Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

En blues om valg og konsekvenser

Af Ulla Skorstengaard, præst i Gilleleje Kirke

BOGANMELDELSE: Historien om Asta er stor, næsten mytisk fortælling om svigt, skyld og skæbne og om, at intet nogensinde er helt enkelt i nærheden af et menneske.

Jeg læste ’Historien om Asta’ i et svimlende sug en sensommersøndag i august. Kunne ikke slippe den. Eller den ville ikke slippe mig. Natten efter var fyldt med drømme. Sådan en kraft er der i historien. Man kaldes tilbage til Asta igen og igen af en æggende uudgrundelighed.

Hvem er vi, og hvordan bliver vi til dem, vi er? Det er de grundlæggende spørgsmål, bogen rejser gennem fortællingen om Asta. En ung islandsk kvindes skæbne, skildret fra tre perspektiver. Set fra hendes døende far, mens han i korte glimt ser livet passere revy. Set fra en digter, der sidder ved havet i nærheden af et fyrtårn og har sat sig for i hast at kradse beretningen ned. Og endelig set med Astas eget tilbageblik, set fra de breve, hun sidder og skriver i sin lejlighed i Reykjavik, hvor hun bor for sig selv. Det er faderens tilbageblik, der fylder langt det meste af bogen, men det er nødvendigt med flere perspektiver, hvis man vil skildre et menneske, når nu ”ingen kan fortælle om livet/ bortset fra Gud/ og Gud findes ikke…” – som digteren noterer.

Asta er barn af en filmstjernesmuk mor, der hurtigt efter fødslen forsumper i druk og drifter. Astas ellers omsorgsfulde og godhjertede far bliver fraværende og stivsindet, og en fattig kone tager Asta til sig, da hun kun er syv måneder gammel.

Svigter selv

Det kan kun gå galt for Asta, og det gør det. Hun kommer selv til at svigte sit barn, forsøger at tage sit eget liv og bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Og så forsumper hun alligevel slet ikke. Hun opnår tværtimod akademiske titler i både teologi, teatervidenskab og sprog – og bliver ekspert i Søren Kierkegaard. På den måde bliver ’Historien om Asta ’en fortælling om at realisere drømme og muligheder med de vanskelige valg, det indebærer.

Men det er også meget mere end bare en fortælling om en ung kvindes skæbne. Bogen har dybde og lag som myter og store klassikere og en egen fortættet cirklende komposition.

Her er den klassiske tragedies store temaer i spil i en moderne udgave. Tilmed i fem akter. For bogen handler om skyld og skæbne – og de forkerte valg, ethvert menneske kommer til at træffe med tragisk nødvendighed, fordi man er, som man er, og i visse situationer – eller måske altid – handler pr. refleks.

Men historien om Asta viser også, hvordan selv de mennesker, der er helt tæt på, kan fejllæse en situation – for hvad ved vi egentlig om et andet menneske?  Og hvad ved vi om baggrunden for et valg og en reaktion?

På én gang skyldig 
og uskyldig

Jeg er et barn af mine forældre, og hvem er jeg så selv, spørger Asta. Det handler om hvad, omgivelserne gør ved et menneske – og derved netop den klassiske dobbelthed af på én gang at være skyldig og uskyldig. Det er der en trøst i, mente allerede Søren Kierkegaard, som så det komiske i mennesker, der bilder sig ind at være deres egen begyndelse. Selv kommer jeg til at tænke på dem af mine konfirmander, som er ved at synke i knæ i angst for ikke at træffe de rigtige valg og ikke at være dygtige nok, når de tror, at alting afhænger af dem selv.

Med stor indlevelse og sympati Jón Kalman Stefánsson lykkes det at skildre de utallige motiver og årsager, der spiller med ind i Astas skæbne, så man sidder tilbage med den uudgrundelighed og rigdom, ethvert menneskeliv rummer og derfor med en dybere forståelse for, at intet nogensinde er helt enkelt i nærheden af et menneske. Det er komplekst. Det er detaljerigt og nuanceret og svimlende præcist. Som brikker i et stort puslespil.  En fortællestil som minder mig om Karen Blixens og Thomas Manns forfatterskaber – i en opdateret og egenartet skikkelse.

Vemodig blues

Samtidig har ”Historien om Asta” en lethed over sig som et underfundigt fortryllende stykke musik. Af den vemodige slags. En blues af den slags man synger og spiller, når livets store storme og glødende lidenskab har raset og man sidder tilbage med sig selv og de konsekvenser, man ikke kan løbe fra, og når der med Jón Kalman Stefánssons ord ikke er nogen vej ud af verden.

Måske skulle man da hæfte sig ved den kraft, der hele tiden kalder én tilbage til Asta – og ved selve dens cirklende komposition, der trækker hele historien sammen, så den foregår i løbet af de få øjeblikke Astas far ligger døende. For hvad nu, hvis tiden vender tilbage? Hvad nu, hvis død og liv er så fortættet, at de er hinandens begyndelser? Er det så nogensinde for sent at angre eller at sætte sig ned og skrive?

“Giv mig et navn, og det er straks op ad bakke for døden”, lyder det poetisk om sprogets kraft over for tidens tand. Det er den slags uudgrundelige dybder i bogen, som godt kan fylde nætter med forunderlige drømme – og håb.

Smagsprøve

Man begynder med begyndelsen:
Vi befinder os i den vestlige del af Reykjavik
i nitten hundrede og halvtredserne, og jeg fortæller hvordan Asta fik sit navn.
Men mister så grebet

Astas forældre, Helga og Sigvaldi, valgte navnet, mens hun stadig lå i livmoderen, overbevist om at de ville få en pige, og tog det fra Halldor Laxness’ roman Frie mænd som udkom i 1934-35. De læste bogen sammen mens Asta voksede og tog form i livmoderen og græd over dens slutning. Også Sigvaldi, som ellers ikke havde grædt siden han var barn, troede ikke længere at han kunne. De græd der hvor Bjartur, Astas far, løfter den udmattede og døende pige op idet de fortsætter ind over den uvenlige højslette, fjerner sig fra livet: “Hold fast om min hals, min blomst,” siger Bjartur. “Ja,” hviskede hun. “Altid – så længe jeg lever. Din eneste blomst. Din livsblomst. Og jeg skal ikke dø lige med det samme.”

Naturligvis græd de. Disse linjer, denne afslutning, ville kunne få sten til at fælde tårer. Alligevel fristes man til at overveje om det nu også var … optimalt … at opkalde hende efter en romanperson man ganske vist nemt gribes af, men som på den anden side levede og skulle dø i skyggen af sin far, hos hvem der ikke voksede meget andet end stivsind og det vanheld og den brutalitet som følger af at man er komplet ude af stand til at sætte sig i andres sted. Jeg døber dig Asta, fordi en anden Asta døde oppe på en kold højslette mens hun hostede blod på sin fars alter.

Det var Sigvaldi der foreslog navnet. Helga tøvede, men accepterede da det gik op for hende at hvis man fjerner det sidste bogstav i navnet får man ordet ast, der betyder kærlighed på islandsk. Hendes navn skulle derfor ikke kun genkalde oplevelsen af den store bog, og det dybe indtryk læsningen havde gjort på Astas forældre, men også, noget som sikkert var mindst lige så vigtigt i Helgas tanker, minde dem selv og hele verden om hvor kort der kunne være til kærligheden i dette liv. At Astas liv var udsprunget af kærlighed, og at hun skulle vokse op i kærlighed.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner