indtil efteråret 2019

Og som omtalt i vedhæftede word dokument, så har vi haft Tine Lindhardt på besøg, og menighedsrådet besluttede efter indstilling fra

Gudstjenesteudvalget at arbejde med de 10 nævnte elementer i vedhæftede papir. Tine Lindhardt har bedt mig sende denne mail ikke til hende men til liturgisekretariatet, det være hermed gjort.

Vi vægter at ’udvikle’ på atmosfære og ånd fremfor liturgisk korrekthed. Vi ’skruer’ på en række velkendte ’knapper’, og vi vil inddrage menigheden / sognet

ved en salon om gudstjenesten.

Endvidere er der parallelt hermed også to workshops for menighedsråd og medarbejdere omkring gudstjenesten. Se vedhæftede flyer.

Vi glæder os over dette fornyede fokus på gudstjeneste og liturgi.

Fokuspunkter omkring vores gudstjenester i ’De 4 kirker’
Juni 2019 – november 2021

Nye salmer er allerede en del af vores gudstjeneste. ’100’ salmer, Højskolesangbog mm
Der sker noget med gudstjenesten, når kirkens kor er med, og når der inddrages andre instrumenter som harpe, violin, fløjte og trompet. Det vil vi gerne sætte ord på
Inspirationen fra kirkeårets ’gang’ revitaliserer gudstjenestelivet. Det vil vi gerne sætte ord på.
Kontinuerlig altergang med hjemmebagt brød samler gudstjenestedeltagerne. Kirkesangeren uddeler brødet. Vi sætter ord på vores erfaringer.
Dåbsforældre møder præsten i kirken før dåben, de inddrages i salmevalg, og de inddrages i valg af type nadver, fadervor siges højt i kor også med børnene. De inddrages i kirkekaffen.
Beskrivelse af den nuværende gudstjeneste
a) af og til udelades ind og udgangsbøn b) to læsninger fra alteret c) kirkesanger annoncerer salmenumre d)brug af to instrumenter orgel og elklaver e) inddragelse af andre instrumenter, kor og børnekor og af og til solo ved kirkesanger f) brug af to salmebøger g) brug af bønner af Holger Lissner og Elof Madsen/Kirsten Jørgensen h) ofte kontinuerlig nadver alternativt c-ritualet – hjemmebagt brød og druesaft i)’Gud være lovet’ bortfalder efter evangelielæsning j) trosbekendelsen synges k) prædiken ofte fra gulv l) der er stilhed i forbindelse med kirkebønnen m) præsten siger selv amen efter fadervor n) efter den apostolske hilsen, hilser kirkegængerne på de nærmeste o) man bliver siddende under postludiet p) altid kirkekaffe og blomster
Der sker noget med gudstjenesten, når den flyttes udenfor. Det vil vi gerne sætte ord på.
Beskrivelse af gudstjenestens puls, atmosfære eller med et stærkt udtryk dens ånd.
På udvalgte helligdage og søndage er der spisning/ et traktement efter gudstjenesten. Erfaringer og beskrivelse af hvad der sker.
Hverdagsgudstjenester eller andre former for gudstjenester. Beskrivelser og opsamlede erfaringer.

Liturgisk frisogn - processen i ’De 4 kirker’.

a) Menighedsrådet får besøg af Tine Lindhardt

b) Præsten skriver en artikel i kirkebladet

c) Gudstjenesteudvalget holder møde

d) Menighedsrådet drøfter gudstjenesteudvalgets tanker

e) Beslutningspapir sendes til folkekirkensliturgi@km.dk

f) Gudstjenesteudvalget, menighedsrådet og alle medarbejdere deltager i gudstjenesteworkshop med ’GudstjenesteLIV’, september 2019

g) Sognets beboere inddrages i en samtale ved en salon i konfirmand- stuen?

h) Forløbet beskrives ved afslutningen i 2021

Viby sogn, Aarhus

Selv om Corona kom i vejen for den planlagte større debat i vores sogn, vil vi alligevel gerne give vores besyv med i forbindelse med debatten omkring højmessen i Folkekirken. På vegne af menighedsråd og præster har vi følgende kommentarer:

Da der er forskellige holdninger til spørgsmålet omkring frihed og autorisation, og samtidig en fælles stor glæde ved højmessen, er vi blevet enige om at anbefale model 3 – som bedst imødekommer bredden i vores menighed og blandt præster. Vi har haft tradition for at eksperimentere undervejs, vores højmessen har sit særlige lokale præg – samtidig sætter vi dog pris på genkendelighed, når vi deltager i gudstjenesten andre steder. At det fortsat kan mærkes at vi er en stor, samlet menighed på tværs af sogne og i alle landets kirker.

Vi sætter dog også pris på, at de ord og led i gudstjenesten, som bliver autoriseret ifølge model 3, er til at forstå. Så hvis dåbs og nadverritualerne kan blive gennemtænkt på ny, men med en klar forbindelse til traditionen, tager vi gerne med på rejsen. Der må også fortsat meget gerne være forskellige nadverindledninger at vælge mellem, og gerne flere bønner i forbindelse med dåb og evt. supplerende læsninger. Dog er det afgørende for os, at det stadig og helt grundlæggende er den samme dåb man modtager, om man er barn eller voksen i folkekirken.

Højmessen har været under forandring og på rejse gennem århundreder. Der findes ikke ét særligt tidspunkt, et særligt fint ritual at vende tilbage til eller fastholde. Men i en omskiftelig verden er det godt med genkendelighed og tryghed – at vi fornyer os med respekt for historien – også af hensyn til dem iblandt os, der har den længste hukommelse eller de, har været langt omkring, siden de sidst gæstede folkekirken. Men man skal ikke lulles i søvn, men engageres, trøstes, udfordres og ”vækkes” – derfor er en fortsat opmærksomhed omkring et levende sprog og en smuk helhedsoplevelse afgørende.

Videbæk Sogns Menighedsråd

Vigerslev Kirkes menighedsråd, Valby

Holger Villadsen

Liturgibidrag til folkekirkensliturgi@km.dk

Hermed sendes (måske lidt for sent) to dokumenter som en slags høringssvar.

Det første er manuskriptet til et foredrag om "Liturgisk frihed og liturgisk fasthed" ved et provstikonvent i efteråret 2020.

Tryk på linket for at læse manuskriptet

Det andet er biskoppernes første høringsoplæg til ny gudstjenesteordning fra december 1990.
Tryk på linket for at læse biskoppernes første høringsoplæg

Foredraget om »Liturgisk frihed og liturgisk fasthed«

Emnet for foredraget er især spørgsmålet om kongelige resolutioner: Skal der også fremover være autoriserede alterbøger og ritualer, som er forpligtende for folkekirkens menigheder?

