Overskriften til den her workshop lyder ”hvad vil de unge have?”. Måske er det et kæmpe, retorisk selvmål, men jeg vil allerede nu afsløre, at en del af mit budskab lyder lidt a al: Noget, der på én gang er et alternativ til nogle af de vilkår, vi unge lever under, men som samtidig resonerer med unges livsverden. Og der er altså en verden til forskel i 22-årige Anne i en studiebys livsverden og Anne på 15 år i 9. klasse i en forstad til Vejle. Jeg kommer til at fokusere på førstnævnte – de unge voksne. Og så vil jeg tillade mig at male med nogle brede penselstrøg snarere end sende jer herfra med 10 konkrete idéer til liturgiske byggesten til den perfekte ungdomsgudstjeneste klappet og klar. Det kan vi altid tale om i fællesskab.
Der er tre ting, jeg gerne vil have os til sammen at gøre os nogle tanker om:
- Højmessen og de unges livsverden
- Forståelsen af det, der sker i kirken
- Fællesskabets rum i gudstjenesten - relationer og medinddragelse
Jeg tror, der desværre er noget institutionelt ved kirken, som bare ikke rigtigt passer til de unges livsverden. Der er simpelt hen ikke nok plads til udfoldelse. Plads til at unge skal have følelsen af at kunne komme ind i kirkerummet og bruge det uden at være totalt på udebane. Jeg tror, at der mange steder er en opfattelse af, at Højmessen er det mest ”rigtige” kirke – det er dér, vi gerne vil have de unge hen.
For at begynde et helt lavpraktisk sted, så støder vi på første udfordring ved tidspunktet for den. Jeg er ked af at sige det, men formiddag klokken 10 er dørtærsklen til kirken ret høj for mange unge. Søndag formiddag klokken 10 har vi måske lidt tømmermænd, eller måske skal vi – oven på et corona-år – dyrke vores nye afgud: surdejsboller og langsomme morgener.
Derudover tror jeg, at noget af det, mange af os i begyndelsen af 20’erne på videregående uddannelser, skriger efter, er fællesskaber. Vi er flyttet hjemmefra. Vi har måske ikke længere en klasse. Vi går ikke længere til fodbold eller spejder. Og for de unge, der søger fællesskab, er Højmessen simpelt hen ikke stedet. Og det siger jeg med al mulig kærlighed til Højmessen - den er der mange flere gode ting at sige om, end jeg kan nå i den tid, jeg har tilbage. Men jeg siger det for at lede hen til det, der er min pointe med det her afsnit: man kan ikke lave en Højmesse, der rammer alle. Det betyder for det første, at KFUM og KFUK anbefaler, at man giver større grad af liturgisk frihed for at skabe en mere levende ramme om det, der foregår i Folkekirken.
Men det betyder også – endnu vigtigere – at vi ikke skal tænke Højmessen som det, der ”tæller mest” og alt andet som et springbræt til død og pine at få flere unge med i kirke søndag formiddag klokken 10. En natkirke med musik og plads til eftertænksomhed er lige så meget gudstjeneste. En gudstjeneste torsdag aften med efterfølgende fællesspisning er lige så meget gudstjeneste. Vi unge kan altså godt mærke det, hvis der ulmer en underliggende agenda om at få os til at komme igen søndag formiddag. Vi risikerer at skabe et b-hold, der kommer til meditation og fællesspisning og et a-hold, der kommer til højmesse og ved, hvornår man rejser sig og synger amen.
Det leder mig frem til det næste, jeg gerne vil fremhæve, nemlig forståelsen for det, der foregår i kirken. Vi må simpelt hen ikke tage for givet, at alt det, vi ”plejer”, giver mening for den store majoritet af unge mennesker, som ikke er særligt kirkevante. Så bliver der sagt ”Epistlen skriver apostlen Paulus” og så skal alle rejse sig. Og man kan ikke huske trosbekendelsen fra man blev konfirmeret, og der ikke nogen, der fortæller én, at den står bagerst i salmebogen. Og når vi så når til noget så centralt som nadveren, så synger folk ”o du guds lam” og præsten siger noget med kød og blod hvormed Jesus har gjort fyldest for alle vores synder. Og det lyder egentlig lidt makabert og mærkeligt at ofte sin egen søn, og jeg er også vegetar. Vi skal gøre os umage for ikke at blive magelige og tage for givet at folk forstår det, vi plejer at gøre. Eller at vi ikke skaber hindringer for forståelsen af det, der bliver sagt, fordi vi selv kender ritualerne og det sagte så godt, at vi simpelt hen ikke får øje på de steder, hvor vi rent formidlingsmæssigt gør det svært for os selv.
