Er det kristent at faste?

Nanna Rønnov Johansen

Faste har ændret sig fra at være en væsentlig identitetsmarkør for oldkirkens kristne til at være en del af Middelalderen og i dag i folkekirken til at minde os om mådehold. Få overblikket over fastens historie her.

Hvert år i folkekirken er der fasteperiode mellem fastelavn og påske. Trods navnet er der dog ingen, der forventer, at medlemmer faster i praksis.

Nogle vælger at gøre det alligevel for at flytte fokus fra det materielle til det åndelige. Her kan man for eksempel beslutte, at man giver afkald på kød, slik, alkohol, tv-kiggeri eller andet forbrug i fasteperiodens 40 dage. Pointen med at undvære en luksusvare eller daglig rutine er, at det giver overskud til noget andet, for eksempel at give sit åndelige liv opmærksomhed eller dyrke fællesskabet.

Det har ikke været en kristen pligt at faste i den protestantiske tradition, siden protestanterne ved Reformationen forkastede tanken om, at man kan få fortjeneste hos Gud ved at gøre bestemte gerninger. Inden da var fasten en del af hverdagen, og der var særlige regler, man skulle følge, og bestemte dage at faste på.

Fasten har spillet en rolle i de kristnes liv lige siden kristendommens begyndelse. Nogle gange har den rolle været større, andre gange mindre, og i dag er den minimal. Sætter man sig til at undersøge, hvordan fasten har udviklet sig siden oldkirkens tid, finder man ud af, at fastens form og formål har gennemgået store ændringer. Og de første kristnes motiver for at faste har naturligvis baggrund i Bibelens fortællinger.

Protestantisme

Protestantisme er en af kristendommens store retninger, der opstod ved Reformationen. Navnet kommer af, at medlemmerne protesterede mod den katolske kirke. Senere splittede protestantismen sig i forskellige retninger, og en af dem er den evangelisk-lutherske kirke, som den danske folkekirke hører under.

Faste i Bibelen

Det Gamle Testamente fortæller flere steder om mennesker, der faster. Det kan være for at forberede sig på at møde Gud, hvis de angrer eller når de sørger, som i fortællingen om Sauls nederlag og død:

- […] de tog ligene af Saul og hans sønner ned fra Bet-Shans mur, og da de var kommet hjem til Jabesh, brændte de dem dér. Så tog de benene og begravede dem under tamarisken i Jabesh. Derefter fastede de i syv dage. (1. Samuelsbog, kapitel 31, vers 12-­13)

Profeten Esajas taler dog imod de mennesker, der hellere vil koncentrere sig om deres egen faste end at hjælpe deres medmennesker:

- På fastedagen driver I handel, og jeres arbejdere jager I med. I faster i kiv og strid og kaster med sten i ondskab. Når I faster, som I nu gør, bliver jeres bøn ikke hørt i himlen. Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. (Esajas’ bog, kapitel 58, vers 3-­7)

I Det Nye Testamente hører vi fortællingen om Jesus, der faster i 40 dage og forbereder sig til at modstå Djævelens fristelser:

- Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹« (Matthæusevangeliet, kapitel 4, vers 1-4)

Bibelen fortæller historien om, hvordan den fastende Jesus modstod Djævelens fristelser. Maleri af James Tissot i slutningen af 1800-tallet. (Wikimedia Commons)

Evangelierne fortæller, at Jesus og disciplene ikke faster, som det ellers var praksis, for, som Jesus forklarer, har de først grund til at sørge og faste den dag, han ikke mere er blandt dem:

- Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. (Markusevangeliet, kapitel 2, vers 18-20)

Jesus siger desuden, at fasten skal være skjult for mennesker, fordi den er for Gud. Det er ifølge ham hykleri, hvis man i virkeligheden faster for at gøre indtryk på andre:

- Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved, og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. (Matthæusevangeliet, kapitel 6, vers 16-18)

Identitetsmarkør for de kristne

På oldkirkens tid er fasten en væsentlig religiøs udtryksform, der både er en identitetsmarkør for det nye kristne fællesskab og signalerer den enkeltes renhed over for Gud.

På det praktiske plan faster man hver onsdag og fredag og derudover i perioder op til forskellige helligdage, blandt andet påske. På fastedagene må man ikke spise eller drikke noget som helst.

De første kristnes motiver for at faste er mange. Faste, for eksempel inden ens voksendåb, kan være en religiøs forberedelse, hvor man renser sig selv eller uddriver onde ånder. Faste kan også være et udtryk for sorg over Jesu død, for eksempel i de to-tre dages faste før påske. Faste kan desuden være et fortjenstfuldt åndeligt offer til Gud for at opnå hans velvilje, og endelig kan den være udtryk for anger og bod, for eksempel op til årets slutning.

