Anmeldelse af Niels Frid-Nielsen: I en tynd tråd

Litteratur kan noget, diagnoser ikke kan

Af Hanne Jul Jakobsen, sognepræst i Møllevangskirken

BOGANMELDELSE: I 2012 fik Niels Frid-Nielsen konstateret en hjernetumor på størrelse med en mandarin. I denne bog deler han generøst ud af sin historie og erfaring med at leve helt tæt på døden.

Gennem otte år har Niels Frid-Nielsen måttet vænne sig til at leve med en hjernetumor, der indimellem rører på sig. Det har givet ham oplevelsen af, at han er forpligtet til at gøre sig umage med livet. Han har selv oplevet, hvordan andres fortællinger, film, sange, litteratur og kunst i det hele taget hjælper ham til både at forstå og forbinde sig med omverdenen igen, efter at han blev syg, og derfor føler han sig forpligtet på også at dele sin egen historie.

Jeg har ellers en nedarvet og voldsom modstand mod ideen om, at det skulle være særligt interessant, når kendte mennesker deler ud af deres erfaringer, tro og gode råd. So what? tænker jeg. Måske sådan lidt jantelovs-agtigt. Jeg får røde knopper af kendte mennesker, der namedropper deres andre kendte venner, som om det er helt naturligt at drikke kaffe med Bille … August forstås. Denne her bog gør alt det, jeg ikke bryder mig om. Og den er god alligevel. Hvorfor? Fordi den føles ærlig. Den forfalder aldrig til enkle klicheagtige livsstilsråd. Jeg kan anbefale den til alle, der trænger til at få rusket lidt op i prioriteringerne i deres liv.

Jeg tilgiver fuldstændig Niels Frid hans kendthed og hans namedropping og synes, vi alle sammen kan blive klogere af at læse denne bog.

Tumor i hjernen

Vi begynder på operationsstuen. I minutterne før narkosen, hvor Niels Frid-Nielsen er helt bevidst om, at det, der skal ske nu, er helt afgørende. Måske skal han aldrig se sin kone og børn mere. Måske dør han under operationen. Måske overlever han, men uden at være sig selv. Det kan også være, det går godt. Han er alene i det øjeblik, han forsvinder ind i narkosen.

Og så begynder vi forfra. Han tegner et billede af sin barndom, ungdom, familieliv og ikke mindst et professionelt liv, der er gået let og legende. Han har været heldig, dygtig, privilegeret og oplevet mere end de fleste. Han har stået skarpt. Lige indtil for et år eller måske længere siden, hvor han nu, i bagklogskabens klare lys, kan se, at hans kone havde ret i sin bekymring. Han var ikke længere skarp; han var træt, upræcis, kort for hovedet og fik et temperament, han ikke tidligere havde haft. Selv havde han slået det hen. Været ligeglad. Den periode over et par år, hvor han forandrer sig uden selv at være bevidst om det, skræmmer ham. Nu ved han, at det er tumoren, der er vokset i hjernen på ham.

I størstedelen af bogen koncentrerer han sig om tiden lige før og efter operationen. Om chokket og bagefter genoptræningen, om at være syg, om kontakten til sygehusvæsnet og om hans tilbagevenden til hverdag, familie og jobbet på DR. Sandsynligvis vil de, der selv er ramt af alvorlig sygdom, og ikke mindst deres pårørende have glæde af at læse den del. Selv oplever jeg bogen stærkest i det, han kalder den ”eksistentielle genopbygning.” Her bruger han kirken og kunsten i sin insisteren på at fastholde virkeligheden.

