Nietzsche ville nok have tabt livslysten med MeToo. Vi andre må give den til hinanden.

Af Karsten Møller Hansen, præst i Taarnby Kirke

KOMMENTAR: Magt er et grundvilkår mellem mennesker. Det er godt, at vi taler om at få sagt fra over for andres magtovergreb, men det er mindst lige så vigtigt, at vi forstår, hvor vi selv har magt, og taler om, hvordan vi undgår at misbruge den.

Sex handler ikke om sex men om magt. Sexisme handler om magtstrukturer. Det hele handler altså om magt. Men hvad er magt? I kort form er magt at få det, man gerne vil have.

Problemet med magt er, at den altid er magt over noget andet. Og at den ofte er skæv. Ens mor har stadig en magt over én, så man som voksen står som en lille dreng, når hun kigger på én. Din storesøster ved lige, hvordan hun kan få dig til at gøre det, hun vil have dig til. Du vil stadig gerne have din fars anerkendelse, hans magt over dig kan du leve under hele livet. Men du har også en magt over dine forældre, du kan lade være med at se dem, og du har magt over dine børn, deres liv afhænger af dig. Det er ikke kun i relationer, som pludseligt bliver seksuelle, at der ligger magt; det gør der i alle relationer. I få af relationerne er magten så tydelig fordelt, at det udelukkende er den ene, der har den. I alle andre relationer har man både magt og ikke-magt. Et neutralt magtløst rum findes ikke. Hverken lovgivning, en stærk ligestillet kultur eller en helt opdateret personalehåndbog kan skabe et sådan rum. Magt findes altid. Spørgsmålet er derfor: Hvordan undgår man, den bliver misbrugt?

Det problematiske med magt begynder som regel først der, hvor det bliver sløret, hvor mødet er slut og chefen møder den ansatte i elevatoren, og senere er der måske firmafest. Hvis chefen ikke er opmærksom på den magt, der er blevet tildelt i forhold til arbejdspladsens bedste, nu bliver taget med ind i det menneskelige område, hvor den ikke har noget at gøre, så opstår der ofte en magtanvendelse, nogle gange med fuldt overlæg, andre gange utilsigtet, fordi han eller hun har glemt at overveje magtforholdet.

I kristendommen nivelleres magten. På Jesus’ tid lå børnene i magthierarkiet lige over hundene og de andre dyr. Lad de små børn komme til mig, siger Jesus og tager børnene, synderne, de fredsløse, kvinderne, alle dem, som ikke havde nogen magt, til sig – og vender dermed magten om. Selv rider han ind i Jerusalem, ikke på en kongelig hest men på et æsels føl, og da han hænger på korset, har han ikke magt til at undslippe. Afmagten er magten i kristendommen, den største magt er at give den væk. Hvilket Nietzsche senere gennemskuede som et muligt hykleri i kristendommen: Der ligger en lige så stor magt i at vende den anden kind til som at slå. Du skal blot vente lidt længere, så har den der slår slået sig træt.

For Nietzsche er viljen til magt viljen til liv. Ethvert menneske vil noget, det er menneskets natur. Den, der ikke vil noget, lever ikke. Forskellige magtsyge menneskers misbrug af Nietzsche til at legitimere deres egen magt har gjort, at det som er et naturligt behov i os ifølge Nietzsche, at få det det, man gerne vil have, i dag er noget de fleste prøver at skjule. Ikke engang dem, der retmæssigt har magt, tør stå ved det. De siger, de har indflydelse. Når vi taler om magt i dag, er det den kristne magtforståelse, vi taler ud fra; særligt som den viser sig i de protestantisk lande, og som den er blevet formuleret i menneskerettighederne. Vi vil ikke have folk med magt. Magt stiller ikke folk lige. Magt er et negativt ladet ord. Sig ordet højt, og dine skuldre trækker sig sammen.

Der er meget godt at sige om denne magtforskrækkelse. Bortset fra, at selvom vi ikke kan lide magt, så findes den. Fordi alle vil noget, og det man vil, vil man selvfølgelig gerne have opfyldt. For Gud er vi alle lige, her har vi ingen magt, men over for hinanden har vi. Det var allerede Paulus klar over. Det var derfor, han havde travlt med at fortælle menighederne, hvordan de skulle leve sammen. Han vidste, at stiller man alle lige, er der altid nogen, der ender med at stille sig over de andre – og det er ikke altid de rette. Så magten skal tildeles for fællesskabets bedste - og med rod i antikken og inkorporeret i kristendommens ligestilling af mennesker og senere tilsat oplysningstidens humanistiske menneskesyn fik vi det fungerende demokrati, vi har i dag.

I et demokrati fordeles magten, så den kan kontrolleres på bedste måde. På samme måde indordner vi os alle steder i livet. Vi giver hinanden magt til og dermed ansvar for forskellige opgaver. Den ene har ansvaret for haven, den anden køkkenet. Den ene kører børnene til sport, den anden hjælper dem med lektierne. Det er ikke altid, det er aftalt ved et møde, men stiltiende gennem årene blev det sådan. På arbejdspladsen arbejder vi også med tilkæmpet og tildelt magt. Hver og en har en magt til at administrere sin arbejdsopgave. Forestil dig, at du hver gang, du mødte ind på arbejde, sammen med alle andre først skulle finde ud af, hvad din arbejdsopgave er, og derefter hvad du har magt til at udføre. Hvis du synes, at politikerne taler mere, end de handler, forestil dig så, at de hver gang de mødtes i folketingssalen, først skulle finde ud af, hvem der havde magt til at sige hvad. Det ville ikke være meget, de fik lavet.

Dem, vi har valgt til magten, politikerne, skal bruge magten; dem vi har tildelt magt: lægen, politiet, skolelæren osv., skal bruge deres magten. Ellers passer ingen af dem deres job, og der vil være andre, der tager magten, andre som ikke har fået den tildelt. Magt er ikke kun et negativt ladet ord. Det giver også mennesker en beføjelse til at udføre det, de er blevet sat til.

Den tildelte formaliserede magt er lettere at have med at gøre, for den er ofte tydelig. Går en regering for langt i sin magtanvendelse, kan og skal man problematisere det. Det problematiske med magt begynder som regel først der, hvor det bliver sløret, hvor mødet er slut og chefen møder den ansatte i elevatoren, og senere er der måske firmafest. Hvis chefen ikke er opmærksom på den magt, der er blevet tildelt i forhold til arbejdspladsens bedste, nu bliver taget med ind i det menneskelige område, hvor den ikke har noget at gøre, så opstår der ofte en magtanvendelse, nogle gange med fuldt overlæg, andre gange utilsigtet, fordi han eller hun har glemt at overveje magtforholdet.

Alle skal altid kunne modsætte sig det magtovergreb, de føler sig udsat for. Det er til hver en tid værd at kæmpe for, og det er det, der sker lige nu. Men det er ikke nok. Lige så vigtigt er det at forstå, at man selv har magt. At kunne sige fra i forhold til en andens misbrug af magt er det ene. Det andet, og det langt sværere, er ikke selv at misbruge sin egen magt, hvilket man let gør, hvis man ikke er klar over, at man har den og faktisk også gerne vil have den. For ethvert menneske kræver det en konstant overvejelse og regulering af ens ønske om at få det, man gerne vil have. Hvert eneste øjeblik står vi et magtforhold, hvert øjeblik kan vi løfte eller trykke hinanden ned med magt. Vi vil altid noget; det er livslysten. Spørgsmålet er, om man også altid vil være opmærksom på, hvad den anden vil.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner