Nyheder
Nyheder

Nu begynder reformationsåret

Flere års forberedelse kulminerer, når 500-året for reformationen i dag skydes i gang. Et vigtigt jubilæum for både folkekirke og samfund, mener biskop emeritus Karsten Nissen.

På Luthers tid er øl en daglig drikkevare, da man med hyppige pestudbrud nærede mistro til drikkevandet. I forbindelse med reformationsjubilæet har Bryghuset Vendia produceret tre reformationsøl for Aalborg Stift. Foto: Aalborg Stift

Dorthe Wolff

I dag er det præcist 499 år siden, at Martin Luther slog sine 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg, og dermed skydes reformationsåret i gang. Et år med et utal af jubilæumsarrangementer, men også et år, der giver anledning til at minde os selv om tankerne bag reformationen:

- Vi markerer 500 året for reformationen, fordi det er en meget vigtig begivenhed for folkekirken og for samfundet. Og den helt afgørende årsag til det er, at Luther har noget at sige til os i dag, som vi har brug for at høre, mener Karsten Nissen, biskop emeritus og Folkekirkens teologiske rådgiver vedrørende Reformationsjubilæet 2017.

LÆS OGSÅ Pave Frans til reformationsgudstjeneste

Man skal stå ved, hvis man har kvajet sig

For Karsten Nissen giver reformationen os for eksempel anledning til at tale om, at hver gang noget går galt, behøver det ikke altid at være de andres skyld.

- Vi lider af en folkesygdom i dag, fordi vi skal være perfekte til alting, og der er ikke plads til slinger i valsen eller sprækker i overfladen. Med sådan et nådesløst samfund, som vi er på vej til at blive, er det derfor vigtigt at lytte til Luthers tanker om at finde en nådig gud. At der er plads til en ny begyndelse og til tilgivelse er en altid nærværende pointe fra Luther, som ikke bliver outdatet. Kunne man ikke godt se sin skyld i øjnene og tro på, at der er en udvej af den? Man slipper jo ikke af med sin skyld ved at stille sig uskyldigt an, understreger Karsten Nissen.

Han mener derfor, at det er vigtigt at stå ved, hvis man har kvajet sig. Det hører menneskelivet til og er noget, som vi alle kender.

SE OGSÅ Tema om reformation

Luther og velfærdsstaten

Når vi taler om samfundet, er der ifølge Karsten Nissen også en anden sammenhæng mellem reformationen og dagens Danmark. For selvom han ikke mener, at Luther skal have æren for det velfærdssamfund, vi har i dag, ser han alligevel en rød tråd mellem Luthers reformation og den måde, vores samfund er indrettet på:

- Da klostrene lukkede på grund af reformationen, blev man jo nødt til at finde ud af, hvordan man så skulle løfte omsorgen for de svage, når man nu ikke længere kunne gå til klosteret. Derfor kan man sige, at Luther lagde en af byggestenene til vores velfærdssamfund, da han pegede på samarbejdet mellem bystyret og menigheden til løsning af opgaverne, forklarer Karsten Nissen.

TEST DIG SELV Har du styr på reformationen?  

Menigheden skal have medansvar

Men ikke kun i samfundet, skal vi minde os selv om Luthers tanker. Også i kirkens organisering er der grund til eftertanke:

- Når vi taler om, hvordan vi skal indrette vores kirke, strukturelt og på anden måde, er det vigtigt at huske på den dobbelthed, der ligger. Det er menigheden, der skal have et medansvar for det, der sker i kirken. Staten eller fyrsten skal ikke bestemme over kirkens indre liv, men de skal sætte rammerne for det. Og det kan jo godt være et spørgsmål for os, når vi diskuterer folkekirkens styrelsesformer, mener Karsten Nissen, der personligt glæder sig til reformationsåret.

LÆS OGSÅ Du bestemmer, hvad din kirke kan

Over det kommende års tid vil der landet over være et væld af arrangementer til fejring af 500-året for reformationen, og Karsten Nissen er særligt spændt på en ny bog, hvor en række nye, danske kunstværker analyseres ud fra lutherske kernepunkter. Nedenfor har vi på folkekirken.dk samlet et lille udpluk af alle årets begivenheder. Du kan også bruge reformationskalenderen her, hvor du kan følge med i årets løb. Kalenderen opdateres løbende.     

DET SKER I REFORMATIONSÅRET

Forskning

  • Hos Aarhus Universitet finder du en reformationsblog, hvor universitetets forskere hver uge udgiver et nyt blogindlæg om reformationen og Luther. Læs blandt andet om en Luther, der var ved at få stress eller om sammenhængen mellem reformationen og The Beatles. Se universitetets reformationsblog her.   
  • Gennem Folkeuniversitetet, der er blevet udvalgt til at varetage store dele af den samfundsmæssige, folkeoplysende del af reformationsmarkeringen, kan du i løbet af 2017 opleve Reformationen på særligt 7 måder. Oplev for eksempel teaterturneen Det Historiske Talkshow med Luther samt en stribe samtalesaloner i hele landet, hvor du kan være med til at diskutere, hvad der bør ændres i verden anno 2017. Læs mere om arrangementerne hos Folkeuniversitet.

