Kristian Leth: Håb. Et forsvar for fremtiden

Håbet skabes ikke 
af fornuft alene

Af Jørgen Christensen, provst i Hillerød

BOGANMELDELSE: Kristian Leth har skrevet en væsentlig og velgørende bog om pligten til at håbe, men i hans fokus på det rationelle og videnskabelige lykkes det ikke at tænde det håb hos læseren, som han ønsker.

Dommedagsprofeter har kronede dage. Døgnet rundt tæppebombes vi med oversvømmelser, skovbrande, tørker, smeltende poler og følelsen af, at vi i den kosmiske kalender nu er nået til den 31. december, hvor dommedagsklokken er tæt på at falde i slag.

Kristian Leth har skrevet sin bog i oprør og protest mod vor tids måde at se vores NU som enden på det hele. ’Håb’ er et opgør med mismodets ængstelighedskultur, hvor optimister er fjolser og pessimister er vismænd. Den er skrevet ud fra en pligt til at give barnet tro og håb for fremtiden.

Alle os, der fra barnsben har levet med frygten for den kolde krig, Barsebäck, syreregn, atomkrig, hiv/aids, hul i ozonlaget, terror, trumpisme og al landsens andre ulykker – vi har brug for denne bog om håb. Fordi den både rummer et sagligt videnskabeligt opgør med pessimismen, og fordi den står som et manifest til os selv og vores børn om ikke at give op og lade stå til. En væsentlig reminder om, at det er mere skadeligt at sprede opgivelse og pessimisme end CO2.

Ældgammel tradition

Jeg skriver denne anmeldelse 2. søndag i advent, hvor vi i alle landets kirker har lyttet til Jesus’ ord: ”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.” Det minder om, at Kristian Leth skriver sig ind i en ældgammel tradition, hvor der må modsigelse til, når vi igen forfalder til at male fanden på væggen.

”Sortsyn er klarsyn,” sagde Strindberg, og det svarer fuldstændig til Kristian Leths iagttagelse af, at den, der er bange for fremtiden og tror det går dårligt, forekommer os troværdig. Mens den, der siger, det går bedre, forekommer overfladisk og useriøs.

På en måde kan et vers fra Kim Larsens sang til Susan Himmelblå fra 1982 stå som en overskrift over Kristian Leths projekt:

Hvis nogen si’r det hele går ad helvede til
Så tro dem ikke
Det har altid været sådan, og det bli’r det nok ved med
Tror du ikke?
Men lov mig, at du aldrig bli’r træt
Af livet en skønne dag
For du er Susan Himmelblå
Og det er dit fra nu af

Videnskabeligt opgør

Trods det, at Kristian Leth også er musiker og forfatter, så vælger han her et sagligt videnskabeligt opgør med pessimismen og dystopierne. Gennem fire interview med en klimaekspert, en statistiker, en videnskabsmand og en historiker dokumenterer Kristian Leth, at de såkaldt gode gamle dage var meget værre end den tid, vi lever i lige nu og her.

Dengang levede betydeligt flere i ekstrem fattigdom, der var flere krige, børnedødeligheden var større, gennemsnitsalderen lavere, epidemierne ramte hårdere, volden og kriminaliteten var værre.

Forskellen er kun, at vi i dag hører om det hele 24/7. Et hjemmerøveri i Brønshøj, seks trampet ihjel på et diskotek i Frankrig, et bandeopgør på Christiania, en lavine i alperne … Og vi kan hverken sortere eller kapere det, og frygten gør os livrædde. Det er velgørende, at Kristian Leth tager livtag med denne ængstelighedsepidemi.

Men en ting er Kristian Leths analyse og opgør med vores falske forestillinger, noget andet er er hans ønske om at være med til at tænde håb. For som han skriver det i forordet, så er udgangspunktet ”et fornuftigt og realistisk argument for optimisme.”

Som præst kan jeg ikke lade være med at tænke: Kan vi klare os med fornuft og realisme alene? Jovist, menneskets idekraft og innovative evner har igen og igen skabt ny teknologi. Pontoppidans Lykke-Per drømte om bølgeenergi, og Kristian Leth sætter sin lid til, at innovationen og evolutionen får frit spil. Et håb, som jeg deler, når det handler om at skabe bæredygtige resurser, cirkulære økonomier, ny kræftmedicin osv.

Savner blik for håbspotentialet

Men jeg mener, Kristian Leth tager fejl, når han i kapitlet om ”Den uovervindelige modstander” (nemlig døden) når frem til, at kristendommen er dødsfornægtende og præget af en evighedslængsel, hvor det handler om at snyde døden og komme ind i lyset.

Kristian Leth skriver, at ”overvindelsen af døden er selve pointen med frelsen i historisk kristendom”, og selvfølgelig er der kristne sekter og traditioner, der har set på livet som en jammerdal, der skulle overstås for at komme frem til det evige liv hos Gud.

Men Kristian Leth savner blik for det håbspotentiale i den kristne tro, der ikke retter sig mod det himmelske, men mod det jordiske. Det kommer for eksempel til udtryk i et citat, der er tillagt Luther: ”Hvis jorden går under i morgen, så vil jeg plante et æbletræ i dag.” Og uanset om Luther faktisk er ophavsmand, så går udsagnets opgør med håbløshed, resignation og apati som en rød tråd gennem den lutherske kristendomsforståelse.

Ora et labora – bed OG arbejd. Sådan lyder den gamle klosterregel, og den understreger det samme: Vi har pligt til at arbejde, som om bøn intet udvirker, og til at bede, som om arbejdet ingenting nytter.

Alle bogens kvaliteter til trods savner jeg i bogen en dybere forståelse af, hvad troen betyder for håbet allerede her og nu i det jordiske. På min bogreol står en lille slidt bog af Jürgen Moltmann med titlen ’Håbets kirke’ fra 1972, og hvis jeg mødte Kristian Leth, ville jeg forære ham en kopi med alle mine understregninger. For her er håbet ikke forankret i optimisme, men i tro på håbets Gud, hvor bibelen læses som bogen om Guds håb. Tænk også på Martin Luther Kings berømte tale: ’I have a dream’ – den udsprang ikke af optimisme og fremskridtstro, men af en stærk tro og et håb på trods.

Det ender godt, siger den kristne tro. Ikke for at vi skal lade stå til og være ligeglade, men for at vi skal turde kaste ud i at handle, også selv om det ser håbløst ud. Eller med Kim Larsens lidt blufærdige måde at sige det til Susan Himmelblå:

Englene de kyssede dig
den dag, da du kom hertil.
Det er jeg ganske sikker på,
så kan du tro hvad du vil.

Kristian Leths bog er, trods mine kritiske indvendinger, en både velskrevet, tankevækkende og nødvendig bog i en ængstelighedskultur, hvor apatiens og mismodets fristelse lurer på os alle. Den anbefales som modvægt og værn mod al verdens katastrofehistorier.

Og den minder os om den vigtigste regel i al børneopdragelse: Du må aldrig tage modet fra et barn!

Gå på opdagelse i 

folk&kirkes magasiner