Nogle steder i vesten tilføjer man senere lørdag som en ekstra fastedag. Her betyder det blot, at man holder sig fra kød og i stedet spiser for eksempel suppe eller fisk.

Lidt før år 300 begynder der at komme en asketisk bevægelse, som går ud på at leve uden nydelse og efter strenge regler. Bevægelsen starter hos de såkaldte ørkenfædre, der er en slags munke, som har trukket sig væk fra samfundet og bor alene ude i ørkenen. De bliver åndelige vejledere for disciple og grundlægger dermed det kristne munkevæsen. Ørkenfædrenes liv og lære medvirker til at fremme tanken om, at man ved at faste kan gøre kroppen hellig og dermed få en tættere forbindelse til Gud. En tanke, der senere bliver udgangspunkt for kirkens store organiserede faste.

I det oldkristne skrift Didaké, der angiveligt stammer fra begyndelsen af 100-tallet, er onsdag og fredag fastsat som kristne fastedage. Skriftet er også kendt som ”De 12 apostles lære” og bliver betragtet som en af de vigtigste kilder til den tidlige kristendoms historie. På Pusjkinmuseet i Moskva hænger et billede fra 1300-tallet, der forestiller de 12 apostle. (Wikimedia Commons)

Kontrol af fasten i Middelalderen

Middelalderens kristendom har de samme fastedage og -perioder inden højtider som i oldkirken. Reglerne for, hvad man ikke må spise eller drikke, er dog mildere end tidligere, hvor man ikke måtte indtage noget som helst.

Onsdag og fredag må man ikke spise kød, så man spiser fisk i stedet for. I de 40 dage før påske og i kortere perioder op til andre højtider er der strengere regler, for der skal man tilmed holde sig fra smør, ost og æg.

Sammenlagt er der omkring 180 fastedage om året. Til at kontrollere, at folk overholder de kirkelige regler om blandt andet faste, bruger kirken det private skriftemål. Over for en præst skal man redegøre for alle de synder, man har begået. Herefter kan synderne blive opvejet med en modsvarende mængde gode gerninger af forskellig art – for eksempel at bede et ekstra antal bønner, købe aflad eller faste. Herefter kan man så regne med kirkens og dermed Guds tilgivelse.

Som årene går, mister fasten mere og mere betydning som en religiøs identitetsmarkør. I stedet bliver den en bod eller straf, der tynger menneskets samvittighed og er en indtjeningskilde for kirken. Ved slutningen af 1400-tallet er det blevet et kristent ideal at trække sig ud af verden for at blive munk eller nonne og gå i kloster, hvor man kan koncentrere sig om at bede og faste. Alt dette vil reformatoren Martin Luther gøre op med.

Luthers kritik af faste og gerningsretfærdighed

Tanken om, at mennesket skal gøre bestemte gerninger for at gøre sig fortjent til Gud og frelse, er i Martin Luthers øjne en helt forkert måde at fortolke kristendommen på. Det fortæller Per Ingesman, der er professor ved Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi ved Aarhus Universitet:

- Det, der i Luthers tanker tæller, er, at vi bliver frelst alene ved troen på Kristus, og det er for hans skyld, at Gud lader os blive frelst. Ikke for vores egen skyld, men for Kristi skyld. Alt hvad der er før Reformationen af klosterliv, præstecølibat, faste, askese og lignende, hvor vi siger, at vi selv skal gøre noget for at blive frelst, bliver opfattet som noget, der tager fortjenesten væk fra Kristus.

Martin Luther og de andre reformatorer forkaster idéen om gerningsretfærdighed og tanken om at bruge fasten som en særlig vej til Gud og tro, at det giver en frelse. Men det er dog ikke sådan, at de afviser al faste, for fasten er jo nævnt i Bibelen, og Jesus fastede også selv dengang i ørkenen.

- Man kunne ikke sige, at faste i sig selv var noget forkasteligt. Man kunne sagtens bruge fasten på at spæge legemet, altså at tugte sit legeme lidt, så det mere kunne koncentrere sig om det åndelige, siger Per Ingesman.

Gode gerninger er heller ikke forbudt i Luthers øjne. Tværtimod er mennesket nu sat fri til at gøre gode gerninger for andres skyld. Målet er ikke længere at opnå fortjeneste hos Gud, men at gøre godt for næsten.

- I stedet for, at vi skal gå og spekulere på, om vi har fastet nok til at blive frelst, så sætter det os fri. For Luther siger, det handler slet ikke om, at vi skal fortjene noget ved frelsen, for den får vi ved vores tro på Kristus, siger Per Ingesman.

