Hvorfor faster vi (ikke)?

Andreas Lindbjerg Nielsen

Selvom ingen forventer, at folkekirkens medlemmer faster i praksis, er der alligevel noget i den gamle tradition, som taler til det moderne menneske. Men hvorfor faster nogen, mens andre afskriver det blankt? Hvordan undgår man, at fasten ikke bliver et mål i sig selv?

For 16 år siden gik Karina Juhl Kande ind i sin lokale sognekirke i København og bad præsten fortælle om den kristne faste. Hun var fascineret af tanken om faste som en religiøs praksis, men det var vigtigt for hende, at den havde et kristent afsæt og indhold. 

- Jeg ville rigtig gerne vide, hvordan jeg kunne gribe det an, hvad traditionen havde at sige, og hvorfor netop denne tid i kirkeåret var fastetid? Præsten kiggede dybt forundret på mig og svarede, at det måtte jeg nok hellere tale med en katolik om. Jeg var helt paf over, at hun intet kunne fortælle mig – der stod jo 2. søndag i fasten på en tavle i kirken, det måtte da betyde noget?

I dag er Karina Juhl Kande selv blevet præst, i Karlebo Sogn i Nordsjælland. Og hun faster stadigvæk. Da præsten i sin tid ikke kunne hjælpe hende videre, måtte hun forsøge sig i det stille i stedet og langsomt finde ud af, hvad der var den rigtige måde for hende. Og det viste sig at være en god fremgangsmåde.

- Sådan synes jeg, at fasten skal være. Stilfærdig. Den må ikke larme i sig selv.

Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne.

Lukasevangeliet, 6,16

Det har ikke været en kristen pligt at faste i den danske folkekirke, siden protestanterne ved Reformationen forkastede tanken om, at man kan få fortjeneste hos Gud ved bestemte gerninger. Men nogle vælger stadig at gøre det i dag, som regel for at flytte fokus fra det materielle til det åndelige. Her beslutter nogen sig for eksempel for at give afkald på kød, slik, alkohol, streaming eller andet forbrug i fasteperiodens 40 dage.

Formålet med at undvære en luksusvare eller daglig rutine er, at det skaber rum og overskud til noget andet, for eksempel at give sit åndelige liv opmærksomhed eller at dyrke fællesskabet.

Protestantisme

Protestantisme er en af kristendommens store retninger, der opstod ved Reformationen. Navnet kommer af, at medlemmerne protesterede mod den katolske kirke. Senere splittede protestantismen sig i forskellige retninger, og en af dem er den evangelisk-lutherske kirke, som den danske folkekirke hører under.

Men hvorfor faster vi egentlig i dag? Hvorfor tiltaler det nogle og afskrækker andre? Handler det om os selv, vores egen renhed, den perfekte livsstil, fællesskabet eller Gud? Det er der lige så mange holdninger til, som der er måder at faste på. Men det store spørgsmål, hvad enten man er for, imod eller midt imellem, er, hvordan man kan faste, uden at man på samme tid vikler sig (endnu mere) ind i sig selv.

Sådan faster jeg

For Karina Juhl Kande handler fasten grundlæggende om at give afkald på noget for at skabe rum for noget andet. Og hvis det, der gives afkald på, faktisk skal kunne skabe rum for noget andet, så er det nødt til at være et reelt afsavn.

- I de første par år fastede jeg fra kød, men det var ikke noget, jeg virkelig savnede. Tværtimod havde det en forkert effekt, fordi jeg kom til at fokusere på madlavning i stedet for det, jeg egentlig ønskede at skabe plads til, nemlig forberedelsen til påsken.

Nu faster hun hvert år fra alle former for søde sager. Det lyder måske ikke som noget særligt, men for en selverklæret slikmund er det en kæmpe udfordring, fortæller hun. Ikke mindst med et job, hvor der ustandseligt bliver stillet slik eller croissanter på bordet til møder og samtaler.

- Jeg spiser også generelt mere enkelt i perioden, altså ingen frås og ingen snacks, jeg spiser mig bare akkurat mæt. Men det betyder, at jeg konstant skal være meget opmærksom, for normalt holder jeg mig altså ikke tilbage med at putte i munden. Det er den opmærksomhed – eller forstyrrelse skulle jeg måske sige – som jeg har brug for, for at kunne fokusere på påskebegivenheden.

Vi vil selv skabe indhold i tilværelsen

Spørger man Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, så handler faste og andre afholdspraksisser (juicekure, skærmtid etc.)  blandt andet om menneskets tendens til at ville have magt over sin egen tilværelse.

- Mennesket er født – ikke skabt, men født – som et forvirret og forstyrret væsen. Derfor søger vi efter alt muligt at holde os til for at finde fred og i den forbindelse fornøjelse. Tanken om, at der er en lov, som vi selv kan bestemme og selv bestemme, at vi lever op til, det kan give os følelsen af at have magt over tilværelsen. Det kan give en tryghed at kunne sige: ”Nu har jeg gjort det, jeg skal. Jeg lever klimavenligt, jeg lever sundt” og så videre. Så kan man føle sig både magtfuld og tryg.

Men der er en risiko for, at reglerne kan tage overhånd, hvilket i sin yderste konsekvens kan udvikle sig til regeltyranni og tvangstanker.

- Og så er spørgsmålet, om det i virkeligheden ængster mere end det trøster? Måske trøster sådan noget som spiseregler på overfladen, man trøster det ægte? Bliver tilværelsen rigere, smukkere, mere ægte? Det er vanskeligt at afgøre, siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Derfor faster jeg

Det store spørgsmål, som også Karina Juhl Kande stiller sig selv kontinuerligt, er: Hvorfor faster jeg?

