AAA
 

Konfirmandundervisning - At gå til præst Konfirmandundervisning - At gå til præst

For at blive konfirmeret skal du først gå til konfirmationsforberedelse eller gå til præst, som mange kalder det.
Det er frivilligt at blive konfirmeret. Men hvis du vil konfirmeres, skal du først gå til præst. Her lærer du om kristendom, og taler med præsten og dine kammerater om livets store spørgsmål. Du kan godt gå til præst, selvom du ikke vil konfirmeres.

Hvad skal man tro?
Kan Gud have skabt verden? Lavede Jesus virkelig vand til vin og var hans mor jomfru? Kan Gud være god, når der sker så meget ondt? Hvad nu hvis jeg nogle gange tvivler? Undervisningen giver ikke mange færdige svar. Den handler mere om at være sammen om vores spørgsmål til livet, hinanden og til Gud.

Få noget, du kan bruge i dit liv
Jesus mødte mennesker, når de var mest ensomme og havde mistet modet. Han talte med mennesker, som var i tvivl om, hvad de skulle vælge. Han mødte mennesker, som var bange og mennesker, som sørgede over en, der var syg eller død. Den slags situationer kommer alle mennesker i. Det er måske ikke lige nu. Men når du selv står der en dag, er det godt at kende historierne i din kristne tro. Du kan også lære at bede og synge salmer. 

Forstå din kultur og kend dine rødder

I konfirmationsundervisningen hører du om kristendommens fortællinger, historie og traditioner. Det kan gøre dig klogere på din egen tid og din egen kultur. Mange af Bibelens historier bliver brugt i bøger, billeder, film, musik og musikvideoer, som man først rigtigt forstår, når man kender kristendommens historier og billeder. Med dem forstår du måske også bedre vores samfund. F.eks. hvorfor vi har indrettet os sådan, at vi hjælper syge og fattige.

Præsten – en at snakke med
En præst har tavshedspligt. Hvad du fortæller din præst i fortrolighed, kommer ikke videre. Heller ikke til dine forældre eller lærere. Så er der noget, du gerne vil tale med et andet menneske om, kan du bruge præsten. 

På vej mod ungdom
Når du går til præst, skal du bare have dig selv, dine spørgsmål og din nysgerrighed med. Du er begyndt at danne dine egne meninger om, hvad du vil, og hvad der er vigtigt. Til konfirmationsforberedelsen får du fortællinger, billeder, ord og tanker, som du kan tage med dig videre i livet.

Hanne Marie Houkjær