Julehistorier
Julefred findes også, når livet gør ondt
JULEFRED

Julefred findes også,
når livet gør ondt

Kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) har altid fundet julefreden i kirkerummet - også gennem en række hårde og kaotiske år i barndommen.

Mette Bock

Juledag går hele Mette Bocks familie i kirke og spiser julefrokost sammen. Det er en kæmpestor familie med megen aktivitet, mange samtaler og en masse børn og leg, så der er ikke så meget ro, men der er en stor glæde, siger Mette Bock. Foto: Bjarke Ørsted

Louise Graa

Når kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) lader sig synke ned på en kirkebænk, får hun for alvor tid og ro til at lade julefreden indfinde sig i december måned.

- Når jeg sætter mig på kirkebænken, ser jeg for alvor det store perspektiv. Jeg mærker, at andre har siddet der før mig gennem generationer, og jeg ved, at man er en del af en lang række af mennesker, der alle er stødt ind i problemer og har oplevet sorger ligesom en selv. Så ved man, at noget er konstant, og at der altid er håb, siger hun.

Og sådan har det været, fra Mette Bock som niårig stod midt i en virkelighed, hvor hendes søster var blevet dræbt i et trafikuheld, hendes forældre efterfølgende blev skilt, og faderen fik et alkoholmisbrug og ikke ville have kontakt til moderen. Barske kår, hvor hun alligevel forblev oprejst. 

En lille lomme af julefred

Når Mette Bock tænker tilbage på julemåneden i årene der fulgte, er det ikke med glæde.

- Det var ikke nogle gode år i mit liv, og det var svært at få julen til at fungere, for vi var fem børn, og vores forældre kunne ikke være i samme rum, siger hun og forklarer, at ordningen blev, at hun holdt jul hos faren, mens hendes fire yngre brødre tilbragte juleaften hos deres mor.

- Jeg syntes ikke, min far skulle sidde alene, men det var ikke specielt hyggeligt, for selvom han var sød, havde han ikke sans for julen, uddyber hun.

Men lige meget hvor ondt livet gjorde, har Mette Bock altid kunnet finde en lille lomme af julefred til julegudstjenesterne.

- Jeg er kommet i den samme folkekirke hele mit liv, og der har freden altid sænket sig. At det er Jesus’ fødselsdag – at et barn kom til verden trods ringe kår og fik afgørende betydning for verden – er lykkeligt uanset hvad, siger hun.

Lad julesorgen slukkes

For Mette Bock er erkendelsen af, at juleglæden og julesorgen sameksisterer da også essensen af julefred.

- Når vi så ser den glæde, som julen er, ser vi også sorgen. For med højtider følger store kontraster. Ingen menneskers liv er en dans på roser, og vi oplever alle sten på vejen. Det bliver tydeligere under glædens fest, at der er to sider af samme sag, siger Mette Bock.

Hun peger på sidste vers af Grundtvigs salme ”Velkommen igen Guds engle små” som en tekst, der beskriver hendes opfattelse af julefred.

”O, måtte vi kun den glæde se/før vore øjne lukkes!/Da skal, som en barnemoders ve, vor smerte sødt bortvugges/Vor Fader i Himlen! lad det ske/lad julesorgen slukkes!”, lyder det.

- Han beder om, at julesorgen skal slukkes og siger, at vi skal se glæden, siger hun.

Hos Mette Bock har julesorgen især trængt sig på i årene efter hendes søsters død.

- I de første år efter at have mistet gør man alt for første gang. Men det dur ikke at synke ned i sorgen, man skal komme videre. Sorgen bliver en følgesvend, men den må ikke overskygge glæde og livsmod.

Roen finder jeg i kirkerummet

Den helt store glæde ved julen fik Mette Bock dog først for alvor tilbage, da hun selv stiftede familie. Og i dag fører hun traditionen med hyppig kirkegang videre til sine egne børn og børnebørn.

- Jeg lever i en traditionsbundethed, hvad angår julen, og 1. juledag går hele familien i kirke. Efterfølgende spiser vi julefrokost, og jeg er en del af en kæmpestor familie med megen aktivitet, mange samtaler og en masse børn og leg, så der er ikke så meget ro, men der er en stor glæde, siger Mette Bock.

Hun tilføjer, at der dog også kan sænke sig julefred derhjemme, når familien går om træet eller synger sammen, sådan som de ynder at gøre i juletiden.

- Men selve roen og dens betydning finder jeg i kirkerummet, slutter hun.