Fasten er ikke længere en kristen pligt i den protestantiske kirke, men i tiden efter Reformationen er der dog stadig situationer, hvor folk skal faste. I krisetider laver man offentlige bededage, hvor folk skal gå i kirke og bede nogle bestemte bønner. I den sammenhæng bliver de også pålagt at faste. I den slags situationer siger kongen og biskoppen, at befolkningen har været alt for syndige og derfor skal gøre bod. Af den grund bliver det kaldt for bodskristendom, og den afart af kristendommen fylder meget i 1600-tallet, hvor det ser lidt sort ud blandt andet på grund af Trediveårskrigen.

 

I infografikken herunder kan du se, hvordan fasten har udviklet sig gennem tiden.

Arbejdsomhed bliver ny dyd

Med Reformationen forsvinder også tanken om, at man bliver mere from eller hellig ved at trække sig tilbage fra verden. I stedet for at leve et alvorligt kristent liv i et kloster, som ellers havde været idealet i Middelalderen, skal man nu leve det ude i samfundet, fortæller Per Ingesman:

- Hele samfundet bliver nærmest et stort kloster i 1500- og 1600-tallet, hvor det arbejdssomme kommer frem. Luther har et begreb om ”livet i kald og stand”. Du skal gøre dit bedste i det kald, du er i, om du er præst, borgmester eller skomager, eller hvad du er. Uanset hvilken stand du er i, om du er bonde, adelig eller kejserlig.

Familien og dagliglivet bliver stedet, hvor den kristne skal leve i harmoni med Guds vilje. Mennesker er frie til at leve et almindeligt liv med ægteskab, seksualitet, familie, arbejde, venskab og så videre. For Luther skal den kristne leve i ”kald og stand”, hvilket betyder, at han eller hun skal påtage sig de opgaver, som vedkommendes situation kræver. 

- Nu siger Luther: ”Husfar, du skal opdrage din børn, mor, du skal føde dine børn. I skal gøre jeres job, så godt I kan, der hvor Gud har sat jer, og det er ligeså velbehageligt for Gud som at gå i kloster”, fortæller Per Ingesman.

Faste flytter fokus fra legeme til ånd

Selvom fasten ikke længere fylder så meget i folkekirken, så er der ifølge Per Ingesman alligevel noget, vi kan trække frem fra den gamle tradition og bruge i dag: At give afkald på noget fysisk, så vi i stedet kan koncentrere os om noget åndeligt.

- At faste var i sit udgangspunkt også at sige, ”nu skal vi ikke tænke så meget på legemet, men på det åndelige”. Det kan vi dag godt bruge i en tid, hvor vi har fået øjnene op for, at ressourcerne er begrænsede, og vi måske ikke skal bruge løs efter vores behov, men mere tænke på det åndelige, naturen og planetens overlevelse.

Det tyder da også på, at folks interesse for mådehold og mere åndelighed vokser. På mange kirkers hjemmesider er der i dag forslag til, hvilke materielle ting man kan faste fra, og hvilke åndelige eller fællesskabsorienterede ting man så kan lave i stedet for, hvis man gerne vil forsøge sig med fasten i de 40 dage inden påske. I den svenske kirke, Svenska Kyrkan, er der til fasteperioden inden påske også udgivet en decideret fastekalender med inspiration.

- Der er flere af de her middelalderlige fromhedsudtryk som faste og pilgrimsvandringer, der er blevet moderne igen. Også for protestanter, men nu ikke som noget, der er en god gerning, hvor man får fortjeneste hos Gud, men snarere som et middel til at nedprioritere det kropslige og prioritere det åndelige. Det bliver en spirituel erfaring, man gør. Man skal bare ikke gå og tænke på, hvad vi skal have at spise, man skal tænke på noget åndeligt, siger Per Ingesman.

Kolofon

Tekst og grafik: Nanna Rønnov Johansen
Illustration: Sidsel Sørensen
Tak til: Ph.d. og lektor i systematisk teologi Else Marie Wiberg Pedersen, dr.theol og lektor i kirkehistorie Niels Arne Pedersen samt dr.phil og professor ved Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi ved Aarhus Universitet Per Ingesman
Kontakt: redaktion@folkekirken.dk

Kilder

Per Ingesman og Niels Arne Pedersen: Kirkens historie. Bind 1, Hans Reitzels Forlag, 1. udgave, 1. oplag, 2012

Carsten Bach-Nielsen og Jens Holger Schjørring: Kirkens historie. Bind 2, Hans Reitzels Forlag, 1. udgave, 1. oplag, 2012

Danmarkshistorien.dk: Klostervæsen ca. 1095-1536

Danmarkshistorien.dk: Kultur og dagligliv

Danmarkshistorien.dk: Mad og drikke i middelalderen

Danmarkshistorien.dk: Martin Luther og de reformatoriske idéer: Livet og døden

Danmarkshistorien.dk: Martin Luther og de reformatoriske ideer: Tro og gerninger

Reformation.au.dk: Reformationen og den almene nytte