Bisættelse med personligt præg

Lars Ulrick Lousdal

Den sidste afsked får flere individuelle aftryk. Det personlige præg fylder mere i nutidens samfund, fordi moderne mennesker gerne vil genkende sig selv i ritualet.

Kritikere kalder tendensen for selviscenesættelse, men for nogen handler det planlagte farvel lige så meget om at gøre sorgen lettere for de efterladte.

At navigere i sorgen

Carsten er pensionist og bor i en større jysk provinsby. Han har allerede taget stilling til, hvordan han gerne vil bisættes. Det har han nøje beskrevet i et afskedsbrev til sine to voksne børn. Selvom han er rask og lever et aktivt liv med gode sociale relationer, har han i flere år reflekteret over, hvordan han skal herfra. Tankerne om bisættelsen begyndte, da hans egen mor døde for mange år siden:

- Jeg stod i en situation, hvor der var mange følelser på spil og rigtig meget at tage stilling til. Min mor havde efterladt sig et stykke papir, hvor der stod, hvilke salmer der skulle synges til begravelsen. Det var en lettelse, siger Carsten og uddyber: 

- Men min mor havde ikke ønsker til bedemanden, og derfor opstod tvivlen. Jeg ville jo gerne sørge for, at hun fik en smuk afsked. Samtidigt er bedemænd sat i verden for at tjene penge på døden, og derfor kan det være en vanskelig situation at stå i, fordi følelserne fylder så meget.

Den unikke afsked

Sloganet 'Livet er noget særligt. Det bør dit sidste farvel også være' tilhører Begravelse Danmark, som er landets største begravelsesforretning og ejet af Dansk Ligbrændingsforening. Efterspørgslen på unikke afskedsritualer er dog ikke kun forbeholdt bedemændene. Den personligt prægede begravelsesform bliver i højere grad også efterspurgt i folkekirken, fortæller Birgitte Kragh Engholm, der er sognepræst og fremtidsforsker. Da hun begyndte som præst i Vendsyssel i starten af 00’erne, efterspurgte man ikke noget særligt fra kirken til livets sidste farvel. Siden er hun blevet præst på Vesterbro i København og oplever nu, at udviklingen har taget fart:

- Det særlige og individuelle er kommet frem de senere år. Præster, kirketjenere og organister er alle kommet på ekstraarbejde i dag. Det er det hele værd, for det er virkelig nødvendigt, at vi lytter til folk. Folkekirken er folkets kirke. Som præster er det blevet vores opgave at ramme den afdøde ind – uden at sælge ud, siger Birgitte Kragh Engholm.

Når folk pludselig forsvinder

Døden fylder ikke meget i Carstens daglige tanker, men han oplever en stærk følelse af at blive ældre. Kroppen forfalder gradvist, og derfor besøger Carsten hver dag sit lokale fitnesscenter. Efter sin træning kan han godt lide at drikke en kop kaffe sammen med de andre pensionister. Men selskabet er ikke altid fuldtalligt. Folk forsvinder af og til pludseligt:

- Det er underligt, for man tænker jo, hvad der bliver af folk. Ingen aner, hvorfor de er væk. De kan være døde, uden vi ved det.

Tanken om en uventet død var ubehagelig for Carsten. Derfor gav det ham en stor ro i sindet, da han skrev sit afskedsbrev. Livet handler om at behandle andre mennesker ordentligt, mener han. Derfor er det vigtigt, at hans børn ikke står med en sorgfuld fortvivlelse den dag, han dør.

Præster skal vejlede

Birgitte Kragh Engholm ser positivt på samfundsudviklingen, der er gået fra den traditionelle ’one size fits all-begravelsesform’ til moderne afskedsritualer med personligt præg. Hun hæfter sig ved, at man i dag har brug for at kunne genkende den afdøde i ritualet. Tendensen er ikke mangel på respekt for traditionen, men et billede på det moderne samfund, hvor mennesker søger den autentiske og unikke oplevelse:

- Jeg har aldrig oplevet en situation, hvor de pårørende kom med et afskedsbrev fra den afdøde, hvori vedkommende ønskede noget, de ikke kunne efterkomme. Men det er jo de pårørende, som man sidder med. Vi skal heldigvis ikke være smagsdommere som præster, og vi skal være varsomme med per automatik at nægte folk noget, hvis det har særlig værdi for de pårørende, og det i øvrigt er værdigt og muligt. 

Selvom mange moderne mennesker søger den særlige oplevelse, understreger Birgitte Kragh Engholm, at præsterne samtidigt skal vejlede folk, så ritualet ikke bliver udvandet:

- Når man kommer til kirken, ved man godt, hvad man går ind til. Det er fuldstændig afgørende, at vi præster er eksperter. Vi skal sørge for, at ceremonien er både smuk og værdig, siger hun.

Så billig som muligt

I Carstens afskedsbrev opfordrer han sine børn til at gøre bisættelsen så billig som muligt. Han skal herfra i det tøj, som de finder ham død i, for han skal jo alligevel brændes, som han siger. Kisten skal koste så lidt som muligt, men han vil gerne have, at der er friske blomster på den. Når Carstens familie og venner er samlet en sidste gang, ønsker han sig, at de skal høre musikstykket ’Salut til kærligheden’. For Carsten er kærligheden til hans børn det største i livet, og violinstykket udtrykker den følelse af livsglæde. Bagefter vil han gerne have, at de pårørende tager hen på et hyggeligt sted, hvor de kan få kaffe og kage. Til slut kan hans børn enten vælge at sætte urnen ned i jorden på kirkegården eller sprede asken ud over fjorden – de skal bare huske vindretningen, skriver han med en blinke-smiley i afskedsbrevet.

Den langsomme begravelse

Kritikere af kirkens overgangsritualer med personligt præg har kaldt den moderne tendens for en amerikanisering og tivolisering. Dermed mener de, at ritualerne bliver reduceret til underholdning. Den kritik afviser Birgitte Kragh Engholm. Hun påpeger i stedet, at det er udtryk for en øget bevidsthed hos folk:

- Folk vil gerne forbinde sig med kirkens ritualer i dag, men for at kunne det, er det ofte nødvendigt at sætte sit eget præg på tingene for at skabe mening. Sådan er moderne mennesker.

Præsten og fremtidsforskeren har dog en opfordring. Hun kunne godt tænke sig at få langsomheden ind:

- Bisættelser og begravelser skal ikke foregå så hurtigt som i dag. De pårørende kan - midt i sorgen, savnet og måske også chokket - knap nok nå at tænke, hvad de gerne vil. Det må gerne tage 14 dage, før man beslutter sig. Det er en opfordring til at få langsomheden ind. Det ville være ærgerligt, hvis man fortryder eller glemmer noget.