Fortsæt til hovedindholdet
Oplæg fra workshops
Anton Pihl

Højmessen og de andre gudstjenester

 

Konsulent og menighedsrådsmedlem i Vesterbro Sogn Anton Pihls talepapir til hans mundtlige oplæg til workshoppen 'Højmessen og de andre gudstjenester' på folkekirkens midtvejskonference om liturgi online d. 16. januar 2021


Mit navn er Anton Pihl. Jeg er medlem af menighedsrådet i Vesterbro Sogn i København. I mit borgerlige hverv er jeg projektleder for udviklingen af Mosede Fort under Greve Kommune. Jeg har arbejdet i museumsbranchen i 14 år.

Tillad mig indledningsvis at tage udgangspunkt i erfaringer, jeg har gjort mig fra mange års arbejde med opbygningen af museumsudstillinger.

Vi siger med et smil i museumsbranchen, at det vigtigste ved et museumsbesøg – det, som folk husker; det, der som minimum skal være i orden, hvis du vil undgå dårlige anmeldelser fra museumsgæsterne – det er, om caféen er god, og om toiletterne er rene.

 

En anden vigtig erfaring er, at dem, der laver udstillinger skal huske ikke at lave dem til sig selv. De skal have andre end sig selv i tankerne, når de udvikler en ny udstilling – mennesker med en anden alder, livssituation og uddannelsesmæssig baggrund end dem selv

Hvor mærkeligt det end måtte lyde – så er det faktisk sådan, at disse vigtige ting ikke sjældent bliver glemt. Jeg har flere eksempler på, at der i årevis er blevet arbejdet på en ny, flot museumsudstilling – den har måske ligefrem kostet en formue – men ingen fik rigtig taget højde for alle målgrupper undervejs i processen. Når hele herligheden står færdig, kommer man i tanker om manglerne. Og formidlingen for børn, for personer med funktionsnedsættelser, for personer, der ikke taler dansk, må ligesom “klistres på” den færdige udstilling, hvor der bedst er plads til det.

 

Og nu fra museernes verden til kirkens: I kirken har vi en kerne, som er det allervigtigste: Det, som vi er sat i verden for at formidle, at give videre. Men vi ved: det kan gøres på mange måder, og det skal gøres til flere forskellige målgrupper.

 

Vi har også rammer, som skal være i orden, for at vores budskab kan blive hørt og taget med hjem. Det betyder noget, at præsten er god at tale med og giver sig god tid, at kirketjeneren i døren er venlig og imødekommende, at kirkemusikken er i orden, at højtaleranlægget virker, at der er rent og pænt på toilettet og på kirkegården, at der bliver passet på kirkesølvet og kalkmalerierne og resten af vores fælles kulturarv.

I denne workshop kigger vi på forholdet mellem søndags-højmessen og de øvrige gudstjenester.

Er der en tendens til, at højmessen bliver betragtet som noget vigtigere, noget finere, det, som der skal bruges flest ressourcer på? Historisk set var det nok sådan, og teologisk set kan der være argumenter for, at det bør være sådan.

 

Men jeg vil gerne opfordre til, at vi tillægger alle aktiviteter i vores kirker den samme vigtighed, stiller de samme krav til kvalitet – god forberedelse, god musik, gode rammer, høj faglighed, overskud af tid og nærvær og dybde – uanset, om vi taler om en højmesse, en dåbsgudstjeneste, en hverdagsgudstjeneste, en børnegudstjeneste, en vielse, en bisættelse, en musikgudstjeneste, en kontemplativ gudstjeneste, en udendørs gudstjeneste, en gudstjeneste på nettet osv.

 

Hvad er argumenterne for det?

  1. For det første: Mennesker er forskellige. Derfor skal kirkens tilbud også være mangfoldige. Mennesker er forskellige steder i livet. Nogle gange skal kirken tilbyde ro og fordybelse, andre gange muligheden for fællesskab. Og mennesker har heller ikke lige meget tid til kirkegang – på bestemte tidspunkter på ugen og på bestemte tidspunkter i livet.
     
