Fortsæt til hovedindholdet
Ulla Abildtrup

Allehelgen

Allehelgen falder altid den første søndag i november. Det er den dag, hvor vi mindes vores døde og er sammen om sorgen. Her på siden kan du blive klogere på den lille helligdag, der udviklede sig til en stor højtid.

Hvis du har gået tur på kirkegården den første søndag i november, har du måske set små stearinlys blafre rundt om på gravstederne. Måske har du selv tændt et lys eller søgt hen for at mindes en, du har mistet. Og har du været til gudstjeneste denne dag, har du måske også hørt præsten læse navnene op på dem, der er gået bort i årets løb.

Den første søndag i november er det allehelgen, hvor vi i kirken mindes vores døde. Både dem, vi selv har mistet, og alle de mennesker som har båret den kristne tro videre gennem generationer.

Ved allehelgensgudstjenesten bliver der skabt et særligt rum til at mindes og sørge. Det sker gennem bøn, salmer og musik, og i mange kirker bliver navnene på dem, som i årets løb er døde, læst op. 

Mange kirker har tradition for at sende en særlig indbydelse til de pårørende til dem, der er begravet eller bisat fra kirken i årets løb. Derfor er det også blevet tradition for mange at gå til gudstjeneste allehelgenssøndag i den kirke, deres kære er begravet fra og besøge gravstedet sammen.

Cecilia mistede sin lille datter:

"Det er godt med højtider, hvor vi må sørge"

Cecilia Nimand Erenskjold er 29 år og mor til tre piger. I 2017 mistede hun sin ældste datter. Datteren er begravet på en kirkegård i nærheden af hjemmet, og familien besøger af og til gravstedet.


- Vi taler ikke så meget om vores sorg i hverdagen, for det gør rigtig ondt, og vi vil ikke gå og være kede af det hver dag, men pigerne skal vide, at de har haft en storesøster. Vi gør turen til kirkegården lidt hyggelig og tager mad med som på en skovtur. Vores mellemste kan godt lide at komme på kirkegården og gå rundt og se på de små haver, som hun kalder dem. Men besøgene tærer meget på kræfterne for os forældre, fortæller Cecilia Nimand Erenskjold.

Jeg blev overrasket og ramt af hendes ord, for hun beskrev sorgen rigtig godt – helt nede på jorden.

Cecilia Nimand Erenskjold, 29 år

Sidste år deltog hun i sin første allehelgensgudstjeneste ved lidt af en tilfældighed.

- Jeg skulle synge i kor og havde egentlig ikke tænkt over, at det var allehelgen, før præsten begyndte at tale. Hun talte meget direkte til alle os, der havde mistet. Jeg blev overrasket og ramt af hendes ord, for hun beskrev sorgen rigtig godt – helt nede på jorden. Og selv om hun talte i generelle vendinger, var det alligevel, som om hun talte direkte til mig. Jeg blev meget bevæget. Det var befriende, at hun satte ord på mine følelser. Jeg følte mig ikke udstillet, tværtimod, jeg var i et fællesskab, hvor alle kunne relatere til præstens ord. Vi havde alle mistet, og alle var kede af det.

- Allehelgensgudstjenesten taler direkte om sorg og at miste, og derfor tager hele familien i kirke i år, hvis det kan lade sig gøre. Det er godt med højtider og mærkedage, hvor vi må sørge, siger Cecilia Nimand Erenskjold.

Derfor mindes vi de døde:

Historien bag allehelgen

Fra gammel tid har det været skik i den katolske kirke at mindes helgener på deres dødsdag. Men med tiden voksede antallet, og til sidst var der ikke nok dage på et kalenderår til dem alle. Derfor indførte paven i 800-tallet allehelgensdag, hvor de alle kunne blive mindet på én gang.

Dengang var Danmark katolsk og fulgte naturligvis pavens bud. Den 1. november fejrede vi således allehelgensdag og hyldede helgener og martyrer. Man mente, at de kom direkte i Paradis, hvorimod almindelige dødelige måtte en tid i Skærsilden. 

I år 998 fik alle andre også en mindedag, det blev den 2. november, og den blev kaldt allesjælesdag. Her bad man for, at tiden i Skærsilden ikke skulle blive lang.

Reformationsdag

I 1517 indledte munken Martin Luther et oprør mod den katolske kirke. Aftenen før allehelgensdag slog Martin Luther sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det regnes for at være begyndelsen på den reformation, som førte til et brud med Den Katolske Kirke og etableringen af den evangelisk-lutherske kirke. Derfor er den 31. oktober reformationsdag.