Efter min vurdering er det et centralt element i den folkekirkelige ordning, at der findes forpligtende ordninger for højmessen (den faste gudstjeneste på søn- og helligdage) og for sakramenterne dåb og nadver. Og på nuværende tidspunkt, hvor der ikke findes kirkelige styrende organer for folkekirken på landsplan, er kongelige resolutioner den eneste mulighed for at fastsætte regler, der gælder for hele folkekirken. Biskopperne kan ikke træffe forpligtende beslutninger for hele folkekirken – heller ikke selv om de alle bliver enige.

Men autoriserede og forpligtende fælles regler og bøger er ikke ensbetydende med uniformitet i alle folkekirkens sogne. Og 1992-ordningens højmesseordning indeholder faktisk valgmuligheder og frihed på adskillige punkter – også i større omfang end det klart fremgår af fagrapporterne.

Et karakteristisk element i den folkekirkelige ordning er, at beslutningskompetencen er decentraliseret ned til det lokale niveau, hvor sognepræst og menighedsråd i fællesskab træffer beslutning ifølge bestemmelserne i menighedsrådsloven. Denne decentralisering hænger sammen med, at der for folkekirken som helhed ved kongelige resolutioner er fastsat godkendte ordninger, som præst og menighedsråd har mulighed for at vælge, uden at de behøver at indhente godkendelse fra andre instanser.

Så hvis man helt ophæver autorisationerne, ophæver man samtidigt det eksisterende regelsæt i menighedsrådsloven – eller gør det meningsløst. Og det er uklart, hvad der vil blive sat i stedet. Autorisationerne i samspil med menighedsrådsrådet begrænser samtidigt biskoppernes magt og regulerer samspillet på det liturgiske område mellem præst og menighedsråd. Og her vil det ikke – efter min vurdering – være en forbedring at erstatte kongelige resolutioner fastsat på landsplan med et forøget biskoppeligt tilsyn på stiftsniveau.

Som den danske folkekirkelige orden og praksis er, har biskopperne en vigtig og central rolle ved tilblivelsen af kongelige resolutioner om indrekirkelige forhold, herunder liturgi. Men når en ordning først er autoriseret, er biskoppens kompetence i store træk begrænset til at godkende mindre ændringer i henhold til menighedsrådsloven. Denne begrænsning er der positive aspekter ved, herunder stor lokal frihed.

Fagudvalget bag rapporten fra 2018 om »Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed« gør med rette opmærksom på (s. 20), at begreberne frihed og autorisation ikke nødvendigvis står i modsætning til hinanden. Men der er alligevel nogle muligheder for frihed i autoriserede ordninger, som udvalget ser ud til at overse. Man kan fx godt i en autoriseret ordning have vejledende tekster. Et eksempel i højmesseordningen fra 1992 er kirkebønnen. Der er autoriseret fire vejledende eksempler, men præsten er frit stillet med hensyn til kirkebønnens ordlyd. Et andet eksempel er faddertiltalen i dåbsritualet. Her er der autoriseret to vejledende eksempler, men også her er præsten frit stillet med hensyn til faddertiltalens ordlyd. Denne model kunne godt overvejes anvendt i forhold til højmesseordningens ind- og udgangsbøn og i forhold til alterbogens indledningskollekter. Det vil kræve en ny supplerende autorisation, men det kunne gøres ganske kort og enkelt.

Alterbogstillægget fra 1993 med supplerende ind- og udgangsbønner, samt tre serier af indledningskollekter, er udtryk for, at biskopperne allerede dengang gik ud fra, at det ikke var tilstrækkeligt med de autoriserede indledningskollekter i alterbogen. I den aktuelle situation vil det nok være en mere holdbar løsning at gøre indledningskollekterne vejledende end at trykke et nyt supplerende alterbogstillæg med nye indledningskollekter. Inden man ser sig om, er der nogen der synes, at der igen skal lave nogle nye indledningskollekter.

Biskoppernes Gudstjenesteoplæg dec. 1990
Dette første høringsoplæg fra biskopperne er efter min vurdering af relevans og interesse i forhold til den aktuelle debat om liturgi, selv om det nu er mere end 30 år gammelt. Oplægget er formentlig ikke meget kendt, da det aldrig har været trykt, men kun fotokopieret i ca. 300 eksemplarer.

I forhold til den nuværende liturgiske drøftelse er det relevant, at oplægget er et tydeligt udtryk for, at målsætningen for de daværende biskopper ikke var en uniform højmesseordning, men en ordning der gav plads til variationsmuligheder inden for en fælles ramme, en dansk højmesseordning (ordo?). På side 5-6 i den vedlagte version er der en skematisk oversigt over højmessens hovedstruktur. Højmessen var inddelt i fire hoveddele: Indledning, Ordet, Nadver og Afslutning. Denne grundlæggende 4-deling blev introduceret i dette oplæg og er bevaret i den autoriserede ordning fra 1992. Tilsvarende findes i nyere højmesseordninger i de fleste andre sammenlignelige kirker.

For hver af højmessens tre første hovedele var der i oplægget fra dec. 1990 to alternativer, der kunne »anvendes i almindelighed eller på visse helligdage« (pkt. 3, s. 2). Denne opstilling med alternativer blev ikke bevaret i den autoriserede ordning. Høringsoplægget blev i 1990-91udsat for kritik, især fra prof. Chr. Thodberg der kritiserede det for at være et tag-selv-bord. I foråret 1991 valgte de daværende biskopper derfor at stramme oplægget og fremhæve en normalordning i anden hoveddel (Ordet) med tre bibelske læsninger (GT-Epistel-Evangelium).

Den autoriserede højmesseordning i Den Danske Alterbog 1992 har i store træk bevaret de samme valgmuligheder, som i biskoppernes oplæg fra dec. 1990, men de fremtræder mindre tydeligt, fordi der var et ønske om at fremhæve en normalordning med tre bibelske læsninger (GT-Epistel-Evangelium).

I Indledningen blev Alternativ a (med Kyrie og Gloria) i oplægget fra dec. 1990 omdannet til Note 1 (med Kyrie og Gloria). Alternativ b (med litani/skriftemål) findes i Ritualbogen fra 1992 i ritualet for skriftemål, hvor der findes en mulighed for »Syndsbekendelse og absolution i gudstjenestens indledning« (Ritualbog 1992, s. 82-83).

