Salmer
Ti salmefortællinger

Ti salmefortællinger

I salmebogen findes der strofer, som kan synges til forskellige årstider, højtider og alle livets begivenheder.

Her kan du læse fortællinger om nogle af salmerne og blive klogere på deres baggrund.

Det er så yndigt at følges ad

Der er så meget kærlighed i Grundtvigs smukke salme 'Det er så yndigt at følges ad'. Man bliver dobbelt så glad, hvis man har én at dele glæden med, og når sorgen melder sig, er man to til at bære den.
 

Men når man oplever så stor kærlighed og forelskelse, så kan angsten for at miste også melde sig. Alt dette får Grundtvig med, og derfor er det heller ikke underligt, at mange både synger salmen til både vielser og begravelser.


 
Men vidste du, at salmen oprindeligt var en sang, som Grundtvig skrev til sin gode vens sølvbryllup? Og at Grundtvig selv havde oplevet at miste sin hustru inden han skrev sangen?

 
Grundtvig skrev den kendte salme til sin nære ven, sognepræst P.A. Fenger, da Fenger og hans kone fejrede sølvbryllup i sommeren 1855. Oprindeligt lød 5. strofe:

 
'Det er en liflig Sølvbryllups-Fest i Bjergby, mellem de skarpe vinde, Hvor luunt saa længe sad Herrens Præst i Børne-Kreds med sin Dannekvinde.'

 
Dette ændrede Grundtvig året efter, så sangen kunne anvendes som salme til bryllupper.

 
For Grundtvig kom ægteskabets kærlighed og døden til at hænge sammen. For sommeren inden Grundtvig skrev sangen døde hans anden hustru, Marie Toft, efter tre års ægteskab.

 
Denne sorg over at have mistet sin elskede er tydelig i 4. strofe, der lyder: 'Det er vemodigt at skilles ad, for dem, som gerne vil sammen være, men Gud ske lov! i vor Herres stadfor evigt samles de hjertenskære.'

 
På den måde får Grundtvig bundet ægteskabet sammen med det svære i, at vi engang skal skilles, og han understreger, at trøsten må findes hos Gud.

Her kan du lytte til salmen.

Sorrig og glæde de vandre til Hobe

Kontrasterne går hånd i hånd i Thomas Kingos smukke salme, som han skrev i 1681, og trods salmens alder bliver den stadig flittigt sunget i landets kirker.

Sorg og glæde, ulykke og lykke, medgang og modgang, solskin og skyer er bl.a. nogle af kontrasterne, Kingo bruger i beskrivelsen af et menneskeliv, der ofte indeholder begge dele.


Men hvad hvis glæden udebliver, og sorgen bliver for stor? For Kingo handler det om tillid til Gud og et håb om, at sorg og smerte ikke skal vare ved.
 

I salmen digter Kingo om livet på jorden, hvor alting er foranderligt. Det foranderlige liv på jorden kan være fuld af sorg. Men med håbet er der plads til at være fortrøstningsfuld.
 

 
Du kan lytte til salmen lige her.

Op, al den ting, som Gud har gjort

Mon ikke de fleste kender denne salme, som Brorson skrev i 1734? Det er i hvert fald en af de mest kendte og sungne salmer i salmebogen. Salmen er en slags hyldest til alle de forunderlige ting, som Gud har skabt:

Hvad skal jeg sige, når jeg går blandt blomsterne i enge?
Hvad skal jeg sige, når jeg ser, at alle skove vrimle?
Hvad skal jeg sige, når jeg ser, hvor stjerneflokken blinker?

Brorson var egentlig ikke digter, men en præst, der brugte digtning i sit virke. Han udgav salmesamlingen 'Troens rare Klenodie' i 1739, hvor 'Op, al den ting, som Gud har gjort' var iblandt.


I salmen bruger Brorson sanserne til at beskrive Guds forunderlige skaberværk. Det står i modsætning til oplysningstidens hyldest af fornuften, som var den tid, Brorson levede under.

Her kan du lytte til salmen.

I al sin glans nu stråler solen

Pinsesalmen er fra 1853, men Grundtvig skrev en første version allerede i 1843. På det tidspunkt havde han fået embedet som præst ved Vartov hospitalskirke i København, hvor menigheden blandt andre talte dronning Caroline Amalie. 

Tidligere havde Grundtvig udgivet ’Sang-Værk til den Danske Kirke’, og sideløbende med hans præstegerning fortsatte hans digteriske sysler.