- Jeg faster for at lade mig forstyrre af Gud. For at lade mig afbryde af trosspørgsmål i en ellers konstant fremadtumlende hverdag. Det skal være sådan, at jeg dagligt kan dvæle længe nok ved evangeliets budskab til at mærke den indflydelse, det har på mit liv sammen med andre. 

Karina Juhl Kande tilføjer, at det selvfølgelig er en forstyrrelse, hun har brug for hele året, men at det er så godt som umuligt i praksis. 

- Jeg vil tro, at mange kan nikke genkendende til det med at være nødt til at systematisere visse ting for at få dem til at ske – om det så er brevskrivning, knibeøvelser, yoga eller kørselsindberetning; uden et system bliver det ikke til noget – og derfor er fastetiden en stor lettelse for mig. Her er den ramme, der skal til, for at jeg kan mærke troen og ikke kun prædike den – og den trosfylde flyder ind i resten af året. Det er som at gribe fat i en lille flig og hvert år genopdage, at den hænger fast i hele fundamentet under min tilværelse.

Jesus fastede 40 dage i ørkenen. Foto: Christ in the Wilderness, 1898 (olie på lærred) af Briton Riviere. (Wikimedia Commons)

Vi skal ikke være guder

Men hvad nu, hvis man har levet op til alle de regler, man har lavet for sig selv, men alligevel ikke føler, at man er blevet mere fokuseret, sund, fællesskabsorienteret eller lykkelig? Eller måske et mere realistisk scenarie: At man ikke har levet op til sit idealmål, hvad enten det er at være der tilstrækkeligt for andre mennesker eller at holde sig fra slikskabet. At man faktisk bare har fejlet. 

I sådan en situation lyder den sympatiske undskyldning ofte, at det er okay - måske ligefrem sundt - at fejle. 

For lektor Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen giver det argument ikke mening teologisk set. For dermed bekræfter man den tanke, at man i princippet skulle kunne frelse sig selv ved loven, altså skabe loven, følge den eller (endnu værre) administrere den.

- Vi er ikke beregnet til at leve som guder. Men i jagten på selv at skabe og leve op til idealerne opfører vi os lidt som guder. Og hvis man siger, at "det er okay at fejle”, så siger man indirekte, at mennesket er en Gud, der selv sætter loven og selv kan tilgive fra at bryde den - og det er principielt forkert. I virkeligheden er det slet ikke vores opgave at skabe en lov, som vi kan frelse os ved og tilgive hinanden ved. Efter min opfattelse, så er ”det er okay at fejle” en sætning, der umiddelbart lyder super sympatisk, men faktisk indeholder sin egen voldelige modsætning. Den gør mennesket til Gud og får i praksis mennesker til at opføre sig undertrykkende overfor hinanden.

Vi er ikke beregnet til at leve som guder. Men i jagten på selv at skabe og at leve op til idealerne opfører vi os lidt som guder.

Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor i teologi

Det handler selvfølgelig også om, hvordan vi vælger at tolke og praktisere fasten, understreger hun:

- Hvis nu fasten bare tolkes som en påmindelse om, at vi er mennesker, så kan den måske bidrage til at bevare proportionerne i det, vi fokuserer på til dagligt. Og i den forstand forebygge opfattelsen af, at hvad vi spiser skulle være vigtigere, end hvem vi er og bør være.

Fasten er kun indpakningen

Fasten er et dobbelt greb, så er den også en evig udfordring, fortæller Karina Juhl Kande. Dobbelt fordi den bærer sin egen modsætning i sig.

- Det kunne være, hvis man isolerer sig med det formål at kunne engagere sig. Eller i dette tilfælde øver selvkontrol for at kunne slippe sin selviskhed. Hvis jeg gennemfører 40 dages faste, uden at det er lykkedes mig at lade påskens mirakel fylde noget i mit liv og min bevidsthed på daglig basis, så har fasten været simpelt spild af tid.

Ifølge Karina Juhl Kande er det vigtigt hele tiden at huske på, at fasten kun er rammen. Den er en fin indpakning, som kan hjælpe til at få øje på den egentlige gave. Men farven og formen på indpakningen er ikke vigtig i sig selv.

- Jeg taler nogle gange med konfirmanderne om, hvad de hver især skulle faste fra, hvis det skulle udgøre et virkeligt afsavn i dagligdagen. Nogle siger selvfølgelig deres telefon eller tv-serier, og andre siger frikadeller eller musik. Men overraskende mange siger deres familie, venner eller kæledyr – det er godt at høre. Selv ville jeg ikke udsætte mig for et afsavn, som jeg decideret ville lide under, for det tror jeg ikke ville skærpe min opmærksomhed om påsken, men bare gøre mig fortvivlet. Og påskemorgen er fortvivlelsens modsætning – påsken er overskud af håb.

Karina Juhl Kande kan sagtens se pointen med den kritik, der rettes imod faste-praksissen – og hun erklærer sig da også enig i det meste.

- Det er godt at have de kritiske røster med i baghovedet, når jeg går mig selv på klingen for at finde ud af, om min faste umærkeligt er kommet til at handle om min egen præstation, og hvor meget rygrad jeg kan demonstrere. For så er jeg ude på et vildspor. Men der er ikke noget galt i, at vi går forskellige veje og afsøger forskellige muligheder for at konkretisere vores trosliv – det er folkekirkens mange facetter jo også et udtryk for.

Sådan synes jeg, at fasten skal være. Stilfærdig. Den må ikke larme i sig selv.

Karina Juhl Kande, præst
Kolofon

Tekst: Andreas Lindbjerg Nielsen
Illustration: Sidsel Sørensen
Kontakt: redaktion@folkekirken.dk