Næstekaffe
Næstekaffe i sognet

Næstekaffe i sognet

Velkomstmiddag? Samtalesalon? 'Podcast live'? eller bare en hilsen fra kirken til de travle forældre?

Podcasten Næstekaffe er først og fremmest indhold fra folkekirken til de ca. 30-årige, som de kan tage i ørene og med på farten. Det skulle gerne minde dem om, at folkekirken har noget værdifuldt og vigtigt også til dem. 

Det vil mange lokale kirker også gerne give dem oplevelsen af. De vil gerne gøre mere ud af at åbne kirkens fællesskab for de nytilflyttede familier, også de voksne! Men det er ikke helt ligetil at finde formen, tidspunktet eller det indhold, som rammer plet. Så det går vi på opdagelse efter sammen med nogle af sognene.

Sogne er med til at udvikle Næstekaffe

Som led i forberedelserne til Næstekaffen har vi fået gennemført fokusgruppeinterviews med medarbejdere og menighedsrådsmedlemmer ved ni kirker, som alle har mange af de ca. 30-årige boende i sognet. De har fortalt om deres møde med dem og om, hvilke behov og muligheder de ser for at bruge Næstekaffe til at skabe kontakt, aktiviteter, fællesskab og samtaler lokalt. Det arbejder vi videre med, inden næste runde Næstekaffe i efteråret 2019.

I løbet af foråret vil vi sammen med pilotsogne udvikle nogle af ideerne til arrangementer og afprøve dem i praksis. Så når din kirke skal planlægge aktiviteter for efteråret 2019, kan du tage inspirationsmateriale med ideer til arrangementer for sognets småbørnsforældre. 

Har du ideer eller erfaringer fra din kirke, du gerne vil dele, vil vi rigtig gerne høre fra dig. Skriv til os på redaktion@folkekirken.dk og skriv 'Næstekaffe' i emnefeltet. 

Lyt til Næstekaffe

Fra 8. november 2018 kan du lytte til Næstekaffe, hvor du plejer at finde dine podcasts eller lige her.