 
Han skrev den kendte pinsesalme og en række andre salmer, der blev trykt i små hæfter og på løse blade, så menigheden kunne synge dem i Vartov hospitalskirke. Dengang var det ikke tilladt at afvige fra den autoriserede salmebog, så Grundtvigs salmeark blev delt ud i smug under gudstjenesten.

 
I 1853 blev pinsesalmen udgivet i 5. oplag af ’Fest-Psalmer’, der var et salmebogstillæg til kirkeårets højtider. Her lavede Grundtvig nogle justeringer i pinsesalmen og tilføjede blandt andet linjen, 'I al sin glans nu stråler solen', der nu er titlen på, hvad der er blevet én af de mest kendte pinsesalmer.

Lyt til salmen lige her.

Altid frejdig når du går

 
Både lys i vinduet og Chr. Richardts salme 'Altid frejdig, når du går' er for mange indbegrebet af 4. maj og markeringen af Danmarks befrielse, men vidste du, at Richardt oprindeligt skrev salmen til et eventyrdigt om Tornerose?

 
Chr. Richardt, der var uddannet teolog, men mest kendt for sin lyrik, begyndte sin forfatterkarriere under teologistudierne og blev hurtigt en anerkendt digter.

 
I 1867 skrev han et længere digt, der blev til syngespillet 'Tornerose', hvor teksten fra 'Altid frejdig, når du går' er de ord, prinsen synger, da han skal forbi tjørnehækken, der holder prinsessen indespærret. Uden sværd, men med med tro, håb og kærlighed ophæver prinsen forbandelsen og befrier prinsessen. 

 
At salmen indeholder både troen, håbet og kærligheden gjorde sangen til en salme og salmen til et lys for frihedskæmperne under 2. Verdenskrig. Ligesom den i dag stadig rummer ord, der kan bruges til bryllupper såvel som begravelser. 

Her kan du lytte til salmen.

Påskeblomst! hvad vil du her

I påskedagene lyder Grundtvigs påskesalme i mange af landets kirker, men vidste du, at salmen er baseret på et digt?
 

Grundtvig udgav digtet ’Paaske-Lilien' i 1817, da han var 33 år, og mange anser det for at være stærkt selvbiografisk.
 

Dengang var påskeliljen ikke den gule, tragtformede blomst, Narcissus Pseudonarcissus, vi kender i dag, men tværtimod en lavstammet, pjusket ukrudtsblomst, der groede vildt i landsbyhaverne. Den var bondsk i botanisk forstand, men også i overført betydning: ordet 'påskelilje' blev brugt nedsættende, som et øgenavn for en enfoldig person.
 

Historien går på, at Grundtvig dengang så sig selv som sådan en ”bondeblomst fra en landsbyhave” i stedet for en smuk velduftende blomst blandt de forfinede byboere. Han var den oversete, foragtede skribent, der i det bedre selskabs øjne var en bondeknøs, men selv følte sig kaldet til noget større.

Du kan lytte til salmen her.

I østen stiger solen op

Vidste du, at den folkekære 'I østen stiger solen op' oprindelig er skrevet som en morgensang til børn?


 
B. S. Ingemann forfattede i foråret 1837 otte sange - en morgensalme til hver dag i ugen samt en bonussang. Komponisten Weyse skrev melodier til dem alle. 'I østen stiger solen op' var onsdagens salme, 'Morgenstund har guld i mund' salmen til fredag. 

Den lille samling morgensalmer var tiltænkt børnene i asylerne i København. Et asyl var for de børn, hvis forældre begge var nødsaget til at arbejde ude og en slags forløber for den børnehave, vi kender i dag. 

Den populære salme bærer lidt af julen med sig, da fjerde vers handler om Jesusbarnet i Betlehem, Guds største lys og stjernen, de vise mænd fra Østerlandet fandt.

Her kan du lytte til salmen.

Klokken slår, tiden går

 
Jens og Lisbeth mister syv af deres otte børn, men alligevel er deres hjem fyldt med mennesker, liv og kærlighed. Til deres sølvbryllup synger de 500 gæster salmen 'Klokken slår, tiden går', som C. J. Brandt har skrevet til lejligheden.

 
Jens Olsen og Lisbeth Pedersdatter er begge født ved Sjolte i 1816. Han er en godmodig, hjertevarm og nysgerrig mand, mens hun er rastløs, gæstfri og til tider sørgmodig. I ægteskabet fuldender de hinanden og støtter hinanden i hverdagen og troen.