Reformationen fik støtte af både kongen og befolkningen i Danmark, og i 1536 blev Danmark protestantisk. Luther tog blandt andet afstand fra tanken om skærsilden, og derfor blev allesjælesdag afskaffet. Luther var også imod at dyrke helgener, men alligevel bibeholdt kirken allehelgensdag. 

Efter reformationen blev allehelgensdag en mindedag for alle kristne, hvor vi mindes vores døde i lyset af troen på opstandelsen. I 1770 blev dagen i Danmark flyttet fra 1. november til den første søndag i november. 

I mange kirker er det skik at tænde lys allehelgensdag. Nogle steder bliver lysene båret ud på gravstederne efter gudstjenesten. I dag gør internettet det også muligt at tænde virtuelle lys for de døde.

Allehelgen er en tid, hvor vi mindes, og uanset om sorgen fylder lidt, meget eller alt, hvad er så vigtigt at huske på? Hør fem præster fortælle om sorg.

Lektor om allehelgen:

"Der sker en særlig blanding af de levende og dødes rum, hvor folk bliver forenet på tværs af dødens skel"

Der er en særlig stemning i kirken allehelgensdag, siger lektor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet, Kirstine Helboe Johansen.

Hun deltager i et stort forskningsprojekt ’Død, minde og religion’ og har deltaget i flere allehelgensgudstjenester:

- Allehelgensdag er den dag, vi mindes vores døde, og ved de særlige allehelgengudstjenester har næsten alle i kirken lidt et tab i det forgangne år, så det er ikke den typiske menighed. Mange sidder i små familiegrupper, og der er en stemning af eftertænksomhed og sorg. Nogle græder, de har måske mistet for nylig, for andre ligger tabet længere tilbage, og de er færdige med at græde. I hvert fald lige nu.

- Sorg er jo ikke uhyggelig, så jeg opfatter slet ikke stemningen allehelgensdag som uhyggelig. Jeg deltog for eksempel i gudstjeneste en allehelgensdag, hvor der også var barnedåb og et stort dåbsfølge. Selv børnene var meget fokuserede, da præsten læste navnene på de døde op – det var et meget, meget intenst øjeblik.

Salmen kan være med til at binde flere elementer sammen i menneskelivet ved at vække erindringer både om begravelsen og de familiebegivenheder, man har fejret sammen.

Kirstine Helboe Johansen, lektor

Kirken understreger den særlige stemning

Når præsten allehelgensdag siger navnene på dem, der er blevet begravet eller bisat fra kirken det forgangne år, bliver de levende og døde på en måde forenet, siger Kristine Helboe Johansen.

- Præsten siger vores navn ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Når præsten siger vores navn allehelgensdag, er vi her ikke mere fysisk, men vi bliver kaldt tilbage til kirkens lys og varme og fællesskab. Der sker en særlig blanding af de levende og dødes rum på denne dag, hvor folk bliver forenet på tværs af dødens skel, siger Kristine Helboe Johansen og forklarer, at kirken er med til at understrege den særlige stemning med valget af salmer. 

- En af gengangerne er ’Dejlig er jorden’. Den bliver ofte sunget ved begravelser, men vi synger den også til jul. Det er en salme, mange kender, og den kan være med til at binde flere elementer sammen i menneskelivet ved at vække erindringer både om begravelsen og de familiebegivenheder, man har fejret sammen. Så den peger både tilbage ved at fremkalde minder og frem mod julen og kan derved hjælpe i en sorgproces, siger hun.

 

Lyt til 'Dejlig er jorden' herunder.

Lyt ( 0:00 min )

Vi deler varmen med den døde i kulden

Også lys er et vigtigt element, fortæller Kristine Helboe Johansen.

- Kirken bruger lys bevidst – der er lys på alteret, der er lys ved bryllupper. Men vi bruger også lys uden for kirken. Vi ser det eksempelvis ved bilulykker med dødelig udgang, hvor folk spontant sætter lys ved ulykkesstedet. Det samme sker ved terroranslag. Lys er et materielt symbol på den varme, man gerne vil dele med de døde i kulden, og lys har en varighed. Når præsten for eksempel læser navnene op på de døde allehelgensdag, og de pårørende tænder et lys, så brænder lyset fortsat, også når præsten er gået videre til næste navn.

- Nogle steder er det også skik at bære lyset ud på graven efter gudstjenesten. Lys på kirkegården har tidligere været omdiskuteret, men i dag fremstår lys på kirkegårdene som en etableret praksis. De fungerer som et symbol på, at man bærer lyset fra varmen i fællesrummet ud i mørket på kirkegården, siger Kirstine Helboe Johansen.

