Oplæg fra workshops
Marianne Søgaard

Salmesangen – hvordan styrkes og udvikles salmesangen?

Højskolelærer og sangskriver Marianne Søgaards talepapir til hendes mundtlige oplæg til workshoppen 'Salmesangen - hvordan styrkes og udvikles salmesangen?' på folkekirkens midtvejskonference om liturgi online d. 16. januar 2021

 

DDS er en skattekiste af stor poesi og smukke melodier. Jeg har netop læst Iben Krogsdals Kritik af Den Danske Salmebog, Grundtvigsk Tidende og fremhæver nogle af hendes pointer, som jeg er enig i:

  1. Man kan synge sig kristen. Nogle salmer er gode simpelthen af den grund, at de er gamle. Det, at de er sunget mange gange og igennem tiden, gør dem endnu mere dyrebare. En gammel salme kan blive en hel katedral.
  2. Alle salmer har været nye engang. Der går (heldigvis) en ubrudt linje af nyskrevne salmer gennem tiden - og den skal vi fortsætte i dag.

Min baggrund for at skrive salmer:

For få år siden troede jeg aldrig, at jeg skulle skrive en salme. Jeg var sikker på, at salmen som genre var forbeholdt professionelle forkyndere, altså folk med teologisk uddannelse eller nogle, der som minimum kendte salmetraditionen og salmebogen som deres egen bukselomme. Men så blev jeg opfordret til at give salmen et forsøg af redaktionen bag Kirkesangbogen, som inviterede en gruppe sangskrivere, komponister og forfattere til workshop på Engelholm højskole med henblik på at skrive nyt. Biskop Marianne Christiansen kridtede den kreative bane op for gruppen af endnu uprøvede salmister ved eksemplarisk indføring i genrens oprindelse: nemlig Salmernes bog i det Gamle Testamente. Hun forklarede, at salmen er en henvendelse fra et menneske til Gud eller til Det Store Gådefulde Du. Salmerne kan grupperes i to: takkesalmer og klagesange. Til slut gav hun os et gudsbillede til inspiration for arbejdet med vores nye salmer. Det lød således: ’Gud er den, der ikke svarer’ eller ’Gud er den, der svarer’. Således blev vi sat i gang. Uden om forståelsen af salmer som videredigtninger af det allerede bestående (med Grundtvig som kerneeksempel), uden om salmetraditionens mange formaninger og ønske om at oplære folk i den rette tro (med Luther som kerneeksempel) og bagom forskellige teologier udlagt og udviklet af professionelle forkyndere i salmer gennem tiden. Opgaven for os kunstnere bestod nu ifølge bl.a. Rasmus Nøjgaard fra redaktionen i at bruge vores egne ord for de store eksistentielle temaer, som har været afgørende for mennesket gennem tiden, og som kristendommen har givet os et sprog for: nåde, barmhjertighed, synd, sorg, tro, tvivl osv.

 

Med udgangspunkt i de oprindelige salmer fra GT og med en opfordring fra redaktionen blev det nu legitimt at arbejde med salmen ud fra det udgangspunkt, vi nu hver især havde som enten forfatter eller sangskriver – uanset vores forkundskab til salmer og kristendom.

 

For mig har workshoppen betydet en trosbevægelse. Salmerne blev en måde at formulere mig autentisk om min tro og tvivl. Jeg ser et stort potentiale i at invitere konfirmander, evt. højskoleelever og interesserede fra menigheden til at arbejde med salmer. Man kunne holde salmeworkshops (hvilket vi gør på Silkeborg højskole én gang om året i samarbejde med FDF). Man kunne arbejde med Hanne Jul Jakobsen og Helle Søttrups henvendelser og pralbønner som inspiration for salmer, der er henvendelser her og nu fra et menneske til det store gådefulde Du. Helt på linje med de oprindelige salmister i GT.

 

Dilemmaet er vel, om der kommer god teologi ud af at sætte mange salmister i gang med en skriveproces? Jeg mener selvfølgelig ikke, at alt materiale skal kanoniseres, men jeg mener, at 

1) jo flere salmister der findes – jo flere potentielle trosbevægelser sker der i verden. Den, der skriver/taler/bruger sine egne ord om tro, tvivl, nåde, kærlighed, sorg, forsoning osv., engagerer sig. Det ved enhver underviser. Den luthersk-evangeliske Gudstjenestes teologi er at forstå Gud som agens, og menigheden som dem, der modtager. Men salmen er en henvendelse fra mennesket til Gud, og der er et enormt potentiale i at opkvalificere modtagerens rolle som også givende – altså en bevægelse i gudstjenesten, som går begge veje.

2) Poetisk kvalitet har forrang frem for korrekt (men sprogligt kedelig) udlægning af evangeliet. Derfor kunne det være interessant at engagere tidens store poeter (med en eksistentiel profil?) i salmen som genre. Hvordan ville en salme af Søren Ulrik Thomsen, Mirian Due, Naja Marie Aidt, Henrik Nordbrandt, Hanne Jul Jakobsen, Helle S. Søttrup, Jonas H. Petersen, Jonas Breum, Peter Laugesen, Olga Ravn eller Stine Pilgaard lyde?

 

Så hvordan styrkes og udvikles salmesangen? Ved at tænke i mangfoldighed og bred repræsentation i nye salmer. Invitér til at skrive – både som en fælles eller individuel trospraksis for konfirmander og som et tilbud i menigheden. Invitér evt. en sangskriver forbi til at hjælpe med versefødder og melodi – og engagér tidens store poetiske stemmer i genren, så der fortsat skabes stor poesi, svimlende, rørende og uudgrundelige billeder, og så ”fødekæden” fortsætter – også hos yngre generationer af forfattere/sangskrivere.

 

Et eksempel på en ny salmetekst af Simon Grotrian, hvor begrebet ”nåde” udfoldes i kontrast til en række svimlende, uhyrlige dommedagsbilleder. Her er gudsbilledet interessant, for det er faktisk ”Gud der svarer” (ifølge Grotrian):

 

  1. Min nåde er dig nok
    når Fenrisulven glammer
    og Midgårdsormen blir
    dit eget slips, der strammer.
     
  2. Min nåde er dig nok
    når djævleflokke skræller
    forstanden som en snaps
    og dommesyner vælder.
     
  3. Min nåde er dig nok
    når du i gravens bølge
    er skrumpet til skelet
    som larverne må dølge.
     
  4. Min nåde er dig nok
    når dragen viser tænder
    og søjlerne af ild
    slår ud, så alting brænder.
     
  5. Min nåde er dig nok
    en regn af sorte knive
    vil stemple maren ud
    og vække dig til live.
     
  6. Min nåde er dig nok
    når ingen mere snorker
    med hodet på en sten
    og ingen djævel forker.
     
  7. Min nåde er dig nok
    når hele verden knuses
    og kloden falder af
    det er hos mig, du huses.
     
  8. Min nåde er dig nok
    når salmerne aflirer
    et hult halleluja
    de nye himle spirer.
     
  9. Min nåde er dig nok
    i alle evigheder
    du blir mit barn igen
    jeg findes, og du leder.

(Højskolesangbogen 19. version)

 

Arbejdsspørgsmål til gruppen:

  1. Kan man skrive salmer uden at have et indgående kendskab til salmetraditionen og til biblen/Det nye testamente?
  2. Hvad er fordele/ulemper ved at invitere digtere, konfirmander, menighed til at gøre forsøget?

af Marianne Søgaard, højskolelærer, sangskriver - bidraget til bl.a. Kirkesangbogen og Højskolesangbogen, stud.theol.