 
De to gårdfolk får otte børn, men syv af dem dør allerede i deres tidlige barndom, og kun datteren Kirsten bliver voksen. I stedet for at lade sorgen tage magten over deres liv, vælger Jens og Lisbeth at fokusere på kærligheden og glæden. Når Lisbeth alligevel bliver ramt af modløshed, tager Jens hende om livet og svinger hende rundt for at muntre hende op.

De to fylder deres liv med en anden form for familie. Alle gårdens ansatte bliver inviteret ind i Jens og Lisbeths hjem og hjerter. Karlene og pigerne kalder dem ”Vor far” og ”Vor mor” og bliver gerne hos dem i årevis. Selv efter de forlader gården, sørger Jens og Lisbeth for dem, som var de deres egne børn. De køber glædeligt brudetøj til dem og hjælper dem med at starte egne gårde.


 
Sang og kristendom fylder meget i hjemmet, og hver aften samles familien i stuerne og synger salmer. Jens rejser landet rundt for at få inspiration til landbruget, men også til troen. Han fortæller gerne om sine oplevelser, når han kommer hjem. Parret begynder at samle folk i deres hjem til kristelige lægmandsmøder, og tilslutningen stiger stødt. Jens og Lisbeth er inspireret af den grundtvigske bevægelse, men ved deres vennemøder er der plads til både teologisk og politisk forskellighed og debat.

 
Jens lever et muntert liv og arbejder utrætteligt for at samle både høj og lav til møderne, så fx baronessen Reedtz-Thott sidder der side om side med præster, gårdmænd og fattiglemmer.

 
Da den tidligere højskoleforstander, grundtvigianeren Carl Joakim Brandt, bliver præst på egnen, begynder han at tale fast ved møderne. Allerede på denne tid har han stiftet 'Selskabet for Danmarks Kirkehistorie' og er i gang med at samle og oversætte salmer. Han er en populær prædikant, og deltagerne kan efterhånden ikke længere være i hovedhuset. De flytter møderne til laden, hvor flere hundrede mennesker deltager. 

Mens Jens samler folk fra land og by, sørger Lisbeth for mad og drikke. Både før og efter møderne byder hun alle på middag. Uden hendes store viden som husmoder, kunne møderne aldrig have nået den størrelse eller være blevet så festlige.


 
At vennemøderne har en vigtig plads i Jens og Lisbeths liv er specielt klart den 16. juli 1870, hvor de fejrer deres sølvbryllup med 500 gæster. De får et kostbart taffelur af vennerne, og C. J. Brandts skriver 'Klokken slår, og tiden går' til sølvbrudeparret, der står hans hjerte så nært. Det er en hyldest til et par, der har gjort kærlighed, åbenhjertethed, hjælpsomhed og folkeoplysning til deres livsmål.

Du kan lytte til salmen lige her.

Nu falmer skoven trindt om land

…Og det gjorde den også en efterårsdag i september 1872, hvor Grundtvig blev begravet på en lille skovkirkegård ved Køge. 

Begravelsen var dog bestemt ikke lille. Grundtvig var i slutningen af sin levetid én af de mest kendte personer i Danmark, og han blev begravet fra Vor Frelsers Kirke i København, hvor han havde virket som præst i 1820'erne. Kirken var fyldt med prominente gæster og et stort gravfølge, der bragte kisten forbi Vartov Kirke, hvor Grundtvig var præst til sin død.


 
En stor del af gravfølget fulgte endda med hele vejen på Grundtvigs sidste og særlige rejse, der foregik med tog. På Køge Ås kunne Grundtvig nemlig blive stedt til hvile i den lille høj ved siden af sin Marie, der er blevet vores alle sammens Marie i sangen: 'Hvad er det, min Marie!'

 
Marie Tofts slægt ejede Gammelkjøgegaard, hvortil den lille kirkegård Claras Kirkegård hørte. Opkaldt efter gårdejerens kone, Clara Sophie, der på tragisk vis døde som 30-årig og havde et ønske om at blive begravet på bakken med udsigt over havet.

 
To gange om året kan Grundtvigs grav besøges efter aftale. På Claras fødselsdag d. 15/5 og Grundtvigs fødselsdag d. 8/9.

Her kan du lytte til salmen.

Frydeligt med jubelkor

Vidste du at salmen 'Frydeligt med jubelkor' er den ældst kendte, danske sang om foråret?


 
'Kraft på ny vort legem får, lægt er nu vort hjertesår i de glade stunder'.

Sådan lyder det i teksten, der på fineste vis udtrykker den glæde, foråret bringer, selvom den oprindelige glæde kan tillægges århusianeren Morten Børup, der skrev de smukke linier i begyndelsen af 1500-tallet.


 
Lyt til den fine forårssalme her.