Vi skal passe på med, at gudstjenesten ikke udelukkende kommer til at tale til vores kognitive forståelse af det, der bliver sagt. I KFUM og KFUK, så arbejder vi med tre rum, i det vi gør, som fletter sig ind og ud af hinanden og som er lige vigtige: troens rum, fællesskabets rum og dannelsens rum. Fællesskabets rum er der, vi bruger kroppen, hvor vi gør noget sammen og deler livet. Vi må ikke glemme fællesskabes rum i gudstjenesten. Jeg tror, vi skal skabe noget med plads til, at vi ”gør” sammen - med mere rum for den fysiske krop i gudstjenesten for at blive mindet om, at vi også er den del af en social krop – at vi laver kirke sammen.
Det leder hen til det sidste, jeg gerne vil pin-pointe, nemlig medinddragelsen af unge. Og når jeg siger medinddragelse mener jeg ikke bare at sætte de unge til at stille stole op inden gudstjenesten. Jeg mener heller ikke nødvendigvis, at de unge hver gang skal have skrevet prædikenen og valgt alle salmerne – men alt derimellem tror jeg er afgørende for, at de unge finder et fællesskab i kirken. Et fællesskab, som bygger på det fundament, at vi gør noget sammen. Uanset om man vil lave kirke eller ungdomshus, så tror jeg, det er helt afgørende, at man tænker os unge som nogen, man skaber noget med – ikke bare for. Ved at skabe kirke sammen bliver det hele fællesskabsbetonet på en anden måde, og det tror jeg er afgørende, hvis vi som kirke vil møde unge og være relevante i unges liv. Og hvis byens unge ikke i første omgang står i kø for at spille musik til natkirke eller bygge et bønnetræ, så er der så mange lokalforeninger i diverse kristne børne- og ungdomsorganisationer – KFUM og KFUK heriblandt – som helt sikkert gerne vil være med til at lave kirke på en inddragende og involverende måde. Især hvis man fra kirkens side er klar til at slippe tøjlerne lidt og give unge plads til at udfolde og afprøve deres ideer, hvis man mener det alvorligt, at man vil lave kirke med unge.
Hvis man sammen kan skabe et rum med plads til og lyst til at prøve ting af, tror jeg også, det giver en helt anden grobund for at skabe kirke på en måde, der er relationel. Og det er i det relationelle, en del af nøglen til at være relevant for en ungdomsgeneration ligger. Jeg tror, at noget af det, som lykkes for KFUM og KFUK, FDF og mange andre bevægelser og ungdomsorganisationer, der møder børn og unge med det kristne budskab, er, at det hele begynder med en god relation og et rum for fællesskab. Børn og unge møder frivillige, for hvem troen er betydningsbærende, og som har lyst til at gå med de unge, der hvor de er i deres liv. Børn og unge møder folk, som vil dem noget, og som inviterer dem ind i et rum for tro og ritualer med noget på hjerte. For vi har virkelig brug for at høre det, kirken vil os! Min første pointe havde det budskab, at kirken skal turde gå de unge i møde og møde os der, hvor de vi i vores liv, for at følges med os noget af vejen. Her vil jeg så gerne understrege vigtigheden af samtidig at lave kirke, som fortæller os noget andet end den individualisme og fremdriftsreform, der løber i vores blodårer, uanset hvor meget vi hader det. Jeg tror, vi har brug for kristendommens håb, og så har vi brug for kirkens fællesskaber. Vi har brug for håb, fordi ”klimaangst” er blevet en naturlig del af vores ordforråd, samtidig med, at vi bruger vi en masse energi på at måle hinanden på, hvem der har flest forskellige affaldsspande til affaldssortering og færrest animalske produkter i køleskabet.
Og vi har brug for fællesskaber, fordi mange af os står et sted i livet, hvor der for første gang ikke rigtigt og nogle givet. Op imod halvdelen af alle studerende altid, ofte eller sommetider ensomme. Kirken har et budskab, vi har virkelig meget brug for at høre! Og derfor er det så ærgerligt, at for mange af de unge, som ikke i forvejen har en relation til kirken, er folkekirkens gode budskab pakket ind i en ramme og en pædagogik, som virker tør og forældet uden plads til udfoldelse og medskabelse.
Min pointe er, vi trænger til kristendommens håb ”trods alt”, og vi trænger til kirkens fællesskab. Derfor tror jeg, at hvis jeg skulle forsøge at besvare spørgsmålet ”hvad vil de unge have” helt kort, så vil mange unge gerne vil gå fra kirken med oplevelsen: ”Det var noget, vi gjorde sammen, og det gav mening”
af Anne Hjul Johannesens, KFUM og KFUK
