Julehistorier
Jesus i plastikkrybben gav fred
JULEFRED

Jesus i plastikkrybben gav fred

Som barn oplevede Jens Blendstrup, at en julekrybbe af plastik blev hans vindue til juleevangeliet og et symbol på julefreden, der til dels indfandt sig i hjemmet, som også i julen var præget af uro med en dominerende far, der i perioder drak voldsomt. 

Jens Blendstrup

'Ingen mennesker kan være så tilgivende som Jesus. Så jeg tror, han ville have det rigtigt svært i vore dage. Han var sikkert blevet sendt i jobtilbud.' siger Jens Blendstrup.

Malene Fenger-Grøndahl

Julefred handler om at give plads til undren og langsomhed. Og om at kigge i et gammelt familiealbum. Det langsomme tempo fra barndomshjemmet i Risskov og mindet om hans forældre er i dag med til at skabe julefred for forfatter, Jens Blendstrup:

- Jeg opfatter juleevangeliets budskab om fred som et venligt påbud om at lægge alle stridigheder til side, gå ned i gear, glemme kalenderaftalerne og genfinde barnet i os selv - og være der for hinanden, uden bagtanker, uden over-jeg og voksenhedens kedsommelige hverdags-pis-og-papir. Det er jo en anti-Djøf-tanke - at give plads til undren, naivitet og langsomhed, til noget, der ikke lader sig forklare, men skal sanses ikke med hjernen, men med, ja hjertet. Og det synes jeg virkelig, at vores samfund trænger til. Men for mig er det også som at se ind i et meget gammelt familiealbum, som hvert år lige skal tøs op og pudses af, før det rører.

Hvad ser du i det gamle familiealbum? Hvad er det for et billede, du skal kigge på for at blive rørt af julefreden?

- Jeg ser et billede af en plastikkrybbe, der hang på ruden hjemme i mine forældres hus hver jul.  Jesus lå som regel meget usikkert; han faldt altid ned, når døren til køkkenet gik op. Jomfru Maria sad til gengæld altid meget godt fast, fordi mine søskende og jeg ikke havde flyttet så meget rundt på hende som på Jesus. Rundt om stalden hang der engle, og de vise mænd var meget farvestrålende. Oprindeligt var der også en række stjerner, hvoraf selve hovedstjernen var sat direkte over stalden. Ovre på den anden rude hang der et tilsvarende sceneri bare med nisser og en kat. Den hørte med til julen, og den kom altid op som det første.

Hvad betød den julekrybbe for oplevelsen af julefred i din barndom?
- Hele december så vi ud på nøddebusken gennem Biblens historie. På den måde så vi december direkte gennem juleevangeliet. Og jeg bilder mig ind, at det var med til at dæmpe gemytterne derhjemme. Nogle gange kørte opvaskemaskinen imens, men der var en følelse af ro og et andet tempo end resten af året. Jeg kan huske et år, hvor min storebror havde skiftet Jesus ud med en figur fra Star Wars. Der blev min mor sur. Vi måtte ikke gøre grin med juleevangeliet. Min far måtte føre en alvorlig samtale med min storebror, hvor budskabet var, at der ikke var nogen grund til ødelægge det smukke med ironi. Der var så meget i verden, der hang sammen, og hvis vi ikke bare engang om året kunne samles om tillid og håb, ville verden blive et fattigere sted. Og at julen på en måde er en dobbelt hyldest - til Jesu fødsel og vores familiers freds fødsel. Med tiden blev figurerne mindre farvestrålende og slidte. Og til allersidst var de næsten usynlige, medmindre solen stod direkte ind om formiddagen. Så måtte vi gætte os til fortællingen. Men vi vidste, at han var der. Og julen kunne ikke starte, hvis ikke figurerne blev hængt op.

Dit barndomshjem var præget af en dominerende far, som drak meget. Hvordan virkede det ind på julefreden?
- Min far havde nogle gange helvedesild juleaften på grund af lidt for mange øl resten af året. Og hvert år endte julemiddagen altid med, at min næstældste storebror blev fornærmet og gik ind i stuen og surmulede, fordi han blev beskyldt for at have spist for mange flæskesvær. Og det var sandt. Det var faktisk først, når vi sad inde ved træet, at der faldt ro på. Og ved midnat var vi som regel meget hjertelige, mens vi sad rundt omkring med vores vanter og fjernstyrede biler bag bjergene af papir.
Senere, da vi var blevet voksne, begyndte vi at give min mor nye krybbefigurer af træ og ler, sådan at julekrybben kom til at stå henne ved min fars valnøddehøst. Og hver gang min fars tomme flasker truede Jesusbarnet, flyttede min mor dem væk. På den måde havde vi i mine forældres sidste år en slags dobbelt juleevangelium derude i køkkenet.