I anden hoveddel, Ordet, var det alternativ a (GT-Epistel-Evangelium), der blev den nye normalordning. Den tidligere ordning med to evangelielæsninger bortfaldt som en del af 1992-ordningen, men er dog forudsat som en valgmulighed i den uautoriserede højmessevejledning (Ritualbog 1992, s. 12-13, pkt. 7) og er omtalt som en valgmulighed i alterbogen (Alterbog 1992, s. 52). Alternativ b (to læsninger) blev i den autoriserede højmesseordning fra 1992 til note 2 (Ritualbog 1992, s. 41-42). Ordningen med kun to læsninger kan bruges ved særlige lejligheder, fx gudstjenester med dåb, men den kan også bruges ved alle faste gudstjenester (jf. pkt. 5 i reglerne for ændringer i liturgien samt de indledede generelle anvisninger i Alterbog 1992, s. 51).

I tredje hoveddel, Nadver, blev de tre nadverritualer sammenarbejdet til et nadverritual med fremhævelse af de fælles elementer: (16) Fadervor, (17) Indstiftelsesordene og (18) Nadvermåltidet. Forskellene mellem de tre nadverritualer kommer primært kun til udtryk i (15) Nadverbøn eller nadverindledning: A, B eller C. Salmen »O du Guds Lam« passer dog ikke godt i denne opstilling, idet den slet ikke indgår i nadverindledning A, i nadverbøn B indgår som en del af nadverbønnen, og i nadverbøn C synges efter indstiftelsesordene, inden uddelingen eller under uddelingen.

Intentionen med den autoriserede ordning fra 1992 var at opretholde de fleste af valgmulighederne i oplægget fra dec. 1990, men give dem en mindre fremtrædende plads og fremhæve en normalordning. Intentionen med 1992-ordningen var ikke at opstille en uniform ordning. Og valgmulighederne og variationsmulighederne inden for den autoriserede ordning er større, end det tilsyneladende er almindeligt erkendt.

I oplægget fra dec. 1990 indgik desuden et forslag til »Morgen- og aftengudstjenester« (s. 28-30), som kunne anvendes ved supplerende faste gudstjenester på søn- og helligdage. Dette oplæg kom ikke til at indgå i den autoriserede alterbog, men blev i stedet i let revideret form trykt som en vejledende ordning i alterbogstillægget (1993, s. 322-330). Selv om den autoriserede højmesseordning fra 1992 også kan bruges ved faste gudstjenester uden nadver, burde det måske overvejes at udarbejde en tilsvarende ordning for fast gudstjeneste uden nadver, hvis der skal udarbejdes nye autoriserede ordninger.

Og det burde nok også overvejes at få udarbejdet et autoriseret ritual til et lægmandsgudstjeneste/degnegudstjeneste på linje med det, som der findes på Færøerne, og som de i 2019 har fået autoriseret en ny ordning for. Et dansk forslag til lægmandsgudstjeneste udarbejdet på grundlag af den vejledende ordning i alterbogstillægget 1993 findes på min private hjemmeside: www.sejrupvilladsen.dk/LN-11.pdf.

Fritz Vilstrup

Bemærkninger til folkekirkens liturgi

Jeg blev 30. januar i Kristeligt Dagblad opmærksom på, at der var kommet en mail-adresse, hvor menighedsråd kan komme med bemærkninger og forslag til ændringer i folkekirkens liturgi.

Jeg har selv i ca. 17 år været medlem af et menighedsråd, men er på grund af min alder for længst udtrådt. Som forsat kirkegænger har jeg dog alligevel nogle bemærkninger og forslag.

Herrens bøn.
Jeg har i mindst 80 år bedt Fadervor, som min mor lærte mig den. Efterhånden var der dog flere dele af den, som åbenbart ikke skulle forstås, som de lød. Jeg har derfor i de senere år brugt denne formulering:
»Vor Far,
du som er i himlene.
Helliget vorde dit navn.
Komme dit rige.
Ske din vilje som i himlen, således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød.
Og tilgiv os vore synder,
ligesom vi også tilgiver dem,
der har gjort os uret.
Og lad os ikke bukke under i anfægtelsen,
men frels os fra det onde.
Thi dit er Riget, Magten og Æren i evighed.
Amen«

Noget af det har jeg fundet frem til ved at læse Joachim Jeremias lille hæfte:
”Fadervor i lyset af den nyere forskning.” (vedlagt)

De øvrige ændringer har jeg foretaget, fordi jeg synes, at det er bedre dansk.

Vielsesritualet; kunne det ikke revideres, så det mere lignede ritualet for velsignelse af borgerligt indgåede ægteskaber. Det sidste forekommer mere tidssvarende.
Nadveren:
Jesus indstifter nadveren før korsfæstelsen, så mon Luther ikke gjorde fejl ved at fastholde transuptiationen? Måske havde Zwingli ret?
Jesu offerdød var ikke et offer til Gud, men et offer for os, fordi en offentlig død var nødvendig for at tro på opstandelsen. (Har du været død? Vi vidste ikke engang, at du var syg.)
Luther var nok for bundet af sin tid til at foretage større ændringer i nadverritualet, men det kunne nok trænge til en fornyelse, der gjorde det mere forståeligt.
I vores lokale kirke har vi i øvrigt ikke et alter, men et nadverbord og et knæfald i stedet for en alterskranke.

Jeg håber, at ovenstående kan bruges til inspiration i liturgiarbejdet.

Joachim Jeremias FADERVOR i lyset af den nyere forskning

Indhold

Fadervor i oldkirken                                        2
Den ældste tekst til Fadervor                           4
Betydningen af Fadervor                                 9
Fadervor (i Joachim Jeremias’ gengivelse)   16
Litteratur                                                       17

Vindum Sogn, Viborg stift

Ole Vinther

Skal der udarbejdes nye liturgier og ritualer for folkekirkens gudstjenester og sakramenter? Set fra mit ståsted er der ikke det store behov for nye liturgier og ritualer. De gældende liturgier og ritualer er gennemarbejdede, veletablerede og velfungerende. Der kan nok hist og her laves sproglige revideringer, hvilket vil kunne gøre liturgier og ritualer mere nutidige i udtrykket, men bortset fra dette ser jeg ikke et behov for revisioner.

