Allehelgen

Allehelgen falder altid den første søndag i november. Det er den dag, hvor vi mindes vores døde og er sammen om sorgen. Her på siden kan du blive klogere på den lille helligdag, der udviklede sig til en stor højtid.

Hvis du har gået tur på kirkegården den første søndag i november, har du måske set små stearinlys blafre rundt om på gravstederne. Måske har du selv tændt et lys eller søgt hen for at mindes en, du har mistet. Og har du været til gudstjeneste denne dag, har du måske også hørt præsten læse navnene op på dem, der er gået bort i årets løb.

Den første søndag i november er det allehelgen, hvor vi i kirken mindes vores døde. Både dem, vi selv har mistet, og alle de mennesker som har båret den kristne tro videre gennem generationer.

Ved allehelgensgudstjenesten bliver der skabt et særligt rum til at mindes og sørge. Det sker gennem bøn, salmer og musik, og i mange kirker bliver navnene på dem, som i årets løb er døde, læst op. 

Mange kirker har tradition for at sende en særlig indbydelse til de pårørende til dem, der er begravet eller bisat fra kirken i årets løb. Derfor er det også blevet tradition for mange at gå til gudstjeneste allehelgenssøndag i den kirke, deres kære er begravet fra og besøge gravstedet sammen.

Allehelgen har været en højtid i kirken i mange århundreder, men det er forskelligt, hvordan kirkerne markerer dagen. En af forskellene handler om kirkens beliggenhed.

En kirke i et stort sogn med mange ældre borgere har flere begravelser og bisættelser og dermed flere at mindes allehelgensdag, mens nogle kirker i større byer har en yngre befolkning.

I en kirke i et mindre sogn kender borgerne oftere hinanden bedre end indbyggerne i en storby. Forskellene præger vores måde at markere allehelgen på.

Et af de større sogne er Skanderborg Sogn, hvor der i gennemsnit er 160 begravelser og bisættelser om året. Her sender man hvert år op til allehelgen et brev til de pårørende og inviterer dem til allehelgensgudstjeneste, fortæller præst Heidi Torp. Og her spiller ritualerne en vigtig rolle for de sørgende.

- Vi har fået en fast tradition her i sognet med at synge ’Hil dig, Frelser og Forsoner’. Efter hvert andet vers siger præsten navnene på omkring ti afdøde. Når vi kommer til sidste vers, rejser alle sig op og synger sidste vers stående a cappella. Det er et meget stærkt øjeblik, siger hun.

- Ritualerne har stor betydning. De giver et sprog, der kan rumme vores smerte. I sidste vers af ’Hil dig, Frelser og Forsoner’ synger vi "Ja, jeg tror på korsets gåde", og det har mennesker sunget i over hundrede år før os, og de har insisteret på håbet på trods af døden. Kristendom er for mig et håb om, at der er mere fremtid på trods af døden. Det er et stærkt budskab til de sørgende, som vi ikke går og siger til hinanden i dagligdagen, men det kan vi sige til allehelgensgudstjeneste.

Et rum til vores savn og sorg

Heidi Torp står også for sorggrupper i sognet og ved, at spørgsmålene til de efterladte med tiden forstummer:

- Sorgen er der ikke kun den dag, vi mister, men også de mange efterfølgende dage. Derfor er det godt at komme til gudstjeneste ved allehelgen og få et rum til vores savn og sorg. Nogen kommer kun i kirken den ene dag om året, men vi har alle det til fælles, at vi ikke kan undgå at miste. Vi er fælles om det i menigheden, og kirken kan etablere rammen om sorgen den dag, siger Heidi Torp.

Efter gudstjenesten får alle et gravstedslys til at sætte hos deres kære.

- Som præst forsøger jeg ikke at påstå, at døden ikke findes, og at kristendommen kan fikse sorgen, men kristendommen kan oplyse og fortælle, at der er mere fremtid end fortid. Lyset er stærkere end mørket, vi ved, at der skal blot en lillebitte smule lys til at bryde mørket. Kristendommen er det lys, og kristendommen holder fast, når det hele vælter, siger Heidi Torp.

På Vesterbro i København ligger Kristkirken, der med præst Mette Gramstrups ord er et "ungt sogn". Her er der færre begravelser og bisættelser, og derfor har de heller ingen tradition for at sende breve ud eller læse navne op under allehelgensgudstjenesten.

