Anmeldelse af Ane Riel: Bæst

Der er et bæst i os alle

Camilla Munch, præst i Vangede Kirke

BOGANMELDELSE: Ane Riel har skrevet en vild og fabulerende fortælling om ondskab og godhed, længsel, lyst og liderlighed. Og Bibelen lægger horisont til det hele.

Jeg plejer at sige til mine konfirmander, at kendskab til Bibelens store fortællinger vil hjælpe dem til gode karakterer, når de engang skal sidde ved eksamensbordet tolke på stor litteratur og film. Selvfølgelig er det ikke kun derfor, de skal kende dem, men alle kneb gælder over for teenagere, der ikke synes, de har brug for andet end deres nu.

Kan man sine bibelhistorier, får man i hvert fald mere med sig af Ane Riels Bæst, end der loves i den noget blodfattige bagsidebeskrivelse, som forlaget udstyrer bogen og læseren med. Der opsummeres Bæst som en stor fortælling om skyld og uskyld og samtidig en lille varm historie om et usædvanligt venskab. Så er der heller ikke sagt for meget.

Foto: Alex Nyborg Madsen

Romanen ér en fortælling om skyld og uskyld, men det er også en roman om ondskab og godhed, og den knivsæg, der somme tider alene adskiller de to. Den handler om had og kærlighed, om relationer, der skaber liv og lægger dem øde. Det er en roman om at have magt over andre og bruge den. Det er en roman om længsel, lyst og liderlighed, om at tilpasse sig og bryde ud, om landflygtig og hjemkomst, om skam, fortvivlelse og ligegyldighed, og ja, om venskab, som bagsiden påpeger. Men altså også en hel del andet.
Selv fuldfede teologiske kernebegreber som soning, tilgivelse, offerdød og opstandelse, der kan få præster og andet godtfolk til at slikke sig om munden, giver Ane Riel liv og krop, i sin vilde og fabulerende fortælling.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, at alt det kan klemmes sammen på bogens knap 400 sider. Naturligvis udfoldes alt ikke lige meget, men begreber, tanker og følelser får noget at spejle sig i. Jeg kender ingen, hvis liv fuldt ud minder om personerne i denne bog (heldigvis), men alle, jeg kender, vil kunne genfinde noget af sig selv, genkende nogle mønstre i personlige relationer, og det er i den slags fortællinger vores liv åbnes.

Ikke let at styre

Hele molevitten foldes ud mellem hovedpersonerne Mirko, Leon (med kælenavnet Dodo efter den uddøde fugl donten), Danica, Karl – og en række vigtige og mindre vigtige bipersoner.
Mirko er den blide, kønne og loyale yngste søn på nabogården, der en dag kommer forbi på det husmandssted, hvor den unge kvinde, Danica, prøver at holde skindet på næsen for sig selv og sin døve mor, efter at faderen er død og hendes søskende har forladt hjemmet. Hun er smuk som morgenrøden, Danica, og ved synet af hende er Mirkos skæbne beseglet. Det tager ikke mange sætninger at begribe. Hun er dog ikke let at blive klog på eller at styre. Der er mænd, der prøver, og mænd, der fejler. Hun har appetit på dem og på livet. Og imens hjælper Mirko på hendes gård for at få det hele til at hænge sammen. Han lurer på hende i skjul, som en David lurer på Batseba, og venter som en anden Josef på, at han har udstået tid nok, til at han kan få hende.
Men Danica er hverken Batseba eller Rakel. Hun er nærmest en Delilah, en Lillith, der fordrejer hovedet på mænd, og med sin kærlighed klipper dem ned og piller det ud af den, som hun forelskede sig i. Som Karl, det store voldsomme mandfolk, der pludselig viser sig for hende og tager hende med storm, igen og igen.

Det vil han gerne blive ved med, men da Danica bliver gravid og nedkommer med Leon, ændres alt. Leon er et mirakel, egentlig, for Danica har lægens ord for, at hun ikke kunne få børn. Men mirakler kan være svære at håndtere, og det kan børn jo sådan set også. Leon, løven, er sød og mild og nem, men så stærk og voldsom, at han gør ondt på dem, han kommer i nærheden af, af ren og skær venlighed og begejstring. Han vil gerne nusse og nusses, men det kan ingen holde til.

Undtagen Mirko, der holder af Danicas søn, som var det hans egen. Eller som om de var brødre. Måske fordi han ser ham, med den kærlighed, han har til Danica, måske fordi han ser den godhed, der gemmer sig bag voldsomheden, måske fordi han ser ham som et lille Guds barn, og intet andet.

Alle, jeg kender, vil kunne genfinde noget af sig selv, genkende nogle mønstre i personlige relationer, og det er i den slags fortællinger vores liv åbnes

Vi gør det onde

Mirkos forældre er gudfrygtige folk, der ved, hvornår de skal bede om hjælp og sige tak. Og med bekymring opdager de, hvad der er på færde, og prøver af ændre den livsbane, deres søn er slået ind på. Forgæves, naturligvis. Det er, som om Ane Riel er nået frem til samme konklusion som Paulus: Vi gør det onde, selvom vi vil det gode, og nogle gange ender det gode, vi gør, med at blive ondt. Et tema, der også kan findes i hendes nyligt filmatiserede roman, Harpiks.

Der er ingen happy ending på romanen, Bæst. Eller måske er der. Det er nok op til læserens gemyt. I hvert fald er der undervejs masser af drama, liv og død. Alt sammen beskrevet med en vidunderlig lethed og flow i sproget, der gør, at den solide roman glider ned som en letfordøjelig krimi. For folk med hang til bibelhistorier er det sjovt at se, hvem man kan genkende i romanens figurer fra det bibelske persongalleri. Måske er det ikke forfatterens hensigt. I bogens efterskrift kan man læse, at inspirationen blandt andet er hentet fra John Steinbecks Mus og mænd. Det ses i romanens setting, et landarbejdermiljø, hvor mennesker tjener til føden i deres ansigts sved, et ikke navngivet sted sydpå. Nogen indignation er der dog ikke at hente.
John Steinbecks bøger har ofte en bibelsk horisont, fordi der siges noget sandt og erfaringsnært om menneskers liv og vilkår. Og om Ane Riel vil det eller ej, virker det, som om horisonten er fulgt med inspirationen.

For Gud er med i romanen. Som en slags normalitet, et holdepunkt, i hvert fald for nogle af karaktererne, en at læne sig op ad og støtte sig til eller skælde ud på. Og det er ikke det ringeste at have for os, der lever i en verden, hvor livet indimellem render af med os.
Ane Riels romaner er gode at have med på vejen, især for os, der ved, at vi har brug for mere end os selv for at forstå, hvem vi er, og hvad der sker mellem mennesker. Bæst er læst med fornøjelse – og kan måske give lidt kød på personerne, næste gang jeg skal fortælle en bibelhistorie for mine konfirmander.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner