Konfirmationshistorier
Konfirmander søger håb

Konfirmander søger håb

Konfirmanderne leder efter deres eget sprog for håbløshed og det kristne håb. De mangler modvægt til den præstationskultur, de vokser op i, mener deres præst. Derfor skal konfirmationsforberedelsen så håbet i dem som et frø, der kan vokse resten af livet. 

Håbløshedens Mur, som konfirmanderne selv har bygget. I konfirmationsforberedelsen bruger sognepræst Fritze Steiner-Johnsen håbløsheden til at vise konfirmanderne hvor vigtig håbet er.

Marlene Bach Nies

- Jeg håber på at blive set, som den jeg er. Vi er ikke alle ens, alt skal ikke måles … så tør jeg brænde for det, jeg laver.

Sådan skriver en konfirmand under en håbsgudstjeneste i Værløse Kirke. Sognepræst Fritze Steiner-Johnsen har sat håb og håbløshed på skemaet i konfirmationsforberedelsen med en workshop og gudstjeneste med forældrene.

- Det kristne sprog har nogle andre nuancer og kommer længere ud end sms- og facebook-sproget. Det åbner op og bærer håbet i sig. Fortæller sognepræst Fritze Steiner-Johnsen.

Med udgangspunkt i konfirmandernes hverdag sætter hun kristendommens symboler og fortællinger i perspektiv og lærer dem en ny måde at tale om emnet håb.

En af hendes konfirmander, Amanda, fortæller, at hun håber på, at man ikke skal passe ind i faste kasser. Hun tror på, at det vil være med til at gøre verden et mere fredeligt sted, fordi der vil blive plads til mangfoldighed. Hun siger:

- Håb er det anker, som kan holde os fast i troen på, at vi nok skal lykkes. Og konfirmanden Maria tilføjer, at håbet giver en noget at se frem til. Uden håb ville alt, man gjorde, være forgæves.

Håbløshed er et knust håb

Fritze Steiner-Johnsen siger, at hvis man vil fortælle om et abstrakt begreb som håb, så er det vigtigt også at se på dets modsætning. Derfor har konfirmanderne også arbejdet med håbløshed. Igen er udgangspunktet konfirmandernes egen hverdag og et af de stærkeste emner er håbløshed i form af det knuste håb. Konfirmanden Maria siger:

- Skolen kan få mig til at føle håbløshed. Der er så stort et pres, og man har også selv nogle forventninger til sin præstation. Når man så kæmper for at klare sig godt, men det går i vasken, så kan man godt føle, at det ikke giver nogen mening af prøve igen. Der kan jeg blive ret håbløs. Konfirmanden Amanda tilføjer:

- Håbløshed er der, hvor man ikke kan se muligheder i noget. Det er følelsen af at stå nede i et sort hul, hvor alt virker meningsløst.

Begge piger fortæller om bekymringer for ikke at passe ind og ikke at leve op til de forventninger, der er til dem. Deres præst mener, at det netop derfor er vigtigt, at de lærer om det kristne håb.

- De unge skal have noget, som er en modvægt til den præstationskultur, som de møder i deres hverdag. Det bliver de simpelthen nødt til. Jeg håber, at jeg har givet dem en bevidsthed om, at de er noget helt unikt, og at de er villet af Gud. Det er det anker, som jeg gerne vil have, at de har.

Som afslutning på forløbet bliver der afholdt en workshop om håb og håbløshed i samarbejde med kunstneren Karsten Auerbach. Her dekorerer konfirmanderne kasser med motiver af håbløshed. Kasserne skal efterfølgende stables rundt om alteret som Håbløshedens Mur.

Efter workshoppen bliver der afholdt en håbsgudstjeneste. På Håbløshedens Mur ses blandt andet en tom gynge, som symboliserer ensomhed, mens kollager af håb, som er blevet ødelagt eller sat bag tremmer symboliserer det knuste håb.

Deltagerne bliver opfordret til at skrive et håbsbrev. Her kan de enten svare på et skriftord om håb eller skrive deres personlige håb.

Under gudstjenesten bliver konfirmanderne overrasket, da en del af Håbløshedens Mur væltes, så der skabes en korsformet åbning, og alteret kommer til syne. Åbningen symboliserer, at den kristne tro giver et håb, som fører os gennem det sorte og håbløse.

Breve om håb

Under gudstjenesten skriver konfirmanderne anonyme breve med deres tanker og håb. En konfirmand skriver:

- Jeg håber, at vi løfter blikket, løfter blikket fra skærmen, løfter blikket fra os selv. Jeg håber, at vi altid passer på hinanden og verden.

Brevet indeholder et håb om mere nærhed og kontakt mellem mennesker og at blive set i en verden, hvor smartphones i mange sammenhænge har erstattet den menneskelige kontakt. Det er også et håb om, at folk ser, hvad der sker omkring dem, og at de tør tage ansvar for deres medmennesker og omverden. Andre skriver om det håb, de får fra troen:

- Det giver mig håb, at der altid vil være en, der passer på mig og tilgiver mig (Gud), når jeg en gang imellem fuck'er up.

- Jeg håber alle må finde en indre fred og ro i troen på Gud ... det trænger vi til ... det trænger jeg til.

Begge konfirmander beskriver et håb, der kommer fra troen på, at Gud altid passer på mennesket, også når det fejler, og den ro nogen finder i troen på Gud, og som konfirmanden håber, at andre også finder.

Fritze Steiner-Johnsen kan allerede nu mærke, at der er sket en udvikling i konfirmanderne, men hun håber, at den vil fortsætte, efter konfirmationsforberedelserne er afsluttet.

Læring tager tid

Fritze Steiner-Johnsen ved, at læring ikke nødvendigvis sker fra den ene dag til den anden, for som hun siger: ’Læring er måske noget, der først kommer i morgen’. Men hun tror alligevel, at hun har sået et håb i konfirmanderne, som vil vokse med dem resten af livet.

- Jeg tror, at vi har sået et kim, som ligger og ulmer og som lige så stille vokser. Når de så står i forskellige livssituationer, så vil de blive mødt af den kim, som er i dem.