Svend Brinkmann: Det sørgende dyr

Sorgen gør os til mennesker

Af Sigurd Victor Stubbergaard, præst i Brøndbyvester Kirke

BOGANMELDELSE: Sorg hører til menneskelivet og skal hverken diagnosticeres eller medicineres væk. Svend Brinkmann giver en stikpille til diagnosesamfundet i sin nye bog, der ganske vist er en fagbog, men rasende velskrevet og værd at læse for alle.

Forestil dig, du er til en begravelse. Sådan lyder det i Svend Brinkmanns nye bog Det sørgende dyr. Du har mistet din mor, din højtelskede mor, hende, som har fulgt dig, nærmest før du blev til. Den første gråd, de første skridt, første skoledag, din første kæreste, dit bryllup, dine børn. Hun har altid været der. I alle de store øjeblikke.

Nu står kisten i midten af kirkerummet. Hver gang du ser på den, tænker du på din mor og på, hvor meget du savner hende. Præstens tale fylder dine øjne med tårer, og hver gang orgelet spiller og du prøver at synge med på salmerne, må du stoppe, fordi det får dig til at græde. En samtale er afbrudt, et bånd er klippet over, en datter er nu uden sin mor. Du mærker et hul i livet, et afsavn, som er så dybt, at tårerne triller ned af kinderne og du må fortvivlet begrave dit ansigt i dine hænder. Du er ramt af sorg – et sørgende dyr, som Brinkmann kalder det. Mennesket er nemlig det eneste dyr, der virkelig kan blive ramt af sorg. Sorgen er en helt naturlig del af livet, ja, den gør os måske netop til mennesker og ikke dyr, og derfor skal den ifølge Brinkmann hverken diagnosticeres eller medicineres væk. Vi må simpelthen lære at leve med den

Meget at hente

Svend Brinkmann har brudt lydmuren. Den mur, der er mellem det lærde universitet med latinske fagtermer og tykke, støvede bøger, og så livet som det leves derude; der, hvor mennesket er, som mennesket nu engang er: helt almindelige, med helt almindelige tanker om stort og småt. Brinkmann formår det, som de færreste kan, nemlig at danne bro mellem disse to svært forenelige sfærer. Kioskbaskerne Stå fast, Ståsteder og Gå glip har solgt i tusindtal og givet hele Danmark stof til eftertanke. Det er en beundringsværdig bedrift.

Men lad det være sagt med det samme: Det sørgende dyr kommer ikke til at ligge på hele Danmarks sengebord. Ikke fordi bogen ikke er rasende velskrevet og rystende vedkommende, men fordi bogen er en fagbog – leveret i et akademisk sprog med litteraturhenvisninger, som det hører sådan en til. Det er ingen kritik, tværtimod, og har man først slået ord som ’interkorporalitet’, ’exterioritet’ og ’interdependens’ op og er parat til at kæmpe sig igennem noget af det sværere stof, så er der meget at hente i Brinkmanns nye bog. Egentlig henvender den sig til fagpersoner, folk, der arbejder med eller er særligt interesseret i sorg, men den er relevant for alle, netop fordi sorgen er et fænomen, der hører selve menneskelivet til. For hvem kan gå igennem livet uden sorg? Sorgen befinder sig lige i hjertet af den menneskelige eksistens. Derfor er bogen ikke bare ’interessant’ og ’spændende’. Den er meget mere end det, den er eksistentielt vedkommende, uanset om vi har mistet et elsket menneske eller ej. Den handler om, hvad det vil sige at være menneske, den handler om mig, sådan som jeg er, og findes der noget mere væsentligt end det?

Svend Brinkmann. Pressefoto, Klim

Sorgen sidder i kroppen

Sorgen har eksisteret, lige så længe som mennesket har været til. Det er menneskets gave (og forbandelse) at være forbundet til andre mennesker, og derfor er sorgen også vores tro følgesvend. Brinkmann fører med let og klar pen læseren igennem sorgens kulturhistorie: fra det 4500 år gamle babylonske Gilgamesh-epos, hvor kong Gilgamesh vandrer hvileløst rundt i ørkenen efter sin vens død, til de græske tragedier over middelalderen og romantikkens sorgkultur og op til moderne tid. Fælles for disse vidt forskellige tiders sorgskildringer er, at sorgen sidder i kroppen – det er kroppen, der sørger. En foroverbøjet krop, et hængende hoved, hænder, der tildækker ansigtet. Brinkmann viser, at kunsten er fuld af eksempler på sorgens kropslige udtryk, og inddrager flittigt små montager af litteratur, digte, malerier, film og tv-serier for at underbygge sine pointer.

Og det er ikke tilfældigt, at Brinkmann skeler til kunsten, når han skal forsøge at nærme sig fænomenet sorg. Ligesom kunstneren, der maler et billede, forsøger Brinkmann nemlig at beskrive sorgen, indkredse den, for derigennem at finde frem til sorgens væsen. I stedet for at stå i hvid kittel i laboratoriet og dissekere sorgfulde hjerner for at finde frem til sorgens ’sorte boks’, så bevæger Brinkmann sig ud i livet. Derud, hvor sorgen er og erfares af det enkelte menneske.

Han viser, at sorgen kun er mulig, fordi vi som mennesker altid hænger sammen med andre mennesker. Vi er aldrig helt alene, der er altid en anden. Det betyder, at det inderste af mennesket, menneskets selv, radikalt er vendt udad. Selvet indgår altid i en relation til andre, og når vi mister en, vi har en nær relation til, mister vi derfor også noget af os selv.

På denne måde er det poetiske udtryk om, at sorgen er kærlighedens pris, dens skyggeside, ganske rammende. Sorgen er kærlighed, der bliver hjemløs, kærlighed, der så at sige ikke kan finde sin partner. Sorgen er simpelthen det, der gør os til mennesker.

Af jord er du kommet

Orgelets toner klinger af i kirkerummet. Præsten træder frem foran kisten. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Kisten bæres ud, I lægger roser på kisten og siger et sidste farvel. I dagene efter, ja, i ugerne efter, måske selv i årene efter, mærker du stadig sorgen. Skal du så ’komme videre’ og forsøge at bryde båndet til din afdøde mor, spørger Brinkmann retorisk. Nej, mener han. Du skal bevæge dig videre ’sammen med’ den afdøde, du skal forsøge at fastholde hende i erindringer, historier og genstande, der kan indramme relationen mellem jer. Sorgen og smerten hører med til livet, der findes ingen kurerende pille mod livets smerte, for et liv uden sorg er et liv uden kærlighed. Og hvem ønsker det?

Gå på opdagelse i

Andre magasiner