Juleevangeliet binder os sammen

Man siger, at de store fortællingers tid er forbi. At det i dag er den individuelle livshistorie, der skal give mening og fortælles, så den skiller sig ud fra de andres. Men vi har stadig nogle få stærke fælles fortællinger, som vi lytter til og genfortæller år efter år. Juleevangeliet er en af dem.

I julen sætter de fleste af os den individuelle historiefortælling på pause og gør som alle andre. Vi spiser det samme, synger det samme og lytter til den samme fortælling om, da Jesus blev født. Men hvad betyder det for os og fællesskabet at høre juleevangeliet igen og igen, og hvad gør det til en god historie? Udover det indlysende skelsættende i, at det netop er her, Jesus bliver født, og vores tidsregning begynder, så har det muligvis også at gøre med historiens opbygning. Den bygger nemlig på en klassisk dramaturgi, som vi stadigvæk i dag ser gentaget i populærkulturens fortællinger, for eksempel i bøgerne om troldmanden Harry Potter. Men det handler også om, at det giver os tryghed at blive bekræftet i at have en fælles historie.

Læs juleevangeliet

Teksten er fra Lukasevangeliet, kapitel 2 

 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.

Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.

Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.

Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.«

De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.

Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem. Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Fortællingen om Maria, Josef, Jesusbarnet, englene og hyrderne kender vi fra folkeskolen, juleafslutninger eller gudstjenesten den 24. december, hvor historien traditionelt bliver læst højt. Nogle læser den også op til juleaften med familien. Selv hvis vi ikke hører selve juleevangeliet, er det så godt som umuligt at gå gennem december uden at støde på elementer fra det andre steder – i julesange, salmer og udstillinger med julekrybber.

I julekrybben bliver fortællingen om Jesus’ fødsel iscenesat. Vi finder den i vindueskarmen derhjemme, i kirken, butikkernes udstillingsvinduer og måske endda som levende krybbespil med rigtige dyr og mennesker.

Men hvad er det egentlig, der gør juleevangeliet til så stærk en fortælling, som holder til at blive genfortalt år efter år, uden at vi bliver trætte af den? Lad os først prøve at dykke ned i, hvordan fortællingen helt konkret er bygget op.

Manuskriptforfatter: Det er stærk, klassisk dramaturgi

Nikolaj Scherfig er manuskriptforfatter. Alt, hvad han beskæftiger sig med, handler grundlæggende om, hvordan man bygger fortællinger op. Han er uddannet fra Den Danske Filmskole i 1989 og har skrevet manus til en lang række spillefilm, tv-serier og dokumentarer. Blandt andet til den prisbelønnede DR-serie ’Broen’. Men han har også skrevet flere tv-julekalendere, hvor især ’Jesus og Josefine’ fra 2003 med sin episke historiefortælling skabte et lille nybrud i julekalendergenren. Med ’Jesus og Josefine’ tog han sammen med medforfatter Bo Hr. Hansen fat i netop juleevangeliet, fordi de ville undersøge den kristne arv, som vores samfund bygger på.

- Juleevangeliet er en fantastisk stærk fortælling. Og egentlig meget enkel i sin opbygning: Der er en familie, som er på en rejse, men de kan ikke finde et sted at bo. Det vil sige, at der fra starten er en dramaturgisk modstand. De finder så frem til stalden, hvor Maria føder Jesus. Men den helt store spænding er selvfølgelig, at det her barn er forudbestemt til noget stort, forklarer Nikolaj Scherfig.

Juleevangeliet, som vi læser op til juleafslutninger og -gudstjenester, er sædvanligvis teksten fra Lukasevangeliet kapitel 2, vers 1-21, hvor historien slutter otte dage efter Jesus’ fødsel. Fortællingen er dog også beskrevet i Matthæusevangeliet, hvor handlingen senere tager en farefuld drejning:

- Her kommer familien igen i modstand. Man kunne kalde det for andet vendepunkt. De vise mænd kommer og siger, at Jesusbarnet er bestemt til at være konge, hvilket kommer den rigtige konge, Herodes, for øre. Han ser det som en direkte trussel og beordrer alle drengebørn i Betlehem og omegn slået ihjel. Barnet er altså i fare, og familien må flygte, for at Jesus kan redde sig selv og udfylde sin funktion. Det er klassisk dramaturgi med stærk modstand. Det handler jo helt basalt om liv og død, og det fungerer altid godt.

Julekrybbens hovedpersoner er hentet fra fortællingerne om Jesus’ fødsel. De vise mænd og Bethlehemsstjernen stammer fra Matthæusevangeliet, mens hyrder og engle er fra Lukasevangeliets juleevangelium. Oksen og æslet, som tilbeder Jesus, stammer formentlig fra Pseudo-Matthæus, der er et skrift fra 600-tallet, som også har barndomsfortællinger om Jesus.