Ketty Hjøllund mistede sin mand til sygdommen ALS. Hør, hvordan Allehelgensdag giver Ketty en følelse af ikke at være alene om at sørge.

Kristine mistede sin søn i trafikulykke:

"På allehelgensdag er det tilladt at tale om sorgen og mindes de døde"

I sensommeren 2017 mistede 53-årige Kristine Møller sin søn ved en trafikulykke. Sønnen blev 20 år.

Samme år tog en veninde, som havde mistet sin mand, Kristine med i kirken til allehelgensgudstjeneste. Kristine Møller var kun vant til at komme i kirke juleaften, så det var uvant for hende at møde op en søndag i november.

- Der var mange mennesker i kirken den dag. En håndfuld af min søns kammerater var også mødt op, uden at vi havde talt om det. Vi satte os på en af de forreste bænke, og præsten fortalte, at navnene på de døde ville blive læst op alfabetisk efter fornavn. Jeg fik mavepine, da de kom til min søns navn. Det var hårdt, fortæller Kristine Møller.

Der var mange som os. 
Vi var ikke de eneste, der havde mistet.

Kristine Møller, 53 år

Efter gudstjenesten fik alle overrakt et tændt lys, som de kunne sætte på gravstedet.

- Vi gik ud på kirkegården til min søns gravsted og så, at der var mange som os. Vi var ikke de eneste, der havde mistet, siger Kristine Møller.

Det er nu blevet en fast tradition for Kristine Møller at gå til allehelgensgudstjeneste. For når omverdenen langsomt stopper med at tale om hendes søn, har hun brug for ritualer, hvor det er tilladt for hende at være i sorgen.

- Der går ikke ret lang tid efter et dødsfald, før folk ikke længere har lyst til at tale om det. Og jo længere tid, der går, jo mindre bliver der talt om det. Måske ved andre ikke, hvad de skal sige til mig. Jeg er også bange for at sætte dem i forlegenhed, selvom jeg gerne ville tale om min søn. Men allehelgensdag er det tilladt at tale om sorgen og mindes de døde. Det er faktisk den eneste handling, hvor vi bevidst markerer tabet. Tidligere gik sørgende i sort, og man overhalede i hvert fald ikke en langsomtkørende rustvogn. De traditioner er ved at forsvinde, men vi har brug for ritualer, siger Kristine Møller.

Traditioner og skikke:

Sådan fejrer kirken allehelgen

Allehelgen har været en højtid i kirken i mange århundreder, men det er forskelligt, hvordan kirkerne markerer dagen. En af forskellene handler om kirkens beliggenhed.

En kirke i et stort sogn med mange ældre borgere har flere begravelser og bisættelser og dermed flere at mindes allehelgensdag, mens nogle kirker i større byer har en yngre befolkning.

I en kirke i et mindre sogn kender borgerne oftere hinanden bedre end indbyggerne i en storby. Forskellene præger vores måde at markere allehelgen på.

Sorgen er der ikke alene den dag, vi mister, men også de mange efterfølgende dage, derfor er det godt at komme til gudstjeneste allehelgen og få et rum til vores savn og sorg.

Heidi Torp, præst

Et af de større sogne er Skanderborg Sogn, hvor der i gennemsnit er 160 begravelser og bisættelser om året. Her sender man hvert år op til allehelgen et brev til de pårørende og inviterer dem til allehelgensgudstjeneste, fortæller præst Heidi Torp. Og her spiller ritualerne en vigtig rolle for de sørgende.

- Vi har fået en fast tradition her i sognet med at synge ’Hil dig, Frelser og Forsoner’. Efter hvert andet vers siger præsten navnene på omkring ti afdøde. Når vi kommer til sidste vers, rejser alle sig op og synger sidste vers stående a cappella. Det er et meget stærkt øjeblik, siger hun.

- Ritualerne har stor betydning. De giver et sprog, der kan rumme vores smerte. I sidste vers af ’Hil dig, Frelser og Forsoner’ synger vi "Ja, jeg tror på korsets gåde", og det har mennesker sunget i over hundrede år før os, og de har insisteret på håbet på trods af døden. Kristendom er for mig et håb om, at der er mere fremtid på trods af døden. Det er et stærkt budskab til de sørgende, som vi ikke går og siger til hinanden i dagligdagen, men det kan vi sige til allehelgensgudstjeneste.
 

Lyt til 'Hil dig, Frelser og Forsoner' herunder.

Lyt ( 0:00 min )

Et rum til vores savn og sorg

Heidi Torp står også for sorggrupper i sognet og ved, at spørgsmålene til de efterladte med tiden forstummer:

- Sorgen er der ikke kun den dag, vi mister, men også de mange efterfølgende dage. Derfor er det godt at komme til gudstjeneste ved allehelgen og få et rum til vores savn og sorg. Nogen kommer kun i kirken den ene dag om året, men vi har alle det til fælles, at vi ikke kan undgå at miste. Vi er fælles om det i menigheden, og kirken kan etablere rammen om sorgen den dag, siger Heidi Torp.

Efter gudstjenesten får alle et gravstedslys til at sætte hos deres kære.

- Som præst forsøger jeg ikke at påstå, at døden ikke findes, og at kristendommen kan fikse sorgen, men kristendommen kan oplyse og fortælle, at der er mere fremtid end fortid. Lyset er stærkere end mørket, vi ved, at der skal blot en lillebitte smule lys til at bryde mørket. Kristendommen er det lys, og kristendommen holder fast, når det hele vælter, siger Heidi Torp.

Sorg er den kærlighed, der ikke dør med den, man elsker. Sorg er et livsvilkår, og vi kan dele sorgen.

Mette Gramstrup, præst

På Vesterbro i København ligger Kristkirken, der med præst Mette Gramstrups ord er et "ungt sogn". Her er der færre begravelser og bisættelser, og derfor har de heller ingen tradition for at sende breve ud eller læse navne op under allehelgensgudstjenesten.

- Jeg holder kontakten til de pårørende i den første tid efter en begravelse eller en bisættelse, men jeg har aldrig sendt breve og opfordret dem til at komme til allehelgengudstjeneste. Vi har både en almindelig højmesse klokken 11 og en skumringsgudstjeneste allehelgensdag, og her kommer mennesker, som har mistet, siger Mette Gamstrup, der i sin prædiken har fokus på sorgen og på at savne.

Efter prædikenen får menigheden et fyrfadslys, som de kan tænde og sætte på en spejlplade.

- Sorg skræmmer mange mennesker, men ingen undgår sorg, hvis de elsker en anden. Sorg er den kærlighed, der ikke dør med den, man elsker. Sorg er et livsvilkår, og vi kan dele sorgen. Den sørgende behøver ikke at være alene. Døden er i en kristen sammenhæng som en mor, der tager imod sit barn. Jeg plejer at sige, at de døde har det godt - det er os levende, der har noget at slås med. Men jeg tror, at vi alle bliver frelst, siger Mette Gramstrup.

Da Trine Bach Skovsen mistede sin halvandet år gamle søn Magnus, fandt hun hjælp i Allehelgensgudstjenesten. Hør hendes historie her.

Kender du forskellen?

Allehelgen og halloween

For mere end 2000 år siden levede der i Skotland og Irland et folk, som blev kaldt kelterne. Når høsten var i hus om efteråret, markerede de enden på det lyse halvår og begyndelsen på vinteren.

I dagene omkring den 31. oktober mente kelterne, at portene til dødsriget stod åbne, og der var stor trængsel ud og ind ad portene. De dødes sjæle steg op af gravene for at komme ind i dødsriget, og de, der var døde i det forgangne år, kunne besøge de levende.

Nogle keltere frygtede, at de døde kom tilbage for at overtage en levende krop det kommende år. Derfor bar kelterne uhyggelige kostumer, så de døde ville forveksle dem med andre døde. Nogle tændte bål på bakketoppe og lagde glødende kulstykker i udhulede roer for at skræmme de onde ånder væk og lede de døde på rette vej til dødsriget.

Fra roer til græskar

Da kristendommen kom til de britiske øer, forsøgte kirken at lægge kelternes fest den 31. oktober sammen med allehelgensdag den 1. november, men nogle af kelternes traditioner fortsatte under det skotske navn 'All Hallows’ Even', som senere blev til Halloween. 

I 1800-tallet blev Irland ramt af kartoffelpest og sult. Mange udvandrede fra Irland og Skotland til USA og tog halloween-traditionen med sig blot med den forskel, at roer blev erstattet med græskar. I Nordamerika blev halloween påvirket af mexicanere, der fejrer de dødes dag den 1.-2. november, og halloween voksede til at blive en af de største højtider i USA. 

Omkring år 2000 introducerede danske supermarkeder Halloween i Danmark med græskar, Halloween-kostumer og slik. De senere år har en del kirker også taget traditionen til sig og bruger den i en kirkelig eller kristen sammenhæng, fordi både allehelgen og halloween handler om døden og lyset i mørket.

Kolofon

Salme nr. 192, 'Hil dig, Frelser og Forsoner'. Sunget af Syngedrengene ved Vor Frue Kirke, Assens
Salme nr. 121
, 'Dejlig er jorden'. Sunget af Skovlunde Kirkes Ungdomskor