Fællesskab
Intet er så trist som at spise alene

Intet er så trist som at spise alene

Agnes Fisker blev ensom, da hendes mand døde. Men der viste sig et nyt fællesskab fra en kant, hun slet ikke havde ventet.

Efter 60 års ægteskab mistede Agnes Fisker sin mand, som hun havde delt alt med. Der skulle et helt nyt fællesskab til at bryde tristheden og ensomheden.

Marianne Holst Hyrlov, Fyens Stift

Agnes Fisker var bare 20 år, da hun blev gift med Knud, som hun kendte fra håndboldklubben i nabobyen. De to unge var blevet glade for hinanden, og nu var Agnes gravid med deres første barn. 

Der kommer smil i øjnene, når 84 årige Agnes Fisker fortæller om dengang. Der var ingen knubbede ord fra hendes forældre i anledning af den tidlige graviditet, og heller ikke fra den arbejdsgiver, hvor hun var i lære som frisør. ”I skal bare se at blive gift,” sagde forældrene, og det gjorde Agnes og Knud. 

Siden fulgte et godt ægteskab, som varede lige til sidste forår, da Knud Fisker døde efter halvandet års sygdom. Så kom sorgen og ensomheden. 

Gjorde alting sammen

Agnes havde engang to veninder, som hun gik i svømmehal med. Men det sidste halve år af Knuds liv lå han i sengen, og hun kunne ikke forlade ham, så der var ikke mulighed for holde venskaber ved lige. Den ene af veninderne døde, og forholdet til den anden ebbede ud.

Agnes var gennem mere end 60 års ægteskab vant til at gøre tingene sammen med sin mand.

- Knud og jeg har jo altid fulgtes ad. Jeg har aldrig været den, der tog alene i byen eller på ferie, som de unge gør nu om stunder, siger hun. 

De andre er jo ligesom mig

Med Knuds død fulgte både træthed ovenpå den lange sygdomsperiode og en stor tristhed og ensomhed. Børn, børnebørn og svigerdatter gjorde alt hvad de kunne for Agnes, men som hun siger:

- Mine børn har jo også børn og børnebørn, og de kan ikke sidde her hos mig evig og altid.

Det blev fra en uventet kant, at Agnes fik hjælp, nemlig fra præsten og de frivillige i ved Paarup Kirke. Præsten, Lene Placatka havde besøgt Agnes i forbindelsen med begravelsen, og hun inviterede først til et møde for mennesker, der har mistet en pårørende, og senere til tirsdagsmøder om formiddagen i Paarup sognegård. Den første invitation reagerede Agne Fisker ikke på.

- Jeg vidste jo ikke, hvad det var. Jeg var bange for, at det var for kristent og missionsk for mig. Jeg er ikke vant til at komme i kirken, for min mand gad ikke gå i kirke, og så gjorde jeg det jo heller ikke, forklarer hun.

Men sønnen pressede på, for at Agnes skulle komme lidt ud blandt andre mennesker, så da invitation nummer to kom fra præsten, synes hun ikke kun kunne være andet bekendt end at komme afsted. 

- Og de andre, der kom, var jo ganske almindelige mennesker ligesom mig, smiler Agnes.

En del af et fællesskab

Agnes Fisker blev en del af et fællesskab, der er knyttet til Paarup Kirke. Her tager frivillige sig af hinanden og af de nye, der dukker op til tirsdagsmøderne og til ”Den Åbne Cafe”, som holdes i sognegården hver anden onsdag.

- Nu kommer jeg til alle møderne, for selvom der er nogle af foredragene, som ikke interesser mig, så er det dejligt at være sammen med nogen, siger Agnes Fisker.

En af kirkens frivillige ildsjæle, Conny Troest Larsen fik hurtigt overtalt Agnes Fisker til også at blive en del af det hold, der hjælper med at lave mad til spaghettigudstjenesterne. Det er gudstjenester for børn og deres forældre, hvor der efterfølgende er spisning. 

- Vi skræller gulerødder og dækker bord og alt muligt andet, og Conny sørger for, at der bliver lavet mad nok til alle, uanset hvor mange der kommer. De er så søde alle sammen, og vi har det sjovt og rart, fortæller Agnes Fisker.

Jeg er blevet anderledes

I sognegården mødte Agnes helt tilfældigt Inge, som boede i samme opgang som Agnes og Knud for mange år siden. Agnes og Inge faldt let i snak, for de kendte jo hinanden fra den tid, hvor deres børn legede sammen.

Nu mødes Inge og Agnes hver tirsdag i sognegården, og bagefter går de sammen i Tarup Centret, som ligger i nærheden, og spiser frokost. De har begge mistet deres mand, og de nyder at være sammen.

- Jeg er så glad for, at jeg har mødt Inge, for intet er så trist som at spise alene hver dag, siger Agnes Fisker.

Agnes synes, at hun har fået et godt liv igen. 

- Jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg er blevet anderledes, efter jeg begyndte at komme over i sognegården, for jeg var altså ked af at være alene, siger hun.
                                     

Fællesskab

I påsken sætter folkekirken fokus på fællesskab og #detvihartilfælles.

Du kan deltage i samtalen på Facebook, og finde alle artikler og videoer om fællesskab her.


Læs også:

Måltidet bekræfter fællesskabet

Fællesskab på tro og trods