Nadver
At fejre nadver til påske – sammen og hver for sig

At fejre nadver til påske – sammen og hver for sig

Når vi denne påske med overvejende sandsynlighed ikke kan mødes fysisk for at fejre Jesu opstandelse og dele brødet og vinen til hans ihukommelse, bliver det vigtigt, hvordan vi så kan fejre påske. Ikke mindst, om vi kan fejre nadver sammen – hver for sig?

 

Betty Grønne Ahrenfeldt, præst i Egeris, provst for Skive Provsti

Artiklen har først været bragt i Præsten 2019-13

Forbigang

Griber vi tilbage til jødernes påskefortælling ved vi, at ”pæsach” betyder forbigang, som samlebegrebet for dødsenglens undladelse af at gå ind hos dem, der havde slagtet et lam og strøget dets blod på dørstolpen. Det vil sige, at påske i sin oprindelige form allerede har en betydning, der handler om at slippe fri for dødens hærgen – allusionen til det vi står i, er til at tage og føle på. At fejre nadver er, også, at deltage i den, på én gang konkrete og symbolske handling, der forjætter os, at syndens og dødens magt, i kraft af Jesu Kristi død og opstandelse, vil gå os forbi.

Måltidet, altid måltidet

Uanset hvor man kigger hen i Det nye Testamente er måltidet en konstituerende faktor. Både for Jesus selv og for dem, der møder ham – eller ved måltidet gribes af, hvem han er. F.eks. Markus 8,1-10 hvor Jesus ser, hvordan de horder af nødlidende mennesker, der er fulgt efter ham, sulter og intet har. Han laver et bespisningsunder, der mætter fire tusind mennesker og sender dem i øvrig så bort, mens han og disciplene også selv fjerner sig. I den umuligste – men også mest påtrængende – situation, holder Jesus måltid med mennesker. Og i Johannesevangeliets bespisningsfortælling i kap.6 mætter Jesus de sultne og tager derefter den teologiske diskussion med dem, der blev så mætte, at de begyndte at stille krav og øjne rettigheder. Men livets brød mugner i munden, hvis det kun modtages for sikkerheds og vindings skyld. Livets brød er det, der mætter, selv når de materielle behov ikke kan dækkes fuldt ud. Og livets brød er det, der åbner vore øjne, så vi genkender Kristus, selv i den fremmede, som hos dem der gik til Emmaus.

På Jesu sidste aften var det også måltidet, der var i centrum. Eller rettere det fællesskab i ham, som bordfællesskabet blev et udtryk for. Har man kun få timer tilbage, før man skal dø, så samler man sind og tanker om det, der virkelig tæller. Man fatter sig i korthed og forsøger at få sagt det til ens kære, som man allerhelst vil have, at de skal høre og huske, når man er død. Sådan var Jesus også. Han samlede sig om det vigtigste, han ville nå at have sagt til sine nærmeste, nemlig disciplene. Som i Joh 14,1ff: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig. I min faders hus er der mange boliger, hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” Det vigtigste for Jesus at få sagt, da han kun havde få timer tilbage at leve i, var: I skal ikke frygte. For jeg går bort for at gøre pladser klar til jer i Guds mægtige bolig.

Det peger på, at når vi fejrer nadver, bliver vi mindet om, at vi ikke skal frygte. Heller ikke når døden er helt tæt på i forhold til os eller vores nærmeste. Vi kan sørge og miste og lide så det føles ubærligt. Vi kan skrige vores sorg og tab ud. Men vi behøver ikke at frygte, for Gud dækker bord for os, lige midt i det, der gør ondt, som Salme 23 så stærkt skildrer det.