I forhold til spørgsmålet om grader af frihed til at udarbejde lokale varianter af højmesseliturgien, så mener jeg ikke, at der er et stort behov herfor. Der er allerede et passende antal forskellige valgmuligheder for at tilpasse gudstjenesten. Dette gælder bl.a. nadverliturgien, muligheden for at bruge Kyrie og Gloria m.m. Derudover har vi allerede gode muligheder for at lave alternative gudstjenester. På højmessens plads har vi ordningen for børnegudstjeneste, som også kan bruges ved ungdomsgudstjenester. I denne ordning er der ret vide rammer for at tilpasse gudstjenesten til netop disse målgrupper. Uden for højmessen er der derudover rig mulighed for at lave andre former for gudstjenester, f.eks. meditationsgudstjenester, lovsangsgudstjenester, spaghettigudstjenester, rockgudstjenester osv. Udover at der ikke er behov for større variationsmulighed i højmessen, så finder jeg det heller ikke ønskeligt. Det er en stor styrke ved den danske folkekirkes gudstjenesteliv, at du kan gå ind i en hvilken som helst kirke og trods lidt variationer alligevel deltage i den samme gudstjeneste. Genkendelighed og tradition er en stor styrke ved de liturgier og ritualer vi har, samtidig med at der er plads til f.eks. innovative prædikenformer, brug af visuelle elementer samt supplement af andre musikformer og – instrumenter end orglet.

Personligt har jeg i folkekirkens højmesseliturgi erfaret, hvor godt det kan være at komme hjem til en kendt liturgi. I en periode på omtrent femten år var jeg ikke til mange højmesser i folkekirken. Jeg var i flere år aktiv i en mere karismatisk orienteret valgmenighed og derefter præst i Den norske kirke i 8 ½ år. Da jeg derefter vendte hjem til Danmark og til folkekirken var det dog virkelig som at komme hjem. Selv om at jeg har været glad for, at der også har været andre gudstjenesteformer end højmessen, så giver genkendeligheden i højmessen en stærk følelse af at høre til. Dette tror jeg ikke man skal overse i forhold til de forholdsvis mange, som mere sjældent kommer i kirke. Nogle gange hører man ganske vist, at nogle siger at de ikke kommer i kirke, fordi gudstjenesten er for gammeldags. Det er et synspunkt jeg respekterer, og jeg vil derfor også mene, at man har brug for både den genkendelige højmesse og for alternative gudstjenester. Jeg ser blot ikke et stort behov for at ændre folkekirkens højmesse markant.

I forhold til en evt. gudstjenestereform vil jeg fremhæve følgende pejlemærker:

Forkyndelsen af evangeliet er absolut uomgængeligt. Gudstjenestens primære funktion er at være et livgivende og nådefuldt møde mellem Gud og mennesker. Dette afspejles bl.a. i gudstjenestens dialogiske opbygning med bl.a. menighedssvar, læsninger m.m.
Bibelen og bekendelserne viser, hvad der er centrum for vores kirke og vores tro. En evt. gudstjenestereform skal derfor være evangelisk-luthersk i sin lære, bl.a. i forhold til dåb og nadver.
Den klassiske gudstjenestetradition bør være normgivende for, hvordan højmessen i den danske folkekirke skal se ud. Dette handler både om tradition, men også om økumenisk fællesskab med andre kirker.
Genkendelighed er vigtigt. Dette handler om at have en relativt ens gudstjeneste fra kirke til kirke, med muligheder for lokale variationer inden for et afgrænset rum. Det er desuden vigtigt at fastholde en stærk kontinuitet i forhold til den eksisterende liturgi. Kirken har en vigtig traditionsbærende rolle, både kirkeligt men også i samfundet som helhed.

Vodskov sogn, Aalborg Nordre provsti

Hartvig Wagner

Hermed fremsendes på egne vegne en tilkendegivelse vedrørende nadverforvaltningen i håb om et autoriseret ritual, som fortsat fastholder og værner den evangelisk-lutherske lære og praksis vedrørende Den hellige Nadver.

Til biskopperne om nadverforvaltningen

Biskopperne anmodes herved høfligst om nøje at overveje følgende spørgsmål, der jævnligt rejses i forbindelse med fejringen af Den hellige Nadver:

På baggrund af, at der ikke kan herske tvivl om, at Jesus ved indstiftelsen af Den hellige Nadver rakte usyret brød og ægte vin til disciplene og befalede dem at gøre, som han gjorde, kan det da forsvares, at der anvendes andre elementer ved højmessen i folkekirken af præster, som har afgivet løfte om at forvalte de hellige sakramenter efter Kristi indstiftelse?
Når Luther både i ord og praksis kraftigt indskærper, at kun det brød og den vin, som indstiftelsesordene har lydt over, må uddeles, kan altergæsten da trygt stole på at have modtaget Jesu Kristi sande legeme og blod i det brød og den vin, som ikke har været fremholdt, mens indstiftelsesordene lyder?
Med hvilken ret fraviges ofte kirkeritualets (1685) stadig gyldige bestemmelse: ”Thi hverken Brødet eller vinen bør at uddeles, førend de ved Ordet (indstiftelsesordene) er helligede”?
Er den nadverforvaltning forsvarlig, som ser bort fra alvoren i ordene fra 1 Kor 11,27-29: Den der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til?
Er det på den baggrund ret at uddele nadveren til personer, som ikke er oplyst om, hvad den hellige nadver er ifølge Ny Testamente og Kirkens bekendelse?
Når Jesus indbyder til både at spise og drikke, er det da forsvarligt, at altergæster ved en offentlig gudstjeneste kan komme ud for blot at skulle modtage en oblat, der er dyppet i kalkens vin?
Er det i overensstemmelse med Luthers klare skelnen mellem indviet og uindviet brød og vin at lægge indviet brød tilbage i oblatæsken og hælde indviet vin tilbage i flasken?

Spørgsmål omkring nadverforvaltningen fortjener en nøje overvejelse i alle folkekirkelige kredse med henblik på, at Den hellige Nadver kan blive enhver altergæst til trøst, trosstyrkelse og vished om ved nadverbordet at have modtaget vor Herres Jesus Kristi hellige legeme og blod til syndernes forladelse.

Marianne Wagner

Matias Wolf

Folkekirkens formål nr.1 er (efter min mening) at få mennesker til at opleve indre fred i sig selv lige nu.

Hvis en præst ikke kan mærke indre fred lige nu, kan denne person ikke formidle den oplevelse.

Denne indre oplevelse eller tilstand, eksisterer uafhængigt af tanker, forståelse, viden, religion, kultur, meninger osv.

Denne indre oplevelse er "himmelen vi opfarer til" når vi korsfæstes.

Det er en erfaring vi kommer i kontakt med når vores tanke-personlighed og normale virkelighedsopfattelse dør, og vi erfarer "Ingenting" i os selv.

Hvis præsterne er 100% tanke-identificeret, har de ikke denne kontakt.