Hvordan taler det mentale billede fra familiealbummet af julefred på trods til dig i dag?
- Jeg tror på, at vi mennesker har godt af en fortælling om håb, og måske endnu mere en fortælling om, at der er mere mellem himmel og jord end bruttonationalprodukter og fjernsyn og forbrug. Jeg arvede faktisk min mors figurer, men de fleste er blevet spist af min første hund, Susi, der foretrak at spise sten og træ i stedet for mad, og til sidst havde jeg kun Balthasar og Jomfru Maria og en halv krybbe, og de er aldrig siden kommet op. Men når jeg drømmer om mine forældres hus, hænger Jesusbarnet altid på ruden med alle sine pangfarver intakte. Og når vi går rundt om juletræet og synger ’fred over jorden’, ser jeg de slidte plastikfigurer for mig, før jeg lader mig røre af fortællingen, ’os er evig frelser fød’ og alt det der med sjælens pilgrimsfærd. Så på den måde skal jeg blive som barn igen, før jeg tror på budskabet.

Hvad er det så for et budskab, du genfinder troen på?
- Jeg tror på, at det er vigtigt at tro på noget større end os selv. Det er jo stor poesi. Og når poesi er størst, kortslutter den vores kedelige logik og åbner op for noget andet. En fællesskabsfølelse over at være menneske i en svær verden. Og så synes jeg, det er en enormt smuk fortælling, at Gud kommer ned på jorden og bliver menneske for at mærke vores smerte og gå gennem livet som os, for at fjerne vores skyld.

Har budskabet så også den effekt, at vi som mennesker faktisk kan finde og skabe fred, synes du?
- Jeg ser først og fremmest juleevangeliet som en smuk fortælling om det her barn, der fødes i en stald i Betlehem, og som skal kæmpe kampen mod det onde - ikke med vold, men med mildhed og overbærenhed og tilgivelse. Hvis han var med i en film i dag, ville han nok straks blive skrevet ud, fordi han er for utroværdig. Ingen mennesker kan være så tilgivende som Jesus. Så jeg tror, han ville have det rigtigt svært i vore dage. Han var sikkert blevet sendt i jobtilbud. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvordan verden ville se ud, hvis den fortælling ikke fandtes. Den får os jo til at bestræbe os på at være - om ikke gode, så bedre end vi er resten af året. Alligevel synes jeg jo ikke, at det virker, som om mennesket kan holde fred. Jeg synes nok, at mennesket har en evne til at være endnu mere på kant i højtiden. Man kommer så let til at skændes, når forventninger mødes med virkelighed. 

Hvordan finder du selv fred i julen? 

- Julen starter faktisk allerede 1. december herhjemme. Vi ser julekalender hver dag, og jeg bruger rigtigt meget tid på at være langsom og gå ture med mine døtre. Jeg sørger altid for at være på en form for græs i julen. Ko-agtig, drøvtyggende livet meget langsomt. Akkurat, som jeg er opdraget. Jeg savner altid mine forældre i julen. Hver gang jeg henter de kasser med juleting fra mit barndomshjem oppe på loftet, kommer savnet af mine forældre igen. Men så hænger jeg dem jo op på juletræet i form af alle de hjerter, som min mor lavede, da hun levede. Og vi kan ikke lade være med at snakke om dem, så på en måde kommer de jo tilbage lige dér. Så bilder jeg mig ind, at jeg kommer i kontakt med de gamle. 

Jens Blendstrup

(f. 1968) er vokset op i Risskov ved Aarhus som den yngste i en flok på fire drenge. Hans far var psykolog, men blev tidligt pensioneret på grund af sygdom. Hans mor var uddannet kunsthåndværker og var den, der holdt sammen på familien.


Jens Blendstrup har skrevet en lang række bøger, blandt de mest kendte er den selvbiografiske Gud taler ud (2005), som blev lavet til teater i 2012 og filmatiseret i 2017. 


Jens Blendstrup er gift med forfatteren Malene Kirkegaard. Sammen har de to døtre, Liva og Wilma på 13 og 17 år.