Som enhver teolog ved, var de første menigheder, husmenigheder. Nadveren blev fejret i mindre fællesskaber, og der blev uomtvisteligt sikkert fejret nadver, før kirken havde udviklet en embedsstruktur med ordinerede præster. I en luthersk kirke har vi af praktiske grunde ordinerede præster. Præsten er ikke noget særligt (modsat katolsk character indelebilis). Men præsten har særlige funktioner. Det lutherske embede er funktionelt bestemt. Præsten er taget ud af menighedens midte. Så præsten er blevet bedt om at udføre de særlige funktioner, som bl.a. består i at forvalte sakramenterne. Men præsten er stadigvæk dog ”kun” en af menigheden. Og i en situation som den, vi nu befinder os i, må vi tænke nyt i forhold til, hvad der under de givne omstændigheder er den mest praktiske ordning, og hvordan menighedens fællesskab og den enkeltes sjælesorg bedst varetages. Der findes givet ikke enkle løsninger og der kan næppe heller opnås bred enighed om, hvad der er det rigtige at gøre.

Men vi befinder os i en force majeure situation. Det betyder, at vi, som præster, må og skal drage omsorg for at række evangeliet og sakramenterne til alle, der ønsker det, inden for de rammer, det på nogen måde er muligt. Ikke mindst så synligt som muligt at opfordre folk til at kontakte præsten, hvis de har et dybfølt ønske om hjemmealtergang. Denne skik har været stærkt på retur i de sidste årtier, men i krisens stund må hjemmealtergangen – under behørig hensyntagen til antal og sikkerhed – være noget vi bevidstgør folk om på ny. Samtidigt er det også vigtigt at holde sig fuldstændig klart for øje, at hverken dette eller de følgende forslag skal danne præcedens for, at man efter Corona-krisen begynder at holde nadver ”med sig selv” derhjemme i stuerne.

Hvis man kan følge mig i disse overvejelser, eller i hvert selv har gået med tanker der ligner dem, foreslår jeg, at man som præst, via f.eks. en klumme i avisen, en lille video på de sociale medier eller måske i en ekstraudgave af kirkebladet op til påske opfordrer sognets beboere til:

  1. At deltage i nadveren hjemme i stuen, når der radio- eller tvtransmitteres gudstjeneste på Skærtorsdag og/eller Påskedag. Foreslå, at man dækker fint bord med hvid serviet, et lille brød og et lille glas vin eller saft. Når indstiftelsesordene har lydt kan man spise et stykke brød og drikke et lille bæger vin eller saft. Alene eller sammen med den/dem man er hjemme sammen med.
  2. Hvis man ikke ønsker at gå til nadver andre steder end i kirken, men har længslen i sig efter det, kan man jo overveje at lave en rituel indledning til påskefrokosten eller påskemiddagen, enten Skærtorsdag eller Påskedag, med f.eks. følgende ritual:

Bordet kan i midten være pyntet med et brød og en kande vin.

  • Et salmevers eller to; f.eks. DDS 321, v.6-7, DDS 68, v.5-6 eller DDS 69 v. 5-6. Eller en god påskesalme.
  • Bordbøn: Enten Fadervor eller måske disse ord: ”Gode Gud, giv os i dag glæden ved at dele et godt påskemåltid i dit navn. Vi takker dig for, at vi kan være her og fejre påske. Guds søn har selv sagt os, at han er livets brød, og at den, der kommer til ham ikke skal sulte, og at den, der tror på ham, aldrig skal tørste. Vær du med os i dag, hvor vi på én gang har nok at spise og drikke, og samtidig måske tørster og hungrer efter at være sammen om dit bord, og også savner at være sammen med nogen vi holder af. Vi beder dig være hos dem og tak, at vi må tro, at du er hos os alle, nær og fjern. Amen.”
  • Et bordvers: F.eks. ”Ham takker alle vi med sang” eller DDS 476 ”Kornet som dør i jorden”.
  • Herefter spiser man sit påskemåltid.

Jeg er klar over, at nogen vil finde mine forslag kontroversielle. Personligt finder jeg dem nødvendige, og tror også, at mange andre vil have lignende overvejelser. Forhåbentligt vil miraklet være indtruffet og kirkerne åbne, så vi kan fejre påske dér. At forkynde ordet og forvalte sakramenterne forbliver imidlertid fordringen til os.

 

Betty Ahrenfeldt, Egeris, Skive