Internationalt
Mellemkirkeligt arbejde

Mellemkirkeligt arbejde

Når kristne kirkesamfund kontakter og taler med hinanden, kalder man det mellemkirkeligt arbejde. 

I Folkekirkens mellemkirkelige Råd arbejder man netop med disse mellemkirkelige relationer og koordinerer folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer.

Formålet er at skabe forståelse og respekt for andre kirker og trossamfund trods forskelle i lære og tradition. 

Danske Kirkers Råd 

I Danmark er samarbejdet mellem kristne kirker organiseret i Danske Kirkers Råd. Folkekirken er medlem, og Folkekirkens mellemkirkelige Råd koordinerer folkekirkens forbindelse til de kristne kirker. Det kan for eksempel være baptister, metodister og katolikker. 

Internationale fællesskaber

I udlandet varetager Folkekirkens mellemkirkelige Råd også folkekirkens kontakt til andre kristne kirker og deltager i arbejdet i de internationale organisationer og fællesskaber, som folkekirken er medlem af. 

Her kan du læse mere om de fem internationale fællesskaber, som folkekirken er medlem af: Kirkernes Verdensråd, Det lutherske Verdensforbund, Konferencen for Europæiske Kirker, Leuenberg Kirkefællesskabet og Porvoo Fællesskabet.

Vidste du at...

  • Folkekirkens mellemkirkelige Råd blev oprettet som officielt organ i folkekirken i kølvandet på Berlinmurens fald og har 25 års jubilæum i 2015.
  • Folkekirkens mellemkirkelige Råd er en del af folkekirken.
  • Rådet består af en person fra hvert af folkekirkens 10 stifter, en repræsentant for kirken i Grønland samt to af folkekirkens biskopper. 

Læs mere om folkekirkens mellemkirkelige arbejde på Folkekirkens mellemkirkelige Råds hjemmeside.