- Jeg holder kontakten til de pårørende i den første tid efter en begravelse eller en bisættelse, men jeg har aldrig sendt breve og opfordret dem til at komme til allehelgengudstjeneste. Vi har både en almindelig højmesse klokken 11 og en skumringsgudstjeneste allehelgensdag, og her kommer mennesker, som har mistet, siger Mette Gamstrup, der i sin prædiken har fokus på sorgen og på at savne.

Efter prædikenen får menigheden et fyrfadslys, som de kan tænde og sætte på en spejlplade.

- Sorg skræmmer mange mennesker, men ingen undgår sorg, hvis de elsker en anden. Sorg er den kærlighed, der ikke dør med den, man elsker. Sorg er et livsvilkår, og vi kan dele sorgen. Den sørgende behøver ikke at være alene. Døden er i en kristen sammenhæng som en mor, der tager imod sit barn. Jeg plejer at sige, at de døde har det godt - det er os levende, der har noget at slås med. Men jeg tror, at vi alle bliver frelst, siger Mette Gramstrup.

Der er en særlig stemning i kirken allehelgensdag, siger lektor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet, Kirstine Helboe Johansen.

Hun deltager i et stort forskningsprojekt ’Død, minde og religion’ og har deltaget i flere allehelgensgudstjenester:

- Allehelgensdag er den dag, vi mindes vores døde, og ved de særlige allehelgengudstjenester har næsten alle i kirken lidt et tab i det forgangne år, så det er ikke den typiske menighed. Mange sidder i små familiegrupper, og der er en stemning af eftertænksomhed og sorg. Nogle græder, de har måske mistet for nylig, for andre ligger tabet længere tilbage, og de er færdige med at græde. I hvert fald lige nu.

- Sorg er jo ikke uhyggelig, så jeg opfatter slet ikke stemningen allehelgensdag som uhyggelig. Jeg deltog for eksempel i gudstjeneste en allehelgensdag, hvor der også var barnedåb og et stort dåbsfølge. Selv børnene var meget fokuserede, da præsten læste navnene på de døde op – det var et meget, meget intenst øjeblik.

Kirken understreger den særlige stemning

Når præsten allehelgensdag siger navnene på dem, der er blevet begravet eller bisat fra kirken det forgangne år, bliver de levende og døde på en måde forenet, siger Kristine Helboe Johansen.

- Præsten siger vores navn ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Når præsten siger vores navn allehelgensdag, er vi her ikke mere fysisk, men vi bliver kaldt tilbage til kirkens lys og varme og fællesskab. Der sker en særlig blanding af de levende og dødes rum på denne dag, hvor folk bliver forenet på tværs af dødens skel, siger Kristine Helboe Johansen og forklarer, at kirken er med til at understrege den særlige stemning med valget af salmer. 

- En af gengangerne er ’Dejlig er jorden’. Den bliver ofte sunget ved begravelser, men vi synger den også til jul. Det er en salme, mange kender, og den kan være med til at binde flere elementer sammen i menneskelivet ved at vække erindringer både om begravelsen og de familiebegivenheder, man har fejret sammen. Så den peger både tilbage ved at fremkalde minder og frem mod julen og kan derved hjælpe i en sorgproces, siger hun.

Lyt til 'Dejlig er jorden' herunder.

Vi deler varmen med den døde i kulden

Også lys er et vigtigt element, fortæller Kristine Helboe Johansen.

- Kirken bruger lys bevidst – der er lys på alteret, der er lys ved bryllupper. Men vi bruger også lys uden for kirken. Vi ser det eksempelvis ved bilulykker med dødelig udgang, hvor folk spontant sætter lys ved ulykkesstedet. Det samme sker ved terroranslag. Lys er et materielt symbol på den varme, man gerne vil dele med de døde i kulden, og lys har en varighed. Når præsten for eksempel læser navnene op på de døde allehelgensdag, og de pårørende tænder et lys, så brænder lyset fortsat, også når præsten er gået videre til næste navn.

- Nogle steder er det også skik at bære lyset ud på graven efter gudstjenesten. Lys på kirkegården har tidligere været omdiskuteret, men i dag fremstår lys på kirkegårdene som en etableret praksis. De fungerer som et symbol på, at man bærer lyset fra varmen i fællesrummet ud i mørket på kirkegården, siger Kirstine Helboe Johansen.