På Filmskolens manuskriptlinje arbejder man med forkortelsen SOS. Det står for de tre elementer, som skal være til stede i enhver god historie, nemlig spænding, overraskelse og det særprægede. Og juleevangeliet har det hele, mener Nikolaj Scherfig.

- Det er jo oplagt spændende at følge med i, om familien klarer den. Det særprægede består i, at Guds søn bliver født som menneske her på jorden. Og det overraskende er, at han – Guds søn – bliver født i en stald. Det er på en måde meget klassebevidst og imagebevidst at lave modstillingen mellem et så usselt sted og fødslen af en konge. Det er ovenikøbet en tømrer og hans kone, så den går straks ind og skildrer et klassesamfund, hvor vi følger en familie langt under fyrsteslægterne.

Vi finder tryghed i fællesskabet 

Når vi lytter til juleevangeliet, så gør vi det dog ikke kun, fordi plottet er spændende. Det handler nemlig også om, at selve traditionen med den genkendelige fortælling giver os tryghed. Det forklarer Andreas Bandak, der er antropolog, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet, hvor han forsker i kristendom.

- Vi lever i en kultur og en tid, der ofte betoner individets behov mere end fællesskabets. Denne betoning af individualitet risikerer at skygge for det forhold, at mennesket grundlæggende er et socialt væsen. Behovet for fællesskab ser vi også, selv om nogle traditioner er i opbrud, og vi gør ting anderledes end vores forældre. Traditioner forandres og fornys, hvilket viser, at der i vores samfund er langt mere end blot en masse individer.

Han beskriver, hvordan vi som mennesker lever med en central spænding, hvor vi både leder efter frihed, men også tryghed. På den ene side søger vi steder, hvor vi føler os trygge, men afgiver noget af vores individualitet. Og på den anden side søger vi frihed, hvor vi bevæger os ud over fællesskabet.

- I julen oplever mange trygheden i fællesskabet, hvor noget af individualiteten kan sættes til side i det mindste for en stund. Her tilbyder juleevangeliet en fortælling, der gør os fælles, selvom vi i andre sammenhænge er forskellige. Den handler om et barn, der fødes, om livet i en familie, om en kultur, der fortsætter. Det er en fortælling om livet, som bliver til og videreføres, og den fortælling kan grundlæggende bringe folk i samme stemning, siger Andreas Bandak.

I modsætning til alt muligt andet i vores liv, er juleevangeliet det samme år efter år og rummer derfor genkendelsens glæde.

Andreas Bandak, antropolog, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet

I juleevangeliet hører vi historien om en frelser, som bliver født. Men fortællingen åbner samtidig op for, hvad den enkelte ellers sidder med. Nogle sidder og tænker på det barn, de selv venter, mens andre tænker tilbage på deres egen barndom eller deres børns barndom.

- Juleevangeliet åbner for, at lytteren selv kan fylde på i forhold til, hvad der er relevant for den enkelte, og det kan skifte fra år til år. Nogle år bruger vi måske juleevangeliet som en pause, hvor vi kan koble lidt af, fordi vi har hørt det så mange gange før og ikke behøver at forholde os til det. I modsætning til alt muligt andet i vores liv, er juleevangeliet det samme år efter år og rummer derfor genkendelsens glæde, forklarer Andreas Bandak.

Jesus og… Harry Potter

At juleevangeliet vækker så meget genkendelighed kan også hænge sammen med, at den samme grundstruktur er blevet brugt igen og igen i populærkulturens fortællinger. Et kendt moderne eksempel er historien om den unge troldmand Harry Potter, der ved sin fødsel er udvalgt til at redde verden fra det onde i form af troldmanden Lord Voldemort, men som først skal igennem mange forhindringer på skolen Hogwarts. Nikolaj Scherfig forklarer:

- Harry Potter er jo som en frelserfigur, der skal kæmpe for, at det gode sejrer over det onde i verden. Han skal igennem en dannelsesrejse, hvor han skal vokse sig til og træde ind i sin karakter. Men det handler også om, at han på trods af nogle særlige kræfter og evner og forudbestemthed samtidig også bare er – et barn. Et menneskebarn, ligesom Jesus, der både er helt menneske og helt Gud. Det afføder meget tvivl hos de to unge hovedpersoner.

Ifølge Nikolaj Scherfig er der faktisk også en ganske tydelig parallel mellem juleevangeliet og tv-julekalenderen. Julekalenderen, som i øvrigt er en særlig nordisk tradition, er for mange børns vedkommende et af de første møder med en stort opsat fortælling med plot, vendepunkter og liv og død. Eller jul og ikke jul.

- Det er selvfølgelig ikke en direkte sammenligning, for der er også blandet mange andre elementer i julekalenderen – som for eksempel nissemytologi. Men grundlæggende er præmissen jo den samme: Klarer de det, eller klarer de det ikke? Bliver det jul, eller bliver det ikke jul? Sådan er tv-julekalendere næsten altid bygget op. Der er nogle mørke kræfter på spil, og forløsningen kommer så juleaften, hvor alt falder på plads. Jesus bliver født, kan man sige. Julefesten i de moderne julekalendere kredser også ganske ofte om nogle kristne kernedyder som familie og næstekærlighed, siger Nikolaj Scherfig.

En myte, der binder os sammen

Ligesom vi kan huske tilbage på barndommens tv-julekalendere, Harry Potter-bøger eller andre historier og blive helt nostalgiske, så kan Juleevangeliet bringe det samme frem i os. Der forklarer Christine Aster Crone, der er postdoc ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet:

- Der er meget nostalgi i at høre bestemte fortællinger som for eksempel juleevangeliet. Når man som voksen hører juleevangeliet, bliver man bragt tilbage til sin egen barndom med krybbespil i skolen og Lucia-optog. Men det drejer sig ikke alene om ens egen personlige historie, det handler også om det Danmark, der var dengang. Tankerne går tilbage til de gaver, der blev givet, juletraditionerne og skolerne i ens barndom. Man kan kalde det længslen efter det gode i sin egen barndom og efter en uskyld, fordi man dengang var uvidende om mange ting.

Den måde, vi læser juleevangeliet på, er som et ritual, der bekræfter os i, at vi deler en fælles historie og har et nationalt fællesskab.

Christine Aster Crone, postdoc ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet

Vi har stort set alle sammen minder om juleevangeliet, og det er ifølge forskeren med til at skabe bånd imellem os som nation.

- I Danmark er juleevangeliet knyttet meget til institutioner som vuggestuer, børnehaver, skolen og kirken. Juleevangeliet er noget, vi hører sammen, og dermed en myte, som binder os sammen. Den måde, vi læser juleevangeliet på, er som et ritual, der bekræfter os i, at vi deler en fælles historie og har et nationalt fællesskab, siger Christine Aster Crone.

De spændende, genkendelige og fælles fortællinger er ikke uden betydning – slet ikke i en tid, hvor ting hastigt ændrer sig. Når det, der plejede at være normale tilstande, er vendt på hovedet, kan noget så velkendt og rodfæstet som fortællingen om Josef, Maria og Jesusbarnet hjælpe med at etablere den tabte balance, forklarer hun:

- Fælles fortællinger er vigtige for at skabe et fællesskab. Fælles fortællinger har også en evne til at skabe balance eller bekræfte normalitet. I min familie har vi fx den tradition at se teaterstykket Folk og Røvere i Kardemommeby hver jul. Det er den samme historie hvert år, vi kender starten og slutningen, og når vi har set stykket, er vi bekræftet i, at alt er, som det plejer, og som det skal være. Det samme kunne man sige om Julevangeliet.

Fortællingen om juleevangeliet i form af krybbespillene blev gjort populære af Frans af Assisi, som i 1223 skabte en julekrybbe i en grotte i den italienske by Greccio. Historien om Frans af Assisis krybbespil bredte sig til hele Europa, hvor krybbespillet blev en populær skik. Traditionen forsvandt i de lande, hvor reformationen i 1500-tallet havde gjort sit indtog, heriblandt Danmark. Først i begyndelsen af 1900-tallet er krybbespillet vendt tilbage og er nu blevet en fast del af vores juletraditioner.

Fortællinger holder et spejl op

Manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig mener også, at fortællinger – de store fortællinger – er med til at skabe en følelse af sammenhæng.

- De giver os en forståelse af os selv i verden. De er foranderlige og tilpasser sig tiden, men nogle har bare en stærkere holdbarhed end andre. Det gælder især juleevangeliet og flere andre bibeltekster. Men også Shakespeare, som på en tidløs måde handler om følelser og den menneskelige psykologi. Og de græske myter, som kredser om skæbne.

Personligt tror Nikolaj Scherfig, at vores behov for fortællinger bunder i, at der er en stærk drift i mennesket til at lede efter det, som giver vores liv mening.

- Fortællingerne bliver en manual, som kan skabe en form for orden i vores liv og give en dybere forståelse af, hvorfor vi gør, som vi gør. Det er det, de rigtig gode fælles fortællinger kan. Det er det spejl, de holder op foran os.

Tekst: Andreas Lindbjerg Nielsen, Nanna Rønnov Johansen og Ulla Abildtrup

Se også

Juleevangeliet fortalt af børn

Og det skete i de dage, at du skulle huske at slå lyden til og lytte til Ane på 4 år, der fortæller dig historien om juleglæden. I en mørk tid har vi brug for fælles fortællinger om håb, lys og ikke mindst glæde. Juleevangeliet er en af dem.

Læs også

Julehistorier