I pinsen fejrer vi, at Gud er til stede i verden gennem sin ånd, som lever i os. Pinse er også kirkens fødselsdag, for da Helligånden kom til verden, opstod det første kristne fællesskab, som forbinder mennesker på tværs af sprog og kultur.

Helligånden, som vi fejrer i pinsen, kommer både fra Gud, som skabte himlen og jorden, og fra Guds søn, Jesus. Derfor forstås ånden både som skaberkraft, der giver os inspiration og kreativitet og som kærlighedens ånd, der forbinder os med hinanden og med alt levende.

Pinse er kirkens tredje store højtid efter jul og påske. Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste. Det betyder den halvtredsindstyvende og refererer til, at pinsen falder 50 dage efter påske.

Kirkens fødselsdag

Pinsen er helt centralt for den kristne kirkes begyndelse. Pinseberetningen fortæller om, at Jesus' disciple var sammen i Jerusalem, efter at Jesus havde forladt jorden. Helligånden kom til dem, og de blev sendt ud i verden for at dele deres tro med alle.

Som tegn på, at de havde fået Guds ånd, begyndte de at tale og forstå alle sprog. Det blev begyndelsen på de første kristne fællesskaber. Derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag.

Fortællingen om pinseunderet betyder, at Gud igen var til stede i verden. Ligesom Gud før var til stede i sin søn, Jesus, er Gud - som Faderen og Sønnen - det nu gennem ånden. Det fællesskab, der opstod omkring Jesus, da han levede på jorden, døde og opstod, skulle nu åbne sig for hele verden.

Den jødiske pinsefest

Oprindeligt er pinsen en jødisk fest, der markerer den jødiske påskes afslutning og minder om den pagt, Moses indgik på Sinaibjerget, hvor han fik lovens tavler, de ti bud. Den jødiske pinsefest er samtidig en høstfest, som blev fejret med valfart til Jerusalem. Derfor var der altid jøder fra mange folkeslag i Jerusalem til pinse. Kirken har overtaget festen, og givet den sit eget indhold, nemlig fejringen af Helligåndens komme til verden.

Helligånden - usynlig men nærværende

Helligånden, som vi fejrer i pinsen, kan være svær at forstå. Den kan nemlig ikke ses, men skal mærkes. Helligånden er en del af treenigheden, som vi nævner i Trosbekendelsen når vi taler om Faderen, Sønnen og Helligånden. 

Helligånden forstås bedst som Guds kraft, der skaber tro og håb i os, og som binder mennesker sammen i fællesskaber. Den er også kærlighedens kraft, som gør os i stand til at sætte os i hinandens sted.

Helligånden er ligesom vinden og åndedrættet usynlig, men afgørende for menneskets liv.  

Og fordi Helligånden er usynlig, taler vi ofte om den i billedsprog. 
De mest almindelige symboler på Helligånden er duen, ilden og vinden.

Grundtvig: Pinsens salmedigter

N.F.S. Grundtvig kaldes for pinsens salmedigter, og i Danmark er der mange, der forbinder pinsen med netop Grundtvig. Han mente, at pinsen var årets absolut vigtigste højtid, fordi den var et symbol på sommer, paradis og Helligånden.

Grundtvig var kendt for at binde kristendommen sammen med naturbilleder. Det gælder også i en af hans allermest populære pinsesalmer 'I al sin glans nu stråler solen', der handler om Helligånden og den tid, vi går i møde. Grundtvig sammenligner nemlig Helligånden med sommerens komme i den danske natur.

Pinsen kan være sværere at forholde sig til end jul og påske, fordi Helligånden ikke er en fysisk person. For at gøre pinsens budskab lettere tilgængeligt, brugte Grundtvig derfor pinsens kendetegn som Guds ånd, livsoplysning og menighedens fælleskab i sine salmer.

Og deraf blev Grundtvig kendt som pinsens salmedigter.

'I al sin glans nu stråler solen' er skrevet af Grundtvig og har stort set været en fast pinsesalme i de danske kirker, siden han forfattede den 1843 og atter i 1853.

Læs mere om salmen

Lyt til flere af pinsens smukke salmer her.

Pinse i biblen

Pinsen har ikke på samme måde dramatiske bibelske beretninger, som jul og påske har det. Helligåndens komme til disciplene beskrives med tunger af ild og en ny evne til at tale og forstå mennesker af anden baggrund.

Pinseberetningen er altså ikke så konkret, men kan forstås på mange måder. Derfor spiller poesien og billedsproget en vigtig rolle for pinsefejringen.

Disciplene sendes ud i verden

I Lukasevangeliet kan vi læse, at Jesus, før han blev løftet op til himlen, lovede disciplene, at de også skulle få kraften fra det høje, Helligånden. De skulle i Jerusalem vente på, at Helligånden kom til dem. Derefter ville de være parate til at begynde deres mission. Disciplene blev udrustet med ånden og sendt ud i hele verden for at vidne Jesus Kristus.

Apostlenes Gerninger fortsætter beretningen og fortæller, hvordan Helligånden ti dage efter Jesus' himmelfart kommer til apostlene, der var samlet i Jerusalem. På forunderlig vis blev de i stand til at forstå og tale alle sprog. Derefter gik de ud i verden for at forkynde budskabet om Jesus Kristus.

Læs pinseberetningen (Apostlenes Gerninger 2,1-13) på Bibelselskabet.dk 

Gudstjeneste i det fri

Når foråret for alvor har fået fat, holder mange kirker en gudstjeneste ude under åben himmel. Og særligt 2. pinsedag skifter mange stearinlys og bænke ud med solskin og skovbund.

Gudstjenesten forløber som regel på samme måde som altid, men de anderledes rammer gør det alligevel til en anden oplevelse at være med. Det kræver også flere praktiske forberedelser at holde gudstjenesten i det fri, og derfor samarbejder kirkerne ofte med hinanden og med lokale foreninger, musikere og frivillige om gudstjenesten.