Hvis præsterne kender denne oplevelse, vil de kunne formidle den.

Alle ritualer i forbindelse med højmessen er sekundære.

At erfare os selv som værende "Ingenting" er primært.

Der er 1000 veje til denne oplevelse.
Der er også 1000 veje som står i vejen for denne oplevelse.
Spørgsmålet er om dét vi gør peger i retningen af den ovenstående oplevelse eller væk derfra.

I det vi alle er forskellige og har forskellige forudsætninger, bør vi også møde hinanden med den vished og åbenhed. Derfor findes der ikke én løsning eller fremgangsmåde til at opleve en indre tilstand af fred. Derfor giver det også kun mening at den enkelte præst gør hvad end personen finder hensigtsmæssigt i nuet. Det skal andre personer ikke beslutte for personen. Ikke engang præsten selv skal beslutte eller vælge hvad præsten selv skal gøre.

Dette skal præstens indre tilstand afgøre i nuet.

Dette skaber et smukt og mangfoldigt landskab af forskellige præster og kirker. Noget og nogen til enhver smag.

------

Jeg vil her formulere hvad jeg tænker folkekirkens formål er/skal være:

Folkekirkens mission nr.1 er at få mennesker til at opleve indre fred.

Hvis en præst ikke har et nært forhold til indre fred, kan denne person ikke formidle (indefra) hvad indre fred er.

Fred har ikke noget med tanke, forståelse, religion, kultur osv at gøre.

Fred er vores natur, når vi ikke er absorberet af vores tanker, historie, fremtids-vilje, drøm, håb, ønske, fortids-tvivl osv.

Fred er det som er tilbage når vi trækker alle de overfladiske lag fra.

Fred er "himmelen vi opfarer til", når vi korsfæstes - (dvs når vores tænkte/historiske/tillærte personlighed dør) og vi opdager den fred som lever (og altid levede) bagved tanken om os selv.

Hvis præsterne er 100% tanke-identificeret, ser de kun deres egne tanker.

Hvis præsterne kender denne fred som bor bagved tankerne, så kan de formidle den fordi de er den.

Alt andet; ritualer såsom dåb, læsning af tekster, nadver osv - er sekundært.

Den indre oplevelse af fred / simpelhed / afklarethed / naturlighed / nærvær / tillid er primær.

Spørgsmålet er: Hvad er det essentielle i kristendom?
Hvad er det vigtigste kirken/præster kan gøre for mennesker ude i samfundet?

Det vigtigste er, at lære indre fred at kende som en tilstand vi kan leve i.
En tilstand som er fantastisk, ydmyg, simpel, sjov, dejlig, naturlig, umiddelbar, ægte m.m.

Denne tilstand kender præsterne kun, hvis de selv er blevet korsfæstet - dvs deres overfladiske personlighed skal de have set igennem - De skal have opdaget sandheden bag løgnen, sandheden som lever på den anden side af fortællingen om os selv.

Vi skal transcenderes af guds lys, som er freden/bevidstheden/nærværet - som er vores menneskelige OG guddommelige essens.

Når vi kommer ind til vores kerne opdager vi at der ikke er nogen kerne.
Der bare uendeligt space - også kendt som ydmyghed, åbenhed, tid, kærlighed, nærvær, guds lys osv.

Man kan ikke lære noget videre som man ikke allerede er.
Man kan ikke "undervise" i jesus-tilstanden hvis man ikke er i jesus-tilstanden.

René Yde

Forslag til nadverritualer for den danske kirke

SALME FØR NADVEREN

A

Præsten: Herren være med jer.

Menigheden: Og med din ånd.

Præsten: Opløft jeres hjerter til Herren! Lad os prise hans navn!

Vi takker og lover dig, Gud Fader almægtige, ved Jesus Kristus, vor Herre. Du skabte himlen og hele dens hær, jorden og alt, som er derpå. Liv og ånde giver du os, mætter os daglig af din fylde. Derfor vil vi med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle, synge din herligheds lovsang:

Menigheden synger: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige.

Himlen og jorden er fuld af din herlighed.

Hosianna i det højeste!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.

Hosianna i det højeste!

Præsten: Ja, lovet være du, hellige Gud og Fader, fordi du friede os ud af mørkets magt og førte os over i din elskede Søns, vor Herre Jesu Kristi rige. Vi ihukommer med taksigelse hans bitre lidelse og død, hans sejrrige opstandelse og himmelfart og forventer hans komme i herlighed, idet vi frembærer dette brød og denne kalk for dig. Vi beder dig ydmygt: Send din Helligånd ned over os og disse gaver. Giv os ved dem at modtage vor Herre Jesu Kristi legeme og blod og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv. Lad os ved hans kærlighed vokse i enheden med alle hellige og samles med din kirke, når du fuldender den i dit rige, ved Jesus Kristus, vor Herre. Menigheden: Amen.

Præsten: Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse!« Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: »Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker det, til min ihukommelse!«

Muligt alternativ: når du fuldender den i dig rige, ved Jesus Kristus, vor Herre, som i den nat, da han blev forrådt …

Fadervor

Guds Lam i prosaform

B

Præsten: Herren være med jer.

Menigheden: Og med din ånd.

Præsten: Opløft jeres hjerter til Herren.

Menigheden: Vi opløfter vore hjerte.

Præsten: Lad os takke Herren, vor Gud. Menigheden: Det er værdigt og ret.

Præsten:

Det er i sandhed værdigt og ret, at vi altid og alle vegne takker dig, Gud Fader, Almægtige, ved Jesus Kristus, vor Herre.

På almindelige søndage:

Du skabte himlen og hele dens hær, jorden og alt, som er derpå. Liv og ånde giver du os, mætter os dagligt af din fylde.

ELLER

Han som du sendte til frelse for verden, for at vi ved hans død skulle få syndernes forladelse og ved hans opstandelse vinde det evige liv.

Advent

Han er den sagtmodige og ydmyge konge, som drager ind til os med sin retfærdighed.

Jul

For vor skyld blev han menneske, for at vi ved ham skulle blive Guds børn.

Helligtrekonger

I ham har du åbenbaret din herlighed for verden, så lyset skinner i vore hjerter.

Faste

Du efterlod os ikke til syndens og dødens lod, men sendte din Søn til bod for vor nød, at vi må afdø fra vore synder og leve for ham, der døde og opstod for os.

Mariæ bebudelse

Han blev undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria.

Påske

Han er det rette påskelam, som ved sin død tilintetgjorde vor død og ved sin opstandelse gengav os livet.