I kirurgens og Guds hænder

For sygdommen får Niels Frid til at gå mere i kirke. Han holder af at sidde i kirkerummet og forlige sig med sit liv og sin skæbne. Han giver sig også til at læse i Bibelen og fæstner sig ved Jesus´ korsfæstelse:

”Jesus hænger på korset og tænker: ”Hvorfor mig?” Men ved nærmere eftertanke siger Jesus: ”Jeg lægger mit liv i dine hænder, Gud.”
”Da jeg blev opereret, lagde jeg mit liv i kirurgens hænder; men også i Guds. Jeg ved ikke, om jeg ligefrem vil kalde det et mirakel, at jeg overlevede. Men jeg føler næstekærligheden – sammen med kompetent kirurgisk håndværk – bar mig igennem operationen og sygdommens farligste faser (…) Der skal så lidt til, om man ender på den ene eller anden side af liv og død. Også jeg spørger barnligt: ”Hvorfor skulle det lige være mig, der fik en hjernetumor?” Men den følelse er heldigvis blevet afløst af en mere blivende taknemmelighed over den kæde af mennesker, der var der for mig, da det gjaldt”

Igen og igen beskriver Niels Frid, hvordan han har været omgivet af næstekærlighed, hvordan han har fundet trøst i det, der forbinder ham til andre mennesker – i det fælles menneskelige. Det har været en livsbekræftende erfaring for ham, men han oplever også, at det forpligter ham på at gøre sig umage i det liv, han lever nu. Umage med at være nærværende. Umage med at leve næstekærligt. Umage med at være taknemmelig for livet. Og en ting mere: Når vi rammes, når vi bliver syge, når tilværelsen vakler og vi hænger i en tynd tråd – så skal vi søge at tage imod den hjælp, vi kan få – både professionelt, i familien og blandt venner og bekendte. Ingen er for stor til at få hjælp. Og han fortæller, hvordan det at få hjælp var nødvendigt for ham, for at han igen kunne tage ansvar. Det er vi mange, der heller ikke er for store til at få repeteret.

Pligt til at dele

Niels Frid er et menneske, der hele livet har været optaget af kunst og kultur. Det har været hans professionelle levebrød, men jo også en interesse og en måde at være i verden på. Da han nu skal finde ud af at leve med alvorlig sygdom, tyr han i vid udstrækning til kunst og litteratur:

”Litteraturen kan noget, diagnoser ikke kan, nemlig fortælle, hvordan det føles at være syg,” skriver han. Han lytter til Kim Larsens ”Pianomand”, ser Bille Augusts film; han læser Christian Jungersens ”Du forsvinder” og Peter Høges ”Gennem dine øjne”. Han læser skønlitteratur og faglitteratur. Og litteratur og kunst i det hele taget bliver for ham en vej at gå, hvor han ikke føler sig helt så alene.

For kunst kan vise os, hvor meget vi har til fælles som mennesker. Og det er netop hans egen oplevelse af, hvor meget det hjælper ham, at andre deler deres liv og erfaringer, der i sidste ende får ham til at føle det som sin pligt at dele sin.

Niels Frid-Nielsen har virkelig lært på den hårde måde ikke at tage livet for givet. Livet fremstod nøgent og klart, da han for alvor blev syg – og det gav ham chancen for en eksistentiel genopbygning af sit liv.

Måske skal man have haft døden helt tæt inde på livet for at kunne se klart? Og måske kan vi andre ikke overtage den erfaring? Sådan tror jeg det er. Men jeg tror også, at det kan gøre noget ved os at lytte til mennesker, der har haft alt og næsten mistet det hele. Jeg tilgiver fuldstændig Niels Frid hans kendthed og hans namedropping og synes, vi alle sammen kan blive klogere af at læse denne bog.

I bogen førsøger Niels Frid-Nielsen –  med det klarsyn, det giver at have været tæt på døden – at sætte ord på det at leve med skrøbeligheden som vilkår. Han har et velgørende opgør med den kampmetaforik, der har indsneget sig i forhold til sygdom. ”Min sygdomshistorie handler ikke om at tabe eller vinde, men om at klare mig igennem og se livet i øjnene”, siger han.

Bogen er ingen selvhjælpsbog for alvorligt syge, men en generøs delen ud af de erfaringer og indsigter, som det har givet Niels Frid-Nielsen at skulle leve med sygdom. Jeg tror han har ret i, at netop det at læse andres oplevelse og tanker om liv, død og eksistens kan være en måde for os at forstå og forbinde os med hinanden.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner