Mission
Mission i bibelen
Folkekirkens mission

Mission i bibelen

Mission betyder på latin ’sendelse’. Selv om vi ikke finder ’mission’ som begreb i bibelen, refererer det til et motiv, der løber som en rød tråd gennem hele Ny Testamente. Gud sender sin søn til verden, og Jesus sender sine disciple eller elever. De kaldes apostle, da de efter Jesus’ liv på jorden selv rejser ud som lærere for at forkynde deres nye tro. Og ’apostel’ betyder netop ’sendt’ på græsk, som Ny Testamente er skrevet på.

Første gang Jesus ifølge Lukasevangeliet prædiker i sin hjemby, bruger han et citat fra profeten Esajas til at forklare sine tilhørere, hvem han i virkeligheden er: ’Herrens ånd er over mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådesår fra Herren’ (Esajas 61. Lukas 4, 18-19). Jesus forstår altså sig selv som sendt af Gud med en særlig opgave. En mission, som både er at forkynde et godt budskab og at vise omsorg for syge og udsatte mennesker.

Evangelierne fortæller, hvordan Jesus gang på gang overskrider grænser - etniske, kønslige, sociale og religiøse, for at nå mennesker med sit budskab. Han sender også sine disciple ud to og to med ordene: ’Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet’ (Matt. 10,8).   

I Johannesevangeliet siger Jesus, da han efter sin opstandelse viser sig for disciplene: ’Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig sender jeg også jer’ (Johs. 20,19). 

Og Matthæusevangeliet lader som det sidste den opstandne Kristus, før han stiger op i himlen, velsigne sine disciple med de ord, man senere har kaldt missionsbefalingen eller dåbsbefalingen:

’Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende’ (Matt. 28,16-20).

De ældste skrifter i Ny Testamente er brevene fra Paulus til de menigheder, han enten grundlagde på sine missionsrejser i Middelhavsområdet eller blot skrev til. I løbet af de første årtier efter Jesus’ død blev der dannet menigheder i større byer i Romerriget som Efesos, Thessaloniki, Korinth og Rom. Flere apostle rejste på missionsrejser. Blandt andre Peter, som ifølge traditionen endte sine dage i Rom, og Jakob, der ligeledes ifølge traditionen nåede helt til Spaniens vestkyst, hvor han lagde navn til det kendte pilgrimsmål Sant Iago (Jacob) de Compostela. 

Apostlenes Gerninger, som er skrevet af samme forfatter som Lukasevangeliet, handler netop om den mission, Jesus’ disciple og første følgere drog ud på. Skriftet fortæller detaljeret om sørejser, prædikener, forfølgelse, fængslinger og de første menigheder i Middelhavsområdet. Skriftets værdi som kilde til faktiske historiske begivenheder, er omstridt. Men sikkert er det, at tanken om, at Gud sender først sin søn, siden ethvert kristent menneske til medmennesket, står stærkt i Ny Testamente. Mission bliver da også tidligt opfattet som en af den etablerede kirkes hovedopgaver: At give det gode budskab videre i ord og handling. 

Individuel og universel

Jesus og hans første følgere var jøder. Men hvor jødedommen primært angik det jødiske folk, var den nye religion universel og skulle derfor forkyndes til alle folkeslag. For den enkelte betød det, at hvor det religiøse tilhørsforhold før var bestemt af, hvilket folk man tilhørte, kunne man nu som individ omvende sig og blive del af et universelt fællesskab med en særlig forståelse af verden og mennesket.

De første kristne gik altså fra et religiøst fællesskab afgrænset af et bestemt folkeslag til en kosmisk tro på, at Gud er alle menneskers Gud, og Kristus er hele verdens frelser. Derfor er det et grundtræk i kristendommen, at den skal deles i både ord og i handling.

Ny Testamente rummer flere forestillinger om tidens eller verdens ende. Nogle handler om den store dom, hvor Kristus vender tilbage og frelser dem, der hører til ham, mens de andre fortabes. Andre forestillinger er visioner om, at alle mennesker i hele verden ved tidens ende vil forene sig i troen på Kristus. En hymne, som formentlig er blevet brugt ved gudstjenester i den tidligste kirke, slutter med en sådan vision:

’hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære’ (Fil 2, 10-11).