Undervisning

  • I efteråret 2017 udbyder Folkekirkens Skoletjeneste et storslået projekt om reformationen. Elever i 5.-6. klasse kan glæde sig til flotte og finurlige tegnefilm, Luthers salmer nyfortolket af Per Vers og et engagerende dogmeteater. Projektet er ét blandt fem undervisningsprojekter om reformationen, som Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling støtter. Læs mere om de fem projekter.
  • Til landets ungdomsuddannelser udarbejdes et temamagasin om reformationen, som kan hjælpe lærerne med at tilrettelægge spændende forløb i fagene dansk, historie, filosofi, samfundsfag m.m. Materialet udkommer til år 2017’s 2.g-årgang, og materialet vil gøre reformationen håndgribelig for eleverne ved at trække tråde til verden i dag. Eksempler på emner kunne være ’Informationsspredning – fra bogtrykken til twitter’ eller ’Tesen som genre – fra Martin Luthers teser til Martin Luther Kings ’I have a dream’’. Læs mere.

Kultur

  • I Måle Fortælleteater og TRIOfabulas coproduktion ”Katherina Luther – Munkes Brud” fortælles reformationen som den blev oplevet af Luthers kone Katharina. Katharina mister som 4-årig sin mor og bliver afleveret af faren i kloster. Oplev hvordan det er at vokse op som eneste barn i klosteret, og hvordan hun senere læser hemmelige tekster skrevet af den munk, som hele verden hvisker om. Er han kætter eller taler han sandhed? Og hvordan er det at være gift med den store reformator? Musikken går fra gregoriansk Ave Maria via Susato-dansesatser til Luthers salmer, jazzimprovisationer og futuristisk lydmaleri. Fra krumhorn via blokfløjter, whistles, sav og tibetanske syngeskåle til moderne guitarpedaler. Læs mere hos Måle Fortælleteater, hvor du også kan se en præsentationsvideo af forestillingen.
  • I udstillingen ’TESER’ er 25 danske samtidskunstnere i dialog med reformationen. Temaet for udstillingen er porten i Wittenberg som symbol på en ny tid, hvor en eller flere af Martin Luthers 95 teser inddrages. Værkerne omfatter både malerier, skulpturer, installationer, fotos, video og papirarbejde. Udstillingen vil blive vist fire steder i Danmark og til sidst i Wittenberg i perioden fra den 11. marts 2017 til den 2. september 2018: Rundetårn, Ribe Kunstmusem, Fulgsang Kunstmuseum, Museet for Religiøs Kunst og Stiftung Christliche Kunst, Wittenberg. Læs mere og se datoerne for de enkelte udstillingssteder her.

Gudstjeneste

  • Pinsedag den 4. juni 2017 afholdes der reformationsgudstjeneste i Haderslev Domkirke. Kongehus, regering og de danske biskopper deltager, og en stor procession udgår fra Wittenberg Plads. TV transmitterer gudstjenesten direkte og man kan også deltage i den i teltet på bytorvet Gravene i Haderslev. Gudstjenesten starter kl. 14.00.
  • Den 29. oktober 2017 afholdes der en gentænkt jubilæumsgudstjeneste i Aarhus Domkirke. Gudstjenesten bliver noget ud over det sædvanlige, der både inddrager nogle af den kristne kirkes største skikkelser og kulturpersonligheder, der er med til at tegne det danske samfund. Gudstjenesten får desuden en ny og spændende form, når kunst og kultur inddrages til at gøre Reformationens budskab levende og festligt. Læs mere.

Mad og drikke

  • Var det noget med et stykke Luther Lagkage? Tidligere vinder af Den Store Bagedyst, Annemette Voss, har kreeret en officiel Luther Lagkage i forbindelse med reformationsjubilæet. Se mere om kagen hos Roskilde Stift, som har sat den dygtige amatørbager på opgaven og prøv selv kræfter med opskriften her.
  • Flere af landets bryggerier har med baggrund i jubilæet produceret særlige reformationsøl. Læs for eksempel om de tre øl Martin Luther, Philip Melanchton og Katharina von Bora, der er produceret af Vendia Bryghus for Aalborg Stifts reformationsudvalg. Eller læs om de tre øl Luther, Dorothea og Tausen, som Viborg Bryghus har produceret for Viborg Stift. Viborg Stifts Luther-øl er netop blevet kåret som publikums favorit ved Nordic Brew Festival. 

Se også reformationshjemmesiden luther2017.dk af præsidiet for reformationsjubilæet i Danmark. Her finder du en masse information om jubilæet, arrangementerne og den forskning, der er lavet i forbindelse med reformationen.