At være kristen
Har Gud skabt verden?

Har Gud skabt verden?

Skal man tro på, at Gud skabte verden på seks dage for at være kristen? Vi har spurgt præst og ph.d Benedicte Hammer Præstholm, som giver sit bud her:

En måde at gå til sit liv på

Skabelse er ikke et spørgsmål om at tilslutte sig enten Big Bang eller bibelhistorien. At tro på skabelse er en måde at gå til sit liv på. 

Bibelen fortæller, at Gud skabte verden, himmellegemer, planter, dyr og mennesker. Skabelsesberetningerne fortæller, at Gud gav mennesker verden med al dens skønhed og rigdom og gav dem til opgave at tage vare på det hele.

I biologibøgerne står der, at verden blev til ved et Big Bang, og at livet udviklede sig gennem tusindvis af år gennem selektion og tilpasning. Det er to forskellige beskrivelser af den samme verden og dens tilblivelse. De har to forskellige formål: Den videnskabelige version vil forklare verden, mens den kristne version vil fortolke verden. 

Vi er vant til at forholde os til den slags dobbeltheder. F.eks. beskriver biologien et barns udvikling og fødsel med ord som celledeling og nervereflekser, mens forældrene taler om et mirakel og en gave. De bibelske skabelsesberetninger fortolker verden og det mirakel det er, at den findes.

At tage eller at få

Livet kan man kun modtage. Man kan ikke skabe sit eget liv. At livet er skabt betyder, at det bliver givet til os, uafhængigt af vores egen vilje eller magt. Livet er Guds gave til os. Hvis man forstår sit liv sådan, kan man leve med taknemmelighed. Taknemmelighed gør os mere opmærksomme på tilværelsens skønhed.

Kristendommen fortæller, at mennesker er skabt i Guds billede. Det betyder, at alle mennesker har lige stor værdi. Værdi er ikke kun noget, man fortjener og sparer op, det er noget man har, fordi man har fået det.

Afhængighed og ansvar

At være skabt betyder også, at man er sat i en sammenhæng. Intet menneske er skabt til at leve alene. Tværtimod er vi dybt afhængige af verden omkring os, af naturen og af andre mennesker.

Fordi vi grundlæggende er afhængige af verden, har ingen af os nok i sig selv. Fordi vi ved, at andre har brug for os, kan ingen tillade sig at være sig selv nok.

Det er altså godt at skylde nogen noget. Det er ikke et svaghedstegn at have brug for andre. Det er derimod et udtryk for et skabt fællesskab mellem mennesker. Det, at vi er skabt, giver os ansvar for hinanden og for den verden, vi er del af. 

Benedicte Hammer Præstholm