Fortsæt til hovedindholdet
Oplæg fra workshops
Hans Raun Iversen

At deltage i en gudstjeneste som ritual

Lektor emeritus fra Københavns Universitet Hans Raun Iversens talepapir til hans mundtlige oplæg til workshoppen 'At deltage i en gudstjeneste - gudstjeneste som ritual' på folkekirkens midtvejskonference om liturgi online d. 16. januar 2021

 

Har gudstjenesten et formål?

I bogen ”Folkekirke, brugerkirke, kirke i mission”, der udkommer hos Eksistensen nu den 22. januar argumenterer jeg for, at det vil være fremmende for arbejdet, hvis vi omsider får formuleret et formål for folkekirken, som gudstenesterne så også kan forholde sig til. I det store hele er vi givetvis relativt enige. Jeg drøfter og bruger en række formålsformuleringer i bogen, bl.a. P.C. Kierkegaards ”at omtone mennesker med et tilbud om tro og trøst”. Selv hælder jeg for tiden mest til ordene fra nadverliturgien, hvor vi beder om ”at Kristus må bo ved troen i (flest muligt) menneskers hjerter” (Ef 3,17). Jette Bendixen Rønkilde var så venlig at stille mit spørgsmål videre til Marie Vejrup og Hans Jørgen Lundager efter deres oplæg. Hans Jørgen svarede, at ”gudstjenesten skal bidrage til at holde kristendommen levende i den enkelte og i samfundet.” Det er også en god formulering, som sagtens kunne bruges som formålsbestemmelse for hele folkekirken.

Da Per Vibskov bad oplægsholderne om at lave en slags tese til deres oplæg, blev mit: ”Brugerens oplevelse af gudtjenesten er vigtigere end præstens dogmatik”. Bruger vi Hans Jørgens treklang ”Medleven, skønhed og klogskab”, er alle tre dele vigtige for mig, ikke mindst at der er et klart evangelisk indhold, en tydning af bibel, bekendelse og salmer i gudstjenesten. I den nævnte bog kritiserer jeg netop, at der er alt for mange uforståelige motetter og store koncerter uden tekstark med oversættelse af de store, ofte bibelske, tekster, der synges. Men det mest forsømte i folkekirkens gudstjenester, som heller ikke har været inddraget seriøst i de tre fagudvalg, er fortsat de systematiske opmærksomhed på grundtjenestedeltagernes medleven og, hvad de får ud af gudstjenesten og dens enkelte dele. Det kan man sagtens arbejde med, akkurat som man i dag laver undersøgelser af, hvad folk får ud af at læse forskellige slags litteratur og hvorfor. Bedst gøres det måske lokalt i lytterunder før og efter gudstjenesten, hvor de, der er ansvarlige for gudstjenesten, sidder og lytter til en samtale mellem gudstjenestedeltagerne – og tager ved lære af det.

Form og indhold i gudstjenesten

Det er noget forfærdelig vrøvl, når det påstås, at ændringer i formen automatisk ændrer eller endog ødelægger indholdet. Tværtimod skal der ofte formmæssige og sproglige ændringer til, hvis man vil udtrykke det samme budskab i en ny tid på et nyt sted. Sådan foregår det verden rundt, hvor der er tusinder af gudstjenesteformer, som tit og ofte formår at forkynde det samme evangelium. Det skal tages bogstaveligt, når Paulus siger, at vi skal turde blive alt for alle for dog at vinde nogen (1 Kor 9, 20). I en prædiken over den tekst siger Luther, at han, hvis han kom blandt jøder, gerne ville lade sig omskære for at komme dem i møde, blot de ikke stillede omskærelsen op som en betingelse for at modtage den kristne tro.

I mit sidste store tværfaglige projekt på Københavns Universitet ”What money can’t buy” undersøgte vi forholdet mellem kirken og andre kulturinstitutioner. Resultatet var klart: De har forskellige formål alle sammen, også folkekirken, jf. ovenfor, men grundlæggende er der tre krav til os alle – til Rane Villerslev, som til folkekirken: ” 1) Vær tæt på brugerne, 2) vær skarp på formålet, og 3) indret arbejds- og formidlingsformer efter 1) og 2). Er man ikke parat til det, svigter man både brugerne og formålet.

Fra kirkegang til gudstjenestedeltagelse for mange slags mennesker

I gudstjenestekapitlet i min nye bog bruger jeg denne overskrift. De forudgående kapitler hedder ”Den participatoriske vending” og ”Salmesangen og musikken som paradigme”. Tendensen har i mange år været, at færre går i kirke for at høre præstens prædiken, men flere for at deltage i en gudstjeneste på mange forskellige måder. I ”Menneskelig gudstjeneste” skelner Martin Modéus mellem fem former for participation i gudstjenester: 1. praktisk delagtighed, 2. repræsentativ delagtighed, 3. dialogdelagtighed, 4. perspektivdelagtighed og 5. magtdelagtighed (s. 138-147). Man kan tage del i en gudstjeneste på mange måder, ved at synge med, modtage nadveren, læse tekster op, meditere under præstens ledelse, være med til at tilrettelægge gudstjenesten fx ved et konfirmandforældremøde etc. Uden oplevelse af deltagelse vil mange og ofte de fleste ikke fornemme, at virkelig har været til gudstjeneste – og kan tage noget med hjem.

Fortsæt udviklingen fra præstens gudstjeneste til deltagernes gudstjeneste

Jeg har været til op mod 3000 gudstjenester i mit liv. Især i årene 1970-2000 har jeg ofte enten ene mand eller sammen med et talekor sagt med på trosbekendelsen og fadervor, som præsten stod og kørte af hen over hovedet på gudstjenestedeltagerne. I dag er den kamp næsten vundet, selv om der fortsat er steder, hvor man som gudstjenestedeltager bliver nedstirret, hvis man mener, at man kan bede med på fadervor og sige med på trosbekendelsen. Langt op i det 18. århundrede var det normalt, at deltagerne sagde med indstiftelsesordene, selv om Kirkeritualet af 1685 slog fast, at det måtte kun præsten gøre. På Island, der ligesom Tranquebar, følger den unikke danske ordning med indgangsbøn, siger hele menigheden indgangsbønnen i kor. I årets første nummer af Præsteforeningens Blad viser sognepræst Einar Grønlund, inspireret af coronaen, hvordan deltagelsen kunne fremmes i vore gudstjenester på en lang række punkter.

Min alvorligste anke mod den standende gudstjenestedebat er, at den er så ulyksaligt fokuseret på at hæge om højmessen, men meget lidt optaget af, at der skal være mange slags gudstjenester for mange slags mennesker. I min bog foreslår jeg, at man lokalt kan finde en fast rytme, hvor man fx har dåbs- og nadvergudstjeneste hver anden søndag og så musikgudstjenester og familiegudstjenester etc. de øvrige søndage. Der er meget, der kan og SKAL gøres her, hvis andre end den lille skare af regelmæssige kirkegængere skal indbydes til at deltage i en gudstjeneste, også om søndagen.

Det er resonansen, der tæller

Jeg tænker somme tider på gudstjenesteordningen ligesom på studie- og eksamensordninger, som jeg har været med til at lave mange af på universitetet. Når en ny ordning er diskuteret et stykke tid, plejer vi at se på hinanden og sige: Ja, der må jo være en ordning, som hjælper de svage studerende igennem, for de stærke klarer sig fint under enhver ordning. Parallellen passer naturligvis ikke helt. Men i hvert fald to ting peger den på for mig:

Det afgørende er ikke, hvordan og hvornår vi får en ny gudstjeneste ordning. Det afgørende er, at de mange slags gudstjenester, der findes, giver resonans i mange slags gudstjenestedeltagere. Det afgørende er, at vi ikke hæger om en finpudset højmesse, som kun er for de stærke på en måde, så de mange, der måske har endnu mere brug for at deltage i en gudstjeneste, lades i stikken.

Den nuværende situation med en gudstjenesteordning, der ikke giver plads til megen lokal fleksibilitet, hvis ordningens bogstav skal følges, har sørget for, at næsten enhver alterbogsfundamentalisme er afskaffet i folkekirken. Frihed under ansvar er bedre end autorisationsoverholdende badutspring mellem mange ordninger. Luther og for den sags skyld den lange kirkelige gudstjenestelige tradition med dens hensyntagen til menneskers kultur, sprog og religiøse orientering peger på, at vi også i folkekirken i dag har brug for tre hovedkategorier af gudstjenester. For det første skal der være 1) nadvergudstjenester af mange slags, så flere kan opdage, at folkekirken faktisk har to sakramenter. For det andet bør der være 2) søndagsgudstjenester hver søndag flest muligt steder og som nævnt af mange slags. For det tredje skal der være 3) faste temagudstjenester (find gerne et bedre navn!) 

Konklusion

Det kongelige teater har tre store kunstarter, til dels i samme hus: skuespil, opera og ballet. Teateret er omhyggelig med at annoncere, hvad der foregår aften efter aften på de forskellige scener, så fx jeg, der ikke bryder mig om ballet, let kan vælge balletten fra. På samme måde må man naturligvis gøre i kirken, så ingen uforberedt kommer til noget, man ikke ønsker og måske slet ikke kan bruge til noget. 

Jeg tror ikke, at det er klogt at give konceptet ’gudstjeneste’ helt frit, så alt kan kaldes en gudstjeneste, som der allerede er tendenser til det i dag. For klarhedens skyld kan man søge at følge en fast rytme med en håndfuld faste grundled i alle sådanne gudstjenester, sådan som tilfældet er ved en begravelsesgudstjeneste, der allerede i dag har en vis fasthed kombineret med en stor frihed. Antageligt vil det rigtige være, at fastlægge en rytme for hver af de tre gudstjenestetyper. Som minimum kunne man i dem alle have 1) velkomsthilsen, 2) bibelindslag, 3) fælles salmesang, 4) bøn og 5) velsignelse – og evt. også 6) trosbekendelse. På den måde ville alle vide, at de havde været til gudstjeneste – og ikke bare til en koncert eller et standup show.  

af Hans Raun Iversen, lektor emeritus fra Københavns Universitet