Fortsæt til hovedindholdet
Salmer
Salme

Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor

"Om salmen
"Om forfatteren
Om salmen
Salmen er resultatet af en henvendelse fra sognepræsten Ferdinand Fenger i Lynge ved Sorø, hvis familie var Ingemanns gode venner, som opfordrede ham til at skrive en julevise eller en julesang for børn. Ingemann har formodentlig ikke tænkt digtet til kirkebrug, men det blev alligevel optaget i en salmebog mens han levede. Julesangen mødte dengang voldsom kritik for at række uden for gudstjenesten og kirkens rum.
 B.S. Ingemann 1839.

Læs mere på 
Den Danske Salmebog Online.

Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

B.S. Ingemann

Om forfatteren
Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) var digter og en af sin samtids fremtrædende litterære personligheder. Han skrev blandt andet salmerne “Julen har bragt velsignet bud” og “Dejlig er jorden”.

1789: Født 28. maj i Torkildstrup på Falster.
1806: Student fra latinskole i Slagelse. De følgende år tog han filologisk og filosofisk eksamen, men englændernes bombardement af København i 1807 ødelagde både hans bolig og ejendele.
1808: Ingemann tog tilbage til Slagelse, hvor moderen døde året efter. I de følgende år døde også alle hans brødre, hvilket satte sine spor i Ingemanns digtning fra denne periode, som har et melankolsk præg.
1818-19: Ingemann havde efterhånden slået sit forfatternavn fast, og tog nu på dannelsesrejse til Tyskland, Frankrig og Italien på et rejsestipendium.
1822: Udnævnt til lektor i dansk ved Sorø Akademi. I Sorø indledte han sit historisk-romantiske forfatterskab, som greb tilbage til fortidens åndfulde helte. Iblandt værkerne var ”Holger Danske”, som havde stor indflydelse på den danske folkestemning under treårskrigen.
1827: Udgav Morgensange for Børn, hvorfra vi kender eksempelvis “I østen stiger solen op” og ”Nu titte til hinanden”.
1852: Ingemann fik en henvendelse fra Kulturministeriet om at revidere det endelige forslag til den ny salmebog. Ingemanns detaljerede revisionsbemærkninger og ændringsforslag, som blev indsendt i november 1854, er et stort bidrag til det danske salmearbejde.
1862: Død 24. februar i Sorø. Ved sin død stod Ingemann som samtidens store nationale digter.


Læs mere på Den Danske Salmebog Online
 

Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008. 

Anders Malling: Dansk Salmehistorie bd. VI-VII, Digterne, J. H. Schultz Forlag, København 1971-1972.

Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi

 

 

1

Julen har bragt velsignet bud,
nu glædes gamle og unge.
Hvad englene sang i verden ud,
nu alle små børn skal sjunge.
Grenen fra livets træ står skønt
med lys som fugle på kviste;
det barn, som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste.

2

Glæden er jordens gæst i dag
med Himmel-kongen, den lille.
Du fattige spurv, flyv ned fra tag
med duen til julegilde!
Dans, lille barn, på moders skød!
En dejlig dag er oprunden:
I dag blev vor kære frelser fød
og Paradis-vejen funden.

3

Frelseren selv var barn som vi,
i dag han lå i sin vugge.
Den have, Guds engle flyve i,
vil Jesus for os oplukke.
Himmerigs konge blandt os bor,
han juleglæden os bringer;
han favner hver barnesjæl på jord
og lover os englevinger.

Danmark

B.S. Ingemann

1839