Kristi Himmelfart

Han sidder ved din højre hånd og går altid i forbøn for os.

Pinse

Han sendte os din Ånd og kalder og samler sin menighed ud af alle folkeslag på jorden.

Trinitatis

Med ham, din enbårne Søn, og med Helligånden er du én Gud og én Herre, tre personer i ét guddomsvæsens fylde.

Alle helgen

Du har omgivet os med dine hellige vidners skare, at vi opmuntrede ved deres forbillede må gennemløbe vor bane med udholdenhed og med dem vinde herlighedens krone.

Med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle synger vi din herligheds lovsang.

Menigheden synger: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige.

Himlen og jorden er fuld af din herlighed.

Hosianna i det højeste!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.

Hosianna i det højeste!

Ja, lovet være du, hellige Gud og Fader, fordi du friede os ud af mørkets magt og førte os over i din elskede Søns, vor Herre Jesu Kristi rige. Han er det levende brød, som er kommet ned fra Himlen for at give verden liv og i den nat, da han blev forrådt, tog han brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse!« Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: »Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker det, til min ihukommelse!«

Derfor Fader, ihukommer vi med taksigelse hans bitre lidelse og død, hans sejrrige opstandelse og himmelfart og forventer hans komme i herlighed, idet vi frembærer dette brød og denne kalk for dig. Vi beder dig ydmygt: Send din Helligånd ned over os og disse gaver. Giv os ved dem at modtage vor Herre Jesu Kristi legeme og blod og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv. Lad os ved hans kærlighed vokse i enheden med alle hellige og samles med din kirke, når du fuldender den i dit rige, ved Jesus Kristus, vor Herre.

Ved ham og med ham og i ham tilkommer dig, Gud Fader almægtige i Helligåndens enhed, al ære og herlighed i alle evigheders evighed. Menigheden: Amen.

Præsten: Lad os alle bede, som vor Herre Jesus Kristus selv har lært os:

Fadervor

Fredshilsen

Præsten: Herrens fred være altid med jer.

Menigheden: Og med din ånd.

Guds Lam i prosaform

Efter begge følger altergangen som i det nuværende ritual. Måske skulle altergangssalmen gøres til en fast del af højmessen.

-----------------------------------------------------

Forskellige forslag til højmessens indledning

Forslag til alternativ vekselvis læst indgangsbøn:

Præsten: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Menigheden: Amen.

Præsten: Jeg vil træde frem for Guds alter.

Menigheden: Til Gud, min glædes Gud.

Præsten: Vor hjælp er Herrens navn.

Menigheden: Himlens og jordens skaber.

Præsten og menigheden: Jeg bekender for dig, hellige, almægtige Gud, at jeg har syndet såre meget i tanke, ord og gerning, og det er min skyld, min skyld, min egen store skyld. Derfor beder jeg dig, almægtige Gud: Forbarm dig over mig, forlad mig mine synder og før mig til det evige liv. Amen.

Præsten: Miskundhed, + tilgivelse og forladelse af vore synder skænke os den almægtige og barmhjertige Herre. Menigheden: Amen.

Forslag til Kyrie

Efter indgangssalmen synges eller siges:

A.

Præsten/forsanger: Herre Gud Fader i Himlen!

Menigheden: Forbarm dig over os!

Præsten/forsanger: Herre Jesus, vor frelsermand!

Menigheden: Forbarm dig over os!

Præsten/forsanger: Herre Helligånd, vort lys og vor trøst! Menigheden: Forbarm dig over os!

B.

Forsanger: Kyrie eleison. Menighed: Kyrie eleison.

Forsanger: Kyrie eleison.

Menigheden. Christe eleison.

Forsanger: Christe eleison.

Menighed: Christe eleison.

Forsanger: Kyrie eleison. Menighed: Kyrie eleison.

Forsanger: Kyrie eleison.

Forslag til Gloria

(Udelades i advent og fastetiden) NB ikke kun i fastetiden

A.

Præsten: Ære være Gud i det højeste.

Menigheden: Og fred på jorden i mennesker velbehag.

Derefter synges dette vers på melodien til Aleneste Gud i Himmerig: Vi lover dig, vi takker dig, vor Skaber og vor Herre. O Jesus Kristus, du Guds Søn, velsignet evig være!

Du bar al verdens synd og skam, Forbarm dig over os, Guds Lam, ved Helligånden. Amen.

B.

Prosa-gloria som i den nuværende form.

Disse to former er helt ligestillede, således at prosa-gloria kan bruges hver søndag, hvis det ønskes.

-----------------------------------------------

Forslag til altergangsbøn

Efter Agnus Dei samles altergæsterne om alteret og knæler. Præsten knæler også og siger den ene af disse to bønner:

A.

Præsten siger: Opstandne Herre og frelser, du, som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom! Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Rens os fra synd, og styrk os i det indre menneske, at du må bo ved troen i vore hjerter. Gør os faste i det evige livs håb. Giv os at vokse i kærligheden, for at vi med alle dine troende må blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen. Menigheden siger: Amen.

B.

Præsten siger: Herre, jeg tror og bekender, at du er Kristus, den levende Guds Søn, som er kommet til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Jeg tror også at dette er i sandhed dit eget rene legeme og dit dyrebare blod. Derfor beder jeg dig: Forbarm dig over mig og tilgiv mig alle mine synder i tanker, ord og gerninger. Und mig at modtage dit hellige legeme og blod, ikke til fordømmelse, men til syndernes forladelse og evigt liv. Menigheden siger: Amen.

Derefter sker uddelingen og altergangssalmen synges.

Ørbæk menighedsråd

Indlæg til Liturgidebatten 2021

I Ørbæk menighedsråd nåede vi at have en enkelt debataften om kirkens form, dåb og nadver, inden Danmark lukkede pga. corona-pandemien. Desværre nåede vi ikke den liturgi-karavane, som der var lagt op til i provstierne; den skulle have fundet sted selv samme aften, som lukningen blev en realitet.

Nedenstående er vores betragtninger og input til debatten.

Vi kan skrive vores svar kort: ” Vi ønsker ingen forandring”!

Vi vil gerne uddybe svaret.

Vi går i kirke for at træde ud af hverdagens rum, få tid og ro til refleksion, til at føle os i pagt med generationer før os, for at forstå vores egen placering i tiden, for at høre vores sognepræst sætte de gamle skrifter ind i vores tid og for fællesskabsfølelse med andre kirkegængere.

