Marianne Luna Røndal
Manon Maëva Naur havde egentlig tænkt, at hun skulle nonfirmeres. Hendes forældre havde valgt ikke at døbe hende, men nysgerrighed fik hende til at melde sig til konfirmationsforberedelse for at se, hvad det var.
- Det ramte mig pludseligt en dag, hvor jeg sad og tænkte over, hvad jeg egentlig tror på. Jeg tænkte: ’Jeg tror på Gud’. Og så gik det op for mig, at så skal jeg da konfirmeres, siger Manon Maëva Naur.
Og for at blive konfirmeret, skulle hun døbes først.
Blev døbt sammen med en veninde
Dåben foregik under en søndagsgudstjeneste en måneds tid før konfirmationen.
- Jeg blev døbt samtidig med en af mine veninder. Der kom mange fra vores klasse, og det var præsten, der skulle konfirmere os, som stod for dåben, siger Manon Maëva Naur og fortsætter:
Jeg kan huske, at jeg var virkelig nervøs, for der var også mennesker i kirken, jeg ikke kendte. Jeg var spændt, og tænkte: ’Kan jeg mærke det indeni mig, at jeg er blevet døbt?’
Bagefter serverede de kaffe og kage i kirken. Dåben blev ikke fejret derhjemme, for en måned efter stod konfirmationen og endnu en fest for døren.
Bekræfte troen
Når hun husker tilbage på dåben, er det med glæde.
- Det var en virkelig stor oplevelse. De fleste bliver jo døbt som små, så de kan ikke huske det, siger hun.
I dag er Manon Maëva Naur stadig glad for, at hun valgte at blive døbt og konfirmeret:
- Jeg blev konfirmeret for at vise, at jeg tror på Gud. Også selvom der er ting inden for kristendommen, jeg ikke tror på, så tror jeg på Gud.