Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Hold Sankt Hans i din kirke

Landet over kan du fejre Sankt Hans i din kirke med gudstjeneste, bål og fællesspisning. Til Sankt Hans fejrer vi nemlig ikke kun midsommeren, men også en vigtig, bibelsk person. 

I Frederiksholm Kirke i Sydhavn Sogn fejrer de Sankt Hans med klatring op ad kirketårnet. I resten af landet er der også rig mulighed for at fejre Sankt Hans med gudstjeneste, bål og fællessang.

Marianne Luna Røndal

Sankt Hans byder på midsommermagi med lange, lyse nætter, duftende hyld og bål en masse. Rundt i landet tænder kirkerne op for bål og taler, for til Sankt Hans fejrer vi ikke kun midsommeren, men også Johannes Døber.

LÆS MERE: Hvem fejrer vi til Sankt Hans?

Kom højt til tops med Johannes Døber

I Frederiksholm Kirke i Sydhavn Sogn bliver Sankt Hans-fejringen krydret med et højtflyvende element. Fredag den 23. juni kan man klatre op ad Frederiksholms Kirkes klatrevæg. Klatrevæggen er på en side af Frederiksholm Kirkes 18 meter høje kirketårn og blev indviet i 2014.

- Sankt Hans-klatringen har Johannes Døber som tema, for Sankt Hans er jo hans fødselsdag. Johannes Døber kommer til live på klatrevæggen gennem flere sjove indslag: Gennem fortælling, en særlig Johannes Døber-dans og ved at man skal klatre efter små engle på væggen, for Johannes Døber blev også kaldt Englemanden, siger Sara Lærke Jensen, der er kommunikationsansvarlig i Sydhavn Sogn.

Klatre-begivenheden er en optakt til en stor Sankt Hans-fest på Teglholmen i Sydhavnen, hvor kirken også er til stede, blandt andet med en Johannes Døber-workshop for børn.

LÆS MERE: Sankt Hans' traditioner

Bål, gudstjeneste og fællesspisning

Er du ikke så heldig at bo i nærheden af en kirke med egen klatrevæg, er der stadig rig mulighed for at fejre Sankt Hans med din lokale kirke.

I Sankt Markus Kirke i Aalborg er der også mulighed for at komme til tops, for her kan man komme op i kirketårnet og se byen fra oven. I Margrethekirken i Aalborg er der FDF-aktiviteter, bål, underholdning af ”De tre høje hatte” og båltale.

I Sankt Peders Kirke i Randers holder de Sankt Hans-gudstjeneste, hvorefter FDF Randers 2 sørger for grillpølser, brød og mulighed for at riste skumfiduser.

I Bellahøj kirke inviterer de alle børn til at komme udklædte som monstre eller hekse til den børnevenlige gudstjeneste, der slutter med middag, præmieuddeling til alle udklædte børn og midsommervise.

Sankt Hans-fejringer 23. juni

Det er naturligvis ikke blot i Aalborg, Randers og København, hvor kirkerne fejrer Sankt Hans. Du kan finde et Sankt Hans-arrangement nær dig ved at søge på ”Sankt Hans” i kirkekalenderen, som du finder lige her.  


Sankt Hans-arrangementer i Aalborg Stift (eksternt link).


Sankt Hans-arrangementer i Københavns Stift (eksternt link)