Gudstjenestens historie
Siden Jesus døde og opstod, er kristne mødtes om søndagen. Den nuværende danske højmesse (søndagsgudstjeneste) har rødder tilbage til de første kirker, men er præget af både reformationen og af Grundtvig.
Jesus og hans disciple var jøder, og deltog derfor i tempeltjenesten. Men vi ved også, at Jesus var kritisk overfor store dele af tempeltjenesten. Han lod sig døbe, og samlede mennesker omkring sig i et særligt fællesskab, hvor han spiste med dem (nadver), udlagde de jødiske tekster for dem (prædikede), bad med og for dem, velsignede dem, og befalede dem gøre ligeså efter hans død.
Efter hans død og opstandelse fortsatte de kristne på ugedagen for hans opstandelse - søndag - den form for samvær. Evangelierne beretter, at Jesus her trådte frem iblandt dem som den opstandne, og sagde, at han ville være til stede hos dem, når de fortalte om ham, og gjorde, som han havde gjort.
Pinseberetningen fortæller desuden, at disciplene under en forsamling 50 dage efter hans opstandelse fik sendt Guds egen ånd, Helligånden, hvorved de fik kraft til at tale på alle modersmål, til at helbrede og tyde teksterne.
Ved deres menighedsforsamlinger bad de, sang, læste tekster, og udlagde disse. De fejrede nadver, og døbte i Jesu Kristi navn, og eftersom alle kristne stadig var af jødisk herkomst, var det naturligt, at deres møde blev tilrettelagt med præg af tempeltjenesten, og at de blot tilføjede de handlinger og ord, de havde lært af fællesskabet med Jesus, dåb og nadver.
Efter pinseunderet drog udsendinge (apostle) ud i verden for at omvende såvel jøder som ikke-jøder. Omkring år 50 var der store kristne menigheder i det nuværende Sydeuropa, Tyrkiet og Nordafrika. De begyndte at læse apostlenes breve til menighederne højt ved deres gudstjenester, og for at sikre at man efter disciplenes og apostlenes død kunne huske fortællingerne om Jesus, begyndte man at skrive dem ned (evangelierne), og også disse blev oplæst ved gudstjenesterne.
Tilsammen blev læsninger af jødiske tekster, apostelbreve og evangelielæsninger grundlaget for gudstjenesten for de kristnes bog, Bibelen. Sammen med nadveren blev bibelen det centrale i kristne gudstjenester. Når der kom uenigheder i menighederne om, hvordan Jesus’ liv og lære skulle forstås, blev det nødvendigt at slå fast, hvad man troede på, og således blev trosbekendelser en vigtig del af gudstjenesten.
Gudstjenesten ændrede sig en del, da den omkring år 300 blev en officiel religion. Særlig betydning fik det, at gudstjenesten blev flyttet fra private hjem til regulære kirkebygninger, og kom under indflydelse af den romerske kejserkult.
Med romerrigets fald splittede de kristne sig op i en øst- og vesteuropæisk del. Den romersk-katolske kirkes gudstjenesteform blev gældende i vesten, og kirkesproget blev derfor latin, og gudstjenesten blev ikke længere set som menighedens gudstjeneste koncentreret omkring ordet om Jesus, men koncentrerede sig særlig om nadveren som en gentagelse af Kristi offer på korset, hvor en særlig indviet præst foretog handlingen på vegne af Kristus.
Omkring år 600 havde gudstjenesten et nogenlunde fast forløb (”Den romerske messe”), som gik igen i alle katolske lande. Alligevel var der frihed til at lokale traditioner kunne præge gudstjenesten. Selv i et lille land som Danmark varierede gudstjenesten i middelalderen fra stift til stift og nogle gange også fra sogn til sogn.
Martin Luther gjorde ved reformation op med den katolske kirkes forståelse af gudstjenesten som en offertjeneste. Den evangelisk-lutherske gudstjeneste lignede dengang formmæssigt den romersk-katolske messe, men Luther ændrede de enkelte leds betydning.
Ifølge Luther var gudstjenesten de døbte og troende, der var forsamlet for at lytte til bibellæsning og prædiken, deltage i nadver og dåb, og menigheden var selv præster, der skulle agere i gudstjenesten. Modersmålet skulle være gudstjenestesproget. Luther indførte salmesangen, og foranledigede, at menigheden under nadveren skulle modtage både Jesus’ legeme og blod.
Den danske højmesse er stadig i sin grundform en kopi af Martin Luthers angivelser for gudstjenestens forløb, men N.F.S. Grundtvig og hans tilhængere har i 1800- og 1900-tallet præget gudstjenesten. Blandt andet er det Grundtvigs fortjeneste at den apostolske trosbekendelse har fået en så central plads, ligesom Grundtvigs egne salmer er dominerende i salmebogen. I modsætning til mange andre protestantiske kirkesamfund, har der ikke ved folkekirkens gudstjenester været tradition for, at menigheden aktivt deltager ved at forestå læsninger, bønner og lignende.
Anita Hansen Engdahl