At følge med tiden betyder ikke, at vores liturgi i kirken skal forfladiges. Det er jo netop det overvældende, at gudstjenesten gør os eftertænksomme. Det er bevidsthedsudvidende at deltage i gudstjenesten; at gudstjenesten bliver større og større og mere og mere forunderlig. Vi skal ikke have ”facit” leveret fra første gang, vi træder ind i kirkerummet, men deltagelsen skal gøre os nysgerrige på næste gang vi kommer.

Vi tror på, at netop den Danske Folkekirke afspejler den lokale menigheds ønsker til deres kirke samtidig med, at man som kirkegænger, hvor som helst i Danmark i hvilken som helst kirkes gudstjeneste, vil føle sig hjemme, fordi man genkender rytmen i gudstjenesten.

Som menighed er det ikke så betydende, hvor prædikenen ligger i forhold til læsninger og/eller salmer, om dåben foregår først, midt under eller sidst i gudstjenesten, eller om der læses fra Det Gamle Testamente før kollekten. Det vigtigste er, at den enkelte får noget opbyggeligt med sig derfra og finder roen i det velkendte.

Man kunne fristes til at sige, at der er i disse tider er en voldsom trang til at ville ændre og sætte egne præg på alt. Alt skal diskuteres og ”gøres nyt” – man kan nogen gange mistænke bestemte grupper inden for kirken for at iscenesætte disse store debatter, alene for debattens skyld! Alle, der ikke måtte ønske eventuelle forandringer, står jo ikke forrest for at give deres besyv med. Giver man ikke sin mening til kende, kan man frygte, at de, der ønsker forandringen og som ”råber højest”, får magt til at ændre, alene fordi vi andre ikke har ytret os!

Vi har ”Den nye Aftale”, vi har tillægget til Den Danske Salmebog med 100 salmer samt andre godkendte tekster, som man forholdsvis frit kan benytte sig af. Så for de menigheder, som måtte ønske mere ”moderne” ord/vendinger eller måder at afholde gudstjenesten på, er der mulighed herfor. Det er jo netop det fantastiske ved vores Folkekirke - vi kan have kirke på hver vores måde, og alligevel er den genkendelig for os alle.

Sognet kalder en præst, og vedkommende finder sammen med menigheden på dette sted den gudstjenesteform, som det sogn har brug for inden for de meget vide rammer, vi allerede har i dag.

Bibelkredsgruppe, Øster Hornum

Kirke med kant i nutidens Danmark

Synspunkter fra en bibelkreds i Øster Hornum

Der er cirka 2400 kirkebygninger i Danmark. Helt konkret står der altså næsten 2400 ofte storslåede og ofte mere end 800 år gamle bygværker, som er Guds huse med gudstjenesten som den centrale aktivitet. Gravhøje og kirker giver det danske landskab en karakter, som er enestående i både europæisk og global sammenhæng.

De mange kirker markerer også, at der er meget mere end gudstjenester på spil. I det moderne og sekulariserede samfund er kirken stadig Guds hus, men huset er derudover et både historisk og monumentalt bidrag til forståelsen af den kultur og det samfund, vi nu er en del af. Fjerner vi gravhøje og kirker, fjerner vi også en stor del af vores identitet. Satser vi omvendt på at levendegøre kirken og forsamlingshuset, vedligeholder og udvikler vi virkelig sammenhængskraften i de lokalsamfund, som tilsammen er hovedbyggesten for dagens Danmark.

For kirken er det altså meget vigtigt at binde den buket af aktiviteter, som gør den vedkommende som både Guds og kulturens hus – og holde disse aktiviteter adskilt fra dem, som kan og bør forgå i Forsamlingshuset. Vigtige aktiviteter i kirken og kirkens regi er for eksempel: Højmessen, andre gudstjenester, koncerter, bibelkredse, teologi for lægfolk, arbejde med småbørnsfamilier og ungdom, konfirmandforberedelse, fleksibel medvirken ved bryllupper og begravelser, tilbud om sjælesorg og diakoni, kunst i kirkerummet. I relation til arbejdet i de tre biskoppelige udvalg kommenteres neden for kun enkelte af disse mange mulige aktiviteter.

Højmessen

Højmessen er vigtig som en ophøjet og genkendelig oplevelse for kirkegængeren. Der skal ske en levende formidling af evangeliet og benyttes en fast struktur (inklusive sakramenterne), der gælder uanset kirke og præst og på tværs af sogne og landsdele.
Højmessens struktur synes bevaret i årtusinder i den såkaldte ORDO-model, altså en grundlæggende opdeling i Indledning-Ord-Nadver-Afslutning for gudstjenestens forløb. Der er grund til at respektere denne tradition (som går på tværs af landegrænser). Den danske Folkekirke bør fastholde denne grundstruktur i højmessen. Givet den faste form og ramme, bliver der er fuld mulighed for udfoldelse for præsten, som skal formidle dagens evangelium og tilhørende tekster. Den enkelte præst kan have gode eller dårlige dage, men menigheden har altid krav på, at den teologisk kyndige præst prøver at formidle den ofte svært forståelige evangelietekst og sammenhængen med de øvrige tekster til dagen i et klart og enkelt sprog inden for højst 20 minutter. Noget at tænke over skal menigheden have med hjem efter hver højmesse; kan præsten trække en tråd til en væsentlig samfundsproblematik, kan dette være en ekstra kvalitet i prædikenen.
De autoriserede tekstrækker trænger måske til en gennemgang? I givet fald er det anden tekstrække, som fortjener et eftersyn. Men teksterne for søn- og helligdage skal ligge fast af hensyn til menighedens mulighed for at læse op forud for gudstjenesten. Der må ikke være frit tekstvalg for præsterne.
Menighedens kendskab til Bibelen opstår normalt ikke ved systematisk bibellæsning men ved deltagelse i gudstjenesten. Derfor skal prædiken levere et budskab, som med rod i bibelen giver inspiration til godt liv her på jorden i pagt med Gud og næsten.
Inden for ORDO-rammen, som er helt overordnet, kan der foreslås vejledninger/retningslinjer; for eksempel vedrørende tekstlæsning fra alter eller prædikestol, præstens front mod alter eller menighed ved læsning fra alteret, meddelelser læst fra gulv og ikke prædikestol. Ind- og udgangsbønnen er en væsentlig ramme om højmessen og bør derfor være fast formulerede bønner, fælles for alle kirker.
Faste rammer gældende for højmesser i hele landet (en ”standardordning”) kan overvejes i relation til i hvert fald:
- Læsning fra både GT og NT
- Indplacering af korsang
- Kyrie og Gloria
- 5 salmer i alt
Højmessen må ikke forstyrres af for mange barnedåb på én gang. En enkelt eller to kan understrege betydningen af det kristne fællesskab i menigheden, men for mange dåb vil forstyrre højmessens formidling af evangeliet og de tilknyttede tekster.

