Kultur
Ti danske kirkekunstnere

Ti danske kirkekunstnere

Nogle af landets dygtigste kunstnere har udsmykket de danske kirker, som i dag gemmer på en stor kunstskat. Sognepræst og kunsthistoriker, Anne-Mette Gravgaard, præsenterer her ti danske kirkekunstnere.

1. Stenmesteren

Horder eller Horderus levede i slutningen af 1100-tallet. Han er en af de stenmestre, som har udhugget relieffer og døbefonte til Danmarks mange romanske kirker. Motiverne er ofte scener fra Det gamle og Det nye Testamente, vilde dyr og fantasivæsener. Horderus har indhugget sit navn på enkelte værker og vi genkender ham og hans værksted på et karakteristisk tovmønster. De fleste af hans værker er i østjyske kirker. Kendtest er nok Rimsøportalen. Derudover er tre portaler og et større antal døbefonte på Djursland i, i Angel og på Fyn også tilskrevet Horderus. 

Mængder af romansk stenhuggerkunst kan findes i Danmarks 1650 kirker, der oprindeligt er opført mellem 1050 og 1250. Stenmestrene har både udhugget relieffer i granit og sandsten som tympanon over indgangsportaler, som kragsten og som søjleindramning af døre og vinduer, som ligsten og som døbefonte. Mange af reliefferne er relativt flade, hvorfor vi nok skal forestille os, at de har været dekoreret i stærke farver. 

Mange motiver er aldrig blevet endegyldigt tydet. Enkelte værker har indhuggede navne, således Løvenholm- eller Gjesingholmstenen. Her kan man læse navnet Horderus skrevet med latinske bogstaver på siden af en ligsten. På forsiden er der en runeindskrift  og et relief af en biskop og et lam, der bærer et kors. Ud fra tovmønsteret skynder man, at det er Horder eller hans værksted, der står bag stenen.

På billedet ses Horders portal i Vejlby Kirke ved Allingåbro.
Foto: Jan Friberg, Wikimedia Commons.

2. Undløsemesteren

Unionsmesteren har navn efter Kalmarunionen, fordi han eller hans værksted har udsmykket både Valfartskirken Undløse i Danmark og flere svenske kirker i perioden 1410-40. Hans udsmykning af  Undløse kirke på Sjælland fra 1440 indgår i kanonen over dansk billedkunst. Motiverne omfatter opstandelsen, himmelfarten, pinseunderet og Kristus i dødsriget samt den Hellige Birgittas vision af Jesu fødsel.

Kalkmalerier kendes i dag bedst fra de danske middelalderkirker, men i middelalderen blev de også brugt som udsmykning af interieurer i slotte, store gårde og private hjem.Kalkmalerierne er malet over en periode på mere end 500 år. Gennem tiden skiftede motiverne fra for eksempel at forestille helgener til i højere grad at indeholde motiver, som folk kendte fra deres dagligdag. Kalkmalerier blev lavet af professionelle håndværkere, såkaldte værksteder. Unionsmesteren, eller Undløsemesteren som han også kaldes, er et eksempel på et sådant værksted.

På billedet ses Opstandelsen malet af Undløsemesteren i Undløse Kirke. Foto: Roberto Fortuna

3. Træsnideren

Claus Berg fra Lübeck eller, som han kaldes i regnskaberne, ”Claus Maler”, udførte i 1500-tallet en række store alterskabe til kirkerne i Danmark sammen med hans værksted. Mest kendt er alteret, som nu befinder sig i Odense Domkirke, Sankt Knuds Kirke. Claus Berg tegnede oprindeligt alterskabet til Graabrødrekirken i Odense for kong Hans’ dronning, Kristine. 

Ydersiden har været bemalet med 16 scener fra Jesus' liv, mens skabets indre, der indeholder 100 forgyldte og bemalede figurer, kun blev åbnet ved de kirkelige fester. Festmotiverne er scener fra Kristi lidelseshistorie, pinsen og Jomfru Marias himmelkroning. De indrammer Kristus på korset, hvor korset afbildes som ”livets træ” og flankeres af helgener. På altertavlens sokkel, predella, knæler den kongelige familie omkring den lidende Jesus som ”smertensmand”. Alterskabet blev udskåret og bemalet af Claus selv og 12 svende i hans værksted sandsynligvis i perioden 1507-22. 

Et fløjalter i Vor Frue Kirke og Bregninge Kirke samt altertavlen i Sanderum Kirke tilskrives også Claus Berg ligesom et krucifiks i Sorø Klosterkirke og i Brahetrolleborg Kirke.

I 1500-tallets begyndelse udføres de sidste store katolske alterskabe til kirkerne i Danmark. 

Fotoet viser Claus Bergs altertavle i Odense Domkirke.
Foto: Odense Domkirke

4. Billedhuggeren

Den mest berømte kirkeudsmykning i Danmark og den, der tiltrækker flest turister fra hele verden, er Bertel Thorvaldsens Kristus i Københavns Domkirke, Vor Frue kirke. Den 345 cm. høje, hvide marmorskulptur er skabt som en antik gudestøtte i et hedensk tempel. Ved kirkens indvielse i 1829, da den første gipsudgave af skulpturen blev opstillet, var det et totalt nybrud i den kristne kirkekunst. Med billedforbuddet fra De ti Bud in mente havde kunstnere hidtil ikke fremstillet rundskulpturer af Gud. 

