Bodil Jørgensen er hyppigt gæst på kirkebænkene i påsken. Tiden op til påsken bruger hun på at forberede sig på alt det, der sker på de få dage, påsken varer. Det er meget at begribe, som hun siger.
Dorte Kvist
Mens vi gerne strømmer til juleaftens fødselsdagsfest i kirken, er påsken med skærtorsdags og langfredags svigt, lidelse og død ikke så nem at have med at gøre.
Det kan være svært at forstå, hvorfor man ligefrem skal opsøge denne triste historie, men for Bodil Jørgensen er svaret klart:
- Det skal vi, fordi vi ikke skal bilde os ind, at den skrøbelighed og tvivl, som påsken rummer, ikke findes. Langfredag skal vi fatte, at døden findes, og at Jesus gik ind i døden for os under stor smerte, og imens han skreg efter sin Gud, siger Bodil Jørgensen.
- Han var hos os i støvet, fordi han elskede støvet, ligesom vi elsker vores liv, og han beredte vejen ind i mørket, så vi kan dø. Julen og dens fest går hurtigt, som fødsler oftest gør, men døden trækker ud. Også i vores tanker, om vi vil det eller ej. Det er godt at dvæle lidt i det, og det gør man i påsken.
Et øjeblik, som varer hele påsken
Bodil Jørgensen er netop fyldt 55 år og er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1990.
Hun er gift med filmfotograf Morten Søborg og mor til tre børn.
Bodil Jørgensen har medvirket i blandt andet 'Hvidsten Gruppen', tv-serierne 'Rytteriet' og 'Badehotellet'.
Hun var i juni 2014 tæt på at miste livet i en ulykke under optagelserne til en ny 'Far til Fire'-film, da hun blev kørt over af en traktor.
Tiden op påsken bruger Bodil Jørgensen til at forberede sig på alt det, der sker på de få dage, påsken varer - fra hosianna og halleluja, hvor Jesus kommer ind i Jerusalem palmesøndag over forråelse til død og opstandelse. Det er meget at begribe, som hun siger.
- I fastetiden, hvor vi forbereder os på at fatte påskens under, hører vi teksten om Jesus, der går sammen med disciplene. Han ved, hvilken skæbne, der venter ham, men de vil ikke se det i øjnene. Og så er det, han møder den blinde mand, som beder om at komme til at se. Jesus siger: ”Du skal blive seende, din tro har frelst dig”. Det er sådan en god optakt til påsken, hvor vi hører om, at det menneske, som ikke kan se, ser, og de, der er tættest på Kristus, ikke forstår den store historie.
- Til trods for at Kristus kender sin livsbane, er han ikke fokuseret på den, men derimod på at reagere her og nu overfor den blinde mand. Det er den kærlighed, han er. Øjeblikket, hvor Kristus hører den blinde, vender sig om og får ham til at se, strækker sig helt ind i påsken, som kulminerer med, at han ofrer sig for vores skyld, siger Bodil Jørgensen.
Alle kan få øjne, der ser Guds herlighed
Det, som den blinde mand får at se, er tilgivelsen, som kulminerer påskedag. Og den kan alle ifølge Bodil Jørgensen få at se.
- Påskedag er stor herlighed. Her dvæler vi ikke ved døden, men får lov at se Guds herlighed. Selma Lagerlöf siger det i en Julenats fortælling, hvor en farmor fortæller en lille pige om julenat – om at en mand går ud for at finde ild til sin kone, der ligger i en stald. Han får lov til at tage gløder fra en hyrdes bål på marken. Hyrden undrer sig over, at kjortelen ikke brænder, da manden lægger gløderne i den, og han følger efter manden hen til kvinden, der ligger med et lille barn. Hyrden har taget et fåreskind med, som han giver barnet at ligge på, og ved at gøre det opdager han pludselig, at natten er en hellig nat. Han får de øjne, der kan se Guds herlighed, fortæller hun.
Når skuespilleren møder mennesker, der føler sig fremmede overfor kristendommen og alligevel er søgende, henviser hun ofte til Selma Lagerlöfs Kristuslegender.
- Det er magiske fortællinger om noget, som er større end os. For det er svært at fortælle om verden uden at komme ind på, at der er en større mening med den end bare støvets. Hvis jeg taler om kærlighed mellem mennesker, mellem min mand og mine børn og mig, runger det om ikke hult, så i hvert fald ikke rigtigt, hvis ikke det større runger med. Så er det som om, kærligheden ikke findes for mig.
LÆS OGSÅ: Benny Andersen: Døden kan være livgivende
At stå nøgen foran Gud
Påskens fortælling om den fuldstændige, ultimative tilgivelse, møder os ifølge Bodil Jørgensen hver søndag, hvor vi kan komme til nadveren, ”måltidet i Guds hus - og så er det der… Det hele!”, som hun siger.
- Nadveren er et ritual, en fysisk handling, der bliver mere og mere alvorlig for mig. Jeg forestiller mig, at jeg står nøgen foran Gud uden forstillelse og med en bøn om at få øjne, der kan se. Når vi går til nadver, står vi sammen og alene, og jeg elsker, at vi alle knæler sammen i støvets tyngde og går hjem i forskellige slags sko. Til hver vores hjem. Der er noget rørende, ynkeligt og gribende ved, at vi mødes dér. For Vorherre er vi alle ens. Han tager på sig, at vi bare er mennesker med vores masker og vores forfængelighed. Vi kan altid komme derhen, der vil aldrig være afvisning, afsky eller tvivl. Det ved vi, for det har vi fået bevis for i påsken. Nåden samler os alle op til sidst.
Noget bliver klart
Bodil Jørgensen holder meget af en tekst af Paulus, 1. brev til korinterne v. 13, hvor der står: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud”.
- Det er ufuldkomment, hvis vi for eksempel tror, at det er nok at gøre gode gerninger, for der er hele tiden mere, vi skal. Påsken beviser, at det er større, end vi kan forstå. Jeg håber en dag at forstå det. Ansigt til ansigt med min Gud. Sådan tænker jeg opstandelse; noget bliver klart. Men det er nådegaven i livet, og vi kan alle være her og få del i det ligesom de forbrydere, Kristus interesserede sig for. Vi får ikke lang tid til at fatte det i løbet af en påske, men så har vi jo et helt år til igen at prøve at begribe det.
