Lea Holtze
Når forældrene har pakket gaven med tumledyret fra Bobles op og lagt det på gavebordet sammen med det glinsende guldkors og H.C. Andersens samlede eventyr, takker de tanter, bedsteforældre og venner på babys vegne. Først flere år senere vil barnet forstå den kærlighed og de flotte gaver, det fik på sin dåbsdag.
Det er i virkeligheden det samme, der sker i kirken, forklarer præst og teolog Theodor Jørgensen.
- Ved barnedåben tager man imod en gave på barnets vegne. Dåben er en håndsrækning fra Gud og en bekræftelse af, at barnet, ligesom ethvert andet barn, er Guds barn. Det er den gave, man siger ”ja tak” til at modtage, siger han.
Det kan måske virke omsonst at få sit barn døbt, hvis alle børn er Guds børn og har været det altid. Men det betyder noget at få bekræftet en kærlighedsrelation, tilføjer Theodor Jørgensen.
- Det er det samme, der sker, når man bliver gift: Parret bekræfter, at de vil elske hinanden i medgang og modgang, og vielsesringen er deres bevis. Her er dåben en bekræftelse fra Gud om ubetinget kærlighed til barnet, og beviset er dåbsattesten, siger han.
Gaven skal pakkes op
Theodor Jørgensens mening med, at man burde sige ”ja tak” frem for ”ja” på barnets vegne skyldes en udbredt misforståelse: Mange forældre tror, at barnet skal være troende for at blive døbt, og at det er troen, man siger bekræftende ”ja” til.
- Det siger sig selv, at en baby ikke har bevidstheden til at kunne bekende sig til en tro. Det kan den gøre som voksen, og det er derfor, vi har konfirmationen som opfølgning på dåben. Troen er ikke noget, vi skal præstere, ligesom kærlighed ikke er noget, man kan gøre sig fortjent til. Den kan man kun modtage og gengælde, siger han og tilføjer, at man dog kun har glæde af en gave, hvis man pakker den op.
- Det er det, gudforældrene og fadderne siger ja til at ville hjælpe barnet med. Barnet har i sig selv ingen forpligtelser ud over at favne og være taknemmelig for og leve det liv, det har fået.
Trosbekendelsen sætter ord på
Når gudmor eller gudfar står ved døbefonten med barnet på armen, siger de helt konkret ”ja” til, at barnet bliver medlem af den danske folkekirke, og ”ja” til trosbekendelsen og dermed til, at barnet bliver døbt i faderens, sønnens og Helligåndens navn.
Trosbekendelsen er et forsøg på at sætte ord på noget, der er svært at sætte ord på, og ordene skal derfor ikke tages helt bogstaveligt, forklarer Theodor Jørgensen. Han medgiver, at de er svære at forstå – især er Helligånden abstrakt for mange. I virkeligheden er det dog ikke så kompliceret, mener han.
- Det lidt ligesom, når man taler om ånden på arbejdspladsen. Det er et udtryk for måden, man kommunikerer med hinanden og har det sammen på. Gud knytter os sammen ved sin ånd.
Barnet hører til i et fællesskab
Én ting i trosbekendelsen skal man desuden hæfte sig ved, mener Theodor Jørgensen: Når Gud både er fader, søn og Helligånd, betyder det, at Gud et fællesskab i sig selv.
- I dåben tager Gud barnet ind i sit fællesskab og favner det, siger han.
Samtidig er dåben i dag typisk den første store begivenhed, der samler hele familien på begge sider af forældreparret, alt imens brylluppet ofte først bliver holdt et par år senere, fortæller Theodor Jørgensen. På den måde er dåben med til at konstituere familien rundt om barnet.
Netop den tanke skaber tryghed for forældrene, som står med et lille, nyt liv i hænderne, imens verden buldrer forbi, mener Theodor Jørgensen.
- Med dåben får man ingen forsikring mod ondskab og ulykker. Men man samler familien omkring sig og bliver en del af kirkens helt særlige fællesskab; en ekstra familie, der ikke går på kompromis med kærligheden, siger han.
LÆS OGSÅ: Margrethe Brun Hansen: Forældre skal turde træffe valget om dåb
LÆS OGSÅ: Nynne Bjerre Christensen: 'Dåben er et ansvar, jeg tager på mig'
SE OGSÅ: Mie og Alexander: 'Vi var håbløst uenige om barnedåb'