Den nuværende Kristusfigur i marmor erstattede gipsen i 1839. Kristusfiguren blev  hurtigt så populær, at den blev kopieret til opstilling både i andre danske og nordiske kirker og i private hjem; hyppigst i mindre formater. Der findes dog kopier i samme størrelse så langt væk som i Mormontemplet i Utah og i Japan.

Kristusstatuen indgår i Thorvaldsens totaludsmykning af Vor Frue kirke og omkranses af de 12 apostle. Foran figuren har Thorvaldsen egenmægtigt anbragt sin dåbsengel, skønt kirkens arkitekt, C.F. Hansen, havde opført et egentlig dåbskapel til venstre for apsis. 

Ved kirkens indgang har Thorvaldsen udhugget indsamlingsbøsser med relieffer. I den såkaldte skriftestol og i det nuværende præsteværelse er der ligeledes relieffer af Thorvaldsen.

På billedet ses Kristusfiguren i Københavns Domkirke.
Foto: Peter Skov Friis

5. Jesusmaleren

Carl Bloch 1834 -1890 er uden tvivl den maler, der i et par menneskealdre har præget de danske kirker mest. Hvor Thorvaldsen skabte den hvide Kristus, gav Bloch ham farver og fremstillede den jordiske Jesus som en alvorlig, smuk og tænksom, ung mand.  

Blochs naturalistiske gengivelser af scener fra Det ny Testamente var yndede motiver, ikke mindst i indremissionske sogne i Jylland.

Da brygger Jakobsen byggede Frederiksborg slot op efter branden i 1849, bestilte han til den såkaldte Bedestol 23 små bibelske billeder hos den dengang internationalt berømte Carl Bloch. 

Selv malede Bloch kun 8 altertavler. Men de 23 små tavler fra Frederiksborg Slot blev kopieret af Blochs elever og senere malere efter bestilling fra menighederne. Flere end 100 kirker har haft den slags altertavler hængende. Mange steder udskifter man dem i disse år med moderne og mere tidssvarende kunst, fordi man - med rette - opfatter de gamle tavler som dårlige efterligninger.  

Flere af de ægte "Bloch'er" bliver udstillet i Utah, hvor Carl Blochs Jesusbilleder derfor er velkendte, da mormonernes foretrukne Kristus-fremstillinger er netop Carl Blochs og Thorvaldsens.

På billedet ses Carl Blochs maleri af Kristus i Gethsemane Have.
Foto: Sidsel Maria Søndergård, Gerd Rathje, Jens Toft / Wikimedia Commons

6. Bibelfortolkeren

Joakim Skovgaard (1856 – 1933) er bedst kendt for sine bibelhistoriske billeder i Viborg Domkirke. 

Motiverne havde Skovgaard planlagt sammen med kirkens arkitekt, H.B. Storck, og biskop J. Swane. Og fra 1897 – 1906 skabte et hold af yngre malerkolleger ud fra Skovgaards kartoner og under hans ledelse en totaludsmykning af den netop genopførte romanske kirke. Man malede al fresco; det vil sige i våd kalk, en på det tidspunkt genopdaget gammel teknik. 

Motiver og stil har forbilleder i tidligere tiders kunst, mens modellerne til figurerne er fra Skovgaards egen omgangskreds. Skovgaardfamilien havde stærke grundtvigske og nationale rødder, og både Joakim, hans broder Niels og deres sønner har udsmykket talrige kirker, alle med bibelske billeder i klare farver. 

Joakim var i tidens ånd ligesom resten af familien ikke blot maler, men også billedhugger og kunsthåndværker og har for eksempel udført glasmosaikvinduer og mosaikudsmykninger til mange kirker. Ud over udsmykningen af Viborg Domkirke kan nævnes fresker i fx Helligåndskirken  og Apostelkirken, altertavler, mosaikker og altervinduer.

På billedet ses nogle af hvælvingerne i Viborg Domkirke, malet af Joakim Skovgaard.
Foto: Magnus Brandstrup.

7. Minimalisten

Hein Heinsen (1935-) er både uddannet som teolog og billedhugger. Begge dele opleves tydeligt i hans kirkekunst, som sjældent har figurative elementer. Heinsen har sin baggrund i 1960ernes amerikanske minimalisme. Men han er også stærkt påvirket af filosoffer som Lyotard og Imanuel Kant, når han beskæftiger sig med det guddommelige eller ”sublimes” gennembrud i vores verden.

Heinsens minimalistiske kirkekunst handler om revner og sprækker, genskin af det vi ikke forstår. Skulpturerne er ofte fremstillet i bronze og inspirerer beskueren til at opfatte objekterne ud fra forskellige positioner og under varierende omstændigheder. Det er sandsynligvis en bevidst udnyttelse af filosoffen Ludwig Wittgensteins tanker om, hvordan kunsten opstår i mødet med betragteren.