Andre gudstjenester

Der kan laves gudstjenester med et andet indhold og form end højmessen, hvor præst, organist og menighedsråd finder det formålstjenligt; for eksempel specielle dåbsgudstjenester, musikgudstjenester og meget mere.

Kirkekoncerter

Udnyttelse af kirkerummet til koncerter er et aktiv, som det enkelte menighedsråd kan vælge at udnytte. Kirkerummets arkitektur og akustik giver koncertrammer, som er enestående for både kunstnere og tilhørere. Det kan være til fremme af kirkens synlighed i almindelighed eller/og til fremme af den megen musik, som er lavet specielt til kirker og orgler. Koncerter kan på afgørende vis supplere gudstjenesterne og i bred forstand styrke kirkens synlighed og aktualitet i danskernes travle hverdag.

Generelt

Menighedsrådet kan med fordel have et ”Aktivitetsudvalg” med deltagelse af blandt andet præst og organist, således at kirken hele tiden er foran med et program (eventuelt bygget på et gennemgående tema), som rækker fremad for et halvt eller et helt år ad gangen. Dette udvalg kan være dagsordenforberedende for møderne i menighedsrådene, som jo har ansvaret for hele paletten af kirkelige aktiviteter, som er nævnt oven for i indledningen.

Det er glædeligt, at der i dagspressen og med aktuelle bogudgivelser viser sig at være stor interesse for Folkekirkens aktiviteter, blandt andet som følge af de tre udvalgsoplæg og invitationen til debat fra biskopperne. Som eksempel nævnes her ”Tro mod ritualet” af Søren Ulrik Thomsen (2020) og ”Den danske gudstjeneste” af Kristoffer Garne (2020). Sammen med dagbladenes mange artikler og kronikker er der hermed argumenteret stærkt og udførligt for at bevare højmessen som hovedhjørnesten i gudstjenesten. De mange gode indlæg peger dog på, at kirkens øvrige aktiviteter og deres indbyrdes sammenhæng - med udgangspunkt i en bevaringsværdig højmessetradition - skal gennemgås, fornys og udbygges i relation til de enkelte sognes muligheder og begrænsninger for at iværksætte kirkelige aktiviteter.

Folkekirken er et fristed og en dansk institution, vi skal værne om. Her kan vi mødes på tværs af skel i alder, etnicitet, køn og tro med i respekt for vores forskellighed og ønske om gensidig forståelse og anerkendelse. Vi kan lege til fastelavn, lave cykelgudstjeneste, holde bryllup i skoven, eller i det hele taget fremme aktiviteter i lokalsamfundet, hvor alle kan være med. Omvendt kan Folkekirken også tage ansvar, når katastrofen indtræder og kræver særlig alvor og omsorg for ofre og familier. Men hovedankerpunktet i Folkekirkens mangfoldighed er stadig højmessen. Denne tilbydes hver søndag i egen eller anden kirke for hver den, som søger anledning til eksistentiel forståelse og eftertanke eller blot samvær omkring evangelium og salmer. Det er næppe i højmessens nuværende struktur, der er behov for større ændringer; snarere i alle de andre aktiviteter, som også skal tegne en folkekirke med kant i det moderne danske samfund.

Bidrag til liturgidebatten:O-Å

Åbn de lilla tekstbokse

Valg af browser

O

Søren Odgaard

Ole Buchardt Olesen

P

Monica Papazu

Pedersborg menighedsråd, Sorø

Nils Arne Pedersen

Kåre Egholm Pedersen & Niels Sander Wienke

Karsten Petersen

Karsten Højrup Petersen

Kirsten Borger Poulsen

Præstevang sogns menighedsråd

R

Raklev Sogn, Kalundborg

Høringssvar vedrørende højmessens liturgi

Jens Rasmussen

Ribe Domsogn

Rungsted Sogns Menighedsråd

Konklusion om Folkekirkens liturgi

Morten Rydal

Veronika Rævdal

S

Steen Samuelsen

Sankt Hans Kirke, Odense

Lidt om os:

Sankt Jørgensbjerg

Hans Dieter Schwenker

Sct. Catharinæ Menighedsråd, Hjørring

Sct. Pauls Kirke, Aarhus

Sct. Peders kirke, Slagelse

Sdr. Bjert Kirke

Liturgien er altid til debat i Sdr. Bjert Sogn

Indlæg fra det første liturgiske frisogn i folkekirken

Og hvad er så helt resultatet af at være liturgisk frisogn?

Inspireret, da kirken lukkede

Sdr. Felding, bibelkreds 86, Indre Mission

Jørgen Sejergaard

Sions kirke, Holmens-Østerbro provsti

Skads Provsti

Debatmøde om biskoppernes liturgirapporter

Skjellerup Menighedsråd

Skt. Johannes Sogn, Aarhus

Skt. Nicolai kirke, Rønne

Samtale og debat om gudstjenesten

Thorkil Sohn

Højmessen

Staby-Madum Menighedsråd

Karen Stubkjær

Erling Sørensen

Lars Lindgrav Sörensen

T

Troels Tejlgaard

Viggo Ernst Thomsen

Iagttagelser for udsigtspunktet og platformen som provst i Aalborg Stifts næststørste provsti

Normalsøndage versus særlige søndage

Når autorisation ikke længere følges som et påbud

Den konservative vej

Den frie vej

Mellemvejen

En gudstjenestereform?

Tingsted menighedsråd

Toftlund/Tirslund gudstjenesteudvalg

Niels Tornberg

Tornbjerg Kirke

Treenigheds sogns menighedsråd

Høringssvar om Folkekirkens gudstjeneste

Trinitatis kirkes menighedsråd

Bemærkninger fra Trinitatis kirkes menighedsråd til biskoppernes og den nedsatte faggruppes overvejelser vedrørende en fremtidig gudstjenesteordning

Inger Merete Tuxen

V

Varde provsti

Varde Sogn

Vester Aaby og Aastrup sogne, Fyn

Gammeltestamentlig læsnings plads i den evangelisk - lutherske Gudstjeneste

Vesterbro Sogn

Vestfyn, Føns, Ørslev, Udby og Husby kirker

Fokuspunkter omkring vores gudstjenester i ’De 4 kirker’Juni 2019 – november 2021

Bidrag til liturgidebatten:
O-Å

Fokuspunkter omkring vores gudstjenester i ’De 4 kirker’
Juni 2019 – november 2021