  2. For det andet: Højmessen er ikke for alle. Det kræver en særlig indlevelse i og erfaring med tradition og ritual at blive glad for højmessen. Jeg hører til dem, der er meget glad for højmessen, men det er jo tydeligt, at mange har det anderledes.
    Det er her de andre gudstjenester kommer ind i billedet. Det er her, vi har mulighed for at bruge Bibelen på andre måder end i højmessen, spille noget andet musik end i højmessen, bruge andre og mindre traditionsbundne liturgiske former, flytte os til andre steder end kirkerummet.
     
  3. For det tredje: Hvert enkelt møde mellem et menneske og kirken har betydning. Vi bemærker, at folks gode (eller dårlige) opfattelse af folkekirken kan være formet af et enkelt møde, der blev en god (eller en dårlig) oplevelse.

Det er derfor, vi skal lægge vores bedste overvejelser, forberedelse og faglighed ned i alle de gudstjenester og aktiviteter og rammer, vi tilbyder. Og vi gør det jo! Det er derfor, vi oplever, at eksempelvis babysalmesang, som mange mennesker benytter sig af, bliver et meget positivt møde med folkekirken for dem, der kommer, og kan være starten på en god relation til folkekirken og flere efterfølgende gode møder.

 

– Jeg vil gerne, at I forestiller jer to tegninger. Forestil jer et løg og en vindrueklase.

Man kan tegne både et løg og en vindrueklase ved hjælp af mange cirkler i forskellige størrelser. For at tegne et overskåret løg – snittet af et løg – tegner man først en lille cirkel og så en lidt større uden på den, og så flere cirkler i lag uden på dem og til sidste den største cirkel, det yderste lag.

 

Vindrueklasens cirkler har ikke samme centrum. De ligger ved siden af hinanden i klasen, de store mellem de små. Nogle støder sammen, andre gør ikke. Druerne tager nogle gange form af hinanden, men de overlapper ikke hinanden. De er dog forbundet, fordi de allesammen sidder fast på vintræets gren; hver drue har en lille stilk, som de får den sammen næring fra træet igennem.

I mere end tolv år har jeg som menighedsrådsmedlem sammen med mange andre overvejet et ret vigtigt spørgsmål:

Er højmessen kirkens vigtigste gudstjenestelige produkt? Betragter vi højmessen som centrum for alle øvrige aktiviteter i kirken? Er den målet for alt andet, vi laver i kirken? Er højmessens menighed den vigtigste del af kirkens samlede menighed?

… og så ligger de øvrige menigheder, som ikke kommer til højmessen, men til andre gudstjenester, som koncentriske cirkler udenpå den inderste cirkel; og alleryderst den “løgring” hvor den mest perifere menighed befinder sig, altså dem, der aldrig eller stort set aldrig kommer i kirken. Skal alle kirkens gudstjenester og øvrige aktiviteter lede mennesker til at blive højmessegængere?

Mit – og mange andres svar på dette spørgsmål – er nej. 

Det følger af mine tre argumenter fra før, at kirken ville være relevant for færre, hvis vi alene prioriterede højmessen, og hvis vi hele tiden så andre gudstjenester som mindre vigtige trædesten på vej til det fineste: højmessen.

Min pointe er, at alle folkekirkens gudstjenester eksisterer i deres egen ret. Og de menigheder, som er “brugere” af disse tilbud, er lige meget værd.

Noget, jeg har lært, er, at de fleste folkekirker, også min egen kirke, har flere menigheder. Sådan er vi nok mange, der ser billedet.

Min opfordring er, at vi ser disse menigheder som druer i en drueklase, som kan leve og vokse hver for sig, men som naturligvis alle får del i det samme solskin, vand og næringsstoffer. Jeg gentager: lad os tillægge alle typer gudstjenester i kirken den samme vigtighed og stille de samme krav til kvalitet, faglighed, nærvær og mening. Som menighedsrådsmedlemmer skal vi være villige til at prioritere ressourcerne efter det.

af Anton Pihl, konsulent og menighedsrådsmedlem, Vesterbro Sogn