På billedet ses Hein Heinsens altervæg i Jakobskirken, Roskilde Søndre Sogn. Foto: Morten Pedersen

8. Provokatøren

Arne Haugen Sørensen (1932) har de seneste år udsmykket flere end 25 kirker med alterbilleder og glasmosaikker. Egentligt er det besynderligt, at denne dramatiske og til tider næsten surrealistiske kolorist er blevet så populær hos det danske kirkefolk. For Haugen Sørensen har meget lidt med den danske jantelov at gøre. Han sprænger de rum, hans billeder kommer ind i, både med sine voldsomme og provokerende motiver og sine skingert udanske farve. Men måske er det netop hans force, at han rusker op i sine tilskuere og tvinger dem til at tage stilling. Hvad enten det handler om et menneske, der forrådes, dets lidelsesfulde korsfæstelse eller trygheden i dets opstandelse. 

Haugen Sørensen arbejder ligesom flere af de nyere kirkekunstnere i flere materialer, akrylmaleri, glasmosaik og skulptur, men med en stadig gentagelse af relativt få motiver: Isaks ofring, Den sidste Nadver, Korsfæstelsen, Opstandelsen, Emmausmåltidet og ikke mindst den mangetydige vandringsmand.

På billedet ses Arne Haugen Sørensens altertavle i Bregnet Kirke.
Foto: © Villy Fink Isaksen, Wikimedia Commons, License cc-by-sa-4.0

9. Liturgikeren

Peter Brandes (1944) er en dansk maler, grafiker og billedhugger

I efteråret 2010 blev Peter Brandes’ to nye udsmykninger i Roskilde Domkirke indviet. Den ene var den mægtige bronceport, Kongedøren, gennem hvilken man vandrer direkte op mod alteret. Den anden, en totaludsmykning i bronce, glas, marmorstuk og mosaik af det gamle Sankt Andreaskapel. Både i Kongedøren og i gitret ind til Andreaskapellet har Brandes valgt apostlene som motiv. Vel fordi det er gennem disse apostle, vi får vores viden om det guddommelige. 

Det dog ikke lige til for enhver at forstå motivernes betydning. Den besøgende skal først introduceres og lære Brandes hieroglyfagtige billedbrug for at kunne aflæse den teologiske dybde i hans kunst. For nok er Brandes en både nyskabende og fabulerende kunstner, men han er samtidig dybt forankret i den kristne og jødiske teologi. 

Sådan møder man ham også i Vejleåkirken fra 1997, hvor de seks kolossale glasvinduer spejler deres farveorgie i kirkens kalkede vægge. Umiddelbart er oplevelsen blot paradisisk. Men har man først fået nøglen til Brandes billedunivers, oplever man, hvordan hvert motiv får sin liturgiske betydning, kulminerende i Kristi offerscene over alteret, og man ser, hvordan Gammel Testamente spejles i Ny Testamente. Hvor symbolladet døbefont og alter er. Og hvordan selv altersølvet indgår i Brandes’ liturgisk symbolske manual. For Peter Brandes er noget så spændende som en liturgisk nyskabende kunstner.

På billedet ses Peter Brandes glasmosaikker i Vejleå Kirkes loft. Foto: Ib Rasmussen, Wikimedia Commons

10. Den anelsesfulde

Maja Lisa Engelhardt er det anelsesfuldes maler. Hun har udsmykket 20 kirker siden 1994, hvad der både viser noget om Engelhardt og om nutidens forhold til kristendommen. 

Med sin ekspressionistiske naturlyrik formidler hun længslen efter det guddommelige og drager os med ind i sine billeder, så vi er med til at opleve det, som ikke kan vides, kun tros. 

Tit er det centrale en pastos skikkelse; måske af den opstandne Kristus, vi oplever. ”Noli me tangere” – ”rør mig ikke”, hedder hendes altertavle i Skelund. Det var Jesus' ord til Maria Magdalene efter opstandelsen, og på en måde kunne det være titlen på alle Engelhardts alterbilleder. Vi kan aldrig nå til vished. 

Mange af Engelhardts alterbilleder findes i gamle middelalderkirker. De er er malet med lette, næsten pastelagtige akrylfarver og indrammet i den oprindelige altertavles ramme. Ofte indgår i hendes alterudsmykninger et vævet kortæppe. Her er motivet symbolsk hentet fra Det gamle Testamente. 

Måske er Engelhardt dog allerbedst, når hun arbejder med glas og bruger selve naturens lys som sparringpartner, således som det er tilfældet i altervæggen i Holsted kirke eller i Sankt Liobasøstrenes kirke på Frederiksberg. Syv vinduer viser her i mættede rene farver på vidunderligste vis de enkelte dage i skabelsesugen. 

I maj 2011 indvies en ny port af Maja Lisa Engelhardt i Viborg domkirke. 

Foto: Sankt Mariæ Kirke, Frederiksberg. Wikimedia Commons.